Nibelungekvadet 4
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
67.
Nu kom der sære Budskab til Gunthers Rige hen,
at fjerntfra man skikked til Landet Sendemænd
fra ukendte Kæmper, som til dem bar Had.
Da den Tale spurgtes, blev Ingen af dem glad.138.
68.
Dem vil jeg eder nævne: det var Lydeger
fra Saksefolkets Rige, en mægtig Fyrste dér;
derhos Drotten Lydegast fra Danemarkens Land.
I Hærfærd de fulgtes af mangen herlig Mand.139.
69.
Nu var i Gunthers Rige de gæve Sendebud,
dem hans tvende Avindsmænd havde skikket ud.
Da ønsked man at høre de ukendte Mænd.
Man bød dem gaa til Kongsgaarden for Kong Gunther hen.140.
70.
Dem hilste Kongen venligt: „Vær velkomne her,
Endnu har Ingen sagt mig, ihvem der sendte jer:
det skal I lade høre", saa mælte Drotten god.
Da frygtede de saare for Gunthers vrede Mod,'141'.
71.
„Vil I tillade, Konge, at sige jer det Bud,
vi har at bringe eder, saa taler frit vi ud
og nævner jer de Herrer, som sendte os til jer:
Lydegast og Lydeger vil hjemsøge jer her.142.
72.
I har vakt deres Vrede. Det er os nøje kendt,
at saare de jer hader, de Helte, os har sendt.
De vil drage i Leding mod Worms paa Rhinens Sand:
det skal for vist I vide, dem følger mangen Mand.143.
73.
Før tolv Uger lider, skal Krigsfærden ske.
Om I har gode Venner, det lade snart I se,
som kommer jer til Bistand at værne By og Land.
Her hugger de sønder mangen Hjelm og Skjolderand.144.
74.
Men vil I tinge med dem, det sige I dem end:
da rider store Skarer af arge Avindsmænd
ikke til eders Rige, at volde bitter Nød,
og mangen en gæv Ridder kan skaanes end for Død!"145.
75.
„Nu tøv her en Smule", Kong Gunther mælte saa,
„naar jeg har tænkt paa Sagen, da skal mit Svar I faa.
Har jeg trofaste Helte, dem skal det vorde sagt,
og mine Venner klaget det Budskab, I har bragt."149.
76.
De Sendemænd fik Herberg i Drotten Gunthers Stad.
Hvor fjendsk end man var dem, den rige Konge bad
dem saare godt at pleje (han gjorde vel deri),
indtil han fandt Venner, som vilde staa ham bi.151.
77.
Gik Kongen dog i Vaande og følte Sorg i Bryst.
Ham saa i hans Kvide en Riddersmand fuldtrøst,
som ikke kunde vide, hvad Budskab hid var sendt;
han bad Kong Gunther sige, om Ondt ham var hændt.152.
78.
Saalunde mælte Sigfred: „Jeg undres ikke lidt,
hvorfor I dog har ændret den gode Skik med eet,
vi alt saa mange Tider tilsammen plejet har."
Da gav den bolde Gunther Herr Sigfred dette Svar:153.
79.
„Jeg kan for sand ej kundgøre Alle og Enhver,
hvad lønlig Kval og Kvide jeg i mit Hjerte bær:
man skal prøvede Venner klage Hjertenød".
Da blev Sigfreds Farve om Kap bleg og rød.154.
80.
Mælte han til Kongen: „Jeg har ej svigtet jer.
Jeg hjælper jer at afvende, alt hvad Ondt jer sker.
Vil I samle eders Venner, mig véd I deriblandt;
det skal jeg til min Dødsstund jer vise saare grant."155.
81.
„Gud lønne jer, Herr Sigfred, den Tale tykkes god.
Om end jeg aldrig hjælpes af eders kække Mod,
mig glæder dog det Venskab, I lægger for en Dag.
Gud give mig at lønne engang jert Sindelag.156.
82.
Jeg vil lade jer høre, hvorfor i Sorg jeg staar.
Af mine Fjenders Sendemænd et Budskab jeg faar,
at de her vil hjemsøge mig med Ledingsfærd.
Det voved Helte aldrig tilforn mod Landet her."157.
83.
„Det bør I agte ringe", mælte Sigmunds Søn;
„lad fare eders Kummer og føj mig i min Bøn;
I lade mig for eder erhverve Gavn og Ry,
og kald eders Helte, at de kan Hjælp jer fly.158.
84.
Saa byde I at give mig tusind Kæmper her,
siden af mine egne jeg ikke ejer fler
end tolv tapre Helte: jeg skærmer da jert Land.
Ærligt skal til hver Tid jer tjene Sigfreds Hand.160.
85.
Lad Budsvendene ride til deres Herrer hjem:
at snarligt de skal se os, det skal man sige dem,
paa det at vore Stæder i Fred bevares end."
Da kaldte Kongen til sig baade Maage og Mænd.162.
86.
Gik da Lydegers Sendemænd for Gunther frem at staa.
Saare de sig glædte til Orlov at faa.
Da bød dem rige Gaver Drotten Gunther god
og Lejde gennem Landet: da glædtes deres Mod.163.
87.
„Nu sig", mælte Gunther, „til mine Fjender to,
det Tog, de har i Sinde, bør stilles i Bero.
Men ønsker de at hjemsøge mig i Burgund,
kender jeg mine Frænder, saa skal dem times Ondt."164.
88.
Kostelige Gaver til Budene man bar:
han kunde sagtens give, saa rig som han var.
Dem turde ikke afslaa Lydegers Sendemænd.
Da Orlov blev dem givet, rejste de glad igen.165.
89.
Dér de gæve Sendebud til Danemarken kom,
og deres Konge Lydegast nu ogsaa hørte om,
hvordan de kom fra Rhinen, da det blev kundgjort ham,
ved deres store Stolthed blev Kongen saare gram.166.
90.
De sagde, at ved Rhinen de kække Helte fandt:
de havde ogsaa skuet en Kæmpe deriblandt:
„Sigfred saa hedte han, en Helt af Nederland."
Da Lydegast erfor det, han græmmed sig paa Stand.167.
91.
Da det blev kendt i Danmark, hvad Svar man gav dem dér,
de hasted med at samle af Venner desto fler,
saa længe, til Herr Lydegast af sine kække Mænd
raadte for tyve Tusind, at føre med derhen.168.
92.
Da opbød i Saksen sin Hær Kong Lydeger,
til fyrretyve Tusind de havde og end fler,
med dem vilde de ride til de Burgunders Land.
Herhjemme havde Gunther og opbudt mangen Mand.169.
93.
„Herr Konge, bliv herhjemme", Sigfred mælte saa,
„saa sandt som jere Kæmper med mig skal didhen gaa:
bliv her hos Fruerne, med frejdigt Mod derhos.
jeg trøster mig til at værne jer Ære og jert Gods.173.
94.
De vilde eder hjemsøge her i eders Bo,
men de faar blive hjemme og lade det bero.
Vi skal til deres Lande ride dem saa nær,
at dem til Sorg skal vendes deres saare stolte Færd."174.
95.
Fra Rhin gennem Hessen med deres Mænd de red
paa Vej mod Sakselandet: og her man siden stred.
Med Rov og Brand de hærged, da de til Landet kom,
saa at de tvende Fyrster med Sorg erfor derom.175.
96.
„Nu agter jeg selv at ride", saa mælte Sigfred bold,
„og udspejde Fjendeskaren paa saa nært et Hold,
at jeg kan grant erfare, hvor Kæmperne holder Rast."
Da rusted sig skøn Siglinds tapre Søn i Hast.178.
97.
Han fandt den store Stridshær, hvor den paa Marken Iaa;
mod denne store Skare var hans Folk kun faa:
der var vel fyrre Tusind eller og fler endnu.
Det Syn gjorde Sigfred saa saare glad i Hu.180.
98.
Da havde en fjendtlig Kæmpe og nærmet sig med eet,
som agted selv at spejde, rustet og velberedt.
Ham saa den Herre Sigfred, og Kæmpen ogsaa ham:
da vogted de hinanden med Iver saare gram.181.
99.
Jeg skal eder berette, hvem denne Spejder var.
Et Guldskjold saa lysende i Hænde Kæmpen bar.
Det var Drotten Lydegast, som for sin Hær holdt Vagt.
Den ædle Gæst fra Nederland red mod ham uforsagt.182.
100.
I ham havde Lydegast nu kendt en Fjende med.
Begge spored Hestene og sprængte rask af Sted,
de bøjed deres Lanser mod Skjoldet af al Magt.
Thi blev den rige Konge i svar Kvide bragt.183.
101.
Efter Lansedysten forbi hinandens Kind
førte dem deres Heste, som jagne af en Vind.
Med Tømmen de dem vendte paa Riddervis igen:
en Sværdkamp de prøved, de to vrede Mænd.184.
102.
Da slog den Herre Sigfred, saa hele Marken klang.
Da føg det fra Hjelmen, hvergang han Sværdet svang,
af ildrøde Gnister, som om det var en Brand.
Enhver af de tvende havde fundet dér sin Mand.185.
103.
Og ramte ham Herr Lydegast vrede Slag derpaa.
Hvert Sværdhug, de førte, med Vægt paa Skjoldet laa.
Det havde ogsaa skuet vel tredive af hans Mænd:
Sigfred vandt dog Sejren, før disse kom derhen.186.
104.
Han bad om Lov at leve og tilbød ham sit Land,
og at han hedte Lydegast, det kundgjorde han.
Nu ankom hans Kæmper; grant havde de set,
hvad der paa Spejderfærden de tvende Mænd var sket.188.
105.
De tredive slog til Døde hin Kæmpe velbered.
Kun Een gav han Livet: i Skynding denne red
og kundgjorde Hæren, hvad Skæbne hist de fandt.
Hans Hjelm den røde vidned, at Helten talte sandt.190.
106.
Dem fra Danemarken voldte det Kvide stor,
at deres Drot var fangen, dengang de det erfor.
Det sagde man hans Broder: han blev saa saare vred
og rased overvættes ved det Tab, som han led.191.
107.
Man bød de rhinske Helte deres Faner binde til.
„Nu op", mælte Sigfred, „end mere times vil,
forinden Dagen endes, beholder jeg mit Liv.
I Saksers Land vil sørge fuldmangen ædel Viv.193.
108.
I Kæmpeflok fra Rhinen, paa mig I give Agt:
jeg kan vel føre eder mod Lydegers Overmagt.
Da ser I Hjelme hugges af gode Heltes Hand.
De skal kende Kvide, før vi rider til vort Land."194.
109.
Kun tusind Mand de førte af Sted fra Worms By,
og tolv Kæmper derhos. Da hvirvled der en Sky
af Støv over Vejene: de red over Land.
Da saa man fra dem skinne mangen herlig Skjolderand.196.
110.
Nu førte Fjendens Hærmestre Folkene derhen,
hvor Sigfred alt var ankommen, fulgt af sine Mænd,
dem han bragte med sig paa Tog fra Nederland.
Den Dag saas i Hærstævnet blodig mangen Hand.198.
111.
Danekongens Stridshær den kæmped djærv og bold.
Da hørte man i Trængslen drøne mangt et Skjold
og skarpe Sværd klinge i tapre Heltes Flok.
De kampkække Sakser voldte og Skade nok201.
112.
Hvor Burgunderheltene end trængte frem i Strid,
dér hugged de i Kampen fuldmangen Vunde vid.
Da saa man over Sadler flyde Heltes Blod.
Saalunde stred for Æren mangen en Kæmpe god.202.
113.
Man hørte højlydt klinge Heltene i Hand
de saare skarpe Vaaben, da de fra Nederland
fulgte deres Herre, hvor Kampen haardest stod:
de trængte efter Sigfred med stolt Heltemod.203.
114.
Af dem fra Rhinen evned Ingen at følge did.
Igennem lyse Hjelme man skued saare strid
en Blodstrøm at rinde: det voldte Sigfreds Sværd,
indtil han traf paa Lydeger i Spidsen for hans Hær.204.
115.
Dér den stærke Lydeger nu og blev Sigfred vår,
og at han i sin højre højt i Luften bar
det gode Sværd Balmung og hug saa mange ned,
da blev Saksekongen af Hjerte saare vred.206.
116.
Der blev en svar Forvirring og stor Klang af Sværd,
da deres Følger trængte sig til hinanden nær.
Da kæmped begge Parter af deres bedste Flid.
Saksehæren vakled: da blev der blodig Strid.207.
117.
Da slog saa stærke Sværdslag Lydeger dernæst,
saa under Sadlen snubled den ædle Sigfreds Hest.
Den kom igen paa Fode: da slog Sigfred nu
saa drabeligt, at trindtom han spredte Skræk og Gru,209.
118.
Da genkendte Lydeger, at paa en Skjolderand
var der en Krone malet for Helten Sigfreds Hand.
Hvo han var, den stærke, det vidste han derpaa.
Højlydt raabte Kæmpen til sine Frænder saa214.
119.
„I lade Kampen fare, nu alle mine Mænd.
Jeg skuer for mit Øje en stærk Ungersvend:
Sigfred, Søn af Sigmund, ham har grant jeg kendt
Ham har den lede Djævel til Sakselandet sendt."216.
120.
Fanerne lod han sænke i samme Øjeblik.
Fred han sig begærte, den sidenhen han fik.
Dog maatte han som Gidsel følge til Gunthers Land:
dertil svart ham nødte den kække Sigfreds Hand.216.
121.
Som ret dem alle tyktes, blev Striden endt derpaa.
Brudne saa man Hjelme og Skjolde ligesaa,
dem de lagde af Hænde: ihvad der fandtes dér,
var farvet rødt af Blodet for rhinske Heltes Sværd.217.
122.
De sejrløse Kæmper red hjem til Daneland.
Da havde de fra Saksen dog heller ej holdt Stand,
saa deres Ry blev større: det voldte dem nu Kval.
Da græd man og for Venner, der laa som Lig paa Val.219.
123.
Paa Pakheste bragte de Vaabnene til Rhin.
Da havde Kæmpen Sigfred med Helteflokken sin
en Stordaad fuldbyrdet, han havde handlet vel,
og alle Gunthers Helte berømmed ham med Skjel.220.
124.
Løbesvendene ilte: af dem blev Budskab sagt
Hvor man tilforn saa Kvide, dér blev nu Glæde vakt
over de gode Tidender, som did til Landet kom.
Da var der Mangt og Meget, Fruerne spurgte om.222.
125.
Dér den skønne Krimhild saa Svenden træde ind
i Fruerstuen, mælte hin Mø med venligt Sind:
„Nu sig mig kære Budskab: jeg lønner dig med Guld,
om du vil sige Sandhed, er ¡eg dig vennehuld."224.
126.
„I Kampen og i Faren saa vel Ingen red,
naar jeg, min ædle Dronning, skal sige, hvad jeg ved,
som eders ædle Gæsteven, Helten af Nederland:
mangen Stordaad øved den kække Sigfreds Hand.226.
127.
Mangen en Frues Elsker paa Valen segned død.
Med høj Klang hans Sværdhug paa Fjendens Hjelme lød,
saalunde at af Vunder brød frem det stride Blod.
Han er i alle Dyder en Ridder gæv og god.229.
128.
Hvor Strid rased højest og Faren tyktes størst,
overalt var han rede i Kampen sidst som først,
den førte saare villigt ung Sigfreds stærke Hand.
Han bringer rige Gidsler herhid til Gunthers Land.235.
129.
Dem tvang med sin Styrke hin Kæmpe saare stolt;
thi er der nu Kong Lydegast en svar Skade voldt,
men og af Sakselandet hans Broder Lydeger.
Nu hør, ædle Dronning, hvad jeg vil sige jer.236.
130.
Dem begge tog til Fanger den stærke Sigfreds Hand.
Aldrig saa mange Gidsler blev bragt til dette Land,
som nu kommer til Rhinen, Tak være ham."
Saa kært Budskab aldrig tilforn hun fornam.231.
131.
Mælte den fagre Jomfru: „Vel har du mig sagt.
Til Løn derfor jeg byder, at dig skal vorde bragt
ti Mark af røden Guld og dertil skønne Skrud."
Thi melder rige Fruer man gerne slige Bud.241.
132.
Guld saa vel som Klæder man bragte ham til Løn.
Da traadte hen til Vinduet mangen Jomfru skøn.
De spejded hen ad Vejen: mange stolte Mænd
saa man komme ridende til Gunthers Land igen.242.
133.
Dér kom da de sunde, de syge sammelund.
De kunde uden Blusel høre Lov af Frænders Mund,
Landsherren i Glæde mod sine Gæster red:
i Fryd endtes Kviden, tilforn Kongen led.243.
134.
Sine egne vel han hilste, og lige fuldt hver Gæst:
saalunde det sig sømmed den rige Konge bedst,
med Vennehu at takke de Helte, nu kom did,
at Sejr de havde hjembragt saa ærefuldt fra Strid.244.
135.
Om sine Frænders Skæbne Gunther berette bød,
hvo under Ledingsfærden paa Valen fandt sin Død.
Da havde han kun mistet tresindstyve Mænd,
Det Tab maatte bæres, som Helte sømmer end.245.
136.
De sunde kom tilbage til de Burgunders Land
med mangen Hjelm forhugget og skaaret Skjolderand.
Folket sprang af Sadlen uden for Kongens Hal:
dér modtog man Gæsterne med højt Glædes Gjald.246.
137.
Til Herberg de bragtes i Byen Worms dernæst.
Kongen bød at pleje med Ære hver en Gæst.
De syge lod han kvæge og skaffe Røgt og Ro.
Han viste sine Dyder paa sine Fjender to.247.
138.
Til Lydegast han mælte: „Vær velkommen her!
For eder har jeg udstaaet Skade og Besvær:
det bliver mig nu gengældt, om Lykken er mig god.
Gud lønne mine Frænder for deres ædle Mod."248.
139.
„I takker dem med Føje", saa mælte Lydegen
„Aldrig fik en Konge saa høje Gidsler fler.
For gode Fangevilkaar skænker vi Rigdom nok,
at naadigt I vil handle mod eders Fjenders Flok."249.
140.
„Jeg vil lade jer begge", han mælte, „frie gaa.
At i Fred mine Fjender vil blive her, derpaa
ønsker jeg sikker Borgen, at ikke af mit Land
de rømmer mod min Villie." Det loved Lydegers Hand.250.
141.
Sigfred af Nederland om Orlov bad dernæst.
Da Gunther hørte dette, da bad han fluks sin Gæst
mindeligt om at blive hos ham en Stund endnu.
Ikkun for Gunthers Søster han Rejsen slog af Hu.257.
142.
Dertil var han for mægtig, at tage Løn af Guld.
Han havde vel fortjent det: Kongen var ham huld.
Det samme var hans Maage, thi grant havde de set,
hvad Tjenest af hans Manddom var dem i Striden sket.258.
143.
For skøn Krimhild han agted at blive i Burgund,
om ej han skulde se hende. Det blev ham og undt:
han lærte hende at kende efter Ønske sidenhen.
Engang red han med Glæde til Sigmunds Land igen.259.
