Nye mennesker – Navnet (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Navnet
Oprindelig har Eskimoerne opfattet Navnet som en Slags Sjæl, hvortil der knyttede sig et vist Forraad af Livskraft og Færdighed. Det Menneske, som opkaldtes efter en afdød, arvede saa Navnets Egenskaber; og man sagde, at den døde ikke fik Fred, at hans Livssjæl ikke kunde fare til de dødes Land, før Opkaldelse var sket.
I Forbindelse med denne Opfattelse staar Frygt for at nævne en afdød, før han er opkaldt. Navnet kunde da maaske let tabe noget af sin Kraft.
Efter Legemets Død tager Navnet Bolig i en svanger Kvinde og holder hende indvendig ren under Svangerskabet. Det fødes saa sammen med Barnet.
Ved Fødslen græder Barnet: atekrarumavdlune, fordi det vil have sit Navn. Men almindelige Mennesker kan ikke bestemme det; en Aandemaner eller "en klog Kone" (en ilisîtsork) maa tilkaldes, og deres Hjælpeaander meddeler saa Barnets Navn.
Denne Opfattelse hævdedes af den før omtalte Nivigkana, Kvinden, der ogsaa havde været i de dødes Land. Men de fleste af hendes Landsmænd regnede denne Tro for forældet.
Majark, en ung Skeptiker, definerede det saaledes: "Det ene Menneske skal skelnes fra det andet, og som Kendemærke giver vi derfor vore Børn Navn. Det glæder Menneskene at se deres kære afdøde genopstaa og genleve i Navne; derfor tager vi de afdødes Navne op til vore Børn." Han tror derfor ikke, at Navnet er nogen Sjæl. Og alle unge hævder med ham samme Anskuelse.
Men som gamle Aisivak engang sagde, da en ung Fyr skød en Maage fra vor Boplads, hvor der den Dag laa en nydød: "Ak, de unge tror intet og mangler Ærefrygt for alt, saa længe de er raske og har Mad nok!"
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 130-131. København, 1905.
