Om pave Marcellinus
Om pave Marcellinus
Af Marcellino páfa [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
På kejser Diocletians[2] tid blev Guds kristenhed styret af pave Marcellinus[3]. Dengang blev nærmest alle lande hærget af en grusom kristenforfølgelse, for kejseren var den ondeste blotmand, og i denne ufred, der raserer som en brand, tvinger han selveste paven til at ofre til afguder. Og paven måtte give så meget efter, at han gik ind i gudehovet og bar røgelse frem for afgudsbillederne. Men straks efter disse samme handlinger blev han opsøgt af Vorherres barmhjertighed, som ikke lader nogen i stikken, for denne Marcellinus var et agtværdigt menneske — både før og siden. Og da den bitre anger for alvor har fået tag i hans hjerte, tænker han over, hvordan han kan bøde på sin sag. Han kommer da i tanker om, at han havde indkaldt til et stort bispemøde østpå i Apulien. Og dér red han derfor hen.
Og da han kommer til bispemødet, affører han sig sine fornemme embedsklæder og ifører sig de bodfærdiges klædedragt, og sådan træder han frem på tinget med bøjet hoved og sorgfuldt hjerte. Han falder på knæ midt i skaren og bekender sine synder med hørlig røst, mens han græder bitterligt og samtidig underkaster sig alle de hårde straffe, som de vil pålægge ham. Da han har talt færdigt, tier de alle og sørger sammen med herr paven. Derefter taler en biskop, som både var vis og erfaren i gode sæder, og han tager til orde på denne måde: »Herre fader!« siger han, »— jeg beder dig fortælle, om du vil tillade mig at svare.« Og da herr paven har givet sin tilladelse med den største ydmyghed, siger biskoppen: »Jeg beder desuden om, at du nedværdiger dig til at svare på det, som jeg spørger om.« Og da han får samtykke, siger biskoppen dette: »Handlede Peter forkert?« Herr paven bekræfter, at Peter fornægtede Kristus. Biskoppen spurgte, hvorvidt han fornægtede ham én gang eller flere. Herr paven siger, at han fornægtede Kristus tre gange.[4] Biskoppen siger: »Hvem hørte hans bekendelse? Hvem løste ham fra synden? Og hvem pålagde ham skriftebod?« Og da herr paven nu ikke aner, hvad han skal sige, svarer biskoppen selv på sit spørgsmål: »Intet menneske på jorden løste Peter fra synden. Ingen anklagede ham. Og ingen, på nær ham selv, pålagde ham skriftebod, for det står skrevet, at Peter gik ud og græd bitterligt. Hvorfor så det? Fordi intet dødeligt menneske havde ret til at dømme ham, men tværtimod var han høvding over alle. Følg du nu hans eksempel, for du er kristenhedens øverste biskop — sat over alle, men under ingen. Tag plads i dommersædet og pålæg dig selv så streng en skriftebod, som det behager dig.«
Paven tager med så stor glæde og underdanighed imod denne formaning, som var den sendt fra Himlen og udtalt af selveste Guds mund. Han sætter sig straks op og afsiger denne dom over sin forseelse: »Min dom er for det første,« siger han, »— at jeg for den tjeneste, jeg ydede afgudsbilledet, beviseligt må anses for en blotmand. For det andet er mit moralske fald så stort, som hvis jeg havde slæbt hele Guds kristenhed med mig til Helvedes gab og den forvildede tro på afguder. Hvordan skulle legemet kunne tænke selv og ikke styrte den samme vej, som hovedet anviste? Og på grund af mine både rædsomme og uhørte misgerninger skal jeg ikke være så dristig, at jeg bestemmer, at mit gravsted skal findes blandt de hellige biskopper — og så meget desto mindre blandt dem, at jeg under bandlysning forbyder noget menneske overhovedet at give mig en kristen begravelse, uanset hvor jeg dør, eller hvad der forvolder min død.«
Da denne dom var afsagt — og mange mennesker påhørte den grædende den dag og lovpriste en sådan anger fra en så højtstående person — tager herr paven hurtigst muligt tilbage til Rom og går ind i kejser Diocletians hal og siger dette til ham: »Jeg — pave Marcellinus — er nu kommet her. Jeg er ingen blotmand, men derimod kristen med den rette tro, og jeg bringer en offergave til den hellige Guds kristenhed.« For at gøre en lang historie kort: Kejseren indser, at paven er urokkelig i den rette tro på Kristus, og befaler, at hovedet skal hugges af ham uden for byen. Sådan drog Marcellinus — den første[5] pave med dette navn — til Gud, hvilket det følgende giver et klart vidnesbyrd om.
De følgende 30 dage lå hans legeme ubegravet uden for byen blandt vilde dyr og fugle, men Guds nåde beskyttede det kære legeme, så intet ondt kunne komme i nærheden af det. Og det er tidligere blevet forklaret i hans dom, hvorfor han skulle ligge sådan.
I løbet af disse dage blev Marcellus[6] valgt til pave, en god mand for Gud. Og en nat viser den hellige apostel Peter sig for ham i et syn og taler til ham: »Marcellus — min broder!« siger han, »— hvorfor begraver du ikke mit lig?« »Hvem er du — min herre?« siger Marcellus. »Jeg er Peter,« sagde han, »— apostlenes leder.« Marcellus siger: »Hvad er det, du siger om dit lig — min kære herre! — og hvordan skal vi begrave det endnu mere ærefuldt her i Rom?« Apostlen svarer: »Det er min broder Marcellinus’ lig, som jeg kalder mit lig.« Marcellus svarer: »Min kære herre! Intet menneske vover at røre liget på grund af hans bandlysning.« Apostlen siger: »Har du glemt, hvad min mester, Jesus Kristus, sagde? ‘Den, der ydmyger sig selv,’ sagde han, ‘— skal ophøjes.’[7] Fortæl mig nu, hvordan den øverste biskop kunne ydmyge sig mere end med sin fuldkomne selvforagt og forbud mod de kristne menneskers fællesskab. Derfor skal Herrens eksempel og ord opfyldes i hans tilfælde, og han skal ophøjes både for Gud og for mennesker, for I skal begrave ham lige ved siden af mig med al den ære, som den romerske kirke har vist sine ledere og Guds martyrer. Og han skal ligge ved siden af mig, fordi vi er brødre af rang og stand og i anger og nu også i det himmelske fællesskab.« Efter at have talt sådan, vender Peter hjem, og Marcellus vågner og gør alt, hvad der er blevet befalet.
Lovet og æret være Vorherre Jesus Kristus, som tilgiver alle angrende mennesker og skænker dem sin nåde, altid des hurtigere, jo mere man ydmyger sig og græder bitterligt.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ Romersk kejser 284-305
- ↑ Sankt Marcellinus, pave 296-304
- ↑ Se Matt 26, 69-75
- ↑ Og hidtil eneste
- ↑ Sankt Marcellus 1., pave 308-309
- ↑ Se fx Matt 23, 12
