Ånæs syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kjósarsýsla
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Ånæs syssel
(Árness sýsla)
[Indbyggerantal c. 6000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Som omtalt under beskrivelsen af hederne oven for Guldbringe og Kjos' syssel, fører vejen over Hellesheden til Ånæs (Árness) syssel, og da først ind i det flade græsrige Ölves (Ölfus), der er et af de otte landskaber eller herreder — dette ord bruges nemlig ikke om landets verdslige inddeling, men kun i betydningen bygdelag, naturlig begrænset landsafdeling o. d. l. —, hvori natur og sædvane har inddelt dette store og folkerige syssel, medens det i verdslig henseende er delt i 13 hrepper; Ölves udgör i forbindelse med det vest herfor langs stranden liggende Selvåg (Selvogr) sysselets sydvestlige del. Under den langvarige, jævnt skrånende nedstigning fra Hellesheden ser man først lige for sig det kompakte Ingolvsfell og Ölveså som en lysende stribe, senere til højre åens store bredning og i horisonten havet. Til venstre skyder sig frem forskellige meget maleriske og takkede forgreninger af Helleshedens udløbere. Fra fjældheden går vejen lige ned mod gården Reykir, der ligger ved mundingen af en lille dal, som her skyder sig i nordvest op mellem fjældene, på den anden side den dalen gennemstrømmende Varmå, som her antager dette navn efter de herværende varme kilder, men som i øvrigt så vel under sit tidligere løb som på sit senere gennem Ølves har flere andre navne, På Reykir boede i Sturlungetiden den bekendte Gissur Torvaldssön, den senere Gissur jarl, en tid lang i sine første høvdingeår. Da Sturla Sighvatssön havde overlistet og fanget Gissur ved Apavatn, begav han sag med ham herhen, og under opholdet på Reykir blev det bestemt, at Gissurs fætter Hjalte, biskop Magnus' sön, skulde overtage alle hans godord og det hele hövdingdömme, Gissur selv skulde forlade landet, — en overenskomst, der rigtignok fik en ganske anden betydning end den tilsigtede, da Hjalte viste sig at stå i ledtog med Gissur, så at den endog blev indledningen til selve Sturlas fald (Sturl. I, 351 ffg.).

Reykir er i øvrigt mest bekendt af sine varme kilder, der jo også har givet stedet navn. De ligger lidt oven for gården på begge sider af åen. Indtil for kort tid siden kunde man her se en virkelig springkilde, den såkaldte »Lille Geysir«, men for 10—20 år siden ophørte den at sprudle. Tæt oven for tunet på Reykir ses dens krater, et par alen i gennemsnit, ikke som sædvanlig tragtformigt, men omtrent som et uregelmæssig boret eller hakket hul i kiselen. Det er fyldt med smukt blåligt vand, hvorigennem store dampblærer stige op; hyppig øges dens virksomhed, kogningen tiltager, og vandet i midten af krateret sprudler et kvarter op. I kanten af den kilden omgivende höj af kiselsinter findes en mindre hver, der til en vis grad synes at følge dens bevægelser. I ældre tider har springkildernes virksomhed her været overordenlig. Årbøgerne fortæller således, at under et jordskælv 1597 forsvandt den store hver Geysir i Hveragærde (Hveragerði) syd for Reykir, og der kom op igen en anden hver oven for tunet på Reykir, »som er endnu i dag og sprudler meget, dog ikke som den store för havde sprudlet; thi det havde ikke været uden fare at passere vejen, som lå ganske tæt ved den, således som man end kan se på storreisen og sporene derefter; ti der er endnu kildestedet tilbage, bredt med kogende vand. Og der er lang vej dér imellem, hvor den Geysir er, som nu siden har været, og åen imellem«. Blandt de andre kilder falder nu mest i öjnene et temlig stort bassin syd for åen — formodenlig den 1597 forsvundne Geysirs krater —, således som de varme kilder selv danner dem, skål- eller tragtformige, ved rundt om sig at afsætte hvidgul kiselsinter, hvor smukt blåligklart, kogende vand vælder op i midten, og flere mindre af samme slags, samt kilder med boblen eller kogen så stærk, at vandet skydes flere tommer i vejret. Den morsomste af de herværende kilder ligger ligeledes syd for åen, men lidt höjere oppe, tæt ved vejen, der fører ind i dalen; det er den såkaldte Grýla (ɔ: skræmslet), en lille kilde med et langagtig uregelmæssigt krater, lavest ved dets forreste ende. Hveren sprudler omtrent hvert kvarter, man ser da vandet stige op til kraterets overflade, derefter begynder en heftig boblen i den bageste del af krateret, og det kogende vand kastes nu i en langagtig bue på omtrent et kvarters höjde frem gennem krateret, medens det overflødige vand løber bort over den forreste lavere rand, Desuden er på begge sider af åen flere dyndkilder; syd for åen ses et lille bassin med blåligt dynd, der i store bobler skydes op forskellige steder; nord for åen ser man et steds en dyb kildeåbning, hvor det blå dynd koger som i en stor kedel et par alen under overfladen, et andet steds en rød dyndkilde til dels dækket, hvor det kogende røde dynd kun ses gennem mange små huller; og ved flere kilder høres kun larmen af det kogende vand eller dynd, men dette selv ses ikke på grund af kiselskorpen, som dækker åbningen Fra Reykir fører vejen, snart over moser og enge, snart over grussletter med lavagrund, langs foden af Helleshede med Ölvesets udstrakte enge til venstre, til det omtrent en mil sydligere liggende Hjalle (Hjalli), der ligger tæt under hedeskrænten, Gården, der som sædvanlig står lidt højere end de nærmeste omgivelser, har øst for sig kirken, vest for sig en lille bæk. I oldtiden et hövdingesæde huser denne gård nu kun fattigdom på grund af den her stedfundne udstykning. Forskellige sagaer nævne Hjalle som bolig for høvdingen Torodd gode og hans endnu mere bekendte sön Skafte lovsigemand. Flóamannasaga (s. 160—61) underretter os om, at Skafte oprindelig havde ladet bygge en kirke vest for bækken, og ved den blev hans fader Torodd, hans svoger Torgils (sagaens helt) og Bjarne den spage fra Gröv jordede, »men siden flyttedes deres ben til det sted, hvor kirken nu står, ti Skafte lovede at lade opføre en kirke, da Tora (hans kone) brækkede sit ben, da hun var ved sine lærreder«. Få Hjalle grebes 1541 den sidste katolske biskop i Skålholt Ögmund Povlssön, der på grund af blindhed allerede tidligere havde frasagt sig embedet, af den danske befalingsmand Kristoffer Hvitfeld, og førtes til Danmark, hvor der blev anvist ham ophold i Sorø kloster. (Herom kan læses udførligere f. eks. hos Espolin III d. s. 133 ffg.). — Et på Hjalle lokaliseret sagn om den fabelagtige Bård Snefjældsas' datter Helga er i visse henseender ikke uden interesse. På Hjalle findes nemlig (i følge den antikvariske indberetning 1821) en stald »Granahesthús« kaldet, hvori et stort klippestykke (hella) er anbragt, som Helga Bårdsdatter i følge sagnet har ladet føre derhen på ryggen af sin hest, ad en i tunet beliggende, efter den benævnt strækning »Granaflöt«. Herom nævnes intet i Bårds saga, derimod siges, hvor Helgas vinterophold på Hjalle omtales (s. 14): »Det var hende, som var en vinter på Hjalle i Ölves hos Torodd og hans sön Skafte, og ikke Gudrun Gjukedatter, som nogle siger«. Da nu hesten Grane tilhører Völsung-Gjukungesagnkredsen, ligger det nær at formode, at hvad der nu fortælles om Helga på Hjalle, tidligere har været et på Island udformet sagn om Gudrun.

I Kristnisaga (s. 22) fortælles, at i det afgörende öjeblik under forhandlingerne på altinget om kristendommens antagelse, da det så ud til, at landet skulde spaltes i to samfund, kom en mand løbende og fortalte, »at jordild var kommen op i Ölves, og at den vilde løbe på Torodd godes gård«, en begivenhed, der af hedningerne fremstilledes som et tegn på gudernes vrede, indtil Snorre gode afvæbnede dem ved at spørge, på hvem vel guderne vrededes, »da det hraun, vi nu stå på (ɔ: det forhistoriske Tingvoldhraun), brændte«. Denne lavaström som således år 1000 truede Hjalle, antages almindelig for at være det lille hraun Þurrárhraun (Töråhraun) der nordøst for Hjalle fra heden strækker sig ned mod moserne.

Hinsides engene hæver egnens præstegård, det i HGrk. (s. 26) nævnte Arnarbæle (Arnarbæli) sig, og vejen hertil, aldeles ufremkommelig uden kyndig vejviser, er godt skikket til at give en forestilling om Ölvesets ejendommeligheder. Over flade oversvømmede strækninger, fugtige enge, bæk- og åmundinger eller forgreninger af Ölveså går det, over et marskland, der allerede nu er berömt for sin rige høavl, men som med den fornødne udgrøftning og vandafledning vilde kunne blive et af hovedsæderne for Islands kvægavl. Arnarbæle ligger sammen med flere andre gårde særdeles smukt på en stor høj eller bakke tæt ved Ölveså, der syd for gården danner en stor sølignende bredning. Fra gården får man en særdeles god oversigt over hele landskabet. Mod vest hinsides engene begrænses udsigten af den stejlt, næsten som en mur, affaldende Helleshede, og op fra denne hæver sig flere fritstående, smukt formede fjælde; blandt disse er Skålefell (Skálafell), hvorfra der er en vid udsigt over de omliggende sysler. Traditionen tillægger det navn efter Ingolvs »skáli«, hvad der også stemmer med fortællingen i Ldn., at Ingolv lod göre skåle på Skålefell, derfra så han røg ved Ölvesvatn (ɔ: Tingvoldsøen) og fandt der sin bortløbne træl Karle.

Længere i nord viser sig Hengilen og de kløftede mosgroede Reykjafjælde, og længst i nordøst ved et fjældstrøg sammenhængende med disse det anselige Ingolvsfell (Ingólfsfell), der ses fra ethvert punkt i Ölves og ellers aldeles har karakteren af et fritstående fjæld. Midt på den svagt hvælvede fjældryg ses en höj — synlig til alle sider fra fjældet undtagen nord fra — aldeles af form og tilsyneladende af störrelse som en kæmpehøj, hvormed den derfor på afstand har en skuffende lighed; i höjen, der bærer navnet Inghóll, skal i følge et almindelig udbredt sagn Islands første bebygger Ingolv være höjlagt. Sagnet er temmelig gammelt; allerede recensionen E. af Landnamsbogen — og noget lignende er også antydet i C. — føjer til Ldn.s tekst (s. 36) om Ingolv: »Han var den tredje vinter under Ingolvsfell vest for Ölveså«, sætningen »hvor nogle sige, at han er höjíagt«; derimod har den ældre Islendingabog (s. 4) kun: »Ingolvsfell er vest for Ölveså, hvor han (ɔ: Ingolv) siden udstrakte sin besiddelse over.« Kommer man op til höjen, hvad der kun uden besvær kan ske fra nordsiden, skal den vise sig at bestå af klippeblokke, grus og sten og i det hele gøre indtrykket af at være en naturlig højde. Fjældet skråner med sin øverste halvdel jævnt for derefter at falde stejlt af mod sletten; kun mod syd fremskyder det en lavere udløber. Neden for denne ligger en kegle- eller pyramideformig højde Kögunarhóll, der tidligere skal have heddet Knörhóll, og hvori sagnet lader Ingolv have sat sit skib.

I HGrk. (s. 4) siges det om en mand Sigurd mule, der opfostrede en datter af den ved sydenden af Tingvoldsøen boende Grimkel gode, at han boede på gården Fell (undir Felli), og senere hen (s. 38) fortælles det, at Grimkels sön Hörd lader alle de varer føre under Fell til Sigurd mule, som hans fader overlader ham til hans forestående udenlandsrejse, der skal udgå fra havnen Eyrar (øst for Ölvesåens udløb). I et membranbrudstykke af en som det antages ældre recension af Hörds saga er Sigurd mules gård kaldet Fjall (hann bio undir fjalli, Ísl. s.: II, s. 476). Denne gård Fell eller Fjall er utvivlsomt ødegården Fjall, af hvis tomter og tun der ses spor kort syd for Ingolvsfell. A. M. (1706) nævner Fjall som en i sin tid ret betydelig ejendom, hvor der endog i følge sagnet fordum skulde have været kirke; ved begyndelsen af forrige århundrede var der imidlertid af den ældre ejendom opstået fire gårde, hvoraf en bevarede navnet Fjall og gårdens oprindelige plads; senere er denne yngre gård Fjall, tilligemed en anden af de fire (Fossnes) lagt i øde, så at nu kun to (Laugarbakki eller -bakkar og Hellir) står tilbage.

Mellem Arnarbæle og og Ingolvsfell ligger den i HGrk. (s. 57) nævnte gård Bakkåholt (Bakkárholt). Over Ingolvsfell ligger nordgrænsen for Ölves, og omtrent herudfor falder Tingsvoldsøens afløb Sog i den fra nordvest kommende Hvitå, begge anselige vandløb, der efter deres forening danner Islands måske betydeligste elv Ölveså (Ölfuså). Denne kan kun passeres ved hjælp af færger, af hvilke et par findes på den strækning af åen, der løber sydøst for Ingolvsfell, adskilt fra dette ved en smal engstrækning; åen er her vistnok hen ved 600 al. bred; begge færgegårdene ligger på den anden side åen. Det mest bekendte og benyttede færgested er dog ved mundingen af Ölveså, hvor åen snævrer sig ind igen efter den store bredning. Her skyder sig en smal sandtange frem mellem åen og havet, og fra enden af den foretages overfarten, der som sagt besørges fra en på den modsatte side af åen liggende færgegård, et forhold, der her, som andetsteds på Island, volder mangfoldige ulæmper for alle de rejsende, der kommer fra den side, hvor ingen færgegård findes; skönt indsnævret er åen her bred nok — omtrent dobbelt så bred som udfor Ingolvsfell —, så at hestene sædvanlig bruge c. 10 minutter til at svömme over den.

Endnu et par steder står der tilbage at omtale, der, hvorvel deres beliggenhed ikke længer vides med sikkerhed, da deres ældre navn er glemt, dog med mere eller mindre sandsynlighed kan henføres til denne egn. Først må da her det i et par sagaer (Flm. s. 153, Nj. s. 105, 122) omtalte landingssted Arnarbælesós (Arnarbælisóss) nævnes; navnet opfordrer på en vis måde til at søge det her, om end først og fremmest dels den omstændighed, at Arnarbæle, hvorefter stedet skulde have taget navn, ikke ligger umiddelhart ved Ölvesåens munding (ós), dels de for skibsfarten ugunstige forhold her, må vække nogen tvivl. — De herved vakte betænkeligheder lode sig dog måske overvinde. Hvad da først Ölvesåens farbarhed angår, da findes der vistnok uden for åens nuværende munding en sammenhængende række af blinde skær, der i höj grad måttte vanskeliggøre en indsejling eller endog gøre enhver sådan umulig; men forskellige forhold synes at tale for, at Ölveså tidligere, i det mindste til dels, har haft et andet udløb. Fra den nuværende munding og vest efter, omtrent en mils vej, udgöres nemlig strandbredden af en sandstrækning Skejd (Skeið), der nu efter de gårde, hvortil den hører, deles i Hraunskejd og Torlakshavn- (þorlákshafnar-) eller Havnar- (Hafnar-) Skejd, hvis grænse falder omtrent midtvejs på Skejd'et ved den såkaldte Miðalda. I fordums tid skal Ölveså til dels være falden i søen ved Midalda, og den smalle sandstrimmel øst herfor have været en lille ø Skerdingaholm (Skerðíngahólmi), hvorpå stod en egen gård. Navnet Skerdingaholm er sikret ved flere ældre dokumenter, således siges i Vm., at kirken i Arnarbæle i Ölves ejer en fjærdedel i Skejd (og) en fjærdedel i Skerdingaholm. Fremdeles anfører P. Melsted — i sin sysselbeskrivelse for Ånæs syssel —, at det fremgår af talrige vidnesbyrd, som 1631 fremførtes for retten i anledning af en strid, som Skålholts bispestol havde om drivgodsrettigheden på Hraunskejd, at det daværende Hraunskejd havde fordum heddet Skerdingaholm, og Ölveså da havde haft udløb ved Midalda, men havde siden ødelagt holmen og brudt sig vej øst over den, til hvor den nu løber forbi Osøre. (En arm af åen må dog åbenbart have løbet her før; dette fremgår allerede af navnet Skerdingaholm; desuden forekommer »Óseyri« allerede i begyndelsen af det 14de årh. — Bsk. s. 389 —). Nogle vidner beretter endog de nærmere omstændigheder ved, hvorledes Skerdingaholm omtrent 100 år forud, da den var bleven ubebyggelig, blev ophævet som særskilt jord. Ud for Midalda er ren sø og dybt nok, til at skibe her hunde gå op i åen. De nærmeste omgivelsers natur synes også at bestyrke hypotesen om et fordums udløb her, ti vil man f. eks. fra den oppe under heden liggende gård Hraun ned på den omtalte sandodde, passerer man netop en strækning, hvor man endnu rider i vand. At noget af Ölvesås udløb skulde have båret navnet Arnarbælesos, synes dog, i betragtning af at gården Arnarbæle ligger ikke så lidt (½—1 mil) højere oppe, ikke rimeligt. Derimod kunde man antage, at, da der ved Ölvesåens udløb næppe har været noget sikkert leje for oldtidens skibe, landingsstedet af den grund måske havde fået navn efter det sted, hvor skibene lagde sig ind eller fortöjede. Muligheden heraf bekræftes ved en beretning i Ldn. (s. 318) om landnamsmanden Alv den egdske. Han drog til Island og landede med sit skib i den os (munding), som har fået navn efter ham og hedder Alvsos (Álfsós); han besatte hele landstrækningen udenfor Varmå og boede på Gnupar (at Gnupum). Her er Ölveså ikke nævnt, uagtet han for at komme i Alvsos måtte sejle ind ad Ölvesåens munding og op gennem Varmåens nedre løb, den såkaldte Torlejvslæk (Þorleifslækr). På samme måde kunde man antage, at Arnarbælesos var en ved Arnarbæle værende åmunding, hvor havskibene sædvanlig lagde ind og søgte den havn, som selve Ölvesåens altfor brede og måske i flere henseender farlige munding ikke frembød. En sådan åmunding har netop været her, i det Varmå i ældre tider faldt i Ölveså kort øst for Arnarbæle, men for omtrent 200 år siden brød den sig vej til Alvsos og således til Torlejvslæk. At der ved Arnarbæle har været anlægssted for havskibe, bekræftes af endnu levende sagn, til støtte for hvilke flere stedsnavne anføres, således en tidligere husmandsplads Búlkhús (ɔ: Lasthus) i tunet vest for præstegården, hvor skibene siges at have losset — se også angående dette Descr. Ölves.

Et andet, om end til dels ufrivilligt, landingssted, der med större sikkerhed kan søges her, er "Vikarsskeið", hvor to gange en med skibbrud forbunden landing nævnes at være foregået; det således benævnte sted må antages netop at svare til strækningen Skejd. I Laxd. og Ldn. fortælles, at »Unn (eller Aud) — som efter sin landing begiver sig til Kjalarnæs — landede på sønderlandet på Víkrár- (eller Vikars-) skeið, skibet sønderbrødes aldeles, men alle folkene og godset reddedes. — I HGrk. fortælles, at »Orm kom ud på på Vikarsskejd ved Tjorså, de brød skibet«. Den ældre udgave af HGrk. (Hólum 1756) læser i stedet for Tjorså Ölveså, hvad der også passer bedst med den vej sagaen i det følgende lader Orm tage fra. — Også det Ísl. s. medfølgende kort har »Vikarsskeið« ved Ölveså. At denne beliggenhed af Vikrarskejd er den rette, fremgår med sikkerhed af Heimskr's beskr. (s. 152), hvor der fortælles om den modtagelse, som den af Harald blåtand til Island udsendte troldmand fik af landvætterne. Efter at han forgæves havde forsøgt landgang i Vopnafjord på Østlandet, i Øfjord på Nordlandet og i Bredefjord på Vestlandet, for han syd om Reykjanæs og vilde gå op på »Vikarsskeið«. Dér kom imod ham en bjærgrise med en jærnstav i hånden; hans hoved ragede op over fjældene, og mange andre jætter fulgte ham. Derfra for ban (ɔ: troldmanden) østerpå, langs med hele landet (ɔ: kysten af sydlandet); der var da ikke, siger han, uden sandstrækninger og havnløs kyst og stærk brænding udenfor. Da var Broddhelge i Vopnafjord, Eyjolv Valgerdssön i Øfjord, Tord gelle i Bredefjord, Torodd gode i Ölves.

Allerede i dette landskab møder et af de næsten utallige Grettestag (Grettistak, flt.-tök), store stene, som Grette, i lighed med hvad der enkelte steder i sagaen fortælles om ham, skal have løftet og lagt på den plads, hvor de nu befinde sig, og af hvilke næsten enhver egn på Island ved at opvise en eller flere; men med deres ægthed er det rigtignok slet bevendt, og det er ikke langt fra, at enhver løsreven klippeblok, hvis stilling var noget karakteristisk fritliggende, når størrelsen ikke var altfor overdreven, uden videre er bleven kaldet »Grettistak«; at de fleste af dem langt overgår, hvad endog den stærkeste mand vilde kunne rokke, forstår sig af sig selv. Denne her omtalte, der står under det over Helleshede førende Olavsskard, skal høre til de aldeles urokkelige.

Forbi den for sit fiskeri bekendte store bondegård Torlakshavn (Þorlákshöfn) strækker Ölves sig endnu en mils vej langs stranden tæt under den höje vulkanske fjældhede. Derpå begynder Selvågens smalle mellem sø og fjæld indsnævrede bygd, der i karakter meget nærmer sig egnene på sydsiden af Guldbringe syssel. Jo længere man kommer mod vest, desto höjere og brattere bliver fjældskråningen, flere steder har lavastrømme fra fjældsiden styrtet sig ned mod søen. Egnen tager navn efter en bred og kort lille bugt Selvåg (Selvogr, ældre -vágr), inden for hvilken der ligger en lille sø eller dam, der ved en os står i forbindelse med vågen; heromkring gruppere gårdene sig, der alle i høj grad lide under det skadelige sandfog; havne findes her ikke, og selv med både kan det være vanskeligt nok at finde de enkelte brugelige landingssteder. Øst for vågen findes den største samling af huse og gårde, og noget vest for disse står ene på den øde sandstrækning Strandar-kirke; tidligere hørte til kirken en i sin tid anselig gård Strönd, men i omtrent 150 år har gården været i øde på grund af sandfog. Strandar-kirke har i den nyeste tid fået en vis berømmelse, i det den gamle katolske skik, til frelse fra fare eller for at bevirke et ønskes opfyldelse at love noget til (heita á) en gudelig stiftelse, med hensyn til denne kirke forunderlig nok er levet op igen endog efter en temlig betydelig målestok. Om den før nævnte sira Erik Magnusson (galdremanden), der i sin tid havde dette kald, minder endnu en stor kunstfærdig »Eriksvarde« höjt oppe på kanten af en stejl fjældbrink. Foruden fiskeri er fåreavl indbyggernes hovederhvervskilde, og fårene finder også på fjældheden gode græsgange og mod uvejr og kulde ly i adskillige lavahuler, der her som i almindelighed på sydlandet ligefrem bruges som fårestier. Når havisen en enkelt gang når til disse kyster, regnes dens skadelige indvirkning på tangen til de største ulykker, da både indbyggerne benytte denne, og navnlig for kreaturerne er det om vinteren den eneste næring, når isskorpe ofte i lang tid bedækker jorden. Selvåg støder mod vest op til det under Guldbringesyssel beskrevne Krisevig, der i gejstlig henseende hører til Ånæs syssel, idet det er anneksi til Selvåg.

Nord for Ölves, langs Sog og Tingvoldsøens sydvestlige bred, ligger den såkaldte Gravning (Grafníngr), et afsides og lidet besøgt bygdelag, hvis beboere både i deres personlige optræden og huslige indretning viser sig kun lidet påvirkede af omverdenen. Fra Ölves adskilles Gravningen ved Ingolvsfell og fjældstrøgene, der forbinder dette fjæld med Hengilen og dertil hørende fjældheder. På sin vej fra Tingvoldsøen til Hvitå gennemstrømmer den brede å Sog, der har sit udløb fra Tingvoldsøens sydøstlige hjörne, først den langagtige, temlig store sø Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) og derpå Alvtavatn (Álptavatn), der er omtrent en fjærdingvej bredt, men så grundt, at man kan ride tværs over det på forskellige steder. Allerede navnet Sog (af at suge) antyder stærk strøm og vandrigdom; således er også i virkeligheden forholdene ved dette afløb, der til alle tider har vakt forbavselse, da Tingvoldsøen aldeles intet tilsvarende tilløb har. De fugtige engstrækninger langs Soget er berygtede for deres talløse skarer af stikkende myg, der på flere af de her liggende gårde er om somren både for mennesker og dyr en næsten utålelig plage, som for resten også mærkes mere og mindre på forskellige punkter ved Tingvoldsøen. Blandt gårdene her nævnes i HGrk. (s. 57) Ulvljotsvatn (Úlfljótsvatn) syd for søen af samme navn, og den tæt syd for liggende gård Bildsfell (Bíldsfell). Flere spredte småfjælde og højdedrag skiller dette parti, til hvilket navnet Grafníngr i Hörds saga (HGrk.) synes at være indskrænket, fra den langs den sydvestlige bred af Tingvoldsøen liggende del af Gravningen; blandt disse kan mærkes Dråttarhlid (Dráttarhlíð), der som et næs skyder sig frem mellem Tingvold- og Ulvljotssøen; i højdedraget her vil man påvise forskellige såkaldte landnamsmænds høje.

Se Tillæg og rettelser

---