Om hov og stavkirker

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nicolay Nicolaysen
(1817-1911)

Om hov og stavkirker

Af Nicolay Nicolaysen

Historisk tidsskrift
Udgivet af Den norske historiske forening
Kristania, 1888

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Blandt de forfattere, som har fremstillet hovbygningen og dens indretning, maa R. Keyser vistnok antages at have løst opgaven bedst. Baade behandler han gjennemgaaende emnet med saadan udførlighed, som kilderne tillade, og næsten overalt gjør han de rette synsmaader gjeldende. Imidlertid tror jeg, at bygningen vil faa et mere individuelt præg ved en dybere granskning af kilderne og ved de slutninger i teknisk retning, som deraf kan uddrages. Det vil da formentlig ogsaa vise sig, at der savnes tilstrækkelig grund for flere af de anskuelser, som i senere aar har været fremsatte paa dette felt, og for de derpaa byggede hypotheser.

Angaaende kilderne kan det i almindelighed bemærkes, at næsten alle de beretninger, vi har om hovene, først er forfattede længe efter hedendommens ophør og derfor maa behandles med forsigtighed. De udførligste forefindes i Eyrbyggja og Kjalnesinga saga.

I den første saga fortælles (kap. 4), at høvdingen Thorolf Mostrarskegg, inden han flyttede over til Island, rev ned det Thorshov paa Moster, som han havde forestaaet. Han tog med sig det meste af tømmeret, de saakaldte öndvegessuler eller de to støtter, som stod ved hver sin side af det fornemste høisæde (andvegi), og mulden under den stall eller forhøining, hvorpaa Thors billede havde staaet. Da han fik Island i sigte, kastede han efter vanlig skik öndvegessulerne overbord, og hvor disse drev i land, reiste han med det medbragte tømmer, og rimeligvis i samme form som det forrige, et nyt hov. Dette "var et stort hus. Der var dør paa sidevæggen nær den ene ende; der indenfor (d. v. s. længer inde i rummet end der, hvor døren var) stod öndvegessulerne, og i disse var nagler, som kaldtes gudenagler (reginnaglar). Inderst i hovet var et rum (hús) med den lignelse, som sanghuset nu har i kirker, og i dette stod en stall midt paa gulvet som et alter. Paa dette laa en ring uden sammenføining (mótlaus) af to øres vægt; ved denne skulde alle eder aflægges, og den skulde hovgoden eller hovstyreren have paa sin haand (eller arm) ved alle sammenkomster. Paa stallen skulde ogsaa staa en offerblodsbolle (hlautbolli). Rundt om stallen var gudebillederne ordnede i afhuset (det inderste rum)." Hvad der skal forstaaes ved de ovennævnte "gudenagler", der kun omtales paa dette ene sted, bliver vel fremdeles en gaade.

I Kjalnesinga saga (kap. 2) siges, at den islandske høvding Thorgrim, søn af nordmanden Helge Bjola, var en stor blotmand (hedning), og at han i tunet paa sin gaard Kjalarnes lod reise et "stort" hov. "Det var 100 fod langt og 60 fod bredt, og Thor blev der mest hædret. Det var i sit inderste rum (þar var gjört af innar) rundt (kringlótt) som en hue, og var overalt behængt med tæpper (alþjalðað) og glugget (forsynet med lysaabninger). I det indre rum stod Thor i midten, og andre guder ved hver side af ham. Lige fremmenfor Thor stod en stall, gjort med megen kunstfærdighed og ovenpaa dækket (þiljaðr) med jern; derpaa skulde være en ild, som aldrig maatte slukne, og som de kaldte viet ild. Paa stallen skulde ogsaa ligge en stor ring af sølv, som hovgoden skulde have paa haanden (eller armen) ved alle sammenkomster, og ved hvilken alle eder skulde sværges. Paa stallen skulde ogsaa staa en stor kobberbolle", hvori offerblodet optoges. Bygningen var, som det sees, af træ, idet der, da den var stukket i brand og eieren kom for at redde den, "blev gjort stænger med hager paa, hvormed hovet blev revet fra hinanden (dregit i sundr), saa at man fik fat paa noget af tømmeret". Dens "tvertræer" var siden i den skaale, Olaf Jonssøn lod bygge paa Hov.

Foruden disse samlede beretninger findes der hist og her omspredt i forskjellige sagaer enkelte træk, som enten kan styrke, hvad ovenfor tildels er sagt, eller tjene til at udfylde nogle af de der forekommende huller.

I første klasse staar saaledes den bemærkning, at "kor eller gudestuke (goðastúka) var der ved hvert hov; deri var gudebilleder", og at vedkommende hov var tjældet og glugget, hvilket sidste dog har faaet det urimelige tillæg, at der i det indre ikke nogensteds var skygge, hvad der ogsaa siges om Haakon jarls tempel for Thorgerd hörgabrud paa grund af dets mange „glasglugger" (?). Endvidere omtales et andet hov paa Island med 100 fods længde, ligeledes høisæder i hovene paa Lade og Syrstrand, tvertræer i vedkommende hov paa Island og: kun én dør i hovet paa Mære.

Af nye træk, som vise hovets indretning, kan mærkes, at der flere steder i hovets største eller ydre rum omtales ild midt efter gulvet og derover kjedler, hvori offerkjødet kogtes. Endelig nævnes i hovet paa Lade en dørring, der antoges for at være helt af guld, medens det senere viste sig, at den inderst kun var af kobber. Saadanne dørringe tjente dog ikke alene til prydelse, og de fandtes derfor utvilsomt ved alle hov, siden de, som ogsaa Keyser antyder, var nødvendige for at trække døren efter sig eller lukke den, naar man gik ud, da døren selvfølgelig var til at slaa op indad og der dengang ligesom gjennem hele middelalderen og i mange tilfælde hos os næsten til nutiden ikke kjendtes dørklinker.

Sættes dernæst de anførte enkeltheder i forbindelse med hverandre for at opnaa en forestilling om hovet i sin helhed, vil følgende resultat fremkomme.

Bygningen var, som det sees, af træ, hvad der ogsaa fremgaar af de nedenfor gjengivne beretninger om, at man ”brændte” hov og undertiden brugte ”tømmeret” til opførelse af kirker. Men selv om intet derom var sagt, vilde det dog følge af den ubestridelige sætning, at opførelsen af bygninger af sten og kalk her i landet var ukjendt før kristendommen.

Efter sin form bestod hovet af to udelte rum, et mindre og et større, der gik i flugt med hinanden. Det første dannede et smalere, kortere og følgelig lavere udskud fra det andet, og naar sagaerne for at give læseren en forestilling om dette ”afhus”, betegne det med navne, hentede fra kirker (sanghus, kor, gudestuke), saa kan deraf vistnok sluttes, hvad der heller ikke modsiges af andre omstændigheder, at saadant udspring endnu paa sagaernes tid ikke fandtes ved andre bygninger, men kun ved kirker. Dog var denne udbygning i hovet ikke afstængt fra den større del, men aabnede sig mod denne. Dette viser sig i flere tilfælde, hvor vedkommende person strax ved indtrædelsen i hovet faar synet af, hvad der forefindes i det omhandlede rum. I dette var da stallen eller forhøiningen med den viede ild og gudebillederne anbragte i den orden, som ovenfor paavist.

Bygningens større del eller det egentlige hov var saaledes indrettet, at det havde aarer eller ildsteder midt efter gulvet og faste bænke langs væggene, følgelig med fodpal. Paa midten af hver langbænk var et høisæde, og ved hver side af det fornemste høisæde stod en støtte med ”gudenagler”. Foden af disse støtter eller öndvegessuler var drevet hed i jorden, medens der paa toppen af dem stod et gudebillede. Heraf følger altsaa, at støtterne ikke, som undertiden antaget, havde nogen konstruktiv betydning, som bærere af tagverket, men at de stode frit.

Det fornemste høisæde maa etter den faste regel have indtaget midten af nordre langbænk, og da døren var længer ude paa den modsatte langside, havde bygningen følgelig retning fra vest til øst, saaledes at afhuset eller det inderste rum dannede bygningens østre ende.

Længden af bygningen angives, som vi har seet, til 100 fod, saaledes at dermed betegnes et stort hov. Naar derimod bredden anføres med 60 fod, maa deri enten være en talfeil eller en vitterlig stor overdrivelse. Vel kan det være rimeligt nok, at der ved hver langside var et skot eller en sval, skjønt saadant ikke nævnes. Men selv om vi tænke os disse svaler bredere end ellers ved andre bygninger, og deres samlede bredde fradrages de angivne 60 fod, vil det mellemliggende rum dog blive alt for bredt. Det maa nemlig lægges mærke til, at dette rum, som vi har seet, og hvad der forresten fulgte af sig selv, altid var forsynet med biter eller tvertræer, og disse kunde ikke overskride en vis længde, naar de skulde opfylde sin hensigt. Denne er som bekjendt at holde langvæggene ud fra hinanden, saa at de ikke tabe sin lodrette stilling under trykket af tagets vægt. Men for at dette skal opnaaes, maa tvertræet være vandret, og hvor mægtigt det end er, vil det dog svigte, naar længden overskrider et vist maal, hvis maximum vel kan sættes til 25 fod.

Som det sees, var begge hovets afdelinger behængte med tæpper og havde glugger. Disse kan dog ei, som nævnt i en saga, have været udfyldte med glas, da dette dengang var ukjendt hos os til saadant brug. Heller ikke tror jeg, at disse lysaabninger kan opfattes som anbragte paa væggen, men maa — hvad heller ikke betydningen af ordet glug modsiger — være at forstaa om aabninger i taget eller ljorer. Ialfald kan saadanne, skjønt de, som vi har seet, ikke nævnes i kilderne ved noget hov, dog ei tænkes borte, saalænge der i bygningen brændte ild paa stallen eller forhøiningen og i det store ydre rum var aarer. Med ljorerne fulgte igjen, at taget ikke vel kunde belægges med træspaan, — som man desuden dengang sikkert ei kjendte, fordi man ikke havde brug derfor, — men som sedvanlig med torv. Denne krævede et lavt tag, og paa grund heraf kan der ei være tale om saadan konstruktion som i stavkirkernes tagverk, der er beregnet paa en høi reisning. Hovets tag maa derfor sikkert nok have været indrettet paa den maade, som hos os viser sig nedarvet gjennem tiden lige til de yngste røgstuer. Denne tagkonstruktion bestaar af parvis stillede sperrer, som ikke forbindes med hanebjelker, men kun sammennagles i toppen og derhos i sine nederste ender ved hjelp af det saakaldte naamtrod, ligesom et laas, fæstes til langvæggenes øverste stok eller den i folkesproget saakaldte raftestok, aalestok eller stavlægje.

Det staar endnu tilbage at bestemme, hvorledes hovbygningens vægge var sammensatte. Men forinden dette paavises, vil det være af interesse at se hen til de forskjellige forekommende trækonstruktioner.

G. Semper siger med hensyn til sammensætningen af vore stavkirkers vægge, saaledes som den sees i Dahls bekjendte verk, ”at denne maade (assemblage à grain d'orge) , som brugtes paa møbler langt ned i middelalderen, er nær beslægtet med den kinesisk-mongolske”. Paa et andet sted (s. 299—300) ytrer han ligeledes, at denne konstruktion ”er den asiatisk-kinesiske og vel ogsaa den, der efter indogermanske bygningstraditioner er at anse som den ældste. Reminiscenser deraf er kjendelige paa stenfasaderne i Ægyptens ældste grave og paa de kaldæiske og assyriske borges mosaikklædte jordvægge”. . . . ”Foruden stavkonstruktionen gives der egentlig kun to andre trækonstruktioner, nemlig blokhusbygning (laft) og fagverk (standerverk). Ligesom laftning tilligemed reisverk var egne for skandinaverne, saaledes er i hele vest-Tyskland, det nordlige Frankrige, Belgien, Holland og England fagverket fremherskende og desuden, men paa en noget forskjellig maade, i Tyrol og Kärnthen og overhovedet i de nedre Donauegne”. . . . ”Laftverket synes i henseende til ælde at gjøre selv reisverket rangen stridig, men er dog mere en teknisk opfindelse af beboerne i de paa naaletræer rige fjeldegne.”

Hos os blev standerverket, som det synes, ikke kjendt før ca. 1590, og vi havde saaledes tidligere kun to slags trækonstruktioner, nemlig laftverk og reisverk. Laftning træffes første gang ca. 900 efter Kristus i Gokstadskibets gravkammer; dette er ogsaa tilfældet med stavverket, forsaavidt der i det nævnte rum anvendes lodrette planker eller kløvede stokke, nedsatte i en sville med fals. Derimod er plankerne her ikke indfældte i hverandre ved pløining, og heller ikke anvendes hjørnestolper, hvorfor der dog paa grund af omstændighederne ikke kunde være nogen anvendelse. Det kan derfor ikke afgjøres, hvorvidt man allerede dengang kjendte den fuldt udviklede stavkonstruktion, saaledes som den træffes i vore kirker med en sammenhængende, opretstaaende plankevæg, indsat mellem hjørnestolper samt sville nederst og stavlægje oventil.

Som det ovenfor vil sees, indeholdes der i kilderne ikke noget om hovbygningens konstruktionsmaade. Men muligens kunde man i denne henseende støtte sig til et udtryk i de ældre eddadigte. Her bruges nemlig ordet tømre særlig om hov og husebygninger, og da de sidste utvilsomt blev laftede og ordet aldrig anvendes om stavkirker, kunde man deraf ville slutte, at timbra maatte forstaaes om laftverk, og at hovbygningen saaledes var sammensat paa denne maade. Herpaa kan der dog neppe lægges nogen vegt, da ordet paa de anførte steder vel kan tages i betydningen af at opføre bygninger af træ eller vel endog mulig slet hen kun betyder at bygge. Derimod tror jeg, at hvis hovets tagverk var saaledes, som ovenfor antaget, vilde man deraf være berettiget til at slutte, at bygningen var af laft. Størst grund til denne antagelse er der dog i den omstændighed, at hovet havde aabne ildsteder. Thi neppe vil man i saadant tilfælde blandt ordentlige bygninger op igjennem tiderne kunne opdage et eneste exempel paa, at reisverk har været anvendt. Var hovet derimod omgivet af svaler, kan disse meget vel have fremvist den mindre fuldkomne stavkonstruktion, ligesom vi se det nedigjennem tiden ved skaaler, stuebygninger og stabure.

Hvad selve arbeidet ved hovbygningen angaar, har det vistnok ofte været omhyggelig gjort, siden sagaerne bruge saadanne ord om enkelte hov som ”fager”, ”anselig”, ”udstyret med stor bekostning”. Dog indeholdes ikke heri noget, hvoraf der kan fremgaa en forestilling om individuelle enkeltheder. At man hos os allerede ved aaret 900 var udmærket dygtig i træskjæring, derom vidner Gokstadskibet. Men alligevel kan sagaernes anførte epitheta neppe give anledning til at tænke paa ”udskjæringer og prydelser, hvorom endnu nogle af de norske trækirker fra 12te—13de aarhundrede kunne tjene til at give os en

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

---