Årene 1702—12 (Árni Magnússons Levned)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Årene 1702—12.
Virksomhed på Island, især Jordebogsarbejdet
Handelen på Island havde i et århundrede været monopolhandel, hvis fordærvelige virkninger forlængst var følte og påklagede.[1] Det var for at klage over taksten, at Árnis fader blev sendt til København (se ovf.). Det må betragtes som givet, at Árni i sit hjem og påvirket af sin fader har lært handelsforholdene og deres skadelighed grundig at kende. Han har uden tvivl i sin ungdom fået indpodet en uvilje mod de danske købmænds hele færd og det uvæsen, de drev. Omkring århundredskiftet var det blevet sådan, at en ændring måtte indtræde eller søges iværksat.[2] Man havde truffet den ordning, at landet deltes i bestemte handelskrese med de strængeste påbud om, at man måtte holde sig til købmanden i sin egen kres. Der forekom forsyndelser herimod af en ret ubetydelig art, men de straffedes hårdt. Således havde en mand, Holmfastur Gudmundsson, til en anden købmand end han skulde 1698 solgt »3 langer, 10 kullere og 2 bundter svømmeblærer«. For denne overtrædelse blev han bundet til en pæl og kagstrøget »med 16 slag af bøddelen«; han var forresten bleven dömt til at betale »8 merker« (ɔ: 10 rdl. in specie), men havde kun en ussel båd at betale med, som ikke blev modtaget. Flere lignende sager kendes. Denne sag nævnes her, fordi Árni senere fik med den at göre. Embedsmændene (sysselmændene) var heller ikke altid som de burde være og var selv undertiden afhængige af købmanden mere end godt var. De strænge år og al denne handelsnød i forbindelse med kongeskiftet 1699 bevirkede, at tingmændene, der i anledning af kongehyldingen var talrigt samlede i sommeren 1700, følte trang til at göre noget. Resultatet blev, at man enedes om at skrive til kongen og bede om hjælp. En af de mest fremtrædende blandt dem var den danskfødte lagmand Laurits Gottrup, der fandt støtte hos den daværende, iøvrigt ilde berygtede amtmand Chr. Müller. Tillige bad de om at måtte sende den ene af lagmændene til København, for mundtlig at forklare tilstanden. Kongen gav sit samtykke dertil, og amtmanden opfordrede Gottrup til at påtage sig rejsen. På altinget 1701 blev man imidlertid bange for, at denne sendelse vilde komme til at koste for meget, og mente, at embedsmændenes skriftlige forklaringer og indberetninger kunde göre samme nytte. Denne opfattelse gjordes bl. a. gældende af biskop Jón Vidalin til Skalholt og dennes slægtning, Páll Vidalin, der i det følgende kommer til at spille en stor rolle. Disse 2 Vidaliner var Árni Magnussons særlig gode venner. Amtmand Müller sluttede sig nu også til denne opfattelse, hvoraf følgen blev, at han og Gottrup blev uvenner. Ikke desto mindre rejste Gottrup til København samme sommer. Kongen udnævnte i oktober en kommission for at undersøge og overveje hele sagen. Det hører ikke herhen at komme nærmere ind på de særlige forhandlinger om handelsforholdene. Men sagen førte til, at kongen mente, at der var al grund til at undersøge landets hele tilstand og forhold, for at prøve på at få forbedringer deri og i det hele fremkalde nødvendige reformer. Jón Ólafsson antyder efter Árni, at grunden også var den at undersøge, om man ikke kunde få flere skatter af landet. Nu er det, at man i denne forbindelse kommer til Árni Magnusson.
Hans kendte praktiske dygtighed og indsigt i alle islandske forhold har utvivlsomt udpeget ham som den, regeringen havde bedst tillid til at udføre den gærning, som den ønskede. Ret pludselig og uvæntet for Árni kom udnævnelsen til den virksomhed, han som kommissær skulde udføre på Island.
25. april 1702 blev der udfærdiget et reskript til ham om at rejse til Island og dér udrette, hvad en ham medgiven instruks[3] udførlig krævede. Og der tilföjedes: »skulde han ellers af sig selv observere noget videre der i landet, end hvad ham var befalet at forrette, som kunde geråde H. K. M. til tjæneste eller det gemen til bedste, skulde han det skriftlig forfatte og tillige med det øvrige ved hans tilbagekomst Hs. Maj. tilstille«. Instruksen selv er dateret 22. maj 1702 og består af 30 paragraffer.[4] De første 4 paragraffer handler om en tilvejebringelse af en hele landet omfattende jordebog. Der skulde foretages undersøgelse af, hvorvidt almuen var trykket af ubillige pålæg, og klager modtages over embedsmænd (§ 5,6); købmændenes overholdelse af oktrojen (§ 7) og havneforholdene (§ 9), domkirkerne og bispestolene, samt skolernes tilstand m. v. (§ 10—13) skulde undersøges. Det kgl. jordegods skulde optegnes (§ 15—16). Foruden endnu andre ting skulde også visse bestemte sager undersøges, som den ovf. nævnte Holmfasts, en anden angående Tomas Konrádsson osv. (§ 22 og 23); grundene til svovlminedriftens ophør (§ 25) skulde efterforskes, beretning om fremmede nationers forbudne handel indgives (§ 27). Kommissærerne — der skulde være en til foruden Árni — havde ret til at lade sig »dokumenter ved domkirker, klostre eller hos privatmænd, som kan være til nytte uden tergiversation« forevise (§ 29). Det er som man sporede Árnis egne ord i denne paragraf. Og endelig hedder det i § 30: »alt hvad kan tjæne til landets tarv og opkomst samt de kgl. indkomsters forbedring overlades i øvrigt til kommissærernes nidkærhed, som vil blive nådig påskønnet«.
Som man ser, var instruksen overmåde omfattende og gav kommissærerne en meget udstrakt myndighed samt anledning til så at sige at blande sig i eller tage sig af så godt som alt i det offenlige liv forekommende — bortset naturligvis fra alt lovgivningsarbejde —. Den led af samme fejl som instrukser i disse tider jævnlig led af, at bebyrde en enkelt mand — her dog to — med et uoverkommeligt arbejde, et arbejde, der i dette tilfælde tilmed var meget uligartet. Når man desuden — hvad man gjorde — tænkte sig arbejdet udfört i løbet af nogle få år, havde man regnet grundig fejl. Uden tvivl må arbejdet ved det nye jordebogsforetagende være betragtet som det vigtigste og mest påkrævede; det stilles da også i spidsen af instruksen. Et grundigt kendskab til jordegodserne og deres tilstand, kort sagt, det økonomiske grundlag for landets trivsel og opkomst, var og måtte være det allernødvendigste. Hermed stemmer det oprindelige, vel fra Árni selv stammende udkast til instruks, der endnu haves.[5] Af dette ses også, at fuldmægtig, senere landfoged P. Beyer oprindelig var udset til at tiltræde kommissionen som sekretær; dette skete dog ikke. Det er sikkert Árni selv, der har fået sat igennem, at Páll J. Vidalin blev det andet medlem af kommissionen. Han var som sagt Árnis gode ven, og denne har væntet et godt samarbejde fra hans side, hvad der også blev tilfældet. Der blev sendt skrivelser til amtmand Müller, bægge biskopper og lagmænd om at yde kommissærerne al mulig støtte. 25. april fik Árni ordre til at rejse til Island med förste skib. 17. maj indgav han til Rentekammerkollegiet et andragende om Iön m. m., nemlig 200 rdl. til equipage, til sig og en tjæner fra afrejsen til ankomsten til Island 4 rdl. ugentlig, til fortæring i landet 2 rdl. pr. dag, til hans medkommissær 1 rdl. og så 4 rdl. om ugen til nedrejsen igen. Alt det øvrige (rejser i landet, papir og desl.) vilde han bekoste selv. 22. maj samme dato som instruksen) tilstår kongen Árni ikke blot hvad han har önsket, nemlig de 200 rdl. til equipagen, 4 rdl. til rejserne mellem Island og Khavn, samt 1 rdl. pr. dag til subsistence osv.. men også lov til at oppebære sin gage som embedsmand : 29. maj udstedte Árni et udlånsbevis for 7 fra Rentekammeret udlånte jordebøger, der nærmere specificeredes. Han vilde forberede sig så godt som muligt til arbejdet. 29. maj rejste han fra København[6], sikkert med købmand Fjelderup (Breve s 148). 18/19. juni var han nord for Langanes og ankom til Hofsós 24. juni[7], hvorpå han og hans værkfælle Páll Vidalin red til altinget,[8] hvor kundgörelsen om deres hværv blev oplæst 18. juli.[9] Af den ses, at den oprindelige plan var, at enhver jordejer selv skulde give en fortegnelse over sine jorder og deres værdi og dermed lade følge afskrifter af dokumenter ang. ejendomsretten, samt af kirkernes dokumenter af samme art. Alt dette skulde være færdigt i løbet af næste vinter og afleveres på altinget næste sommer. På denne måde har man altså tænkt sig en jordebog over hele Island fuldført eller ialfald alt materialet dertil samlet i löbet af ét eneste år. Denne plan har imidlertid hurtig vist sig uigennemførlig, så snild og simpel den end kunde synes at være, og en anden, sikkert mere pålidelig, men også mere langsom, fremgangsmåde måtte vælges, den der fulgtes, som det snart skal ses.
Det første brev iil Árni, der kendes, efter hans ankomst til Island, er fra købmand C. Pouelsen på Stappen (Arnarstapi) 3/7, og sendt til altinget. Foruden at meddele den elendige tilstand sender købmanden dommen over Thomas Konrádsson, hvem han har sagsøgt (jfr. instruksen ovf.). Brevet forudsætter, at Árni kommer der på egnen og købmanden stiller sit hus til hans rådighed. Ejendommeligt nok findes endnu et brev fra købmand Bærtelsen (Revets krambod, Snefjældsnæs) 4/7, hvori også denne klager stærkt over de slette tilstande (her særlig fiskeriets) og almuens armod, der er ude af stand til at betale, hvad den skulde. Det hedder utilsløret: »dette bedes ydmygst edle hr. professor vilde behage ved skibenes hiemsejling til dett kongl. rentekammer at referere«. Mulig er det hensigten med disse breve at søge at påvirke Árni til gunst for købmændene. Et andet brev fra samme af 24/8 haves af lignende indhold. Det er adresseret til Árni »a Westfjord«. Allerede nu besvarer Árni fra altinget 19/7 en forespörsel fra biskop Björn om forståelsen af en forordning, også ang. forhold til handelspladser, (»det må stå enhver frit for fra fjærntliggende distrikter at føre landskyld og lejer til sit hjem«). Sysselmand Magnus Björnsson skriver 8/8 og beder, under henvisning til samtale på altinget, at Árni vil skrive med »hans og almuens supplique«. Også fra købmand Fjelderup modtog Árni en anmodning (14/9) om, at Hofsos' distrikt ikke blev forminsket.
At Árni straks tog sig af de sager, som var ham pålagt, viser hans brev 21/10 til Steindor Finnsson, hvori han beder denne om oplysninger angående kontrakten mellem Thomas Konrádsson og købmand Jacob Sörensen på Rif. 8/3 1703 svarer Steindor, at derom husker han intet nöjagtig.
Da jordebogsarbejdet var det betydeligste og vigtigste af Árnis hværv, ligesom det også blev det resultatrigeste, vil det nu blive udførlig behandlet i det følgende i forbindelse med Árnis liv og opholdssteder iøvrigt i dette tidsrum.
At Árni på det omhyggeligste har overtænkt og forberedt den opgave, han påtog sig, er indlysende, selv om man ikke havde alle de papirer vedrørende hværvet, som endnu haves. Blandt disse er særlig 462, fol. at mærke; her findes regler for jordernes vurdering samt en fuldstændig plan for jordebogens indretning m. m., det meste med Árnis egen hånd. Planen er fulgt i praxis, men her skal man ikke komme nærmere ind på denne sag, da den uden tvivl vil blive behandlet i indledningen til udgaven af jordebogen. Hvad der findes i 1014, 4° er uden tvivl også forberedelser til jordebogsarbejdet Jfr. også 223, 8°).
Man er ret godt underrettet om Árnis og hans medarbejder Páll Vidalins rejser dels gennem Árnis breve, dels og især gennem Pálls »annal« for årene 1700—09 (trykt 1904); endelig giver Jordebogen selv nöjagtige oplysninger om, når enhver del af den blev udfærdiget. Da det kan væntes, at der i indledningen til udgaven af denne vil findes alle oplysninger om de enkelte sysler og repper, er det ikke nødvendigt her at gå i detaljer.[10] Her skal der derfor i al korthed göres rede for Árnis rejser og virksomhed ved jordebogen.
Efter at de to mødtes 1702 red de først til Bessestad og Vidø for at efterse bygninger osv. i henhold til instruksen.[11] Senere hen på sommeren mødtes de igen efter aftale i Hvammur, Árnis ungdomshjem, hvor hans broder Magnus nu var præst. Den 8/8 har Magnus Björnsson forudsat, at han rejste derhen. Derfra rejste de til Skógarströnd og ud i Eyrarsveit, Árni videre rundt om Snefjældsjökel, hvorefter de mødtes på den bekendte præstegård Staðarstaður (på sydsiden af næsset). Herfra skrev de rundskrivelser til sysselmændene angående folketælling og husdyrbestand. Her var de endnu i oktober (brev 21/10). Árni har også selvfølgelig besøgt sin morbroder Páll Ketilsson, der havde været præst dér, men nu bode på Slitvinda- (Slítanda-) staðir; herfra haves brev 15/12, hvori denne takker Árni for godt samvær. Noget efter er Árni rejst til Skalholt (rejsen tog 8 dage), hvor han ses at have været 15 novbr. På Skalholt opholdt Árni sig i det hele taget hver vinter under sit ophold i Island, hos sin gode ven, biskop Jon Vidalin. den berömte prædikant.
Resultatet af reisen for jordebogens vedkommende var, at omtr. halvdelen af syslet (Snefjældsnæs) blev færdig. Det var en god begyndelse (br til Rentek. 20/6 09). 1703 rejste bægge kommissærer til vestlandet, først ud i Bjarnøerne og Flatø, derpå til Bardestrand, og landede ved Hagi; opholdt sig på gården Bær, hvorfra turen igen gik ud til Bjarnøerne, derfra til Tjaldanessand, over Sælingdalsheden til Hvammur.[12] Dette var i juni måned. Men kommissærerne fik nu et missive fra kongen om at undersöge Bessestad selv, og de skulde også møde på altinget. Fra Bessestad (i august; derefter til Grindavik), hvor de opholdt sig en halv måned, tog de til Vidø og udarbejdede jordebogen over hele den sydlige del af Guldbringesyssel. I sept. var Árni på Utskálar og i Keflavik. Her var de først færdig i november, vejret var, siger Árni »usædvanligen mildt og godt«. Árni tog så over Reykjavik og Saurbær på Kjalarnæs (sammen med Páll) til Skalholt. De havde nu høstet erfaringer, og de kunde indse, at det hele gik og måtte gå meget langsomt. Derfor tog de nu den beslutning i de følgende somre at »separere sig«, arbejde hver for sig med hjælpere (skrivere). Det skete også således for det meste herefter.
I deres indberetning til kongen 30. aug. 1703 giver de et overslag over arbejdets varighed. Der henvises til, at assessor Klein for omtr. 20 år siden fik befaling om at indrette en jordebog: dertil gik der 7 år, uagtet det var sysselmændene selv, der gjorde arbejdet; dertil er den jordebog meget mangelfuld, idet meget er forbigået, der burde være medtaget, og der er mangfoldige fejl derved. Nu har de nöje overvejet, hvor lang tid dette arbejde vilde tage, og mener, at såfremt ingen særlige forhindringer kom, kunde det blive færdigt ved udgangen af 1708. Det er i tiden medio maj til medio octobris, at der kan arbejdes. Der göres rede for de hindringer og besværligheder, der selv om sommeren kan træde forstyrrende ivejen. Alt dette er fuldkommen i sin orden. Rentekammeret synes at have holdt sig strængt til det her anførte årstal, som det siden vil ses.
1704 begav Árni sig i maj[13] til Vestmannaøerne og gjorde jordebogen over dem færdig; den er det eneste, der findes med hans egen hånd. Det arbejde tog 5 uger.[14] Páll tog til Kjósarsyssel og optegnede jorderne i Mosfellssveit. Der kom Árni til ham og de fortsatte arbejdet til altinget trådte sammen. Her indfandt de sig bægge d. 8. juli og deltog i domme. Efter altinget begav de sig østerpå helt hen til Lómagnúpssand og gjorde jordebog over Vesterskaftafellssyssel helt hen til Myrdalssand med standkvarter på Þykkvibær og Kirkjubær.[15] Her havde de rigelig lejlighed til at forhandle med hinanden og rådslå om det hværv, der var pålagt dem. »De kom overens om, hedder det i P. Vidalins Aldarfarsbók, at uretfærdig adfærd af dem, som rådede over jordegods, de åndelige over åndeliges godser, kongens forleningsmænd over kongens ejendomme og proprietarii over deres egne, var en af de störste grunde til landets udarmelse, og især manglen på erstatning for kvilder,[16] som da i nogle år havde plaget almuen tvært imod landets lov og al gode mænds gammel sædvane, hvilket altsammen i höj grad havde udarmet bønderne, til bedste for dem, som styrede jordegodserne, men til fordærv for lejerne, som foruden al erstatning for kvilder måtte, noglesteder i 70, 60, 50, 40, 30, 20 år, leje døde kvilder som lovlige.[17]
Fodnoter
- ↑ Herom kan henvises til J. J. Aðils’ udtömmende skildring i Einokunarverslun Dana 1919.
- ↑ Jfr. herom det 4. afsnit i nævnte værk, som her er nyttet.
- ↑ Se Lovsml. for Isl. I, 580—81.
- ↑ Embskr. 12 f.
- ↑ Embskr. 13 ff.
- ↑ Árnis andragende herom (22/5) se Embedsskr. 18—19. Konsistorium lover 27/5 at tage sig af hans lön og sörge for, at han får hvad der tilkommer ham, sst. s. 18.
- ↑ Br. til Þormóður s. 375.
- ↑ Emb. skr. s. 22, 199. Af br. fra Jón Árnason 25/6 1703 ses, at Árni undervejs besøgte Hólar.
- ↑ Embskr. 20 f.
- ↑ Jfr. også Kålunds redegörelse i Fortalen til Embedsskrivelser osv.
- ↑ Embskr. s. 23.
- ↑ Jfr. Vallaannáll ved år 1703 (Ann. isl. I, 450—51). Her meddeles, at Árni havde sit tælt på altinget østen for tunet på Tingvallagården.
- ↑ Endnu den 3. var han i Skalholt, d. 10. kom han til Vestmanøerne, 16. juni er han endnu ikke kommen tilbage (br. fra Páll 16/6 1704).
- ↑ Jfr. Árb. Isl. VIII, 85, hvor det siges, at Árni vendte tilbage derfra Barnabas messedag, ɔ: 11. juni. Sål. også Vallaannáll (Isl. ann. I, 464). Jfr. også s. 86 om hans og Pálls rejse og ophold.
- ↑ Jfr. Árb. Isl. l. c. 88—9 og nærmere i Vallaannáll (Isl. ann. I, 465 f.).
- ↑ Kvilder er de får, som, tilhørende ejeren, fulgte med den udlejede gård, i reglen seks = en ko.
- ↑ Forholdet var det, at når »kvilderne« døde (af alder eller sygdom) skulde lejeren erstatte dem, istf. at det var ejeren, der skulde göre det, medmindre lejeren kunde siges at have forskyldt deres død. For den fattige lejer var erstatningen en meget trykkende, og tilmed uretfærdig, udgift.
