Tredje Bog - Kong Knuts Liv og Gerninger
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Oversat og oplyst af M. Cl. Gertz,
Her begynder tredje Bog.
1.
Efter at Kong Knut var død og bleven begravet med Hæder i det til Hellig Peders Ære opførte Kloster i Winton (1), sad hans Dronning, Fru Emma, ensom tilbage i Riget, opfyldt af Sorg over sin Herres for tidlige Død og trykket af Uro for sine fraværende Sønner. Thi en af dem, nemlig Hardeknut, hvem hans Fader havde sat til at være Konge over Danerne, dvælede dér i sit Rige; men de to andre, som vare sendte over for at opfostres i Normandiets Land, levede dér hos deres Frænde Robert (2). Dette havde til Følge, at nogle af Anglerne, som havde glemt deres Troskabspligt mod deres nu afdøde Konge, hellere vilde skamskænde end smykke hans Kongesæde, idet de svigtede den herlige Dronning Emmas ædelbaarne Sønner og til Konge over sig udvalgte en vis Harald (3), om hvem man efter en falsk Antagelse paastaar, at han var en Søn af en Frille, som den nævnte Kong Knut havde haft; men de flestes Paastand hævder derimod, at samme Harald hemmeligt var bleven listet fra en barslende Tjenestekvinde og lagt ind i Frillens Sovekammer, hvor hun laa syg. Og det er troligt, at dette stemmer mere med Sandheden. Da denne Harald nu var bleven udvalgt og frygtede for, hvad Fremtiden vilde bringe, kalder han strax Ærkebiskop Ælnoth til sig, en Mand, som var udrustet med al mulig Dyd og Visdom (4), og byder og beder ham, at han skal indvie ham til Konge samt give ham Kronen og det kongelige Scepter, som var betroet i hans Værge, og ligeledes i egen Person, fordi det ikke var tilladt, at det gjordes af nogen anden, føre ham hen paa Rigets ophøjede Trone. Ærkebiskoppen afslaar det bestemt, idet han under Ed erklærer, at han, saa længe Emmas Sønner vare i Live, ikke vilde anerkende nogen anden som Konge eller indvie ham dertil. »Disse«, siger han, »har Knut betroet til min Beskyttelse; disse skylder jeg Troskab, og mod disse vil jeg bevare Troskab. Sceptret og Kronen nedlægger jeg paa det hellige Alter, og dem hverken nægter eller overgiver jeg dig; men alle Biskopper byder jeg med min apostoliske Myndighed, at ingen af dem maa tage disse Ting bort eller overgive dem til dig eller indvie dig; hvis du saa fordeister dig dertil, saa tilran dig, hvad jeg har betroet til Gud og hans Bord. « Den usalige Mand vidste ikke, hvad han skulde gøre, eller hvorhen han skulde vende sig. Han udstødte Trusler, men intet udrettede han derved; han lovede Gaver, men vandt til sin Sorg og Harme heller intet derved; thi den apostoliske Mand kunde hverken skræmmes fra sin Beslutning ved Trusler eller bøjes ved Gaver. Omsider opgav han alt Haab og forføjede sig bort, og i den Grad brød han sig lidt om den biskoppelige Indvielse, at han ikke blot talte med Had om selve Indvielsen, men endogsaa skyede hele Kristendommens Gudsdyrkelse. Thi medens andre efter kristelig Skik traadte ind i Kirken for at høre Messen, omringede han enten Skovene med sine Hunde (5) for at jage eller befattede sig med andre, ligegyldigt hvilke, Sysler af den foragteligste Art, blot for at han kunde undvige det, som han hadede. Anglerne saa dette med Sorg, men eftersom de nu engang havde udvalgt ham til Konge for sig, undsaa de sig ved at styrte ham (6); og derfor bestemte de, at han skulde være deres Konge lige til sin Død.
2.
Men Dronningen Fru Emma ventede i Stilhed paa, hvad Ende Sagen vilde tage, og en Tid lang var hun opfyldt af Ængstelse, men bønfaldt daglig om Guds Hjælp. Da begyndte han i al Hemmelighed, fordi han endnu ikke vovede det aabenlyst, at lægge onde Raad op mod Dronningen; men han fik ikke Lov for nogen til at gøre hende Skade. Derfor søgte han da i Forening med sine Haandlangere at faa udtænkt et ondskabsfuldt Anslag, ved hvilket han vilde rydde sin Herskerindes Sønner af Vejen, for at han saaledes for Fremtiden kunde sidde tryg paa sin Kongestol og leve i sine Synder. Men han vilde dog aldeles ikke have faaet noget som helst sat i Værk i denne Retning, hvis han ikke, hjulpen af nogle svigefulde Skurkes List, havde fundet paa dette, som vi nu skulle fortælle. Han fandt nemlig paa den Svig, at han lod skrive et falsk Brev under Dronningens Navn til hendes Sønner, som opholdt sig i Normandiet; og en Afskrift af dette Brev lader jeg her ogsaa gerne følge:
3.
»Emma, blot af Navn Dronning, sender sine Sønner, Edvard og Alfred, sin moderlige Hilsen. Medens vi, kæreste Sønner, skilte fra eder jamre over vor Herre Kongens Død, og medens I Dag for Dag mere og mere berøves det Rige, som er eders Arvelod, undrer jeg mig over, hvad I dog vel tænke paa, naar I jo ved, at Opsættelsen af eders Mellemkomst fører til, at Ransmanden, som har tiltaget sig eders Herskermagt, for hver Dag befæstes mere i sin Stilling. Thi han drager uafladeligt omkring til Landsbyerne og Stæderne og gør Stormændene til sine Venner ved Gaver, Trusler og Bønner; men de vilde hellere have, at een af eder skulde være Konge over dem, end holdes bundne under den Mands Herskerbud, som nu byder over dem. Derfor beder jeg, at een af eder vil komme til mig hurtigt og ganske alene, for at han kan modtage et gavnligt Raad af mig og faa at vide, paa hvilken Maade den Sag, jeg ønsker, skal sættes i Værk. Sender mig ogsaa ved Overbringeren af dette Brev Besked tilbage om, hvad I agte at gøre angaaende disse Ting. Lever vel, I mit Hjærtes dyrebareste.«
4.
Efter at dette svigefulde Brev var bleven skrevet paa Voldsherskeren Haralds Befaling, blev det ved Hjælp af træske Ilbud sendt over til de kongelige Ungersvende.og overrakt dem. som om det kom fra deres Moder, der intet vidste derom, og det blev modtaget af dem med Ærbødighed som en Gave fra hende, der havde født dem. De læse dets besnærende Ord uden at ane nogen Svig, og ak desværre ! de skænke kun altfor meget Falskheden Tiltro, saa at de uden at overveje Sagen nøje sende den Besked tilbage til deres Moder, at een af dem skulde komme til hende, og de bestemme hende Dag og Time og Mødested. Og saa vende Sendemændene da tilbage og meddele Guds Fjender, hvilket Svar der var bleven givet dem af de saare højbaarne Ynglinge. Herefter ventede de andre paa hans Ankomst, som skulde komme, og tænkte over, hvad de skulde gøre ved ham til hans Fordærv. Paa den fastsatte Dag udvalgte altsaa Alfred, som var den yngste, med sin Broders Minde nogle Krigsfolk, som skulde ledsage ham, og begav sig derefter paa Vej og kom til Flanderns Land. Der dvælede han en kort Stund hos Markgreve Balduin, som bad ham om, at han vilde tage en Del af hans Krigere med sig til Sikkerhed mod Fjendernes Efterstræbelser; dette vilde han imidlertid ikke, men tog blot nogle faa Mænd fra Bononia (7) med sig og gik saa om Bord paa sine Skibe og sejlede over Havet. Men da han var kommen tæt hen til Kysten, blev han straks kendt af Fjenderne. Disse ilede imod ham med den Hensigt at angribe ham; men han mærkede det straks og bød, at Skibene skulde ro bort igen fra det Sted paa Kysten. Derimod gik han i Land ved en anden Ankerplads og beredte sig til at gaa til sin Moder, idet han troede, at han nu helt var undsluppen fra det Anslag, som truede ham med Fordærvelse. Men da han allerede var ganske nær ved sit Maal, mødte Jarlen Godvin ham (8); denne modtog ham og lovede ham sin Beskyttelse, ja han gjorde sig endog straks til hans Krigsmand og gav ham Troskabsed. Og nu fik Godvin ham lokket bort fra London, hvorhen hans Vej gik, og førte ham ind i den By, som kaldes Geldefordia (9); der førte han saa hans Krigere i Hobe paa tyve eller tolv eller ti Mand omkring til de Herberger, hvor hver Hob for sig skulde ligge, og lod kun nogle faa blive tilbage hos den unge Kongesøn, hvilke skulde staa til hans Opvartning. Han ydede dem ogsaa fuldt op af Spise- og Drikkevarer, og derpaa trak han sig selv tilbage til sit Herberge, idet han sagde, at han den næste Morgen vilde komme igen for at tjene sin Herre med den skyldige Ærbødighed.
5.
Men efter at de nu havde spist og drukket og derpaa, trætte som de vare, med Glæde havde besteget deres Leje, se, da indfinde den højst afskyelige Voldshersker Haralds Medskyldige sig. De trænge ind i Herbergerne eet for eet, borttage paa Tyves Vis de uskyldige Mænds Vaaben og slutte dem i Jernlænker paa Hænder og Fødder og gemme dem saa til næste Dag, for at de kunde blive pinte. Men da Morgenen var brudt frem, slæbes de uskyldige ud og stilles frem til Skue for alle, og uden at være hørte afstraffes de paa forbryderisk Vis. Thi efter at Hænderne paa dem alle vare blevne afvæbnede og bundne bag paa deres Ryg, bleve de overgivne i de grusomste Bødlers Vold, og der blev endogsaa givet disse den Befaling, at de ikke maatte skaane nogen undtagen den, paa hvem det tiende Lod faldt. Derpaa lod Bødlerne dem sætte sig lænkebundne paa Rad og tilføjede dem Men nok og mere end nok; de fulgte hans Eksempel, som dræbte den Thebaiske Legion (10), idet han først udtog hver tiende Mand af de uskyldige, men han for dog meget mildere frem end disse her. Thi hin vilde Hedningekonge lod kun hver tiende Mand af de Kristne dræbe, men skaanede de andre ni; derimod lod disse højst vanhellige og falske Kristne kun hver tiende Mand blandt de gode Kristne slippe, men tog de ni af Dage. Og om end hin Hedning myrdede Kristne, lod han dem dog halshugge paa aaben Mark og ikke hildede i Lænker, men som ærefulde Krigere; men disse, der, om de end bar Kristennavnet, dog handlede som de værste Hedninger, nedslagtede med deres Landsers Stik de uskyldige Helte i Lænker ret som Svin. Derfor ville alle Tider med fuld Ret kalde saadanne Bødler for værre end Hunde, de, som ikke ved Krigens Voldsfærd, men ved deres Rænkers lumske Overfald styrtede saa mange Krigeres hæderlige Legemer i Pinsler og Død. Nogle tog de, som sagt er, af Dage, andre derimod hengav de til Trælletjeneste hos dem selv; atter andre solgte de, betagne af blind Begærlighed, og adskillige bevarede de, sluttede i Lænker, til større Forhaanelse. Men Guds Barmhjertighed svigtede ikke de uskyldige, der vare stedte i saa stor Nød og Fare; thi vi have selv set mange, hvem den fra Himlen af, uden Støtte af noget Menneske, udfriede fra hin Forhaanelse, idet den sønderbrød Laasene paa deres Haandlænker og Fodlænker.
6.
Eftersom vi nu kortelig have skildret Krigernes Død, staar der tilbage, at vi ogsaa skulle fortælle om deres Fyrstes, jeg mener den ærerige Alfreds, Martyrdom; og her vil jeg ligeledes fatte mig i Korthed, for at jeg ikke, hvis jeg i Enkelthederne skulde ville gennemgaa alt, hvad der er bleven gjort mod ham, muligvis skal mangfoldiggøre Sorgen for mange og særligt da for dig, Fru Dronning. Jeg beder dig da, høje Frue, at du her ikke vil kræve mere end dette, som jeg nu vil sige kortelig for at skaane dig; thi der kunde siges meget, hvis jeg ikke vilde skaane din Smerte; der kan jo nemlig ikke tænkes nogen større Smerte for en Moder end at se eller høre om en højtelsket Søns Død. Den unge Kongesøn blev altsaa hemmeligt tagen til Fange i sit Herberge, og man førte ham derpaa ud til den Ø, som kaldes Heli (11), hvor han først blev given til Pris for de skændig onde Krigeres Haan. Derefter udvalgte man nogle endnu mere foragtelige Mennesker, for at den begrædelsesværdige Yngling kunde blive domfældt af disses vanvittige Raseri; og efter at de vare bievne satte til Dommere, bestemte de, at først begge øjnene skulde udstikkes paa ham til Forhaanelse. Da de nu gjorde sig rede til at sætte dette i Værk, lagde to Mænd sig over hans Arme for at holde dem fast, medens,det stod paa, og een lagde sig over hans Bryst og een over hans Ben, for at man saaledes lettere kunde tilføje ham Mishandlingen. Dog, hvorfor opholder jeg mig ved dette sørgelige Emne? Jeg selv føler, hvor min Pen ryster, mens jeg skriver, idet jeg med Rædsel tænker paa, hvad den højhellige Yngling maatte lide. Saa vil jeg da med endnu større Kortfattethed se at komme ud over denne store Ulykkes Jammer og blot angive den endelige Udgang paa denne hans Martyrdom: han blev nemlig holdt fast af de ugudelige, fik saa ogsaa Øjnene stukne ud og blev derpaa dræbt paa den ugudeligste Maade. Efter at have fuldbyrdet dette Mord lod de hans afsjælede Legeme blive liggende dér paa Stedet; men Kristi trofaste, jeg mener Munkene paa den nys nævnte Ø Heli, førte det bort og begravede det med Hæder. Men paa det Sted, hvor hans Grav er, sker der mange Jærtegn, efter hvad der fortælles af nogle, som ogsaa paastaa, at de selv meget ofte have set disse med egne Øjne. Og det er ogsaa, som det bør sig at være. Thi uskyldig led han Martyrdøden, og derfor er det billigt, at de uskyldige Blodvidners Kraft udøves ved ham. Derfor maa Dronning Emma glæde sig ved at have en saa mægtig Talsmand hos Gud; thi den, hvem hun fordum havde til Søn her paa Jorden, har hun nu til Beskytter i Himlen.
7.
Men Dronningen, som var slagen med Forfærdelse over denne saa uhørte Ryggesløsheds Daad, overvejede i sine stille Tanker, hvad det var tjenligst for hende at gøre. Hendes Sind bestormedes da nu af forskellige Følelser og droges hid og did (12): hun nærede Betænkelighed ved længere at betro sig i saa stor Troløsheds Vold, eftersom hun overvældedes utrøsteligt af Sorg over Sønnens Mord; men paa den anden Side fandt hun dog en endnu større Trøst i Tanken om, at han nu hvilede i tryg Fred. Som Følge heraf følte hun sig da, som vi have sagt, forpint paa dobbelt Maade, nemlig af Bedrøvelse over sin Søns ynkværdige Død, men dernæst ogsaa af Mistvivl om at kunne bevare det Liv og den Værdighed, der endnu var hende levnet. Men maaske vil her en og anden, hvem Misundelse mod denne høje Frue gør avindsyg og dadlelysten, tilraabe mig: »Ja men hvorfor vragede hun da at dø den samme Død, naar hun dog ikke i nogen Maade tvivlede paa, at hendes Søn, der var bleven myrdet ved dette Forræderi, nød den evige Hvile?” Til at gendrive saadan Tale mener jeg at man bør anvende følgende Svar: Hvis det havde været en Forfølger af den kristelige Religion og Tro, hun havde for sig, vilde hun ikke have undslaaet sig for at udsætte sit Liv for Fare. Men i alle rettroendes øjne vilde det være syndigt og forbandelsesværdigt, om hun, en Kvinde af saa herligt Ry, lod sig berøve Livet af en ærgerrig Mands Lyst til jordisk Herskervælde, og at dø een Gang for alle kunde visselig ikke regnes for en ærefuld Udgang paa en saa fremragende Herskerindes Livslod (13). Idet hun da stillede sig disse og andre lignende Tanker for Øje og derhos mente, at det Opfordringsord af Herrens egen Mund (14) indeholdt en gavnlig Forskrift for hende selv i hendes egen Stilling — det Ord, hvori han jo lægger sine udvalgte Apostle paa Hjerte : »Dersom de forfølge eder i een Stad, da flyer til en anden” —, saa fulgte hun de Udveje, der aabnede hende Udsigt til at bevare, hvad der endnu var hende levnet af Ære og Værdighed, og som i Betragtning af hendes ulykkelige Stilling fuldt ud stemmede med hendes Ære (15), og hun fandt endelig, ved at Himlen i Naade saa ned til hende, paa et snildt Raad. Hun ansaa det for gavnligt for sig at ty bort til fremmede Folkefærd, og dette gennemførte hun ogsaa paa kløgtig Maade lige til det sidste. Men dog fik hun at erfare, at de, hun søgte til, ikke stillede sig som fremmede overfor hende; thi medens hun dvælede blandt dem, blev hun æret paa den sømmeligste Maade, ganske som om hun var has sine egne.
Hun forsamlede altsaa, saa godt som Forholdene og Omstændighederne tillod det (16), saa mange hende trofast hengivne Stormænd som muligt om sig. For dem aabenbarede hun, da de vare komne til Stede, klart og tydeligt sit Hjertes Hemmeligheder; og da ogsaa de gav deres Bifald til den Beslutning, deres Frue havde fattet, skaffede man vel udstyrede Skibe til Veje til deres Udenlandsfærd (17). Saa sejlede de da for gunstige Vinde over Havet og landede ved en Ankerplads, der laa ikke langt fra den befæstede By Brügge. Denne Fæstning bebos af Folk fra Flandern, som man har anvist Bopæl der, og den stod i det højeste Ry saavel for sine forretningsdrivendes store Antal som for sin rige Overflod paa alle de Ting, som Menneskene regne for de ypperste (18). Her blev hun modtagen med Hæder, som det var hende værdigt, af Markgreven i det nævnte Land, Balduin, en stor og uovervindelig Fyrstes Søn (19), og af hans Hustru Athala (hvilket Navn kan oversættes ved: »den ædelbaarne«), en Datter af Frankernes Konge Rodbert og Dronning Constantia. Af dem fik Dronning Emma ogsaa en til en kongelig Husholdning egnet Bolig i den før nævnte By, og desuden blev der bragt hende Fødemidler i rigeligt Maal. Disse Gaver modtog hun for en Del med den største Taksigelse men for en Del gav hun ogsaa paa en Maade til Kende, at hun ikke trængte til dem.
8.
Medens hun altsaa nu levede her i saa stor Tryghed, afsendte hun Folk med Budskab til sin Søn Edvard for at forlange, at han ikke maatte nøle med at komme til hende; og han adlød ogsaa hendes Kald, besteg sin Hest og naaede hen til sin Moder. Men da de nu havde faaet Lejlighed til at tale med hinanden, forklarede Sønnen hende, at vel følte han Medynk med sin Moders ulykkelige Stilling, men han kunde dog paa ingen Maade yde hende Hjælp, eftersom de Angliske Stormænd ikke havde aflagt nogen Ed til ham; dette viste altsaa, at hun maatte vente sig Hjælp af hans Broder (20). Efter at Mødet havde faaet dette Udfald, vendte Edvard igen tilbage til Normandiet, og Dronningens Sind var endnu bestandigt i Raadvildhed om, hvad hun skulde gøre. Men efter hans Tilbagerejse sender hun saa Folk med Bud til sin Søn Hardeknut, som paa den Tid havde Herredømmet over Danerne; ved disse Bud gør hun ham bekendt med den Uhørte Sorg, der havde ramt hende, og beder ham om, at han vil skynde sig med at komme til hende saa hørligt som muligt.
9.
Da nu Rædselsbudskabet om denne saa svære Forbrydelse ramte hans Øren, blev hans Sind lige straks i Begyndelsen lamslaaet af den uudholdelige Sorg, saa at Evnen til at overlægge svigtede ham. Thi han brændte i sit Hjerte efter at drage hen for at hævne den Overlast, der var sket hans Broder, men ogsaa efter at lyde det Budskab, hans Moder havde sendt ham. Men saa traf han da sine Foranstaltninger til at iværksætte begge Dele (21). Han udrustede en saa stor Styrke af Krigsskibe og Krigsfolk, som det var ham muligt (22), og den største Del af dem lod han lægge sig i en vis Vig af Havet, for at de skulde komme ham til Undsætning, hvis der under hans Fart enten skulde tilbyde sig Lejlighed for ham til at levere et Slag, eller han maaske ogsaa skulde blive sat i den Nødvendighed at maatte værge sig mod Angreb; men ellers begav han sig med ikke mere end ti Skibe i Følge paa Vejen til sin Moder, som hjemsøgtes af Sorg og Ængstelse, og det i ikke ringe Maal. Medens de altsaa nu, ivrigt opsatte paa en ilsom Fart, ikke blot kappevis kløvede Havets Skum med den kobberbeslagne Stævn (23), men ogsaa hejsede Topsejlene for de gunstige Vinde, sammenhobede der sig pludseligt (— thi Havets Udseende er jo ikke nogen Sinde til at stole paa, men altid uberegneligt og upaalideligt paa Grund af Vindenes Ustadighed —) et græsseligt Uvejr (24) af Stormbyger og Skyer bagved dem, og Dybets Overflade oprørtes allerede af de brat nedstormende Søndenvinde. Saa gøre de da, hvad man for det meste plejer at gøre i en saa gruelig Stilling (25): de kaste Ankrene ud fra Forstavnene (26) og lade dem bore sig fast i Havbundens Sand. Og skønt denne Hændelse i det. Øjeblik kom dem ubelejligt, er det dog troligt, at den ikke er indtruffen uden den altstyrende Guds Vilje, efter hvad Sagens Udgang senere hen viste, idet nu alles Lemmer bøjede sig for den milde Hvile og Søvnen (27). Thi i den paafølgende Nat, medens Hardeknut hvilede paa sit Leje, vises der ham fra Gud et Drømmesyn, som styrker og trøster ham og byder ham være ved frejdigt Mod; det opfordrer ham desuden til, at han ikke maatte afstaa fra sit Forehavende, saasom inden faa Dages Forløb den uretfærdige Ransmand af hans Kongedømme, nemlig Harald, skulde dø, og Riget, der var betvunget ved hans Faders Kræfter, uskadt skulde tilfalde ham, den retmæssige Arving, efter den retfærdigste Arvefølge.
10.
Da Drømmeren (28) nu herefter vaagnede, følte han sig mere tryg i sin Sag ved saadanne Varselstegn og takkede den almægtige Gud for den store Trøst, ligesom han heller ikke i nogen Maade tvivlede paa, at det jo vilde ske, hvad det omtalte Drømmesyn havde forudsagt ham. Og da omsider Havets Vrede var stilnet og Uvejret helt havde lagt sig, udspændte han sine bugnende Sejl for de gunstige Vinde (29), og saaledes landede han da efter at have faaet en lykkelig Fart ved Brügges Havn. Efter at han her havde fastgjort sine Skibe med Anker og Tov og sat Søfolk til at passe paa dem, begav han sig ad den lige Vej med udvalgte Ledsagere til sin Moders Herberge. Hvilken Sorg og hvilken Glæde der nu kom til Udbrud ved hans Ankomst, vil intet Skrift nogen Sinde kunne klargøre for dig, Læser. Ikke ringe var Moderens Smerte, idet hun i Indbildningen saa sin myrdede Søns Aasyn i hans Træk; men paa den anden Side fyldtes hun af stor Glæde, naar hun saa den overlevende Søn staa uskadt ved sin Side. Deraf kunde hun skønne, at den guddommelige Barmhjertigheds dybe Kærlighed saa i Naade til hende, siden hun endnu ikke stod berøvet en saadan Trøst. Og ikke længe efter, medens Sønnen dvælede hos sin Moder og ventede paa, at det omtalte Drømmesyns Løfter skulde opfyldes, kom der Budbringere med glædelige Budskaber: de bragte ham nemlig det Bud, at Harald var død (30), og derhos meldte de, at de Angliske Stormænd ikke vilde staa ham imod, men glædede sig med ham i mangfoldig Jubel; derfor maatte han ikke forsmaa at søge tilbage paa ny til det Rige, som tilkom ham efter Arvefølgens Ret, og sørge ligeligt baade for sin egen Værdighed og for deres Vel.
11.
Opmuntrede ved disse Ord besluttede Emma og Hardeknut at stævne hjem til det fædrene Riges Kyster (31). Saa snart Rygtet herom naaede Bybeboernes Øren, kunde man straks have set alt opfyldes af Smerte og Sorg. Thi de rige sørgede over hendes Bortgang, hvis elskelige Samtale de altid plejede at nyde, og de fattige sørgede over hendes Bortgang, hvis længe vedholdende Gavmildhed var dem et Værn mod Trangens Byrde; Enker sørgede med samt forældreløse, hvem hun havde løftet op af Daabens hellige Vånde og beriget med ikke ringe Gaver. Derfor ved jeg ikke, med hvilke Lovtaler jeg skal ophøje denne Kvinde, som der paa Stedet aldrig svigtede dem, der genfødes i Kristus. Her bør jo klarligt nok hendes Trofasthed prises, hendes Godhed forherliges paa enhver mulig Maade; men (32) hvis jeg agtede at tale derom saaledes, at jeg tog Hensyn til alle hendes gode Handlinger een for een, saa, tror jeg, vilde snarere Tid end Stof komme til at mangle mig; derfor skynder jeg mig med atter at optage min Fortællings Traad.
12.
Da der nu altså blev truffet anstalter til Dronningens og hendes Søns Hjemrejse, lød der Jammerklager og Suk mellem hinanden over hele Kysten, og alle Arme hævedes oprakte mod. Himlen. De græd nemlig over, at hun drog bort fra dem, hvem de i hele hendes Landflygtigheds Tid havde betragtet som deres egen Medborgerinde; for ingen af de rige havde hun været en besværlig Gæst, for ingen af de fattige havde hun været trykkende i nogen som helst Ting. Derfor skulde man have troet, at alle stod i Begreb med at gaa i Landflygtighed, man skulde have sagt, at alle tænkte paa at drage med hende til de fremmede Egne: saadan Jammerklage lød der over hele Kysten, saaledes hulkede hele den hosstaaende Folkeskare. Om de end i visse Maader glædedes med hende over, at hun atter skulde indtage den Værdigheds Plads, hvorpaa hun forhen stod, kunde Kvinderne dog ikke med tørre Øjne lade hende fare. Omsider sejrer hendes Kærlighed til sit Land (33); og efter at have kysset alle een for een og under Graad budt dem Levvel, stævnede hun tillige med sin Søn og deres Ledsagere ud paa Dybet, ikke uden at der flød Taarer i rigt Maal paa begge Sider.
13.
De Angliske Stormænd, som ikke satte fuld Fortrøstning til deres tidligere afgaaede Sendefærd, kom dem da her i Møde, førend de sejlede over Havet; de mente nemlig, at de handlede bedst i baade at gøre Kongen og Dronningen deres Undskyldninger (34) og ydmygt at underkaste sig deres Herrevælde. Betrygget herved naaede Hardeknut med sin Moder omsider over til Havnen paa Kysten hinsides Havet og modtoges der med største Ære af alle dette Lands Indbyggere; og, saaledes genvandt han ved den guddommelige Miskundheds Naade det Kongedømme, som skyldtes ham. Efter at alt dette nu var gaaet, som her er fortalt, og efter at han havde faaet alle sine Anliggender vel ordnede i Fredens Ro, skikkede han, dreven af sin broderlige Kærlighed, Sendebud til Edvard med Bøn om, at han vilde komme og dele Rigets Styrelse med ham.
14.
Edvard adlød sin Broders Kald (35) og sejlede over til Anglernes Land; og Moderen og begge hendes Sønner nød nu Kongedømmets til Rede liggende Goder, uden at nogen Trætte kom dem imellem. Her vises der Trofasthed mod Rigets Forbundsfæller, her staar en ukrænkelig Kærlighedens Pagt mellem Moder og Brødre ved Magt. Alt dette har Han skænket dem, som gør, at Husfæller bo sammen i Enighed (36), Jesus Kristus alles Herre, som er i Treenigheden og hvis Herskervælde blomstrer uvisneligt! Amen!
[15.
Saa herskede da disse Brødre sammen i Enighed, til Døden kom imellem og skilte dem ad, idet den bortrev Kong Hardeknut fra Livsluftens Egne (37). Kongen blev begravet med Hæder af sin Moder og sin Broder under den største Sorg. Efter Hardeknuts Død fulgte Edvard ham paa Tronen som lovmæssig Arving, en Mand, som er udmærket ved sin fremragende Legemsstyrke, udrustet med Hjertets og Snillets store Gaver og en livfuld Aandsbegavelse og overhovedet, for at jeg skal sammenfatte alt i Korthed, smykket i højeste Maal med alle attraaværdige Egenskaber.]
Noter
1): eller Winchester; det er det samme Sted.
2): Robert den Anden (Robert den Djævel), Hertug i Normandiet efter sin Broder Richard den Tredjes Død 1028 indtil 1035; de vare Sønner af Emmas Broder, Richard den Anden. Roberts Søn var Vilhelm Bastarden (Erobreren), der fulgte ham som Hertug og senere 1066 erobrede England.
3): Harald Harefod, se ovfr. S. 47, Anm. 1. Den Tvivl, Forfatteren her rejser om, hvorvidt han var Knuts og Alfiwas Søn, har næppe nogen Berettigelse. Det var det danske Parti i England og Londons Borgere, der valgte Harald, og man synes derefter at have enedes om at dele Riget mellem ham og Emmas Søn saaledes, at Harald fik Nordengland med London, Hardeknut Landet Syd for Themsen; men da Hardeknut stadigt blev i Danmark og under idelige Paaskud opsatte at gaa til England, gjorde man Harald til Konge over hele England.
4): Ælnoth, Ærkebiskop af Canterbury, havde været i stor Yndest hos Knut; han døde 1038.
5): Udtrykket er hentet fra Vergils Bucolica, Ecloga 10,57.
6): Snarere frygtede de, som en normannisk Historieskriver siger, for, at Danerne, som holdt paa Harald, skulde begynde Krig, hvis Anglerne svigtede ham.
7): Boulogne.
8): Denne angelsachsiske Jarl, hvis Søn Harald senere efter Edvard Bekenderens Død en kort Tid blev Englands Konge, til han faldt i Slaget ved Hastings mod Vilhelm Erobreren 1066, var efter Thorkils Død bleven Kong Knuts højst betroede Mand og spillede ogsaa en stor Rolle under de følgende Konger til sin Død 1054. Han stod nu paa Harald Harefods Side, og om hans her i det følgende beskrevne Forræderi mod Alfred tale ogsaa flere af de engelske Kilder.
9): Guilford i Sussex; andre kalde Stedet Gillingeham.
10): Der sigtes til en berømt Martyrhistorie, som Legenden henlægger til den Tid, da den sidste store Kristenforfølgelse fandt Sted. Kejser Maximianus, Diocletians Med-regent, var paa et Tog i Gallien og havde paa dette den Thebaiske Legion med sig, som sandsynligvis havde sit Navn af, at den tidligere havde staaet i Distriktet Thebais i Ægypten. Han bød nu denne Legion, som da stod i Nærheden af det nuværende St. Maurice i Wallis (Schweiz), at den skulde deltage i Kristenforfølgelserne; men Legionen, som skal have haft lutter kristne Soldater, nægtede det. For at tvinge den lod Kejseren nu hver tiende Mand af den henrette; men Soldaterne fastholdt deres Vægring, opfordrede dertil af Legionsføreren Mauritius og andre Officerer. Da lod Maximian Legionen decimere endnu en Gang, men det hjalp ikke; Soldaterne svarede ham, at de vare rede til at lyde ham i alt, kun ikke i hvad der stred mod Guds Vilje. Saa lod Maximian hele Legionen hugge ned, uden at Soldaterne gjorde nogen Modstand. De heltemodige Krigeres Martyrdag er d. 22. September.
11): i Floden Ouse ved Klosteret Ely, som Kong Knut havde begunstiget i høj Grad.
12): efter Sallusts Jugurtha 25, 6 f.
13): Udtrykket er hentet fra Sallusts Jugurtha 14, 24.
14): Matth. Evang. 10, 23.
15): Aldeles efter Sallusts Catilina 35, 4.
16): Ligeledes en oftere genkommende Vending hos Sallust.
17): Emma rejste bort i Begyndelsen af Vinteren 1037. At hun tog til Flandern og ikke til Normandiet, forklares derved, at hun ikke ventede sig nogen venlig Modtagelse hos Normandiets daværende Hertug, Vilhelm Bastarden.
18): Atter Sallustianske Udtryk fra Jugurtha 47, 2; 41, 1.
19): Det var Balduin d. 5te, Greve af Flandern 1034-67, med Tilnavnene Insulanus og Pius; hans Fader var Balduin d. 4de' Barbatus. Hans Hustru Athala (Edel) var Datter af den franske Konge Robert den Første af Capetingernes Hus, som regerede 996-1031. En Sønnedatter af dette Par var den danske Konge Knud den Helliges Dronning Adele.
20): d. v. s. Halvbroderen Hardeknut, hvem hans Fader jo havde ladet Anglerne aflægge Ed til.
21): Hardeknuts Tog foregik 1039.
22): Atter efter Sallusts Jugurtha 13, 2 o. a. St.
23): Udtrykket er hentet fra Vergils Æneide I, 35.
24): Vergils Georgica I, 323.
25): Efter Sallusts Catilina 29, 2.
26): Vergils Æneide VI, 901.
27): Ogsaa Udtryk fra latinske Digtere, Vergils Æneide 1, 249 o. a. St.
28): Genesis 37, 19.
29): Vergils Æneide III, 520; Ovids Ars amandi III, 500 osv.
30): Han døde i Oxford d. 17. Marts 1040 og blev begravet i Westminster.
31): Hardeknut landede ved Sandwich midt paa Sommeren 1040.
32): Hele denne Slutning er formet efter Sallusts Jugurtha 42 SI
33): Vergils Æneide, VI, 823.
34): fordi de tidligere havde svigtet deres Sag.
35): Edvard kom til England 1041 eller maaske allerede 1040. Hardeknut gav ham Del i Kongedømmet over England, ligesom han tidligere havde delt sit Herredømme i Danmark med sin Halvbroder Sven, da denne var bleven jaget fra Norge; om han gjorde det for at sikre sig mod mulige Angreb fra Edvards Side, som vel nok vilde være blevne støttede af det engelske Parti, eller af virkelig Broderkærlighed, maa staa hen.
36): Ordlyden (paa Latin) nærmest efter Psalm. 67 (68), 9; Tanken efter Psalm. 132, 1.
37): Vergils Æneide I, 387. — Hardeknut døde Tirsdagen d. 8. Juni 1042.
