Formlære - I. Substantiver (Grammatik for det islandske oldsprog)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grammatik for det islandske oldsprog

Af; Finnur Jónsson
København 1925

C. Formlære
I. Substantiver

   31. Substantiverne inddeles med hensyn til deres böjning efter de stammeudlydende vokaler og konsonanter. Derefter falder de i vokalstammer og konsonantstammer.
   Vokalstammerne er igen a-stammer, maskuliner og neutrer, med underafdelingerne: wa-, ja- og ia-stammer, - ō-stammer, femininer, med underafdelingerne: wō-, jō- og iō-stammer, i-stammer, maskuliner, femininer, -u-stammer, maskuliner, ét femininum og ét neutrum.
   Konsonantstammerne er an-stammer, maskuliner og neutrer, med underafdelingerne wan- og jan-stammer, -ōn-stammer, femininer, med underafdelingen wōn- og jōn-stammer; an- og ōn-stammer er udvidelser af a- og ō-stammer, -īn-stammer, femininer, nd-stammer, maskuliner, r-stammer, maskuliner og femininer, -rod-stammer, maskuliner og femininer.
   I almindelighed kaldes an-, ōn- og īn-stammer svage, alle andre stærke.

   A-stammer.
   1. Maskuliner (jfr. § 5 a).

32.

nom. sg. dómr acc. - dóm dat. - dómi gen. - dóms

nom. pl. dómar acc. - dóma dat. - dómum gen. - dóma.

   a. Da dat.-endelsen -i er opstået at ē (e; § 5 a), bevirker den ingen omlyd. Kun i degi (af dagr) findes en sådan foran -gi (§ 10). u i dat. pl. (af o § 6) bevirker omlyd af a i roden: dǫgum (af dagr).
   b. Dat.-endelsen -i kan fakultativt falde bort som i draugr, hleifr, húfr, altid i hverr, refr. selr, samt ofte i sammensatte ord som meinþjófr: derfra er bortfaldet ofte trængt ind i simplex (jfr. i). Især i mandsnavne falder i tidlig bort: Hrapp, Dag, Kol, sand i Þórr (måske her først i sammensætn. ǫku-, Ving-). I ord på -ingr, -ungr falder i sjælden bort og da ret sent. I nogle ord på -inn kan i også bortfalde: Regin, men Heðni, Þráni, samt undtagelsesvis i ord på -urr: jǫur, tívur.
   c. I mange tilfælde er -ar og -a i nom.-acc. pl. gået over til -ir, -i (i-st): dalr, hvalr, selr, vegr. Enkelte er (fakultativt) gået over til u-st. i acc. pl. (vegr).
   d. Gen. sg. får ofte end. -ar. Hvis der er tale om oprl. a-st., foreligger der en overgang til i- eller u-st., men i flere (de fleste?) tilfælde drejer det sig om ord, der oprl. er i- el. u- st, således mandsnavne som Þórðr (f. Þór(f)rødr), Sigurðr (af -vǫrðr), alle på -mundr (jfr. dat. Kunimuðiu Tjörkö). Når disse navne bruges i pl., får de end. -ar. Nogle ord har både -s og -ar i gen.: hróðr, róðr, teigr.
   e. I nom. sg. assimileres r(ʀ) med foranstående l, n, r, s efter en konsonant og bortfalder: afl, botn, akr, þurs, lax (x=ks). dog ikke efter ll: stallr, pallr. Det samme sker i enstavelsesord efter lang vokal i roden og i alle afledningsendelser, (jfr. § 28 a). I 14. årh. bortfalder endelsen efter r. stór, annar (jfr. Uds. 56).
   f. guð) som mask. er uden end. i nom., ligeledes fremmedord som byskup, sátan, mandsnavne som Benedikt, Símon, Magnús. Nogle, som sátan, får heller ingen dat.-end.
   g. Tostavelsesord sammentrækkes efter § 16, jfr. de dér anforte undtagelser.
   n. Hvor rodvokalen i tostavelsesord er a eller u, optræder denne i de sammentrukne former: katli (af ketill), Agli (af. Egill), lukli (af lykill); omtyden kan analogisk trænge ind i disse former i senere tider (Egli, lykli; dog ikke i ketill).
   i. I enstavelsesord, hvor stammen ender på vokal, bortfalder dat.-end. i reglen, samt vokalen i dat. pl.-endelsen (mó, móm); skór hedder i pl. skúar-skúa-skóm (yngre: skór, skó).
   k. Om mandsnavne på -vér se ia-st.
   33. wa-stammer.

sǫngr sǫng sǫngvi sǫngs

sǫngvar sǫngva sǫngum sǫngva.

v, der allevegne omlyder a i roden, borfalder foran konsonanter og u, samt i udlyd (§ 27 g). Når dat. end. -i bortfaldt, faldt også v bort, men det kunde også udstødes: Sigtryggi.
   Sær, snær eller sjór: snjór (eller sjár, snjár) hedder i dat. sævi el. sæ, snævi el. snæ, osv. (jfr. § 19 a).
   Om -þér, af þevaʀ, se ved ia-st.
   Hjǫrr 'sværd' er oprl. u-st. (run. heru-); deraf gen. hjarar, men i øvrigt er det blevet en ren wa-st., dat. hjǫrvi (el. hjǫr), gen. hjǫrs, pl. hjǫrvar osv. - Týr hedder i dat. tívi (el. Tý), pl. tívar (§ 12 a).
   34. ja-stammer:
   Her må skælnes mellem ord med kort og lang rodstavelse.

a.

niðr nið nið niðs el. niðjar

niðjar niðja niðjum niðja.

Her findes i-oml. helt igennem.
   Dat. sg.- end. -i er i reglen bortfalden; der findes dog heri, beði. Gen. sg. kan også få end. -ar (fra -i el. u- st.). I nogle ord findes udelukkende -s: dynr, i andre kun -ar: byrr. I flere tilfælde er der da tale om oprl. u-st. Nom.-acc. pl. end. -ar og -a er i reglen gået over til -ir, -i, som i byrr, rifr, vefr, beðr (beðja findes engang); jfr. Rygjar.

b.

bekkr bekk bekk bekks el. bekkjar

bekkir bekki bekkjum bekkja.

I enkelte ord findes dat. end. -i: drengr, serkr, dvergr. I gen. sg. findes i nogle ord kun -s: drengr, Freyr, i andre kun -ar: belgr, hryggr. I nom. pl. findes enkelte eksempler på det oprl. -ar (jfr- dansk run. drængjaʀ) som Girkjar el. Grikkjar (sg. Grikr). Flekkr og sekkr hedder i reglen flekkar, sekkar.
   35. ia-stammer (jfr. § 5 c).

vísir vísi vísi vísis

vísar vísa vísum vísa.

   Nom. beror nå en grundform på -ijan: hirðijaʀ blev hirðir (got. haírdeis), og så hirðir.
   a. Således böjes en mængde ord for störste delen med lang rodstavelse, deriblandt alle af langstavede ja-verber dannede nomina agentis: byggvir, rennir, støkkvir, fleygir osv. Kortstavede er ord som Ymir, Hymir, deres grundform antages (Sievers) at have været umijaʀ (-umīʀ-Ymir) osv.
   b. Foran i-, a- og u-endelser bortfaldt i (blev ikke j, der kunde bibeholdes) undt. efter k. g.
   c. Den forvæntede omlyd - som i hirðir (af herði-) - udebliver ikke sjælden, f. eks. i Glasir, Kvasir, Gusir, Fáfnir. Formodenlig foreligger der da ikke oprl. ia-st., men aja-st., grundform altså f. eks. Glasai-aʀ, der blev Glasēʀ-Glaser(ir) (Sievers). Þórir er kun tilsyneladende ia-st., ti det er sammentrukket, for Þór-geʀʀ, hvilket forklarer manglen på omlyd.
   I oprl. tostavede stammer med a i rodstavelsen og u i den anden, synkoperedes dette og a omlydes, lǫgðir (f. laguð-).
   d. Þér (af þewaʀ, wa-st) findes som sidste led i en del ord. På grund af svag betoning gik det over til -ðir (§ 20 c), og delte behandledes da ganske som ia-st.: Hamðir, Sigðir, Egðir. Del samme gælder -vér (af wīha-): ǫlvir.
   e. endir böjes som an-st. i acc.-dat -gen. sg. (enda). eyrir hedder i pl. aurar, aura osv.
   f. Herhen hører oprl. ord på -ariʀ (got. -areis), men de er alle gåede over til an-st. Kun nogle få rester af det oprl. findes: valderir (omlyd i 2. stavelse på grund af i af ī), mútarir, vartarir (disse 2 kun i gen. sg. -is). Herved forklares omlyden i flere tilfælde i de ældre håndskrifter: skaperi, dómeri osv.
   36. 2. Neutrer.
   a-stammer (jfr. § 5 b. 6).

nom.-acc.

horn horni horns

horn hornum horna.

   a. a-omlyd findes helt igennem, også i dat. sg. (f. hurnē) og pl. (f. hurnum). Når der dog undertiden findes afvekslende o og u (goð, guð, goll: gull), er det på grund af udjævning mellem former som golþa og gulþē.
   b. U-omlyd findes, hvor a er i st, i nom. acc. dat. pl. (lǫnd, lǫndum). I tostavede ord går et a i den sidste del over til u: sumur (f. sumaru). Dat. sg.-end. falder aldrig bort; góts (góz) er oprl. gen. sg. af gótt<, men kan få dat.-end. (miklu gótsi f. miklu góts). hjón er oprl. pl. (sg. hīwa-, der skulde blive hý), men blev senere sg.
   c. Sammentrækning af tostavelsesst. finder også her sted (óðal-óðli, gaman-gamni), undt. i líkan og i ord på -að: herað, forað, válað. Hvor a i ord på -in er i roden, træder det frem i de sammentrukne former: megin, dat. magni, dat. pl. mǫgnum, gen. pl. magna, men der kan finde gensidig udjævning sted, nom. sg. magn, pl. mǫgn. Således også regin-rǫgn; e kan også trænge ind i de sammentrukne former: megni.
   I enstavelsesord, hvor st. ender på á, ú, falder endelsevokalen u bort (§ 16): strám, búm, undt. i vé (véum).
   d. Kné og tré er oprl. wa-st., men v er tidlig helt bortfaldet og ordene böjes som a-st. (kvéum måtte blive knjóm, knéa-knjá, efter dette blev knjóm omdannet til knjám, ligeså med tré, jfr. § 17). Om fé se u-st, § 45, 3.
   e. I enkelte sammensætninger findes anomal gen. på -ar (lánar-dróttinn: bragðar-lax, -vǭð, hǫrundar-hungr).
   f. Når pl. af herhenhørende ord bruges som stednavne, får ordet endelsen -ar og bliver dels hankön, dels hunkön (Eiðar, Holtar, Nesjar, Túnar, Fljótar osv.).
   37. wa-stammer:

bǫl bǫlvi bǫls

bǫl bǫlum bǫlva.

   På grund af de mange former uden v kan v falde bort i dat. sg.; sål. i bǫl, hræ, kjǫt, smjǫr; hræ kan blive ja-st.
   38- ja-stammer:

sker skeri skers

sker skerjum skerja.

   Hertil hører nið, kið, net osv.; hey kan også böjes som wa-st.
   39. ia-stammer:

klæði klæði klæðis

klæði klæðum klæða.

   Her falder i bort foran i. a og u. undt. når k, g går foran (ríkja, engjum). I enkelte tilfælde findes gen. på -na (fra an-st.: fylkna). Læti (pl.) hedder i dat. gen.: lǫtum, láta (som af lát). Heimi findes kun i sammensætningerne heimiskviðr, heimisgarðar.

   Ō-stammer.
   40. Femininer (jfr. § 5d):

nom.-acc.

rún rún, rúnu rúnar

rúnar rúnum rúna.

   a. Stammeudlydende u (o; runō) faldt bort, men virkede om lyd af a i roden (fǫr, sǫk).
   b. Om acc. sg. se § 6.
   c. Dat. sg.-endelsen, der antages at være en gammel instrumentalis-endelse ā, der blev ō og tilsidst u, findes forholdsvis sjælden, især i kvindenavne og i ord på ing, -ung: herfra har det trængt sig ind i acc. (Ósku, Ingibjǫrgu, kerlingu og oftere i det yngre sprog). Der kan dog også her foreligge analogi efter ōn-st. (A. Kock).
   d. I laugur-(dagr) f. laugar hidrører u fra fǫstu- og sunnu-(dagr), jfr. mánudagr (yngre).
   e. For -ar i nom. acc. pl. findes ofte -ir (fra i-st.), især i ord med kort rodvokal (farir). Beslægtede sprog viser, at flere ord, hvor der kun findes -ir, er oprl. ō-st, som grund, stǫng. Af rǫnd findes (i rim) en enkelt gang randar (Egill).
   I flere ord findes denne overgang aldrig (f. eks. laug, kleif, kví, hlið, nǭl) og aldrig i ord på -ing. -ung, -ul, -ur.
   f. Hvor roden ender på á, falder endelsens a. u bort (ár, ám; der findes i norsk også áir).
   g. Det oprl. ǭln, alnar er gået over til ǭln, álnar, pl. álnar og álnir (oprl. skulde ordet hedde: elin (jfr. got. aleina)-alnar; (alin er en yngre form).
   h. I tostavelsesord på -ul, -ur finder den sædvanlige sammentrækning sted (Gǫndul, Gǫndlar). De har aldrig -u i dat.
   i. I Hǫrn og Mǫrn findes omtyden helt igennem, men det er næppe oprindeligt.
   j. Enkelte ord som Hrist kan få -i i acc.-dat. sg. (iō-st).
   41. wō-stammer:

stǫð stǫð stǫðvar

stǫðvar stǫðum stǫðva.

   U-omlyd helt igennem. Overgang til i-st. er her meget sjælden og meget sen: dǫgg-daggir (mellemform dǫggir findes i norsk).
   42. jō-stammer:

ben ben benjar

benjar benjum benja.

   I-omlyd helt igennem. I dat. findes oftere -u: helju, eggju, eyju; Signýju, Fjǫrgynju. Herhen hører oprl. mær og þír (f. mawiʀ og þiwiʀ af þewiʀ med ʀ lånt fra iō-st.), gen. meyjar, þýjar (f. maujōʀ, þiwjōʀ).
   43. iō-stammer:

reyðr reyði reyði reyðar

reyðar   reyðum reyða.

   a. Nom.-mærket r er her uoprindeligt, idet det er kommet fra i-st. (jl'r. got. haiþi; i sen-isl. er nom. atter bleven -i: heiði). Det bortfaldt i øx (f. akwis-).
   b. Således böjes en mængde ord med lang rodstavelse; en tilsyneladende ondt, herfra er merr, men grundformen var her marhiō; en virkelig undt. er mykr. Herhen hører en mængde kvindenavne som Fríðr, Gerðr, Hildr, Þrúðr, Heiðr, Dís og dermed sammensatte navne (Sigríðr f. -fríðr, Friðgerðr, Gunnhildr, Sigþrúðr, Ragnheiðr, Þórdís), ligeledes Unnr der er = unnr 'bølge' (i-st.) og de dermed sammensatte (Þórunn., Iðunn).
   c. Efter g og k indskydes j Foran a (gýgr-gýgjar; undt. helgr-helgar).
   44. I-stammer.
   1. Maskuliner (jfr. § 5 e, 6).

hlutr, hlut, hlut, hlutar,

feldr feld feldi feldar

hlutir, hluti, hlutum, hluta,

feldir feldi feldum felda.

   a. I de herhenhørende ord burde der være omlyd i nom.-sg. (oprl. -iʀ), samt i nom.-acc. pl. (nom. oprl. -īʀ, af -ijez; f. eks. gestir af gastijez-gestīʀ; acc. -i af -ins), undtagen i acc. sg. af ord med kort rodstavelse (§ 10) og ikke i gen. sg. og pl. i det hele. Heraf fulgte der udjævning til gunst for den ene eller den anden vokal. Det oprl. forhold i gen. pl, findes i Þela, Roga i sammensætninger som Þelamǫrk, Rogaland (af Þilir, Rygir). I dat. pl. var endelsen oprl. -imʀ, der tidlig afløstes af -umʀ (um) (jfr. ovf. § 6). I gen. sg. og pl. kunde man vænte a-omlyd, men her har systemtvangen gjort sig gældende; der findes dog Borr-Borar ved siden af burr-burar.
   b. I dat. sg. findes i mange langstavede ord end. -i, der hidrører fra a-st., eller ordene er oprl. u-st.: gestr, fundr, kostr, skurðr, mandsnavne på -frøðr, -mundr (oprl. u-st.) og -vindr. Derimod er kortstavede ord uden i i dat: skrið, bur osv.; dalr, hvalr og selr er oprl. a-st. (§ 32 c), men liudes hyppig som i-st.: stafr ligeledes (særlig i bet. 'rune'; jfr. got stabim i dat.), men ellers som a-st. Enkelte ord går over til a-st. (pl. feldar, lýðar). I gen- sg. findes ofte a-st.-s, dels udelukkende som i gestr, grátr, alr, halr, hamr, þrekr. svanr, dels sammen med -ar, som i marr 'hav' skriðr, salr, burr. Kostr er oprl. u-st.
   c. Hertil hører folkenavne som Danir, Eistir, Kúrir, Vinðir, Þrændir, Eynir, hvoraf nogle også kan være konsonant-st. (Eystr, Vinðr, Þrændr). Ligeledes ord på -skapr og -uðr; de første er i reglen uden pl, de sidste er oprl. u-st. (fǫgnuðr; jfr. got. -ōdus), samt alle nomina agentis på -uðr, dannede af ō-verber (glǫtuðr osv.).
   d. I enstavelsesord på á- (hár, nár, sár) bortfalder i reglen dat. -i og u i dat. pl.; gen. ender på -s; de er vel oprl. a-st.
   2. Femininer.

nauðr nauð nauðar

nauðir nauðum nauða.

   a. I alle de herhenhørende ord skulde nom. sg. ende på -r ligesom maskulinerne (jfr. .got), men dette er kun tilfældet i nogle få ord: brúðr, urðr, unnr, véttr (vættr); iøvrigt, er det bortfaldet. Som for bemærket er r herfra gået over på iō-st. ; brúðr og unnr er til gengæld bleven påvirkede af disse, idet de har fået i i acc.-dat sg.; det samme gælder nipt og Hrist (jfr. § 43 a. b): om endelsen i gen. sg. se § 6. I acc. pl. skulde endelsen være -i (af -ins), men den er omdannet efter nom. (jfr. ō-st).
   b. Flere af de herhenhørende ord er fakultativt gået over til konsonant-st. som bót, mǫrk, stǫng (disse 2 oprl. ō-st.), sæing, vǭð, (bætr osv.).
   c. Efter at -r var bortfaldet sluttede disse ord sig - vistnok i meget tidlig tid - til ō-st. og fik u-omlyd i nom.-acc.-dat.sg., hvor der var a i st.; de kan også få u i dat., men nogle var oprl. netop ō-st.
   d. I visse kasus skulde der - jfr. maskulinerne - være i-omlyd, i andre ikke, men der er enten foregået en udjævning til fordel for grundlyden eller for omtyden,
   eller der er opstået dobbel former som sjón-sýn, ǭtt-ætt, kvǭn-kvæn, sǭtt-sætt, bón-bæn. Nogle oprl. femininer er på grund af endelsen blevet maskuliner som fundr.
   e. Herefter böjes alle ord på -un (gen. -anar) som skipun, kǫllun; fra gen. er a hyppig trængt ind i nom.-acc.-dat.
   f. véttr hedder i gen. vétter- i véttergis, hvor omlyden er bevirket af det følgende gi; -er er næppe en oprl. gen.-endelse (svarende til got, -ais).
   45. U-stammer.
   1. Maskuliner (jfr. § 5 f, 6).

vǫndr vǫnd vendi vandar

vendir vǫndu vǫndum vanda.

   a. Vǫndr beror på wanduʀ, dat. vendi på wandiu, firði (af fjǫrðr, af ferðu-) på ferðin, nom. pl. på wandjuʀ (f. wandiwiʀ); gen. pl. er omdannet efter a-st. I bestemte kasus findes i- og u-omlyd, når rodvokalen er modtagelig derfor.
   b. Hvor oprl. e er i roden, brydes det i gen. sg. og pl. (fjarðar, fjarða); i nom.-acc. sg. og acc, dat. pl. væntedes u-brydning (fiorð-) osv., men her er jǫ blevet indført ved analogi, se 13 a 2.
   c. Dat. sg.-end. -i kan falde bort, dat. bliver da lig med acc.; dette sker altid i limr, litr, siðr. Acc. pl. kan få -i f -u (i-st).
   d. I gen. sg. blev u (i roden) omlydt til a (sunr- sonar), hvorefter en udjævning kunde finde sted (sonr- sonar el- sunr--sunar).
   e. I grǫptr og blǭstr sætter r sig fast som stammekonsonant (dat. greptri; i det ældste litteratursprog findes grepti, blæsti).
   f. Enkelte ord kan fakultativt gå over til u-st. i acc. pl. som vegr, smiðr, prettr.
   g. Sammensætninger med -hǫðr er Stǫrkuðr, Níðuðr; fra gen. Starkaðar, Níðaðar er a trængt ind i de andre kasus; der findes én gang dat. Starkeði.
   2. Femininer.
   Kun ét ord kan regnes hertil: hǫnd, der i dat. hedder hendi, men iøvrigt er blevet konsonantst. (pl. hendr), hvad det måske oprl. er.
   3. Neutrer.
   Her drejer det sig kun om et ord: fé (f. fehu, jfr. got. faíhu, gen. faíhaus), dat. féi, gen. féar (fjár); pl. fé, féum (fjóm, fjám),féa (fjá).
   Aom. feu blev ikke til fø, og en sådan form findes heiler ikke; hvor man har ment at finde den, beror del på fejllæsning.
   46. An-stammer.
   1. Maskuliner (jfr, § 5 h, 6).

bogi boga boga boga

bogar boga bogum boga (bogna),

   a. Acc. sg. er den lydret udviklede form, men efter den er dat.-gen, omdannede. I nom. pl. er r tilföjet efter den stærke klasse (formen burde være boga af bogann f. boganz, jfr. got. gumanz). Gen. pl. skulde hedde bogna - hvilket engang findes -, men n er her ellers altid faldet bort, undt. i nogle (poetiske) ord for 'mænd': skatnar, bragnar, gotnar, gumnar (jfr. sg. brúð-gumi, gen. pl. -guma), hvor n fra gen. er trængt ind i de andre kasus.
   b. Således böjes en mængde ord, bl. a. de, der ender på -ari (ældre -ariʀ, § 35 f.).
   c. I léi, kléi blev éa til já, éu til jó-já; dette kunde ikke ske i Véi, skrevet Vé. Endir har enda i acc.-dat.-gen. (35 e). Oxi (uxi) hedder i pl. øxn (yxn) af uhsniʀ. Om lyden trængte her ind i dat.-gen. (øxnum, yxnum, øxna, yxna f. oxnum, oxna). dreki burde i de andre kasus hedde draka osv., men e har trængt sig ind her fra nom.
   d. To låneord: síra (af fransk senre-sire) og herra (egl. komparativ, oht. heriro 'ældre') hører hertil; det første er uböjeligt og bruges som titel for gejstlige; det sidste kan have pl. herrar osv.).
   47. wan- og jan-stammer.

mǫskvi mǫskva -- -- skyti skytja -- --

mǫskvar mǫskva mǫskum mǫskva skytjar skytja skytjum skytja

   Her findes u- og i-omlyd helt igennem. I enkelte ord kan j falde bort: aðili-aðila.
   2. Neutrer.

eyra -- --

eyru eyrum eyrna.

   a. Grundformen her er auzōn: dal-gen. forholder det sig på samme måde med som ved de maskuline an-st. Nom. pl. beror på en grundform auzōnā, der skulde have ført til formen eyrun (der foreligger i østnordisk), men i vestnordisk er dette blevet følt som eyru + n (artiklen).
   b. Således böjes nogle få ord som auga, brjóska, hjarta (pl. hjǫrtu, lunga, nýra, viðbeina.
   48. Ōn-stammer. femininer (jfr. § 5 i).

tunga tungu -- --

tungur tungur tungum tungna.

   a. a i nom. sg. beror på -ō(n); n i acc.-dat. på ōn (un) (jfr. § 21 c), gen. på -unz (af -ōns, jfr. got. tuggōns), Med r i nom. pl. forholder det sig på samme måde som ved maskulinerne: gen. pl. tungna er omformet efter disse (skulde hedde tungana, jfr. got. tuggōnō).
   b. Her findes omlyd af a, hvor det er i roden, foran alle u-endelser (saga-sǫgu, Sága-Sǭgu).
   c. Hvor roden ender på en vokal finder sammentrækning sted: trúa, trúu-trú, men trú alene føltes ikke let som gen. (f. eks.), så at man föjede den stærke endelse til: trúar, herefter dannedes så nom. sg. trú (ordet blev helt igennem stærkt); således også med -séa- sjá, gen. séu - sjó, der efter nom. blev sjá, hvortil gen. -r blev föjet: sjár.
   d. Kona af kvena (got. qinō) hedder i gen. pl. kvinna (kvenna).
   49. wōn- og jōn-stammer.

vǫlva vǫlvu -- -- hetja hetju -- --

vǫlur vǫlur vǫlur vǫlna ell. vǫlva? hetjur hetjur hetjum hetja.

   v- og j-omlyd helt igennem. I nogle wōn-st. har de v-løse former omdannet nom.: svala, gata, tjara (f. svǫlva osv.); meget ungt er vala. Efter g og k i jōn-st. bortfalder j i gen. pl. (gígna, kirkna).
   50. īn-stammer, femininer.
   elli - helt igennem.
   Hertil hører en mængde ord, som oftest dannede - ved i-omlyd af rodvokalen - af adjektiver, som gleði, reiði, og har derfor ingen pl.; også ord på -andi: hyggjandi, kunnandi, Verðandi, Enkelte ord får -ar i gen. og nom.-acc. pl.: lygi, gørsimi, vistnok fordi de er oprl. iō-st. I sammensætning kan s (i gen.) tilföjes: ógleðis-klæði.
   51. Nd-stammer, maskuliner.

eigandi eiganda -- --

eigendr eigendr eigǫndum eiganda.

   a. De herhenhørende ord er participiale substantiver, svarende til de got. på -and (nasjand, gen. -is, pl. -ands). Hele sg. er her lånt fra an-st; gen. skulde ende på -s (hvilket mulig findes i enkelte sammensætninger som sjándsvitni, fjándsboð). Nom. pl. svarer til den got. form og har omlyd på grund af den oprl. endelse -iʀ. I dat. pl. findes ofte -und-, også -end- (e fra nom.-acc.). Nom.-acc. pl. kan - men sent - blive -ar, -a (efter an-st-).
   b. Hertil hörer fríandi. fíandi, búandi, der sammentrækkes til frændi (f. frjándi, æ fra pl.), fjándi (forkortet til fjandi), bóndi, pl. frændr, fjándr (hvor vokalen hidrører fra sg., yngre fjendr), bændr; omlyden trænger sig også ind i dat.-gen. pl. og bliver eneherskende i senere tider.
   52. R-stammer (jfr. § 5 g).

faðir fǫður feðr, fǫður fǫður

feðr feðr feðrum feðra.

   a. Således böjes bróðir, móðir, dóttir, systir.
   b. Faðir (f. faðēr) svarer til got. fadar; ir (er) beror på ār (ǽr), jfr. run. swestar. Dat. feðr (af faðri) svarer nöje til lat. patri; gen. beror på et faðrs, nom. pl. på faðriʀ (jfr. run. ðohtriʀ); herfra er omlyden trængt ind i dat.-gen. (f. fǫðrum, faðra). I systir (f. swestēr) er y trængt ind fra formen systur (dat. f. swist-); det samme er tilfældet med nom.-acc.-gen. pl.
   c. I sammensætninger findes en form -fǫðr, gen. fǫðrs, vistnok en blandingsform, der dog er vanskelig at forklare.
   53. Enstavede rodstammer.
   1. Maskuliner.

nom.-acc.

vetr vetri vetrar

vetr vetrum vetra.

   vetr beror på vintr (got. wintrus, jfr. 28 b), det har u-st.-i og -ar i dat-gen. sg.; acc.-endelsen var her m, der blev -u(m) og måtte bortfalde. Nom. pl. går tilbage til wintriʀ (den oprl. form). På samme måde böjes fingr. Hertil regnes endvidere nagl, fótr, maðr. Nagl hedder i gen. nagls, i pl. negl. Fótr har i dat. fæli, gen. fótar, pl. fætr (f. fōtiʀ), dat. fótum. Maðr el. mannr skulde egl. hedde mann (med assimilation af ʀ), gen. manns; pl. menn el.maðr (grundform manniʀ, der burde blive menn). Endelig regnes herhen det tostavede mǭnuðr, gen. sg. og nom. pl. mǭnuðr (got. mēnōþs); i dat, får ordet mánaði, og i gen. mánaðar, pl. mánaðir (som i-st.); kan i acc. pl. også hedde mǭnuðu (u-st.). Ligeledes hører hertil ord som Eistr, Vinðr, Þrændr, jfr. § 44 c.
   2. Femininer.

eik eik eikr

eikr eikum eika.

   a. Nom, sg. skulde oprl. ende på ʀ, men er omdannet efter ō-st.; acc. skulde have endelsen m, der skulde blive -u(iu). Enten er det dette u. der bar bevirket omlyd af a i roden, eller denne er analogi efter ō-st. (mǫrk). Dat. sg. skulde ende på -i. der ved sit bortfald skulde bevirke omlyd (f. eks. et merk), men den omdannedes efter nom.-acc. (ō-st.). Endelsen i gen. sg. og nom. pl. beror på det oprl. -iʀ, der bevirker omlyd, hvor den kunde findes: rætr (af rót), endr (af ǫnd), nætr (af nǭtt, nótt), mýss (af mús). Acc. pl. er analogiform efter nom. (grundf. skulde være et markns), I gen. sg. findes hyppig -ar (f. -r), vistnok fra ō-st.. og fra disse har ordene fået omlyd i nom. (jfr. dog acc). Vík, nǭtt, sæing, mjólk (af meluk-) har -r i gen. Ved siden af r i nom.-pl. findes ofte -ir, uden omlyd (bótir, glóðir, tangir, skeiðir, grindir). Om hǫnd se 45,2. Dyrr findes kun i pl, (durum, dura el. dyrum, dyra), men ordet findes også som ntr.
   b. Ord som tǭ trækkes sammen (gen. tár, dat. pl. tǭm). -vitr (af véttr, i sammensætninger, alvitr, hjalmvitr) har i pl. -vitr.
   c. Endelig hører 2 ord hertil, hvor roden ender på vokal, og som har bevaret en oprl. nom.-endelse r (ʀ), der bevirker omtyd: kýr (f. kū-ʀ), sýr (f. sū-ʀ), samt ær (oprl. en i-sl., awiʀ).

acc. dat.

kýr kú kýr

nom-acc.

kýr kúm kúa

ær ǭ ær

ær ǭm á (áa).