Fortale til Læseren - Kong Knuts Liv og Gerninger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oversat og oplyst af M. Cl. Gertz,
Maaske vil du, Læser, ikke kunne forstaa, hvorfor jeg i Begyndelsen af dette Skrift har fremstillet den saare kraftige Kong Svens (1) Handlinger og talt til hans Ros, ja maaske du endog vil beskylde mig, Forfatteren, for Fejlgreb og Kejtethed i den Anledning, eftersom jeg i det ovenstaaende Brev har lovet, at jeg vilde gøre denne Bog til Ros for den her nævnte høje Frue. Men at dette i Virkeligheden ogsaa sker, vil du selv indrømme, og anerkende, at jeg paa intet Punkt fjerner mig bort fra Lovprisningerne over hende, hvis du med snild Agtpaagivenhed vil sammenholde Begyndelsen med Midten og Slutningen med Begyndelsen. Og for at ingen Forvirringens Taage skal hindre dig i at faa Øjet klart op for dette, saa tag nu mod følgende Betragtning til Bevis derfor, hentet fra lignende Forhold, hvor Sandheden ligger aldeles klart for Dagen.
Om Æneiden, der er skreven af Virgilius, vil dog vel ingen kunne nægte, at den paa ethvert Punkt tager Sigte paa Octavianus's Ros, uagtet der jo vitterligt næsten slet ikke eller dog kun overmaade lidt tales i den om ham selv med Navns Nævnelse. Læg altsaa Mærke til, at den Ros, Forfatteren har tildelt hans Æt (2), tjener hans egen Berømmelse til Smykke og paa alle Punkter gør hans straalende Æres Ry vide navnkundigt. Men hvem vil saa kunne nægte, at denne min Bog helt igennem sigter hen paa Dronningens Ros, da den ikke blot skrives til Ære for hende, men ogsaa Omtalen af hende selv jo vitterlig optager en meget stor Del af den? Synes imidlertid denne Bevisførelse dig ikke fyldestgørende, lad mig saa yderligere godtgøre Sagen ved et indlysende Bevis, hentet fra et andet Forhold. Du ved jo nok, at, naar du vil tegne en Cirkel, vil du jo uden Tvivl allerførst lade Begyndelsen dertil være et Punkt, og derefter vil du i et sammenhængende Træk føre Griffelen rundt i en Kres tilbage til Udgangspunktet saaledes, at den nævnte Figurs omgivende Linie beskrives i Sammenhæng ved denne Tilbageførelse til dens Begyndelse. I en lignende sammenhængende Udvikling udfolder jo nu Dronningens Ros sig: den straaler klart frem lige i Begyndelsen (3), den fremtræder i sin fulde Kraft i Midten, og den findes atter i Slutningen, og saaledes omfatter den ganske Bogen i dens fulde Helhed. At det virkeligt er saa, vil du komme til at føle lige saa godt som jeg selv ved at danne dig følgende Oversigt over dens Indhold:
Sven, Danernes Konge, glimrende ved Heltemod, mægtig i Vaabenfærd og stærk i Raadsnildhed, tvang det Angliske Rige med Magt ind under sit Herredømmes Aag, og paa sit Dødsleje satte han sin Søn Knut til at være sin Efterfølger paa det samme Riges Trone. Knut maatte siden, da det samme Anglerfolks Hu vendte sig imod ham, og de satte sig til Modværge med Magt, ligesom han heftigt angreb dem med Magt, føre mange Krige; og Krigen vilde maaske kun med Nød og næppe eller aldrig have faaet nogen Ende, hvis han ikke til sidst ved Frelserens gunstige Naade havde vundet denne saa højædle Dronning og knyttet hende til sig ved Ægteskabets Baand. Endnu medens han var i Live, overgav han til den Søn, han havde avlet med samme Dronning, nemlig Hardeknut, alt hvad der adlød hans Herskerbud. Hardeknut var ved sin Faders Død fraværende fra det Angliske Land, saasom han var dragen bort for at styre Danernes Rige; denne hans Fraværelse gav en uretfærdig Ransmand (4) Lejlighed til at bemægtige sig hans Rige. Efter at nu denne havde tiltaget sig Kongedømmet, dræbte han Kongens Broder (5) ved det grueligste Forræderi; men den guddommelige Hævn fulgte straks paa og ramte den ugudelige og gengav Tronen til ham, hvem den retmæssigt tilkom, hvilket alt sammen klarere vil blive oplyst i den sammenhængende Fremstilling. Og da Hardeknut saaledes havde genvundet Kongedømmet, styrede han, idet han i alt rettede sig efter sin Moders Raad, sit Rige med mægtig Herskervælde og forøgede dets Rigdom; ja han viste ogsaa et udmærket Ædelsind, idet han, saaledes som det sømmede sig, gav sin Broder (6) Del i sin egen Kongeværdighed og sine Rigdomme.
Naar du nu har mærket dig dette, Læser, og med Tankens aarvaagne, ja lad mig hellere sige skarpt gennemskuende øje har gennemforsket den hele Fremstilling, saa vil du indse, at denne Bog overalt i hele sin Udvikling sigter hen paa Dronning Emmas Ros.
Noter
1): Sven Tveskæg, Knuts Fader.
2): Æneas var jo gennem sin Søn Iulus den antagne Stamfader for den Juliske Slægt, til hvilken Octavianus hørte.
3): nemlig I Indledningsbrevet; thi det er dog vel til dette, Forfatteren her sigter, da Emma ellers slet ikke nævnes I den historiske Skildrings første Afsnit.
4): Harald Harefod, se ndfr. III Bog.
5): Alfred, Æthelreds og Emmas Søn, Hardeknuts Halvbroder.
6): Edvard, ligeledes Æthelreds og Emmas Søn, som blev hans Efterfølger paa Englands Trone.
