Oplysninger - Ermoldus Nigellus: Digt om kong Haralds daab

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kong Harald Klak
(ca. 785-852)

Ermoldus Nigellus:
Digt om Kong Haralds Daab

Oversat af Hans Olrik

Oplysninger

V. 1-112.
Ermold begynder med at fortælle, at Kristendommen vandt mere og mere Fasthed i det store frankiske Rige, da Kejser Ludvig den fromme (814 — 840) ivrig stræbte at fremme den. Vilde Hedninger var derimod Nabofolket Danerne, som Frankerne kaldte Normanner; de var vel kendte for deres smukke, mandige Udseende, deres Vaabendygtighed og deres dristige Færd paa Havet; endvidere har Ermold — ligesom andre samtidige — hørt om deres Stammeslægtskab med Frankerne, idet Tyskerne nemlig skulde være udgaaede fra Nordboerne. Deres Hovedguder vil han nævne, men betegner dem ved to tilsvarende romerske Guder; Jupiter og Thor, den sydlandske og den nordiske Tordengud, svarer sikkert nok til hinanden, men hvem af Nordboernes Guder Ermold tænker paa ved Havguden Neptunus, er usikkert; snarest har det vel været Njörðr, Søfartens Gud; mindre sandsynligt er det, at her menes Odin, som Langebek gætter paa

Efter Ermolds Fremstilling havde Ludvig den fromme længe syslet med Tanken om de danskes Omvendelse, da han endelig som Kristendomsforkynder sendte sin Ungdomsven Ebo. Denne viljestærke og begavede Mand hørte efter sin Herkomst til de livegne, men blev oplært sammen med Ludvig, blev hans Bibliothekar og havde siden 816 været Ærkebiskop af Reims, Indehaver af en af de højeste Værdigheder i hele Riget. Af ”Ansgars Levned” ser man, at Ebo selv brændte af Begærlighed efter at prædke for det danske Folk, hvis Sendemænd han ofte havde set i Kejserens Gaard. Af et Brev fra Ansgars Haand ved vi endvidere, at et Møde af Kirkens Mænd, rimeligvis et, der blev holdt i Attigny ikke langt fra Reims (822), bifaldt hans Rejse, og at han fik Pave Paschalis I’s Minde til at drage ud; den Bulle, som giver denne Fuldmagt, er det ældste Aktstykke til den nordiske Kirkes Historie. I denne nævnes som hans Ledsager Munken Halitgar, en anset og vistnok lærd Mand, der senere som Biskop var Kejserens Afsending i Konstantinopel; maaske har ogsaa Biskop Wildrik af Bremen sluttet sig til ham. Kejseren understøttede Ebo ved at give ham Gaarden Wellanao (Welnau) nord for Elben nær ved Fæstningen Esesfeld (Itzeho), som Karl den store havde anlagt til Værn mod de danske; her blev der snart dannet et lille Kloster. I Danmark skulde han særlig henvende sig til Kong Harald (i senere Skrifter Harald Klak).

Her maa vi dvæle lidt ved de bevægede Forhold i Danmark paa den Tid. Efter at den stolte Gudfred, der bød Karl den store Trods og truede med at besøge ham i hans egen Hovedstad, var bleven myrdet, sluttede hans Efterfølger Hemming Fred med den mægtige Nabo. Efter et Aars Tids Forløb døde han (812), og nu tærede voldsomme indre Kampe paa Landets Kraft. Sigfred, en af Gudfreds Frænder, og Ring, der var i Slægt med en tidligere Kong Harald, gjorde begge Fordring paa Kronen. Sværdet maatte afgøre det; efter et meget blodigt Slag — hedder det — laa der 10.940 Lig paa Valpladsen, blandt dem begge Førerne; men Rings Tilhængere havde sejret og gjorde hans Brødre Harald og Regnfred til Konger. Ret længe fik de dog ikke Lov til at være i Ro: snart kom Gudfreds Sønner med Hjælp fra Sverig og fik Overtaget; vel faldt den ældste af dem, men ogsaa Regnfred blev dræbt, og Harald flygtede da til Frankernes nye Kejser, Ludvig den fromme, for at søge Hjælp. Da han nu havde den frygtede Frankervælde at støtte sig til, maatte Gudfreds Sønner indrømme ham Part i Riget; men der opstod Stridigheder paa ny, flere Gange blev der forebragt Kejseren Klager, og tilsidst kom Harald igen til ham (i Compiegne) for at faa Krigshjælp mod sine Fjender; det var samme Aar som Ebo prædkede for de danske (823), og muligvis har netop dennes Sendefærd forøget Gudfredsønnernes Harme. Ludvig sendte nu to Grever til Danmark for at undersøge Forholdene, og Haralds Fjender turde ikke andet end holde Fred..

V. 113-146.
Fortællingens Gang afbryder Ermold imidlertid ved at indskyde Beretningen om Toget mod Bretagne (ifølge Einhard Aar 824). Allerede 818 havde Ludvig maattet gøre et stort Tog mod de trodsige Britter eller Bretoner — udførlig skildret af Ermold i tredje Bog af Elegien —; men Oprørsaanden var endnu ikke knækket. Kejseren samlede sin Hær og delte den i tre Skarer. En overlod han sin Søn Ludvig, som han havde gjort til Underkonge i Bajern; da denne Ludvig senere blev tysk Konge (843 — 876), viste han sig som den kraftigste af Ludvig den frommes Sønner; nu var han for ung til paa egen Haand at føre en Hær og fik derfor som Raadgiver Matfrid, Greve af Orleans. En anden Skare stod under Kejseren selv, og en tredje blev anført af hans næstældste Søn Pippin, Underkonge i Akvitanien, som dog fik en erfaren Mand ved sin Side, nemlig Kejserens Kansler, Abbeden Helisakar, og tillige Grev Hugo af Tours, hvis Datter Irmingard var gift med Ludvig den frommes ældste Søn, Lothar. Blandt Anførerne nævnes der ogsaa en Lantbert, som tillige vistnok var blandt de Høvdinger, der nu skulde passe paa Bretonerne. Skønt Opstanden var bleven dæmpet med Strænghed, var der i den følgende Tid ikke fuldstændig Ro i Landet; Lantberts Mænd maatte det følgende Aar dræbe en Urostifter.

V. 147-178.
Traaden genoptages: vi faar en kort Skildring af Ebos Virksomhed i Danmark og Frugten deraf. Det var rimeligt, at han søgte til den danske Konge, der allerede var kommen i nærmere Forhold til Kejser Ludvig; men til en mægtig Hersker kom han ikke. Om Ærkebispens Ophold i Danmark, der vel har strakt sig over det meste af Aaret 823, ved vi ellers kun, at han omvendte og døbte mange og drog tilbage sammen med den ovenfor omtalte Sendefærd. Naar Ermold taler om Ebos Virken i de nordiske Riger (V. 147), er det en Overdrivelse; det maa betragtes som meget tvivlsomt, om han har kunnet prædke andre Steder end i Sønderjylland. Om han atter har gæstet Danmark de følgende Somre, ved man ikke. Ermolds Skildring taler nærmest for det, idet Ebo synes at melde Haralds snarlige Komme; Besøget i Ingelheim var jo nemlig først tre Aar efter den frankiske Prælats Missionsgerning i 823. I alt Fald kom han ofte til sit Kloster Wellanao og bevarede sin Begejstring og Iver for den nordiske Mission; hans kraftige Opmuntringer gengældte Ansgar ved at vise ham en oprigtig Kærlighed og efter hans Død frede om hans Minde, da de fleste brød Staven over ham. Endnu fortjener det at fremhæves , at da Ebo senere som en af Lederne i det store Oprør mod Ludvig den fromme havde draget Ulykken over sit Hoved, søgte han at flygte til Danmark. Om den berømte Ærkebiskop kan vi nemlig sluttelig tilføje, at han tilligemed Kejserens Sønner, særlig Lothar, rejste sig mod sin gamle Velgører (833); var det end næppe af personlige Grunde, men af Iver for Kirken, han har dog derved plettet sit Ry, saa meget mere som han viste sig grusom nok til at tvinge den gamle, afsatte Kejser Ludvig til endda at underkaste sig den mest ydmygende Kirkebod. Da Ludvig atter kom til Magten, gik det selvfølgelig ud over Ebo; hans Flugt mislykkedes, han blev greben og sad som Fange i Bonifaciusklostret i Fulda; kun en kort Tid fik han Lov at komme ud for paa Forsamlingen i Thionville offenlig at bekende sin Brøde og høre sin Afsættelsesdom (835). Efter Ludvigs Død (840) vendte han tilbage til Reims; men i den sørgelige Broderkrig blev han snart fordreven fra sit Ærkesæde af Karl den skaldede, og da han dernæst faldt i Unaade hos Lothar, der hidtil havde støttet ham, søgte han Tilflugt hos den tredje af Brødrene, Ludvig (den tyske); denne gjorde ham til Biskop i Hildesheim, og her levede han sine sidste Aar i Ro († 851).

V. 179-286.
Ermold fører os nu til Skuepladsen for den berømte Begivenhed. Slottet Ingelheim (Engilenheim) var bygget af Karl den store og fremhæves som et af hans stolteste Værker tilligemed Fruekirken i Achen, Rhinbroen ved Mainz og Slottet i Nimwegen; det har været en af den Tids faste Stenbygninger, ualmindelig stor i Omfang og udstyret med Pragt; de mange Søjler, der var anvendt, skal have været fra Rom og Ravenna. Egnen rundt om var meget smuk; nær ved Kongsgaarden krummede Rhinen sig mellem Vinbjærge, Mark og Skov, og ikke langt derfra laa Mainz, Tysklands første Stad; derfor besøgte Kejserne jævnlig Ingelheim. Til Slottet hørte en Kirke, den, hvori de danske Gæster snart skulde overvære Gudstjenesten. Desværre faar vi ikke en gennemført Beskrivelse af dens hele Indretning; Ermold er næsten kun optagen af dens Vægmalerier, der paa venstre Side fremstillede Begivenheder i den gamle Pagts Historie, paa højre Hovedpunkterne i Kristi Liv. Derfra gaar han over til at fortælle om Billederne i selve Kongsgaardens store Hal, hvor der holdtes Thing. Der var gjort et Udvalg af verdenshistoriske Æmner: den assyriske Sagnkonge Ninus, — den store Erobrer, Perserkongen Kurus' (Kyros') Historie, i alt Fald hans Hævn mod Floden Gyndes (Biflod til Tigris), idet han lod dens Vand lede bort i 180 Kanaler til Straf, fordi en hellig, hvid Hest var druknet i den, og Sagnet om hans ulykkelige Skæbne i Kampen mod Massageterdronningen Tomyris, — den berygtede Tyran Falaris i Akragas paa Sicilien, der i en hul Kobbertyr, hvorunder han tændte et Baal, skal have pint mange Mennesker til Døde, blandt dem Tyrens egen Opfinder, — Roms Anlæggelse, — Alexander den stores og Hannibals Bedrifter, blandt andet hvorledes den sidste paa Vejen gennem den sumpede Arnodal fik den Sygdom, der gjorde ham blind paa det ene Øje; — endelig Billeder af Romervælden, som ikke forklares nøjere. Paa den modsatte Langvæg saa man nogle af de senere romerske Kejsere som Constantinus den store og Thedosius den store. Den førstes Bortgang fra den gamle Hovedstad fremhæves; Ermold synes at have fulgt det uhjemlede Sagn, at Constantinus skulde have forladt Rom af Hensyn til Pave Sylvester, for at denne kunde have Eneherredømmet dér; — tilsidst nogle af Karolingernes Bedrifter, ved hvilke Frankerriget var blevet udvidet og styrket paa Naboernes Bekostning: Karl Martels Sejr over Friserne, Pippin den lilles over Akvitanerne og Karl den stores blodige Tog mod Saxerne.

V. 287-370
Til denne Kongsgaard kom Harald sejlende op ad Rhinen med Frænder og undergivne; det skal have været over fire hundrede Mennesker, baade Mænd og Kvinder. Blandt dem var Haralds Hustru og hans Søn, der vistnok hed Gudfred, samt en Brodersøn, rimeligvis den Rorik, som fik en Del af Frisland som Len for at værne Landet mod Vikinger. Ifølge vort foreliggende Digt kommer den danske Konge til Kejseren, fordi han længes efter Daaben, idet han er omvendt ved Ebos Prædken; men ”Ansgars Levned” fremstiller det, som om Harald, atter fordreven fra sit Rige, kom for at søge Krigshjælp og ved denne Lejlighed lod sig døbe. Disse to Beretninger maa saa vidt mulig forenes, men helt lader de sig ikke bringe i Samklang; ifølge ”Ansgars Levned” maa Ludvig nemlig bruge lange Overtalelser for at gøre ham til kristen. Haralds Ankomst til Ingelheim har vistnok været i Juni Maaned (826) til den første af de to Rigsdage, som holdtes der i det Aar. Efter at Kejseren har modtaget de ankomne venlig, og Harald straks har forebragt ham sit Ønske, begynder Daabshandlingen. Af Ermolds Skildring kan det sluttes, at den efter Skik og Brug er foregaaet i et særligt Daabshus (Baptisterium), i hvilket der fandtes en stor Vandkumme. Ved hvilken Kirke de danske blev døbte, siger han ikke, saa at man snarest kunde tro, at dette skete i Ingelheim; men af Ludvig den frommes Levned, Einhards Aarbøger og andre Kilder ser man, at Daaben fandt Sted ved Albans-Kirken ved Mainz, hvor en af Karl den stores Hustruer, Fastrade, laa begraven . I Ingelheim har der vel ikke været noget Daabskapel, saa at man maatte drage til Mainz , — Om Ærkebiskop Otgar af Mainz har udført Daaben (saaledes som Roskildekrøniken fortæller), er meget tvivlsomt.

Harald blev døbt først; han maatte klæde sig af, gaa ned ad Trinene i Daabsvandet, hvor han blev neddykket tre Gange efter først at have afsvoret Hedenskabet; tilsidst blev der med den hellige Olje gjort Korsets Tegn paa hans Pande og Bryst. Kejser Ludvig stod selv Fadder til ham, idet han rakte ham Haanden, da han steg op igen, og iførte ham den hvide Daabsdragt. Dernæst gik Haralds Hustru ind i Daabshuset med sin Gudmoder. Det var den smukke Kejserinde Judith, Datter af Hertug Welf af Bajern og paa mødrene Side af saxisk Herkomst; hende havde Ludvig den fromme ægtet (819) efter sin første Hustru Irmingards Død. — Den ældste af Kejserens Sønner, Lothar, der siden 817 havde haft Navn af Medkejser og i flere Aar havde styret Italien, stod Fadder til Haralds Søn, ligeledes frankiske Høvdinger til deres danske Jævninge, og Tjenerne til de underordnede.

Det er næppe alle danske, der har ment det alvorlig med at antage Kristendommen. Her kan mindes om en Fortælling, som en Klosterbroder i Schweiz har optegnet: Ludvig den fromme opfordrede alle ”Normanner”, som kom til ham, til at lade sig døbe, og snart drog mange til ham for den Sags Skyld; men Grunden var rigtignok, at de havde Lyst til at faa den hvide Daabsdragt og Gaverne, som Frankerne skænkede de døbte. Saaledes kom der en Gang en Skare paa halvhundrede og forlangte Daaben. Da der ikke var Daabsklædninger færdige til saa mange, maatte man i en Fart skære det Tøj, hvoraf de blev syede, i Stykker og hæfte disse sammen, saa godt man kunde. En saadan mangelfuld Klædning blev en af de ældste blandt dem iført. Efter forbavset at have undersøgt den, udbrød han da: ”Nu er jeg tyve Gange bleven døbt og har altid faaet en ordenlig Dragt, men denne Gang har man givet mig en Sæk, der passer til en Kvægdriver, men ikke til en Kriger! Og skammede jeg mig ikke over at være nøgen, kunde du paa Stedet faa den tilbage igen tillige med din Kristus”. — Er Fortællingen end ikke helt troværdig, har den dog maaske en historisk Kærne i sig.

V. 371-566.
Efter Daaben vendte man tilbage til Kongsgaarden, hvor Ludvig den fromme viste sin sædvanlige Gavmildhed. Han fremtraadte nu iført en glimrende Festdragt. Ellers gik han tarvelig klædt, fortæller den ene af hans Biografer; men ved højtidelige Lejligheder havde han Krone, Kjortel, Sværd med Bælte, Benskinner og Stav, der alt var gyldent, en guldvirket Kappe — vistnok efter gammel frankisk Skik meget lang fortil og bagtil, men kortere paa Siden — og guldstukne Benklæder, — rimeligvis skarlagenrøde og omvundne med Baand af samme Farve. En lignende Dragt er det vel, at Harald har faaet. Klokkerne fra Ingelheims Kirke kaldte nu til Gudstjenesten, som vel udelukkende har været Messe. Klerkene var ordnede og førte af Kantoren Theuto; Præsterne stod for sig. Diakonerne (Leviterne) for sig. (Hvad der menes med Præsterne, der fulgte Clemensreglen, er usikkert.) Efter at der var bragt Orden i den tæt forsamlede Mængde, gik Kejseren med Følge i et højtideligt Optog til Kirken. Først kom Overdørvogteren Gerung, der fire Aar før tillige med Kejserens Frænde, Munken Vale, havde ledsaget Lothar til Italien som Raadgiver. Dernæst kom Kejseren selv med to fornemme Mænd ved Siden: Hilduin, hans Ærkekapellan, Abbed i det berømte franske Kloster St.Dionysius (Denis), og Kansleren, Abbed Helisakar, der allerede er omtalt ved Toget mod Bretagne; begge stillede sig senere trodsig over for Ludvig, især Hilduin, der til Straf en Tid lang sad fangen i det saxiske Kloster Korvej. Ermold fortæller, at Karl, Ludvigs Søn af andet Ægteskab, hoppede hen ad Marmorfliserne foran sin Fader. Han var den Gang kun en Purk paa tre Aar; naar han fremhæves her, er det maaske af Hensyn til hans Moder; i alt Fald er den senere Fortælling om hans Jagtlyst (V. 519) vel nok tilføjet for at smigre Judith. — Tre Aar efter gav denne Dreng Anledning til Splid i Frankerriget: da den svage Kejser, overtalt af Judith, paa en Rigsdag i Worms trods sine tidligere Bestemmelser gav sin yngste Søn Del i Riget, blev de ældre Halvbrødre forbitrede og stod snart under Vaaben mod Faderen. Karl blev senere (som Karl den skaldede, 843 — 877) Konge af Frankrig og var sine sidste Aar tillige romersk Kejser. — I Optoget fulgte Lothar og Harald, dernæst Judith , efter hende Haralds Hustru med en Abbed til Ledsager og endelig hele det store Følge. Judith havde to af de fornemste Høvdinger til Ledsagere, Matfrid. Greve af Orleans, og Hugo, Greve af Tours, Lothars Svigerfader, ifølge Thegan en træsk og fejg Mand, der allerede da hemmelig ophidsede Lothar mod hans Fader. Han og Matfrid havde tidligere deltaget i Toget mod Bretagne og blev endnu samme Aar sendt mod Saracenerne i Spanien; men der førte de Krigen saa slet, at Kejseren dømte dem til at miste deres Ære. Derfor var de blandt Hovedmændene i de to store Rejsninger mod Ludvig den fromme. Ved disse Lejligheder gik det ikke mindst ud over den Kvinde, hvis Æresfølge de var i Ingelheim: Ved det første Oprør (830) blev Judith, der beskyldtes for at staa i Forhold til en Grev Bernhard, tagen til Fange, skønt hun havde søgt Ly i et Kloster; dernæst blev hun pint paa flere Maader og ved Trusler om Døden tvungen til at søge at bevæge sin Mand til at gaa i Kloster og til selv at tage Sløret. Ludvig den frommes senere Sejr over Sønnerne friede hende vel fra Klosteriivet; men ved det andet Oprer (833) blev hun atter reven bort fra sin Ægtefælle og levede forvist i Italien, indtil den gamle Kejser blev genindsat. — Baade Hugo og Matfrid døde i Aaret 836.

Gudstjenesten gjorde med sin Sang og Pragt et mægtigt Indtryk paa de danske; da den var endt, samledes man til et Festmaaltid, hvor alt var ordnet efter Kejserens Vilje; Judith tog Sæde ved hans Side, efter først ifølge Datidens skik at have vist sin Ærefrygt for sin kongelige Husbond ved at kysse hans Knæ. Dagen efter blev der holdt Jagt paa en Rhinø, den samme, hvor Ludvig den fromme tilsidst laa syg og døde (20 Juni 840). Jagten var nemlig Kejserens Lyst, han forsømte den ikke noget Aar; skulderbred og armstærk, som han var, kunde han nemlig bruge Kastespyd og Bue som ingen anden.

V. 567-645.
De danske blev en Tid lang hos Kejseren; først om Efteraaret drog de hjem (V. 626). Under dette Ophold — fortæller Ermold — tog Harald sit Land til Len af Kejseren, idet han anvendte den almindelig brugte Skik at lægge sine Hænder i Lensherrens. Denne gav derpaa sin nye Lensmand Hest og Vaaben; det var ikke blot en frankisk, men i det hele en gammel germansk Skik. Tillige gav Ludvig sin nye Vasal et Landskab som en Tilflugt, om han atter blev fordreven. Ifølge de andre Hovedkilder til denne Tids Historie var det en Del af Frisland, nemlig Grevskabet Hriustri (Rüstringen, de lave Egne ved Weserflodens Udløb); naar ”Ansgars Levned” (Kap. 7) siger, at dette Len laa ”hinsides Elben” , beror det vistnok paa en Fejltagelse. Men ingen anden end Ermold fortæller om den anden Egn, som Harald fik tillige; da Vinstokken trivedes der, har det vel været en Plet ved Rhinen, maaske i Ingelheims Nærhed. Harald fik atter en Mængde Gaver, og Kejseren viste ogsaa sin Iver for at fremme Missionen; foruden Messebog og andet, der brugtes til Gudstjenesten, gav han den danske Konge to Munke med. Einhards Aarbøger og Levnedsbeskrivelserne af Ludvig den fromme omtaler dem slet ikke, og Ermold navngiver dem ikke; og dog skulde deres Udsendelse blive af langt større Betydning end Haralds Daab i og for sig. Af ”Ansgars Levned” (Kap. 6) ved vi nemlig, at de to Munke var Ansgar og Autbert: Kejseren ønskede at give den danske Konge nogle Mænd med, som havde Mod og Evne at paatage sig det vanskelige Hverv at udbrede Kristendommen i Danmark, samtidig med at de skulde bestyrke Harald i den nye Tro; men hidtil havde der ikke været nogen at finde. Men da skaffede Kejserens Frænde Vale, der netop samme Aar var bleven Abbed i Corbie, det Trossendebud, der var Opgaven voksen. Hans Tanke var falden paa Ansgar, en af hans Munke; han blev hentet og paatog sig Gerningen, og til ham sluttede Autbert sig da. — De danske sejlede ned ad Rhinen, forbi Køln og Dorstad; kun den danske Kongesøn og hans Fætter blev tilbage som Gidsler, idet de efter Datidens Skik maatte holde Vagt hos Kejseren.

Ermold ender sin egenlige Fortælling med Jubel over den Tilvækst, Frankervælden havde faaet derved, at Kong Harald var bleven døbt og nu tillige var Kejserens Lensmand. Men denne Begivenhed blev af langt større Betydning for Norden end for Ludvig den fromme. Frankerriget blev ingenlunde styrket derved; tværtimod, Aaret efter blev Harald igen fordreven og fordærvede derpaa yderligere sin Stilling ved et troløst Fredsbrud, saa at han, skønt genindsat paa ny ved Kejserens Hjælp, nogle Aar efter for stedse maatte forlade Danmark.

Til Slut minder Ermold med Stolthed om, at der ogsaa nu er bleven bygget et Orgel i Frankernes Land. Man kendte nok den Slags Instrumenter; thi allerede i Aaret 757 havde Pippin den lille paa en Rigsdag i Compiegne modtaget et som Gave fra den græske Kejser Konstantinos (Kopronymos), men man var ikke naat til selv at forfærdige dem, indtil nu (826) Præsten Georgius fra Venedig tilbød at bygge et Orgel efter græsk Mønster. Kejseren modtog hans Tilbud med Glæde og lod Skatmesteren Tankulf give ham det nødvendige. Orglerne var forøvrigt den Gang meget ufuldkomne.

V.649-768.
Inden den forviste Abbed, der nu er færdig med sin Skildring af Ludvig den frommes Bedrifter, afslutter sit Værk med Tilegnelsen, indskyder han Fortællinger om Jærtegn, der er sket i Strassburgs Frue-Kirke, uden Tvivl for derved at vinde dens Biskop, Bernold, hos hvem han var i Forvaring. Jærtegnene skulde være skete i 8de Aarhundrede, medens Biskopsembedet forvaltedes af Theutram, ”en Mand, værdig at bære sit Navn”. Betydningen af Navnet er ikke ganske sikker. — Det sidste af de Jærtegn, der fortælles, siges at være samtidigt med Tysklands Apostels Martyrdød i Frisernes Land, altsaa fra Aar 755. — Efter Ermolds Beretning om Strassburgerkirken maa denne have været en treskibet Basilika med et Alter øverst i hvert af Skibene; Højaltret var indviet til Jomfru Maria, det sydlige Skibs Alter til sankt Paulus, det nordlige til sankt Petrus; i Midten af Hovedskibet har der været et Alter for Ærkeengelen Mikael, der æredes meget som Kirkens Stridsmand (jfr. Joh. Aab. 12,7 flg), og endelig tæt ved Indgangen efter Skik Døbefonten, Johannes Døberens Helligdom. — Her benytter Ermold Lejligheden til et underlig anbragt Forsvar for Helgentilbedelsen; nu og da kommer Lysten til dogmatiske Æmner frem hos ham, men han er ikke altid heldig (saaledes V. 53).

Endelig kommer da Tilegnelsen til Kejser Ludvig, ledsaget af Bøn om Frigivelse. Ermold beder, at hans Sag maa undersøges paa ny; det vil da forhaabenlig føre til Frifindelse ved Kristi Hjælp, da han har Magt over Kongens Hjærte (jfr. Ordspr, 21, 1). Om Ludvig slet ikke har taget Hensyn til hans Ønske, eller om han virkelig har underkastet hans Sag en ny Prøvelse, ved vi ikke; kun det kan man vide, at Ermold i alt Fald ikke endnu fik Lov at vende tilbage.