Anden Afdeling Nordens Mytologi (NFSG 1808)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

N.F.S Grundtvig (1783-1872)
Ill. Catsten Lyngdrup Madsen

Nordens Mytologi

Anden Afdeling
Asalæren

af N. F. S. Grundtvig

Efterat Vola i sin høitidelige Indgang har budet Taushed omsvæve den hellige Slægt i Valguders Sal, medens hun for den lyttende Valfader selv udfolder de gamle Sagn om Livets tvende Morgenrøder; begynder hun saaledes:

Jetter jeg mindes

Tidlig fødte,

Mindes jeg Verdner

Ni, og det rene

Navnstore Træ (Ygdrasil.)

Da fødtes Tiden,

Da Ymer leved,

Ei Sand var, ei Sø,

Ei kølige Lunde.

Ei fandtes da Jord,

Foroven ei Himmel

I Afgrund var Gab,

Men Græs var der ei.

Ymer sættes da som det første Levende, og hvorledes han blev til, i det Materien udviklede sig selv til Liv, lære vi i Vaftrudnismal, hvor han kaldes Aurgelmr (den Urgamle.)

Edderdraaber

Fra Elivaga

Udsprang, da vokste

Og blev en Jette.

Ved Gnistens Varme

Fra sydlig Verden

Fik Rimfrost Liv.

Ikke var Ymer Gud (siger den prosaiske Edda) skønt han nemlig fremtræder som det første Levende, thi han var ond som al hans Æt, der kaldes Hrimthurser, og det maatte vi allerede vide, naar vi se at han var den levende Edder. Straks blive Børs Sønner, (Aserne) til uden at Vola siger os hvorledes, og kunde hun vel sagt det? men vi kunne dog vel ikke tvivle om, at Fjolners (Alfaders) Børn have et Udspring, væsenlig forskelligt fra de onde Jetters.

Det anførte Vers lærer os, at Fædrene ansaa Livet for et Produkt af Kontraksionens og Expansionens Vekselvirkning, saaledes, at hin (Kulden) indeholdt det egenlige Stof, og denne (Varmen) det egenlige Livsprinsip. Selv Guderne fremkomme (efter den prosaiske Edda) paa samme Maade, thi af den optøede Is blev Koen Ødumla, fra hvem de stammede. Hvad det var som tøede Isen, siges ei, men at det var Solens Straaler og ei Muspels Gnister, indsees let.

Kunde vi endnu tvivle om Asers og Jetters modsatte Oprindelse, da maatte vi dog holde op, naar vi se hvoraf Hine skabte Verden; men her vil jeg lade en nyere Digter træde op som troligen fulgte de gamle i Fremstillingen af Alts Ophav.

Utgardeloke træder saaledes pralende frem for Asathor.

Husk! Jetterne er Jetter

Og det fra Arilds Tid.

Før Aserne de leved

Med megen Vælde stor

Da ikke tænkt var blevet

Paa Mjølner og paa Thor.

I Verdens første Tide

Før Nogen Lyset saa,

Var Gab i Afgrund vide,

Men endnu intet Straa,

Mod Norden Is og Taage

Da laa i Niffelhjem

Fra Muspels sydre Laage

Foer Ild og Gnister frem.

Da mødtes Hedens Vinde

Med Rimfrost i den Grav,

De blanded sig derinde

Og der blev Draaber af,

Ild monne Kulden dæmpe,

Og Kulden atter Ild,

Deraf fremstod en Kæmpe,

Den stærke Ymer vild.

Da svarte Tjalfes Herre:

Lad mig kundgøre mer!

Jeg skal dig vist gengælde,

Fortælle Sagnet tro.

Da ved Alfaudurs Vælde

Blev til Audumbla Ko.

Hun slikked Rim af Stene,

Da sprang vor Stamme god

Af kolden Kraft ei ene,

Men og af Kød og Blod.

I kolde, stille Kræfter

Sig blanded rørigt Liv

Da Bure blev, derefter

Blev Bør, som tog en Viv.

Af Eders Kæmpestamme

Hel skøn og mild at se,

Deraf sprang frem i Flamme

Gud Odin, Vil, og Ve.

— — — — —

— — — — —

De første Asidrætter

Var dem at knuse Jer

Vi Ymer snart mon dæmpe,

han ei vor Kraft modstod.

— — — — — —

— — — — — —

Vi kasted ned med Torden,

hans Krop i Svælgets Grav

Deraf Vi skabte Jorden,

Af Blodet Jordens Hav,

Da blev til Bjerge fjerne

Hans Ben med megen Gru,

Og Skyer blev hans Hjerne

Der drømmer den endnu.

Hans tykke Øienbryne

Blev sat i mangen Rad

Deraf blev snart tilsyne

Den store Midgards Stad.

Hans hvælvet høie Pande

Vi spændte ud derpaa.

Da Himlen mon opstande

Den farved Freia blaa.

Den prosaiske Edda fortæller, at alle Jetter, undtagen Bergelmer som reddedes paa en Baad, druknede i Ymers Blod, og selv i Vaftrudnismal findes dunkelt Spor af dette Sagn; men det Hele synes at være en Kopi af den mosaiske Syndflod, saameget mere som Bergelmer (der endog skal betyde Bjergoldingen) synes at være Noahs Frænde.

Udspændt var Himlen og bygget var Jorden, men kold og kraftløs laa den der, indtil

Sol fra Sønden

Straaled ned paa

Kolde Stene.

Da blev Jorden

Trindt bevokset,

Grøn af Urter.

Sol, Maane, og Stjerner fore vildt omkring i den høie Æter uden at kende deres Plads eller Kraft, men Guderne gave dem Plads paa den nybygte Himmel, ordnede deres Gang, og frembragte derved Morgen og Middag, Tusmørke og Aften, Ny og Næde til Aarets Regning. Derpaa samledes Aser paa Idas Slette, byggede Huse og Støtter høit i Sky, smeddede Guldet, spillede i Vangen og vare glade. De gyldne Tavler, som Gudernes Forstander havde eiet, som vare beskrevne med Fimbultyrs Runer (Alfaders Villie) kastede de fra sig, og savnede dem ikke (eller angrede ei deres Tab) førend der komme trende Møer meget mægtige, de vise Norner som udginge af Søen under Ygdrasil, skare paa Skjolde og bestemte Alles Skebne.

Nornernes Fødsel.

Fra høibygte Himle,

Fra guldtakte Gimle

Saa Alfader ned.

Paa yndige Sletter

Gik Aser med Jetter

I syndige Fred.

Nedstyrter, udsletter

De syndfulde Jetter!

Saa Alfader bød.

Men troløse glemme

De Alfaders Stemme,

Og Jetternes Død.

De hamre nedfalde,

Og Slagene gjalde

I gnistefuld Damp;

Men Aser ei hvæsse

I rygende Esse

De Sværde til Kamp.

Af Guldet de smede

De Ringe saa brede

Til Jettemørs Arm.

I blomstrende Enge

De rede sig Senge

Ved Jettemørs Barm.

Af Fjeldet udslide

De Marmoret hvide

Sig hæver en Borg

Paa Hynderne bløde,

De glemme al Brøde

De kende ei Sorg.

Af Vrede da brændte

Alfader, og vendte

Sit Øie fra Jord.

Det sortner, det gjalder,

Og Hornet omfalder

Paa Asernes Bord.

De blegne, de skue

Mod Himmelens Bue

Den rødmer som Blod,

Det syder, det kvælder

En Kilde udvælder

Af Ygdrasils Rod.

Nu Solen fremluer,

Og glad sig beskuer

I speilklare Sø.

Af Evigheds Svøbet

Udstiger trekløvet,

Treenige Mø.

Urd, Verand, og Skulde

De Strænge, de Hulde,

Som styre hver Old,

Let dandse henover

De trillende Vover

Med Griffel og Skjold.

Da riste, da synge

De Søstre i Klynge

Et underligt Kvad:

(Til Nornernes Sange

Da lytte saa bange

De Aser i Rad.)

“Vi vare, da Livet

Blev taget, blev givet,

Udvælded af Død.

Det Tagne skal stivne

Det misbrugte Givne

Skal renses i Død.”

Vel maatte Asers Glæde spildes ved Norners Fødsel; thi som halvvækkede af en dyb Slummer skuede de forvirrede trindt sig i ængstelig Forventning om de Ting som skulde ske.

De raadsloge (siger Vola) om nogen Straf ventede dem for onde Raad eller om Glæden atter vilde favne dem. Selv kunde de ei løse Gaaden; men den løstes frygtelig for deres Øie, da Gulveig (sendt af Norner) kom til Hars Sale, og veiede de gyldne bortkastede Tavler. Hun viste dem, hvi de bleve, og hvad de gjorde, da de byggede en Verden og giorde sig selv til Guder.

Rasende løfte de Hende paa de skarpe Spyde og kaste Hende i brændende Ild; men forgæves – Tre Gange brændt, tre Gange genfødt, lever Hun end, bruger Galder og Seid, og vækker stedse bangere Ahnelser hos de rige Guder. Det er den onde Kvindes Glæde. Aser følte at de nu havde brudt Freden med Jetter, og de ginge til Raadstol for at høre, hvem der havde smittet Luften med Blod, og farvet Spydsodden, der end var Mø, i Jetters Afkom (Gulveig). Thor var ilsindet, taalte ei at høre Sligt (at kræves til Regnskab for sin Id) og da brødes Eder og al den Forening; som var giort mellem Aser og Jetter. Frem sprang Odin, og skød i den fremvældende Jetteskare; (der kom at hævne Gulveig) men haard blev Striden, brudne bleve Asers Borgemure, og mordspaaende Vaner nedtraadte Idaslettens Herlighed.

Trængt og raadvild vover Odin sig til Urdas Brønd, at søge Kløgt hos Heimdal, dens Vogter. Han faar den; men dyrt maa den betales. Sit ene Øie maa Han pandsætte, paa det Han ei skal se formeget, og med Blodet udrinder Hans Kraft.

Klog skaber Odin Dverge, og lader dem flytte Gudeborgen fra Jorden til Himmelen Bifrosts luende Bro befæster sig mellem Ham og Jetter, og Han drømmer sig tryg.

Nu stod Jorden aaben for Jetter, og Dværgene trængtes ind i de haarde Fjelde, ja Hine synes endog at have villet give Jorden en egen Slægt. De forsøgte om de havde Skabekraft paa Punkter hvor Plantelivet alt var tilstæde, men Magten til at løsrive dette fra Jorden og meddele det et bevægende Prinsip manglede dem, og Guderne Aflgir og Astgir (den Mægtige og den Elskelige) funde Ask og Embla end fængslede til Jorden

Lidet mægtende

Skebneløse,

Aand de ei havde,

Forstand ei heller

Skønhed, Tale,

Farve de mangled.

Alt gav Guderne dem saa de kunde stande som Skabningens Pryd; men ei var det uden Egennytte, thi de vilde skaffe sig Stridere i Ragnaroke.

Nu er Menneskelivet begyndt, og naar Vi ene vilde følge Vøluspa, behøvede Vi blot at se Baldurs Død og Lokes Fængsling, for at kunne vende tilbage til Menneskene, og med Øiet vendt mod Nastronds Kant se Ragnaroke forberedes; men da senere Digtere (der stræbte dels at udfylde og forklare Vøluspa, dels at gøre Kampen mellem Guder og Jetter mere beskuelig) have baade sat flere Kampoptrin før og efter Baldurs Død, og selv giort denne Punkt med sine umiddelbare Aarsager og Virkninger til Genstand for deres Anskuelse, saa nødes Vi til at glemme Jorden en Tidlang og beskue de enkelte Digtninger paa den Plads de have givet sig selv.

Foreløbig maa jeg bemærke at jo nyere Digtningerne ere, desto mindre er deres Betydning, der svækkes og tabes tilligemed Sandsen for Volas Kvad, og derfor møde Vi i den prosaiske Edda saa meget der strider mod dets Aand, skønt Forfatteren har erkendt det som Grundvold og udvortes bevæget sig i det.

Da Loke spiller en saa vigtig Rolle i de senere Digtninger, saa er her Stedet hvor denne Figur bør træde nærmere hen for vore Øine. Digterne fandt ham i Vøluspa som Asers værste Fiende, angivet som Jetters Veiviser i Ragnaroke, halv sigtet som skyldig i Baldurs Død, og derfor bundet.

Alt dette syntes dem at pege hen baade paa en listig Natur og et nøiere Forhold til Aserne. De fandt Udyrene Midgarsorm og Fenris og vidste ei at give dem nogen mere passende Fader end Loke. En Følge af klar eller dunkel Forestilling herom, var det som bragte dem til at skelne mellem to Epoker i Lokes Liv: da han var Asers Ven, og da han blev deres Fjende.

Overgangspunkten var, da han avlede hine Udyr, og han kundgiorde sit Fiendskab ved at medvirke til Baldurs Død.

Den rytmiske Edda har kun et Kampoptrin før Baldurs Død, nemlig

Mjølners Tab og Generobring.

Da en Hammer først var blevet tillagt Thor som Kraftens Symbol maatte Jetterne nødvendig stræbe at faa den i deres Vold, og derved ligesom lamme Gudens Arm, i det Øieblik Han udstrakte den for at knuse dem, og herom fortælles i Digtet: Tryms Kvæde saaledes:

Thor vaagner, og savner forfærdet sin Hammer. Af Vrede rystede det lange Skæg og Jorden dundrede under Haandens Slag, thi

As var Hammeren stjaalet.

Men Loke stander snild og hjelpsom ved hans Side, Begge gange de til Freias Sal, for at laane hendes Fjederham og oplede Mjølner. Vel vidste hun hvorom det gjaldt og sagde:

Laane den vilde jeg,

Var den end Sølv.

Give den vilde jeg,

Var den og Guld.

Fjederhammen susede. Da fløi Loke, til Han kom udenfor Asers Gaarde og indenfor Jetteverden. Drotten Trymer sad paa Høi, snoede Guldbaand til sine Hunde og jævnede Hestenes Manker: I forstilt Uvidenhed spørger Han:

Hvor staar med Aser?

Hvor staar med Alfer

Siden Du Ene

Kom mellem Jetter?

Og Loke maa bekende:

Ilde med Aser,

Ilde med Alfer.

Du har Hlorridas

Hammer forborget.

Ei nægter Jetten det; men forkynder at den er fjælet otte Mile i Jord og gives aldrig tilbage, uden Freia føres ham til Brud. Ei kan det være underligt, at Han vil sælge Hammeren for Freia; thi glemte Vi ogsaa hans Brønde, da vide Vi at Freia

Keiser hver en Dag

Den halve Val,

og hvilken Helteskare var da ikke tabt for Odin, naar hun kom til Jotunheim!

Atter susede Fjederhammen, og Thor raabte mod den Kommende:

Er dit Ærende

Stort som Møien?

Lad fra Luften

Budskab lyde!

Sagnet glemmes

Let paa Bænken.

Løgnen vokser

Op fra Leiet.

Høit fra Luft lød den sørgelige Tidende, og Begge ginge atter at finde den fagre Freia. Thor talte:

Ifør dig Freia!

Din Brudeklædning,

Og far omgiordet

Med gyldne Belte,

Til Jetteverden

Som Trymers Viv!

Freia fnøs af Harme, saa Gudesalen rystede, og Brysings Halsbaand søndersprang paa den svulmende Barm.

Aser sankedes til Stevne og ledte om Raad i den store Vaande. Intet vidste de før Heimdal fremtraadte og raadede at ombinde Thor med Brudelin; lade Nøgler klinge ved Hans Side, Kvindeklæder flagre om Knæ, Brysing smykke Halsen, og dyre Stene glimre paa Brystet. Thor vrededes og vilde ei fare Kærlingefærd; men da Loke mindede ham om, hvad der stod paa Spil saaledes:

Snart skulle Jetter

Bo udi Asgard,

hvis Du din Hammer

Ikke vil hente;

og tilbød sig at være Brudeterne; da lod Thor sig klæde, og agede med Loke ad Bifrost Bro, saa Klipper revnede og Ildstraaler susede hen over Jorden

Kvad da Trymer,

(Thursedrotten)

Stander Jetter!

Op fra Bænke!

Breder Hyndet!

Thi nu føres

Njardurs Datter

Mig til Viv.

Guld nok Han eiede; men da først havde det Glands for ham, naar det belyste den deiligste Kvinde. Ringene hang saa skinnende under Loft i hans Sal; men forlystede ei hans Øie før de glimrede paa Freias hvide Arm.

Det led ad Aften, og Duge bredtes for de samlede Gæster. Blind var Trymer; thi Brønde gjorde ham blind, og den

Vittige Terne

Sad der, og paafandt

Snedige Tale.

Han troede at Freia nu fortærede al Kvindebordets Mad med Tønder af den brune Mjød, fordi Hun fastede i otte Dage af Længsel efter Jetteverden. Han troede, at derfor brændte Ild i Brudens hvasse Øine, da Hun rev sig bort af hans Favn, fordi Hun ei sov i otte Nætter, af Længsel efter Jetteverden.

Søsteren, den grimme Jettekvinde, kom nu at sælge Bruden sin Yndest for røde Ringe, medens Kongen bød at lægge Mjølner paa Brudens Knæ, og vie hende til Jettedronning .

Lo hos Hlorrida

Hjertet i Bryst,

Da han sin Hammer

Haardsindet kendte.

Thursedrotten med al sin Æt, viedes til Hel, og Jettekvinden, som turde kræve Brudestadsen, fik Hammerslag for røde Ringe

Saa fik Odins Søn

Atter sin Hammer.

Mellem de Fortællinger, den prosaiske Edda har i denne Epoke, udmærker sig Sagnet om Idunna og Hendes Æbler, der er grundet paa et Digt af Thjodolf hin Hvinverske, da det ei ganske mangler Betydning.

Idunna, som med sin hele Familie er ganske ukendt for de ældre Digtere, træder i Lokasenna frem som Brages Kone; men er her af langt mere Vigtighed, da Hun gemmer Æblerne, hvori Guder bide, for ei at blive gamle. Man ser lettelig at Digteren herved har villet motivere Gudernes evige Ungdom, og maaske, ved at gøre Idun til Brages Kone, fremstille Poesien som den stedse genfødende Moder, der forynger Guderne.

Var Myten om Idunnas Æbler først blevet til, da maatte Jetterne nødvendig stunde efter at eie dem. Der fortælles hel eventyrlig, hvorledes Jetten Thjasse fangede Loke, og pinte ham saalænge, til Han maatte love at skaffe Idunna. Han lokkede Hende ud fra Asgard med Æblerne, som for at sammenligne disse med nogle, Han havde fundet. Thjasse tog Hende i Ørneham, men for at bebolde Livet, maatte Loke igen stjæle hende bort, da Thjasse engang var borte.

Jetten forfulgte Tyven; men Guderne svede hans Vinger, og dræbte ham i Lunden.

En anden Fortælling bliver paa en Maade vigtig fordi den, skønt aldeles uden Føie, støtter sig paa Vøluspa. En Bygmester kom til Aserne og lovede paa en Vinter at bygge dem en uindtagelig Borg, naar de vilde give ham Freia, Solen og Maanen. De indginge det, stolende paa at det var umuligt og følgende Lokes Raad. Bygmesteren, og hans Hest Svadilfar arbeidede saaledes at der tre Dage før Vinters Ende kun fattedes Borgeledet. Bange raadsloge Guderne og truede at dræbe Loke, hvis Han ei skaffede Raad. Han forvandlede sig til en Hoppe, bortlokkede Svadilfar, og forsinkede saaledes Bygningen. Vred iførte Mesteren sig sin Jetteskikkelse, men dræbtes da af Thor. Hoppen fødte den ottefodede Sleipner.

Skulde man anvise denne Digtning, der ikke hører til de yngste, en Plads i Asadramet, da blev det der, hvor Asers Borgemure vare nedbrudte, og kunde ansees som det sidste fortvivlede Forsøg af Aserne at holde sig paa Jorden, da de frygtede for at komme Nornerne nær.

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE