Kjos' syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kjósarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Kjos syssel
Kjósar sýsla
[Indbyggerantal c. 1300]

Siden er under opbygning. Teksten er ufuldstændig!

Fra den før omtalte i Seltjarnarnæs hrepp liggende lille sø Ellidavatn løber en å i nordlig retning, indtil den falder i søen i en lille vig omtrent ud for sydenden af Vidø. Denne å, af de danske, almindelig kaldet Lakselven, af islænderne Ellidaåerne (Eiliðaár) — i flt., da den forgrener sig i to arme, — eller i daglig tale Hellisåerne, danner grænsen mellem Guldbringesyssel og det nord for liggende Kjos’ syssel. Dette, der kun er af ringe udstrækning, og som står under samme sysselmand som Guldbringe syssel, består af tre bygdelag Mosfellssvejt (Mosfellssveit), Kjalarnæs (Kjalarnes) og Kjos (Kjós), der hver for sig danner én hrepp; syslet begrænses mod vest af Faksefjordens inderste del, nordgrænsen dannes af den lange, smalle Hvalfjord, der skyder sig ind mellem Kjos’ og Borgefjords sysler. Til Kjos’ syssel, der har et helt andet udseende end Guldbringe syssel, danner Seltjarnarnæs en naturlig overgang. Så snart man er kommen over Ellidaåerne, ser man en betydelig del af Mosfellssvejten udbredt for sig; man finder vel også her stenede holter og græsløse meler, men hovedbestanddelen af landet er dog græsrige om end tuede moser eller engdrag, hvor gårdene med deres grønne tun ligger omspredte på højere og tørrere steder, og som ved småfjælde og højdedrag er delt i forskellige dalstrøg og småbygder. Medens det i fiskedistrikterne er sædvanligt at finde gårdene og husene gruppevis samlede næsten som en landsby hos os, er det oppe i landet ikke reglen; kun hist og her kan man finde en større gård med en del derfra udparcellerede tæt omkring sig, et såkaldt »hverfi« (hverve) eller torp, men i almindelighed ligger hver gård for sig midt i sit eget landområde. På det stærkere befolkede sønderland, hvor hver gård ikke har overvættes megen jord og den enes græsningsland i almindelighed støder umiddelbart op til den andens, bliver vel afstanden mellem gårdene ikke synderlig stor, men i tyndere befolkede egne, og således som forholdene almindelig er, er dog den sædvanlige afstand mellem to nabogårde (en »bæarleið«) fra en til tre fjærdingvej. Faksefjordens indre del, Kollafjorden (Kollafjörðr) i videre forstand, afsætter langs hele kysten forskellige vige og indskæringer, og jordbunden selv er opfyldt med småøer, ved snævre sunde adskilte fra hinanden indbyrdes og fra det faste land, med hvilket de næsten synes at gå i ét. Straks ved Ellidaåernes munding findes en saadan ubenævnt lille våg, der vel må være den i Ldn. omtalte Elliddaåos (Elliðaárós, Ldn. s. 312), hvor landnamsmanden Ketilbjörn landede med sit skib Ellide. En arm af denne vig danner den sydlige begrænsning for Guvenæs (Gufunes), et hverken langt eller bredt næs, yderst på hvilket et kirkested af samme navn findes. Her tilbragte Ketil guva sin anden vinter(Eg. s. 192); senere i sidste halvdel af forrige århundrede, var her en tid lang hospital. Nord for Guvenæs skærer sig Lere-Vågene (Leiruvogar) eller som oldskrifterne udtrykke sig Lerevågen (Leiruvágr) ind i landet; nu bruges ordet sædvanlig i flt., på grund af den huk Skibshol, som adskiller dem. Tilsammen har de imidlertid udseende af en smal våg, hvori flere smååer løbe ud, blandt hvilke Lerevågså (Leiruvogsá) er den betydeligste. Ved ebbetid er vågen aldeles tør og frembyder da en fast flad lerbund, hvorover vejen ligger kun afbrudt ved åernes smalle grøftformige lejer, over hvilke der dog med lethed rides; ellers er den daglige vandstand to til tre fod. Når man betænker den store forskel på vandstanden med ebbe og flod i storstrømstiden ved Islands kyster, for Kollafjordens vedkommende mere end 11 fod, kan man vel forestille sig, hvor egnet et sted som dette måtte være for oldtidens skibsfart, hvor det gjaldt om til havn at finde et sted, hvor man med flod kunde flytte skibet langt op i en eller anden vig eller flodmunding, hvor det senere kunde stå sikkert på det tørre; selv endnu roses Lerevågene som en tryg og rolig havn for småskibe. Vi høre da også ofte i oldskrifterne om landinger her. Her landede således det skib, med hvilket der overbragtes Egil Skallagrimssön et kostbart skjold fra en af hans norske venner (Eg. s. 209), her lander ligeledes Ravn Önundsson, og her udrustede han sit skib for at sejle bort og holde tvekamp med Gunlaug ormstunge, og her er det han overhugger tovene på Halfred vandrædeskjalds Skib, så det drev op på lererne (leirar), under en mellem dem opstået uenighed — den samme begivenhed, der omtales i Halfreds saga, men hvor det bliver ved truslen. Den i historisk henseende upålidelige, men i topografisk særdeles nøjagtige Kjln. omtaler (s. 422) også en holm i Lerevågså, som stedet for en i sagaen skildret tvekamp. Mellem Lerevågene og den nordligere tæt under Esja liggende lille fjord, Kollafjorden i snævrere forstand, skyder igen et lille næs sig frem; tæt uden for dette ligger øen eller holmen Ternø (Þerney). Imellem den og næsset er en ret god havn, til hvilken der rimeligvis hentydes i Kjln., hvor sagaen lader Örlyg lande i Ternøsund (Þerneyjarsund) (s. 399).

Fra Ellidaåerne fører den almindelige vej nord på over Lerevågene; man passerer da tæt forbi den i Kjln. nævnte gård Korpulvsstad (Korpúlfsstaðir), der ligger sydøst for gården Guvenæs ved roden af næsset, tæt ved den vest fra kommende Korpulvsstadå (Korpúlfsstaðaá) , hvor denne drejer mod nord. Inde i dalen, hvorfra denne å kommer, ligger blandt flere gårde Tormodsdal (Þormóðsdalr), der ligeledes nævnes i samme saga. Lidt nordligere end Korpulvsstad skyder en smuk såkaldet hammer, et langagtigt foroven fladt, ved den forreste ende stejlt affaldende fjæld, sig frem. Dette (Lágafellshamar — Lågafellshammer — Lavfjældshammer) vender sin smukt buede trapformede forside ud mod sletten og søen; bag ved det i øst og nordøst hæver sig en gruppe af små fjælde og højder, der omslutte og begrænse forskellige dalstrøg. Det ejendommeligste af disse fjælde er Helgafell, et fritliggende lille fjæld, der i sin form noget minder om den yngre jærnalders skålformede spænder ved sin lågformig-hvælvede med mange småbuler og knuder besatte overflade; gennemgående synes det i det hele for de ikke få fjælde på Island, der, som dette, ved deres navn betegnes som »hellige«, at de både ved deres form og deres isolerede beliggenhed har noget opmærksomhed vækkende ved sig. Blandt småbygderne her er navnlig det lille Reykjahverve sydøst for Helgafell af nogen interesse på grund af sine varme kilder; allerede i længere afstand ser man talrige røgskyer hæve sig i vejret. Det hede vand vælder dels op af en forbiløbende bæk, dels får denne tilløb fra en mængde små grøfter, hvoraf hver begynder med en varm kilde, eller rettere sagt, ved hvis begyndelse det varme vand siver frem af jorden. Varmen er her taget i landbrugets tjæneste, langs bækken er kartoffelhaver anlagte, der lykkes udmærket .

Men ubetinget det største dalstrøg i Mosfellssvejten, ligeledes den i historisk henseende mærkeligste egn er den nord for liggende Mosfellsdal, hvor Egil Skallagrimssön tilbragte sine sidste leveår. Denne dal strækker sig op fra Lerevågene fra vest til øst; mod nord begrænses den af Mosfell, et langstrakt hvælvet fjæld, der følger dalens retning og skråner jævt ned mod øst, hvor det går over i et lavere højland; mod vest når det ikke helt ud til dalmundingen, men fortsættes her af lavere bakkestrøg; sit navn må det vel have fået af sin mosvækst, nu er det imidlertid for største delen nøgent. Mod syd begrænses dalen af Helgafell og et par andre småfjælde, mod øst skråner Mosfellshedens højland ned mod dalbunden.

Dalen er en meget græssrig, men fugtig lille slette, der gennemstrømmes af to små åer Köldukvísl (Koldekvisl ɔ: den kolde arm, det kolde vandLeb) og Varmå (Varmá) eller Reykjaå (Reykjaá), der omtrent ud for Helgafell forener sig; den forreste del af dalen går over i det foran Lerevågene liggende sletteland. Under eller i Mosfjældets sydlige skråning står tre gårde Hrisbru (Hrísbrú), Mosfell og Lille (minna) Mosfell, — Mosfell, der er en anselig gård, præstebolig og kirkested, i midten, Lille Mosfell 4—500 alen østligere, Hrisbru dobbelt så langt vestligere, så at de tre gårdes tun omtrent gå i ét. På Mosfell boede i følge Egils saga høvdingen Grim Svertingssön, gift med Egil Skallagrimssons stedatter og broderdatter Tordis, efter sin hustrus død flyttede Egil hertil, hvor han opnåede en høj alderdom, men var sine sidste leveår aldeles blind.

Sagaen fortæller (s. 227—28), hvorledes Egil engang, da Grim var på altinget og Tordis i sit sætter, ved aftentid befalede to trælle at følge sig til »laug«; de skaffede ham nu en hest, og man så derpå Egil fulgt af dem bærende sine to af kong Adelsten modtagne sølvkister begive sig ned gennem tunet og forsvinde bag den bakkeskråning, som der hæver sig. Næste morgen så man Egil famle sig frem på holtet østen for tunet (egl: gærdet) trækkende hesten efter sig. Man førte ham nu hjem; trællene, sagde han, havde han dræbt og skjult kisterne, men mere betroede han ingen mand. Forskellige gisninger er der senere bleven opstillet, fortæller sagaen, om hvor Egil kunde have skjult sine penge, østen for tungærdet på Mosfell går en stor kløft ned fra fjældet, hvor man, da kløften efter et stærkt tøbrud igen var bleven tør, har fundet engelske penge; derfor gætter nogle på dette sted. Neden for tunet på Mosfell er der store og meget dybe moradser, og mange antager, at Egil har kastet sine penge heri. Syd for åen ere »laugar« og kort derfra store jordgrave, og nogle formoder, at Egil har skjult sine penge der, ti der har man ofte set højild. Da Egil kort efter døde, blev han ført ned i Tjaldanæs (Tjaldanes) og højlagt der. Men da Grim på Mosfell blev døbt, lod han der (ɔ: på Mosfell) bygge en kirke. Tordis skal da have ladet flytte Egil til kirken og til bevis herpå tjæner, »at siden, da en kirke blev bygget på Mosfell, men på Hrisbru den kirke nedbrudt, som Grim havde ladet gøre, da blev kirkegården gravet op«, og man fandt da under alteret meget store menneskeben, som i følge gamle folks udsagn var Egils. Egils ben blev lagte ned i udkanten af kirkegården på Mosfell (Eg. s. 228 — 29). Blandt de ved denne lejlighed nærværende nævner sagaen præsten Skafte Torarinssön, der antages at være den samme som er nævnt levende ved år 1143 (Ísl. s. I, 384), og i følge dette har man antaget, at kirkeflytningen må være foregået i midten af det 12te århundrede .

Ifølge Gunl. (s. 207) boede høvdingen Önund, der havde godord »syd der omkring på næssene«, noget senere på Mosfell, hans søn Ravn hjemfører i sin medbejler Gunnlaug Ormstunges fraværelse Helga den fagre (Egils sønnedatter) som brud. Efter at Gunnlaug og Ravn har fældet hinanden i tvekamp i Norge, rider Gunnlaugs fader Illuge med tredive mand til Mosfell. Önund og hans sønner slap ind i kirken, men Illuge fik fat i to af hans frænder, af hvilke han dræbte den ene, fodhuggede den anden (Gunl. s. 272).

Af Egils sagas oven anførte fremstilling ses, at den af Grim byggede kirke har stået ved Hrisbru, der oprindelig ikke kan have været nogen selvstændig jord, da sagaen nævner den kirke som bygget på Mosfell, som den selv senere siger har ligget ved Hrisbru. Hermed stemmer også, at umiddelbart ved gården Hrisbru et par skridt nordvest for denne påvises der en høj Kirkehol (Kirkjuhóll) , hvor den gamle kirke skal have stået Men hvor kirken oprindelig er bleven hygget, må næsten med nødvendighed gården (hovedgården) på den tid have stået. Det er, som allerede bemærket, gennemgående ved alle de islandske kirkesteder, at kirken oprindelig er bleven bygget enten lige over for eller ganske tæt ved våningshusene, en fremgangsmåde, som var så meget mere praktisk, som man ofte, hvad den oven for anførte begivenhed fra Gunl. frembyder et eksempel på, måtte benytte kirken som det eneste nogenlunde sikre tilflugtssted under fjendtlige overfald. Der er heller intet, som taler imod, at gården Mosfell oprindelig har haft sin plads, hvor Hrisbru nu står; i og for sig kunde vel dette sted for en første beboer frembyde sig som det naturligste, fjældskråningen er her højest og græslandet under neden ned til mosen bredest, og med den store bedrift, der udmærkede høvdingegårdene i oldtiden, er der intet unaturligt i at tænke sig, at tunet har strakt sig langt imod øst indbefattende måske både Mosfells og Lille Mosfells tillige. Hvad angår de i sagaen nævnte øvrige lokaliteter, da er det ikke let at se, om deres beliggenhed er angivet i forhold til Hrisbru eller Mosfell, og derfor vanskeligt at afgøre, om sagaskriveren har været sig bevidst, at gården Mosfell i Egils tid må have stået på Hrisbru, eller om han tænker sig Egil boende på det nuværende Mosfell. Er det således ikke usandsynligt, at gården først kan have været anlagt, hvor Hrisbru nu står, er det på den anden side ret forklarligt, at den senere kan være bleven flyttet; der hvor gården nu står, har man således den frieste udsigt over de tre gårdes tun til begge sider. Men var først gården flyttet, måtte kirken nødvendigvis snart følge efter. Nu står kirken — som sædvanligt midt i kirkegården — på en høj, der falder temmelig brat af mod mosen, men tidligere har kirken og kirkegården, af hvilken endnu lævninger ses, været lidt nordligere umiddelbart nord for den nuværende. Et eller andet steds i denne gamle kirkegård er det, at Egil Skallagrimssons ben nedlagdes, og følgelig kan det sagn næppe have noget at støtte sig til, der vil påpege stedet for Egils grav i den nuværende kirkegård. Ved at forflyttes denne ubetydelige strækning har gården naturligvis ikke forandret navn, derimod måtte den afbyggede gård, der enten samtidig eller senere rejste sig på den gamles plads, antage et nyt, og et sådant kan da naturlig have frembudt sig i »Hrísbrú« (risbro), idet gården er bleven benævnt efter en med ris brolagt vej; for en sådan kunde der være god brug over mosen neden for gården.

Fra Mosfell ses ved foden af Helgafell røgskyer stige i vejret fra en del varme kilder, til en af disse har det upåtvivlelig været, at Egil agtede sig. På Island inddeler man som bekjendt de varme kilder i to slags »hverar« og »laugar«; hvererne er de hedeste, stærkt kogende, hvor det boblende og sydende vand i reglen sprudler eller kastes mere eller mindre i vejret, men selv laugerne vilde, om end ikke kogende, dog være altfor hede til umiddelbart at kunne benyttes; heller ikke vilde deres bassin egne sig dertil; det er sædvanlig en lille flad fordybning, omtrent en alen i diameter og et kvarter dyb, hvor vandet bobler frem af mange smaa huller. Nu benyttes de i almindelighed kun, ved at varmt vand til husholdningsbrug eller vask hentes i dem. De af dem, der i oldtiden brugtes til bade, har rimeligvis været satte i forbindelse med en lille stensat beholder, hvor man efter behag kunde lede vandet til og fra, og som man da benyttede, når det hede vand i dem var afkølet til en passende temperatur. Blandt de her værende varme kilder gætter man på den lige over for Mosfell liggende Æsustadalaug (Æsustaða laug eller hver) som den til badning benyttede, da den er den mest tempererede: den er i øvrigt temlig uanselig og uden spor til badeindretning. I denne retning ses også sporene af en gammel vej, der fra Mosfell har strakt sig tværs over mosen.

Den bakkeskråning, som Egil i følge sagaen forsvandt bag ved efter at være reden gennem tunet, kan ikke være nogen anden end højen, hvorpå kirken står; thi hvad enten man tænker sig ham dragende ud fra Hrisbru eller Mosfell, er der kun én slig højde, og selv denne skjuler i intet tilfælde den forbi dragende længe, men navnlig fra Mosfell så godt som slet ikke. I øvrigt passer bakkens beliggenhed godt, da netop den før omtalte gamle vej fra mosen har ligget op vest for denne.

Den i sagaen omtalte kløft, hvor Egil måske kunde have skjult sine penge, er upåtvivlelig det såkaldte Kýrgil (ɔ: Kogil), der ligger øst for tunet på Lille Mosfell; det strækker sig helt oppe fra fjældets top til dets fod og har en betydelig dybde, i bunden af det findes et lille vandløb; desuden findes to andre, men langt uanseligere gil (kløfter) i fjældet mellem Hrisbru og Mosfell.

De tidligere nævnte to åer løber hver for sig nær fjældlierne, så at så godt som hele dalfladen ligger imellem dem, dog ligger mellem de tre tit nævnte gårde og åen Koldekvisl en smal og meget sumpig mosestrækning; her er mange pytter og moradshuller, hvoraf nogle ikke ses fra gårdene, og her må vel de i sagaen omtalte store og dybe moradser have været. Syd for Koldekvisl, der er den største af åerne — den anden, Varmå, løber umiddelbart forbi de varme kilder — , i dalsletten omtrent 1000 alen fra kilderne findes store rundagtige vandpytter med blød bund, det er måske sagaens store jordhuller (eller grave) syd for åen. Holtet øst for tungærdet, hvor Egil sås vanke om, må snarest være strækningen mellem Kyrgil og Mosfell, men den største del af denne strækning kan rigtignok ikke overses fra Hrisbru, og strækningen mellem Hrisbru og Mosfell kan en sådan benævnelse ikke vel tilkomme.

Hvor Egil har skjult sine penge er naturligvis et spørgsmål, som på Island har beskæftiget mange; således er den formodning fremsat, at Egil først er draget den sædvanlige vej til de varme kilder, og da den samme vej tilbage til han kom til »jordhullerne« ved åen, at han her har sænket sine kister ned og måske bestukket trællene til at tie og følge sig hvorhen han vilde, at han derpå har fortsat vejen, til han kom over åen Koldekvisl, men så er drejet op langs dennes bred mellem den og den før omtalte sumpede mosestrimmel, indtil hvor vandets rislen i Kyrgil høres; der er dér omtrent ud for Lille Mosfell en stor og dyb mudderpyt kaldet Trællepyt (Þrælapyttr), hvor trællene i følge sagnet skal være fundne — dog derom ved sagaen intet. Hvis Egil har ombragt trællene her, har han let herfra kunnet finde til gilet — forudsat der har været vand i dette — og op langs dette.

Jon Olavssön fra Grunnavig beretter i en lille islandsk afhandling om »oldsager fundne på forskellige steder på Island udenfor høje« (Addit. 44, fol.), at hans broder Erlend — sysselmand i Isefjords syssel — havde fortalt ham, at omtrent 1725, medens han endnu som ung stod i tjeneste hos skolemesteren i Skålholt, var engang nogle af de af Egil skjulte penge blevne skyllede frem ved vandløbenes opsvulmen (»í vatnavöxtum«); omtrent tre mønter vare blevne fundne, af hvilke han havde set en, der var af størrelse som en tiskilling (»tiskilldingr heill vorra tíma«); den havde haft en utydelig indskrift, måske ANSLAFR eller noget lignende. — Magnus Grimssön meddeler et sagn om, at Egils penge skal være bleven fundne i Kyrgil af en fattig bonde, der dog holdt sit fund hemmelig, men pludselig blev en rig mand.

Hvor det sæter (sel) har været, hvori Tordis opholdt sig, medens Egil iværksatte sin oven omtalte plan, er ikke let at sige. På den nordlige side af Mosfjældet er en lille højderyg, som hedder Selås (Seláss), hertil henlægger den almindelige mening stedet. Nu er sætervæsenet en undtagelse på Island, det kræver større folkehold, og besætningen er sjælden så stor, at det kan betale sig. Mosfell er dog en af de gårde, hvor det jævnlig er bleven brugt, men i de senere tider har sæterlandet været oppe i Mosfellshedens skråninger ned mod Mosfellsdalen, de såkaldte Guldbringer (Gullbríngur).

Stednavnet Tjaldanæs (ɔ: tæltenæs) er nu ikke til, men ved sammenløbet af de to åer, omtrent 7 — 800 fv. fra Hrisbru i sydvestlig retning, dannes en lille odde Víðiroddi (efter slettens navn Víðir), hvorover den alfare vej langs Koldukvísl fører, netop odden skal være det almindelige bedested, hvortil navnet Tjaldanæs vel vilde svare, ligesom sagaens udtryk »ned til Tjaldanæs« vilde passe vel til beliggenheden; på odden er en lille forhøjning, der vel kunde være resterne af en høj. Stedet er smukt, og hvis det har været Egils gravsted, har det unægtelig været heldig valgt .

Den omtalte Lerevågså, der kommer fra Mosfellsheden og løber norden om Mosfjældet, danner grænsen mellem Mosfellssvejten og Kjalarnæs hrepp. På dens sydlige bred tæt oppe under heden står den i Kjln. (s. 400, og Ldn.) nævnte gård Skeggjastad (Skeggjastaðir). Den smalle tæt under Esja liggende dal, som den gennemløber, har ikke noget fælles navn, men dens forskellige dele har forskellige benævnelser efter de små fra Esja kommende her udmundende tværdale; nærmere søen går den over i det flade omkring Lerevågene og Kollafjorden liggende land, kun adskilt fra Mosfellsdalen ved lavere højdedrag. Nederst i dalen ikke langt fra Kollafjordens bund ligger gården af samme navn (Kollafjörðr, hyppig nævnt i Kjln. s. 404 — 53), tæt under Esja, kun adskilt fra dette fjæld ved et stærkt skrånende holt; syd for gården og foran liggende lille dalslette strækker sig ligeledes et større holt. I Kjln. omtales gården som bolig for Olöv den væne, om hvem de tre bejlere, den norske Orm styremand. Bue og Kolfinn flokke sig; her holdes lege, og mange samle sig til disse. Hinsides de sydlige holter falder Orm for Kolfinn (s. 420—21); laugen, hvor Bue træffer Olöv (s. 425), og hvor han senere efter at have dræbt Kolfinn opholder sig for at forbinde sine saar (s. 453), ses ganske tæt ved gården nordvest for denne. Her findes endnu spor til et langagtigt, stensat bassin, vandet er ikke særlig hedt, men nu bruges den kun til vask. Straks vest for Kollafjord står en anden gård Mogilså (Mógilsá), ovenfor denne neden til i Esja har man for nylig opdaget kalk, et mineral som man hidtil hårdt har savnet på Island.

Fra Kollafjordens nordlige kyst strækker sig nu syd og vest under Esja, en smal, flad, sumpig landstrimmel, det egenlige Kjalarnæs, i begyndelsen så smalt, at det kun består af den høje og stejle skråning under Esja, senere udvides det noget, mod sydvest og vest opnår det sin største bredde og udsender i sydvestlig retning et smallere klippefuldt næs. Vejen over det flade land er på mange steder næsten ufremkommelig uden kyndig ledsagelse på grund af mosens blødhed; i reglen holder man sig tæt under Esja, der set nær ved tager sig særdeles godt ud. Den øverste del af fjældet er massiv klippe af en smuk mellem brunt og sort spillende farve, den nederste del en stejl skråning dannet ved stenblokke og skærver fra de hyppige stenskred, der dog ofte ikke holder sig til fjældskråningerne alene, men ruller langt ned over det underliggende land skæmmende tun og enge. Egnen her er hovedskuepladsen for den oftere omtalte Kjalnesinga saga, hvis historiske pålidelighed som anført står i omvendt forhold til den topografiske.

Midt i de flade mosestrækninger, hvor landet under Esja begynder at udvide sig noget, ligger gården Esjeberg (Esjuberg). Her tog i følge Ldn. (s. 44) den kristne Örlyg vejledet ved den syderøiske biskop Patriks forudsigelse sig bolig og byggede en kirke, hvortil han havde ført viet jord, jærnklokke og andet mere med sig. Denne fortælling kender Kjln. også, men den lader Örlyg være barnløs og afstå gården til Esja, en irsk kvinde, der noget senere landede i Lerevåg (s. 399), men som ikke nævnes i nogen anden kilde; på grund af navnet og den halvt overnaturlige skildring, der gives af hende i sagaen, kunde man fristes til med Gudbr. Vigfusson at anse hende for oprindelig ikke at være tænkt som nogen menneskelig skikkelse, men som fjældets skytsånd, hvad dog sagaen ikke selv antyder. På Esjeberg fæster ligeledes sagaens helt Bue senere bo. Her viser man endnu stedet for den gamle kirke, den første på Island, indviet til den hellige Kolumba; den, og kristendommen her, forfaldt vel snart, men Örlyg og hans slægt troede dog, som Ldn. beretter, på Kolumba; som døbt mand begraves i følge sagaen Bue her, under den søndre kirkevæg (s. 459). Ved Esjeberg er der, som sagaen omtaler (s. 457), en laug.

Noget nordvestligere sydvest for Esja ligger, ligeledes i flade omgivelser, på en græsgrot bakke nær søen en anden af hovedskuepladserne for de i Kjln. omtalte begivenheder, nemlig Hov (Hof). Også her er sagaen til en vis grad overensstemmende med Ldn., i det begge lader høvdingen Helge Bjola bo her, men hvad Kjln. for resten ved at fortælle om hans sønner og efterkommere kender ingen anden kilde noget til. Et par hundrede alen syd for gården ligger en lavere høj, der bærer navnet »Goðhóll« (Gudehol, Gudehøj); her skal det storartede gudehus, som Helges søn Torgrim gode i følge sagaen (s. 402—04) byggede, have stået. Nu ses ingen tomter her, i følge ældre efterretninger synes dog spor af sådanne at have været bevarede indtil dette århundredes begyndelse; at et tempel i oldtiden virkelig har stået her, er der i al fald ingen grund til at betvivle, det ligger jo allerede i gårdens navn, ligesom også Kjln's beretning om de tværtræer i skålen på Hov, som oprindelig havde været i hovet og som Olav Jonssön, ved midten af det 13de århundrede, da han lod den forandre, lod kløve, men som selv derefter dog var temlig tykke, — viser, at sagaens beretning om hovet støtter sig til ældre tradition. Hele den neden for gården liggende grund er moradsig, en straks syd for Godhol liggende vandpyt angives som den »blótkelda« (offersump), hvori i følge sagaen de til ofring bestemte mennesker nedstyrtedes.

Omtrent tusend alen vest for Hov ligger Brautarholt på en høj, der skråner stejlt ned mod den bag ved (nord for) liggende mose. Lidt østen for gården er højen stejlest, og herfra ser man tydelig gården Hov og dens omgivelser; nu er hele gården og dens nærmeste omgivelser græsbevoksede og fortjener ikke mere navn af holt. Her anviste i følge Kjln. Helge Bjola Andrid bolig; da var, fortæller sagaen (s. 400), hele Kjalarnæs bevokset med tæt skov så at der kun var åbent land, hvor man havde hugget vej (braut) eller plads til gårde, og navnlig var en stor vej hugget fra Hov over holterne, her midt på vejen byggede Andrid sin gård. Nu ses hverken her eller i omegnen spor af skov, hvis man ikke dertil vil regne de birkekviste, som her undertiden skal opskæres med tørven, og måske fortællingen i sagaen kun er fremkommen for at forklare gårdens navn; men på den anden side er det ikke utroligt, at det flade land, om end kun mose, her som så mange andre lignende steder før landets bebyggelse kan have været bevokset med birkekrat. Vest for Brautarholt ses et lille næs Musarnæs (Músarnes) at gå frem i søen; det er næsset, hvor Andrid (Kjln. s. 401) efter tre års forløb genfandt sin i skoven forsvundne kvie, den havde da to kalve hos sig. — Mod syd ser man ud over Kjalarnæssets yderste del, hvor blikket dog snart standses af lave klipper, hvis højeste og midterste punkt er den karakteristiske Brautarholtsborg, der skuffende ligner de tilbagestående mure af et gammelt kastel. Mod nord ses temlig kort fra land den lille ø Andridsø (Andriðsey), hvor i følge sagaen (s. 415) Andrid højlagdes; under en flad sten midt på øen siges Andrid at ligge begravet, et vistnok aldeles grundløst sagn.

Sagaens helt Bue var en søn af denne Andrid, men opfostredes dog hos Esja på Esjeberg. Efter at han på Torgrim godes søn Torstens foranstaltning var bleven dømt fredløs, er det, at Bue engang på vejen langs søen fra Brautarholt til Esjeberg angribes af Torsten »på den høj, der hedder Kleberg« (Kléberg, Kjln. s. 407); dette er en lille pynt, hverken lang eller synderlig høj, der strækker sig frem i søen kort fra Hov, omtrent hvor det flade land mellem Esja og fjorden begynder at udvide sig; den nærmere beskrivelse i sagaen: den lille bæk, der løber forbi, de nærmeste omgivelser flade — passer aldeles til forholdene, som de nu er. Senere, under et besøg på Brautarholt, er det, at Bue en morgen, da han går »øst på holtet« , ser Torsten begive sig fra gården Hov til gudehuset; han opsøger og dræber ham, brænder hovet og tillyser på hjemvejen drabet på gården Holar (í Hólum, Kjln. s. 409—11); det er gården Sjåvarholar (Sjáfarhólar) der ligger omtrent midtvejs mellem Hov og Esjeberg.

Hvad den hule angår, som i følge sagaen (s. 411—12) skal findes i fjældet Esja i tinden Laugargnýpa, hvortil en smal sti førte op, hvor der var godt husly og en smuk varm kilde (? — jarðlaug) neden under, og som Esja anviste Bue til opholdssted efter drabet på Torsten , da synes fantasien at være løbet af med forfatteren. Nu i det mindste er der ingen fjældpynt eller tinde i Esja af dette navn; den nærmest Esjeberg liggende del af fjældet hedder »Bue« (Búí), heri findes rigtignok en »Búahellir« (Buehule), men det er en utilgængelig hule, hvor man, nør undertiden får falder ned i hulen eller i den herværende kløft, må lade sig hejse ned i tove fra oven for at frelse dem.

Nordligere, ved Hvallfjordens stejle bred, ligger Saurbæ (Saurbær), en anselig og smukt beliggende gård, hvortil vejen syd fra fører over udstrakte moser; her boede i følge Kjln. (s. 401) Torgrim godes broder Arngrim og dennes sønner. Op i Esja strækker sig lidt syd for Saurbæ fra vest til øst en ubebot dal Blikdal (Blikdalr, på kortet Bleikdalr), i dalmundingen står fårehusene fra Saurbæ, og højere oppe i dalen er der om somren sæter (selför) fra samme gård. Det passer derfor godt, når der i sagaen siges, at Bue, da han ved sin forestående udenlandsrejse på vejen til nordlandet er kommen ind forbi Blikdalså (Blikdalsá, Kjln. s. 429), træffer fårehyrden fra Saurbæ, der, så snart en højde skjuler dem for hinanden, løber hjem og angiver ham for sønnerne der på gården, der også straks forfølge ham.

Fra Saurbæ ligger vejen nord på langs Esja, indtil man støder på en å, der kommer øst fra, men her vender sig mod nord for gennem nogle store sandbanker at søge sig en udgang i Hvalfjorden. Her drejer man mod øst op gennem et temlig stejlt skard, hvor en smuk fjældtinde til højre rager betydelig op over den øvrige mere flade del af fjældet; efter at have passeret dette pas Tindastadaskard befinder man sig i en smuk lille, mellem fjældene eller egenlig oppe i fjældet liggende dal Mydal (Mýrdalr); ved indgangen til denne under Tindastadafjæld (Tindastaðafjall) ligger den i Kjln. nævnte gård Tindstad (Tindstaðir). Dalen gjennemstrømmes af den ovennævnte å, Mydalså (Mýdalsá), grænsen mellem Kjalarnæs og Kjos; således angives også nordgrænsen for Kjalarnæs i Ldn. (s. 42); Kjln. derimod indbefatter (s. 397) Kjosen under Kjalarnæs og lader således Kjalarnæs strække sig lige til, hvor Borgefjords syssel nu begynder.

---