FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Løse vers
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
D. Uægte vers i sagaerne.
a. De uhistoriske sagaers vers (versene i de såkaldte Fornaldarsögur)
Løse vers
Løse vers findes i Hrólfssaga (alle i fornyrðislag undt. ét i kviðuháttr), Ragnarss. (en mængde vers i munnvörp (1), hvoraf nogle også findes i Ragnarssonaþáttr, og 3 i fornyrð.), Hervarars. (ét i málah., de fleste andre i fornyrð. eller blandede versemål), Hálfssaga (fornyrð., 1½ i stýft versemål). Friðþjófss. (fornyrð. og munnvörp), Ketill hængs s. (fornyrð., málah., ljóðah., munnvörp), Grims s. loðinkinna (fornyrð.), Örvar-Odds s. (fornyrð., málah., ljóðah.), Ánssaga (munnvörp, fornyrð.), Ásmundar s. (fornyrð.), Gautrekss. (kviðuh., fornyrð., dróttkv.), Gönguhrólfss. (fornyrð.), Bósas. (for det meste fornyrð.), Hjálmþérss. (fornyrð., ljóðah., málah.), Sturlaugss. (fornyrð.), hvortil kommer Völsaþáttr (fornyrð., málah.) og Orms þ. Stórólfssonar (fornyrð., munnvörp). Alle disse vers handler naturligvis om højst forskellige ting og begivenheder. De indeholder dels klager (Signys vers om hendes slægts forfald, om hendes brødre, der måtte ride på »usadlede« heste) eller vemodige, men dog altid mandige tanker i anledning af liv og død (som Erik Ragnarssöns vers; Ragnars i ormegården (2), hvoraf det første har lånt fra Krákumál v. 24 og 28; jfr. Hjalmars og Hildibrands dødssange). Af en komisk, naiv-vemodig art er de underlige brødres vers i Gautrekss., hvor de klager over den uhyre forringelse af deres ejendomme, der er forårsaget ved at en snegl er krøben over guldbarrerne, en spurv har plukket et korn af et aks (jfr. Nere jarls gærrighedsvers i samme saga), for ikke at tale om en okses drab; der foreligger her en folkedigtning, men at versene er lavede efter den mundtlige prosa og ikke omvendt, er indlysende. — Det overvejende antal af versene er digtede i anledning af kampe, drab og heltebedrifter; de udtaler enten et fnysende kampmod, luende hævnlyst, overlegen ro overfor døden eller lign. Af dette indhold er særlig Ragnars og hans sønners mange vers (3). Man har, hvad også de historiske sagaer i fuldt mål viser, i det 12. og 13. årh. haft et klart blik for oldtidens helte og helteidealer; men også disses modstykke, folk af ringere herkomst, der ikke udviser nogen egenlig kækhed, findes der eksempel på i den harerædde hyrde, som bliver dobbelt ussel, idet han opstilles overfor den mandhaftige vikingedatter Hervør (4). Kun en enkelt gang findes eksempel på, at en helt bestemt udtaler frygt (Örvar-Oddr), hvilket sikkert ikke er i oldtidens ånd. — Nogle gange er indholdet af forhånende og spottende art, f. ex. Ketill hængs vers om Hjálmr og Stafnglámr, Án bogsveiges to vers om hirdmændene Ketill og bondedatteren Drífa; de er, navnlig det sidste, ret vittige: »Det vil du [Ketill, der havde udgivet sig for at være An selv] mærke, når du renser stalden, at du ikke er An buespænder; du er brødspænder mere end buespænder, ostespænder mere end alm[bue]spænder« (5); »Møerne [Drífa og de andre] med de lyse lokker spurgte, da de traf mig: »Hvorfra kommer du. Firdobbelt (6)!?, men jeg svarede den spøgefulde kvinde: Hvorfra kommer alt det vindstille? [Drífa — nedbør i vindstille]«. — Enkelte forbandelser eller slette ønsker findes i Hervarars. for ikke her at tale om Buslubæn. — Erotiske vers er der ikke mange af, og de, der findes, er, når bortses fra Friðþjófs romantiske længselsvers, ikke af nogen synderlig finhed. Herhen kunde regnes Ragnars og Krákas vers (Ragnarss. 5. kap., jfr. Brunes vers i Ketilss. kap. 3, Hjálmþórs og Ölves vers i Hjálmþ. s. kap. 12, Hörðs vers sst. kap. 13). Sammenlignet med Eddadigtenes kærlighedsvers er disse vers ikke alene overordenlig tarvelige, men hører til en helt anden sfære og helt andre tider, hvortil f. ex. Unns vers i Njála også hører. — Af særlig interesse er de 3 vers endelig i Ragnarss. om den nyfødte Sigurd ormi-øje og ikke mindst det lille (børne-?) vers i Örvar-Oddss., som jættedatteren fremsagde for den voksne Örvar-Oddr(» Liden stump, med en top for en næse, større var Gudmund [hendes broder], født i går). — Ved de vers, der tillægges ikke-menneskelige væsner, som en træmand, ja, et bjærg, der ses hæve sig op af havet (Hálfss.), den såkaldte marmennill [etslags havmand, Hálfss.], finngalkn og troldkvinde (Hjalmþérs s.) er der ingen særlig grund at dvæle, ligeså lidt som ved de særdeles ubetydelige gengangervers (Hálfss., Gönguhrólfss.). Heller ikke er de få vølvevers (Hrólfss., Örvar-Oddss., Orms. þ.) af nogen betydning eller ejendommelig art; den første vølve er i øvrigt et morsomt eksempel på, hvorledes en sådan person lader sig købe til at forandre sit udsagn, hvilket uden tvivl viser senere tiders ukendskab til de gamle vølver.
Noter
1) Jeg kan ikke erkende berettigelsen af at ville samle versene her til en cyklus eller brudstykke af en sådan; jfr. A, Olrik: Sakses Oldhistorie s. 99.
2) »Ikke trode jeg, at orme [i Krákam.: Ella] skulde volde min død; det hændes mangen en mand, hvad han mindst vænter«; men han glemmer ikke i samme øjeblik at fremhæve sine 51 kampe.
3) Den fangne Erik, der vilde hævne sin broder, svarede sin overvinder, kong Eystein, der tilbød ham sin datter: »Jeg vil ikke høre tilbud for min broder eller købe mø for ringe, ti man siger, at Eysteinn er bleven Agnars bane. Ingen moder græder for mig; jeg vil dø; lad da kamptræet stå igennem mig« osv.
4) Samtaleversene i Hervarars.
5) Jfr. ovf. 137.
6) Hentydning til Ans legemsfylde.
