FJ-Litteraturhist.Bd.3- Fjerde tidsrum - Indledende bemærkninger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Fjerde Tidsrum
o. 1450—1550
Indledende bemærkninger
Dette tidsrum adskiller sig i det hele ikke synderlig fra det foregående, hvad der gælder om dette, gælder også for dets fortsættelse, lige ned til reformationen. Både det verdslige og det gejstlige liv er uforandret. Der findes endnu kraftige slægter og høvdinge, der virker som tidligere. Blandt dem kan der udpeges flere betydelige lagmænd som Teitr Gunnlaugsson (ved overgangen til tidsrummet), Hrafn Brandsson, der havde en stor strid med den samtidige biskop, Finnbogi Jónsson, Þovarðr Erlendsson, Jón Sigmundarson, biskop Gudbrands morfader, der også førte strid med den gejstlige magt, nævnte Þorvarðs søn Erlendr, Teitr Þorleifsson og flere andre. Blandt biskopperne er der mænd som Stefán Jónsson til Skalholt (1491—1518), Ögmundur Pálsson (1521—42), Olafur Rögnvaldsson til Holar (1459—95), hans eftermand Gottskálk Nikulásson »den grumme« (1498—1520), og fremfor alle Jón Arason (1524 — 50). Man får ikke indtryk af nogen særlig tilbagegang i dette tidsrum hverken i den ene eller den anden henseende. De plager, som ofte hjemsøgte land og folk, som den store mandedød 1494, ildsudbrud som det 1477 og oftere, osv., synes ikke at have haft nogen særlige ødelæggende følger. Også forholdet til udenlandske, især engelske, købmænd, der viste overmodig færd overfor Islænderne, viser, at der endnu var kraft og mod i disse.
Det kirkelige liv var naturligvis uforandret; reformationsbevægelsen mærkes først henimod slutningen af tidsrummet og for alvor først i de allersidste to år, der præges af biskop Jon Arasons og hans sønners hæftige og voldsomme optræden for at hævde katolicismen i hele landet. For litteraturen i dette tidsrum har reformationen så godt som ingen betydning.
Læselysten, skrivelysten, lysten til at samle sagaer og digte i større håndskrifter synes uformindsket, og mange og store er de håndskrifter, der kunde opregnes. I Kålunds katalog over den Arnamagn. samling findes ikke mindre end o. 225 håndskrifter og brudstykker fra »15. årh.s 2. halvdel«, c. 1500 og fra »16. årh.s 1. halvdel«, foruden dem, der anføres under »15. årh.« og »16. årh.« i almindelighed. I Stockholm findes også håndskrifter fra dette tidsrum. Dette er et håndgribeligt vidnesbyrd om den levende frodige virksomhed, som udfoldes. Vi skal ikke her komme nærmere ind på, hvori denne virksomhed bestod, foruden i den blotte afskrivningsvirksomhed. Det vil fremgå af det følgende. Det kan dog bemærkes, at det er klart, at digtningen er langt betydningsfuldere end den prosaiske virksomhed. Desværre forholder det sig med kilderne så, at de er yderst få og fattige; med hensyn til de enkelte digtere (og forfattere) er vi meget lidet underrettede; desuden hersker der megen usikkerhed med hensyn til de enkelte (og få) navne, der nævnes. Vi har set usikkerheden f. eks. med hensyn til forfatteren til Skíðaríma i det foregående tidsrum.
Udenlandsk påvirkning i dette tidsrum gør sig ikke særlig stærkt gældende. Sproget er en direkte fortsættelse af det foregåendes; de samme låneord bruges og i samme udstrækning; nogle flere er komne til som s(v)oddan, strax osv. En ny digtningsart finder dog i det 15. årh. vej til Island, de danske folkeviser, og afføder der enkelte originale digte af lignende art. ligesom deres verseform ikke har været uden indflydelse. Mette vil senere blive nærmere behandlet.
Endelig bør her bemærkes, at biskop Jón Arason var den første, der fik et bogtrykkeri oprettet på sin bispestol Holar. o. 1530; men bogtrykkeriet fik dog først sin betydning efter reformationen, især ved biskop Gudbrandur Thorlakssons storartede litterære virksomhed.
