Island i fristatstiden - IV. Familielivet
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Island i fristatstiden
1924
IV. Familielivet
43. Opdragelse og Ungdomsliv.
Straks efter Fødslen blev Barnet bragt til Faderen, hvem det tilkom at tage Bestemmelse om dets Liv eller Død. Thi det var jo (endog et Stykke ind i den kristne Tid) fuldstændig lovligt at ombringe nyfødte Børn. Hvis Fattigdom, Skrøbelighed hos Barnet eller andre Grunde fik Faderen til at afvise det, blev det udsat, baaret ud paa Marken (eller i Skoven) og overladt til sin Skæbne, hvor det dog ofte blev fundet og frelst af andre.
Men hyppigst blev Barnet naturligvis antaget af Faderen, og umiddelbart derpaa fulgte saa Vandøsningen (i den kristne Tid Daaben), der havde en stor retslig Betydning for Barnet. Thi efter at Vandøsningen havde fundet Sted, havde Faderen ikke længere Ret til at ombringe det. Gjorde han det, betragtedes det ikke mere som Drab, men som Mord. Og de to Begreber var vidt forskellige. »Drab« var hæderligt, men »Mord« var afskyeligt og paadrog En stræng Straf.
Med Vandøsningen fulgte ogsaa Navngivningen, og den, der gav Barnet Navn (hyppigst Faderen), skænkede det altid en Gave, Navnefæste, ligesom det senere, naar det fik den første Tand, skulde have en Tandgave. Hyppigst blev Barnet opkaldt efter en afdød Slægtning, hvis Lykke man troede vilde følge det gennem Livet. Man troede nemlig paa Sjælevandring og mente, at de afdøde gennem Opkaldelsen blev genfødt i Barnet. Man troede derfor herved at opfylde en kær Pligt mod de afdøde, idet det for disse var magtpaaliggende at blive opkaldt for ikke helt at uddø, hvorfor mange enten paa deres Dødsleje eller senere i Drømme anmoder de efterlevende om at opkalde deres Børn efter dem.
Naar Barnet blev opfostret i Hjemmet, var det almindeligt at overdrage dets Opfostring til et eller andet mandligt eller kvindeligt Medlem af Husets Tyende (jævnlig en Frigiven eller endog en Træl), der skulde føre Tilsyn med Barnet og lede dets legemlige og aandelige Opdragelse. Denne kaldtes Barnets Fosterfader, d.v.s. dets Hovmester eller Fosterlærer. Og der fortælles i Sagaerne mange smukke Træk om det inderlige Hengivenhedsforhold, som ofte udviklede sig imellem Barnet og dets Fosterfader eller Fostermoder.
Men for øvrigt skete det meget jævnlig, at Barnet ikke blev opdraget hjemme, men gaves til Opfostring ud af Huset, hyppigst til En, der indtog en mindre anset Stilling i Samfundet end Barnets Fader. Og da saa vel Barnets Fader som dettes Slægt i det hele taget følte sig i høj Grad forpligtet overfor Barnets Plejeforældre og ydede dem deres Beskyttelse, var det ret naturligt, at mange mindre ansete Folk søgte at bevæge mægtige Høvdinger til at overlade dem deres Børn til Opfostring for derved til Gengæld at sikre sig deres Beskyttelse.
Naar Plejeforældrene selv havde Børn, knyttedes der ogsaa ofte mellem disse og Fosterbørnene et inderligt Venskabsbaand, som holdt for hele Livet. Og mellem Drenge førte dette endog tit til Afslutningen af et rigtigt Fostbroderskab (eller som det oprindelig kaldtes: Edbroderskab), hvorved de med en højtidelig Ed forpligtigede sig til at betragte hinanden som rigtige Brødre og at hævne hinanden og understøtte hinanden paa alle Maader. Et saadant Fostbroderskab blev indgaaet under Anvendelse af visse højtidelige Ceremonier. Man skar en lang Grønsværstrimmel op af Jorden, med begge Ender faste i den, løftede Strimmelen op i Midten og gik ind under den, hvorefter de to lod noget Blod flyde fra hver af sig ned i Furen, rørte dette sammen med Jorden og aflagde derpaa en højtidelig Ed med Paakaldelse af Guderne som Vidne paa deres Broderskab. Ceremonien skulde betyde, at de nu var blevet genfødt som Tvillingbrødre af en fælles Moder (Jorden).
44. Ved Opdragelsen var det i første Række Legemets Udvikling, man lagde Vægt paa. Thi i Vikingetiden spillede et veludviklet Legeme og fysisk Styrke en langt større Rolle end i Nutiden, fordi Krigerlivet jo dengang helt overskyggede de fredelige Sysler, og Udfaldet af Datidens Kampe hovedsagelig beroede paa personligt Mod, Styrke og Vaabenfærdighed, men langt mindre paa Krigskunst eller strategisk Snille. Og hertil kom ogsaa som en væsentlig Omstændighed, at det ikke alene var nødvendigt at møde med et veludviklet Legeme for at kunne gøre sig gældende i det jordiske Krigerliv, men ogsaa for Livet efter Døden var dette ifølge den herskende Religion ligefrem afgørende. Thi kun de tapre Krigere kunde blive »salige«, d. v. s. blive optaget i Gudernes Kæmpeskare, de evigt kæmpende Einherjer. De andre kom i »Helvede« (Hels Straffehjem), d. v. s. de kom til Hel og førte her en kummerlig Skyggetilværelse, helt forskellig fra Valhals »udvalgte« Kæmpeskare. Det var derfor intet Under, at det almengyldige Grundkrav for Opdragelsen maatte blive Kravet om den størst mulige fysiske Fuldkommenhed. Netop derfor blev jo vanføre eller svagelige Børn straks efter Fødslen ombragt eller udsat, for at de ikke skulde blive en Byrde for Samfundet og sætte en Plet paa Slægtens Ære. Kun de rigtig sunde og udviklingsdygtige Børn fik Lov til at leve, og de blev gennem stadige Idrætsøvelser hærdet og udviklet til dygtige Krigere, der ved mandige Bedrifter kunde gøre Slægten Ære, vinde sig selv Guld og Berømmelse i dette Liv og gøre sig værdige til at optages i Valhals Kæmpeskare i det andet Liv og her at kæmpe paa Gudernes Side i den vældige Ragnarokskamp.
Saa snart Drengens fysiske Udvikling tillod det, begyndte derfor Undervisningen i Legemsfærdigheder, der lededes af hans Fosterfader (Læremester). Derfor siger f. Eks. Sigmund (i Njals Saga) til Tord, der havde været Fosterfader for alle Njals Sønner: »Intet Under, at Skarphedin er en udmærket Kæmpe, thi man siger jo, at for en Fjerdedel slægter man sin Fosterfader paa« (jfr. »saa er Barn i By bært, som det er hjemme lært«).
Selvfølgelig gik Vejledningen først og fremmest ud paa at bibringe de unge Færdighed i Vaabenbrug: Fægtning, Spydkastning og Bueskydning. Men desuden oplærtes de i en Mængde Idrætter, der tjente til at gøre Legemet stærkt og smidigt og Aanden djærv og foretagsom. Men vi kan af Sagaerne se, at de ikke lod sig nøje med saadanne Øvelsestimer under en Lærers Vejledning. Paa egen Haand tumler de sig af Hjertens Lyst fra Morgen til Aften og dyrker deres Idrætter. Hver Dag øver de sig i Skydning. Vi ser dem dyrke Svømmekunsten ved Stranden, i Søer og Floder, og Brydekunsten saa vel hjemme i Stuen som ude paa Marken. Naar Sneen dækker Lien, øver de Skiløbning, og paa Isen paa Floder og Indsøer spiller de Boldspil eller løber paa Benskøjter (»Isben«). De øver sig i Ridning og Roning og ved Sammenkomster og Legemøder i mange Slags andre Idrætter (§ 42).
Følgen af dette stadige Idrætsliv i Barnealderen blev da ogsaa en langt større og tidligere Modenhed hos de unge, saa at ved 12 Aars Alderen betragtedes Barndommen som afsluttet og Manddommen som indtraadt. Dette var ogsaa den lovbestemte Myndighedsalder, der først ved Vikingetidens Slutning (omkr. Aar 1000) blev ændret og paa Island sat til det fyldte 16. (i Norge 15.) Aar.
Men skønt den legemlige Opdragelse var Hovedsagen, blev dog aandelige Færdigheder (der ogsaa kaldtes »Idrætter«) ikke helt forsømt. Men disse var dog mere begrænset til enkelte Personer og enkelte Felter, som en speciel Fagkundskab. Af saadanne kunde der nævnes flere (f. Eks. Indsigt i Digtekunsten, Kendskab til Runer o. s. v.), men den hyppigst nævnte er dog Undervisning i Lovkyndighed, som der jo ogsaa var mest Brug for i det praktiske Liv.
45. Om den unge Pige har faaet nogen Andel i den legemlige Opdragelse og deltaget i sine Brødres Idrætsøvelser, kan ikke bestemt afgøres. Men dette synes dog nærmest ikke at have været Tilfældet. I hvert Fald ansaas det ikke for anstændigt for en Kvinde at bære Vaaben og deltage i krigerske Handlinger. Der omtales ganske vist meget svømmedygtige Kvinder, men ellers omtales Kvinder aldrig som Deltagere i Legemøder eller Idrætsøvelser. De er her altid kun som Tilskuere. Paa den anden Side taler Kvindernes tidlige Modenhed for, at deres legemlige Opdragelse dog ikke er blevet helt forsømt, skønt den maaske har været af en anden Art end Drengenes. Deres Myndighedsalder var den samme som deres Brødres, og i den Alder var de ifølge Loven giftefærdige.
Men for øvrigt havde Kvinden sine egne »Idrætter«: Kunstvævning, Syning, Brodering og andre Haandarbejder, der alle havde til Maal at uddanne hende til en dygtig Husmoder, samt Indsigt i Lægekunsten for at dygtiggøre hende som Sygeplejerske.
Fodnoter
