Island i fristatstiden - IV. Familielivet

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

IV. Familielivet

43. Opdragelse og Ungdomsliv.

Straks efter Fødslen blev Barnet bragt til Faderen, hvem det tilkom at tage Bestemmelse om dets Liv eller Død. Thi det var jo (endog et Stykke ind i den kristne Tid) fuldstændig lovligt at ombringe nyfødte Børn. Hvis Fattigdom, Skrøbelighed hos Barnet eller andre Grunde fik Faderen til at afvise det, blev det udsat, baaret ud paa Marken (eller i Skoven) og overladt til sin Skæbne, hvor det dog ofte blev fundet og frelst af andre.

Men hyppigst blev Barnet naturligvis antaget af Faderen, og umiddelbart derpaa fulgte saa Vandøsningen (i den kristne Tid Daaben), der havde en stor retslig Betydning for Barnet. Thi efter at Vandøsningen havde fundet Sted, havde Faderen ikke længere Ret til at ombringe det. Gjorde han det, betragtedes det ikke mere som Drab, men som Mord. Og de to Begreber var vidt forskellige. »Drab« var hæderligt, men »Mord« var afskyeligt og paadrog En stræng Straf.

Med Vandøsningen fulgte ogsaa Navngivningen, og den, der gav Barnet Navn (hyppigst Faderen), skænkede det altid en Gave, Navnefæste, ligesom det senere, naar det fik den første Tand, skulde have en Tandgave. Hyppigst blev Barnet opkaldt efter en afdød Slægtning, hvis Lykke man troede vilde følge det gennem Livet. Man troede nemlig paa Sjælevandring og mente, at de afdøde gennem Opkaldelsen blev genfødt i Barnet. Man troede derfor herved at opfylde en kær Pligt mod de afdøde, idet det for disse var magtpaaliggende at blive opkaldt for ikke helt at uddø, hvorfor mange enten paa deres Dødsleje eller senere i Drømme anmoder de efterlevende om at opkalde deres Børn efter dem.

Naar Barnet blev opfostret i Hjemmet, var det almindeligt at overdrage dets Opfostring til et eller andet mandligt eller kvindeligt Medlem af Husets Tyende (jævnlig en Frigiven eller endog en Træl), der skulde føre Tilsyn med Barnet og lede dets legemlige og aandelige Opdragelse. Denne kaldtes Barnets Fosterfader, d.v.s. dets Hovmester eller Fosterlærer. Og der fortælles i Sagaerne mange smukke Træk om det inderlige Hengivenhedsforhold, som ofte udviklede sig imellem Barnet og dets Fosterfader eller Fostermoder.

Men for øvrigt skete det meget jævnlig, at Barnet ikke blev opdraget hjemme, men gaves til Opfostring ud af Huset, hyppigst til En, der indtog en mindre anset Stilling i Samfundet end Barnets Fader. Og da saa vel Barnets Fader som dettes Slægt i det hele taget følte sig i høj Grad forpligtet overfor Barnets Plejeforældre og ydede dem deres Beskyttelse, var det ret naturligt, at mange mindre ansete Folk søgte at bevæge mægtige Høvdinger til at overlade dem deres Børn til Opfostring for derved til Gengæld at sikre sig deres Beskyttelse.

Naar Plejeforældrene selv havde Børn, knyttedes der ogsaa ofte mellem disse og Fosterbørnene et inderligt Venskabsbaand, som holdt for hele Livet. Og mellem Drenge førte dette endog tit til Afslutningen af et rigtigt Fostbroderskab (eller som det oprindelig kaldtes: Edbroderskab), hvorved de med en højtidelig Ed forpligtigede sig til at betragte hinanden som rigtige Brødre og at hævne hinanden og understøtte hinanden paa alle Maader. Et saadant Fostbroderskab blev indgaaet under Anvendelse af visse højtidelige Ceremonier. Man skar en lang Grønsværstrimmel op af Jorden, med begge Ender faste i den, løftede Strimmelen op i Midten og gik ind under den, hvorefter de to lod noget Blod flyde fra hver af sig ned i Furen, rørte dette sammen med Jorden og aflagde derpaa en højtidelig Ed med Paakaldelse af Guderne som Vidne paa deres Broderskab. Ceremonien skulde betyde, at de nu var blevet genfødt som Tvillingbrødre af en fælles Moder (Jorden).

---

---