Island i fristatstiden - V. Kristendommens Indførelse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924

V. Kristendommens Indførelse

53. Missionsvirksomhed paa Island før Kristendommens Antagelse.

Skønt mange af Landnamsmændene, som ovenfor fremhævet (§ 9), var kristne, havde dog Hedenskabet efterhaanden i den Grad faaet Overhaand, at omtrent hele Landet snart var blevet hedensk. Dog fandtes der stadig enkelte kristne Mennesker i Landet, ligesom der ogsaa findes forskellige Spor af Paavirkning fra Kristendommen hos adskillige Mænd, der havde været i Udlandet og her var kommet i Forbindelse med kristne Folk. Nogle af disse havde ogsaa, uden at lade sig omvende og modtage den fulde Daab, ladet sig primsigne, hvilket havde den Virkning, at de i lige Grad kunde omgaas kristne og Hedninger, uden at opgive deres gamle Tro. Dette førte ogsaa undertiden til, at de efter deres Tilbagevenden til Island nægtede at betale Hovtold (Tempelskat) til de hedenske Templer og undertiden optraadte mindre hensynsfuldt mod de hedenske Gudebilleder, hvad der naturligvis vakte dyb Misstemning hos de troende Hedninger. Men dette gjaldt dog selvfølgelig kun ganske enkelte Undtagelser.

Den første Mand, der ligefrem optraadte som Missionær paa Island, var en fremragende Islænder, Torvald Vidførle (den vidtberejste). Han havde rejst viden om og blandt andet deltaget i Krigstog i Vesten sammen med Kong Svend Tveskæg og her en Gang frelst Kongens Liv, hvorefter han stod i høj Gunst hos ham. Han havde antaget Kristendommen og var blevet en ivrig Kristen. Og da han en Gang paa en Rejse i Tyskland traf sammen med en tysk Missionsbiskop ved Navn Fredrik, fik han denne overtalt til at tage med sig til Island for at forkynde Kristendommen. De kom til Island i Aaret 981 og boede det første Aar hos Torvalds Fader paa en Gaard paa Nordlandet, hvor saa vel Faderen som hele hans Husstand, med Undtagelse af Torvalds Broder Orm, efter nogen Modstand lod sig døbe. I de følgende Aar drev de ivrig Missionsvirksomhed flere Steder paa Nordlandet, hvor det lykkedes dem at omvende flere ansete Mænd, endog enkelte Høvdinger, der lod sig døbe og af hvilke nogle ogsaa opførte Kirker paa deres Gaarde. De gjorde ogsaa en Afstikker til Vestlandet, men her havde de ikke Held med sig. I 984 drog de til Altinget, for at forkynde den nye Tro, men her mødte, de en kraftig Modstand, navnlig fra en nordlandsk Bonde, Hedin Torbjørnsson fra Svalbard (ved Øfjorden), der holdt en saa virkningsfuld Tale imod dem, at ingen vilde tro paa, hvad Torvald fortalte. Man bevægede her ogsaa to Digtere til at digte Nidviser om Torvald og Biskoppen, som bragte Torvald i et saadant Raseri, at han dræbte begge de paagældende Digtere, hvad Biskoppen stærkt bebrejdede ham. Det følgende Aar (985) forsøgte de at prædike Kristendommen paa et af Herredstingene, paa Hegranæs Vaarting (i Skagefjorden paa Nordlandet), men blev her drevet bort med Stenkast, Hylen og Haansord. Og da de nordlandske Goder mente, at deres Virksomhed kunde blive farlig, blev de den samme Sommer dømt til Landsforvisning, hvorefter de det næste Aar (986) forlod Landet og rejste til Norge. Her traf Torvald Hedin fra Svalbard og dræbte ham, hvad Biskoppen blev saa misfornøjet over, at han forlod ham. Herefter begav Torvald sig paa en Pilgrimsrejse til Jerusalem og derfra til Miklegaard (Konstantinopel) og siden Til Rusland, hvor han stiftede et Kloster. Og her døde han uden nogensinde at vende tilbage til Island.

---

---