Nye mennesker – Tilbageslag af egne handlinger (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


Tilbageslag af egne handlinger

Den eskimoiske Religion samler sig saaledes, som i det foregaaende vist, ikke om nogen Guddom, der dyrkes, men giver sig Udslag i Troen paa det onde, i en uklar Formodning om Tilstedeværelsen af visse mystiske Kræfter, der let stødes og er farlige i deres Vrede. Mennesket vilde nu blive fuldstændig overvældet af Hensyn til Naturen og Forholdsregler mod Magterne, hvis det ikke var ham givet gennem sin Omtanke at blive den stærke, der trods alt kan beherske Farerne. Og dette gør han ved at tage selve det frygtede i sin Tjeneste.

Thi Aandemanerne, der er Folkets Ledere i kritiske Situationer, kan ved Snille og Kunst gøre sig de Magter, der raader over Liv og Død, underdanige, ikke gennem Bøn, men gennem Bud; det overnaturlige blir Aandemanerens Redskab, og Mennesket selv til en vis Grad Herre over Skæbnen.

Derfor siger ogsaa Eskimoerne: vi tror ikke paa nogen Gud, saaledes som de hvide Mænd; men vi tror paa vore Aandemanere, der forstaar sig paa de skjulte Ting og har Magt over Menneskers Skæbne. Hænder det dog, at et Individ bliver den svage, saa skyldes dette i Grunden ikke Menneskets Underlegenhed, men kun dette enkelte Individs Mangel paa Kløgt og Forsigtighed. Thi det maa da ved en eller anden Lejlighed have undladt at iagttage en af de Forholdsregler, som betinger dets Magt.

Ethvert Menneske blir ved Fødselen udstyret med et vist Forraad af Kraft, der skal forbruges her paa Jorden. Er dette Forraad udtømt, ældes Mennesket og gaar gennem Døden over i en anden Tilværelse. Ingen Aandemaner søger i saadanne Tilfælde at holde Livet oppe i den syge; thi vedkommende er da "udslidt" og har bedst af at dø.

Døden, som i de nedarvede Traditioner spiller saa vægtigt ind i alle Forholdsreglerne, beskæftiger i det daglige Liv Eskimoerne i meget ringe Grad; deres egen Skæbne skænker de ikke mange Tanker, ud over det at forsyne sig med Kød til Vinteren. Der tales næsten aldrig om Frygt for Død, lige saa lidt som Livsfare eller ulykkelige Hændelser udtværes af en Fortæller.

En klog og selvstændig Eskimo, Aandemaneren Odark, sagde mig følgende om Døden:

"Du spørger, men jeg ved intet om Døden, fordi jeg kun kender Livet; jeg kan kun sige dig, hvad jeg tror: enten er Døden Livets Ende, eller ogsaa blot Overgangen til en anden Maade at leve paa. I begge Tilfælde er der intet at frygte. Dog vil jeg meget nødigt dø nu, fordi jeg synes, at det er dejligt at leve!"

Denne Ro over for Døden er ikke ualmindelig; jeg har set flere hedenske Eskimoer gaa Døden i Møde uden Spor af Frygt. Og det er deres Tro, at det er rigtigt at berøve sig selv Livet, "naar det bliver tungere end Døden".

Det, som derimod faar dem til at omgærde sig med de mange besynderlige Forholdsregler, er en uklar Angst for Livets Usikkerhed, Skæbnens Lunefuldhed og en dermed forbunden Utryghedsfølelse for de Plager og Rædsler, som kan føre til Død. Det er ikke Døden selv, men Dødens Aarsager.

I Forbindelse hermed staar Frygten for de dødes Sjæle, der kan forarges over de levendes Handlinger og slaa Menneskene med Misfangst eller smertefulde Sygdomme.

Disse forskellige Aarsager driver dem til rent mekanisk at overholde de mange Forholdsregler, hvis dybere Grund de som oftest slet ikke forstaar. Men følges Fædrenes Bud ikke, da løber Menneskene Fare for at rammes af "Tilbageslag af deres egne Handlinger" eller Nemesis.

Hvis en ung Kone, der lige har født, bryder sin Diæt eller noget andet Forbud, der staar i Forbindelse med hendes Fødsel, "slaar denne Overtrædelse tilbage som Straf" enten paa hende selv eller Barnet.

Hvis en Kvinde holder en Abort hemmelig for at undgaa den besværlige Bod, der følger med, kan hun styrte enten sig selv i Sygdom eller ogsaa sine Landsmænd i Ulykke gennem Misfangst eller Overfald fra Naturkræfter. Det er Straf over den ulydige, det er Nemesis; intet undgaar de altseende Magters Opmærksomhed.

Et mærkeligt Udslag af denne Nemesistro er den Straf, der rammer Mordere. Den dødes Sjæl hævner sig selv ved at skræmme sin Drabsmand ihjel.

Følgende Sagn blev mig fortalt som Eksempler paa "Tilbageslag af egen Handling":

PAPIK, DER MYRDEDE SIN SVOGER

Der var en Gang en Mand, som hed Papik; han plejede at gaa paa Fangst med sin Svoger Ailark. Men det var nu saaledes med de to, at Ailark altid bragte Sæl hjem, medens Papik kom tomhændet. For hver Dag voksede derfor hans Misundelse.

Saa hændte det en Dag, at Ailark ikke vendte tilbage, og Papik var uden Ord ved sin Ankomst.

Endelig ud paa Aftenen tog saa den gamle Kone, der var Ailark’s Moder, Ordet og sagde:

"Du har dræbt Ailark!"

"Nej! Jeg dræbte ham ikke!" svarede Papik.

"Du har dræbt Ailark!" gentog hun med hævet Stemme.

"Nej! Jeg dræbte ham ikke!"

Saa rejste den gamle sig op og raabte:

"Du tav med dit Drab! Den Dag skal nu komme, da jeg æder dig levende; for du dræbte Ailark!"

Den gamle beredte sig nu til at dø; for det var som Genganger, at hun skulde hævne Ailark. Hun tog sit Bjørneskindstæppe over sig og satte sig ned paa Stranden i Ebbebæltet, og der lod hun Floden stige over sig.

Lange Tider derefter gik Papik ikke paa Fangst, fordi han var bange for den gamles Trusel; men til sidst tænkte han dog ikke længere over det og begyndte som tidligere at gaa paa Fangst.

En Dag stod to Mænd ude paa Isen ved Sælers Aandehul; et Stykke fra dem havde Papik valgt sig Plads alene. Ja, og saa kom det: De hørte en skrigende Knirken i Sneen, der havde Retning lige hen mod Papik, og Taage lagde sig over Isen. Snart hørte de Raab af en rasende og Skrig af en skræmt: Uhyret havde overfaldet Papik.

I en stor Bue udenom flygtede de nu ind mod Land, mødte undervejs Slæder, der tog paa Fangstrejse, kastede deres Bagage og fik dem til at vende hurtigt tilbage til Bopladsen, for at de ikke ogsaa skulde blive skræmte ihjel. Inde ved Bopladsen samledes de alle i et Hus. Men da de hørte Uhyret nærme sig ude paa Isen, styrtede de alle mod Udgangen; og da alle pressede paa samtidigt, blev der stor Panik inde i Huset, og i Forvirringen skubbede de til en forældreløs Dreng, saa han røg baglæns ned i en Balle, der var fyldt med Blod. Da han kom ud, drev Blodet ned ad ham, og overalt, hvor han kom frem, blev Sneen blodig.

"Vi vil give os selv hen som Foder for Uhyret, nu da den tossede Dreng dér betegner hele vor Vej med Blod!" raabte de.

"Lad os slaa ham ihjel!" var der en, der foreslog; men de andre havde dog Medlidenhed med Drengen og lod ham leve.

Den onde Aand kom nu til Syne ude paa Isen; man saa kun dens Øren over Isskosserne, da den krøb langs med Isfoden. Da den kom op til Husene, var der ikke en Hund, som gøede ad den; ingen turde omringe den, fordi det ikke var nogen rigtig Bjørn. Men saa var det, at en gammel Kone gav sig til at tale til Hundene:

"Se, jeres Fætter er kommen; gø nu ad ham!" Og Hundene blev nu løste af deres Fortryllelse og omringede Bjørnen, og da Mændene saa det, styrtede de frem og harpunerede den.

Men da de skulde flense Bjørnen, genkendte de den gamle Kones Tæppe i dens Skind, og dens Knogler var Menneskeknogler.

Slæderne kørte nu ud for at se til de Ejendele, de havde efterladt paa Isen, og alt saa de nu var sønderrevet; og da de fandt Papik, var alt paa ham sønderflænget. Hans Øjne, hans Næse, hans Øren, hans Mund, hans Kønsdele, alt var revet op, og saa var han skalperet (magssitekralugo).

Saaledes hævnede den gamle Kone sin Søn Ailark.

Saaledes plejede vore Forfædre at fortælle: Naar nogen dræbte Landsmænd uden Grund, da skulde et Uhyre kaste sig over ham, skræmme ham ihjel og ikke lade noget helt Lem tilbage paa Liget.

De gamle kunde ikke lide, at Menneskene ihjelslog hverandre.

Jeg hørte denne Fortælling af de Mennesker, der indvandrede til os fra den anden Side det store Hav.

Fortalt af

Inaluk.

PAUTUSÔRSSUARK, DER MYRDEDE SIN ONKEL

Der boede ved Kûkat en Kvinde, som var meget smuk; hun var Alattark’s Kone. Samme Sted boede Pautusôrssuark, der var Alattark’s Nevø. Han var ligeledes gift, men holdt mere af sin Onkels Kone end af sin egen. De to holdt derfor stadig Konebytning, saaledes som Mennesker plejer.

Men en Dag hen paa Foraaret skulde Alattark paa en lang Fangstrejse og bestemte sig til at tage sin Kone med. De stod nede ved Iskanten og gjorde sig rejseklare, da Nevøen kom ned til dem.

"Vil I forlade os?" spurgte han.

"Ja, begge to!" svarede Alattark.

Men da Pautusôrssuark hørte det, kastede han sig over sin Onkel og dræbte ham; for de kunde jo ikke begge have Førsteret til samme Kvinde.

Da Pautusôrssuark’s Kone saa det, greb hun sin Synaal og Syring og flygtede bort langs med Teltets Skygge op over Fjældene til Etah, hvor hendes Forældre boede. Hun fik ikke engang Tid til at tage Strømper paa, og derfor blev hun meget ømfodet af at løbe over Fjældene. Undervejs saa hun inde i Land Mennesker, som rendte med løse Hætter paa Hovedet, saaledes som Indlandsboer plejer; men hun kom ikke i Forbindelse med dem, da de flygtede for hende.

I Nærheden af Etah fik hun Øje paa en gammel Mand, løb hen til ham og opdagede, at det var hendes Fader, der var ude at samle Søkonger; og glade fulgtes de nu ad hjem til hans Telt.

Da Pautusôrssuark havde dræbt sin Onkel, styrtede han straks op til sit Telt for ogsaa at myrde den Kvinde, han var ked af at have; men hun var allerede flygtet.

Inde i Teltet sad en Dreng. Ham faldt han over og sagde:

"Men hvor er hun? Hvor er hun løbet hen?" Jeg har intet set, jeg sov!" løj Drengen, fordi han var bange; og saa maatte Pautusôrssuark opgive at faa fat paa sin Kone.

Han gik nu ned og tog Alattarks Kvinde til Kone og levede sammen med hende. Snart blev hun svanger, og fødte et Misfoster med stort Skæg; og hun blev saa forskrækket derover, at hun døde. Saaledes fik han ingen Glæde af den Kvinde, han havde røvet sig til. Ham selv skulde det ogsaa gaa ilde.

Hen paa Forsommeren var mange Mennesker samlede ved Netsilivik paa Vej til Kap York; blandt disse var ogsaa Pautusôrssuark. En Dag hændte der ham noget mærkværdigt; han var ude paa Fangst, da en Ræv bed sig fast i hans Pelsflig, og Manden, som troede, at det var en almindelig Ræv, slog efter den, men kunde ikke ramme den; og saa viste det sig senere, at det var den dræbte Alattarks Sjæl, som havde leget lidt med ham, inden han skulde sønderbides. Alattark’s Amulet var nemlig en Ræv.

Kort Tid efter blev han sønderbidt af Alattark’s Genfærd, der angreb ham i Bjørns Skikkelse. Hans Datter, som paa det Tidspunkt netop var ude, havde hørt Skrigene og var gaaet ind for at melde det; men just som hun kom ind i Huset, havde hun glemt, hvad hun vilde sige, fordi den hævnende Aand havde manet hende Glemsomhed til.

Først senere kom hun i Tanker derom, men da var det for sent. Man fandt Pautusôrssuark sønderflænget, Led for Led; han havde forsøgt paa at forsvare sig med store Isstykker, kunde man se, men intet havde hjulpet.

Saaledes falder Hævnen over de Mennesker, der myrder.

Fortalt af

Osarkrak.

KONEBYTTERNE

Der var en Gang to Mænd: Talîlarssuark og Napssarssuark, der byttede Koner. Talîlarssuark var en ondskabsfuld Fyr, der holdt meget af at sætte Skræk i sine Medmennesker.

En Aften, han laa sammen med den Kone, han havde laant, tog han sin lange Kniv og jog den ned i Brikseskindet; saa flygtede Konen bort til sin Mand og sagde:

"Gaa ind og slaa Talîlarssuark ihjel! Han ligger derinde og spiller farlig."

Saa rejste Napssarssuark sig op uden at sige et Ord, klædte sig i sin nyeste Dragt, tog sin Kniv og gik ud. Han gik lige hen til Talîlarssuark, der laa nøgen paa sin Briks og snakkede med sig selv, trak ham ned paa Gulvet og stak ham halvt død.

"Du kunde dog i det mindste have ventet, til jeg havde faaet Bukserne paa," sagde Talîlarssuark. Men Napssarssuark trak ham ud gennem Husgangen, smed ham ud paa Møddingen og gik tavs sin Vej.

Paa Vejen mødte han sin Kone.

"Skal du ikke ogsaa myrde mig?" sagde hun; hun var vred over, at han laa med Talîlarssuark’s Kone.

"Nej!" svarede han med dyb Stemme, "Pualuna er endnu ikke stor nok til at undvære dig." Pualuna var deres yngste Søn.

Nogen Tid efter Drabet begyndte han allerede at mærke, hvorledes han var forfulgt af en Aand.

"Der er noget usynligt, der engang imellem griber fat i mig", fortalte han sine Landsmænd; det var Hævnsaanden, som holdt Øje med ham.

Men saa hændte det netop i de Tider, at mange blev syge, og mellem de syge var Napssarssuark. Sygdom dræbte ham, og Hævnsaanden fik saaledes ikke Lejlighed til at sønderflænge ham.

Fortalt af

Inaluk.

MANDEN, DER IKKE ØVEDE BOD

Der var engang en Mand, som hed Artuk. Han havde lige stensat sin afdøde Kone, men nægtede at overholde den Bod, som er paalagt Mænd, der har arbejdet med Lig. Han troede ikke paa Forfædrenes Forskrifter, sagde han.

Nogle Mennesker ved Bopladsen var i Lag med at sønderskære frossent Kød til Føde; men da han havde set lidt paa, at de sled i Kødet med Knive, tog han en Stenøkse, huggede Kødet op og sagde: "Se, saadan sønderhugger man Kød;" og dette gjorde han, skønt han som en Mand, der lige havde arbejdet med Lig, ikke havde Lov til at skære i Kød.

Samme Dag gik han ud paa Isen og bankede sin Inderpels fri for Lus, og det, skønt det var ham forbudt at lyske sig paa Is, naar han lige havde arbejdet med Lig.

Han gik ogsaa op paa et Isfjæld og drak Vand, Solen havde smeltet, skønt han vidste, at det var ham forbudt.

Alt dette gjorde han for at trodse det, Landsmænd troede paa. Det var bare Løgn, sagde han.

Men da han en Dag skulde ud at køre, kom Frygten over ham; han turde ikke fare alene ud paa Isen, og da hans Søn ikke godvillig vilde følge ham, bandt han ham fast til sin Slædes Opstandere og førte ham saaledes med sig.

Han kom aldrig levende hjem fra den Køretur.

Ud paa Aftenen hørte hans Datter haanlig Latter ude i Luften af to Aander; hun begreb straks, at de lo, for at hun nu skulde vide, at hendes Fader havde bødet for sine Overtrædelser.

Dagen efter kørte mange Slæder ud for at lede efter Artuk. Langt ude paa Isen fandt de ham ogsaa, sønderflænget, saaledes som Aanderne plejer at mishandle de Mennesker, der ikke vil tro paa Forfædrenes Overleveringer.

Sønnen, som laa fastbunden til Slæden, havde de ikke rørt; han var død af Skræk.

Fortalt af

Osarkrak.

____________

ONDE AANDER

Troen paa "tôrnarssuit", Aander, der ikke vil Menneskene noget godt, er ikke længere almindelig blandt Polareskimoerne. De fleste af dem forlanger nu at se eller føle, hvad de skal tro paa, og nærer ikke den Frygt for overnaturlige Væsner som de tidligere Generationer.

Naar Hundene en mørk Aften gi’r sig til at gø eller tude uden for Husene, siger man vel nok endnu den Dag i Dag, at det er noget overnaturligt, der skræmmer dem; naar Fjældskredene ved Foraarstid styrter ned over Afgrundene, kan man ogsaa høre gamle Mennesker mumle: "Nu gaar en Aand i Fjældene."

Men man tager det dog alligevel ikke saa bogstaveligt som før. Eskimoen Osarkrak, der ikke selv tror paa disse Aanders Eksistens, har fortalt mig følgende:

"I vore Forfædres Tid levede mange mærkelige Væsner, som vi aldrig mere ser. Alt muligt havde den Gang sin Aand: Husgangen, Trækhullet (Ventilen) i Loftet, Lampen, Døren, Gulvet — ja næsten alt, hvad de bare havde Navn til.

Disse Aander var usynlige som Menneskesjæle; og deres Huse gik saaledes i eet med Jorden, at ingen kunde finde dem. De lod sig kun se af ensomme Mennesker, og da var altid deres Skikkelse og Tale som et Menneskes. Fandt man deres Hus, var et Hul i Jorden dets Indgang."

MØDDINGAANDEN

Jeg skal begynde med at fortælle dig om "Tutuatue" eller Møddingaanden. Den viste sig kun om Aftenen, og var altid fuld af Smuds; i dens Haar hang hentørret Menneskeskarn; den boede i et Hus, som laa inde i Møddingen.

En Gang sad en lille Pige og legede med udskaarne Dyr af Hvalrostand, da Møddingaanden kom hen til Vinduet og raabte ind: "Kom ud og følg med til Avigark; men tag dit Legetøj med!"

Og saa kom Barnet ud og gik med ind i Aandens Hus. Aanden satte sig ned og sagde saa venligt til Pigen:

"Kom hen til mig, saa skal jeg lyske dig"; men da Barnet lagde sit Hoved i hans Skød, stak han en Naal gennem Øret paa det, saa det døde. Og derpaa smed han Liget ind under sin Briks.

En anden Gang lokkede Møddingaanden en anden lille Pige til sig; men da Pigen kom ind i hans Hus, opdagede han, at hun havde meget store Støvler og Pels paa.

"Hvis er de Støvler, du har paa?" spurgte han hende.

"Min Fars!" svarede Pigen.

"Og Pelsen?"

"Min Moders!"

"Saa maa du gaa hjem igen," sagde Aanden til hende, "for dine Forældre vil snart savne deres Klæder."

Og saaledes gik det til, at han ikke dræbte Pigen, fordi han syntes, at det var Synd at berøve hendes gamle Forældre deres Tøj.

Men forinden hun gik, viste han hende, gennem et Hul i sin Bagbriks, Liget af den Pige, han før havde dræbt.

Da Pigen kom hjem, fortalte hun, hvad hun havde oplevet, og saaledes blev Fortællingen om Møddingaanden til.

JORDAANDEN, SOM PIGERNE NARREDE

Der var engang en ung Pige, som gik ude med et lille Barn, der ikke var hendes eget. Hun fulgtes med en Kammerat.

Paa deres Vandring kom de til et Hus, og der gik de ind. Men knapt var de inde, før en Aand viste sig i Døren og spærrede dem Udgangen. Det var en Menneskeæder; og de blev meget bange, nu da de ikke kunde undfly ham. Den ene af Pigerne gik ind i det bageste af Huset, og gav sig til at grave i Tørvene for at lave en Udgang; imedens stod den anden og opholdt Aanden med Snak:

"Nu skal du jo snart have mørt Kød, friskt Kød;" hun tænkte paa, at han snart skulde spise dem. "Men vis os nu ogsaa, at du kan spise noget, der er haardt. Gnav engang løs paa Vinduesstenen derhenne og lad mig se!"

Aanden, der vilde vise, at han kunde alt, gav sig til at gnave Stenen i sig, og medens han var i Lag med det, havde den anden Pige faaet lavet et Hul i Husets Bagmur. Gennem dette flygtede de nu begge hjem til deres Bopladsfæller og fortalte, hvad de havde oplevet.

Mændene overfaldt nu Aanden, bandt ham i Benene og slæbte ham i Løb hen over Jorden.

"Lad mig nu slippe!" raabte Aanden; "min Tyktarm er af Perler!"

Da Mændene hørte det, sprættede de Bugen op paa ham og saa, at han havde talt Sandhed. Saa udskar de hans Tyktarm og hængte den op i deres Hus som Pynt, for den var som et Smykke af store, dejlige Perler.

Ud paa Natten vaagnede man i Huset ved, at noget dryppede, og en fæl Lugt bredte sig; og man opdagede, at det var Aandens Tyktarm, der begyndte at smelte, og alle fyldtes med Væmmelse og kastede den bort.

Saaledes berettes det om Jordaanden, hvis Tyktarm var af Perler.

BARNERØVEREN

I Havet bor der et Uhyre, som kaldes for Kralutaligssuark, det betyder: den med Øserne. Man hører nemlig ofte derude fra en Lyd som af Øser, der slaas sammen, og deraf har det faaet det Navn. Det er især slemt til at røve Børn, der skriger op.

Engang legede en Flok Børn nede paa Stranden, da Uhyret pludselig viste sig, lokket af deres Skrig. Børnene flygtede ind over Fjældene; men et forældreløst Barn, som ikke havde Saaler i sine Støvler, kunde ikke løbe saa hurtigt hen over Stenene og sakkede bagud. Da Uhyret var lige inde paa ham, kastede han sig ned paa Jorden og gav sig til at sprælle med Benene; alle hans Tæer stak ud af Støvlerne. Saa stak han sin Fod lige op i Ansigtet paa Uhyret og raabte, idet han bevægede sin Stortaa frem og tilbage: "Tag dig i Agt for min Stortaa, den æder Mennesker!"

Uhyret blev derover saa forskrækket, at det straks flygtede ud i Havet.

Engang gik en gammel, blind Kone inde i et Hus med et Barn paa sine Arme. Barnet græd og raabte paa sin Moder, og da den gamle ikke kunde faa det til at tie, begyndte ogsaa hun at raabe paa Moderen. Ind kom jo ogsaa et Menneske, og den blinde, som troede, det var Moderen, gav Barnet fra sig; men det var nok Barnerøveren, der fik det.

Hen paa Efteraaret kunde Folk i stille Dage se det lille Barn lege paa Isflagerne, men ingen kunde komme det nær, da det flygtede for Mennesker. Saa lavede de sig en Lasso af Kobberem, listede sig ind paa Barnet og fangede det ind.

Men Barnerøveren, der sørgede over Tabet af Barnet, heksede det en Sygdom til, saa at det døde.

Der fortælles endvidere om en Aand, der kommer og skræmmer Folk ihjel, naar smaa forældreløse Børn skriger. Man kan ogsaa risikere, at den afdøde Moder selv kommer. Det hændte engang, at man lod et forældreløst Barn skrige uden at ville trøste det; saa viste den afdøde Moder sig pludselig i Husgangen og skræmmede dem alle til Døde.

SKINDTAPETETS AAND

En Aand, som de gamle ogsaa var meget bange for, var "Skindtapetets Aand". (Man beklæder det indvendige af Husene med Skind). Denne Aand boede inde bag dette Skind, og naar den saa et Menneske ligge paa Briksen og sove, harpunerede den det.

Hvis man saa hørte den sige: "pinguivunga!" det er: "Kastet strejfede blot!" behøver Mennesket intet at frygte; men siger den derimod: "kitsoraupunga!" det er: "Min Fangeline sprang", da er Harpunspidsen bleven siddende i Mennesket, og dette vil blive sygt og dø. Man mærker blot lidt Svie i Begyndelsen, men Smerterne vil vokse og føre til Død.

Alle de gamle var meget bange for denne Aand.

Saaledes berettede tidligere Slægter om, hvad de havde set og oplevet. Jeg tror ikke, at Forfædrene har villet efterlade os, der kom efter dem, løse Løgne; og derfor tror jeg, at disse Aander var til en Gang, før vi fødtes. Men da jeg aldrig selv har set eller mærket noget til dem, kan jeg ikke fortælle, at Aanderne omsværmer os endnu den Dag i Dag; thi Sandhed skal min Tale være."

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 139-152. København, 1905.