Sv. Aggesen kap.5
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
Da Svend var død, kom hans Søn Knud med Tilnavnet den Gamle paa Thronen. Han udvidede sit Riges Grændser med besynderlig Dygtighed og Kraft, thi lige fra det Yderste af Thule og næsten til det græske Rige samlede han med overvættes Dygtighed de trindt omkringliggende Riger under sit Herredømme. Island, Engeland, Frankrig, Italien, Lombardiet, Tydskland, Norge, Venden og Sambien maatte Altsammen bøie sig under ham.
Da han havde skaffet sig Fred og Rolighed i Engeland, blev han og den første der gav Militær-Love, men dem vil jeg siden engang komme frem med, saa godt jeg efter ringe Evne formaaer. — Han havde en berømt Datter ved Navn Gunild, som blev gift med Keiser Henrik, en Søn af Keiser Conrad. Mod denne Henrik gjorde Romerne Opstand og stødte ham fra Thronen, hvorpaa han flygtede til sin Svigerfader og anraabte ham om Bistand. Knud greb med Begjærlighed denne Leilighed til Berømmelse, samlede sin Hær og gjorde først et ødelæggende Indfald i Frankrig, derfra gik han videre og hærjede i Lombardiet saavelsom Italien; Romerne tvang han til at overgive deres By, saa at han omsider kunde sætte sin Svigersøn Keiseren paa Thronen igjen. Da nu dette var kommet istand, marscherede han i et prægtigt Festtog lige til Frankrig. Da han drog fra Tours, tog han St. Mortens Efterladenskaber med sig til Rothemag, en By, han fortrinligen elskede.
Knud avlede to Sønner, den Ene blev opkaldt efter ham selv, men fik gjerne Tilnavnet „den Haarde" (Haarde-Knud); slet ikke fordi han var saa stræng eller grusom; men fordi den Provinds, hvori han var fød, hed saaledes. Denne Søn blev af sin Fader sat til at være Konge i Danmark. Den anden Søn hed Svend og han fik Norge at bestyre. Selv styrede han Engeland i over tyve Aar med kongelig Magt. Imidlertid døde begge de to nysnævnte Sønner, endnu medens Faderen levede. Paa Efterretningen herom ilede Knud tilbage til sit Fædrene-Rige, der nu var uden Regent. Og da der i Danmark fandtes en Planteskole for den christne Kirke, som endnu kun var ung, førte han mange Bisper og Præster med sig; Nogle af dem beholdt han hos sig selv. Andre derimod sendte han ud at prædike. Disse spredte sig ad over Sverrig, Gothland, Norge, ja fandt endogsaa til Island; overalt hvor de kom hen, forplantede de Guds Ord og vandt mange Sjæle til Christus. Til de betydeligste af disse Geistlige høre Gerbrand og Rodolf; Gerbrand blev den første Biskop i Roeskilde, Rodolf fik Bispedømmet Slesvig at styre.
Men da han ikke kunde tage vare paa flere Riger under eet, beklædte han sin Søstersøn Svend, dengang endnu kun et Barn, med kongelig Værdighed og gav ham Danmark at regjere over. Svends Fader var Ulf Spragelæg, hans Moder hed Estrid og var en Søster til Kong Knud.
Da Knud var død, fik denne hans Søstersøn, Svend, hvem han selv dertil havde udnævnt, Regjeringen ihænde. Det varede ikke længe at han havde Rolighed, thi føie Tid efter gjorde Hellig-Olavs Slegfredsøn, den norske Konge Magnus, et Anfald paa Danmark med sin Orlogsflaade. Svend gik ham imøde, og det kom til Slag tæt udenfor Helgenæs, hvor Magnus gik af med Seiren, og erobrede Jvlland, Fyen og Venden. Han tænkte endvidere at forfølge sin Seier og sætte over efter Svend til Skaane; men i Sjælland kom han til at ride paa en vild Hest, der slog ham af, saa han tørnede mod et Træ og opgav Aanden.
Saa fik da Svend Riget igjen, men det var langt fra, at hans Regjering var rolig. Almuen kaldte ham Kongefaderen, fordi han havde saa stort et Kuld Sønner, af hvilke fem i Rad bar Danmarks Krone.
Dog har jeg anseet det for overflødigt fuldstændeligen at fortælle deres Historie, ligesaa lidt som jeg vil kjede mine Læsere ved at gjentage hvad de nok faaer at høre andenstedsfra; thi det er bleven mig sagt af Ærkebiskop Absalon selv, at min Stalbroder Saxo har overtaget sig at beskrive dem Allesammen, og der vil vi da faae en udførligere og smukkere Fremstilling, end den, jeg kan byde.
Dog een Ting vil jeg alligevel ikke glemme at omtale, og det er den gamle Skik, de danske havde, at de, naar en Konge skulde hyldes, Alle tilhobe strømmede sammen til Iisøre, hvor Kongerne da med Menigmands Samtykke erholdt Kongenavn og den øverste Magt. Saaledes kom nu ogsaa efter Kong Svends Død hans Søn Harald til Regjeringen. Af sin Tosse-Godhed fik han Tilnavnet Slibesteen (Hein); forresten var han den første Konge, der foreskrev Dansken Love ved sin Udnævnelse paa nysnævnte Sted.
Anmærkninger
Thule (S. 24). Saaledes kalder Grækeren Pythias fra Marseille, der levede paa Alexanber d. Stores Tid, de nordligste Egne han kom til paa sin nordiske Reise.
Knud lagde ni Riger under sig, hvis Navne anføres (S. 24). Saxo siger det var sex (1), men nævner ei deres Navne. Om Knuds Forhold til Tydskland fortæller ogsaa Saxo, at han giftede sin Datter Gunild med Kong Henrik, hvem han kort efter gjorde en vigtig Tjeneste, ved at dæmpe det italienste Oprør, der rystede hans Throne.
Sambien (S. 24.) ligger Syd for Kurland i det nuværende Østpreussen.
Den hellige Morten (S. 25), hos os almindelig kaldet Motten Bisp, var født af hedenske Forældre i Ungarn; i sit 18de Aar blev han døbt, og udmærkede sig dernæst saa meget ved sin Fromhed, at han omsider blev valgt til Biskop i den franske Stad Tours. Den catholske Kirke agtede ham høit for hans store Nidkjærhed og feirede d. 11te November til hans Minde. Den 11te Novbr. 1483 blev en lille saxisk Dreng stedt til Daaben af sine Forældre i Eisleben og kaldt efter Dagens Helgen: Morten; det var vor Kirkes Reformator, den gjæve Morten Luther.
Rothemag (S. 25) kaldes ogsaa meget hyppigt Rudeborg og er svarende til det nuværende Rouen, Normandiets Hovedstad. At Knud elskede denne Stad, derom vidner og Saxo, som fortæller, at han befalede sine Folk at begrave sit Lig der, og skjenke Indbyggerne Tilgivelse, skjøndt de grovelig havde forseet sig mod ham (II. 327. 28).
Ulf Spragelægs Herkomst (S. 26). Saxo fortæller herom (II. 309), at en deilig Herremandsdatter i Skaane, blev en Dag bortsnappet af en Bjørn, der viste hende den ømmeste Kjærlighed, sørgede for hendes Underhold og avlede med hende en Søn, der dog, hvad det Ydre angik, ganske var Mennesker lig. Samme Dreng, som af sin Moder blev kaldet Bjørn, hævnede, da han blev stor, sin Faders Død paa en Bonde som havde dræbt ham. — Bjørns Søn Truels, med Tilnavnet Spragelæg (Smalbeen), gav ikke sin Fader noget efter i Djervhed og Kraft, og dennes Søn Ulf, der siden blev Kong Knuds Svoger, slægtede ærlig sin Fader og Bedstefader paa.
Gamle-Knud ɔ: Knud den Ældre, i Modsætning til hans Søn, den yngre Knud eller Haardeknud. Foruden Gamle-Knud kaldes han ogsaa Knud den Store og Knud den Rige (den Mægtige).
Haardeknud. At Knud skulde have overlevet denne sin Søn (see S. 25.), det modsiges af de andre Skribenter, som berette os, at Haardeknud efter sin Faders Død blev Konge i Danmark og tre Aar efter desuden i Engeland. Sv. Aagesen udleder Haardeknuds Navn af Hardsyssel (den nordlige Deel af det nuværende Ringkjøbing-Amt), dog er denne Udledelse vistnok noget usikker; rimeligere er det, at Faderen, som knyttede store Forhaabninger til Drengens Fremtid, ikke var nøiet med at kalde ham slet og ret Knud, som vi husker kommer af „Knude,” men vilde have Navnet endnu stærkere og kaldte ham derfor Hardeknud (Haarde-Knude).
Knuds engelke Bisper (S.26). Adam af Bremen fortæller os herom, at Knud havde tre engelske Bisper med sig: til Skaane, Sjælland og Fyen; men da Danmark fra Ansgars Tid i geistlige Sager havde staaet under Erkestolen i Bremen, tog Erkebiskop Unvan det meget ilde op, at han ei var kommet til at vie disse Bisper; hvorfor han passede Leiligheden op, da En af Bisperne (netop den Gerbrand, Sv. A. her omtaler) skulde gjøre Reisen fra Engeland; Unvan satte ham da fast, og lod ham ikke slippe, før han havde lovet at give sig under hans Bispestol. Unvans Gesandter fulgte nu med Gerbrand til Knud og fik her kongelig Stadfæstelse paa hvad der var skeet. (see Müllers Danm. Hist. II. 75). —
Efter Gamle-Knuds Død, fortæller Saxo, afrystede Nordmændene det danske Aag og satte Hellig-Olavs Søn Magnus den Gode paa Thronen. Mellem ham og Haardeknud skulde det da nær være kommet til Krig, men saa siges der at være kommet Forlig istand, hvorefter den Længstlevende skulde have begge Riger. Magnus tog derfor efter Haardeknuds Død Danmark i Besiddelse, men han maatte kjæmpe flere Slag med Svend Estridsen, der gjorde Fordring paa Riget. Magnusses Endeligt beretter Saxo os paa samme Maade og lægger til, at det var ved Alstad Kong Magnus kom af Dage (II. 335), men omtaler det som om det var i Skaane; Sv. Aagesen har vel og hørt om et Alsted, som han har antaget at være det sjællandste Alsted, der ligger S. O. for Sorø, tæt ved Næsby-Aa.
Helgenæs (S. 26.) er et Forbjerg, eller rettere en lille Halvø, mellem Aarhus og Ebeltoft, tvært over for Samsø.
Om Svend Estridsens Forhold til Bisp Wilhelm af Roeskilde see Grundtvigs Roeskilde-Riim S. 39—47.
Iisøre (S. 27.) — rimeligviis i Odsherred, ved Isefjorden — er et berømt Navn i den danske Historie. Paa Iisøre blev Hother valgt til Danmarks Konge (Saxo I. 146); paa Iisøre var det at Bisp Pope bar den gloende Handske for at omvende Hedninger (II. 299). Her var det ogsaa, de nu samledes til Kongevalg efter Sv. Estridsens Død. Saxo beskriver os i denne Anledning Stedets Leilighed paa følgende Maade: „Det vilde Hav har kun snæver Plads til at røre sig, da Strandbredderne ligge tæt ved hinanden; det danner derfor en voldsomt brusende Snævring i hvis Midte der findes stjulte Sandbanker, som ere meget farlige for Sømanden og som Brændingen rigtignok brækker Hul paa, naar den gaaer ud, men lukker til, naar den vender tilbage igjen"(2).
Hein el. Slibesteen (S. 27). Dette Navn fik han vel, fordi han, ligesom Slibestenen, blev dreiet af Andre, og selv følesløs led Tab ved hver Omdreining, mens Andre sleb sig glat og blank paa ham.
H. Heins Love (S. 27). Meningen er vist den, at han var den første danske Konge, der begyndte sin Regjering med at give Love, som han altsaa maatte have skrevet iforveien, og kom frem med dem paa selve Valg-Stedet. — Blandt H. Heins Love mærke vi fornemmelig den, at han afskaffede Tvekamp som Beviis for Retten, og indførte i det Sted Vidne-Ed.
Noter:
1) I Grundtvigs Oversættelse (II 316) staaer ved en Uagtsomhed ”tre” istedetfor ”sex.”
2) Jeg har oversat dette Sted noget anderledes end Grundtvig III. 24.
