Nibelungekvadet 28
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1107.
Dér de rhinske Helte kom ind i Huneland,
det spurgte Bernerkæmpen, den gamle Hildebrand.
Det sagde han sin Herre. Han græmmed sig derved:
han bød ham godt modtage de Herrer velbered.1656.
1108.
Wolfhart den raske bød Heste føre frem.
Da red den stærke Didrik over Land at møde dem;
med ham drog til Mødet mangen en tapper Helt.
Paa Hestene var fastbundet mangt et prægtigt Telt.1657.
1109.
Dér nu Hagen af Tronje dem i det fjerne saa,
til sine Herrer høvisk mælte han derpaa:
„Nu skal I bolde Helte stige af Hesten her
og skride dem i Møde, som gerne hilser jer.1658.
1110.
Hist kommer en Skare, den kender jeg for sand.
Det er de raske Helte fra Amelungeland,
førte af Bernerfyrsten: det er en Flok fuldtrøst.
Den Ære, eder vises, kan fylde jer med Lyst."1659.
1111.
Ved Bernerfyrstens Side, efter Sædvane god,
Riddersmænd og Svende af deres Heste stod.
Da gik de frem at mødes med Gæsterne paa Stand:
de hilste saare venligt dem af Burgunderland.1660.
1112.
Dér den Herre Didrik nu Gæsterne kom nær,
her skal I faa at høre, hvad Helten mælte dér
til Dronning Utes Sønner, for hvem i Sorg han faldt:
han tænkte, Rydeger vidste og havde sagt dem alt.1661.
1113.
„Vær velkommen, I Herrer, Gunther og Giselher,
Gernot og Hagen: det samme siges jer,
Dankvart og Folker. Har Ingen eder meldt:
end græder Krimhild saare for Nibelungernes Helt?"1662.
1114.
„Hun kan fuldlænge græde," saalunde mælte Hagen.
„For mange Aar tilbage er han til Døde slagen.
Kongen over Hunerne ham bør hun have kær.
Hun ser aldrig Sigfred, som længst begraven er."1663.
1115.
„Sigfreds Ulivsvunder dem lader vi i Fred:
om Dronning Krimhild lever, kan endnu ske Fortræd,"
mælte den Herre Didrik med Kvide i sit Bryst.
„Fordi skal du dig vare, du Nibelungers Trøst."1664.
1116.
„Hvordan skal jeg mig vare?" mælte Kongen prud.
„Hvad skal jeg spørge mere? Os sendte Etzel Bud,
at vi skulde ride til ham, herhid til Huneland:
og gav min Søster Krimhild os samme Bud som han."1665.
1117.
„Jeg kan jer sagtens raade," gav Hagen ham til Svar.
„I skal bede Didrik og Heltene, han har,
at de vil eder kundgøre mer om denne Sag
og lade eder kende Fru Krimhilds Sindelag."1666.
1118.
Gik da de trende Konger at tales lønligt ved,
Gunther og Gernot og Bernerfyrsten med.
„Nu sig os, ædle Didrik, af Bern en Ridder god,
hvad ved du os at sige om Dronning Krimhilds Mod?"1667.
1119.
Da genmælte Didrik: „Hvad skal jeg sige mer?
Jeg hører hver en Morgen Etzels Dronning her
græde fuld af Jammer og klage al sin Nød
den rige Gud i Himlen for stærken Sigfreds Død?"1668.
1120.
„Det kan ej ændres mere," mælte den kække Helt,
Folker Fedelspiller, „ihvad man os har meldt.
Vi bør ride til Hove, dér faar vi snart at se,
hvad os raske Helte hos Hunerne kan ske."1669.
1121.
De kække rhinske Helte til Kongsgaarden red,
alt efter deres Lands Skik i Pragt og Herlighed,
Da ønsked iblandt Huner mangen en Kæmpe prud
at skue Hagen af Tronje, hvorlunde han saa ud.1670.
1122.
Ej sært maa det kaldes: det sagdes videnom,
at Sigfred af Nederland for ham af Dage kom,
den stærkeste blandt Helte, Dronning Krimhilds Mand.
Thi spurgte man ved Hove efter Hagen paa Stand.1671.
1123.
Velvoksen var han, det er at lide paa:
kraftig over Brystet, og i hans Haar man saa
en graa Farve isprængt. Lange var hans Ben,
hans Øjne frygtelige. I Jorden stolt han trén.1672.
1124.
Da blev de rhinske Helte til Herberge bragt.
Adskilt fra Gunther hans Svendes Flok blev lagt.
Det voldte ham af Fjendskab Etzels stolte Viv.
Thi lod engang i Herberg Svendene deres Liv.1673.
1125.
Marskalk var Dankvart, Hagens Broder bold.
Med Flid befol Kong Gunther sit Følge i hans Vold,
at fuldtop han gav dem og lod dem pleje godt.
Burgunderhelten gjorde, som ham befol hans Drot.1674.
1126.
Da stilled Dronning Krimhild sig i et Vindu hen:
imod sin Slægt hun spejded som Ven efter Ven.
Fra hendes Faders Rige hun skued mangen Helt;
Kongen lo af Glæde, da Budet blev ham meldt.1654.
1127.
„Nu hil," mælte Krimhild, „for Fryd mangefold!
Her bringer mine Maage mangt et nyt Skjold
og hvide Pansersærke: hvo som ønsker Guld,
skal mindes mine Sorger og se, jeg er ham huld."1655.
1128.
Da traadte med sit Følge Dronning Krimhild rig
til Nibelungeheltene med Hjertet fuldt af Svig.
Hun kyssed ungen Giselher og tog ham ved hans Haand.
Det saa Hagen af Tronje: han strammed Hjelmens Baand.1675.
1129.
„Efter en saadan Hilsen," Hagen mælte saa,
„faar uforsagte Helte fuldtop at tænke paa:
med Forskel man hilser Konger og deres Mænd.
Den Rejse varsler ilde, som førte os herhen."1676.
1130.
Hun mælte: „Vær velkommen, ihvo jer gerne ser.
For eders eget Venskab jeg hilser jer ikke her.
Sig, hvad I mig bringer fra Worms ved Rhin herhid,
at I skulde mig være velkommen nogen Tid?"1677.
1131.
„Om blot jeg havde vidst det," mælte Hagen næst,
„at Helte skulde bringe jer Gave med til Fest,
da var jeg vel saa mægtig, havde jeg tænkt mig om,
at min Gave jeg jer bragte, da hidhen jeg kom."1678.
1132.
„Nu skal I mig berette, hvad mer jeg spørger end:
Nibelungeskatten, hvad har I gjort med den?
Den var dog min egen, fuldt vel I dette ved:
den burde I ført med jer, da I til Etzel red."1679.
1133.
„Tro mig, min Fru Krimhild, den Dag er saare fjern,
da Nibelungeskatten endnu var i mit Værn.
I Rhin blev den sænket, som mine Herrer bød:
til Dommedag den hviler for sand i Flodens Skød.1680.
1134.
Jeg bringer eder Djævlen," mælte Hagen bold.
„Jeg har for sanden fuldtop at bære i mit Skjold
og i min Panserskjorte: min Hjelm skinner klar,
jeg bringer jer ej Sværdet, som jeg i Haanden har."1682.
1135.
Paa Stand mælte Dronningen til alle de gæve Mænd:
„Ingen bør bære Vaaben til Borgsalen hen.
Dem lader jeg gemme: Helte, giv dem hid!"
„For sanden," mælte Hagen, „det sker ingen Tid.1683.
1136.
Det er for stor en Ære, Fyrstemage bold,
ifald I skulde bære til Herberg mit Skjold
og mine andre Vaaben: I er en Dronning fin.
Selv at være Skatmester lærte mig Fader min."1684.
1137.
Da mælte hun: „Ak ve mig for Kvide mangefold!
Hvorfor vil dog min Broder og Hagen deres Skjold
ikke lade mig gemme? Nu har man varet dem.
Dø skal, hvo det gjorde, vidste jeg kun hvem."1685.
1138.
Gav da den Herre Didrik paa Stand det vrede Svar:
„Mig er det, som de ædle Fyrster varet har,
dem og Helten Hagen, Burgunderkongens Mand.
Velan, Djævlekvinde, hævn dig, om du kan."1686.
1139.
Da undsaa sig saare Kong Etzels Ægteviv:
hun frygted bittert Didrik, med ham at yppe Kiv.
Uden mere at mæle gik hun fra dem i Hast,
men saa paa sine Fjender med vilde Øjekast.1687.
1140.
Det var tvende Helte, hinanden tog i Hand,
Didrik af Bern og Hagen, Burgunderkongens Mand.
Med Højsind da mælte Helten gæv og bold:
„Jer Ankomst til Hunerne mig græmmer mangefold."1688.
1141.
Mælte den rige Etzel: „Gerne gad jeg vidst,
hvo den raske Helt er, hvem Bernerfyrsten hist
modtager saa vennesælt? Han har et ædelt Mod:
ihvo der var hans Fader, er han en Kæmpe god."1690.
1142.
Da gensvared Kongen en Dronning Krimhilds Mand:
„Af Tronje er han baaren, hans Fader hed Aldrian.
Han er saa vild en Kæmpe, ihvor blid han sig teer.
At ikke jeg har løjet, engang selv I ser."1691.
1143.
„Hvordan skal jeg erfare, at han er saare vild?"
Dengang kendte Etzel endnu kun lidet til
den Argelist, hans Dronning imod sin Slægt bedrev,
saa af de rhinske Helte ej Een i Live blev.1692.
1144.
„For vist kendte jeg Aldrian: han var min Tjenestmand.
Pris og Ære vandt han hos mig i Huneland.
Jeg gjorde ham til Ridder og skænked ham mit Guld.
Den trofaste Helke var ham af Hjerte huld.1693.
1145.
Thi er fra den Tid Hagen mig siden vel bekendt.
Mig blev tilforn som Gidsler to ædle Børn sendt,
han og Walther af Spanien: de voksed her til Mænd.
Walther flyed med Hildegund: ham sendte jeg hjem igen."1694.
1146.
Han mindedes gamle Dage og Ting, som længst var hændt.
Sin Frænde Tronjehelten ham havde grant han kendt,
som ham i Ungdomsdage sin gode Tjenest bød.
Til Aars han ham voldte mangen en Frændes Død.1695.
