Festens gave - Historien om ulv
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929
Historien om ulv
Der var engang en mand og en kone, der boede ganske alene uden bopladsfæller ved en stor flod. Konen blev svanger og fødte en dreng, deres eneste barn, som fik navnet Ulv. Han skulle have stærke amuletter, der kunne beskytte ham, om han kom i livsfare, og derfor gav de ham røg fra et baal, en hermelin og en styrefjer til en pil.Drengen voksede op og blev snart en ung mand, der kunne følge faderen paa renjagt.
En dag kom han til sin fader og sagde:
"Fader, er der slet ingen andre mennesker til i verden?"
"Jo, langt, langt borte," svarede faderen.
"Jeg vil ud at søge efter dem," sagde sønnen, og han gjorde sig straks rejseklar og drog af sted. Ved afskeden gav moderen ham et armbaand af kobber og tre perler, idet hun sagde: "Alt dette vil du engang faa brug for." Og saa drog han ud i verden for at søge efter mennesker.
Ulv fulgte floden og kom efter nogle dages forløb til et stort knæ i floden, en drejning, der førte ind over høje fjælde. Han gik og gik og blev ved med at gaa, men syntes aldrig, at han kom fjældet nærmere. Pludselig viser en kvinde sig for ham, en gammel, gammel kone staar for ham, strækker armene op i luften og raaber:
"Mon du ikke skulle være den, der bringer mig gaver? Er du den, jeg venter, saa skal du faa mit barnebarn."
Ulv gav hende sit kobberarmbaand og sov i hendes hus om natten. Ved afrejsen sagde den gamle kone:
"Hvis du nogen sinde kommer i fare, saa tænk bare paa mig, og ønsk min hjælp; saa skal du ogsaa faa den."
Ulv drog videre og kom til et nyt knæ i floden, en stor drejning, der førte ham op over et højdedrag. Atter hændte det samme; han kunne ingen vegne komme. Pludselig staar en gammel mand foran ham, strækker hænderne i vejret og siger:
"Har du noget at give mig? Hvis du er den, jeg venter, skal du faa mit barnebarn. Hun vil komme dig løbende i møde, naar du nærmer dig hendes boplads. Hun er en dygtig løber, men hvis du er hurtigere end hun, vil hun blive din, thi kun den, der kommer først ind i hendes hus, vil blive gift med hende."
Den gamle mand fik en perle, og Ulv overnattede hos ham. Dagen efter brød han op, og den gamle sagde til ham.
"Hvis du nogen sinde kommer i fare, saa tænk paa mig og ønsk min hjælp; saa skal du ogsaa faa den!"
Den gamle kvinde og den gamle mand var genfærd. De var mand og kone, der var begravet to forskellige steder, og det var i deres grave, den unge mand havde boet. Naar døde folk færdes paa jorden, bliver deres grave til huse. Nu havde Ulv vundet dødninges venskab og faaet deres kraft og beskyttelse, og det skulle siden være ham til stor gavn.
Ulv gik og gik og blev ved med at gaa, indtil han fik udsigt over en stor boplads. Han havde næppe faaet øje paa den, før en kvinde kom ham løbende i møde, en ung og dejlig pige. De gav sig straks til at løbe om kap med hinanden. Hun var en god løber, men Ulv var alligevel hurtigere. Han løb fra hende og kom først ind i hendes hus. Her blev han beværtet med lækker spise, og alle var venlige og gode imod ham.
Efter maaltidet ville den unge kvinde spille bold med ham. En bold var hængt op i loftet, højt op i en kort snor, og man spillede paa den maade, at man hoppede op med samlede ben og skulle forsøge paa at ramme bolden. Han tabte, og hun vandt.
Nu ville den unge kvinde lege "tørrehæk", en springleg, der kaldes saaledes, fordi det, man springer over, ligner den tørrehæk over spæklamperne, hvor kvinderne tørrer fodtøj og klæder. En hel række tremmer bindes fast til to bjælker som trinene paa en stige, og bjælkerne stilles vandret i god afstand fra jorden, og saa hopper man med samlede ben over tremmerne, først over en og saa over den anden og saaledes videre. I denne leg tabte han igen, og hun vandt. Derefter blev de mand og kone.
De levede lykkeligt sammen vinteren igennem. Saa kom foraaret, og renjagten begyndte. Ulv ville af sted, men han ville have sin kone med.
"Nej, det kan du ikke. Alle kvinder, der kommer med paa renjagt, bliver borte, de forsvinder," sagde hans svogre."Du kan ikke tage din kone med." Men Ulv ville alligevel have sin kone med, hun skulle hjælpe ham med at tørre kød; og saa sagde svogrene: "Gør som du vil, stivnakke!"
Saa vandrede renjægerne ind i landet; Ulv fulgte med og tabte aldrig sin kone af syne, altid opholdt hun sig ved siden af ham. Sommeren gik, og der skete intet; mand og kone var altid sammen. Da den første sne begyndte at falde, samlede de alt deres tørrede kød, noget i byrder, andet i depoter, og saa forlod de jagtlejren og begav sig paa vejen hjem til deres boplads.
En dag ser Ulv en rentyr og begynder at jage den med konen foran sig. Han afskyder sin pil, men idet han sigter, har han et øjeblik vendt øjnene bort fra sin kone, og væk er hun. Sporløst forsvundet, ikke engang et lille fodspor.
Ulv satte sig ned og græd, og svogrene, der ogsaa var paa vej hjem, naaede frem til ham og sagde:
"Ja, hvad sagde vi! Ingen kvinder kan komme med paa jagt. Nu er det for sent, at du græder, din stivnakke. Gaa nu blot hjem med os andre; der er intet at gøre."
"Nej," sagde Ulv, "jeg vil dø paa det sted, hvor jeg sidst har set min kone."
Og atter brast han i graad, og han græd og blev ved med at græde. Og ikke ville han spise, og ikke ville han jage. Han rørte sig ikke ud af stedet; han ville dø.
Men en dag naar en lyd hans ører. Lyden vokser og kommer nærmere og nærmere; han ser op og opdager to unge mænd, to fremmede mænd, den ene i jærvskindsbukser, den anden i bukser af ulveskind. Det var en jærv og en ulv i menneskeham. Og de kommer hen til ham og siger:
"Vi ved, hvor din kone er."
"Før mig straks derhen!" raabte Ulv.
"Nej, det kan vi ikke. Det ligger langt, langt borte. Hun er gemt i en dalsænkning i nærheden af et højt fjæld, hvor der er meget farligt at færdes. Men giver du os en perle, saa vil vi fortælle dig alt, hvad vi ved."
De to fremmede mænd fik hver en perle, og de fortalte Ulv, hvad de vidste om vejen. Han sprang straks op fra det sted, hvor han havde ligget, og han løb og løb, alt hvad han kunne, i den retning, som de havde angivet. Efter fem dages løb fik han et højt fjæld i sigte. I nærheden af fjældet var der en dalsænkning, og der langt, langt borte laa ogsaa et hus med en stor vildtgalge udenfor, og da han kom nærmere, saa han rensdyr hænge i deres horn oppe i galgen, hele og uflænsede. Forsigtigt sniger han sig nærmere og faar et stykke fra huset øje paa en trane, og helt henne ved læmuren for husindgangen en los. Paa vildtgalgen laa et ørneskind. Tranen og lossen var vagtposter, og det var en ørn, der boede der, en ørn i menneskeham. Dens skind laa paa galgen, naar den ikke var fugl.
Ulv trak en af sine amuletter frem og forvandlede sig til en hermelin, krøb ind under sneen og kom forbi tranen, uden at denne opdagede det. Saa gik han videre som hermelin, men idet han gik forbi vildtgalgen, aabnede ørneskindet øjnene; det var vaagne folk, selv det tomme skind holdt vagt. Hermelinen smutter atter ind under sneen, kommer vel forbi lossen, der intet mærker, og gemmer sig i læmuren foran husindgangen.
Ulv holdt sig godt gemt og saa ingen mennesker før langt ud paa aftenen. Da kom ørnen ud med hans kone, og da Ulv saa hende, bankede hans hjerte saa stærkt, at han næsten ikke kunne holde sig rolig. Siden fyldtes hele pladsen inden for læmuren med kvinder, røvede kvinder, der under opsigt skulle lade deres vand inden natten. Da alle var færdige, gik man ind i huset igen, og der blev stille. Men Ulv fulgte efter, usynlig som sin røgamulet, og blev ved med at ryge ind i øjnene paa ørnen, saa at denne til sidst blev søvnig og faldt i en dyb søvn. Straks vækkede Ulv alle kvinderne og hviskede til dem, at nu kunne de flygte, om de ville hjem. Alt deres tøj var gemt højt oppe under loftet, og han maatte først tage det ned for dem, inden de kunne komme af sted. Men inden han selv tog bort, ville han først gøre ørnen helt uskadelig; og da han fandt en stor flintøkse, huggede han hovedet af den. I samme øjeblik lød et smæld, og nu saa han, at udgangen til huset var forsvundet. Han befandt sig inde i en glat klippehule i sort mørke og maatte føle sig frem for at finde vej. Da opdager han højt oppe under loftet en lille lysstribe fra en sprække i klippen, skaber sig om til sin tredje amulet, som er en pils styrefjer, og skyder ud gennem sprækken.
Tranen og lossen er blevet magtesløse efter ørnens død, og det eneste, der nu truer dem, er de hindringer, som den dræbtes sjæl vil trylle frem over den vej, de skal gaa. Han ser ud over landet; overalt løber der kvinder, næsten alle med forskellig kurs; de skynder sig hjem til deres bopladser, hvor deres mænd maaske forlængst har opgivet at se dem igen.
Ulv sætter efter sin kone, og da han ved, at det kun er ham, som den dræbte ørns trolddomskunster vil forsøge at ramme, ser han sig opmærksomt omkring, medens han løber sammen med hende.
"Du elskede kappestrid," siger han til hende, "vis mig nu, hvor hurtig du kan være!" I det samme hører han en buldrende larm bag sig som fra stenskred, der rammer jord, og da han ser sig om, opdager han en vældig sten, der kommer rullende efter dem, pløjende al jorden op omkring sig. Den sten, der kommer rullende hen over sletten med en lavines fart, er udsendt af den dræbte ørns sjæl, og den kan ingen levende mennesker undgaa; men Ulv tænker paa den gamle dødning, der har lovet at hjælpe ham, og kalder paa ham. I samme øjeblik staar de ved siden af hans grav, der bliver til et hus. Han kommer ud og lukker dem ind, medens stenen drejer udenom og ruller forbi.
Ulv blev hos den gamle dødning, indtil man hverken kunne høre eller se stenen; saa brød han op og fortsatte løbet ned mod sin boplads. Men næppe var de atter kommet ud paa en stor, aaben slette, hvor der ingen skjulesteder fandtes, før stenen igen kom til syne med en røg af jord og sten omkring sig. Denne gang kaldte Ulv paa den gamle dødningekvinde, der havde faaet hans moders kobberarmbaand. Hun kom ligesom sin mand i samme øjeblik, som han kaldte paa hende, og hun gav dem ly i sin grav og sendte stenen videre uden om sit hus.
"Det er bedst, I bliver her til i morgen," sagde dødningekvinden, "for ørnens vaaben skal have tid til at løbe kraften af sig."
Ulv og hans kone overnattede sammen i graven, og først næste dag brød de op. De løb, som de plejede, af alle kræfter og naaede vel frem til deres boplads. Midt paa dagen saa de, medens de satte over en slette, atter ørnens rullende sten, men den havde mistet det meste af sin magiske kraft og var blevet ganske lille og rullede kun langsomt og ufarligt hen over jorden.
Ved bopladsen blev der stor glæde over Ulvs bedrift, og det var ikke blot ved hans egen boplads, men mænd kom rejsende langvejs fra fra fremmede bopladser for at takke Ulv. Det var mænd, der engang havde mistet deres koner, og som nu havde faaet dem igen, efter at kvinderøveren var blevet dræbt. Og alle de taknemlige ægtemænd gjorde Ulv til deres høvding, og han levede lykkeligt til sine dages ende som en mand, der var elsket og afholdt af mænd.
Dette er historien om, hvorledes Ulv først mistede sin kone og siden fik hende tilbage igen.
Fortalt af
Apákak
Kilde
Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.
