Formlære - IV. Talord (Grammatik for det islandske oldsprog)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Af; Finnur Jónsson
København 1925
IV. Talord
Talordene er (hovedsagelig) kardinalier og ordinalier.
69, Kardinalier.
a. einn - tveir - þrír - fjórir; einn böjes som pronomenet: pl. bruges i bet. 'et par' eller 'alene'. Det bruges også som ubestemt artikel.
b. tveir står (jfr. þeir) for tvai (got. twai), fem. tvær (got. twōs), ntr. tvau. Acc. masc. tvá (got. twans), men her föjedes, især i det ældre sprog, acc.-end. -a til. Dat. tveimr eller tveim (af twaimiz), gen. tveggja (jfr. got. hwaddje af twaijē).
c. þrír (got. þreis af grf. trei-es), fem. þríar - þrjár, ntr. þríu - þrjú, acc. þría - þrjá (for þrí, got. þrins, med tilföjet -a); dat. þrimr eller þrim (af þrimiz) også þrem(r), gen. þriggja (af þrijē).
d. fjórir f. fjóðrir (ved brydning) er sammentrukket for feðwōr-, feður- (jfr. got. fidur- i sammensætninger), fem. fjórar, ntr. fjogur (fjǫgur, en form der m. h. t. g er vanskelig at forklare); dat. fjórum, gen. fjogurra (fjǫg-). Den egl. grundform skulde være hweðwor- (hweður-), jfr. lat. quatu-, f i forlyd hidrører mulig fra fimm. feður- genfindes i fjaðr- i Fjaðrunda(land).
e. fimm - sex - sjau - átta - níu - tíu - ellifu - tólf. - fimm står f. fimf; sjau af seƀun (septm); átta af ahtō, níu f. ní (omdannet efter níundi); tíu af tehun, der skulde blive té, men blev tí efter ní og tíu (som níu; A, Noreen); ellifu og tólf bet. 'én, to foruden eller over d. v. s.: 10'; ellifu står f. ain-lif (= got.), u vist fra níu - tíu, tólf f. twa-lif (= got.).
f. þrettán - fjórtán - fimtán - sextán - sjautján - átján - nítján - tuttugu. Endelsen tán og tján (f, tían) er udviklede af en grundf. tehan, men udviklingen er noget usikker (se A. Kock, Ark. IX, 137 ff). Tuttugu står f, tó-tugu (acc. pl.), tó = 2.
g. Herefter følger einn ok tuttugu osv. til þrir tigir, fjórir tigir osv. til ellifu tigir, hundrað (= 120). subst. ntr., tvau hundruð osv. til ellifu hundruð, þúsund (= 1200), subst. fem. (i-st.), der er sammensat af þús- 'stærk' og hund (= hundrað), tvær þúsundir osv.
70. Ordinalier.
De dannes i reglen ved endelsen -ði (di, ti; af -to-); Fyrstr (f. fur-is-to), hinn fyrsti - annarr (f. anþar-, hvor -þar er en gammel komparativendelse, ligesom i lat. al-ter) -þriði - fjórði (f. fjóðrði, af feuðrðe; A. Kock) -ftmti - sétti (f. seht-) -sjaundi af septm-to) - átti (anal. áttandi) - níundi - tíundi - ellipti - tólpti - þrettándi - fjórtándi - fimtándi - sextándi - sjautjándi - át(t)jándi - nítjándi - tuttugti eller tuttugundi, - þrítugundi osv.
Fyrstr böjes ganske som adj., stærkt og svagt, annarr som pronomenet, og alle de øvrige som et svagt adj. I håndskrifterne skrives disse tal - ligesom kardinalierne -. i reglen med romerske tal, så at det ikke altid er sikkert, hvorledes de, især de höjere, har lydt.
71. Distributiver.
tvennr eller tvinnr (af grf. twisn-) 'dobbelt, to til hver, þrennr eller þrinnr (af grf. þrisn-), fernir (pl, tant.) böjes som adj. Ofte bruges de ganske som kardinalier.
72. Der findes endel substantiver og adjektiver, der angiver tal, antal, med endelser som -ing (eining, þrenning), -ungr (þriðjungr = 1/3 fjórðungr = 1/4 osv.), -und, fem. (níund 'antal af 9', tíund = 1/10); jfr. fimt og tylpt, -ræðr ('tællende', tíræðr osv.), -tugr (tøgr, angivende antal af 10, tvítugr, þrítugr osv.), -faldr ('-fold, -dobbelt', tvefaldr osv}. Foran -ræðr- og -tugr- tallene kan sælles hálf- for at betegne, at en halv tier (5) skal trækkes fra den sidste tier (hálfsextugr = 55).
73. Endelig er der et par multiplikative biord: tvisvar (tysvar) - þrisvar (þrysvar); ellers hedder det tveim(r), þrim(r), fjórum, fimm osv. sinnum.
