Isefjords syssel (K.Kålund)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island
(Ísafjarðar sýsla)
[Indbyggerantal c. 5000]
I Gísl. fortælles, at Vestens sønner efter drabet af Gisles broder Torkel på Torskefjords ting søgte tilflugt hos deres faster Aud i Gejrtjovsfjord (Bst.); ved ankomsten dertil havde de ligget ude i fem døgn og havde i den tid været uden mad. Hendes mand Gisle var den gang tilfældigvis hjemme, men Aud lader dem skjule sig i skoven og sender dem siden over halsen, til Mosdal (Mosdalr) til Bjartmars sønnerne, som var hendes farbrødre. Den her nævnte hals er den Langanæsset opfyldende fjældmasse, der som tidligere bemærket skiller mellem Bardastrands og Isefjords sysler. I nordsiden af denne fjældstrækning skærer sig et par smådale ind, af hvilke den næst yderste og største er Mosdal, med fem gårde, af hvilke dog ingen bærer dalens navn. Af gårdene er den vestligste Laugaból; fjældstrækningen her oven for er det, som i Gísl. (II., 123) kaldes Laugabolshlid (Laugabólshlíð); og yderst i dette fjæld vil sagnet, at Gisle skal have stået, da han, som sagaen beretter, på vejen til Gejrtjovsfjord gik i land ved Laugabolshlid og kastede en stor klippeblok ud i det foran landet liggende skær, hvorefter han roede ud for at overbevise sig om, at klippestykket havde ramt. I nordvestlig retning fra Laugabolshlidens ende ligger også i Arnarfjorden et skær, fjordens eneste. Det kaldes Gisleskær (Gíslasker) og er øjensynlig det, som sagaen på oven nævnte sted hentyder til; men heraf ses rigtignok, at sagnene om Gisle allerede på sagaskriverens tid må have antaget fantastisk form, ti skæret ligger omtrent en fjærdingvej fra land.
Fra Botn i Gejrtjovsfjord fører der, som Gísl. antyder, en vej i nordvest over heden til Mosdal; fra samme gård ligger også en anden vej, mere lige i nord, over den såkaldte Dynjandeshede til gården Dynjande (Dynjandi) ved den sydligste af de to vige, hvori den nordlige arm af Arnarfjorden inderst inde deler sig. Denne vej, der må følges af alle, som fra den sydvestlige del af Vestfjordene agter sig længere nord på landvejs, er en af de værste, hele Island har at opvise, og navnlig volder det besvær at passere den med heste, fremfor alt med belæssede, hvorimod hedens længde (et par mil) ikke er betydelig. Heden er så at sige vejløs, og hvorvel opstigningen fra Botn ikke er så stejl endda, besværes man dog meget af løse sten og klippeblokke, som i stedse tættere mængde bedække grunden. Men navnlig efter at hedens højeste punkt Kølen (Kjölr — der dog ingenlunde fremtræder som nogen skarp ryg) er nåt og nedstigningen begynder, bliver vejen ligefrem pinlig slet, og man har ikke en gang som ved Lækjarhede (Bst.) den trøst at have en smuk og ejendommelig udsigt for øje. Grundens sten og klippebrokker — urden — bliver bestandig større, løsere og værre; på venstre hånd har man et fjæld, som ikke med urette bærer navnet »urd«fjæld (Urðarfjall), til højre en lavere højde; foran og ned for sig ser man intet uden urd — uden spor af sti; og ned over og gennem denne må de ulykkelige heste slæbes næsten lodret, halv faldende og rivende store sten med sig[1]. Endelig ses gården Dynjande i en ubetydelig lille dal ved en vig, der mod nord begrænses af et mindre, men højt næs, Medalnæs (Meðalnes). Gården Dynjande tager navn af en foss, som ses allerede oppe fra hederanden, men bedst tager den sig dog ud nede fra. Bestandig går det endnu næsten lodret ned efter; efterhånden begynde urderne at veksle med små græsflader, disse blive større og større, og endelig nås dalbunden og gården, hen imod hvilken næppe mere end de sidste hundrede skridt er jævn vej. — Lige oven for gården styrter den omtr. 90 fv. høje Dynjande-foss sig ned; trapfjældets væg danner en mængde små terrasser, hvorover fossen falder temlig stejlt men dog ikke fuldkommen lodret ned. øverst oppe ved fjældranden begrænses den af to små klippehjørner; derfra udvider den sig bestandig ned efter, indtil den, efter at være falden ned over omtrent 2/3 af fjældet samler sig i et klippeleje, hvorefter den som en å gennem dette søger ned til vigen, dannende endnu 3—4 småfosser på sin vej. En af disse »Gangfossen« (Göngufoss), temlig højt oppe i lien, er meget mærkelig ved, at man kan gå under eller bag ved den. Fossen er omtr. 15 al. høj og omtrent lige så bred, den falder i en samlet vandmasse ned over klippen og lader kun ved hvert hjörne en plads af omtrent én alen åben, så at man kan smutte ind mellem fossen og klippevæggen og så langs en svagt hulet væg eller grotte komme tørskoet (men rigtignok ikke tør, da en bestandig fin støvregn hersker her) over åen. At stå under fossen her inde er noget højst forunderligt, øjet blændes af det med rivende hurtighed umiddelbart foran en nedfaldende vand, og sanserne bedøves ved vandets dundren over hovedet på en, dets fornyede buldren og plasken, når det slår imod klippegrunden for neden, og den uafladelige rysten, hvori klippevæggene, der mangfoldiggør lyden, synes at befinde sig.
Nord for Medalnæs åbner sig Arnarfjordens inderste vig, nu sædvanlig kaldet Borgarfjord efter en oven for fjordbunden stående gård Borg. Gården, der i øvrigt allerede forekommer i Ravn Svejnbjörnssöns saga (Bsk. s. 663), har utvivlsomt opslugt den i Gísl. (II., 91) nævnte gård Ø (Ey) i Arnarfjordsbund, hvor Bjartmar, en søn af landnamsmanden Ån — i følge Gísl. II. selv landnamsmand — boede. Gísl. I, s. 8 siger mere ubestemt, at han boede i Arnarfjord, inde i Botn (ɔ: bunden), hvilket sidste ord her næppe skal tages som noget egennavn. Gården Ø har formodenlig draget navn af sin beliggenhed mellem de samme to åer, af hvilke Borg er indesluttet; syd for denne gård løber nemlig Mjólkå (Mjólká), og lidt nordligere, ved Borgarfjordens nordøstligste hjørne, falder den noget større Hóvså (Hófsá) i søen. Nogen virkelig ø dannes dog ikke, da de to åer hver for sig falder i fjorden[2] . — Ude på Medalnæspynten viser man nu en dysse, hvor Már (man tænker herved på Bjartmár) skal være højlagt.
Fra Arnarfjordens nordøstligste hjörne, hvor Borgs nabogård (Rauðstaðir) ligger, strækker en smal dal sig op mellem fjældene. Gennem denne foregår opstigningen til den bekendte jøkel Glåma (Gláma) eller Glåmuhede (Glámuheiðr), som den i ældre tid oftere findes benævnt, der — hen ved 3000 f. høj — optager hele det indre højland mellem Bardastrands syssel og den syd for Isefjordsdybet liggende del af Isefjords syssel. Fra Arnarfjordens bund viser den sig som en stærkt sneplettet fjældhede oven for dalen, efter at den syd fra kommende allerede fra Dynjandeshede har haft den første udsigt til den. Over Glåma må de få, som agter sig landvejs mellem Arnarfjorden eller den nord for liggende Dyrefjord og Isefjords-dybets indre sidefjorde, søge sig vej; ti fra sydsiden af den oft nævnte store fjord Isefjordsdybet skærer sig en sådan mængde sidefjorde ind i landet, at vejen langs disses kyst, hvis man søgte nordvest om Glåma ned i en af de ydre, i ethvert tilfælde vilde medføre en urimelig tidsspilde; men hertil kommer, at kystfjældene i disse fjorde er så stejle, at de på mange steder blive ligefrem ufarbare; og at drage tværs over halsene, som bedække de mellem fjordene liggende næs, er ikke at tænke på. Uagtet Glåma således er den eneste landvej mellem disse store fjorde, er den dog kun meget sjælden befaret; og for nogle år siden (1874) levede i Arnarfjorden og Dyrefjorden kun en eneste, tilmed fra Isefjordsdybet indvandret mand, der trøstede sig til at være vejviser over jøklen; de enkelte gange, den vest fra passeres, foregår opstigningen i reglen fra Dyrefjorden. — I sagaerne findes rejser over Glåma et par gange omtalt, således i Fbr. og i Sturl., hvor den nedrige Torvald i Vatnsfjord vælger denne vej, da han vil overfalde den ædle Ravn Svejnbjörnssön; i bægge disse tilfælde finder nedstigningen sted i Arnarfjorden. Oven for Arnarfjords skardet, hvorigennem Glåma-vejen ligger op, findes en høj, Sjónfríð, hvorfra man skal kunne se Isefjordsdybet og den retning, man skal tage for at komme ned i denne eller hin af de forskellige sidefjorde[3].
Den første gård på Arnarfjordens nordside, der fortjæner nærmere omtale, er Øre (Eyri, ældre: Eyrr), der efter den ædle Ravn Svejnbjörnssön, som i Sturlungetiden boede der, senere er bleven kaldet Ravnsøre (Rafnseyri). Den er sognets præstegård og er ubetinget den betydeligste ejendom i hele Arnarfjorden. Det er tidligere nævnt, at man måske kunde gætte på, at det i Háv. nævnte Øre egenlig skulde være denne gård. Fra fjordbunden ud til Ravnsøre er et par timers vej; man bevæger sig frem langs lien ad dårlig vej, og lige til man kommer til selve gården er underlandet kun ringe. På denne strækning findes nu fire gårde, og da her tillige nævnes et par ødehjålejer, har der måske i ældre tid været 1—2 flere; samtlige beboere på alle disse gårde lod Torvald binde, da han fra Glåma-hede kom ned til bygden, for at de ikke skulde mælde Ravn hans ankomst. Ravnsøre-gården ligger neden til i tunet, der strækker sig op ad høje græsbevoksede banker, som danner fortsættelsen af fjældryggen, der her skyder sig ned mod kysten[4]. Der hvor man, kommende øst fra, rider fra fjorden op på det høje tun, hedder vejen »Afglapastigr«, i følge sagnet, fordi Torvalds mænd her skal have redet en dreng ned, der var sendt for at bringe Ravn bud om den truende fare. På Ravns tid var gården omgiven med et virke, der dog som sædvanligt intet gavnede, her fordi man den nat havde forsömt at holde vagt. På Ravnsøre beskæftiger sagnet sig naturligvis fornemmelig med Ravn; nede ved landingsstedet sydvest for gården viser man en anselig tomt af et nøst eller skibsskur (hróf) — 12 fv. lang, passende til et ti- eller tolv-året fartöj, siger sognebeskr, —; i følge sidst nævnte kilde skal Ravn her have haft et skib, hvorpå hans sønner undflyede fra overfaldet; desuden vil man i den omtrent over for liggende Laugabolshlid vise nogle kløfter eller grotter, hvori Ravnssönnerne skal have skjult sig[5]. Syd for gården ligger kirken; dens ældre tomt ses lidt sydligere i tunet, hvor den formodenlig har stået i Ravns tid. I kirkedören sidder en gammel fjæl, hvori ses 3—4 aflange huller; man fortæller, at disse skal være mærker efter pile, der udskødes af en vis Gudmund (skotsk), som stod på en grusbanke (Guðmundarhóll) vest for tunet (nogle hundrede alen borte), og som med disse nedlagde præsten for alteret; som følge heraf flyttedes kirken til sin nuværende plads. Også på Ravnsøre findes en »lovrette« (lögrétta), det er en aflang-firkantet tomt (4—6 fv.) i tunet sydvest for gården[6].
Fra Ravnsøre fører en meget benyttet og vel vedligeholdt vej nord efter over den halvø, der adskiller Arnarfjorden og Dyrefjorden; den er et forholdsvis bredt og stumpt næs, der er aldeles opfyldt med fjælde, i det en høj bjærgkæde, for det meste bestående af trapknuder for oven og stejle skrider (stenskred) ned efter, strækker sig langs dette og udsender talrige forgreninger mod nord og syd. Langs skråningen af en sådan forgrening stiger man op, på højre hånd har man en smal og dyb dal, og til bægge sider udsigt over forskellige tværdale. Kun hvor vejen går over selve fjældryggen er den særlig stejl; ryggen selv er så smal, at opstigning og nedstigning næsten følger umiddelbart på hinanden. — Hele den sydlige halvdel af dette store næs langs Arnarfjordens nordkyst i forbindelse med fjordens sydkyst til Langanæs indtages af én hrepp (Auðkúlu hreppr, Arnarfjarðarströnd kaldes den i A. M.), der bærer navn efter Ravnsøres nabogård mod vest Auðkúla, og til hvilken igen Tjaldanes (Ldn. s. 140) grænser. Næssets vestligste pynt er Slettanæs (Sléttanes, Gísl. II., 123); noget nordligere kommer halvøens (næssets) nordvestligste punkt Havnarnæs (Hafnarnes), hvormed overgangen til Dyrefjorden allerede er gjort.
Fodnoter
- ↑ Værst er det som sagt for lasthestene; på grund af de mange stejle fjælde have disse i egnene her omkring foruden som sædvanligt at være forsynede med halerem også som oftest paksadlerne befæstede med et særligt bånd bag om lårene.
- ↑ En virkelig »ø« synes derimod at måtte dannes af Mjolkå, i det sognebeskrivelsen siger, at den delt i to arme løber ned over fjældskråningen. Dog er det næppe denne ø, den gamle således benævnte gård har taget navn efter. — Blandt flere ødehjålejer i Borgs land nævner A. M. Hóvsákot (Hófsárkot), hvis fremtidige genopbyggelse var umuliggjort ved Hovsåens ødelæggelser. Arne Magnusson har i marginen tilføjet: »Eyarkot har det også været kaldet". Sighv. Grimssön meddeler i nogle endnu utrykte topografiske optegnelser, at der findes en måldage på pergament for gården Hvamm i Dyrefjord, som er skrevet på Ey i Arnarfjord.
- ↑ Sagnet vil, at fra Sjónfríð skal 18 veje have gået ud.
- ↑ Det er interessant, at den heje fjældmule nordøst for gården hedder Ánarmúli, da navnet upåtvivlehg stammer fra landnamsmanden Án, Bjartmars fader, som først bebyggede Øre.
- ↑ Dette sagn om Ravnssønnernes flugt synes at have uddannet sig (eller holdt sig?) uden støtte i nogen sagaberetning.
- ↑ Endvidere kan mærkes de såkaldte lævninger af en løngang, en lang, buet fordybning mellem to banker, der strækker sig fra husene ned mod stranden, hvor den oven til i den græsgroede skrænt ender med en fordybning eller et hul; fremdeles er her en »Gvendarbrunn(r)«, rundt om i egnen »Grettestag«, ja endog lævningerne af en såkaldt »skrifstofa Hrafns«(!) kan man nu få påvist.
