Isefjords syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Isefjords syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Isefjords syssel
(Ísafjarðar sýsla)
[Indbyggerantal c. 5000]

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

I Gísl. fortælles, at Vestens sønner efter drabet af Gisles broder Torkel på Torskefjords ting søgte tilflugt hos deres faster Aud i Gejrtjovsfjord (Bst.); ved ankomsten dertil havde de ligget ude i fem døgn og havde i den tid været uden mad. Hendes mand Gisle var den gang tilfældigvis hjemme, men Aud lader dem skjule sig i skoven og sender dem siden over halsen, til Mosdal (Mosdalr) til Bjartmars sønnerne, som var hendes farbrødre. Den her nævnte hals er den Langanæsset opfyldende fjældmasse, der som tidligere bemærket skiller mellem Bardastrands og Isefjords sysler. I nordsiden af denne fjældstrækning skærer sig et par smådale ind, af hvilke den næst yderste og største er Mosdal, med fem gårde, af hvilke dog ingen bærer dalens navn. Af gårdene er den vestligste Laugaból; fjældstrækningen her oven for er det, som i Gísl. (II., 123) kaldes Laugabolshlid (Laugabólshlíð); og yderst i dette fjæld vil sagnet, at Gisle skal have stået, da han, som sagaen beretter, på vejen til Gejrtjovsfjord gik i land ved Laugabolshlid og kastede en stor klippeblok ud i det foran landet liggende skær, hvorefter han roede ud for at overbevise sig om, at klippestykket havde ramt. I nordvestlig retning fra Laugabolshlidens ende ligger også i Arnarfjorden et skær, fjordens eneste. Det kaldes Gisleskær (Gíslasker) og er øjensynlig det, som sagaen på oven nævnte sted hentyder til; men heraf ses rigtignok, at sagnene om Gisle allerede på sagaskriverens tid må have antaget fantastisk form, ti skæret ligger omtrent en fjærdingvej fra land.

Fra Botn i Gejrtjovsfjord fører der, som Gísl. antyder, en vej i nordvest over heden til Mosdal; fra samme gård ligger også en anden vej, mere lige i nord, over den såkaldte Dynjandeshede til gården Dynjande (Dynjandi) ved den sydligste af de to vige, hvori den nordlige arm af Arnarfjorden inderst inde deler sig. Denne vej, der må følges af alle, som fra den sydvestlige del af Vestfjordene agter sig længere nord på landvejs, er en af de værste, hele Island har at opvise, og navnlig volder det besvær at passere den med heste, fremfor alt med belæssede, hvorimod hedens længde (et par mil) ikke er betydelig. Heden er så at sige vejløs, og hvorvel opstigningen fra Botn ikke er så stejl endda, besværes man dog meget af løse sten og klippeblokke, som i stedse tættere mængde bedække grunden. Men navnlig efter at hedens højeste punkt Kølen (Kjölr — der dog ingenlunde fremtræder som nogen skarp ryg) er nåt og nedstigningen begynder, bliver vejen ligefrem pinlig slet, og man har ikke en gang som ved Lækjarhede (Bst.) den trøst at have en smuk og ejendommelig udsigt for øje. Grundens sten og klippebrokker — urden — bliver bestandig større, løsere og værre; på venstre hånd har man et fjæld, som ikke med urette bærer navnet »urd«fjæld (Urðarfjall), til højre en lavere højde; foran og ned for sig ser man intet uden urd — uden spor af sti; og ned over og gennem denne må de ulykkelige heste slæbes næsten lodret, halv faldende og rivende store sten med sig. Endelig ses gården Dynjande i en ubetydelig lille dal ved en vig, der mod nord begrænses af et mindre, men højt næs, Medalnæs (Meðalnes). Gården Dynjande tager navn af en foss, som ses allerede oppe fra hederanden, men bedst tager den sig dog ud nede fra. Bestandig går det endnu næsten lodret ned efter; efterhånden begynde urderne at veksle med små græsflader, disse blive større og større, og endelig nås dalbunden og gården, hen imod hvilken næppe mere end de sidste hundrede skridt er jævn vej. — Lige oven for gården styrter den omtr. 90 fv. høje Dynjande-foss sig ned; trapfjældets væg danner en mængde små terrasser, hvorover fossen falder temlig stejlt men dog ikke fuldkommen lodret ned. øverst oppe ved fjældranden begrænses den af to små klippehjørner; derfra udvider den sig bestandig ned efter, indtil den, efter at være falden ned over omtrent 2/3 af fjældet samler sig i et klippeleje, hvorefter den som en å gennem dette søger ned til vigen, dannende endnu 3—4 småfosser på sin vej. En af disse »Gangfossen« (Göngufoss), temlig højt oppe i lien, er meget mærkelig ved, at man kan gå under eller bag ved den. Fossen er omtr. 15 al. høj og omtrent lige så bred, den falder i en samlet vandmasse ned over klippen og lader kun ved hvert hjörne en plads af omtrent én alen åben, så at man kan smutte ind mellem fossen og klippevæggen og så langs en svagt hulet væg eller grotte komme tørskoet (men rigtignok ikke tør, da en bestandig fin støvregn hersker her) over åen. At stå under fossen her inde er noget højst forunderligt, øjet blændes af det med rivende hurtighed umiddelbart foran en nedfaldende vand, og sanserne bedøves ved vandets dundren over hovedet på en, dets fornyede buldren og plasken, når det slår imod klippegrunden for neden, og den uafladelige rysten, hvori klippevæggene, der mangfoldiggør lyden, synes at befinde sig.

Nord for Medalnæs åbner sig Arnarfjordens inderste vig, nu sædvanlig kaldet Borgarfjord efter en oven for fjordbunden stående gård Borg. Gården, der i øvrigt allerede forekommer i Ravn Svejnbjörnssöns saga (Bsk. s. 663), har utvivlsomt opslugt den i Gísl. (II., 91) nævnte gård Ø (Ey) i Arnarfjordsbund, hvor Bjartmar, en søn af landnamsmanden Ån — i følge Gísl. II. selv landnamsmand — boede. Gísl. I, s. 8 siger mere ubestemt, at han boede i Arnarfjord, inde i Botn (ɔ: bunden), hvilket sidste ord her næppe skal tages som noget egennavn. Gården Ø har formodenlig draget navn af sin beliggenhed mellem de samme to åer, af hvilke Borg er indesluttet; syd for denne gård løber nemlig Mjólkå (Mjólká), og lidt nordligere, ved Borgarfjordens nordøstligste hjørne, falder den noget større Hóvså (Hófsá) i søen. Nogen virkelig ø dannes dog ikke, da de to åer hver for sig falder i fjorden . — Ude på Medalnæspynten viser man nu en dysse, hvor Már (man tænker herved på Bjartmár) skal være højlagt.

Fra Arnarfjordens nordøstligste hjörne, hvor Borgs nabogård (Rauðstaðir) ligger, strækker en smal dal sig op mellem fjældene. Gennem denne foregår opstigningen til den bekendte jøkel Glåma (Gláma) eller Glåmuhede (Glámuheiðr), som den i ældre tid oftere findes benævnt, der — hen ved 3000 f. høj — optager hele det indre højland mellem Bardastrands syssel og den syd for Isefjordsdybet liggende del af Isefjords syssel. Fra Arnarfjordens bund viser den sig som en stærkt sneplettet fjældhede oven for dalen, efter at den syd fra kommende allerede fra Dynjandeshede har haft den første udsigt til den. Over Glåma må de få, som agter sig landvejs mellem Arnarfjorden eller den nord for liggende Dyrefjord og Isefjords-dybets indre sidefjorde, søge sig vej; ti fra sydsiden af den oft nævnte store fjord Isefjordsdybet skærer sig en sådan mængde sidefjorde ind i landet, at vejen langs disses kyst, hvis man søgte nordvest om Glåma ned i en af de ydre, i ethvert tilfælde vilde medføre en urimelig tidsspilde; men hertil kommer, at kystfjældene i disse fjorde er så stejle, at de på mange steder blive ligefrem ufarbare; og at drage tværs over halsene, som bedække de mellem fjordene liggende næs, er ikke at tænke på. Uagtet Glåma således er den eneste landvej mellem disse store fjorde, er den dog kun meget sjælden befaret; og for nogle år siden (1874) levede i Arnarfjorden og Dyrefjorden kun en eneste, tilmed fra Isefjordsdybet indvandret mand, der trøstede sig til at være vejviser over jøklen; de enkelte gange, den vest fra passeres, foregår opstigningen i reglen fra Dyrefjorden. — I sagaerne findes rejser over Glåma et par gange omtalt, således i Fbr. og i Sturl., hvor den nedrige Torvald i Vatnsfjord vælger denne vej, da han vil overfalde den ædle Ravn Svejnbjörnssön; i bægge disse tilfælde finder nedstigningen sted i Arnarfjorden. Oven for Arnarfjords skardet, hvorigennem Glåma-vejen ligger op, findes en høj, Sjónfríð, hvorfra man skal kunne se Isefjordsdybet og den retning, man skal tage for at komme ned i denne eller hin af de forskellige sidefjorde.

Den første gård på Arnarfjordens nordside, der fortjæner nærmere omtale, er Øre (Eyri, ældre: Eyrr), der efter den ædle Ravn Svejnbjörnssön, som i Sturlungetiden boede der, senere er bleven kaldet Ravnsøre (Rafnseyri). Den er sognets præstegård og er ubetinget den betydeligste ejendom i hele Arnarfjorden. Det er tidligere nævnt, at man måske kunde gætte på, at det i Háv. nævnte Øre egenlig skulde være denne gård. Fra fjordbunden ud til Ravnsøre er et par timers vej; man bevæger sig frem langs lien ad dårlig vej, og lige til man kommer til selve gården er underlandet kun ringe. På denne strækning findes nu fire gårde, og da her tillige nævnes et par ødehjålejer, har der måske i ældre tid været 1—2 flere; samtlige beboere på alle disse gårde lod Torvald binde, da han fra Glåma-hede kom ned til bygden, for at de ikke skulde mælde Ravn hans ankomst. Ravnsøre-gården ligger neden til i tunet, der strækker sig op ad høje græsbevoksede banker, som danner fortsættelsen af fjældryggen, der her skyder sig ned mod kysten. Der hvor man, kommende øst fra, rider fra fjorden op på det høje tun, hedder vejen »Afglapastigr«, i følge sagnet, fordi Torvalds mænd her skal have redet en dreng ned, der var sendt for at bringe Ravn bud om den truende fare. På Ravns tid var gården omgiven med et virke, der dog som sædvanligt intet gavnede, her fordi man den nat havde forsömt at holde vagt. På Ravnsøre beskæftiger sagnet sig naturligvis fornemmelig med Ravn; nede ved landingsstedet sydvest for gården viser man en anselig tomt af et nøst eller skibsskur (hróf) — 12 fv. lang, passende til et ti- eller tolv-året fartöj, siger sognebeskr, —; i følge sidst nævnte kilde skal Ravn her have haft et skib, hvorpå hans sønner undflyede fra overfaldet; desuden vil man i den omtrent over for liggende Laugabolshlid vise nogle kløfter eller grotter, hvori Ravnssönnerne skal have skjult sig. Syd for gården ligger kirken; dens ældre tomt ses lidt sydligere i tunet, hvor den formodenlig har stået i Ravns tid. I kirkedören sidder en gammel fjæl, hvori ses 3—4 aflange huller; man fortæller, at disse skal være mærker efter pile, der udskødes af en vis Gudmund (skotsk), som stod på en grusbanke (Guðmundarhóll) vest for tunet (nogle hundrede alen borte), og som med disse nedlagde præsten for alteret; som følge heraf flyttedes kirken til sin nuværende plads. Også på Ravnsøre findes en »lovrette« (lögrétta), det er en aflang-firkantet tomt (4—6 fv.) i tunet sydvest for gården.

Fra Ravnsøre fører en meget benyttet og vel vedligeholdt vej nord efter over den halvø, der adskiller Arnarfjorden og Dyrefjorden; den er et forholdsvis bredt og stumpt næs, der er aldeles opfyldt med fjælde, i det en høj bjærgkæde, for det meste bestående af trapknuder for oven og stejle skrider (stenskred) ned efter, strækker sig langs dette og udsender talrige forgreninger mod nord og syd. Langs skråningen af en sådan forgrening stiger man op, på højre hånd har man en smal og dyb dal, og til bægge sider udsigt over forskellige tværdale. Kun hvor vejen går over selve fjældryggen er den særlig stejl; ryggen selv er så smal, at opstigning og nedstigning næsten følger umiddelbart på hinanden. — Hele den sydlige halvdel af dette store næs langs Arnarfjordens nordkyst i forbindelse med fjordens sydkyst til Langanæs indtages af én hrepp (Auðkúlu hreppr, Arnarfjarðarströnd kaldes den i A. M.), der bærer navn efter Ravnsøres nabogård mod vest Auðkúla, og til hvilken igen Tjaldanes (Ldn. s. 140) grænser. Næssets vestligste pynt er Slettanæs (Sléttanes, Gísl. II., 123); noget nordligere kommer halvøens (næssets) nordvestligste punkt Havnarnæs (Hafnarnes), hvormed overgangen til Dyrefjorden allerede er gjort.

Dyrefjorden (Dýrafjörðr) — således kaldet efter landnamsmanden Dyre — er mindre og navnlig betydelig smallere end Arnarfjorden; vel er også den omgiven af høje fjælde, men dog i det hele af et venligere udseende, med mere grønt underland og uden den næsten trættende regelmæssighed, der udmærker Arnarfjordens fjælde; tværtimod giver de mangfoldige stejle, ranke, ved smådale afsondrede fjælde landskabet omkring Dyrefjord en livlig og behagelig afveksling. Fra det omtalte Havnarnæs ved Dyrefjordens munding drive omegnens beboere fiskeri, og man har derfor her opbygget nogle boder. Havnarnæs antages at være det samme som det Husanæs (Húsanes), hvortil Gísl. I, (s. 38) henlægger det stenkast som II. lader ham foretage fra Laugabolshlid. Også ud for dette næs skal findes et skær, men rigtignok kun c. 10—12 fv. fra land; derimod skal der længere fra land findes en klippe Gíslahnakk(r), hvortil sagnet på dette sted skal være knyttet; men klippens størrelse skal i forhold til dens afstand fra land (c. 100 fv.) være så ringe, at det at ramme denne med en sten i endnu højere grad vilde være et bevis på skudsikkerhed end på styrke; sagaen derimod synes ved fortællingen af nævnte træk væsenlig at ville fremhæve hans styrke på en måde, som passer bedre med forholdene ved Laugabolahlid og Gislaskær.

Den første dal, der øst for Havnarnæs skyder sig ind mellem fjældene på Dyrefjordens sydside, er Keldudal(-r), hvor den i Gísl. oftere nævnte Torkel Eriksson boede på gården Saurar, der ligger vest for åen, inderst i dalen. Den næste større dal øst for Keldudal, men skilt fra denne ved stejle fjælde, er Haukadal(-r), hovedskuepladsen for de i Gísl. fortalte begivenheder. Her bosætter Torbjörn sur og hans sønner Torkel og Gisle sig ved deres ankomst til landet på gården Sæbol (Sæból); Torbjörn og hans hustru dør dog snart og højlægges (stedet angives ikke), gården Sæbol overlades til svogeren Torgrim gode, og efter at Torkel er flyttet til ham, bor Gisle alene på den op til Sæbol liggende gård Hol (Hól). Et spændt forhold mellem Gisle og hans svoger Vestén på den ene side, Torgrim og Torkel på den anden, udvikler sig hurtig; Vesten dræbes på Hol i en stormnat, da alt her var i forstyrrelse, og højlægges i sandbanken lige over for kæret Sevtjörn (Seftjörn), på hvilket der om vinteren legedes boldleg, og med hvis siv gulvene ved højtidelige lejligheder bestrøedes. Gisle vader fra Hol til Sæbol langs gennem bækken, der tjænte til vandforsyning for bægge gårde, går ind gennem kostalden, hvor de 30 kør stod, og dræber Torgrim, ligeledes ved nattetid. Da højen, hvori denne lagdes i skib, skal tillukkes, henter Gisle fra åmundingen en uhyre sten, som han lægger i skibet, med ord, der svarede til dem, Torgrim havde brugt ved Vesténs højlægning. Under legene på isen den følgende vinter sætter Gisle sig en dag ned og med øjnene vendt mod Torgrims høj kvæder han en vise, som hans søster, Torgrims enke, der sad blandt kvinderne oppe i brekken, forstod antydede ham som Torgrims drabsmand. En gang da hun følger sin anden mand, Torgrims broder, Börk på vej hjemme fra og kommer til Torgrims høj, åbenbarer hun ham alt. Denne stævner senere Gisle til Torsnæsting, Gisle selv undkommer med nød til skoven og ser fra tjældet bag ved sin gård alt, hvad der foregår.

Haukadal er en lille, lige dal, omgiven af høje fjælde; mod øst begrænses den af et langt trapfjæld »højden« (Hæð, Meðaldalshæð), mod vest af et lignende efter dalen benævnt »fell« (Haukadalsfell), og fra dalen hæver sig flere høje lodrette tinder, der aldeles lukke for den. Dalen er ikke længere, end at den kan gennemrides på en knap halv time og alle forholdene — afstanden mellem de ældre gårdes tomter og udstrækningen og størrelsen af de forskellige i sagaen omtalte lokaliteter — i det hele i en overraskende grad små. Haukadalen gennemstrømmes af en å Haukadalså (— á), i hvis munding Haukadalsóss landnamsmanden Torbjörn sur landede (ved storstrøm falder sø i almindelighed op i åerne her omkring); ved åen deles den nederste del af dalen i to ulige store dele, i det åen løber østen til i dalen og lader den bredeste og græsrigeste del af dalbunden vesten for sig. Adgangen til dalen er — med undtagelse af fra Keldudal med nærmeste omgivelser — udelukkende øst fra langs kysten. Vest for åen fyldes dalmundingen til dels af et par mindre grus- og stenbanker (melholt), og foran disse tæt ud til stranden ligger over midten af dalmundingen et grønt sivgrot kær; dette bærer endnu navnet Sevtjörn (Seftjörn). Regelmæssig hver sommer slås det, da sivet benyttes som kofoder. Der går nu vej både tæt oven for og neden for kæret. Den østligste del af Sevtjörn er dybest og mest udpræget kær; ned imod kæret falder melen (grusbanken) af med en brekke (skrænt), mellem brekken og kæret ligger vejen. Øverst på melranden er et par græsbevoksede tuer omkring en klippeblok; her gætter man på, at Torgrims høj har været; beliggenheden passer meget godt; i »brekken« må kvinderne tænkes at have siddet. Den vestligere del af Sevtjörn, der mere har udseende af eng, begrænses i sydvest og vest af en noget lavere melstrækning adskilt ved en lille indsænkning fra den forrige; her påvises nogle græstuer som Vesténs grav; retningen er lige i nord fra det sted, hvor det fordums Sæbol har ligget.

Efter at være passeret forbi Sæbol og drejet lidt op i dalen kommer man til det eneste nu beboede sted i denne; her ligger de tre gårde Haukadal, tæt sammen, vestlig oppe under fjældet ved dalmundingen. Gårdenes beboere ere velstående, dog mere ved søfart (fiskeri) end ved landbrug; og som eksempel på, hvor langt større besætninger der holdtes på oldtidens gårde, kan måske anføres, at der nu i hele dalen kun findes 13 kør, 10 heste, 150 får. Lidt oven for Haukadalsgårdene (ɔ: højere oppe eller længere inde i dalen end disse) findes en bakke Miðhóll, og oven for denne, adskilt derfra ved et mosedrag, en anden »Gíslahóll« — på bægge disse står nu fårehuse —; på den første af disse siges Gisle at have haft sin smedje — vel kun, fordi man der har fundet »sindr«; på den anden har den i Gísl. omtalte gård Hol stået. Gården har vel ligget i grønlige og flade omgivelser — dalsletten er i det hele grøn og fugtig —, men dog ikke langt fra »fellet« og lige under dets højeste parti »borgen«, på et sted, hvor voldsomme vindstød rase, især med sydøstlig vind. Neden for holen strækker sig et mosedrag (Hólasund), der fortsætter sig ned gennem dalen, og som gennemskæres af en meget smal (omtrent et kvarter bred), nede i den bløde enggrund rislende og næsten overvokset bæk (Hólasundslækr); på et enkelt sted bliver den ud for holen lidt bredere, så at man snarest her kan tænke sig drikkevandet fra Hol hentet, i hvilket tilfælde der da formodenlig har ligget en lille dæmning (bro) over det vel ikke brede, men fugtige mosedrag ned til bækken.

Nordøst for Hol, i en afstand af nogle hundrede favne, har Sæbol ligget. Gården har optaget den laveste, midterste og nederste del af dalen; tunet er vel kommet i moer, men tungærdet rundt om dette ses endnu tydelig. Langs dette har Holasundslæk løbet, ti også neden for Sæbol strækker det i nordøstlig retning strygende Holasund sig; mod nord har tunet nåt ned til melerne oven for Sevtjorn. Ud for Sæbolstunet forener Holasundslæk sig med en anden fra Haukadalsgårdene kommende — af samme natur og endnu brugt til drikkevandsforsyning —, hvorefter dette vandløb falder i søen vest for Sevtjörn. Omtrent midt i Sæbolstunet findes en lille af et firkantet gærde omgiven tomt (ligeledes firkantet), der kaldes »bænhússtópt«. Straks vest for denne er tomter, hvor i følge nogles mening den fordums gård skal have stået. Nu står imidlertid et husmandshus (kot) ved navn Sæbol oven for bønhus-tomten, sydligere i tunet, og her skal også have været tomter .

Foruden Hol og Sæbol nævnes i Gísl. endnu fire gårde Annmarkastad (Annmarkastaðir), Nevstad (Nefstaðir), Orrastad (Orrrastaðir) og Skammfotarmyre (Skammfótarmýrr, yngre: — mýri), som alle må antages at have ligget i Haukadal, og hvis beliggenhed også for alles vedkommende endnu ved begyndelsen af forrige årh. var bekendt, uagtet de alt da længe ikke havde været bebyggede. A. M. (1710) udtrykker sig nemlig på følgende måde efter udførligere at have omtalt ødegården Sæbol kort øst for Haukadalstunet; »Gislahol, Annmarkastad, Orrastad nu kaldet »Kolltur«, Skammfotarmyre og Nevstad hedde fem ødegårde, som alle ligge her i Haukadal og Haukadalsland, ind (fram) fra Haukadals gård omkring dalen i den orden, som de her er skrevne; på hver af disse ødegårde ser man tydelig vidnesbyrd om bebyggelse i tomte-lævninger og på sine steder af tungærderester, med undtagelse af på Annmarkastad, hvor et stort jordskred har bedækket stedet og skal have ødelagt gården og dræbt folkene. Alle disse ødegårde har fra gammel tid været ubebyggede«. Hvad denne beretning angår, skulde man antage, at en forveksling har fundet sted mellem Annmarkastad og Skammfotarmyre. Gísl. fortæller nemlig, at på Skammfotarmyre faldt der, bevirket ved trolddom, et skred (jordfald) ned fra lien over gården, så at tolv mennesker dræbtes, af dette »jordfald« så man bestandig senere spor. Ligeledes siges nu til dags gården Skammfotarmyre at have stået, hvor man noget længere inde i dalen end Hol (Gislahol) viser et til dels græsgrot skred kaldet »jordfaldet«, i sin tid nedstyrtet fra Haukadalsfell. — Orrastad ved man nu ingen besked om. — Derimod påvises lidt inden for det omtalte jordskred tomterne af Annmarkastad. — Den eneste af de i Gísl. nævnte gårde i Haukadal, der har stået øst for åen, er Nevstad, hvor troldmanden Torgrim nev boede; tomterne af denne gård påvises nær åen, skrås ovor for Skammfotarmyre, men noget længere nede i dalen. Den aller øverste (inderste) del af dalen bærer spor af at have været afgærdet, måske til avrett; fra denne øverste del af dalen strækker sig også en lille højtliggende sidedal, Lambadal(r), mod sydvest; her gætter man helst — men vel uden synderlig grund, skoven synes at have været nærmere gården — at skoven har været, hvori Gisle, medens stævningen gik for sig, skjulte sig, og hvorfra han nåede hen til »fellet« bag ved gården. Nu er der ingen skov i Haukadal, lige så lidt som noget andet sted i Dyrefjorden, undtagen aller inderst i fjordbunden.

Fra Haukadal ses tværs over fjorden tydelig gårdene på den anden side; blandt dem, som en af de nærmeste, Alvidra, skrås over for i nordvestlig retning. Ud for dalen er en lille bugt Haukadalsbót, der nu afgiver et ypperligt skibsleje; mod øst begrænses denne bugt af et fra »hæð«en fremskydende stenet næs, Saltnes. Her stenes i følge Gísl. først den tryldekyndige Audbjörg fra Annmarkastad, der havde voldet Skammfotarmyres undergang, og derefter Torgrim nev, hvorefter bægge dyssedes på den oftere nævnte »højde« (hæð), der i sagaen kaldes ryggen (II: holerne) mellem Haukadal og Medaldal. Medaldal (Meðaldalr), efter hvilken gård det oftere nævnte, som »højden« (hæð) betegnede fjæld benævnes Medaldalshæd, står straks østen for fjældpynten; sydøst for denne gård kommer Holar (Gísl. H., 121) noget længere fra kysten. Derefter åbner sig ud mod fjorden det betydeligste dalstrøg syd for Dyrefjorden, Brekkudal, som gennemstrømmes af Sandaå (den betydeligste å her i egnen), der bærer navn efter den her liggende præstegård Sandar; gennem dalen ligger den før omtalte fra Ravnsøre mod nord førende hedevej. Den almindelige fra Haukadal ind efter (mod øst) førende vej ligger langs kysten; det må være denne, som i Gísl. (H., s. 120) er kaldet Sandaleið; i virkeligheden er åens nederste omgivelser også lave og sandede, navnlig vest for denne. Inden åen mod nordøst finder udvej til fjorden, antager den en ósformig udvidelse. Sandaóss nævnes oftere i Gísl. som et punkt, der lå på alfar vej; i Sandaos landede også norske købmænd.

Øst for den af Sandaå gennemløbne dal strækker sig et fjæld, neden for hvilket et regelmæssig trekantet, fladt næs Tingøre (Þíngeyri, ældre: Þingeyrr) skyder sig frem i fjorden. På dettes østside står temlig langt inde et handelssted af samme navn; tidligere fandtes her en gård af dette navn, som allerede nævnes i Gísl. (og Ravns saga: Bsk. s. 675). Hvorvidt næsset virkelig allerede i tiden for de i Gísl. fortalte begivenheder har båret navnet Tingøre, må dog synes tvivlsomt; det ses i al fald af sagaen, at Dyrefjordens ting den gang holdtes et andet sted i fjorden. Af næssets navn fremgår det imidlertid tydelig, at denne egns ting en tid lang må være afholdt her; og det bliver vel rimeligst at antage, at tinget i en senere tid er bleven henlagt hertil, og at det f. eks. i Sturlungetiden har haft sin plads her. — I Sturl (I. 177, 81) og Ravns saga (Bsk. s. 641) omtales et par gange Dyrefjords ting, men uden at dets beliggenhed angives; derimod fremgår det så vel af disse kilder som af Gísl., at Dyrefjorden har haft sit eget vårting, uagtet der efter landets inddelig i et bestemt antal tinglag egenlig ikke var nogen plads for dette, da Vestfjordingefjærdingen foruden Tværå- og Torsnæs-ting kun indbefattede Torskefjordsting, hvis regelmæssige vårtings-sted må have været Torskefjord. Nu påvises Tingøre udelukkende som Dyrefjordens fordums tingsted, og en del tomter af temlig forskelligt udseende, der opfylde den indre del af Tingørenæsset sydvest for handelsstedet, og som til dels befinde sig i dettes tun, udgives for bodtomter. Tre til fire af disse have et meget alderdomligt udseende og vise sig som lave, i den udyrkede jordbund nedsunkne (»i mo komme«) aflangt-firkantede tomter 6—7 fv. lange; andre ere meget høje med flere alen høje græsgroede vægge og synes næppe at kunne skrive sig fra gammel tid; nogle af disse sidste er desuden af en overordenlig størrelse. En aflang, svagt ophøjet banke eller plet, temlig regelmæssig afgrænset fra det øvrige terræn, af betydelig størrelse, udgives for domstedet (dómhríngr, lögrétta), og i midten, hvor nu en udhustomt står, påstår man bænkene har været. Ved siden af denne og øst for ligger den største tomt, ny af udseende, som, vistnok kun på grund af sin størrelse, udgives for Ravn Svejnbjörnssöns.

Langs Dyrefjordens sydkyst inden for Tingøre strækker sig et smalt underland under fjældene, hvorved vejen her ingen besværligheder frembyder. Den første gård øst for Tingøre er Hvamm(r), som af nogle antages at være den i Ldn. nævnte gård «at Hálsum«, hvor Dyre boede. Øst for Hvamm ligger Ketilsøre (Ketilseyri ældre: -eyrr); derpå kommer endnu et par gårde, inden det inderste af fjorden nås, hvor Glåma ses som et højt, hvælvet, stærkt sneplettet fjæld. — Vil man fra Dyrefjord passere Glåma, stiger man op fra den som sædvanlig amfiteatralsk dannede dalbund, der afslutter fjorden. Opstigningen frembyder ingen særlig vanskelighed, men vej findes her i begyndelsen ikke. — Længst oppe i lien ses nogle store snepletter; efter at man er passeret disse, ophører vegetationen, og nu har man nogen tid en svag sti at følge, indtil man midt på en stor sneflade har valget mellem at holde mere til venstre og drage over Hestfjords heden (Hestfjarðarheiði, en nogle timers hedevej, der ligger fra Dyrefjorden mod nord til en af Isefjordsdybets sidefjorde, Hestfjorden), eller mere til højre over de stedse større og større snepletter og mellemliggende holt og urder ad Glåmavejen, der ligger i østlig retning langs jøklens nordlige kant, og ad hvilken man efter en sædvanlig dagsrejse (hvad vejlængden angår) kommer ned i Isefjordsdybets næst inderste bifjord Mjovefjord (dog kan nedstigning også foregå til den mellem Hestfjorden og Mjovefjord liggende Skötufjord). Noget oven for Dyrefjord findes to småsøer, Øvre og Nedre Tingvatn (Þingvatn), som ved deres navn minde om, at Glåmavejen til Dyrefjord tidligere har været benyttet af tingmændene, formodenlig af dem, der fra de nordligere fjorde agtede sig til Dyrefjordsting. I lang tid fører vejen bestandig højere op, over større og større snepletter, der efterhånden bliver næsten sammenhængende og bedækker lange holteskråninger, indtil man tilsidst rider i skråningen af den uhyre, jævnthvælvede som et æg eller en kugle skrånende jøkel, der er som en aldeles jævn snebanke, hvor hestene ofte synker i op over hovskæg eller halvt op på knæet. Medens stien endnu fører op efter, har man til venstre en højst ejendommelig, mørk og vinterlig udsigt over de nøgne fjælde til Isefjordsdybet og dettes nordkyst. Oven for sig (til højre) har man længe kun en hvælvet snekugleflade; derpå begynder igen enkelte holt at stikke frem, og mellemliggende urder afbryder snefladerne. Ved en rævne i fjældene til venstre antydes Skötufjorden; længere mod nord hinsides »Dybet« ses Islands nordligste jøkel, den højtligeende, men forholdsvis flade Drangajøkel. En stor snefyldt sænkning, hvorover man rider, påvises som stedet, hvor det gælder om at vælge mellem Arnarfjordsvejen og Dyrefjordsvejen. Af varder ses hele heden over næsten intet spor; dette gør denne farlig for de vejfarende, så snart uvejr indtræffer, medens derimod vejen blot ved opbygningen af et passende antal varder kunde blive ret bekvem, uden at man behøvede at ulejlige sig med nogen egenlig vejforbedring; det gælder for den rejsende kun om at søge at holde sig til sneen så længe som muligt. Derfor er også det sidste stykke, inden man når ned i Mjovefjorden, medens man, efter at sneregionen er forladt, må klavre om mellem urderne, ubetinget det besværligste. En vanskelighed ved rejsen over Glåma er, at sneen de forskellige år når ulige langt ned på fjældheden, så at retningen måske for hver gang man berejser jøklen må forandres noget, efter som denne er mere eller mindre »løst«. Nær den sædvanlige hedevej, noget oven for Mjovefjord, skal der på Glåma findes et holt »Fjölskylduholt«, mærkeligt ved sine mange varder og ved talrige lævninger af ældre måltider. Jøkelrævner møder man hist og her, dog i almindelighed ingen betydelige, men alle udmærkede ved den ejendommelige blågrønne farve, der udstråler fra deres vægge, og som især kommer stærkt til syne i de dybere, hvis vægge længere nede består af stærkt sammenpresset sne eller is.

Med Dyrefjordens nordkyst tager en ny hrepp, Myre hrepp (Mýra hreppr), sin begyndelse. Fra den inderste gård nord for fjorden, Botn, der står lige ved fjordbunden, til nabogården mod vest (Lambadal) er et temlig langt stykke vej; omtrent midtvejs på denne strækning skyder et hvælvet, men forholdsvis bredt og kort næs Valsøre (Valseyri) sig frem i fjorden; fra en fjældkløft (et gil) oven for næsset er der faldet et stenskred over den midterste og største del af næsset, og den dermed forbundne vandflod har ødelagt store partier af dettes indre del. Der kan næppe være tvivl om, at det er på dette sted, at det i Gísl. nævnte Valsøreting (Valseyrarþing, II., 92) har været holdt, da navnet Valsøre aldeles uforandret genfindes. Sagaens redaktion I. (s. 9) har vel Hvålsøreting (Hválseyrarþing), men den første form af navnet må utvivlsomt foretrækkes, da den stemmer med den nuværende udtale. Dog kunde et »Hvålsøre« vel finde sin forklaring i næssets form, da det er hvælvet som en bred og lav hól (hváll); derimod er den i Gísl. I. (s. 11) brugte benævnelse om næsodden »Eyrarhvolsoddi« besynderlig og kun forståelig, når man tager »Eyrarhvoll« i samme betydning som »Hválseyrr«. Læsemåden i redaktion II. »øreodden« falder langt naturligere. Det er snarest vesten til i næsset, at der dannes en odde, i det en smal sandflade skyder sig ud i søen. Valsøreting omtales i Gísl. som vårting og som Dyrfjordingernes ting, Torsten Torskabits sønner fra Torsnæs begiver sig herhen for at træffe Sursønnerne. På »odden« her foregår det mislykkede forsøg på fostbrødrelags indstiftelse mellem brødrene Torkel og Gisle, deres fælles svoger Torgrim og Gisles svoger Vesten; på dette ting var blandt andre også Gest Oddlejvssön, der dog ikke synes at have haft nogen bod her, da han var i bod hos en af høvdingerne fra Dyrefjordens nordkyst. — Imidlertid har ingen tradition bevaret sig om, at Valsøre nogen sinde har været tingsted; man fortæller, at her, før den danske handel begyndte, skal have været handelssted, og at de tomter, her findes, skal skrive sig fra den tid . Tomterne, hvoraf man nu kun ser rester i næssets østlige del noget fra søen, kan imidlertid efter udseendet at dømme lige så godt være tingbod-tomter. Man ser her tre tydelige bodtomter, 6—8 fv. lange, desuden en af skred til dels afbrudt, og en tvivlsom — alle af et meget alderdomligt udseende, stående på tværs i næsset; der ses kun på den største tomt og har dér været på midten af langvæggen og vendt ind imod lien.

Noget vest for Valsøre ligge de to ejendomme Lambadal(-r), hver på sin side af en lille å, der gennemløber en mellem fjældene indesluttet smal dal (hvor der på et sted i fjældene skal findes et betydeligt lag surtarbrand — sognebeskr.). Den anden gård i vest fra Lambadalene er Hövde (Höfði), som nævnes her, da den antkv. indb. (1818) fortæller, at lævninger af et gammelt tingsted eller en domring menes at være på Hövde. Indhegningen (garðrinn) er kredsrund, omtr. 100 fv. i omkreds, og i midten af kredsen er der ubetydelige lævninger af tomter; den står på en flad øre neden for tunet. Desuden findes i tunet et firkantet gærde (garðr), som en lille kirkegård, med en tomt i midten, som almindelig siges at have været »hov« — i hvert fald har her fordum bot mægtige folk, hvorfor nogle mener, at landnamsmanden Dyre »undir Halsum» har bot her, hvad der dog benægtes af andre. — Omtrent nord for Hövde ligger de to ejendomme Hjardardal (Hjarðardalr); vest for disse findes et stort gil i fjældet, som kaldes Jarðfallsgil, der antages at være det i Ldn. med samme navn omtalte, som dannede grænsen mellem Dyres og Alvidra-landnamsmandens besiddelser. — Den næste gård imod vest er Gemlufall, der står tæt ved søen, lige over for Tingøre. Straks vest for Gemlufall, hinsides en lille å, ligger gården Lækjaros (Lækjarós, ældre: -óss). Kort vest for Lækjaros, mellem denne gård og Mýrar, vises tomterne af en ødegård Bessastad (Bessastaðir). — Oven for Gemlufall strækker sig en dal, der sædvanlig benævnes efter gården Gemlufall, op mellem fjældene. Gennem denne ligger alfarvejen mod nord, over den såkaldte Gemlufallshede (Gemlufallsheiði, ældre: -heiðr), som i grunden kun er en lav hals, ad hvilken den sædvanlige forbindelse finder sted mellem Dyrefjorden og Önundarfjordsbygden samt nord for liggende egne. Gemlufall, hvorfra overfarten sker til Tingøre, er derfor også det mest benyttede færgested ved Dyrefjorden.

De af de senest nævnte stedsnavne, der forekomme i Gísl., omtales alle i anledning af Vestens rejse fra Önundarfjorden til Haukadal, medens Gisle, der har fået underretning om hans tilbagekomst til Island, forgæves søger at forhindre hans ankomst til Haukadal, hvor hans fjender vente ham. — Gisles to huskarle ror fra Haukadal til Lækjaros, hvor de hos bonden på Bessastad får sig heste. Ved et uheld træffer de ikke Vesten, før han er kommen på Gemlufallshede, og da nægter han at vende om (Gísl. II. benævner heden Gemludalshede efter Gemludal=Gemlufallsdal). Vesten sender derpå bægge huskarlene, der imidlertid har mistet deres heste, forud til Haukadal; selv følger han senere efter, i det han lader sig sætte over fjorden fra sin frænke Lutas (II: Lukas) gård. Denne frænke lader Gísl. I. bo på Gemlufall, men også her har vistnok II., der lader Vesten ride ind langs fjorden til Lambadal og blive sat over herfra, det rette; thi havde han ladet sig sætte over fra Gemlufall, kunde Gisles huskarle næppe have fået noget forspring for ham.

Vest for Myrar, efter hvilken gård hreppen bærer navn, er der igen en hel række gårde, før man en mils vej længere mod vest kommer til Alvidra (Alviðra), hvor den i Gísl. oftere omtalte Torkel audge, søn af landnamsmanden Tord Vikingsson boede. Alvidra ligger allerede temlig yderlig i fjorden, men ikke des mindre strækker dog dennes nordkyst sig endnu c. 1½ mil i nordøst, før kystlinjen antager en helt nordlig retning og udelukkende beskylles af det åbne hav. Fjordens yderste begrænsning mod nord dannes af et anseligt fjæld, hvis yderste pynt (ifg. sognebeskr.) kaldes Þúfa og svarer til Ldn.'s Þúfa á Hjallanesi, ydergrænsen for Tord Vikingssöns landnam. Efter at kysten derefter en mils vej har haft en nordlig retning, skærer sig igen en fjord ind i landet, Önundarfjord (Önundarfjörðr); den går parallelt med Dyrefjord, men er kun halvt så lang som denne.

På sydsiden af Önundarfjord ligger yderst ude en lille bygd Ingjaldssand (Ingjaldssandr), der regnes med til Myre hrepp; den består kun af en mindre dal, som i sydlig retning skærer sig ind mellem fjældene, men som besynderlig nok i sin helhed har fået navn af »Sanden« (Ingjaldssand) efter de sandstrækninger, der ligger langs kysten ud for dalmundingen; med den øvrige del af Myre hrepp står den i forbindelse ved en et par mile lang fjældvej, der fra det øverste af dalen ligger mod syd til en af de fra Dyrefjordens nordkyst udgående sidedale. — På Ingjaldssand boede i følge Ldn. (s. 145) og den dermed overensstemmende recension af Håvards saga (Háv. s. 54—55) Ljot den spage; på samme tid boede på gården Brekka Grim kögur. Ljot havde som betaling i anledning af en mellem dem foregået handel afstået Grim en bæk Osome (Ósómi, i Háv. af udgiveren rettet til Túnsómi), som faldt mellem deres lande, men da Grim ved at lede den ind over sin eng skadede Ljots land, påtalte Ljot det, hvorover der opstod et fjendtligt forhold imellem dem. En vår, da Ljot sad på en høj hos sine trælle, løb Grims sønner til og dræbte ham. Gest Oddlejvssön, der den foregående høst havde besøgt Ljot, havde vist sin spådomsgave ved at advare Ljot mod Grims sønner og senere, da en østmand fra Ljot fulgte ham op på heden, ligeledes at give denne en advarsel angående fremtidige forhold, men i bægge tilfælde forgæves. — Hvad de her forekommende stedsnavne angår, er det allerede tidligere sagt, at navnet Ingjaldssand omfatter den hele, bygden indesluttende dal. Denne, der i hele sin længde fra syd til nord gennemstrømmes af en å, Sandså (Sandsá, A. M. Langá), indeholder seks gårde. Vest for åen findes helt ude ved kysten Sæból; noget oven for denne gård ligger Alvadal (Álfadalr), så Hraun, og atter øverst oppe i dalen Hals; øst for åen findes kun to gårde Brekka og Villingadal (Villingadalr), af hvilke Villingadal ligger nederst (og nordligst), dog kun i ringe afstand fra Brekka. Om Brekka som Grims bolig udtrykker Ldn. sig med tilstrækkelig tydelighed. Det ligger da nærmest at antage, at Ljot må have bot på Villingadal, og bækken Osome, der løb imellem gårdene, synes da at måtte svare til en bæk Kattarlágarlækr, der først løber langs med Brekka-tun og derefter tæt inden for tunet på Villingadal. Imidlertid lader traditionen Ljot have bot ikke på Villingadal, men på Alvadal, og, som det navnlig fremgår af sognebeskr. (1840) med tilhørende tillæg (1847), hvori dette æmne udførligere afhandles, er der omstændigheder, der taler imod, at Villingadal kan have været Ljots bolig. Oprindelig skal, siges der, Brekka have ejet landet øst for åen helt ud til kysten, og Villingadal skal i følge den almindelige mening først senere være opstået som en hjåleje fra Brekka, en mening, der allerede fremsættes i A. M. som også herskende på den tid. — Når man overensstemmende med den almindelige mening lader Ljot have bot på Alvadal, der står skrås over for Brekka, noget længere nede i dalen og, som omtalt, hinsidens åen, antages den i Ldn. omtalte mellem jorderne løbende bæk Osome, der gav anledning til uenigheden mellem Ljot og familien på Brekka, snarest at have været selve hovedåen i dalen, da de andre vandløb på grund af landets beskaffenhed næppe kan bare været brugt til kunstig vanding.

Øst for Sæbol, der længe har været dalens største gård, findes indhegnede strækninger, som bærer navnet Akrar. Længere oppe i dalen løber inden for gården Hraun en lille å fra vest ud i hovedåen; i den findes en foss kaldet Gálgafoss. Neden for fossen skal man tidligere have brugt at hænge tyve, de hængtes dysser påvises endnu. I tillægget til sognebeskr. fortælles endvidere, at lidt højere oppe er en stor regelmæssig kreds, opbygget af græstørv, men nu sammensunken af ælde, omtr. 12 fv. i diam.; den bærer navnet domring og skal tidligere være kaldet vekselvis »domhríngr« eller »löggarðar«; i kredsens øvre udkant vil man på ét sted finde antydning til sæder, hvor nogle høje sammenhængende tuer indeslutte en lille, jævn flade. » Omtrent 200 fv. højere oppe er tre småtomter, som kaldes lovretteboder (lögréttubúðir); den største er 2 fv. lang og hen ved 1½ fv. bred, de andre er meget mindre, især den ene; bægge støde op til den størstes søndervæg, og den mindste er så lille, at den næppe kan have været andet end kogehus e. d. l. I beskrivelsen hævdes, at de ikke kan være sætertomter; men fra hvilken tid de stammer, derom kan ingen oplysning gives .

Med undtagelse af Ingjaldssand udgør hele den övrige del af Önundarfjorden én hrepp og ét præstekald. Midtvejs på fjordens sydside strækker et højt, stejlt fjæld sig helt ud til fjorden, i udkanten af hvilket ligger den for sin farlighed berygtede vej Dalsófæra (sml. Ldn.: Ófæra s. 145; navnet er i øvrigt et hyppig genkommende fjældpyntsnavn i disse egne), der blandt andet er præstens stadige anneksivej. Under stien langs ad de stejle klipper bruser søen, og på et enkelt sted bliver vejen endog kun farbar ved anbringelsen af tre ved siden af hinanden lagte bjælker, hvorover man må passere. Noget længere inde ligger ved sydsiden af fjorden præstegården Holt . Endnu lidt længere inde strækker sig en dal fra kysten mod syd op mellem fjældene; denne, der fører navn af Bjarnardal(-r), og gennem hvilken Gemlufallshedevejen ligger, nævnes tillige med forskellige andre stedsnavne i Önundarfjord i Gísl., hvor der berettes om Gisles mislykkede forsøg på at advare Vesten mod at komme til Haukadal. Arnkelsbrekka, hvor sendebudene endelig indhentede Vesten efter først at være redet fejl af ham, ligger højere oppe i dalen end nogen af de nuværende gårde; her antages oprindelig at have stået en gård, men i lange tider har stedet kun været benyttet som sætersted fra Holt. — Nederst i dalen, øst for den dalen gennemstrømmende å ligger Mosvold. (Mosvellir). Efter at have passeret Gemlufallshede rider Gisles sendebud fra Mosvold ind under Hest (Hestr), hvor Vesten boede, men denne rider på samme tid hjemme fra, og det træffer sig således, at han rider »under melen ved Mosvold«, medens huskarlene ride den øvre vej (hit efra), og således passerer de forbi hinanden uden at ses. Den omtalte gård Hest, der nu sædvanlig kaldes Havrshest (Hafrshestr), ligger inderst i fjorden op fra fjordbunden. Hele den indre del af Önundarfjorden fra Holt af ligger ved ebbetid tör; dette parti kaldes Vadlerne (Vaðlarnir) eller Vadene (Vöðin), og over dem rides der på fem forskellige steder, de såkaldte vad. Vejen ud over vadlen er det åbenbart, som Vesten har valgt, så meget mere som han ses på sin vej at have tage retningen mod Holt; huskarlene derimod har redet ind med fjorden langs lien; i så tilfælde skal det forholde sig ret, at en neden under liggende grusbanke må have forhindret dem i at se Vesten .

Gemlufallshedevejen fortsættes på en måde nord for Önundarfjorden — efter at nemlig et af »vadene« er passeret — af Brededalshedevejen (Breiðadalsheiði), der ligger imod nord til Isefjordsdybets vestligste sidefjord Skutilsfjord, først gennem Brededalen, derpå over en meget stejl fjældhede; denne vej er det åbenbart, at de Østmænd valgte, som Torgrim (Gísl. 12, 95) så kækt forfulgte, efter at de havde dræbt hans søn Torodd.

Længere ude findes på nordsiden af Önundarfjorden handelsstedet Flatøre (Flateyri). Desuden fører fra den ydre side af fjordens nordkyst flere kortere hedeveje nord over fjældet til Sugandafjord (Súgandafjörðr). Denne fjord, langt mindre end nogen af de nærmest foregående, skærer sig ind i landet nord for Önundarfjord omtrent parallelt med den. Sugandafjorden er helt omgiret af høje stejle fjælde, hvad der gör denne bygd meget utilgængelig og afsondret fra de omliggende egne. Efter Ldn. beretter Grt. (s. 8), at Hallvard (sugande) besatte Sugandafjord og Skålavig (Skalavik) til Stige (Stigi) og boede der. Skålavig er en nord for Sugandafjord liggende dal, der strækker sig op fra en lille vig, hvorefter den bærer navn, mod syd ved stejle fjælde næsten helt afskåren fra forbindelse med Sugandafjordsbygden, mod nord begrænset af en fjældstrækning, hvis vestligste pynt bærer navnet Stige (navnet bruges dog også stundum om hele fjældstrækningen).

Ved forbjærget Stige tager Isefjordsdyb (ísafjarðardjúp) sin begyndelse. I sagaerne er det oftere i sin helhed nævnet Isefjorden (Ísafjörðr), hvilket navn nu er indskrænket til dets østligste sidefjord, der dog også kan betragtes som hovedfjordens inderste del. Ligesom de fleste andre af Vestfjordene skærer også denne fjord sig i sydvestlig retning ind i landet, men har en længde af 8—10 mil og flere mils bredde. I sydvestlig retning afsætter den, som alt tidligere berørt, en hel række af sidefjorde, i alt 8—9. Uagtet det polarpræg, som er udbredt over dette landskab, frembyder dog en udsigt fra det indre af Isefjordsdybet ud over dette et lige så smukt som ejendommeligt — ja en stille sommeraften endog et henrivende — skue. Mod syd begrænses den store fjord ud efter af parallele rækker af høje, blålige, stejlt affaldende fjælde, sammentrykte som tagrygge eller endnu stærkere som lister eller kamme; alle disse, kun adskilte ved smalle dalstrækninger, løber umiddelbart ud mod dybet. Fra dette — der ved sin fiskerigdom giver beboerne rigelig erstatning for kystens nøgne fjælde — svæver blikket mod vest ud over det umålelige hav, men mod nord standses det atter, længst ude, af et højt, dunkelt fjæld, og nærmere inde af dybets nordkyst, den mørke sneplettede Snefjældsstrand; medens så vel over fjældene nord som syd for Dybet en jøkel breder sin hvide flade.

Yderst mod vest strækker langs sydsiden af Dybet fjældet Stigahlíð sig fra Stige i vestlig retning. Omtrent midtvejs i denne »li« står nede ved søen en græsvokset høj Ölvers-haugr. I højen, der ikke udmærker sig ved nogen særlig størrelse, skal i følge den antk. indb. (1821) en kæmpe Ölve (Ölver) være højlagt, men hans skib og kostbarheder være lagt i en anden, kort derfra, kaldet Ölvere-naust . Mellem Stigahlid og det østligere liggende fjæld Óshlíð åbner sig plads for en vig Bolungarvig (Bolangarvík, Fbr.: Bulungarvík), hvorfra forskellige smådale strækker sig op. I Bolungarvig bosatte i følge Ldn. en kvinde Turid sundefylder sig og boede tilligemed sin søn på Vatnsnes; om hende fortæller samme kilde, at hun havde fået sit tilnavn af, at hun, da der en gang blev uår i Hålogaland, sejdede hvert sund fuldt af fisk; også i sit ny hjem gjorde hun sig fortjænt, i det hun (mod betaling) indrettede en fiskebanke i Isefjordsdybet (Kvíarmið, ud for Stígahlíd, se Olavius, s. 76). Allerede i Fbr. nævnes Bolungarvig som en fiskeplads; her havde således Tormod Kolbruneskjalds fader Berse, som boede langt inde i Dybet, oplag af fisk; og på en rejse for at hente disse var det, at Tormod gjorde Torbjörg kolbruns bekendtskab. Nu er Bolungarvig den vigtigste fiskeplads ved Dybet; foruden de herværende egenlige gårde skal langs stranden findes hen ved hundrede verboder, hver beregnet på at rumme et fartøjs besætning, som da indkvarterer sig her i fisketiden og i alle henseender sørger for sig selv; herhen sendes næsten fra hver gård ved Dybet folk for at drive fiskeriet.

Øst for Bolungarvig strækker sig en tid langs kysten fjældet Oshlid afdelt ved flere indsænkninger, hvorpå Skutilsfjorden (Skutilsfjörðr), den første af lsefjordsdybets sidefjorde, skærer sig ind mod syd, på alle sider omgivet af høje og stejle fjælde. Fra vestsiden af fjorden udgår i sydøstlig retning en smal tange eller øre, ved grunden af hvilken præstegården og kirkestedet Øre (Eyri, ældre: Eyrr) lå. Bemældte tange, der nærmer sig den modsatte kyst så meget, at på et enkelt sted kun et indløb på et par skibslængder bliver tilbage, danner den indre del af fjorden til et ganske fortrinligt skibsleje, kaldet »pollen« (ɔ: dammen), med plads for omtrent hundrede skibe; og des foruden afgiver også den ydre del af fjorden en god ankerplads. Denne udmærkede havn, måske den sikreste i hele landet, måtte naturlig foranledige anlæggelsen af et handelssted. Allerede Olavius (rejsebeskr. s. 22) fremhæver denne handelsplads’ gunstige vilkår, og Isefjord (Ísafjörðr, Ísafjarðar kaupstaðr) — som er stedets almindelige navn — var også en af de seks handelspladse, som 1786 fik købstadsprivilegier. I løbet af dette århundrede, og navnlig siden Isefjord 1866 blev gjort til en egen kommune og således til »købstad« i stræng forstand, har den lille by været i rask opblomstring og skal nu tælle 400 indbyggere. Handelsetablissementerne, der tillige med de vigtigste af byens andre huse have plads på øren, er ret talrige (fem). Her findes af embedsmænd foruden byfogden (der tillige er sysselmand i Isf.) en læge, og for nylig er også præsten bleven udelukkende købstadborger, i det præstegården (gården Øre) er nedrevet og dens jord og grund indtaget til benyttelse for byens borgere. Endvidere er i den nyeste tid en kommuneskole oprettet. — Øre i Skutilsfjord er nævnt i Gísl. som den gård, hvor de to i Dyrefjord landede Østmænd, som Torgrim dræbte til hævn for sin søn Torodd, havde taget sig vinterophold.

Efter at have dræbt Torodd begiver de sig landvejs fra Dyrefjord til deres vinteropholdssted. De rejser hele dagen og den påfølgende nat (d. v. s. over Gemlufalls- og Brededalshede), til de kommer til den dal, som strækker sig op fra Skutilsfjord; her spiser de davre og lægger sig derpå til at sove, — og her overrasker og dræber Torgrim dem; om disse begivenheder mindede stedsnavnene Dögurdardal (Dögurðardalr ɔ: Davredal) og Austmannafall (ɔ: Østmandsfald). Af de fem dale, som ligge op fra Skutilsfjorden, er Dagverdardal den midterste og mindste. Den strækker sig i sydvestlig retning op fra fjordbunden indesluttet mellem to fjælde; gennem denne dal og så over en ringe sænkning i det stejle fjæld fører en hyppig benyttet vej til Brededalen i Önundarfjord. I Dagverdardal findes to banker, den ene noget højere oppe i dalen end den anden, som kaldes Øvre (Efri) og Nedre Austmannafall. Af de fem dale i Skutilsfjord åbner de to sig ud imod fjordmundingen vest og øst for denne. Dalen, der fra Skutilsfjordens nordøstlige hjörne strækker sig mod syd op i det næs, der adskiller denne fjord fra den østligere Alvtafjord, hedder Arnardal (Arnardalr). Den gennemstrømmes af en å; i dalen findes egenlig kun to jorder (om end nu flere gårde), af hvilke Nedre Arnardal som er den betydeligste — står øst for åen ude ved søen, medens Fremre Arnardal står hinsides åen langt oppe i dalen. I Arnardal (eller Arnardalene, således som sagaen også udtrykker sig) boede i følge Fbr. enken Katla med sin datter Torbjörg kolbrun, der skaffede skjalden Tormod Kolbruneskjald sit tilnavn på grund af de elskovsviser, han kvad til hende, medens han opholdt sig i Arnardal, hvor det fartøj, han var på, havde måttet søge ly for modvind, og hvor han blev fjorten dage, medens faderens huskarle sejlede videre til Bolungarvig for at hente fisk der.

Øst for Arnardalen ligger igen et højt, stejlt fjæld, og derpå skærer Alvtafjorden (Álptafjörðr) sig ind mod syd; denne og de nærmest følgende fjorde — Seydisfjorden (Seyðisfjörðr), Hestfjorden (Hestsfjörðr) og Skötufjorden (Skötufjörðr) følge slag i slag, kun adskilte ved smalle næs; Seydisfjorden er dog betydelig kortere end de andre og når ikke længere ind end i den yderste del af det næs, der adskiller Alvtafjorden og Hestfjorden. Blandt fjældene i Alvtafjord kan for sit navns skyld mærkes Kovre (Kofri ɔ: en slags hue), der viser sig som en karakteristisk højtstående bikubeformet tinde . Et andet højst karakteristisk fjæld er Hesthorn, der hæver sig op fra det smalle næs, som skiller mellem Seydisfjord og den ydre del af Hestfjord. Så vel fra den lige over for liggende ø Vigr, som fra Glåma viser det sig som en ved grunden bred, spidst tilløbende pyramide, der øverst bærer en regelmæssig firkantet, foroven afskåren, af traplag dannet söjlefod. Fra Hestfjordens inderste del ligger den tidligere omtalte, forholdsvis korte vej over Hestfjardarhede til Botn i Dyrefjord. Hestfjorden og Skötufjorden er i deres ydre del forenede, da det dem adskillende næs ikke strækker sig så langt frem som de omgivende næs. Fra Skötufjordens bund, så vel som fra den øst for liggende Mjovefjord, fører som tidligere berørt en vej over Glåma .

Medens de, de her nævnte næs opfyldende, fjælde har haft højde, stejlhed og den hele karakter til fælles med fjældene ud efter, blive derimod fra nu af fjældene langs Dybets sydkyst ind efter både lavere og mindre stejle. Langs de oven nævnte fjorde er vejen, om end ikke aldeles ufremkommelig, dog yderst besværlig; og da der tilmed øst for Skötufjorden ligger endnu to sidefjorde, oven i købet de længste og de ved de bredeste og störste næs adskilte, vil det let indses, at en rejse til lands langs Isefjordsdybets sydkyst — hvor man med få undtagelser bestandig må følge kysten af de forskellige sidefjorde uden at kunne passere tværs over de mellemliggende næs — er forbunden med sådant besvær og tidsspilde, at den så at sige aldrig foretages.

Ud for Hestfjorden og Skötufjord, en god halv mil fra de nærmeste næssepynter, ligger den for sin skönhed og mange andre fortrin bekendte ø Vigr (ɔ: spyd); sit navn skylder den åbenbart sin som en spydspids langagtig-smalle form. Den frodig grønne lille ø hæver sig mod nord med to kække, smukt formede terrasser, mod syd bliver den derimod bestandig lavere, indtil den tilsidst ender som i en spids. Næsten på ethvert punkt af kysten kan landes; det egenlige landingssted er dog på sydsiden, hvor den øst fra kommende efter at være rot om øens sydspids befinder sig i en nydelig, svagt rundet, lille våg, oven for hvilken den anselige til dels af tømmerhuse bestående gård står. Øen afgiver et smukt billede på en vesterlandsk storgård, udstyret med al den velsignelse (adgang til fiskeri, fuglevarp, græsning), som naturen i disse egne formår at skænke. I havnen (den omtalte lille våg) svømmer æderfuglene omkring som husdyr snappende affaldet fra fiskeopskæringen, som foregår på strandbredden straks ved landingspladsen neden for gårdens huse. På øen er et betydeligt æderfuglevarp, og overalt støder man på fuglenes reder; i tunet og på andre steder, hvor jorden er dækket med grønsvær, stikkes der huller til rede for dem; omkring ved gærder, bygninger og klippeblokke bygges der af sten småhuse for dem (af form som firkantede kasser med én side åben); på udhusenes og gårdens tage yngle fuglene ligeledes. Især flokkes de omkring fugtige pletter på den for resten tørre ø. Hele den sydlige halvdel af øen er indtaget til tun og er ved et gærde skilt fra den nordlige, hvor græsset dog står fuldt så frodigt og grønt. Hinsides gærdet begynder øen at hæve sig stærkere, den øverste terrasse afsondrer sig som en »borg«, og vestkysten bliver stejlere. I hele den nordlige del af øens vestaffald yngle talrige lunder, og overalt vrimler her i sommertiden af disse ved deres ligesom stive og kejtede væsen pudsérlige fugle. På afsatserne langs de grønklædte skråninger ses de sidde, den ene ved siden af den anden, udenfor deres huller; når de flyve op, formørke de næsten luften, og søen uden for er opfyldt af dem. Rundt omkring deres boliger står græsset særlig grønt og frodigt. På øens øverste del, nærmest omkring borgen, holder de fine og sirlige, men kække og larmende tærner til og sværme uafladelig om i luften.

Omtrent parallelt med borgen fremtræder her på vestsiden af øen et klippestrøg, der — navnlig for den sydligste stræknings vedkommende — falder lodret af mod søen. Dette klippeparti benævnes nu Månaberg (Mánaberg), et navn, der forekommer i Hav. som benævnelse på den gård, hvor Ljot, en broder til den isefjordske hövding Torbjörn, boede. Mellem »borgen« og »berget« ligger et langagtigt dalstrøg, der åbner sig i sydvestlig retning ud imod en lille vig; i denne dalsænkning vises tomter, som kaldes Forne bæ (Forni bær ɔ: den gamle gård). Disse samme tomter omtales i A. M. (1710) med samme benævnelse, og der siges dér, at på dette sted havde øens gård oprindelig stået, men var allerede da for mere end »et stort hundred« (ɔ: 120) år siden flyttet til sin senere plads. Nu er det en fast antagelse, at den i Háv. nævnte Ljot har bot her; et ubetydeligi kildevæld lidt oven for tomterne kaldes »Ljots brønd« (Ljóts brunnr), også »Ljots grav« (Ljóts leiði) vil man påvise; ja man udmaler endog — i overensstemmelse med lokaliteterne, men mindre med sagaens udtryk — enkelthederne ved Håvards overfald på Ljot her. I sagaen er dog intet, der tyder på, at Månaberg har været en ø eller ligget på en ø. Ljot siges (s. 2) at bo »på Månaberg i Isefjord«, ligesom en gård Hval på nordsiden af Isefjordsdybet samme steds ganske på samme måde kaldes »Hval i Isefjord». Da Håvard længere inde ved Isefjordsdybet har dræbt Torbjörn, beslutter han (s. 29—30) med sine folk at »holde under Månaberg« for at overfalde Ljot; de ro ud efter fjorden til lige ud for Månaberg, hvor de lægger til, som det synes neden for gården . Også disse udtryk gør det temlig utvivlsomt, at sagaskriveren tænker sig gården liggende på fastlandets kyst. Dette har imidlertid på grund af de særlige forhold i Hav. i topografisk henseende mindre at sige. Vigtigere er, at der rejser sig forskellige andre betænkeligheder mod at henlægge Ljots gård til øen Vigr. For det første vilde det være besynderligt — ja vel endog enestående —, om den på Vigr værende gård (og flere end én gård har her sikkert aldrig været) skulde have båret et fra øen forskelligt navn; heller ikke lader det sig godt antage, at Månaberg oprindelig skulde have været hele øens navn og først senere være afløst af »Vigr« (et ældgammelt poetisk ord). Mistænkelig er endvidere den tavshed, Olavius i sin rejsebeskrivelse iagttager om disse forhold; han giver (s. 26—28) en forholdsvis udførlig beskrivelse af øen Vigr, men ikke med et ord omtaler han Ljot eller noget om ham eller Háv. mindende stedsnavn. Værst af alt er det dog, at A. M., der om Vigr i antikvarisk henseende kun ved at berette, at øens gård tidgere — og det, som det synes, ikke så særdeles langt tilbage — har stået, hvor Fornebæs-tomterne er, og som for denne øs vedkommende ikke nævner noget stedsnavn Månaberg, udtrykkelig anfører en ødegård Månaberg — der imidlertid nu ikke længere erindres — på den nordlige side af Isefjordsdybet. Denne angivelses pålidelighed tør man næppe forkaste (uagtet et og andet kunde synes at tale derimod — hvorom senere); og er først beliggenheden af en fordums gård Månaberg ved Isefjordsdybet givet, må næsten med nødvendighed denne antages at have været Ljots bolig, selv om en sådan antagelse i visse henseender kan frembyde vanskeligheder. — Den så bestemt udprægede tradition om Vigr som Ljots bolig må vel synes overraskende, men nogen særlig vægt kan man næppe tillægge dem. Tör man gå ud fra, at Månaberg er et virkeligt stedsnavn på Vigr (ɔ: navnet på et klippestrøg på øen), må det næsten følge af sig selv, at den almindelige antagelse, når intet andet Månaberg kendes, og når der tilmed i nærheden findes gårdtomter, kommer til at henlægge den i egnen velbekendte sagagård af samme navn hertil. Men når man ved, hvor let en helt tilfældig gætning vedrørende sagalokaliteter på Island gribes af almenheden og overgår til tradition, vil heller ikke den mulighed synes at ligge fjærnt, at den hele forbindelse af Vigr og Månaberg kan skyldes en eller anden sådan løs hypotese.

Hovedskuepladsen for så vel Háv. som Fbr. — de to sagaer, der omhandle »Isfjordingernes« historie — er det forholdsvis betydelige næs, der begrænses af Skötufjorden og Mjovefjorden, og hvis nordvestligste pynt er fjærnet omtrent ¾ mil fra Vigr; mod nord beskylles næsset på en længere strækning af Isefjordsdybet, og her strækker sig én større og to mindre dale op fra kysten; det har intet eget navn, men dets langt betydeligste del indbefattes i den såkaldte Ögrssvejt, kun landet langs Mjovefjorden regnes til den følgende svejt eller hrepp. — Den indre del af næsset er højt hvælvet, længere ude bliver fjældet imidlertid noget lavere, og her kan man — i det mindste øst fra, fra kysten af Mjovefjord — passere over dette ned i Laugardalen (Laugardalr, Fbr. s. 19: Laugadalr), det midterste og uden sammenligning störste af næssets tre dalstrøg. Laugardalen er en temlig lang og dyb dal. Højest oppe i dalen ligger en lille sø, der ved en gennem dalen løbende å Laugardalså forbindes med en anden omtrent midt i dalen liggende sø Laugarbólsvatn. Ved den øverste lille sø ligger nu to gårde; noget oven for Laugarbolsvatn, sydøst for dette, kommer en tredie gård. Til dalens anseligste ejendomme hører Laugabol (Laugaból), der nu står i lien kort fra den efter gården benævnte søs sydvestlige hjørne, men som tidligere har ligget midt i dalsletten syd for søen. Øst for søen, tæt ved dennes bred ligger gården Ravnabjörg (Hrafnabjörg); lidt nord for søen, men i dalens vestside, kommer derpå Blåmyrar (Blámýrar); nærmere kysten har der oprindelig næppe ligget nogen gård.

Ved Isefjordsdybet findes vel to gårde af navnet Laugabol (navnet lyder dog vistnok for bægges vedkommende nu Laugarból), men det er utvivlsomt Laugabol i Laugardalen, som Háv. tænker på, når sagaen straks ved sin begyndelse beretter, at høvdingen Torbjörn Tjodrekssön boede på Laugabol i Isefjord. Dette stemmer også med Ldn., der beretter, at Torbjörn boede i Laugardal. — Blåmyre (Blámyrr), hvor Håvard halte med sin hustru Bjargey og sønnen Olav boede, er naturligvis den oven nævnte gård Blåmyrar. — Hvilken gård der menes med Bakke, hvor Tormod boede, og hvis enke Olav måtte beskytte mod hendes afdøde mands gengangerfærd, er derimod mere tvivlsomt. Det er øjensynligt, at gården må have ligget i Laugardalen, men her findes nu ingen gård af dette eller lignende navn. Den almindelige mening er, at Bakke er den samme gård, som nu benævnes Ravnabjörg; dens beliggenhed gør en sådan antagelse meget rimelig, og navnet Bakke (ɔ: bred) vilde ret naturlig kunne tillægges denne gård på grund af dens nærhed ved søens bred. Dog må på grund af Háv.'s unøjagtighed i alt topografisk heller ikke den mulighed overses, at gården slet ikke har heddet Bakke, men at navnet er indkommet ved en eller anden fejltagelse .

I den måde, hvorpå sagaen (s. 3) fortæller om Isfjordingernes afsøgen af deres avretter, skjuler sig vistnok også mangel på kendskab til de virkelige forhold. Laugardalen f. eks. har slet ingen avrett; men får, lam og beder må man lade gå somren over i hjemmegræsgangene, som de kan bedst. — Når sagaen lader Olav, som stadig indlægger sig fortjæneste ved at finde savnede får, drive Torbjörns beder ned til Laugabol, kan dette udtryk vel heller ikke være rigtigt, forudsat han kommer hjemme fra.

Meget afvigende fra de virkelige forhold er den beskrivelse, Háv. giver af kysten ud for Laugardal. Dalen åbner sig ud imod en lille bugt, Laugardalsvigen, der nærmest landet tunger sig ud i tre mindre våge, alle frembydende god lejlighed til landing; strandbredden er overalt flad og jævn, men lidt oven for kysten falder dalen af mod strandbredden med stejle grusbanker, sønderdelte ved forskellige pas eller kløfter. Dette stemmer ikke synderlig med fortællingen om Olavs anden brydekamp med gengangeren Tormod, i følge hvilken man snarest skulde antage, at selve fjæren ved en stejl skrænt var skilt fra den oven for liggende strandbred. Senere hen, hvor Håvards angreb på den fra Vadil tilbagevendende Torbjörn beskrives, gives en udførligere skildring af kysten her, der noksom vidner om, at forfatteren aldrig har set dette sted og frit har ladet sin fantasi råde, men som desuagtet vel kan bringe en til at formode, at der til grund for denne omdigtning har ligget en nøjagtigere beskrivelse af stedsforholdene. Først og fremmest er det temlig tydeligt, at forf. har tænkt sig Laugabol liggende ved kysten (Håvard og, senere, Torbjörn lande »fyrir« eller »við« L.) her havde Torbjörn ladet indrette en ypperlig havn og landingsplads; oven for var en høj strandbanke (malarkampr), og oven for denne stod et stort skibsskur; til den anden side var oven for banken et stort lon (en vandsamling, dam); fra naustet var der ingen udsigt til fjæren, men fra strandbanken både til naustet og fjæren. Håvard lader efter sin ankomst båden bære op over banken til lonet, og skjuler ligeledes sig selv og sine folk oven for strandbanken. Da Torbjörn noget efter lander, skal en af dennes folk bære våbnene op til naustet, men i det han ved synet af fjenderne vil vende om og flygte, styrter han i lonet og drukner. Derefter løber Håvard og hans folk ned fra banken, og striden begynder. — Som man vil se, er enkelthederne urigtige, noget »lon« findes her ikke; derimod ligger det nær at antage, at der til grund for beskrivelsen af »malarkampen« ligger en dunkel erindring om de stejle grusbanker oven for strandbredden. Om Torbjörns havn og »Torbjörnsnaust« (þorbjarnarnaust) tales der meget her i egnen, men ingen synes dog nu at vide rigtig besked. Det parti af kysten, der passer bedst til sagaens ord, er, hvad der ligger oven for den lille våg tæt øst for åen; her strækker sig en kløft op mellem grusbankerne, der bag disse udvider sig til et lille af et mosedrsg gennemfuret dalstrøg, som når op mod den højere liggende hoveddal (selve Laugardalen). Her kan vel tænkes at have stået et hus til opbevaring af årer o. d. l.; vejen hjemad for Torbjörns folk måtte i øvrigt også naturlig falde gennem dette pas — men mosebækken er rigtignok næppe så dyb og bred, at noget menneske kunde drukne der; bankerne dækker heller næppe de oven for disse værende så fuldstændig, som sagaen lader formode.

Da Torbjörn ser Håvard, kaster han sig i søen, men Håvard svømmer straks efter ham, og fælder ham i et skær langt ude i fjorden, hvor Torbjörn havde søgt tilflugt. Har der ligget noget i topografisk henseende sandt til grund for denne fortælling, kan her ikke være tænkt på noget andet skær end det lille »Breiðsker«, der ligger ud for Laugardalsvigen, tilsyneladende midt i fjorden; men en svømning herud og tilbage igen synes rigtignok temlig utrolig. Andre småskær ligge derimod i fortsættelse af det vigen mod øst begrænsende næs »Breiðfirðinganes«; men at svømme ud til disse vilde ikke være noget mærkeligt.

Noget (om end måske ikke meget, se Tímatal 365 ffg. samt 462 ffg.) senere end Håvards nysnævnte kampe falder de i Fbr. skildrede begivenheder, for hvilke også Ögrsvejten, i det mindste til dels, er hovedskuepladsen. Ikke længe efter at Tormod havde nåt ynglingealderen, flyttede — i følge sagaen — hans fader Berse til Laugabol i Laugadal, og her havde så Tormod sit hjem alle de følgende år, så længe han opholdt sig på Island. Hans tid er, efter at Torgejr har skilt sig fra ham, for en del optaget af kærlighedsæventyr; foruden med Torbjörg kolbrun i Arnardal knyttede han også en forbindelse med den velstående enke Grimas datter Tordis. Grima boede på gården Ögr, som ligger i det vestligste af de tre dalstrøg, som fra nord strækker sig op i Ögrsvejtsnæsset. Når man fra Laugardalsvigen følger kysten mod vest, ad en vej, der mod sædvane ingen besvær volder, når man inden lang tid dette sted. Midt i den nedre rundagtig-afsluttede del af den lille dal, som omgiver den af to næs mod øst og vest begrænsede Ögrsvig (Ögrsvík), ligger den anselige gård Ögr.

Sagaen beretter, hvorledes Grima tilsidst måtte besvære sig over Tormods hyppige besøg i Ögr; dette hjalp dog kun kort, og navnlig næste vinter, da det blev stærk frost og godt føre, så at endog Ögrsvatn (Flatb. vistnok rettere: Ögrsvig) tillagdes, fornyr han sine besøg her. Grima lægger nu et baghold for ham; forgæves anmoder datteren Tordis ham, da han vil hjem, om at vælge en anden vej oven for vigen Ögrsvig og den øvre vej ind langs lien til Laugabol — isen på vigen kan måske på grund af det indtrufne tøvejr være bleven skrøbelig, mener hun. Tormod lover det vel, men da han er kommen afsted, vælger han dog som sædvanlig den nærmeste vej og begiver sig »ind« (Flatb.) over den islagte vig. Her overfaldes han, ved et fårehus, der stod inden for vigen, af Grimas træl Kolbak, som tilføjer ham et alvorligt sår. Hvad udtrykket »ind« angår, som Flatb. — der i det hele synes at indeholde den i topografisk henseende nøjagtigste recension af Fbr. — har, menes hermed åbenbart retningen øst efter langs kysten, og Tordis’ bøn til Tormod indeholder kun en anmodning om denne gang at vælge sin vej oppe i lien i steden for som sædvanlig tværs over dalmundingen neden for denne. Fårehuset har vel stået omtrent der, hvor hjålejen Garðstaðir står sydøst for vigen. At den nærmeste og naturlige vej for Tormod fra Ögr og hjem skulde falde over isen på Ögrsvig er i øvrigt ikke så let at forstå; over vigens is har kun den fordel af at fare, der kommer fra næsset vest for vigen. Måske tænkes der i sagaen nærmest på en lille syd for vigen liggende vandsamling (poll), og vejen over denne er da formodenlig bleven valgt af Tormod som den bedste, men kortere end vejen oppe i lien kan den næppe have været. Vilde man lægge vægt på læsemåden Ögrsvatn, kunde man endog gætte på, at det var den omtalte »poll«, der i sagaen benævnes »vatn«. Nu bruges Ögrsvatn om en lille sø oppe i den højere liggende del af dalen; den lige vej fra Ögr i sydøst til Laugabol vilde vel føre herover, men den benyttes sjælden eller aldrig, da halsen, som skiller denne dal og Laugardalen, her er meget stejl og brat.

Kolbak bliver i anledning af det Tormod tilføjede sår fredløs, men Grima fører ham over Glåmuhede til Arnarfjord og så videre over fjældene til Vadil på Bardastrand, hvor han går om bord på et norsk skib. Ved denne lejlighed er altså Glåma formodenlig bleven besteget fra Skötufjorden, som skærer sig ind straks vest for Ögrsnæsset.

Endnu står kun tilbage at omtale den østligste del af Ögrsvejtsnæsset, der danner kysten langs Mjovefjord (Mjófifjörðr). Denne — som det ligger i navnet — forholdsvis lange og smalle fjord skiller det hidtil omtalte brede næs fra et andet ret anseligt mellem denne fjord og Isefjorden indesluttet næs; heller ikke dette har noget særligt navn, men da det udgör störste delen af Vatnsfjordssvejten, kan man måske benævne det derefter; på nordsiden skærer sig to mindre fjorde ind, af hvilke den vestligste og mindste er Vatnsfjorden, ved hvilken den bekendte gård af samme navn står. — Langs vestsiden af Mjovefjord er ingen gård af betydning. Dog kan det mærkes, at nær fjordbunden, hvor gården Heydal(r) ligger, strækker sig op fra denne gård en lille dal af samme navn; den er nu ubebot, men man ved at fortælle om en talrig bygd, som her fordum har været, og om, hvorledes dalens bønder druknede i en lille å på vejen fra Vatnsfjord kirke. I følge A. M. (1710) kendte man den gang navnene på fem fordums gårde i dalen, hvor der på mange steder sås tomter; på en af gårdene skulde der i følge sagn have været kirke. — Mod Heydal (ɔ: Hødal) styre de fleste, der fare Glåma, deres kurs, dog kan man også komme ned gennem den selve fjordbunden fortsættende dal, der ved et langagtigt, smalt fjæld er skilt fra Heydal; også her findes en gård.

På Mjovefjordens østside ligge, fra syd til nord, tre gårde Hörgshlíð, Kelda og Skálavík — den sidste omtrent i linje med Vatnsfjord, fra hvilken den er adskilt ved en ubetydelig hals. Fbr. fortæller, at Torgejrs fader Håvar oprindelig boede på gården Jöklahelda (Flatb. Jökulskellda), men at høvdingen Vermund i Vatnsfjord tvang ham til at flytte herfra og forlade herredet, efter at de to fostbrødres, Torgejrs og Tormods, uroligheder var begyndte. Denne gård, som det i og for sig er naturligst at søge i nærheden af Vatnsfjord, kan med temlig sikkerhed antages at være den oven nævnte gård Kelda ved Mjovefjord. I Vm. nævnes blandt de Vatnsfjord-kirke tilkommende rettigheder kulsvien (kolgjörð) i Jökulkeldas skov, og ret til skovhugst ejer netop kirken endnu i Keldas land.

Tormods fader Berse skal i følge Fbr. oprindelig have bot på Dyrdilmyre (Flatb., II., 92 udelader dog klogelig gårdsnavnet og indskrænker sig til at sige, at Berse boede i Isefjord, ɔ: ved Isefjordsdybet); denne gård ligger langt ude på den nordlige kyst af Isefjordsdybet. Af sagaen er det imidlertid tydeligt nok, at de to fostbrødre som unge må have bot ganske nær ved hinanden, rimeligvis på to nabogårde. At Berses gård må have ligget nær ved Vatnsfjord fremgår også af et senere sted i sagaen (Fbr. s. 19), hvor der fortælles, at Berse flyttede til Laugabol i Lauga(r)dal, da Vermund ikke vilde lade Torgejrs og Tormods tilholdssted være så nær sin gård. Det kan vel synes besynderligt, at Berse, når han skulde forlade sin gård for at fjærne sig fra Vermunds bopæl, kunde slippe med at flytte så kort som til Laugardalen; og den omstændighed, at hans fader var en af landnamsmændene i Ögrsvejten, kunde vel vække formodning om, at netop denne egn havde været hans oprindelige hjemsted; men hvis man med G. Brynjúlfsson lader Laugabol i Laugardalen være hans oprindelige bolig, hvorfra han så tvungen af Vermund antages at være flyttet hinsides Dybet til Dyrdilmyre, — da bliver både Tormods og Torgejrs nøje bekendtskab fra ungdommen af vanskeligere at forstå, og alle enkelthederne i fortællingen om Tormods besøg i Ögr må da anses for fuldstændig opdigtelse, efter at den oprindelige sammenhæng i sagaen var glemt. Dette synes lidet rimeligt; sikrere bliver det vistnok derfor at antage, at Berse først har bot på en Kelda og Vatnsfjord endnu nærmere liggende gård (efter beliggenheden snarest Skálavik; — eller Eyri lige over for Kelda hinsides fjorden?) og derfra virkelig er flyttet til Laugardal, som ganske vist ikke nær i samme grad som Mjovefjorden kan have hørt under Vatnsfjordshøvdingens umiddelbare område, — men hvorledes så navnet Dyrdilmyre har sneget sig ind som benævnelse på gården lader sig da næppe forklare.

Adskilt fra Mjovefjorden ved en smal hals eller fjældkant strækker sig i retning fra nord til syd Vatnsfjardardalen (Vatnsfjarðardalr) op i Vatnsfjordssvejten, til omtrent i linje med Hörgshlid. Dalen er smal, og navnlig i dens øverste del er de jævnt skrånende lier bevoksede med lyng og ris; her ligger også to småsøer, den ene oven for den anden. Grt. fortæller, at da Grette i sin fredløshedstid havde opholdt sig en vinter på Reykholar, begav han sig over Torskefjordsheden til Isefjord, hvor han levede af, hvad han kunde afpresse beboerne. Da han kom til Vatnsfjardardal, slog han sig ned ved sæteret her, lå i skovene og sov og viste ingen forsigtighed; men her overraskes han og gribes af bønderne, der vilde have ladet ham hænge, hvis ikke husfruen fra Vatnsfjord, der netop var på vejen til sit sæter, var kommen til og havde frelst ham. Skuepladsen for denne begivenhed er i følge sagnet den øverste del af dalen. Ved den nordlige ende af den øverste lille sø strækker sig nemlig et smalt lille næs ud i denne, som benævnes Grettestange (Grettistangi), og yderst ude på næsset står en sten, bag ved hvilken Grette siges at have været, da han blev grebet; stenen egner sig imidlertid mere til dækning under et forsvar end til skjul. Kort herfra, ved det nordøstlige hjörne af søen, står lidt oppe i lien gården Vatnsfjarðarsel.

I dalen ligger langs vesterlien et par gårde, og desforuden i selve dalmundingen præstegården Vatnsfjord (Vatnsfjörðr, ofte efter udtalen skrevet Vazfjörðr). Gården ligger sydøst for den lille fjord af samme navn, der ikke er stort mere end en almindelig vig, temlig lavt. Nord for gården er kirken; i linje med denne ses østligere i dalen en lille sø »Hopet« (hóp), der ved et udløb står i forbindelse med fjorden. Til gårdens vigtigste besiddelser hører den ved sit græs og æderdun indbringende Borgarø (—ey), en halv mils vej fra land. I følge forskellige samstemmende sagavidnesbyrd boede i begyndelsen af det 11te årh. i Vatnsfjord Viga-Styrs broder Vermund mjove, som, medens han endnu boede i Bjarnarhövn (Snf.), var indviklet i en del af de i Eb. fortalte begivenheder. Vatnsfjord og stillingen som høvding i denne egn nåede han ved giftermål med den her hjemmehørende enke Torbjörg digre, der nylig er nævnt som den, der i mandens fraværelse frelste Grette fra hængning. Efter denne begivenhed opholdt Grette sig nogen tid i Vatnsfjord; under dette besøg, fortæller man nu, lavede Grette en stor varde (Grettisvarða), som står på liens øverste afsats (Grettishjalli) nordvest for gården.

I Sturlungetiden var Vatnsfjord sædet for en bekendt, men ilde berygtet hövdingeslægt, hvis mest udprægede medlem var Ravn Svejnbjörnssöns utaknemlige drabsmand Torvald Snorresson; og ofte var gården en ligefrem røverrede, hvor man levede på de omboendes bekostning, som man bedst kunde.

Også i den senere middelalder hørte gården til de mest ansete på Island. Blandt dens beboere i denne periode kan især mærkes Björn Ejnarasön med tilnavnet jorsalafare († 1415), bekendt af sine mange og vidtløftige rejser, på hvilke han besøgte de fleste lande i Vest-Evropa, Rom (tre gange), Jerusalem, ja blev endog forslået til Grønland, hvor han opholdt sig to år. Hans dattersön var den oftere omtalte Björn Torlejvssön, der var gift med Olöv rige. Mellem en sønnesøn af denne mand af samme navn og en af hans slægtninge (Björn Gudnessön) udspandt der sig i slutningen af 15de årh. en vidtløftig arvestrid, der først afgjordes 1530, ved hvilken lejlighed gården Vatnsfjord tildømtes kirken, efter at den i 257 år havde været et tvistens æble mellem gejstlige og verdslige.

Ved en lav hals er Vatnsfjorden skilt fra den lille, smalle Reykjarfjord (Reykjarfjörðr), der skærer sig betydelig længere ind i Vatnsfjordssvejten mod syd, men som kun ved et lavt og overordenlig smalt næs mod øst er skilt fra Isefjordsdybets østligste sidefjord Isefjorden. Temlig langt inde ved Reykjarfjordens vestkyst står en gård af samme navn, hvorefter hreppen (Reykjarfjarðar hr. = Vatnsfjarðarsveit) har navn; yderst ude på næsset øst for fjorden — Reykjanes (eller Reykjarnes?) —, hvor dette udvider sig lidt, ses en hvidlig røg at hæve sig. Dér findes 3—4 hverer, ikke meget store, men bekendte af det forsøg, her i sidste halvdel af forrige århundrede gjordes på saltkogning.

Fra Reykjarfjordens inderste del går man sædvanlig over halsen øst for denne og befinder sig således kort efter ved den vestlige bred af Isefjorden (Ísafjörðr). Denne lange smalle fjord er egenlig selve Isefjordsdybets inderste del, der, med en stedse aftagende bredde, bøjer først i sydøst, så i syd. De fleste rejsende lade sig sætte tværs over fjorden for at spare den trættende 3—4 timers vej omkring dennes indre del; dog kan den meget vel passeres (og hestene må jo i ethvert fald denne vej), kun på vestsiden er etsteds inden for gården Øre en stenet og ubanet li. Også Øre (Eyri, ældre Eyrr) var en af de gårde, som Grette gæstede efter sin ankomst til disse egne. — Isefjorden gör grænsen mellem Vatnsfjordssvejten og Langadalsstranden (Langadalsströnd), som strækker sig langs fjordens østkyst og derfra videre, mod nordvest. Den inderste gård på Langadalsstranden er Klejvakot (Kleifakot); lidt længere ude ligger Gjörvedal (Gjörfidalr, Gervidalr: Grt., Fbr.). Op fra Klejvakot strækker en dal, Gjörvedalen, sig, hvorigennem vejen ligger op på den såkaldte Skalmardalshede, benævnt efter vejens andet endepunkt Skalmardal i Mulasvejt (Bst.).- Vejen er kun 2—3 mile lang, selve heden endnu kortere, da Gjørvedalen er temlig lang, vejen er god og jøkel findes her ikke; på grund af vejens korthed benyttes den ofte, navnlig af fodgængere om vinteren, frem for den mindst dobbelt så lange Torskefjordshede. — I Fbr. (s. 19, 21) fortælles det, at Torgejr en gang hos den gerrige bonde i Gørvedal traf sammen med sin uven . Butralde; bægge agtede de sig syd på over heden. De brød også op samtidig næste morgen; den øvre del af dalen med den gennem den løbende å beskrives. Fra dalen op mod heden var en stejl snefyldt skrænt; medens Butralde stiger op ad denne, lader Torgejr, som er kommen forud, sig i susende fart glide ned efter og dræber Butralde i forbifarten med et øksehug. Sagaens beskrivelse skal passe meget godt til stedsforholdene. I følge Sighv. Grimssön (utrykte meddelelser) er der op fra dalbunden vesten til, der hvor vejen er, en høj brekke, stenig og bar om somren, fyldt med hård sne om vinteren; den benævnes nu »Butraldabrekka« eller af andre, mindre rigtig, »Brautaldabrekka«. Længden, som Torgejr har gennemløbet, er en 10 fv.s temlig stejl strækning. Torgejr har formodenlig agtet sig over heden til Kollafjord (Bst)., da det er let derfra at komme over Torskefjordens ydre del til Reykholar, som var målet for hans rejse.

Et par mil fra fjordbunden står på Isefjordens vestside gården Laugabol. Foruden i Grt. skal i følge Jon Olavssöns gengivelse af den tabte del af Heið. gården have været nævnt i denne saga, og tilmed som bolig for Styrs broder Vermund; ja beretningen lader ham endog bo her, da han fører bersærkerne med sig til landet. Hvad enten nu disse angivelser skyldes sagaen eller ej, må de utvivlsomt, når hensés til andre kilder (Fbr., Eb., Grt.), bero på en misforståelse. — At det Laugabol, der i Háv. angives som hövdingen Torbjörn Tjodrekssöns bolig, ikke kan være denne gård, men må være det i Laugardalen liggende Laugabol er tidligere omtalt; både andre stedsnavne (Blåmyrar), den enstemmige opfattelse af sagaen i disse egne nu om stunder, og sagaens egen beskrivelse af sølivet på fjorden (ɔ: Dybet), som det dreves fra Laugabol, medens der inde i Isefjorden aldrig har været fiskeri eller søfart af nogen betydning, viser det.

Op fra Laugabol strækker sig i sydøstlig retning en ikke ubetydelig dal Laugabolsdalen, hvorigennem vejen fører op på Kollafjardarhede, og derefter over denne ned til Kollafjorden i Guvudalssvejt; den er noget længere end Skalmardalshedevejen, men ligesom denne ofte befaret til fods om vinteren.

Øst for Laugabol strækker sig fra syd til nord en hals Kirkju-bóls hals, der skiller kystlandet fra den hinsides denne liggende Langedal (Langidalr). Det er en lang smal dal, gennem hvilken vejen ligger op på Torskefjordshede; vejen over denne regnes til 5—6 mil, men er ret bekvem og vel vedligeholdt, den har også fra gammel tid været hovedvejen i denne del af syslet; både nord og syd for den egenlige hede passeres et langt ubebot dalstrøg. I den nedre del af Langedalen ligger flere gårde, deriblandt et par af navnet Bakke. — Fra østsiden af Langedal, eller almindeligere fra den lidt nordligere Lavedal (Lágidalr), begynder en hedevej, der ligger mod øst — af længde omtrent som Torskefjordsheden — til Stengrimsfjorden i Str. Heden er højtliggende, men jævn og stenig; medens man passerer de skaldede, svagt bølgeformede strækninger, lader intet ane, at man befinder sig højt til fjælds; den ensformige udsigt viser hverken fjældtoppe eller dale, men kun lignende i højde med heden liggende banker.

Langedalen åbner sig ud mod den ydre del af Isefjorden; men oven for dalmundingen fortsætter Langadalsstranden sig i det mindste lige så langt endnu i nordvestlig retning, indtil den ved Kaldalón skilles fra Snefjældsstranden (Snæfjallaströnd), som indtager den ydre del af Dybets nordkyst. Kaldalon er en aflang, grund bugt, der strækker sig — forholdsvis lang og smal — ind fra Dybet i nordøstlig retning; til bægge sider omgives det (lonet) af en stejl, regelmæssig fjældskråning; længst inde skyder sig derimod — tilsyneladende helt ned til selve kysten — en bred, smudsig skridjøkel frem; mellem den og lonets bund skal der dog ligge et stykke underland, gennemfuret af en fra jøklen kommende skidengrå å med alle en jøkelelvs ejendommeligheder. Jøklen, hvorfra den omtalte skridjøkel ligger ned, er den allerede tidligere nævnte Drangajøkel (eller Lonsjøkel), der strækker sig bag ved så vel Snefjældsstrandens som Langadalsstrandens fjælde. — Navnlig om Snefjældsstrandens fjælde gælder det, at de ud mod Dybet frembyde skuet af en sammenhængende, stejl li eller fjældmasse — kun på to steder brudt ved et bredt skard (en kløft), fra det ene af disse styrter en lille foss sig ned —, selv hele somren igennem prydet (om dette udtryk tör bruges her) med talrige store snepletter, men dog i sin nedre del frodig grøn imellem disse, da sneen netop ved at ligge så længe (de ni måneder af året) beskytter vegetationen. Langadalsstrandens fjælde er derimod ikke så fremtrædende.

Blandt gårdene på Langadalsstranden kan mærkes Melgrasøre (—eyri), hvor præsten bor. Denne gård, der er en af de nordligste på Langadalsstranden, skal, efter hvad man nu almindelig fortæller, være den i Háv. forekommende Valbrandsstad (Valbrandsstaðir). I sagaen (s. 21—25) nævnes tre gårde: Valbrandsstad, Torbrandsstad (Þorbrandsstaðir) og Asbrandsstad (Ásbrandsstaðir), som boliger for Håvards hustru Bjargøs tre brødre med de tilsvarende personnavne. Navnene på gårdene, af hvilke altså enhver skulde være opkaldt efter den dér boende bonde, er øjensynlig opdigtede, og skal vel endog ved selve deres form betegne, at gårdenes rette navne ikke erindredes; heller ikke findes omkring hele Isefjordsdybet nogen gård eller ødegård, hvis navn har, endog kun den fjærneste, lighed med disses. De tre gårde må, efter sagaens omtale af dem at dømme, have ligget temlig nær ved hverandre, utvivlsomt nord for Dybet, og Valbrandsstad vestligst. — Først fortælles, hvorledes Bjargø, som den gang med sin mand boede på Snefjældsstranden, på sit fartöj besøger den ene broder efter den anden for at bede dem om hjælp ved det forestående angreb på Torbjörn, hvorpå hun om aftenen vender hjem; derefter skildres, hvorledes Håvard, da kampen skal gå for sig, stiger på sit seksårede fartöj og ror til Valbrands gård. Der var en lang øretange, som gik ud i søen; der lagde de båden til, og lod en mand blive tilbage til dens bevogtning. Selv gik Håvard op til gården, hvor han traf Valbrand og hans to sønner beskæftigede med høarbejde på tunet; »brødrene«  (Valbrands to sønner) havde taget deres høje sko — foruden flere andre klædningsstykker — af og stillet dem på tunet; da de høre, at Håvard ønsker deres bistand, gör de sig i hast færdige, skoenes skind var skrumpet ind, men de skyndte sig så meget med at få dem på, at huden gik af hælene og skoene fyldtes med blod. Derfra begav alle sig til Torbrandsstad, hvor ligeledes gårdens to sønner slutte sig til Håvard, så til Asbrandsstad, hvor flokken endvidere forøges med to, — og derefter begiver man sig tilbage til fartøjet. Det var nu blevet sent på dagen, de roede over fjorden i hårdt vejr og landede »ved Laugabol«, hvor det tidligere omtalte overfald på den hjemvendende Torbjörn finder sted. — Noget vest for gården Melgrasøre strækker en lang og bred grustange sig ud i søen (nu sædvanlig efter de oven for liggende sandbanker benævnt Sandhólar); i tunet nordvest for gården findes en af et par grøftlignende fordybninger begrænset flade, kaldet »Bræðratúnga« eller »Bræðraflöt«, der ved sit navn skal minde om tildragelsen under de to »brødres« hastige omklædning. Hvorledes det nu end forholder sig med oprindelsen til denne benævnelse, er det sandsynligt, at den almindelige opfattelse har ret, når den gör Melgrasøre til ét med Valbrandsstad; ti øretangen, hvorpå der i sagaen lægges en vis vægt, lader sig genfinde her, men næppe ved nogen af de andre gårde, hvis beliggenhed kunde göre det muligt også at gætte på dem som stedet for sagaens Valbrandsstad. Er Melgrasøre Valbrandsstad, må Torbrandsstad og Asbrandsstad antages at være et par af de nærmest liggende gårde på Langadalsstranden; dog knytter sagnet sig her ikke til nogen bestemt gård.

Omkring Kaldalón, der danner grænsen mellem Langadalsstrand og Snefjældsstrand, findes nu kun én gård, Lonsøre (Lónseyri, ældre — eyrr); denne står yderst ved lonet på dettes vest- (eller nord-) side. Tidligere har der desuden været endnu en gård på samme side, men temlig langt inde i lonet, nemlig Lónhóll, samt en tredje, Trimbilsstad (Trimbilsstaðir), øst (syd) for lonet; flere gårde har der næppe nogen sinde ligget ved dette. De to af de oven nævnte tre gårde, nemlig Lonsøre og Lónhóll, denne sidste under navnet Hvål (Hváll), omtales i Háv., men med samme unøjagtighed og mangel på virkelig kendskab til egnen, som viser sig overalt i denne sagas stedsbeskrivelser. På Lonsøre boede i følge sagaen Toralv, hos hvem Olavs elskede, Sigrid, tog ophold efter at have forladt Torbjörn; på Hvål boede Torbjörns søster Tordis med sin søn Skarv.

Efter at Håvard for at komme bort fra den voldsomme og overmodige Torbjörn var flyttet til Snefjældsstranden, omtrent halvanden mil vest for Lonsøre, kunde hans får i begyndelsen ikke ret vænne sig til det nye opholdssted. En dag gik hans søn Olav ud for at opsøge de manglende: »han går ud med fjorden, indtil han kommer til Lonsøre«, hvor han træffer alle fårene nede på øren, på det sted, hvor de i sin tid var blevne landsatte. At Håvard har ladet sine får sætte i land ved Lonsøre i steden for at sejle med dem lige til sin ny gård, kan være ret naturligt, da dette sted ligger lige over for Laugardalen; men udtrykket »ud med fjorden« er derimod en påfaldende fejltagelse for »ind med fjorden«. Da Olav var kommen til Lonsøre, gik han til gården for at tale med Sigrid, men da de så Torbjörns fartöj sejle over fjorden og nærme sig land, gik han ned på øren og hjalp Torbjörn med at trække fartøjet på land. Torbjörn agter sig til sin søster Tordis og foreslår Olav, at de skal følges ad, men Olav svarer, at de ikke skal samme vej, da han skal drive sine får hjem; dog følges de et stykke ad — »allt fram fyrir hólinn«, der skiltes vejene. Torbjörn og hans ledsager (Tordis' anden søn Vakr) berede sig nu til at angribe Olav; da denne ser det, trækker han sig op i bakkeskrænten, hvorfra han forsvarer sig. Tordis hører hjemme fra sin gård larmen af de kæmpende, hvorimod hun ikke kunde se dem; men da hun får at vide, hvad der går for sig, ægger hun sin søn Skarv til at komme sine frænder til hjælp. Han løber ud og ned over skrænten (brekken) til kampstedet, dræber Olav, men falder selv. Derefter går Torbjörn op til gården og siger sin søster kampens udfald. — Der er i denne skildring i flere henseender en underlig forvirring. Gården Lonsøre ligger på en lav højde neden for lien inden for en i lonet fremskydende grustange (øre). Fra gården strækker tunet sig ned over en mod tangen affaldende brekke og bedækker tillige den øverste del af øren; umiddelbart neden for brekken ses i det grønne, jævne tun en stor, af nævestore strandsten opstablet stendynge eller dysse, der stikker betydelig af mod sine omgivelser. Denne kaldes »Ólafs rúst« og udgives for Olavs »leiði« . Torbjörn og Olav kan kun have fulgtes ad det korte stykke vej fra øretangens odde til nys nævnte brekke, under hvilken kampen må have stået. — Fra Lonsøre gård kan man både høre og se, hvad der foregår under brekken; her går det desuden ikke an at lade Tordis bo, da pladsen alt er optaget af en anden (Toralv, hos hvem Sigrid var i huset). Fra Lónhóll derimod, som har ligget hen ved en halv mils vej herfra, ikke langt fra bunden af lonet, hvor man i følge A. M. endnu da så tomterne, lader enkeltheder omkring Lonsøre sig slet ikke iagttage. Sagaskriveren har formodenlig ved en urigtig opfattelse eller generindring sammenblandet den »hol«, ved hvilken Olav faldt, med den »Hol«, på hvilken Tordis boede; og på dette grundlag er så den i sagaen indeholdte fortælling om Olavs død bleven formet.

Langs foden af den stejle li står Snefjældsstrandens få gårde i lang afstand fra hinanden. Den tredje gård vest for Lonsøre er Myre (Mýri) eller Tyrdil-Myre (Tyrðil-Mýri), der må svare til Dyrdilmyre (Dyrðilmýrr, Fbr. s. 5), hvor Tormods fader Berse oprindelig boede. Nogle hundrede favne vest for Myre påvises tomterne af en ødegård Håvardsstad (Hávarðsstaðir); da Háv. s. 10 fortæller, at Håvard, vigende for Torbjörn, drager »ud hinsides fjorden«, hvor der var vide landstrækninger, og bygger sig der en gård Håvardsstad, kan det næppe være nogen anden end oven nævnte ødegård, som der i sagaen tænkes på. Dette er også almindelig antaget. Samme antagelse kommer ligeledes til orde i A. M., i det der berettes, at efter sigende skulde Håvard halte have grundet gården Håvardsstad; man mente, at Håvardsstad og Myre altid kun havde udgjort én jord, så at Myre først var bleven bebygget, i det gården fra Håvardsstad flyttedes hertil.

Se Tillæg og rettelser

---