Blodgildet i Roskilde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
Blodgildet i Roskilde
(Knytlinga Saga, kap. 112-115)
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2013
[1157]
— — Da indkaldte kongerne Valdemar og Knud alle de klogeste mænd i Danmark til møde for at drøfte fordelingen af landet. Men straks da kong Valdemar og kong Svend skiltes, søgte alle kong Svends folk til ham, og med det samme han opnåede deres støtte og mente at have en vis styrke, var han mere utilbøjelig til at komme til det aftalte forligsmøde, og kong Svend var altså træg til at overholde det forlig, som han forud havde tilskyndet til, men han indså dog, at han igen ikke kunne gøre andet, end at lade det blive, som de ville, da han var i undertal.
Det blev da aftalt, at Valdemar skulle fordele landene imellem dem, hvilket kongerne Knud og Svend samtykkede i. Valdemar lod Jylland med tilhørende øer udgøre én del. En anden del lod han bestå af Skåne og Halland, Blekinge og Bornholm. Den tredje del lod han bestå af Sjælland og Fyn og Ærø og Falster og det land, der ligger til. Valdemar valgte Jylland, og kong Svend fik Skåne med de nævnte lande, mens kong Knud tildeltes Sjælland og Fyn. Alle fandt, at kong Valdemar udviste meget storsind overfor kong Knud med disse forligsvilkår, for man mente, at kong Svend havde ødelagt land og rige. Siden lagde kongerne Valdemar og Knud deres lande sammen, men alle kongerne svor ved Gud og alle helligdomme, at dette forlig skulle holdes, og at den, der brød forliget, skulle bandlyses af paven og alle biskopperne og præsterne.
Efter indgåelsen af dette forlig mellem kongerne, bød kong Knud kong Svend med sig hjem til Roskilde, og kong Svend modtog indbydelsen. Alle kongerne gav udtryk for det største indbyrdes venskab. Kongerne Valdemar og Knud red begge i forvejen og forberedte gæstebuddet for kong Svend. Det blev aftalt, at de skulle ride til Ringsted for at møde kong Svend, og dér skulle alle kongerne samles. Nu sagde kong Valdemar til kong Knud, at de skulle ride kong Svend i møde og indbyde ham til det gæstebud, der var forberedt. Kong Knud svarede og sagde, at han ikke ville råde til, at de begge opsøgte kong Svend, således at denne havde dem i sin magt, og han sagde, at han stadig betvivlede kong Svends pålidelighed: »De rådgivere, der altid driver ham til det værre, er nu også hos ham — Ditlev Edlarsøn og Ribe-Ulf og Yngvar Byld — og jeg ville ikke føle mig særligt sikker hos ham. Jeg tror, at han synes dårligt om forliget, og at han ikke agter at holde det bedre end de andre, han allerede har brudt. Jeg råder til,« sagde kong Knud, »— at du rider ham i møde med dine mænd, mens jeg rider til og holder en hær samlet for en sikkerheds skyld. Så forventer jeg, at det vil bevirke, at kong Svend ikke tør slå den ene af os ihjel, når den anden er tilbage til at hævne. Han vil snarere prøve at få ram på os begge på én gang.« Valdemar svarede: »Frænde! Så ond en mand kan kong Svend ikke være, at han planlægger forræderi imod os, hvorved han vil pådrage sig Guds og alle gode mænds vrede. Han vil helt sikkert overholde dette forlig og ikke svige nogen imod denne fred og den ed, den er bekræftet med. Men du — svoger! — skal dog bestemme dette, som du ønsker.« Og de gjorde sådan, at kong Valdemar red kong Svend i møde, og da han kom til Ringsted, var kong Svend der allerede med et meget stort følge. Hans folk var alle brynjeklædte og så dækkede af jern, at det lignede en isflade. Kong Svend havde truffet sin beslutning, og han havde haft i sinde at dræbe dem, hvis de begge var kommet. Da Valdemar så, hvad der var planlagt, tænke han, at kong Knud ikke havde gættet helt ved siden af. Han bad sine folk ride djærvt af sted og ikke give udtryk for nogen frygt. Da de mødtes, spurgte Valdemar, hvorfor de sådan var klædt i brynjer. Kong Svend sagde, at han havde hørt, at kong Knud og hans folk havde ondt i sinde mod ham: »— men hvorfor er han ikke her? Sådan ville jeg også beskytte mit og mine folks liv, hvis I pønsede på svig imod os.« Valdemar svarede: »Vi vil ikke svige dig — frænde! Lad nu hver passe på sig selv, så han ikke skader andre, for jeg vil meget hellere miste livet end at bryde mine eder, sådan som de gælder, og som vi har bundet os til.« Kong Svend sagde, at sådan skulle det være, og at han ikke kunne tro andet, selv om han havde fået noget andet at vide. Derefter red de begge til Roskilde, hvor kong Knud ventede, og der blev da holdt et storslået gilde, og alle kongerne befandt sig aftenen igennem i godt humør, og der var et meget venskabeligt forhold imellem dem. Kong Svend havde et meget stor følge med dertil, og alle hans rådgivere var også til stede.
Dagen efter drak alle kongerne i samme rum og fornøjede sig. Kong Svends folk holdt torv med morskab og leg uden for husene, og folk drev dertil fra husene, da dagen gik på hæld, for de fandt det mere morsomt end at sidde over drikken hele tiden. Der var da få folk til stede i husene foruden kongerne. Da kom kong Svends folk ind — Ditlev Edlarsøn og nogle andre — og gav tegn til kong Svend. Han rejste sig og gik hen til dem, og de talte kort og lavmælt sammen. Derpå gik kong Svend ud sammen med dem. Han gik hen til et hus, hvor han lukkede sig ind, mens Ditlev og Tole Hemingssøn og Yngvar Byld og andre af kong Svends nærmeste folk vendte tilbage til huset, hvor kongerne Valdemar og Knud opholdt sig. Kong Valdemar spillede skak med en anden mand, mens kong Knud sad på bænken ved siden af ham, og da Ditlev og de andre kom ind ad døren, lænede kong Knud sig ind mod kong Valdemar og kyssede ham. Kong Valdemar så ikke op fra spillet, men spurgte: »Hvorfor er du nu så kærlig — svoger?« Kong Knud svarede: »Det vil du snart erfare.« Svends folk styrtede da ind den ene efter den anden, og alle var fuldt bevæbnede. De trak sværdene i det samme. Da kong Valdemar så det, sprang han op og viklede kappen, han havde over sig, om sin arm, for de sad ubevæbnede derinde, idet ingen forventede ufred. Kong Valdemar sprang op og løb frem på gulvet fulgt af alle sine folk. Han stødte så hårdt til Ditlev, at de begge faldt ud gennem døråbningen. Så huggede Tole Hemingssøn efter kong Valdemar, og hugget traf i låret og gav ham et strejfsår, der ikke var farligt. Han blev tillige såret i tommelfingeren. Da kong Valdemars folk så, at han faldt, kastede de sig hen over ham og tog huggene, hvorved kong Valdemar slap derfra. Så kom Ditlev på benene, og han huggede bagud imod kong Knud, og dette hug var så kraftigt, at hans hoved blev kløvet helt ned til halsen, og det blev hans banesår. En anden mand — ham der hed Hjelmsvidar — sårede også kong Knud. Kong Knud faldt på et åbent ildsted. Danskerne anser ham for at være hellig.
Absalon, der siden blev ærkebiskop, havde ikke været i huset, da dette skete. Han var kong Valdemars mand, og kongen holdt mere af ham end alle andre mænd. Absalon var den raskeste og mest våbenduelige af alle mænd. Da disse hændelser rygtedes, søgte alle folk, der havde været sammen med kongerne, derhen, hvor de anså sig for at være bedst sikrede, for man antog først, at kongerne havde mistet livet. Absalon ville ikke flygte, da han mente, at kong Valdemar måtte være faldet, og han ville ikke skilles fra ham. Han gik da ind i huset. Da var Ditlev og de andre væk, men han ville se, om han kunne finde kong Valdemar — død eller levende. Men kong Valdemar var der ikke. Han tog da et skind, som han havde over skuldrene, og lagde under hovedet på kong Knud, dér hvor denne lå på gulvet. Han spurgte, om kongen kunne overleve og sagde, at så kunne han slippe væk, men kongen kunne da ikke tale og døde i skødet på ham. — —
