Uddrag af Fostbrødrenes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Islændingesagaer

Uddrag af Fostbrødrenes saga

Fóstbrœðra saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbok, Christiania 1862

---

Drabet på hyrden

— — Torgeir var redet sydpå, og da han ankom til Hvassafell, stod der nogle folk udenfor. Fårehyrden var da kommet hjem fra sine dyr og stod dér på hjemmemarken og lænede sig frem på sin stav og talte med de andre mænd. Staven var kort, og manden var træt, og han var noget krumrygget og stod foroverbøjet med strakt hals. Da Torgeir så dette, løftede han øksen i vejret og lod den falde ned på mandens hals. Øksen bed godt, og hovedet røg af og landede et stykke derfra. Derefter red Torgeir væk, mens alle de andre, der var til stede, stod tilbage som lamslåede.

Lidt senere ankom de to brødre. De fik da at vide, hvad der var foregået, og de fandt ikke, at det var godt gjort. Det siges, at de to brødre bødede for dette drab på Torgeirs vegne. Derpå red de hen for at møde Torgeir. Han tog glad imod dem. De spurgte, hvorfor Torgeir havde begået dette drab, og hvad han havde haft imod manden. Torgeir svarede: »Han havde ikke gjort mig noget, men jeg kunne sandt at sige ikke lade være, når han nu stod så godt for hug.« »Dette beviser,« sagde Torgils, »— at du ikke kan anses for uvillig til at bruge hænderne. Men nu har vi bødet for dette drab.«

Derefter red de alle i samlet flok til skibet. — —

Kvansamling på fjeldet

Kvan

— — Foråret efter skete det, at Torgeir og Tormod drog nordpå til Strandene og helt nordpå til Horn. En dag tog de på fjeldet for at indsamle kvan, og på en fjeldhylde, som siden er blevet kaldt Torgeirshylden, skar de store kvanner. Tormod skulle bære dem op, mens Torgeir blev nede. Så skred gruset under Torgeirs fødder. Han reddede sig ved at gribe om en kvanstilk i græsset, og han holdt om den helt nede ved roden — i modsat fald var han styrtet ned. Der var tres favne ned til strandstenene. Han klarede imidlertid ikke at komme op, og så hang han dér, men han ville på ingen måde kalde på Tormod for at få hjælp, selv om det, som man kan forstå, ville være den visse død, hvis han faldt ned.

Tormod ventede oven for afsatsen, idet han troede, at Torgeir ville komme op. Da han fandt, at Torgeir blev forsinket meget længere, end det var rimeligt, gik han ned til fjeldhylden. Han råbte da og spurgte, om han ikke snart kom, og om han ikke havde plukket tilstrækkeligt med kvan. Torgeir svarede med rolig stemme og uden rædsel: »Jeg tænker,« sagde han, »— at jeg har fået nok, når den, jeg holder om, er oppe.« Tormod fik mistanke om, at Torgeir ikke kunne klare sig selv, så han kravlede ned ad afsatsen og så, hvordan Torgeir var ved at falde ned. Han greb fat i ham og rykkede ham op — og da var kvannen næsten trukket op. Så gik de op til det, de havde samlet.

Heraf kan man forstå, at Torgeir ikke var frygtsom eller bange for at miste livet, og i de fleste henseender var han et mandfolk, når det drejede sig om styrke, mod og alskens færdigheder. — —

Torgeirs død

— — Torgeir og hans folk greb deres våben. Torgrim og Torarin lagde deres skib op imod Torgeirs, så de lå ræling mod ræling. Der opstod hurtigt en hård kamp. De bordede snart Torgeirs skib, og der var kort imellem de store hug. Torgeir huggede med begge hænder på bredøksen, og det varede længe, inden de fik ham såret, for der var ingen, der fandt det godt at skulle på besøg under hans økse, selv om mange kom til det. Torgeirs folk faldt hurtigt. Torgeir løb da hen i agterstavnen og forsvarede sig derfra, for han havde med en stor overmagt at gøre. Alle, der hørte om, hvor modigt han værgede sig, talte rosende om hans forsvar, og alle som én sagde, at man ikke mente, at han havde sin lige i tapperhed.

Torgeir huggede hårdt og tit af et urokkeligt sind og med stor kraft, og det var værre at komme under Torgeirs hug, end at møde en løve, hvis unger er taget fra hende — hun er da mest grusom af natur. Almægtig er den, der har anbragt et så urokkeligt og frygtløst hjerte i brystet på Torgeir. Hans ære var ikke skabt eller givet ham i brystet af mennesker, men snarere af den højeste mester. Nu erfarede Torgrim og Torarin, at det forudsatte mere mandsmod at gå imod Torgeir end at befamle deres kvinder på brysterne. Det tog dem længe at få ram på ham, og han kostede dem dyrt, for Tormod har digtet om Torgeir, at denne dræbte fire mand, inden han selv mistede livet. I Torgeirsdrapaen nævnes to af de mænd, han dræbte: En nordmand hed Mår, en anden hed Tore. Mår var den første til at såre Torgeir dødeligt; han huggede ham over armen, men da Torgeir havde fået det sår, huggede han Mår ihjel. Tore stak spyddet igennem Torgeir, men Torgeir gik imod stikket og tildelte Tore et dødbringende hug. Tormod kvad dette vers om denne hændelse:

Blodhøgenes bække

bruste — véd jeg — kraftigt;

de skarpe skærs kæmper

skifted’ hug i striden.

Mænd’ne Mår og Tore

misted’ begge livet;

freden lod de fare

før de gik mod Torgeir.

Då Tore således var faldet, faldt Torgeir ikke, selv om spyddet stod tværs igennem ham. Da blev der kort imellem huggene, for Torarin og Torgrim stod nær ved, og de angreb Torgeir, hvorved han faldt og mistede livet. Torarin huggede hovedet af Torgeir og tog det med sig derfra.

Folk siger, at de to sprættede Torgeir op til hjertet, fordi de ville se, hvordan hans hjerte så ud, så modig som han havde været, og det siges, at hans hjerte var bemærkelsesværdigt lille. Nogle mener, at modige folk har mindre hjerter, end de mindre modige folk har. De siger, at der er mere blod i store hjerter end i små, og de siger, at rædslen følger med hjerteblodet. Og når hjertet hamrer i brystet — siger de — er det fordi hjertet sætter blodet i bevægelse. — —

---

Note: