Kvinden der bedrev hor med sin far

Fra heimskringla.no
Revisjon per 13. jun. 2026 kl. 12:27 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Hor
Bible moralisée (1400-tallet)


Små eventyr


Kvinden der bedrev hor med sin far

Af konu er drýgði hórdóm við föður sinn [1]


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882


Hor
Bible moralisée (1400-tallet)

Dette eventyr begynder med, at der boede en mægtig mand nede i Frankrig i det bispedømme, der hedder Avignon. Han var velhavende med hensyn til både jordbesiddelser og løsøre. Han havde en god og meget barmhjertig kone. De havde en datter, som var den skønneste, der kunne skabes af kød og blod. Der skete det, at hendes far kom til at elske hende mere, end hvad der var sømmeligt, og det udviklede sig til kødeligt begær, sådan som det kan ske mellem en mand og en kvinde. Det gik så vidt, at de fik tre sønner sammen — den ene efter den anden — men hun dræbte dem alle ved at brække nakken på dem. Dette gjorde hun i al hemmelighed med Djævelens bistand, sådan at ingen fattede mistanke derom.

Da dette havde stået på længe, skete det en dag, at hendes mor kom gående ind, mens de var i færd med at fremme deres utugt. Da hun så dette, blev hun ubeskriveligt bedrøvet, idet hun sagde: »Ak og ve! Gid jeg aldrig var blevet undfanget eller født, for nu véd jeg, at I er fortabte for evigt og altid og tilhører Fanden i Helvede. Jeg vil derfor ikke længere bo sammen med jer, men går min vej med det samme.« Og da hun er gået, siger bonden til sin datter: »Nu vil min hustru tale ondt om os og bringe en stor skam og skændsel over os alle.« »Ja, far!« siger hun, »— men det kommer ikke til at ske, hvis jeg kan finde hende.« Og efter Djævelens anvisning går hun hen og finder sin mor og træffer hende i hendes kammer, og hun stak hende i hjertet, så hun faldt død om på stedet. Da dette var gjort, tog de hendes lig og lagde det i en kiste og begravede det, som de ville, som om hun havde lidt en naturlig død, så ingen fik kendskab til andet.

Efter dette levede de i denne dødssynd både dag og nat, indtil det en dag ved Guds forsyn og bestemmelse indtræffer, at den førnævnte bonde går i kirke og kaster sig ned for Vorherres fødder og tænker over sine synder, og hvor ubærlige disse synder er, og hvordan hans sjæl er blevet fortabt, såfremt han dør i dem. Og han angrer nu af hele sit hjerte og vil gerne bekende sine synder og bøde for dem, hvis Gud vil give ham lov. Han forlader siden kirken og træffer en præst og fortæller ham om alle de synder, han har begået ved sin dadelværdige livsførelse. Og da han har gjort dette, siger præsten til ham: »Hvis du har den rette indstilling og er villig til at overholde de bodsøvelser, som jeg pålægger dig — —« »Ja,« siger han, »— hvis det er Guds vilje, at jeg bevarer livet, så vil jeg gerne overholde dem.« »Da pålægger jeg dig først, såfremt du vil overholde disse bodsøvelser, at du skal afvise din datters selskab — ikke bare i sengen og ved maden, men hendes tilstedeværelse i det hele taget. Siden skal du drage til Det Hellige Land, hvor Gud levede og døde.« Hermed løste præsten ham fra alle hans synder.

Den mægtige mand går derpå hjem til sin gård. Hans datter kommer ham i møde med stor venlighed og bad ham sætte sig og være glad. »Spar mig for dit sludder,« siger han, »— jeg vil ikke have nogen glæde af dig, hverken i sengen eller ved maden eller ved din tilstedeværelse i øvrigt. Jeg har truffet en præst og skriftet, og jeg vil ophøre med mine synder.« Hun svarer: »Ak og ve! Din bedrager! Du har gjort mig til nar og opildnet mig til at dræbe mine tre børn og min mor, og efterfølgende svigter du mig. Dette skal jeg gengælde dig fuldt ud!« Efter dette var sagt gik bonden i seng, for han agtede at stå tidligt op den følgende morgen og påbegynde sin pilgrimsfærd. Men hans datter sidder tilbage og fyldes af Djævelens kneb og svig og tilskyndelser, og hun overvejer nu i sit sind, hvad hun skal gøre ved sin far. Herefter rejser hun sig — ikke med gode hensigter — og hun går hen, hvor hendes far lå, og det ikke i et bedre ærinde end at hun skærer halsen over på ham og dræber ham dér.

Da dette er gjort, tilkalder hun tre tjenestekvinder og går derpå hen og tager så meget guld og sølv og andre kostbarheder, som de overhovedet kan bære — og der var rigeligt at tage af. De gik derefter deres vej ud af byen og til et andet sted, hvor hun opholdt sig i ro. Og hun levede dér i stor rigdom med megen forfængelighed og pral, så længe pengene slog til. Velbyrdige og mægtige mænd kom alle vegne fra for at søge hendes selskab, for hun var dannet og havde et smukt legeme og en prangende levevis med hensyn til kost og klæder. Hun førte et utugtigt liv og hengav sig til dødssynder, for hun mente, at hun aldrig ville komme til Himmerige på grund af de synder, hun hidtil havde begået. Mange unge kvinder var så uforstandige, at de gerne ville tage ved lære af hende, for hun sparede hverken lærd eller læg eller andre slags mænd, der kom til hende.

Men da hendes levevis efterhånden er kommet dertil, som det nu er blevet fortalt om, sker det, at en biskop — en god og gudelig mand — kom til stedet for dér at prædike Guds ord som andre steder. Og alle byens borgere gik i kirke for at høre hans prædiken — men ikke denne syndige kvinde og hendes fæller; de holdt sig hjemme. Hver dag var det deres største kval, at der ikke kom så mange mænd, som de kunne ønske, for at begå synd sammen med dem, så de kunne tjene så meget sølv som muligt. Og mens de på denne måde sidder i deres hus, siger hun dette til dem: »Lad os gå hen til kirken, for dér kan vi finde rigeligt med folk, der vil lege med os, så vi kan tjene penge.«

De går derefter hen til kirken og ind i kirken, men så snart hun kommer derind, lader biskoppen — dette gode menneske — sit blik falde på hende, og han forfærdes over det syn, han ser, nemlig at denne ynkværdige kvinde har en jernlænke om sin hals, og ud fra den går der andre lænker, som de djævle, der leder hende, holder i. Og når hun træffer sine kunder, tager hun fat i deres tøj eller tilkendegiver på anden vis, at de skal gå med hende. Biskoppen kiggede derhen og så alt dette. Hans sind fyldtes af sorg, straks da han så hende, og han ville gerne frelse hende, såfremt han kunne. Han begyndte da at tale om Guds nåde over for både høj og lav, og mens biskoppen talte, fløj en pil ved Guds barmhjertighed ind i hendes hjerte, så tårerne flød ned over hendes kinder. Da brast lænken om hendes hals, og Djævelen blev bange og flygtede. Men biskoppen blev glad i sit inderste og fortsatte med at prædike Guds ord, mens kvinden sad og hørte på, for hun ville gerne høre mere og flød helt hen i tårer. De djævle, som ledte hende ved armene, flygtede, så snart lænkerne brast, og turde ikke blive der længere. Hun kastede sig ned på knæ og bad den almægtige Gud om hjælp og barmhjertighed. Derefter henvendte hun sig til biskoppen og sagde oprigtigt: »Hele dagen har du talt om mig, for jeg har fremmet alle de synder, som en kvinde kan begå imod Gud og hans love.« Og hun opregner derpå alle sine tidligere nævnte synder og beder biskoppen om for Guds skyld at tage imod hendes skriftemål, »— for jeg kommer snart til at dø af sorg.« Biskoppen svarer: »Vent et øjeblik, til prædikenen er forbi.« Efter dette besvimede hun for øjnene af alle — så fuld af sorg og fortvivlelse, at hendes hjerte brast. Og da biskoppen havde tilendebragt sit arbejde, gik han hurtigt hen til hende, men bad folk om at forholde sig roligt. Biskoppen bad hende rejse sig, men hun lå helt stille, og han indså da, at hun var død. Da begyndte biskoppen at græde af hele sit hjerte, og han bad hele menigheden om at falde på knæ og bede Gud inderligt om at åbenbare for dem, hvorvidt hendes sjæl var frelst eller fortabt. Og da alle havde afsluttet deres bøn, lød en stemme fra himlen, sådan at alle, der var til stede i kirken, kunne høre den, og den sagde, at den pågældende sjæl fra dette syndige legeme nu strålede klart i Himmerige sammen med Vorherre Jesus Kristus. Og stemmen bad biskoppen om at løse liget fra alle synder og begrave det ved siden af andre kristne mennesker, for selv om et menneske har begået store synder, skal det modtage nåde, såfremt det vil bede Gud om barmhjertighed.

Af denne grund minder jeg jer alle — og alle kristne mennesker — om, at I ikke skal fortvivle, selv om I har begået store synder, for selv om et menneske har begået alle de synder, som man kan begå i denne verden, så vil Gud tilgive ham, såfremt han vil bekende dem og angre og yde bod og afstå fra synder og siden føre et anstændigt liv. Jeg råder nu til, at vi alle gør sådan, for at vi dermed kan opnå evig velsignelse i Himmerige. Amen.




Note:

  1. Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 624 4to fra omkr. 1500.