FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Den islandske historiske tradition m.m.
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§2. Den islandske historiske tradition, dens væsen og fremtræden i sagaerne; dens troværdighed
Hvorledes fremtræder nu den i det foregående omtalte og antagne tradition i de virkelige sagaer? På mange måder. Allerede derved for det første, at de omtalte 'frode' mænd og kvinder overhovedet kun nævnes som historiske hjemmelsmænd. Som sådanne nævnes desuden en mængde andre mænd og kvinder — omtr. fra samme tidsrum — , til hvilke en eller anden beretning middelbart eller umiddelbart går tilbage (1). Dernæst hedder det utallige gange med nogle variationer i udtrykkene: »man fortæller«, »nogle siger«, hvortil undertiden føjes: »men andre, at osv.«, »retskafne og sanddru mænd siger«, »gamle vismænd har sagt«, »det er kyndige mænds udsagn« osv. osv. At dette ikke er tomme fraser viser bedst den omstændighed, at hvor en recension (håndskrift) nævner en bestemt mand, dér kan en anden istedenfor navnet have indsat en af de ubestemte angivelser. Sådanne bemærkninger findes, som det fremgår af de under teksten anførte eksempler, rundt omkring i de forskellige sagaværker og da både om inden- og udenlandske forhold. Når vi nu husker på, hvor rent vilkårlige anførsler af skjaldevers i sagaerne er, kan vi tænke os, at også anførslen af hjemmelsmænd også er mere eller mindre vilkårlig; vi kan trygt gå ud fra, at sagaskriveren meget oftere kunde have skrevet, at »den og den har sagt« det eller det, men ikke har fundet det nødvendigt. I flere tilfælde kunde det tænkes udeladt af afskrivere og omarbejdere. Af den i anm. givne fortegnelse er det klart, i hvor høj en grad sagalitteraturen af enhver art angiver den til grund for det fortalte liggende hjemmel. Skønt det naturligvis kun er en brøkdel af alle de fortalte kendsgærninger, der er særlig afhjemlede, er det dog vist, at de anførte anførsler og vidnesbyrd af middelbare eller umiddelbare hjemmelsmænd er af en langt mere vidtrækkende betydning end den, kun at støtte de enkelte kendsgærninger, i anledning af hvilke de nævnes. De viser os, hvorledes man i det hele taget bar sig ad med at skrive. De enkelte udtryk er ofte gennemtrængte af en så klippefast samvittighedsfuldhed, lysende ærlighed og næsten naiv stræben efter at angive beretningens afhjemling, undertiden endogså gennem flere led, at man uvilkårlig kommer til at fæste lid til det hele. Der er næppe nogen tvivl om, at Are frodes grundige samvittighedsfuldhed i at anføre sine hjemmelsmænd har afgivet et lysende eksempel for senere historieskrivere og ligesom givet en rettesnor, hvorefter alle havde at rette sig. Og det har man også gjort. Ares udmærkede historiske metode, for det første at opsøge og benytte pålidelige hjemmelsmænd, og dernæst at angive disse for derved at dokumentere sin pålidelighed, har været af en afgørende og uvurderlig betydning for hele den islandske historieskrivning. Det var et sandt held, at en mand som Are kom til at stå som den første af de islandske historieforfattere (2). Hans anvisning med hensyn til en stræng kritisk fremgangsmåde er overhovedet bleven fulgt, hvad enten alle sagaskrivere har kendt hans værker eller ej. Hans nærmeste efterfølger Eirikr Oddsson siges at have søgt direkte hjemmelsmænd blandt øjenvidner til de begivenheder, han skulde berette, og der nævnes flere af hans hjemmelsmænd; »endel skrev han efter hvad han selv havde set«. Oddr og Gunnlaugr angiver også deres hjemmelsmænd; selv om man nu ikke kan betragte dem som kritiske historieforskere, er deres metode ligefuldt Ares. Kommer vi så til forfatterne i det 13. årh., særlig da Snorre og Sturla, møder vi hos dem ligesom den anden pol i den kritiske historieskrivning. Lad os et øjeblik dvæle ved Snorres fremgangsmåde, som han selv skildrer i sin mærkelige fortale til Heimskringla. Han gør her meget nøje rede for sine kilder og vi får derved etslags oversigt over de forskellige perioders kilder. For den ældste tids historie, »den vi ikke kender af egen erfaring«, holder han sig til frode mænd, gamle slægtregistre, »således som man har lært mig dem«, samt gamle digte, og han tilføjer: »så meget er vist, at gamle historikere (som Tjodolf fra Hvin) har anset det, de beretter, for at være sandhed«. Det er den gamle forhistoriske tid, Snorre her sigter til, hvorfra ingen mundtlig historisk tradition havdes. Hvad han mener herom, er altså, at man må tage tingene som de er, hvad enten beretningerne virkelig er historiske eller ikke; og heri har han fuldstændig — fra sit standpunkt — ret; han havde ikke den samme grund som vi til at betragte det meste af Tjodolfs og Eyvinds genealogiske digte som myte, og dog, hvor ægte videnskabelige er ikke hans forsigtige ord. »Da Harald hårfagre — hedder det videre — var konge, bebyggedes Island«, og nu er det let at mærke, at Snorre mener at have fast grund under fødderne; nu og herefter er der to slags kilder, Snorre følger, først og fremmest skjaldedigtene om de enkelte fyrster, d. v. s. de digte, der var forfattede af de med disse samtidige skjalde (et digt som Rekstefja kan Snorre ikke bruge); Snorre lægger ikke skjul på, at han betragter disse digte som den ypperste historiske kilde for de følgende 200 år — »hvis de er rigtig forståede og ordene forstandig forklarede«. Fra og med Are havde man skriftlige kilder; han skrev sin Norges historie efter beretning af Oddr, en sønnesøn af Hallr af Siða (omkr. 1000), og hans hjemmelsmand var atter Torgeir afrådskoll, der bode — åbenbart som voksen — i Nidarnæs år 995; han har altså selv oplevet de vigtigste begivenheder i Norge i den sidste tredjedel af det 10. årh.; om den nærmest forudgangne tid kunde han let skaffe sig historiske kundskaber lige fra Harald hårfagres sidste tider af hos øjenvidner. Vi har altså her en sammenhængende kilderække for tiden c. 900 — 1100: skjaldene [for den første periode i Haralds liv] — Torgeir — Oddr — Are, og tillige ved siden af Torgeir — Oddr — Are skjaldenes digte, altså to jævnsides løbende, hinanden udfyldende kilder. For tiden fra og med Olaf den helliges regering havde Are desuden andre udmærkede kilder, nemlig sin egen fosterfader, »manden med den stærke hukommelse«, Olaf den helliges egen handelsfælle, og så Oddr Kolsson og flere. Her er, som man ser, gjort omhyggelig og udførlig rede for kontinuiteten i kildernes dobbeltløbende række lige ned til Are, der døde 1148 og skrev c. 1120—30. Herefter har Snorre dels skrevne kilder, dels ældre pålidelige mænds mundtlige udsagn, »men dette har han ikke fundet det nødvendigt særlig at bemærke. Man ser heraf på det klareste, hvilket åbent øje Snorre har haft for objektiv historisk forskning og kritisk benyttelse af de med omhu valgte kilder. Hans fortale er et værdigt sidestykke til Ares lille bog med hensyn til mønsterværdig knaphed og dog tilstrækkelig fuldstændighed. Hos forfattere efter Snorres tid møder vi en historisk kilde endnu, breve og skrevne dokumenter; dem behøver vi ikke at dvæle videre ved her.
Det følger af sig selv, at hvor vi mærker et sådant historisk blik, en sådan sigtende kritik, samt en så uafbrudt og forholdsvis kort kilderække, dér er der så gode betingelser tilstede for det fortaltes historiske nøjagtighed som overhovedet muligt. Man vil måske sige, at betingelserne stillede sig gunstigere for de norske kongers sagaer end for de islandske slægtsagaer fra det 10. årh. Vi har i de færreste tilfælde her en så omhyggelig kæde af kilder at holde os til; skjaldekvad har vi langt fra i alle tilfælde, og der er en væseniig forskel på, om disse er løse vers eller større eller mindre stykker af historiske mindekvad af samtidige digtere. Med andre ord, det spørgsmål trænger sig frem, kan vi tillægge de islandske slægtsagaer en — efter omstændighederne — lige så stor troværdighed som de norske kongers sagaer i det hele må anses at have, tilmed da deres affattelsestid — som det vel at mærke nu almindelig antages, med hvad ret skal vi senere se — formenes at være meget sen, nemlig det 13. årh.?
Vi har ovenfor set forskellige eksempler på sagaskrivernes stræben efter at afhjemle deres beretninger, uagtet vi sjælden får så nøjagtige oplysninger som dem, Are og Snorre giver. Så meget mere betydningsfuld er den enestående oplysning, som findes i slutningen af Droplaugsønnernes saga og som ovenfor er anført (3); vi kan gentage den; den lyder således: »Torvald [dette er sikkert den rigtige læsemåde] havde en søn, som hed Ingjald; hans søn var Torvald, som fortalte denne saga«. Meningen er naturligvis, at Torvald Ingjaldssøn er sagaskriverens umiddelbare kilde. Den første Torvald er en søn af en af sagaens hovedpersoner, Grim, den anden Torvald hans sønnesøn, der må have levet omkr. 1100; det er her slægtsagn, der åbenbart er gåede fra fader til søn, og der behøves i grunden ikke mere end de to led, de to Torvalder, mellem hovedbegivenhederne ved år 1000 og sagaskriverens hjemmelsmand. Her er den samme kontinuitet, som vi fandt hos Are og Snorre. I utallige andre tilfælde kan vi sikkert antage, at det samme eller noget lignende må være sket; det vilde være mere end mærkeligt, om hvad der ligger til grund for oplysningen i Droplaugarsonasaga var ligeså enestående som den selv. Af Egilssaga ser man, at dens forfatter må have været født og båren i Borgarfjorden; han kender så at sige hver sten, hver tue i hele egnen; han har haft og kendt en mængde af Egils vers samt lokale sagn om Egil, hans fader og udvandringen til Island. Det ligger nærmest at antage, at det er en af Egils direkte efterkommere, der er sagaens forfatter, eller at denne har en eller flere af Egils efterkommere til hjemmelsmænd. Lignende kunde anføres med hensyn til de fleste af de islandske slægtsagaer. Når vi nu lægger mærke til, at de fleste sagaers indhold hovedsagelig består af begivenheder fra den sidste del af det 10. årh. og den følgende tid, vilde det ikke være nødvendigt at antage flere end 2 til 3 led eller generationer som traditionens bærere, indtil sagaen blev ført i pennen — forudsat at dette var sket endnu i det 12. årh. — , eller i hvert fald indtil en eller anden af de 'frode' mænd (se ovf.) samlede mere eller mindre af de enkelte sagn til grupper.
En kritisk, samlende og sigtende virksomhed af samme art som Snorres kommer også her ikke sjælden tilsyne. I Reykdælasaga hedder det således (s. 111) om en mands drab, at »nogle siger så«, »andre derimod således« osv.; hvad der er rigtigst, kan forfatteren ikke afgøre, men tilføjer karakteristisk nok: »men hvad enten det er gået til på den ene eller den anden måde, har han fundet døden«. I samme saga (s. 126) hedder det atter, at »nogle mænd vil fortælle«, men »her er den beretning benyttet« — altså af en eller anden særlig grund funden rimeligst af forfatteren. Endnu tredje gang anføres dobbelt udsagn i sagaen (s. 130—1), uden at nogen afgørelse af, hvad der er rigtigst, træffes. Noget lignende findes i den rigtignok meget sent affattede Svarfdælasaga [s. 109, 110 (4), 111], men det har dog ikke desto mindre sin betydning. I den lille Geirmunds-þáttr (Sturl. I, 3) hedder det: »det vil nogle fortælle, at osv., men jeg har hørt«; det her fremtrædende »jeg« er måske Sturla Tordsson. I biskop Gudmunds præstesaga (5) antydes to fortællinger om det samme; kun den ene meddeles og antages altså af forfatteren at være den eneste rigtige eller dog den sandsynligste. Når sådanne bemærkninger i det hele findes forholdsvis sjælden, har det enten sin grund i, at forfatteren uden videre optager den sandsynligste beretning, uden at bryde sig om at antyde de andre, eller, og snarest, deri, at der overhovedet i reglen kun forelå en enkelt beretning, en enstemmig tradition. Den her antydede samvittighedsfulde sigten og vragen og ængstelige omhu for kun at sige, hvad der var godt afhjemlet, fremtræder også på en anden og negativ måde, som når det f. ex. hedder atter i Reykdælasaga (s. 102): »men ikke ved vi med fuld pålidelighed osv., men det ved vi«; hermed kan jævnføres en senere sagabearbejders udtalelse, hvor han fralægger sig forsøg på at ville »udvide eller usandfærdig tildigte (6), som tilfældet er med mange gamle oldsagaer (fornsǫgur ɔ: forhistoriske fabelsagaer), der fortælles fra fjærntliggende lande«. Af en sikkert almengyldig betydning er følgende smukke udtalelse, der rigtignok findes hos Snorre (7): »dog er endnu langt mere uskrevet af hans [Harald hårdrådes] bedrifter; grunden dertil er vor ukyndighed og dernæst det, at vi ikke vil sætte i bøger vidneløse [ɔ: uhjemlede] fortællinger, selv om vi har hørt flere ting omtalte (og ikke vil vi skrive vidneløse ting, skønt vi har hørt sådanne Fsk.); det tykkes os bedre, at der herefter skal tilføjes noget, end at man skal behøve at fjærne noget igen« [ɔ: som viser sig at være urigtigt og uhistorisk]. Der ligger rimeligvis en ældre, fælles kilde til grund for denne bemærkning hos Snorre og i Fagrskinna.
Også på en anden måde viser sagaforfatterne deres kritik og omhu, nemlig ved en rigtig sans for, hvad der hører til en sagahelhed som sådan og hvad der falder udenfor dens naturlige grænser, med andre ord for hvad der er en saga og de deri fortalte begivenheder uvedkommende. »Det er ikke nødvendigt at fortælle om..., som ikke vedkommer denne saga«; »der skete noget, som ikke vedkommer os her« (8). På den modsatte side undskylder forfatteren sig, når han alligevel medtager noget, som strængt taget kunde undværes, men også dette viser en udviklet sans for det sagamæssige: »dette er gammens frasagn, men ikke sagamæssigt, undtagen for så vidt som der gives her en beskrivelse af kongens visdom og den gamle kones dumhed« hedder det nok så betegnende i Fagrskinna (s. 132) (9).
Kritik og stræben efter nøjagtighed er åbenbart de ledende principer hos de islandske slægtsagaers forfattere, uagtet de ikke direkte atter og atter fremhæver dette selv; det fremgår af hele deres forfatterskab og fremstilling; og på dem passer sikkert, hvad abbed Karl, Sverressagas bekendte forfatter, et steds ytrer: »Og eftersom den almægtige gud og den hellige jomfru Maria har givet kong Sverre mangen fager sejr, kan det ske, at avindsyge og uvise mænd ikke vil tro vor fortælling og erklærer, at vi ikke er rigtig underrettede, dersom vi siger, at han altid har været sejrrig. Nu vil vi fjærne en sådan mistro og i vor fortælling vise vor oprigtighed og meddele både godt og ondt osv.« (10). Hvad der her så smukt fremtræder — og vi må huske på, at vi her har med en forfatter fra den bedste tid at gøre — , er respekten for tilhørere og læsere, vi vilde sige for publikum, lysten til at fortælle således, at man bliver troet, ɔ: overensstemmende med sandheden uden overdrivelser eller fordrejelser, og frygten for i modsat fald at blive kritiseret og holdt for uefterrettelig. Er nu denne lyst og frygt velbegrundet for en norsk kongesagas vedkommende, har den sikkert været tilstede i en ikke ringere grad hos forfattere, der skrev om hjemlige forhold for et for så vidt ganske anderledes sagkyndigt publikum.
Både for den norske kongesagas og den islandske slægtsagas vedkommende kan vi således med fuld sikkerhed i det hele og store påvise en virkelig videnskabelig forskning, hvis mål var sikkert og hvis midler bearbejdedes med en kritik, som tidsomstændighederne og disse midlers væsen tillod det (11).
Disse midler var den gamle islandske tradition, som vi i det foregående har omtalt. Var nu denne tradition pålidelig?
Hvad der ovenfor er påvist med hensyn til dannelsen af denne tradition og dens beståen igennem flere eller færre generationer samt sagaforfatternes samvittighedsfulde benyttelse af den, er ganske vist ikke noget afgørende bevis for dens absolute troværdighed. Men det må på forhånd indrømmes, at der er særdeles gode og mange betingelser for, at den i det væsenlige kan være rigtig. Har vi nu midler til at prøve denne i sagaerne fremtrædende traditions rigtighed?
Hertil er der nu for det første at bemærke, at en stor, ja vel den største del af en sagas indhold er ifølge sagens natur af en sådan beskaffenhed, at den unddrager sig vor kontrol, undtagen for så vidt som dets egen indre sandsynlighed er at tage i betragtning. På den anden side er der dog ikke så lidet, som lader sig undersøge og det på forskellige måder;
I. endel kan man sammenligne med fremmede kilder;
II. noget kan undersøges ved hjælp af en sammenligning mellem sagaerne og andre islandske kilder indbyrdes;
III. endelig kan endel kontrolleres ved topografisk-antikvariske midler.
Under alt dette har vi kun at tage hensyn til, hvad der kan antages at bero på virkelig folkelig tradition; det er nemlig klart, at i det mindste største delen af et sagaværk som Knytlinga ikke kan gå tilbage til en specielt islandsk tradition, og de fejl, denne saga mulig indeholder, ikke kan lægges denne til last. Ligeledes må der i hver saga søges skælnet imellem, hvad der stammer fra traditionen og de egenlige forfatteres egne påfund, slutninger eller kombinationer, ti at der gives sådanne, kan ikke nægtes.
Det vilde naturligvis blive uoverkommeligt at drøfte og undersøge alle de enkeltheder, der kunde komme i betragtning. Vi må lade os nøje med et udvalg af eksempler både i den ene og den anden retning, og ellers henvise til, hvad der vil blive meddelt under behandlingen af de enkelte sagaværker.
I. I Egilssaga omtales norske forhold i den sidste halvdel af det 9. årh., altså under Harald hårfagers fremtræden og første regeringstid. Særlig er det Hålogalandske forhold, der beskrives. I kong Alfred den stores oversættelse af Orosius findes, som bekendt, Hålogalændingen Ottars (Otheres) egen beretning til kongen om Norge og norske forhold; her har vi altså en fremmed samtidig kilde og en islandsk saga fra det 12. årh. Sammenlignes nu disse to kilder, vil det vise sig, således som det i udgaven af Egilss. (1886-8) nærmere i fortalen er påvist, at sagaens forfatter er rigtig underrettet, idet sagaen dels stemmer med Ottar, dels indeholder noget mere med forholdene overensstemmende, som Ottar ikke har fundet det nødvendigt at fremhæve, dels endelig udelader noget, som forfatteren mulig ikke har kendt. Hele beskrivelsen kan ikke være lavet, dertil vilde den være for godt lavet, og den kan heller ikke bero på stedkendte mænds meddelelser i det 12. årh. I sagaen findes der fremdeles hentydninger til ældre norske love i det 10. årh.; fremstillingen heraf må bero på en gammel tradition, eftersom Gulatinget omtales i en anden og anerkendt ældre og oprindeligere form end den, som kendes fra de yngre norsk-islandske kilder. På et sådant område skulde man netop allersnarest vænte at finde fejl og unøjagtigheder. Prof. K. Maurer har i en særlig afhandling gjort de her pågældende partier af sagaen til genstand for en grundig undersøgelse (12); her kommer de norske love til sammenligning og hvad man ellers ved og kan slutte med hensyn til den ældre norske ret. Maurer påviser nu for det først behandlede retstilfældes vedkommende med fyldestgørende grunde, at sagaens fremstilling er »fuldkommen korrekt«, medens dens fremstilling af det andet lider af »ikke få uklarheder og ujævnheder«, men der tilføjes: »ser man imidlertid nærmere på sagen, viser det sig straks, at også ved det andet retstilfælde de berettede tildragelser (vorgänge) ikke giver nogen grund til modsigelse i det væsenlige, men at alle betænkeligheder, der rejser sig, kun gælder enkeltheder i beskrivelsen«. Ser man på de her antydede enkeltheder, er dog nogle af dem af en sådan art, at en lægmand (en ikke-jurist) næppe kan tage anstød deraf. Man kan ikke og må ikke — forekommer det mig — forlange, at en saga, hvor fremstillingen af processer ikke er noget hovedsageligt, skal undgå at bruge sådanne udtryk, der kan være særlig juridiske tekniske ord, i en mere almindelig og folkelig betydning (f. ex. et ord som krefja og krafa). Med en saga, som så godt har vist sig at kunne stå for skud som Egilss. i disse tilfælde, kan vi være tilfreds og vor respekt for traditionens styrke bestyrkes. Og som det er gået med denne saga, er tilfældet med Eyrbyggja saga (13); den samme udmærkede jurist, der underkastede Egilss. en kritik, har på samme grundige og sagkyndige måde undersøgt to retstilfælde i denne (14); om det ene hedder det: »således må man snarest antage, at Eyrbyggjas beretning er den oprindelige [og altså rigtige] og at den, ligesom denne sagas øvrige indhold, er væsenlig øst af den mundtlige overlevering«, og afhandlingen slutter omtalen af det andet tilfælde med følgende ord: »troværdigheden af de her omtalte oplysninger i Eyrb. bliver ikke berørt af disse uklarheder« [der er af underordnet betydning].
Vi vender nu tilbage til Egilssaga. Her omtales det såkaldte store Vinhedeslag mellem kong Adelsten og Skotterkongen Olaf m. fl., som Egill og Torolf skal have deltaget i. Efter sagaens kronologi må der her være tale om en kamp i året 926 eller så omtrent, og en sådan antydes i engelske annaler. Ikke desto mindre er det sikkert, at der her foreligger en sammenblanding at det antydede slag 926 og det vældige Brunanborgslag 937 (se herom fortalen til udgaven 1886—8). Her har traditionen slået de to slag sammen, eller det sidste har ligesom opslugt det første; det var jo den samme konge, der holdt dem bægge, og der er kun omtr. 10 års mellemrum imellem dem. Her er der altså en fejl, men det må tages i betragtning, at der her ikke er tale om nordiske, men helt fremmede begivenheder og deres gang. Denne fejl vejer således overmåde lidt i vægtskålen; den er tilmed af kronologisk art, og tidsregningen er de islandske sagaers svageste side, hvorom mere i det følgende. En kronologisk fejl er det, når Egilss. lader Erik blodøkse falde under kong Adelstens nærmeste efterfølger; om dette er traditionens og ikke snarere forfatterens fejl, er vanskeligt at afgøre.
I Laxdæla findes, som bekendt, bestemte hentydninger til, at kongesøsteren Ingibjörg skulde have været forelsket i Kjartan Olafsson, og da de skiltes, fortæller sagaen, forærede hun ham det berømte hovedlin (motr) til hans islandske brud. Man har fundet dette umuligt, eftersom Ingibjörg året 1000 blev gift med Rögnvald jarl i Vestergötland, efter at han havde friet til hende den foregående vinter. At der har bestået et venskabeligt forhold mellem Kjartan og Ingibjörg, er uomtvisteligt, ellers havde hun ikke foræret ham den kostbare gave, og beretningen herom må betragtes som utvivlsom sand. Det er jo let at tænke sig, at man straks har ment heri at kunne skimte noget andet og mere end venskab fra Ingibjörgs side, og at der således meget tidlig er opstået et på grundløs folkesnak beroende sagn herom, som så er gået ind i den historiske tradition. Men der er i øvrigt intet som helst i vejen for, at der kan have været tale om en virkelig lidenskab fra Ingibjörgs side for den smukke islandske høvdingesön; han var kommen til Norge og til kong Olafs hird før end jarlen friede til hende. At der dog aldrig har kunnet være tale om et ægteskab mellem hende og Kjartan, følger omtrent af sig selv (15). At der med hensyn til norske forhold, særlig i 10. årh. hersker endel usikkerhed, er vistnok sandt. Således er Gunhild kongemoder i de islandske kilder en datter af Össur tote, medens hun vistnok var en datter af Gorm den gamle (16) og kaldes udtrykkelig så i Historia Norwegiæ (17). Hvorledes dette er gået til, har G. Storm forklaret. Der er ligeledes i den norske historie vistnok endel kronologiske fejl, der kan rettes ved andre kilder. Således kan slaget i Hjörungavåg, som islandske kilder sætter til 994, umulig have stået så sent; det må henføres til kong Harald blåtand (Saxo) og sættes til år 985 eller 986 (18).
I den store Olafssaga kap. 63 fortælles, at kong Gorm begav sig til Jylland for at bekrige den konge, »som hed Gnupa; de havde nogle kampe, men det endte med, at Gorm fældede denne konge og bemægtigede sig hele hans rige«. Her er der en lille stump gammel tradition — beretningen kan f. ex. ikke stamme fra Adam af Bremen; så vilde den være bleven ganske anderledes fyldig. Rigtigheden af denne tradition har man tidligere betvivlet eller rent ud benægtet. Men nu har de nylig fremdragne Vedelspang-runestene klart godtgjort, at denne traditionsstump er rigtig, at Gnupa virkelig var en historisk person, som fældedes af Gorm (19). — I 1. bind har vi omtalt fremstillingen af kong Harald hårdrådes bedrifter i Syden, der har fundet bekræftelse ved en græsk samtidsforfatters omtale af Harald; men sagaens fremstilling beror tildels på samtidige skjaldevers, hvorfor den ikke hjælper til at bevise traditionens styrke i nogen særlig grad.
Den norsk-islandske tradition fremstiller den berømte erobrer af Normandiet, Ganger-Rolf (Rollo, død c. 930), som en norsk høvdingesøn, søn af Ragnvald jarl på Møre. Som bekendt lader den normanniske krønikeskriver Dudo Rollo være dansk. Om Rolf-Rollos nationalitet har der været ført strid, der næppe kan siges at være endt endnu. Man (G. Storm) har på den ene side fremhævet Dudos uvidenhed og upålidelighed på mange punkter; han har i det hele ikke haft noget godt ry på sig som forfatter, og det er ikke uden grund kommet dertil. På den anden side har man (Joh. Steenstrup) søgt at rense Dudo for de beskyldninger, der er rettede mod ham, og har villet hævde, at når han kaldte Rollo dansk, var dette rigtigt. Afgørende beviser for rigtigheden af Dudos fremstilling kan jeg ikke erkende er blevne fremførte. At han ikke har vidst rigtig besked med Rolfs herkomst, er yderst let forklarligt. De norsk-islandske kilder indeholder i og for sig intet utroligt; de synes mig tværtimod at indeholde et så vigtigt bidrag til spørgsmålets rette løsning, at det forekommer mig afgørende. Det er beretningen om Rolfs moder Hilds færd, da kong Harald gjorde Rolf på grund af hans strandhugst i Norge fredløs; der anføres af hende et vers (I,449), digtet i anledning heraf, og verset bærer intet tegn på uægthed. Hvorledes skulde nu en sådan fremstilling være opstået? Hvad grund skulde man egenlig have haft til at annektere Rolf som Nordmand? For mig gives her kun én forklaring, nemlig den (20), at Rolf, efter at være bleven gjort fredløs i Norge, har begivet sig til Danmark og dér sluttet sig til danske vikingeskarer; ved sin fremragende dygtighed og sine føreregenskaber er han bleven valgt til anfører. Jeg kan således ikke se rettere, end at den norsk-islandske tradition om Ganger-Rolf må hævdes som den rigtige overfor Dudo, uden at man derfor behøver at gøre Normandiet til en norsk koloni.
Endnu skal bemærkes, at beskrivelsen af det store Brianslag, Clontarf-slaget 1014, i Njála og Þorsteinn Siðu-Hallssons saga (han var selv med i slaget og har kunnet fortælle derom på Island) stemmer mærkelig godt med de irske kilder (21), undtagen for så vidt som disse overdriver slagets og udfaldets betydning.
De kronologiske forhold er i det foregående berørte. Nogen bestemt tidsregning for de norsk-islandske begivenheder havde man i begyndelsen ikke og kunde ikke have. Are frode benytter i sin bog lovsigemændenes funktionsår som kronologiske holdepunkter, men dette sker ikke i sagaerne. Her nævnes kun lejlighedsvis enkelte lovsigemænd i anledning af forskellige altingssager, og her tages der aldrig fejl. Ellers fortælles begivenhederne i den rækkefølge, som vistnok traditionen havde fastslået, eller den, som sagaforfatterne havde fundet sandsynligst. Navnlig for den ældre tids, særlig det 9. og 10. årh.s, vedkommende kan det derfor være vanskeligt eller umuligt at få de nøjagtige årstal frem; der må beregninger til, der tildels beror på fremmede kilder; det vil da vise sig, at der er enkelte fejl indløbne eller at det er vanskeligt at få det hele til at passe. Mærkværdigt er det dog, hvor let det er tilnærmelsesvis at bestemme de enkelte årstal. Hvad sagaerne angår, er der en forskel på dem, i det enkelte, f. ex. Laxdæla, i kronologisk henseende er meget dårlige. Hvad der giver faste holdepunkter, er nævnelsen af de norske regenter og tilknytningen til disse —: »det og det skete i den og den konges tid« og lign. For det meste, hvor en kontrol er mulig, vil det vise sig, at disse tidsangivelser er rigtige, og de må være hæntede fra traditionen; sagaforfatterne i det 12. årh. vilde sikkert have dynget fejl på fejl, hvis det var dem, der havde lavet disse tilknytninger. Virkelige annaler, d. v. s. en kronologisk udarbejdet oversigt over fremmede og hjemlige begivenheder, findes først i slutningen af det 13. årh.; dog har man tidligere beskæftiget sig med kronologisk systematiske beregninger. Således er. som G, Vigfússon har påvist, alt regnet 7 år for tidlig i de 3 bispesagaværker: Hungrvaka, Torlaks og Páls sagaer, fremdeles i Gunnlaugr munks saga om biskop Jón og i biskop Gudmunds præstesaga, hvor dette siges at være Bedas kronologi, samt i kong Sverres saga af abbed Karl. Mulig er denne tidsregning bragt i stand på Tingøre af klostrets lærde historikere. Der kan i øvrigt med hensyn til hele dette spørgsmål: tidsregningen i de islandske slægtsagaer, henvises til G. Vigfússons bekendte afhandling (Tímatal osv.) i Safn til sögu Islands I.
II. Det er en stor mængde enkeltheder, som kunde fremdrages ved en sammenligning mellem de enkelte islandske sagaer for at belyse den islandske tradition. De kronologiske spørgsmål vil vi her lade ligge; uagtet der findes fejl med hensyn til tidsregningen og altså for så vidt uoverensstemmelser mellem to sagaer, behøver ikke indholdet af det fortalte eller begivenhedernes gang derfor i det væsenlige at være urigtig. Vi skal nu i det følgende belyse forholdet mellem de enkelte kilder indbyrdes med nogle karakteristiske eksempler.
Vi vil begynde med en mærkelig parallel mellem de to sagaer Vígaglúmssaga og Reykdælasaga. Det er fremstillingen af forholdet mellem den berømte øfjordske høvding Vígaglúmr og hans svigersøn, Vígaskúta fra Myvatn (22). Det pågældende kap. i Glúma hører ganske vist ikke til den oprindelige saga, men det er dog uden tvivl meget tidlig indsat deri og beror på en gammel tradition; i Reykd. meddeles det hele noget nøjagtigere. Således fortælles der her, at þorlaug Glumsdatter anden gang blev gift med en Eldjarn; denne nævnes ikke i Glúma; at giftermålet har fundet sted, er klart deraf, at þorlaug med sin tredje mand har en søn af det navn (Eldjarn er altså død kort efter giftermålet). Reykd. kan således ikke have lånt fra Glúma. Men heller ikke det omvendte kan være tilfældet, ti hvorfor forf. til kap. i Glúma skulde have udeladt eller ikke brudt sig om, hvad Reykd. har mere end Glúma, f. ex. navnet på Skútas udsending, kan ikke forklares. Af Reykd. er det imidlertid klart, at dens forf. har kendt en uoverensstemmelse i den mundtlige tradition (om måden, hvorpå þorlaug blev skilt fra Skúta) og anfører to versioner; den ene genfindes i Glúma. Ellers er fremstillingen omtrent den samme i bægge sagaer; ja hele partier stemmer ordret overens. Forholdet kan kun forklares ved, at bægge forfattere skriver efter forskellige hjemmelsmænd, om fra forskellige egne (Øfjorden og Myvatnsegnen), hvad der er sandsynligst, eller fra en og samme egn, kan ikke bestemt afgøres. Men eksemplet viser sikkert, at et og det samme kunde fortælles af flere omtrent nøjagtig på samme måde, men dog med nogle — i det mindste i dette tilfælde — mindre væsenlige afvigelser.
I forbindelse hermed kan det bemærkes, at i Íslendingadrápa af Haukr Valdísarson siges Glúmr Geirason i drømme at have haft en samtale med en død mand; dette henføres i Reykd. (s. 101) til Glums broder Torkel. Vi ved ikke, hvad der er rigtigst, men formodningen er for, at det er sagaen, der er bedst underrettet; den er åbenbart skrevet efter egnens egen tradition og dens forfatter viser sig som sjælden omhyggelig; vi ved intet om Hauks herkomst eller hjemstavn, og der kunde her foreligge en misopfattelse fra hans side. I Reykd. siges fremdeles Torkel, Glúms broder, at have været udenlands, da en kamp fandt sted, medens Landnáma lader de feðgar — efter i forvejen at have nævnt Geiri og bægge hans sønner — deltage i kampen; da Ldns. ord kun er en ganske kort uddragsmæssig meddelelse, er fejlen vistnok på dens side, ligesom tilfældet bevislig er i flere andre lignende meddelelser.
Vi har i Grettiss. (kap. 25—7) og Fóstbræðras. kap. 7—8, s. 22—8) en parallel fremstilling, der ikke er uden interesse. Der er næsten fuldstændig overensstemmelse tilstede, og dog findes der et par afvigelser, som når det i Fbr. hedder, at Þorgeir efter det begåede drab ikke var bleven dømt fredløs, medens Grettiss. siger, at han blev dømt på altinget. På grund af Grettissagas sene tilblivelse og hele beskaffenhed er det vanskeligt at bedømme forholdet, og det er muligt, at episoden er lånt fra Fbr., men at man vilkårlig har forandret dens fremstilling til gunst for hovedpersonerne i Grettiss.
I 1. kap. af Fbr. findes en interpolation om Grettis æventyr i Isefjorden, der også fortælles i Grettiss. kap. 52; af versene i denne anføres ét i Fbr. og kaldes her en »kvædling« (ɔ: et enkeltvers, medens der i Grettiss. er tale om en cyklus); i Fbr. siges Þorbjörg digre, der hjalp Grettir, at have vidst, at bønderne vilde dræbe ham, medens Grettiss. lader hende komme tilfældig til. Her er åbenbart to egnes traditioner med højst uvæsenlige afvigelser.
I sagaerne om Gunnløg ormstunge (23) og Hallfred vandrådeskjald (23) findes en parallel. I Gl. er fremstillingen, da han er hovedmanden i episoden, langt udførligere end i Hfr., der kun antyder, hvad der skete; der findes en lille afvigelse, der udelukker benyttelse af den ene eller den anden saga; ellers er der overensstemmelse. De kronologiske forhold stemmer også godt i bægge sagaer.
Af Tormod kolbruneskjalds sidste dage haves tvende fremstillinger, den ene i Fóstbr., den anden i Olaf den helliges saga hos Snorre; de er afgjort indbyrdes uafhængige og dog beroende på traditionen i tilknytning til Tormods vers. Med hensyn til de forskellige afvigelser, der her findes, kan der henvises til indledningen til Hauksbók s. LXXIX— LXXX; her påvises, at sagaens fremstilling står tilbage for Snorres og lider af fejl; det er rigtignok et spørgsmål, om ikke sagaens slutning senere er bleven omarbejdet; i hvert fald indeholder forskellige håndskrifter rent legendeagtige tildigtninger. Traditionens oprindelige kilde — og det må her tages i betragtning - må sikkert have været mindre klar; kamptummelen og tilstandene umiddelbart efter Stiklestadslaget kan ikke have været overvættes gunstige for iagttagelsen af enkeltmands færd.
En mærkelig dobbeltberetning om kristendommens forkyndelse og indførelse haves bl. a. i det bekendte værk Kristnisaga kap. 7—9, 11 og i kap. 10016—105 i Njála. Her ligger der to forskellige traditioner til grund, og det er særdeles interessant at sammenligne de to beretninger, der væsenlig handler om Tangbrands mission på Island. I alt væsenligt er der overensstemmelse tilstede; dog er der på den anden side ikke ubetydelige afvigelser. Ifølge Nj. lander Tangbrand i Gautavik i Berufjord, medens Krs. siger, at han landede i den nordlige Alftafjord, der er den nærmeste fjord syd for Berufjord. Man kunde her være fristet til at tro på Nj., der synes at indeholde nøjagtigere lokaltraditioner, i det den omtaler to brødre på Berunes (i Berufjorden), der stillede sig fjendtlig til Tangbrand. Ifølge Krs. begiver Tangbrand sig til Siðu-Hallr, medens denne ifølge Nj. red — efter at have hørt tale om Tangbrands ankomst — hen til ham for at indbyde ham til sig. Samtalen mellem Hallr og Tangbrand i anledning af Mikkelsdagens hellighed er noget forskellig, men hovedæmnet er det samme. En stærkere afvigelse er derimod den, at Hallr ifølge Nj. straks lader sig døbe, medens dette ifølge Krs. først sker bagefter ved påsketid; Nj. synes her at have sammendraget to handlinger til én begivenhed. Om Halls og Tangbrands altingsrejse den følgende sommer er Nj. langt mere nøjagtig end Krs., i det Nj. opregner de forskellige gårde — i rigtig geografisk rækkefølge, — som de tog ind på. og hvor de i reglen omvendte folk; heri strider intet imod historisk sandsynlighed (med undtagelse af episoden om Galdrahedin, hvilket hænger sammen med folketroen). På denne rejse lader Nj. Tangbrand dræbe Vetrlide skjald og Torvald vejle, medens Krs. ikke angiver noget bestemt tidspunkt herfor (de samme vers anføres). Efter tinget lader Nj. Tangbrand rejse til vestlandet og dér træffe Steinunn — i Krs. omtales ikke noget møde imellem dem, — medens Krs. lader Tangbrand drage til østlandet og derfra videre mod nord. Tangbrands skib siges i Nj. at være blevet beskadiget i Berufjorden, men Krs. lader dette ske «ved Borgarfjorden i Hvitå«; hvad der her er rigtigst, er vanskeligt at sige; Njalas beretning er nok så sandsynlig. Når sagaen derimod i kap. 102 kalder skibet Visundr og ikke Jarnmeiss, beror dette på en redaktørs misopfattelse af en skibsomskrivning, hvor ordet visundr forekommer, i Steinunns vers (i et godt hdskr. mangler denne oplysning om navnet, og senere i slutn. af kap. 103 findes det rigtige navn). I fortællingen om Tangbrand og bersærken findes der endel afvigelser af underordnet art, men vi er her inde på et legendarisk udsmykket æmne; kun skal bemærkes, at bersærken i Nj. kaldes Otryg, medens han i Krs. kun betegnes som »norrøn«. En hovedforskel mellem Nj. og Krs. er den, at Nj. ikke kender noget til Tangbrands første mislykkede forsøg på at forlade landet, hvilket vistnok kommer deraf, at Nj. følger en enkelt egns tradition uden at kende den anden fjærnt fra forfatterens liggende egns supplerende tradition. Om Tangbrand, kong Olaf og Islænderne i Norge er der fuld overensstemmelse tilstede; kun er Krs. noget vidtløftigere m. h. t. samtaler. Hjalte og Gissur lander ifl. Krs. ved Eyjar (ɔ: Vestmannøerne), ifl. Nj. ved Eyrar (ét hdskr. har dog eyjar, og det er mulig den oprindelige — rigtige — tekst). I den følgende fremstilling udskriver Krs. Are, medens Nj. åbenbart ikke følger nogen skreven kilde, og dog er der i alt væsenligt fuld overensstemmelse (Nj. lader Hall give Torgeir 3 mark sølv, Krs. halvt hundred ɔ: 7½ mark). — Totalbilledet af Tangbrands færd og kristendommens indførelse bliver det samme, tiltrods for de forskellige kilder, der ligger til grund for Nj. og Krs. (24)
Hallfreðarsaga og Vatsdælasaga har, som bekendt, endel berøringspunkter indbyrdes (25). Den vigtigste parallel findes i Vatsd. kap. 37—8, i Hfr. 2—3, Ingolf den smukkes forelskelse i Hallfreds søster, Valgerd. Fremstillingen er meget interessant og der er ikke tale om gensidig afhængighed (26); der er enkelte verbale overensstemmelser, ellers fortælles det samme blot med andre ord. Ved siden af den uvæsenlige afvigelse, at Jökull i Vd. ikke er tilstedeværende ved Ottars og Torsteins samtale om stævning af Ingolf, i Hfr. derimod tilstedeværende, er det interessant at lægge mærke til en parallel som denne: Jǫkull . . . kvað slíkt mikil endemi osv. (Vd.) ǂ þá mælti Jǫkull . . . heyr á endemi osv. (Hfr., hvor ordene anføres i direkte tale). Så findes der atter en uoverensstemmelse angående processens udfald på tinge; det er muligt, at Vd. er her den rigtigste. Når der i Vd. fortælles mere om forholdet mellem Ottar og Ingolf, kommer det deraf, at dette ikke vedkom sagaen om Hallfred; på lignende måde fortælles om forholdet mellem Hallfred og Gris ganske summarisk i Vd., der henviser til Hallfredssaga; her må der foreligge en fejltagelse, da Hallfreds dræbte broder kaldes i Hfr. Brandr (= Ldn.), i Vd. Hermundr. Tiltrods for disse uoverensstemmelser, er det åbenbart den samme gamle tradition, der genfindes i bægge sagaer.
Det vilde her være interessant at komme ind på forholdet mellem Landnáma og de enkelte sagaer, men det vilde i denne sammenhæng føre alt for vidt og må forbeholdes en særundersøgelse. I al korthed kan jeg henvise til det resultat, jeg er kommen til for Egilssagas vedkommende (udg. 1886-8, s. LXXVIII ff.). Hvad der her kommer særlig i betragtning, er slægtregistrene, og m. h. t. dem kan det i det hele siges, at de uoverensstemmelser, der findes, er i reglen ganske uvæsenlige; de består i en ombytning af enkelte led og da af de ældste, et plus af et navn på den ene eller den anden side og deslige. Da sagaerne i de allerfleste tilfælde viser sig at være uafhængige af Landn., må slægtregistrene bero på traditionen og tale altså også for dennes styrke og velunderrettethed.
Før end vi forlader hele denne sag, hvorom der kunde skrives hele bind, anser vi det for hensigtsmæssigt at dvæle ved nogle sagaer, der er blevne gjorte til genstand for en mere eller mindre stærk kritik i særlige afhandlinger, og det tildels på en sådan måde, at denne kritik ikke alene må ramme de enkelte sagaer, men dem alle og dermed den islandske historiske tradition i det hele. Hermed mener jeg ikke dr. E. Jessens ganske mislykkede angreb særlig på Egilssaga (i Sybels Zeitsehrift), som jeg tror tilstrækkelig at have tilbagevist i fortalen til min kritiske udgave. Jeg sigter her særlig til Njálssaga, Hænsaþórissaga og Vígaglúmssaga.
Den første af disse, Njálssaga, er bleven gjort til genstand for en indgående og voldsom kritik i afhandlingen: Die Njálssage, insbesondere in ihren juristischen bestandteilen af K. Lehmann og H. Schnorr v. Carolsfeld (1883). Foruden afhandlingens hovedbestanddel, der handler om sagaens processer, afhdl.s. kap. 4—5, (hvortil på en måde også kap. 1—3 hører, da de handler om »Die rechtsausdrücke« og »Die rechtsgeschäfte« m. m.), findes der 4 »Anhang om fremmede bestanddele i Nj.«, »Nj. og þorsteins saga Siðuhallssonar«, »anakronismer, geografiske fejl, ujævnheder i kompositionen« og »genealogierne«. Som man ser, betragtes sagaen her fra mange forskellige sider. Indholdet af de to første anhang vil vi ikke beskæftige os med her; det må ses i forbindelse med en undersøgelse af sagaens oprindelige form og hele komposition; det vil vi komme tilbage til under sagaens særbehandling. I anhang 3 findes anakronismer og ujævnheder, samt geografiske fejl.
Af de anførte anakronismer er den første den, at sagaen i kap. 142 lader en »kvidmand« blive udskudt på grund af »åndeligt slægtskab«; dette skal næppe have ladet sig gøre allerede år 1012; hvorfor dette ikke eller næppe kan have ladet sig gøre 12 år efter kristendommens indførelse i landet, er nu langtfra umiddelbart indlysende. Hvis troens og præsternes magt nogensteds havde noget at sige, måtte det netop være på sådanne ydre områder, som det her pågældende (27), og at man særlig på altinget iagttog de vigtigste ydre følger af kristendommen og dåben, er kun hvad man må vænte. Hvad enten der nu her foreligger en anakronisme eller ej — og der er, som man ser, ingen tvingende grund til at antage en sådan — , behøver ikke denne »udskydelse« af en kvidmand at stamme fra vore lovhåndskrifter; den kan meget godt være indkommen i traditionen på et tidligt trin. Derimod er omtalen af »bondens kirkegård« (i kap. 123), hvor voldgiftsdommerne samlede den store mandebod for Höskuldr, ganske sikkert en anakronisme. Traditionen eller forfatteren eller en yngre redaktør — her er der stort spillerum — har her overført på ældre tider, hvad der først senere blev skik; sådanne fejl var undertiden ganske uundgåelige; i dette tilfælde må det betones, hvor uendelig ligegyldig og ubetydelig fejlen er. Derimod må det på det bestemteste tilbagevises, når udtryk som »for guds skyld« (sst.) i Höskuldr Hvitanæsgodes mund, samt hans om kristeligt sind og ydmyghed vidnende ytring om hans drabsmand stemples som anakronistiske. Ganske vist har denslags udtryk og denslags sindelag næppe været almindelige på Island i de første tiår efter kristendommens indførelse, men at enkelte personer allerede så tidlig — og Höskuldr var opdragen hos den af kristendommen grebne Njáll — har kunnet være så gennemtrængte af mildere følelser, at de kunde bruge sådanne udtryk, nytter det ikke at nægte. Hvad enten sagaens fremstilling er historisk eller ikke, er en antagelse eller en påstand af den her omtalte beskaffenhed ikke tilstrækkelig til at domfælde den, hverken i dette eller andre tilfælde. — Når det fremdeles anføres som anakronisme, at Skarphedin bebrejder Torkel hákr (i kap. 120), at han spiser »hestekød«, hvad der jo kort efter kristendommens indførelse blev forbudt og endnu næppe kunde anses så foragteligt, at en mand som Skarphedin derpå kunde begrunde en bebrejdelse, vilde der vistnok her være en anakronisme tilstede, — hvis der overhovedet virkelig var tale om hestekød. Men det er det slet ikke. Hvad Skarphedin bebrejder Torkel, er at han har spist »en hoppes endetarm«, altså en så modbydelig føde, som end ikke den ivrigste hedning og blotmand nogensinde vilde have gjort sig skyldig i at spise; fúlmenska kaldes det ganske betegnende i sagaen. — Ikke heldigere bevendt er det med den anakronisme, som forff. vil se i, at de enkelte »landsfjærdinger stilles op imod hinanden«. Hvad der sigtes til, er, at det i kap. 141.4 hedder, at »Østfjærdingsmændene stod nedenfor«; den her antagne modsætning skulde ikke have kunnet eksistere før end i Sturlungetiden. Dette er nu i og for sig ganske uholdbart; modsætningen mellem de enkelte fjærdinger opstod selvfølgelig umiddelbart efter landets inddeling i fjærdinger kort efter 962, og den måtte lejlighedsvis give sig udslag. Men det her antagne modsætningsforhold beror imidlertid på en ren misforståelse. Sagen var jo den, at Flose den foregående vinter havde foretaget sig en rejse til alle de fornemste østfjordske høvdinger og søgt, tildels opnået løfte om deres bistand på altinget; det er disse »Østfjordinger«, der her menes og nævnes uden tanke om noget modsætningsforhold til de andre fjærdingers beboere. Disse angreb på sagaen falder altså bort af sig selv.
Hvad nu »ujævnheder i kompositionen« angår, angribes for det første den omstændighed, at Flose i altingssessionens slutning bestemmer, at toget mod Bergtorshvol skal foregå 8 uger »før vinter«; denne bestemmelse skulde være tagen for tidlig, efter som der skulde kunne indtræffe så meget, der hindrede udførelsen deraf (vejrlig osv.) så sent på sommeren. Dette beror på ukendskab til Island. Toget skal jo foretages i slutningen af avgust. Enhver Islænder ved og har altid vidst, at der ikke kunde komme nogen som helst hindringer for udførelsen af en sådan rejse, og at der var intet at risikere ved at bestemme den sålænge i forvejen. — Når der ankes over sagaforfatterens formentlige ukendskab med Bergtorshvol (fordybningen, hvor så mange kunde skjule sig i kap. 128), er dette mulig berettiget, men spørgsmålet er af underordnet betydning, og sikkert er, at nedenfor selve bakken kunde der i hvert fald skjules en mængde mennesker. Andre fremdragne ting er af en så underordnet art, at det ikke er umagen værd at opholde sig derved; kun skal det bemærkes, at det er uforståeligt, hvorfor Snorre gode ikke skulde kunne opføre sig som sagaen siger (kap. 123).
Hvad dernæst anhang 4, det om slægtregistrene, angår, kan jeg fatte mig kort derom. De fejl eller uoverensstemmelser mellem Nj. og særlig Landnáma — der i det hele og store må anses for at være den pålideligste kilde (28), — som her påvises, består i, at enkelte led synes udfaldne eller oversprungne (Sigmund, Mörd giges fader) eller i enkelte tilfælde sammenblandede; Njáls egen slægt omkr. 900 er ikke ganske sikker; dog stemmer et af håndskrr. (G) med Ldn. næsten overens, og forff. tror selv, at dette hdskr. har sagaens oprindelige tekst. Enkelte led findes i omvendt orden, men led, som ligger forud for den isl. landnamstid eller som ikke hører Norden til; her kan man slet ikke vide, på hvis side fejlen er, og det hele er meget underordnet. Alt hvad der står s. 211 om Sigfus, må nødvendigvis falde bort, da Ldn.-hdskr. (B, udg. 219) jo har det eneste rigtige ok (fǫður er udgiverens ubegrundede rettelse). I alt væsenligt stemmer Nj. både med Ldn. og andre kilder (29), og der lader sig ikke ved bjælp af sagaens slægtregistre bevise, at den i det hele er upålidelig eller — og endnu mindre — at den skulde være af en meget sen oprindelse; der er ingen tvivl om, at i det mindste nogle af slægtregistrene hører til yngre indskud og udgør altså ikke endel af det ved traditionen nedarvede sagastof. At Njála ikke nævner alle de personer, som Ldn. kender, er sandelig ikke påfaldende; en god saga anfører kun dem, den har brug for (30). Ligeså lidt kan en berettiget kritik begrundes på, at sagaen nævner personer, andre kilder ikke kender. Forff. kommer til det utvivlsomt rigtige resultat at Nj. ikke har benyttet Ldn. Men desto mere fortjænstfuldt er det, at der gennemgående er overensstemmelse til stede. Beror nu Nj.s genealogier på den mundtlige tradition, ja, så har vi i denne omstændighed atter et godt bevis på traditionens troværdighed.
Det værste, forff. har haft at indvende imod sagaens personer og personlige forhold, er dens indførelse af juristen Eyjolf Bölverksson, og vi må derfor særlig dvæle ved dette punkt. Denne Eyjolf opfattes — og det med megen styrke — ligefrem som en af sagaens forfatter opdigtet person; da modpartiet havde en dygtig jurist på sin side, måtte Flose og hans parti også have én. Der gøres gældende, at Geller Bölverksson, død c. 1074, ikke kan have haft en yngre broder, der allerede var voksen 1012 (dræbt samme år). Ved første øjekast kunde der her synes at være en urimelighed tilstede. Men her er intet umuligt; Are frode siger, at Eyjolf grå blev døbt i »sin alderdom« år 1000; han har da næppe været yngre end c. 70 år og altså født c. 930, men han har snarest været noget ældre. C. 960 kan hans søn Bölverk være født, og han kan meget godt have fået sønnen Eyjolf c. 985 og den anden søn Geller c. 1000 (død c. 1074). Herefter vilde man være nødt til at antage, at Eyjolf i året 1012 havde været forholdsvis ung, c. 27 år; denne alder er i alle tilfælde høj nok til, at Eyjolf kunde have været den udmærkede retskyndige, han siges at have været. Og hvad kan man nu slutte af sagaen om hans alder? Forff. ytrer (s. 215), at han må »have været til års« (»bereits in den höheren jahren«); hertil skal blot bemærkes, at når man på den måde, som forff. gør det her, lægger tingene til rette, er det ikke vanskeligt at komme til et resultat, man selv helst ønsker. I kap. 138.9 kaldes Eyjolf nemlig »høvdingeæmne« ɔ: håbefuld, ung mand; udtrykket kan ikke omgås, og det forbyder, at gøre ham ældre end 20—25 år gammel; i overensstemmelse hermed er hans vægring i samme kap. 1. 94. Eyjolf har altså været en af de unge opvoksende mænd, som havde lært lovkyndighed (ligesom Gunnløg hos Torstein på Borg), men ellers ikke var i besiddelse af magt eller myndighed. For Flose var det blot om at gøre, at skaffe sig en dygtig jurist. Hvad skulde der nu være i vejen for, at Bölverk havde fået en søn c. 985—90, der døde 1012 og en anden søn c. 1000, der var død c. 1074? Vi har heldigvis en slående parallel i brødreparret Gunnløg og Hermund; Gunnløg faldt 1008, men Hermund, — der vel at mærke var den ældste af de to — levede til efter 1050. At Eyjolf ellers ikke nævnes i andre kilder, er ikke påfaldende; han havde jo ingen historie; det eneste, han har været bekendt for, er hans deltagelse i sagen på altinget 1012. Det var hans første og sidste offenlige optræden. Der er således ikke den mindste grund til at betvivle sagaens velunderrettethed m. h. t. Eyjolf, så meget mindre som det overhovedet ikke kan erkendes, at de egenlige slægtsagaer indfører fingerede personer.
Vi går nu over til afhandlingens første 3 kapitler, hvis indhold nærmest berører juridiske udtryk og dermed beslægtede enkeltheder. Dog er der ingen grund til at dvæle ved kap. 1, der for det meste kun sammenfatter forff.s resultater (31). I kap. 2 behandles enkelte »retsudtryk«, der enten kaldes absolut eller relativt falske. Adskilligt af forff.s kritik herover har allerede F. Finsen gendrevet eller derom påvist, at det kritiserede indeholder ældre ret, end den, der kendes fra Grågåsen (32); således vises der, at udtrykket festum helgandi, der for forff. er uforståeligt, er naturligt og smukt; noget lignende gælder aðalfestr, der kun er en yngre forvansket form for alaðfestr (33), som ikke behøver at stamme fra sagaens forfatter. Når forff. siger, at dette ord i sagaen er identificeret med fjǫrbaugr (fjǫrbaugr eða aðalfestr er sagaens ord), er dette urigtigt; eða viser aldeles ikke (snarere tværtimod), at sagaforf. har trot, at ordene var ensbetydende; i det højeste kunde man altså sige, at forf. fejlagtig havde ment, at kun det ene eller det andet — istedenfor bægge — burde betales. Dette stykke viser en god, gammel ret og bunder netop i en gammel tradition, og det er en dårlig kritik at uddybe kløften istedenfor at søge den naturligste og ligefremme forklaring. — Ordet fimtardóms stefna (kap. 109) er et naturligt udtryk, når det forstås rigtigt; det betyder: »den tid, da femterretten samledes til pådømmelse« på altinget. Det norske ord fimtarstefna har hermed intet at gøre. — Når forff. dernæst behandler enkelte udtryk (kviðr i kap. 144, grið flere steder) og søger at vise, at de er falsk brugte, er hertil i almindelighed at bemærke, at sagaens forf. ikke er jurist, men nok juridisk amatør, som ikke mere end alle andre ikke-jurister kunde løsrive sig fra menigmandstale. Endnu den dag i dag benytter man i almindelighed forskellige ord i en mere eller mindre udvidet (dobbelt) betydning, som i det eksakte lovsprog kun har den ene bestemte betydning. At det også var således i oldtiden, er utvivlsomt. Jeg vil ikke forsvare ordet kviðr på det pågældende sted; men jeg er overbevist om, at det kun kan bero på en øjeblikkelig åndsfraværelse eller skrivefejl, og det så meget mere, som dette ord forekommer ellers utallige gange i sagaen og altid rigtig anvendt. At sagaen derimod undertiden bruger ord som grið og tryggðir — hvoraf det første ifl. det strængeste lovsprog betyder den foreløbige fredstilstand, der afsluttes med tryggðir, den lovformelige fredslutning — er, havde jeg nær sagt, i sin orden. For menigmand — og for alle andre end de mest pedantiske jurister — måtte disse to ord omtrent blive ensbetydende. Forff. anfører da også eksempler fra flere andre sagaer på sammenblandingen. Og hvad skal man sige, når ikke engang lovene selv er fri for den? Hedder det ikke f. ex. i Gulatingsloven 32: þá gengr sá á grið sín ok er hann tryggrofi?, hvor grið og trygg{var) åbenbart er identiske (forff. s. 19 øverst). Sagaens forf. var en folkelig mand, der brugte folkets egne udtryk og dem, den folkelige tradition rakte ham, og det skal han ikke have dadel men tak for. — Noget lignende gælder et ord som ben, der egenlig og oprindelig bruges »om dødbringende sår«. I sag. kap. 56 bruges ordet én gang om et stærkt blødende sår (af forff. kaldt: »eine leichte fleischwunde«, tværtimod sagaens egen beskrivelse i kap. 53: mikla ristu ok blæðir þegar mjǫk; såret har næppe været ufarligt). Atter her har vi den folkelige brug af ordet, der gik ud på at benytte det i en mere almindelig betydning, omtrent som sár (sår); således findes det endogså brugt i vers (Gisl. Súrss. v. 31 bruger ben om hvad der i V. 32 kaldes sár, — og det fremgår slet ikke af sammenhængen, at der her skulde være tale om ulivssår). — Endnu et eksempel på den samme folkelige sprogbrug er brugen af ordet dómr; at dette ord måtte bruges om en hvilken som helst endelig afgørelse af en sag, hvad enten der var tale om en lovlig dom på altinget eller en privat voldgift, er ganske forståeligt; den findes også andre steder end i Nj., ja, den findes endogså — hvad forff. anfører — engang i selve lovhåndskriftet Staðarhólsbók (sáttadómr); jfr. Hertzbergs glossar til Norges g. love (»en doms afgørelse . . . såvel . . . som af privat forligsret«). Dermed er den sag afgjort, men just ikke til fordel for det 19. århs. sagakritik. — Også når ordet mundr i sag. kap. 8 står i en udvidet betydning, er dette letforståeligt; det er i det højeste »relativt« falsk (34). På en ren misforståelse beror det, når det forlanges, at udtrykket aukaz þriðjungi — der ikke findes i lovene, — skal være et retsudtryk; det betyder simpelthen »at forøges med en tredjedel«, og så er der ikke mere derom at sige (35). — Et af de bedste eksempler på forff.s tomme iver efter at komme sagaen tillivs er behandlingen af ordet lǫgmaðr. De ytrer, at sagaens brug af ordene lǫgmaðr — der i tiden før c. 1270 altid betyder »retskyndig« — og lǫgsǫgumaðr (der c. 1270 afløstes af en lǫgmaðr = lagmand som kongelig embedsmand) er »meget lærerig« — og nu vænter man sig en lærerig udvikling. I hdskrr. fra c. 1300 og derefter findes ordet lǫgmaðr af ukyndige afskrivere ofte i sagaerne indsat for lǫgsǫgumaðr (36). Selv om man altså i Nj. fandt den urigtige brug af ordet, vilde det intet bevise m. h. t. den oprindelige forfatters viden eller ikke-viden. Hvorledes er nu forholdet hermed i sagaen? Efter selv at have anført flere steder, hvor ordene er rigtig brugte, og et par steder, hvor nogle af hdskrr. har det urigtige — hvilket jo er ganske betydningsløst, — nævner forff. så — siger og skriver — ét eksempel på den absolut urigtige brug af ordet — og så er endda dette ene sted i sagaen ganske rigtigt. I anledning af, at Hallgerðr skal bortfæstes til sin anden mand, hedder det at hun »skal fæste sig selv« (fordi hun var enke) — »hvis lǫgmaðr finder det rigtigt«, d. v. s. hvis den retskyndige tilstedeværende (37), som der appelleres til, finder det rigtigt. Det er ganske tilfældigt, at denne retskyndige tillige er en lovsigemand; men appellen gælder ham ikke som sådan, da hans lovsigemandsvirksomhed udelukkende var knyttet til altinget, men som den retskyndige han var. Dette sted må absolut bortfalde som angrebspunkt mod sagaen. Forff. siger selv et andet sted: »Freilich war Skapti gesetzsprecher, aber diess schliesst seine eigenschaft als rechtskundiger nicht aus«. Dette er fortræffeligt, men skulde det samme ikke også kunne gælde for lovsigemanden Torarin Ragabroder?.(38)
Det er af alt dette klart, at en sådan behandling og kritik, som de to forfattere har gjort Njála til genstand for, er ikke alene ubillig, men den kan ikke siges at være grundet på den nødvendige alsidige sagkundskab, og den er fremfor alt ikke upartisk nok; derfor er resultaterne, trods den grundige umage, forff. ses at have gjort sig, i hovedsagen skæve. En retfærdig kritik af Njála vil vise, at også denne saga bygger på en god gammel tradition, der naturligvis ikke helt igennem er fejlfri, samt at kompositionen på sine steder, navnlig i begyndelsen, ikke er fri for ujævnheder, vel at mærke af en anden art, end dem, forff. har ment at finde. Vi står her ved en hovedanke mod forff.s hele fremgangsmåde. De tager sagaen til undersøgelse i den form, som den nu har, og kommer så til det resultat, at sagaen ikke er ældre end fra slutningen af det 13. årh. Heri ligger hovedfejlen. Den første og uafviseligste pligt for en sagakritiker er den, at undersøge, hvorvidt den form, sagaen er nået til os i, er den oprindelige eller om den beror på en senere redaktion (sammenstøbning, tilføjelser, interpolationer). Med hensyn til dette spørgsmål er der, hvad Njála angår, holdepunkter nok; forff. selv antager f. ex. at kristendomsafsnittet (kap. 100 - 5) ikke er oprindeligt i sagaen; også de genealogiske partier viser tydelig, at de ikke alle er oprindelige: sagaens begyndelse og dens første del er meget usagamæssig; Njáll — hovedpersonen — nævnes først i kap. 20; man har ikke uden grund antydet en sammenstøbning af en Gunnarssaga og Njálssaga, og hvad vedkommer den vidtløftige skildring af Briansslaget i grunden en Njálssaga? — og så fremdeles. Kommer man til det resultat, at der har fundet en meget omfattende bearbejdelse sted af Njála, er det klart, at den oprindelige Njálssaga er betydelig ældre end forff. har antaget; forudsat, at lovpartierne hører til den oprindelige Njála — og dette måtte jo undersøges og begrundes, — er det ganske umuligt, at deres indhold kan være hæntet fra de nu eksisterende Grågåshåndskrifter, hvad også andre grunde gør usandsynligt. Det vilde nu også være naturligt at komme nærmere ind på sagaens processer, men der er ikke her lejlighed til den fornødne og vidtløftige imødegåen af forff.s kritik, der lider af samme fejl, som kritiken af de foran omhandlede punkter. Der vil forhåbenlig i den nærmeste fremtid fremkomme en grundig særundersøgelse af hele dette forhold. Her skal derfor i al korthed bemærkes, for det første, at V. Finsen i sin udmærkede afhandling om Fristatens institutioner i en anmærkning s. 102—5 under 12 punkter har imødegået forff. og gjort det sandsynligt, at flere af de angrebne steder i sagaen er rigtige, uagtet de ikke finder en ligefrem støtte i lovhåndskrifterne (der jo er privatmænds samlinger), samt at Njála i flere henseender antyder og indeholder bestemmelser af den ældre og ældste isl. ret. Dernæst må jeg fremhæve, at der, efter mine egne sammenligninger med Grågås-loven, ikke kan være tale om, at sagaens forfatter har benyttet og udskrevet den. Netop de betydelige afvigelser derfra viser tydelig, at kilden er andensteds at søge, og denne kilde er ganske sikkert traditionen, muligvis med tilsætninger af den for retsformler stærkt interesserede oprindelige forfatter. At disse afvigelser skulde skyldes samme forf.s skødesløshed og dumhed, vil man næppe få nogen til at tro; dumhed er just ikke den egenskab, som Njála bærer til skue. Hvad Njala angår, kan jeg i det hele underskrive Finsens moderate, på speciel sagkundskab og lidenskabsløs upartiskhed beroende dom, som han har udtalt i sin nævnte afhandling (s. 100—1). Særlig kan følgende udtalelse her fremhæves: »Blandt andet finder man også ganske den tidsalder, da lovene kun overleveredes ved hukommelsen; intetsteds tales om skrevne lov-håndskrifter, men kun om vanskeligheden ved at mindes og kende lovene. Når det særlig er antaget, at de partier af sagaen, der skildrer procesforhandlingerne, tildels er blevne til ved at retsregler og formularer er lånte fra og optagne efter de samlinger af fristatens love, vi har, eller lignende, kan vi ikke antage dette for rigtigt ... De udførlige procesforhandlinger med den højtidelige fremsigelse af de gensidige retserklæringer var ganske vist også fuldkomment på deres plads i den mundtlige fortælling af sagaen fra først af«. Som følge heraf tillægger Finsen sagaen »et betydeligt retshistorisk værd«, tiltrods »for dens mangler«, som han ikke lægger skjul på (39).
Den anden saga, vi i denne sammenhæng vilde tage i betragtning, var Hønsetoressaga. Om denne saga har prof. K. Maurer skrevet en grundig og indholdsrig afhandling (40), der ved forfatterens alsidige kendskab til islandsk litteratur og forhold i fortid og nutid danner en afgjort modsætning til afhandlingen om Njála. Dens resultater med hensyn til sagaens værd er da, for straks at sige det, således, at der ikke lader sig indvende noget væsenligt derimod. Vi skal i al korthed her fremhæve det vigtigste.
Vi har hos Are frode en interessant parallel, men kort fremstilling af sagaens hovedbegivenhed (41). Are fortæller om en tingstrid mellem Tord gelle og Tungu-Oddr, hvis søn Torvald havde deltaget i indebrændingen af »Torkel Blundketilssön i Örnolfsdal [i den nordlige del af Borgarfjorden], sammen med Hønsetore« (en mand af ligeså lav karakter som herkomst). Tord vilde føre sagen frem på Tingnæsting i Borgarfjorden, men kunde ikke på grund af Odds overmagt. Siden kom sagen til altinget, hvor den, efter en kamp, endelig fandt sin afgørelse; Hønsetore og flere andre blev dømt fredløse; senere blev Hønsetore dræbt (42). Omtrent det samme, men naturligvis langt udførligere, fortælles der i sagaen, men med den væsenlige forskel, at det i denne er Blundketill selv, der bliver indebrændt, og Hønsetore bliver dræbt før domfældelsen på altinget. Disse to kilder er uafhængige af hinanden og deres indhold må stamme fra traditionen. Den nævnte uoverensstemmelse er så meget mere påfaldende, som sagaen åbenbart er forfattet af en mand, der har haft hjemme på eller i umiddelbar nærhed af sagaens skueplads og som altså må have gengivet egnens traditioner. På den anden side står Are med sin fremstilling, Are, der anses for den pålideligste af alle forfattere.
Hovedforskellen er altså den, at sagaen nævner Blundketill, Are frode dennes søn Torkel (hvem sagaen ikke kender) som den indebrændte. Med afgørende grunde har nu Maurer forklaret sammenhængen og afgjort spørgsmålet til gunst for Are. Næsten alle andre kilder — med undtagelse af Laxdæla og et sted i Landnáma, som vi straks skal komme til — nævner Blundketill som den indebrændte. Denne er ifølge sagaen en søn af den fra Egilss. velbekendte Geirr d. rige, der var gift med en datter af Skallagrimr. Blundketill skulde altså være en søstersøn af Egill selv; men han findes ikke nævnet i sagaen som sådan. Hertil kommer, at det under denne forudsætning er højst mærkværdigt, for ikke at sige uforståeligt, at det ikke er Egill eller hans familje overhovedet, der tager sig af indebrændingssagen — de var dog de nærmeste dertil, — men helt andre personer fra andre egne. Heller ikke forstår vi rigtig, hvorledes Blundketill er kommen til at bo i Örnolfsdal; Landn. forklarer dette ganske vist således, at Blundketill skulde have købt landet af Örnolf; og i det hele står Ldn. på sagaens side. Men Maurer har fremdraget et mærkeligt sted af den særlige recension af Ldn., der kaldes Melabogen; her står udtrykkelig, at Blundketill var en søn af den nævnte Örnolf og fader til den indebrændte Torkel; denne notits stemmer altså med Are og oplyser tillige Blundketils slægt. Her kommer også den kronologiske vanskelighed i vejen, at Geirr d. rige, der giftes omkring 912, skal have en voksen sønnesøn c. 960. Alle disse vanskeligheder løses, når man antager, at det er Melabogen, der er rigtig underrettet; da Blundketill ifl. den slet ikke har noget med Skallagrimsslægten at gøre, forstår vi dens ligegyldighed for indebrændingen; de kronologiske vanskeligheder forsvinder, og Ares beretning vinder i tiltro. Når nu hele sagaen underkastes en grundig undersøgelse, viser det sig, at den lider af forskellige og tildels meget væsenlige mangler. Maurer har fremhævet det meste heraf. Den måde, hvorpå personerne, særlig Blundketill selv, indføres i sagaen, er højst mærkelig og lidet sagamæssig; indebrændingen selv omtales påfaldende kort og uden biomstændigheder. Sagaen begynder med en forholdsvis vidtløftig fremstilling af Torfe Valbrandsson og hans slægt, som om han var en af sagaens hovedpersoner, medens han kun spiller en underordnet rolle. Mere påfaldende er det dog, at Hersteins gamle fosterfader pludselig dukker op midt i sagaen, uden at læseren aner hans tilværelse, og han spiller dog en ganske anderledes vigtig rolle end den nævnte Torfe. På den anden side nævnes endog personer (to af Rauðabjörnssønnerne), der er sagaen ganske uvedkommende; her kan der dog foreligge en senere interpolation efter Ldn., der ellers ikke er benyttet. Alt dette viser en ujævnhed i komposition, som yderligere kommer tilsyne i uforståelige pludselige overgange, som når Torvald (s. 149, jfr. Maurer), efter at have hørt »Blundketils« gode tilbud, ja endogså tilbud om selvdømme, pludselig og ganske umotiveret erklærer, at »der ikke var andet for end stævne«. Ufattelig er fremstillingen af Torbjørns »forsvinden« (kap. 9, s. 154). Løfteaflæggelsen i kap. 12 er ganske i de senere uhistoriske sagaers ånd og stil, og den er her så meget mindre på sin plads, som sagaens senere fremstilling ikke tager tilbørligt hensyn til den; efterat der er blevet aflagt løfte om, at forfølge sagen på altinget, indstævnes modparten til Tingnæsting! Torodds færd (kap. 17, s. 182—3) bliver uforståelig. Ligesom edsaflæggelsen er et lånt motiv, således er også overrumplingen af Gunnarr (to mænd sætter sig hver på sin side af ham og på hans kappeflige) ligefrem et lån fra Laxdæla (s. 277). Karakteristikken af personer (som f. ex. Torodds) er ofte lidet heldig, og et gammelt sagntræk (om manden fra Bredefjord, hvis tale lød som tyrebrøl ɔ: Tord geller [= tyr]) er åbenbart ikke forstået af sagaens forfatter. Man har villet påstå, at stilen var alderdomlig, og at der fandtes i sagaen gamle ord og udtryk; dette beror imidlertid på en misforståelse, hvad Maurer også har vist. Til gengæld findes der i sagaen ord, der er afgjort yngre, som piltr: men heri kunde man spore afskriveres ændringer. Imidlertid forekommer det mig, at både sprog og fremstilling gennemgående er lidet klassisk. Det er af alle disse grunde umuligt, at sagaen kan være fra det 12. århundrede. Afgørende for sagaens alder forekommer mig den omstændighed at være, at Gunnarr ytrer, at han ikke selv alene kan bortfæste sin datter, men også hans hustrus samtykke må søges. Dette, der næppe kan være interpolation, er i overensstemmelse med Jónsbók (begyndelsen til Erfðabálkr) men slet ikke med Grågås, ifg. hvilken faderen alene kunde bortfæste datteren. Af alt dette slutter jeg sikkert, at sagaen først er forfattet c. 1300 eller i slutningen af det 13. århundrede. Da forstår vi det hele, både fremstillingens mangler og de historiske fejl: traditionen er i den lange tids løb bleven — af grunde, vi ikke mere kan granske — forvansket, og det er denne forvanskede tradition, som den sene forf., der har ment, at hans egn ikke burde savne sin saga, har fulgt, og det er den, der har fundet vej til Ldn. Maurers udtalelser (s. 39, 195) stemmer med dette resultat, når der istedenfor hans »overarbejdeise« sættes »istandbringelse«. Alle Maurers indvendinger forstås bedst under denne forudsætning, medens man i modsat fald måtte ty til temlig søgte forklaringer og antagelse af stærke omarbejdelser af denne lille, og i det hele lidet indholdsrige saga, som er så meget mindre naturlige, som sagaen helt igennem er sig selv lig og ligesom af én støbning.
Denne kritik at Hønsetoressaga indeholder ikke noget almindeligt bevis mod den historiske troværdighed af sagaliteraturen som sådan og den isl. tradition i det hele. Det er ikke ligegyldigt, om en saga forfattedes 100 år før eller senere. Hvad vi ellers ved om den isl. tradition c. 1300 svarer fuldstændig til det billede, som sagaen giver os deraf.
Vi kommer dernæst til den tredje saga, Vígaglúmssaga. Om denne saga har der været en enstemmig dom, den, at den hørte til de ældste isl. slægtsagaer på grund af dens klare, kortfattede fremstilling, dens kærnefulde sprog og alderdomlige præg i det hele. Man har også skænket den så at sige fuld tiltro; den indeholder endel uomtvistelig ægte vers og er åbenbart skreven i Glums hjemstavn, Øfjorden, og må altså bero på stedlige traditioner. Det eneste, der kunde indvendes imod det fortalte, er, at Glums færd i Norge i høj grad minder om hans faders færd sammesteds, og det ene kunde synes at være genganger af det andet. Det er muligt, at dette er tilfældet; men iøvrigt er der intet, der strider imod, hvad der historisk kan være forefaldet. Ja, endogså episoden og fortællingen om Glums renselseseder (aflagte ved 3 templer) er af en sådan art, at en kender og kritiker som Maurer ytrer, at »deres hedenske form (fassung) meget afgørende taler for overleveringens ægthed« (43). Med hensyn til sagaens komposition har man — med rette — anmærket, at det er påfaldende og ikke sagamæssigt, når det i kap. 17 (beg.) hedder, at »Glúmr fik nogle børn med sin hustru«, hvorefter sønnerne Már og Vigfús nævnes; men i det foregående er Már allerede nævnet, eftersom han i episoden om Ingolf, — kap. 13—15, hvorom straks mere — allerede spiller en rolle; desuden er datteren Torløg nævnet i kap. 16; i kap. 17 anføres hun derimod ikke. Det kunde ligge nær, her at antage en vis ubehjælpsomhed hos sagaens forfatter og antage, at bemærkningen i kap. 17 ikke går ud på at opregne Glums børn i det hele, men at hensigten blot var ved den at indlede den følgende fortælling om Vigfús og hans slette fosterfader. Bemærkningen har dog en anden og mere almindelig karakter, så at en anden forklaring er vistnok rigtigere.
Kap. 13-15 handler hovedsagelig om en Ingolf, der bliver Glums dygtige og afholdte værkstyrer. Denne har en hest, der er dygtig til at bides; en mand på en nabogård (Stokkahlaða), der hedder Kálfr (kalv), ejer en lignende hest. Der kommer nu en hestekamp istand, der naturligvis »ender som alle andre hestekampe«. Kalf slog Ingolf med sin hestestav. Da Glum noget efter en aften foreslog til morskab, at enhver skulde nævne sin »fuldtro ven« (fulltrúi), nævnede Ingolf — ikke Glum, hvad denne havde væntet, men — bonden Torkel på Hamar; sagen var den, at Ingolf havde forelsket sig i dennes smukke datter. Glum blev vred og tvang Ingolf til at stille Torkels venskab på prøve; denne bestod i, at Ingolf skulde bede Torkel om hjælp, fordi han havde dræbt »Lade-Kalv« (ɔ: Kalf fra Stokke-lade); Glum dræber en kalv i en hølade, giver Ingolf det blodige sværd og lader ham drage afsted. Da han nu kom til Torkel, vilde denne ikke have noget med ham at gøre og jog ham bort. Den følgende nat blev imidlertid den rigtige Kalf dræbt (naturligvis af Glum selv). Ingolf bliver dømt fredløs, men da erklærer Glum at være drabsmanden. Resten kan vi undlade her at referere. Der er nu i denne fortælling intet, der egenlig egner sig i og for sig til at vække ens mistanke eller mistillid til den; det hele er ganske naturligt og står i den ypperste samklang med Glums karakter (list og kækhed), som den ellers fremtræder. Desuagtet skal det her fortalte ikke være en oprindelig islandsk begivenhed og altså heller ikke bero på god gammel isl. tradition.
Professor G. Cederschiöld har i en særlig afhandling (44) søgt at godtgøre, at denne Ingolf-episode var udenlandsk gods og snarest et lån fra et sted i den såkaldte Disciplina clericalis, forfattet i begyndelsen af det 12. århundrede. Blandt de her forefundne anekdoter er der en, der handler om »den døende Araber«: denne kalder sin søn til sig og spørger, hvor mange venner han har; »100« lyder sonnens frejdige svar. Faderen vil ikke tro dette, da han selv hele sit liv igennem kun har erhværvet »unius dimidietatem«, og han råder sin søn at prøve sine 100 venner; han skulde dræbe en kalv, komme den blodige krop i en sæk, tage den på nakken, gå med den til sine venner og bede dem om hjælp, »fordi han havde dræbt et menneske«, hvis lig han førte med sig. Som vænteligt var, bliver sønnen allevegne jaget bort af alle sine 100 »venner«, medens faderens eneste, halve ven vil tage sig af ham, hvorpå sønnen åbenbarer ham sammenhængen. Lighederne mellem denne anekdote og Gl. samler Cederschiöld under 6 punkter. Det vigtigste af disse er selvfølgelig »kalven« og selve »venneprøvelsen« (pkt. 3—6, der alle i grunden udgør et hele (45). Herpå hedder det: Her er således ikke blot samme hovedtanke, men også så mange karakteristiske ligheder i detaljer, at der ikke kan blive tvivl om bægge fortællingers oprindelige identitet«. Det er den moderne folklore-metode, der her anvendes; de vigtigste ligheder abstraheres og opstilles derpå i mere eller mindre almindelige udtryk; derved frembringes den fælles hovedtanke; men også detaljerne skal indeholde ligheder. Det vilde føre for vidt, at underkaste denne metode, som f. ex. prof. Bugge har gjort så rigelig brug af i sine Studier, den højst nødvendige og berettigede kritik, eftersom man ved hjælp af den ved abstraktioner og generalisering af udtryk og handlinger uundgålig eller dog med en vis lethed vil kunne få frem et forønsket resultat af så at sige hvadsomhelst. Jeg kan ikke gå ind på Cederschiölds sindrige forklaring, og jeg vil i al korthed anføre, hvad der for mig er hovedsagen og hvad der synes mig på den mest afgørende måde at tale imod forf.s resultat i og for sig selv. Der er en grundforskel tilstede på Glúma-episodens og Disciplina-anekdotens tankegang og det til grund for bægge liggende, og dette må ikke overses. Glum (ǂ faderen) omgås selv med hævn- og drabstanker, da han ikke stoler på, at Ingolf (ǂ sønnen) vil kunne hævne sig selv eftertrykkelig nok, men ønsker, at Ingolf vil opfordre ham dertil: derfor foreslår han legen om aftenen [hertil findes intet tilsvarende i anekdoten], og kommer derved til at skabe en sådan situation, at han både kan dræbe fornærmeren og tillige, at drabet bliver tillagt en anden, så at følgen bliver, at der anlægges sag imod denne, og sagen forspildes, fordi den viser sig at være anlagt mod en uskyldig. Det er dette, der i Gl. er hovedsagen. I anekdoten derimod er det venneprøven alene, som det hele drejer sig om og som er hovedsagen; i Gl. er den nærmest kun en bisag, medens hovedsagen er, at et menneske skal dræbes og virkelig tages af dage, medens lige det modsatte er tilfældet i anekdoten. Hertil kommer så den omstændighed, der for mig er af væsenlig betydning, at der i Gl. kun er tale om én ven, medens anekdoten har 100, og det er netop mængden, der her skal til; det er hovedmodsætningen mellem faderens ene ven, der endda kun er en halv, der skal frem (46); denne faderens ene (halve) ven, der virkelig viser sig at være ven — hvor bliver han af i Gl? ja, vil folkloristen vel svare, han og Gl. er sammensmæltede til én (altså Glum ǂ fader + ven); det er da altid en udvej til at rede sig ud af vanskeligheden. I Gl. er der kun tale om en enkelt mand, der ikke viser sig at være en ven, hverken halv eller hel. Der er således så at sige helt igennem uligheder på ethvert punkt; det eneste, der i virkeligheden bliver tilbage, er den stakkels kalv, der dræbes, — og i anekdoten slæbes omkring til alle de 100 »venner« (naturligvis ǂ sværdet i Gl., altså: kalv ǂ kalv + sværd). Spørgsmålet er nu, om denne bisag med kalven [i laden] i Gl. er løst knyttet til hovedsagen eller ikke; det er da næppe omtvisteligt, at den fuldstændig er sammenvokset dermed og — ifg. fremstillingen — ganske naturligt vokset frem af situationen, og må have hørt sammen dermed fra først af. Hvis Cederschiöld havde ret, måtte episoden først være bleven til i det 12. eller 13. århundrede og være purt opspind, men hvorfor det hele var lavet og hvorfor det så var knyttet til Vígaglúm og hans saga, det bliver for bestandig en uløselig gåde, og Cederschiölds forklaring er kun et nøds-forsøg. Gården Stokkahlaða er nu heldigvis en historisk kendsgærning; Kalf derimod kendes ikke fra andre »kilder«, hvad man heller ikke kunde vænte. Når Cederschiöld uden videre kalder ham bonde, er dette uden hjemmel i sagaen; den måde, han indføres på og i det hele omtales, tyder meget mere på, at han har indtaget en lignende stilling på gården, som Ingolf hos Glum, og det går slet ikke an at ville gøre ham eller Ingolf til opdigtede personer, blot for at gøre lånet af kalven muligt; det er en vilkårlighed (47). Hele episoden beskriver Glum så levende, at jeg ikke kan tænke mig den opstået først i det 12. eller 13. århundrede; overensstemmelsen med den øvrige del af sagaen vilde sikkert ikke være opnået så fuldstændig. Er sagaen forfattet i det 12. årh., hvad den ganske vist er, vilde også det være en væsenlig hindring for, at anekdoten fra Disc. cler. i løbet af en så kort tid kan være nået til Island og der på en så glimrende måde benyttet til et digt i prosa. Der kommer dog her en omstændighed endnu i betragtning. Der er et punkt, hvori jeg kan give Cederschiöld ret, nemlig, at Ingolf-episoden i og for sig kan tages ud af sagaen uden at der fremkommer noget hul, man kunde mærke. Nu er der ganske vist flere sagaer, og det netop nogle af de nord-østlandske, der er således, at enkelte afsnit kunde skæres ud, uden at helhedsfølelsen gik tabt. Jeg tror, at kap. 13—15 (Ingolf-episoden) virkelig er et yngre indskud i sagaen, og jeg støtter denne antagelse ikke alene på den nævnte omstændighed, men også og navnlig ved, at Glums børn (sønner) indføres først i kap. 17, og ved den måde, hvorpå det sker. Det nytter ikke at henvise til, at her i udgavens hovedtekst står om Már: »som før [ɔ: i Ingolf-episoden] blev omtalt;« ti denne bemærkning findes ikke i Vatshyrna, men kun i Möðruvallabók, og er et indskud i denne. »Glum fik børn med sin hustru« (Möðr. b.) eller »Det er også sagt, at G. fik osv.« (Vatsh.) tyder bestemt på, at nu først nævnes Glums born overhovedet. Dernæst danner kap. 17 nærmest en fortsættelse af kap. 11 (— hvormed 12 hænger sammen), hvor der tales om Tores høje alderdom (l. 48); kap. 17 begynder med at omtale hans død. Kap. 16 er den føromtalte parallel til et stykke i Reykd. og er uden tvivl af lignende grunde som Ingolf-episoden en interpolation. I Vatshyrna er disse interpolationer igen udvidede med afsnittet om Ögmundr dyttr (48). der står imellem kap. 15 og 16. Er det nu således klart, at Ingolf-afsnittet er en interpolation, har man ingen ret til, — selv om det viste sig eller med nogen rimelighed kunde antages, at den indeholdt et middelalderligt, evropæisk sagn, — at nedsætte Glúmas troværdighed i særdeleshed eller den isl. traditions og sagaernes pålidelighed i almindelighed. Hvor gammel Ingolf-episoden er, er vanskeligt at sige. Men jeg er overbevist om, at den i og for sig indeholder en lige så gammel tradition som sagaen selv, og den ligner ikke de sagaprodukter, som er forfattede c. 1300. Det er nu til slutning ganske vist ikke nogen absolut umulighed, hvad jo også Cederschiöld har antydet, at anekdoten har fundet vej til Island endogså så tidlig som i det 10. århundrede, og at Glum havde kendt den og benyttet den. Men atter i dette tilfælde vilde det hele være ganske ligegyldigt for sagaen som sådan, undt. for så vidt som det da kun var et bevis for traditionens sejhed og tillige indeholdt en oplysning om Glums rådsnarhed. Men denne mulighed er uden interesse, eftersom den ligger udenfor al diskussion.
Efter denne, noget vidtløftige, gennemgang af de 3 nævnte sagaer og den kritik, man har øvet mod dem, hvortil vi også kunde føje den 4., Egilssaga (se ovf. s. 223), har det vist sig, for det første, at man fremfor alt må søge at fastsætte sagaernes alder, ti derpå beror, for en stor del, deres værd. Det har vist sig, at den saga, hvis upålidelighed med uomtvistelige grunde er fastslået, hører til de yngste, og jo yngre en saga er, desto større rimelighed er der for, at den ikke kan indeholde en uforvansket tradition. Hvad de andre sagaer angår, hvis alder under alle omstændigheder er betydelig højere end den nævnte (Hønsetoress.), har det vist sig, at kritikken over dem — særlig over Nj. — ikke er sagkyndig nok og på mange, for ikke at sige de fleste punkter, mere eller mindre skæv og urigtig. Det er ved den ikke lykkedes at forringe tiltroen til den isl. tradition i det hele, og de almindelige bemærkninger om dens pålidelighed, der i det foregående er gjort, står ved magt. Men et er ikke desto mindre sikkert, at sagaernes stof må underkastes en sagkyndig, alsidig og fremfor alt uhildet kritik. Uagtet det da vil vise sig, at der er og må være indløbet forskellige fejl, har man ikke derved ret til at forkaste hele traditionen som upålidelig, eftersom der er så meget, der bekræfter den i stort som i småt, ikke mindst hvad der nedenfor under III nu straks nærmere skal anføres.
III. Det er ved historisk-topografiske påvisninger og undersøgelser let at overbevise sig om, hvorvidt de enkelte sagaers stedsangivelser, rejseruter og lignende er overensstemmende med de virkelige forhold eller ikke. I al almindelighed må det da siges, at sagaerne er yderst nøjagtige og korrekte, ikke alene hvad Island, men også — hvad der er vigtigere — hvad andre lande, særlig Norge, angår. Herom kunde der henvises til forskellige sagaudgaver, særundersøgelser navnlig af S. Vigfússon i Árbók hins ísl. fornleifafjelags, samt i forskellige afhandlinger i Safn til sögu Íslands I-II, men fremfor alt i Kr. Kålunds udførlige og fortræffelige behandling i Historisk-topografisk beskrivelse af Island I—II. I ganske enkelte sagaer fremtræder forskellige unøjagtigheder, som, når de da ikke skyldes sene recensioner eller slette håndskrifter, navnlig må have betydning for spørgsmålet om forfatternes hjemstavn. Men ligesom dette i og for sig ikke afgiver noget sikkert bevis for, at hovedindholdet af det fortalte ikke er historisk (f. ex. i Hávarðssaga), ligeså lidt er den omstændighed, at alt i en saga er i topografisk henseende (hvad der f. ex. er tilfældet med Hønsetoress.) i god orden, et afgørende bevis for, at det fortalte er i lige så fortræffelig orden. Derimod er der al grund til at antage, at det fortalte, f. ex. skildringen af en kamp, er rigtigt, når tildragelsen, kampen, falder i forskellige afdelinger eller episoder, tildels afhængige af eller nær knyttede til lokale forhold og skuepladsens forskelligheder. Der er ingen rimelighed for, at sligt skulde være blevet opdigtet i senere tider, og nogen grund til en sådan digtning kan ikke under nogen omstændigheder antages at have været tilstede. Jeg skal anføre et særdeles træffende eksempel herpå. Vi har i Fagrskinna (s. 19) en kort fremstilling af slaget på Rastarkalv på Frædøen (955): dens forf. har åbenbart ikke selv været der, hvor kampen stod; han bruger udtryk som »langs den skrænt, der var oppe på et næs. hvor de kæmpede«; havde han selv været der, vilde han have udtrykt sig noget anderledes (»næsset« er jo selve Rastarkalv-sletten); iøvrigt er fremstillingen, skønt kort, naturlig nok. Langt mere detaljeret er Snorres fremstilling. Han har heller ikke været på selve stedet, og hans fyldige beskrivelse kan umulig stamme fra, at han er sejlet forbi kysten. Hans bemærkning, at »kong Hakon lagde sig nord under Frædarberg — hvad der er rigtigt — i Fæøsund« — hvad der er urigtigt, da dette sund netop er syd og ikke nord for berget, — viser dette. Også beskrivelsen af den såkaldte »lange og temmelig lave skrænt (brekka: hermed menes Skrubhougen, der ganske vist er lav, men den er et klippeparti, der næppe kunde kaldes brekka) er ikke ganske nøjagtig, men bagved den kunde Egill og hans mænd godt gå uden selv at ses fra sletten. Den første del af kampen foregår nu på denne slette; til den kunde Erikssønnerne kun komme over en »hals«, d. v. s. den lave ryg, der går fra gården Øvre Frøy ud til strandbredden, og som netop ender i det egenlige klippeparti (knude), der hedder Freiðarberg; dette falder stejlt af mod søsiden uden dog at være synderlig højt, men højt nok til, at den, der falder udover, ikke slipper uskadt fra faldet; fra ryggen (halsen) kommer man med lethed derop. I den nøjeste overensstemmelse med de lokale forhold fortælles nu kampens enkelte afdelinger, på sletten, på halsen, på berget og nedenfor halsen ved Erikssønnernes skibe, hvor gravhøjene siden opkastedes og hvor de er synlige endnu den dag i dag. Det er dog en urigtig betegnelse, når Snorre siger »syd på berget«, her skulde der stå »øst«, ligesom det også er en fejl, når det hedder »vest« mod berget f. øst og omvendt; Snorre har vendt om på retningerne — hvis dette ikke er afskriverfejl. Bortset fra disse ganske underordnede, og for hele beskrivelsen betydningsløse fejl, er det hele levende og korrekt skildret. Snorre kan ikke have denne skildring fra skjaldekvad; heller ikke fra en lokalkendt Nordmand; da vilde det hele sikkert være blevet anderledes. Der er ingen forklaring mulig uden den, at kampens og lokaliteternes skildring fra først af har været sammenvokset til et hele, og at dette hele har holdt sig i norsk-islandsk tradition lige til det blev optegnet af Snorre (eller mulig en forgænger i det 12. årh.). Dette eksempel er et smukt og kraftigt bevis for traditionens sejhed og viser, hvor lidet den blev forfalsket i godt og vel 200 år. — Af lignende art er et andet lille eksempel, hæntet fra beskrivelsen af Stordslaget (961). Her er for det første af interesse det lille træk (udg. I, 209 1 - 2), at »Eyvind gik, da han kom ud (af kongsstuen på Fitje), derhen, hvor man kunde se skibene«, der kom sejlende fra sydleden. Lige ved kongsgården kan man ikke se denne, da udsigten udover fjorden betages ved spidsen af en lille klippeø; men går man blot noget bort fra gården til venstre, får man snart hele indsejlingen at se; også hele kampskildringen her er i nøjeste overensstemmelse med de lokale forhold. Selv har Snorre sikkert ikke været på Fitje.
Det er navnlig ved den førnævnte arkæolog S. Vigfussons undersøgelser for flere sagaers vedkommende godtgjort (49), at deres skildring må være sand. Et af hans smukkeste resultater er påvisningen af, hvorledes de i Gisle Surssons saga skildrede begivenheder står i den bedste samklang med de lokale forhold; særlig interessant er hans opdagelse af Gisles skjulesteder — i overensstemmelse med sagaen — og påvisningen af, hvorledes hans sidste kamp var nøje knyttet til de lokale forhold osv. (50) - Ligeledes har S. Vigfusson ved udgravninger på Kirkjubær, hvor trællen Melkolf afbrændte et forrådshus, samt på Bergtorshvol, der jo helt blev afbrændt, vist, at her må have fundet ildebrande sted, og bægge steder er der i jorden fundet et gulligt stof, der vidner talende om sagaens korrekthed; det er godtgjort, at dette stof er lævninger af mælk eller ost eller lign.
Sidestykker til Snorres skildring af Rastarkalvslaget findes mange steder i slægtsagaerne, f. ex. i Laxdæla (Kjartans-kampen i Svinadalen), i Glúma (slaget ved Kaupang i Øfjorden, sagaens sidste kap.) osv., osv. Alt dette tilligemed mulige geografiske fejl — der i det hele er meget få — vil nærmere blive omtalte i forbindelse med de enkelte sagaer.
Det anførte er tilstrækkeligt til at vise, at den isl. tradition har krav på al respekt; jeg vover at påstå, at det her under III fremførte er i høj grad egnet til at bestyrke de fordelagtigste meninger om denne traditions pålidelighed i det hele, og at det på det bestemteste taler imod at fælde en ugunstig dom over et sagaværk undt. efter den alvorligste, samvittighedsfuldeste og på alsidig indsigt beroende undersøgelse. Endnu et og det endogså særdeles vægtigt vidnesbyrd er sagaernes personskildring og begivenheder: de allerfleste fremfører for os et utal af personer, der er højst individuelle og et endnu større utal af begivenheder, hvor der ikke er tale om nogen stereotyp karakter, — hvad der vilde have været vanskeligt at undgå, hvis dette var mere eller mindre opdigtet; dette vil i det følgende nærmere blive belyst. Jo ældre en saga er, og jo mere lokalkendt den viser sig at være, er der grund til at være dobbelt varsom. Derfor må disse to punkter i første række gøres til genstand for den nøjagligste undersøgelse og en afgørelse, hvis rigtighed ikke med gode grunde kan bestrides. Sagaskrivningens egenlige periode vil i almindelighed blive søgt fastslået i et særligt kapitel.
Til slutning skal jeg tillade mig at minde om den almen kendte iagttagelse, at sålænge den skriftlige optegnelse af et folks traditioner — historiske, legendariske, sagnagtige, æventyrlige osv. — ikke foregår, lever disse traditioner deres fulde liv på folkets læber; såsnart de samles i skrifter og bøger, der udgives, taber de sig og forsvinder. Således er det vel også gået den isl. tradition; efter at det meste deraf var blevet fæstet til membranen i det 12. og begyndelsen af det 13. årh., begyndte den at blegne, fordunkles og forvanskes, indtil den i det 14 årh. enten helt var forsvunden eller førte en skyggetilværelse. Det er denne tradition og dens alderdomssvaghed, der mærkes i værkerne fra den sidste del af det 13. årh. eller tiden omkring 1300.
Noter
1) Vi skal her samle eksempler på dette til en temmelig alsidig belysning af sagen. Hjemmelsmændene anføres så vidt muligt i kronologisk rækkefølge. »Og Karlsefne har fortalt fuldkomment om, hvorledes det gik til på disse rejser« Flat. I, 549. »Vigfus Vigaglúmsson fortalte først disse tidender til Island« Fms. XI. 158. Torkel dydril anføres som hjemmelsmand Fms. X, 316. Om begivenhederne ved Svolder nævnes som berettere Kolbjörn staller, Einarr tambeskælver, Skule Torsteinsson (digteren), Astrid Fms. III, 2, 6, 6-7, 32; X, 365—6. »Halldor Snorrason førte denne saga her til landet« Hkr. 552. »Den islandske mand var der hos kong Magnus (den gode), som hed Oddr Gellisson; han har ført her til lands det meste af disse begivenheder« Fms. VI, 62—3. »Det sagde Atle Sveinsson, at han så den mands lemlæstelse« Fms. XI, 372. Halldor Brynjólfsson anføres som hjemmelsmand for en sammenligning mellem Olaf den hellige og Harald hårdråde Hkr. 627. »Men Kolskegg den frode havde set hornet« (der er næppe tvivl om, at han antydes her som beretter) Fms. II, 191, Ldn. 262; jfr. »Nu har Kolskegg den frode herefter meddelt landnamene« Ldn. 249. »På den måde siger Torgils Snorrason, en kyndig mand, og han sagde, at Gudrid, en datter af Guthorm Steigartores søn (død 1095) havde fortalt ham det, og han sagde, at han havde set masurkoppen« Fsk. 117, jfr. Hkr. 565, Fms. VI, 185. »Så siger Torstein frode [levetid uvis], at der i Hising var den bygd, der snart tilhørte Norge, snart Gotland« Hkr. II, 195, jfr. Fms. IV, 210. »Denne saga [ɔ: beretning] fortalte først Hrafn Hlymreksfarer, som længe havde været i Limerick i Irland. Torkel Gellisson [Ares farbroder og hjemmelsmand] sagde, at isl. mænd, som atter havde hørt Torfinn på Orknøerne sige osv.« Ldn. 130. »Torvald havde en søn, som hed Ingjald, hans søn var Torvald, som fortalte denne saga« Dropl. 37. »Denne saga hørte Teitr Ásgeirsson, en sanddru og kyndig mand, Torarinn Torvaldsson, fortælle, men selve Einarr tambeskælver (se ovf.) havde fortalt det til Torarin« Fms. III, 62. Af Torgeir afrådskoll »lærte Odd Kolsson« [en sønnesøn af Siðu-Hallr] Hkr. prologen. Vi er nu komne ned til en forfatter som Are, der så omhyggelig gør rede for sine kilder og 9 hjemmelsmænd, hvoriblandt den nævnte Torkel Gellisson; i hans fodspor træder Eirikr Oddsson, der nævner nogle af sine hjemmelsmænd Hkr. 736, 737, og ~ senere — munken Gunnlaugr Leifsson sine 6; desuden siges han at »have hørt den tildragelse af en sanddru mand, Glumr Torgilsson, men Glumr havde hørt den af den mand, som hed Arnor Arndisson« Fms. I, 266. jfr. »hun fortalte det til Oddny Knutsdatter, og denne til munken Guðlaugr Leifsson« Bisk. I, 207, 257. »Således fortæller Holdbode [c. 1120], en sanddru bonde på Syderøerne om deres samtale« Flat II, 434, »og dette er Sveins fortælling om denne tildragelse, men det er andre mænds beretning osv.« Flat. II, 461. Eindride unge anføres som hjemmelsmand Hkr. 775. Guðny Bödvarsdatter og hendes fremstilling citeres i Eyrb. 124, præsten Skapte Torarinssons antydes i Egilss. 320—1, Runolfr Dalkssons i Bjarnars. 42, kong Sverres (»han fortalte det ofte«) Bisk. I, 100, Fms. X, 361. »Men efter som den danske konge ikke er nævnt ved navn osv., men det siges efter Gizurr Hallssons (død 1206) ord. som var den viseste lovsigemand på Island, at osv.« Flat. III, 464, jfr. »hvad jeg har hørt den kyndige mand, Gizurr Hallsson og andre mærkelige mænd fortælle« Hungrvaka Bisk. I, 59. Vi er herved komne ned til omtr. år 1200. I den følgende tid findes mange eksempler på lignende angivelser af hjemmelsmænd se f. ex. Bisk. I, 484 = 562, 488, 586, 596, 597, 599, 610, jfr. Sturl. II, 249: »Således fortæller Kolfinna Torvaldsdatter, og hun var da hos Tord (kakale)«. — Mange gange henvises til anonyme beretninger: »man sagde« osv. Hkr. 556 (væringers beretning), prol., Flat. II, 519, Fms. II, 215 (Hkr. 567), V, 181, IX, 234, XI, 15, 64; Bisk. I, 201, 250; Njála 810; Laxdæla 48, 270; Landn. 124-5, 167, 212 anm., 274, 321; Hrolf Gautr. fin.; Reykd. 110, 126, 130—1; Sturl. I, 3; Svarfd. 109, 110, 111; Bisk. I, 408 = Sturl. I, 87, osv. Endnu til slutning skal anføres følgende steder: af Fsk. 49 »Fra disse mænds ord har man haft minder (erindringer) i det land [Island] om disse tidender, endel ved hjælp af skjaldskab, andre ved anden fortællen«. En købmands beretning anføres Ldn. 326. »Denne bondesønnens fortælling hørte kong Magnus, en søn af Olaf den hellige, og mange andre mænd i Norge; men herefter kommer den fortælling om Haralds rejser, som han selv og andre, der var med ham, fortalte« Fms. VI, 131, jfr. 168, 279. Stufr skald siges at have hørt kong Harald selv sige osv. Hkr. 555, Fsk. 110. Snorre angiver udtrykkelig, hvorfra beretningen om Hakon jarls sidste dage stammer Hkr. I, 355, netop fordi det angår ting, som kun ganske få kunde vide noget om.
2) Hermed vil vi naturligvis ikke påstå, at den ældre mundtlige fortælling ikke har været sådan, at den kunde give Are ideen til hans grundige nøjagtighed.
3) Jfr. C. Rosenberg: Nordboernes Aandsliv II, 193—4.
4) Her hedder det, at »det er nogle mænds sagn — men flere fortæller«, og det er klart, at forf. er tilbøjelig til at holde sig til flertallet.
5) Sturl. I, 87; Bisk. I, 408.
6) auka ok efla Flat. II, 226.
7) Hkr. 574, omtr. ordret også i Fms. VI, 265, i en noget kortere form i Fsk. s. 126.
8) Eyrb. 8; Grettiss. 21—22, 173 osv. osv.
9) Jfr. hermed hvad der findes i Flat II, 226: »skønt der her findes mange sådanne æventyr, som ikke menes på rigtig vis at vedkomme sagaen, så mødes de dog alle til slutning i et og samme punkt«. Forf. indrømmer, at der kan gøres kritiske bemærkninger til hans optagelse af så meget stof; hermed forudsættes den ældre kritiske behandling og betegnes et yngre standpunkt i den islandske historieskrivning, hvorom mere i det følgende.
10) Sverriss. Fms. VIII, 48; Eirsp. 21; Flat. II, 550-1.
11) Jfr. J. E. Sars: Udsigt osv. II, 277.
12) Zwei rechtsfälle in der Eigla i Sitz. ber. der k. bayer. Akad. d. Wiss. 1895, s. 65-124.
13) Da der i dette tilfælde er tale om islandske retstilfælde, skulde dette eksempel egenlig henføres under II i vor fremstilling; for lighedens skyld tager vi det her i al korthed.
14) Zwei rechtsfälle aus der Eyrbyggja i Sitz. ber. osv. 1896, s. 3—48.
15) Når der i Laxdæla i begyndelsen findes en sammenblanding af to slægtregistre, er dette øjensynlig forfatterens og ikke traditionens skyld.
16) G. Storm i Arkiv IX, 216, 220.
17) Monum. hist. Norw. 105.
18) Munch: Norske f. hist. I, 2, 103-6.
19) Wimmer: De danske runemindesmærker I, 66—72.
20) Munch: Norske f. hist. I og G. Storm: Bidrag til vikingetidens historie.
21) Munch: Norske f. hist. I, 2, 644—9.
22) Kap. 16 i Glúma, Isl. forns. I, 44—8, kap. 24 (slutn.) og 25 (slutn.) og 26 i Reykd., Ísl. forns. II, 123, 126—35.
23) Gunnl. kap. 10, Forns. s. 113.
24) Når det i Nj. om Torgeir (kap. 105, l. 44—6) hedder, at han fremsagde, hvorledes søndage, fastedage osv. skulde holdes, er dette naturligvis tildigtning og snarest en senere interpolation.
25) Når Hallfreds moder i Vd. kaldes Asdis, i Hfr. Aldis, beror det ene navn på fejllæsning.
26) I Vd. og Hfr. anføres et vers om Ingolfs skønhed, men Vd. har kun den første halvdel og dette er det oprindelige.
27) Jfr. Valla-Ljótss. kap. 3.
28) Uagtet forff. ytrer s. 172, at det kun er meningen at udfinde, hvorvidt Nj. er afhængig af Ldn. — der skal ikke meget til at se, at det ikke er tilfældet, — eller ej, kommer de dog ofte til at dadle sagaen for dens afvigelser som formentlige fejl.
29) Dette kan enhver overbevise sig om ved at læse forfatternes egen fremstilling. Men man kan ikke undlade at lægge mærke til, at hver gang de finder en myg, søger de at gøre den til en kamel.
30) Forffs bemærkninger s. 184 er ganske ubegrundede. Hvad skulde de der nævnte personer i sagaen?
31) Når det antages, at visse ting som Torhalls benskade er opdigtet »för tilfället«, savner en sådan antagelse enhver grund.
32) Den isl. fristats institutioner s. 102-105.
33) Se gloss. til Grágás; jfr. K.Gislaaon: Aarbøger f. nord. Oldk. 1881, 224—5, Fritzner. s. v.
34) Unnr skal have 60 hundreder i medgift, heimanfylgja, der ifg. bestemmelsen skulde forøges med 1/3; sproget ejede ikke noget ord over den oprl. medgift + forøgelsen, derfor er sagaen nødt til at benytte ordet mundr i dette tilfælde.
35) I kap. 121 bruges útlagi i norsk betydning; det kunde tænkes at stå i en urislandsk betydning eller være indkommet i de sene afskrifter.
36) Jfr. forff. selv s. 28; når et sted i Eigla er taget med, er det urigtigt; intet hdskr. her har det urigtige lǫgmaðr.
37) Jfr. Aarbøger 1879, s. 177.
38) Til slutning omtaler forff. 3 såkaldte »retsudtryk«, som de dog ikke tillægger nogen vægt. At kveðja almenning (kap. 131) skal være et norsk udtryk. Nej; det betyder simpelt hen at opkalde, samle hele befolkningen og har intet med det specifik norske udtryk at skaffe. lǫgþing og vápnaþing er næppe omtale værd. Det sidste (kap. 79 og 91) betyder i al almindelighed 'våben-møde, kamp'; på sidste sted er udtrykket sarkastisk og modsættes det fredelige ting, hvor sager afgøres. (Skarphedin vil forfølge sagen på et våbenting, d. v. s. i en kamp; han vil hævn og ikke forlig). I tilknytning hertil skal bemærkes, at det viser ikke megen forståelse af de gamle sagaer og tider, når forff. udtaler, at Skarphedins svar til de forskellige høvdinger på altinget i kap. 120 ikke passer til deres tone. Den slags forekommer ganske vist ikke ofte, men der er intet deri, der ikke stemmer med Skarphedins karakter, lignende bebrejdelser findes jo i Eddadigte. I kap. 112 er alt forståeligt og naturligt angående Mörds tillysning af sårene.
39) Se hans afhdl. s. 105—6 og 63 osv. Det er altså klart, at Finsen, og det med rette, tillægger traditionen en stor betydning og anser den for overvejende troværdig. På dette punkt er det af stor betydning.
40) Ueber die Hænsaþórissaga i Abhandl. d. k. bayer. Akad. der Wiss. I. Cl. XII. Bd, 1871.
41) Islend. bók kap. 5, jfr. Finsen: Fristatens institutioner s. 39 ff.
42) Resten af hvad Are meddeler er sagaen om Hønsetore ganske uvedkommende og passede ikke der.
43) Zwei rechtsfälle aus der Eyrb. s. 29.
44) Kalfdråpet och vänprofningen. Lund 1890; forf. kaldte sin afhdl. »ett bidrag till kritiken af de isländska sagornas trovärdighet«.
45) Pkt. 1—2 »en ung mand omtaler for en ældre sin tillid til mange eller én fuldtro ven«, »den ældre er skeptisk, og så videre« — er af meget liden betydning, i hvert fald, hvad modsætningen »ung . . . gammel« angår; ifl. Gl. kunde Ingolf i og for sig godt være ældre end Glum; hans »ungdom« nævnes slet ikke. At han dog vistnok er yngre end Glum, er anden sag.
46) Derimod kan det siges at være uvæsenligt, om antallet er 30 eller 50 eller 100.
47) Senere i sagaen nævnes en bonde Tord på Stokkah1aða; også dette synes at tale for, at Kalf ikke var bonde.
48) Ísl. forns. I, 96-9.
49) Se Árbók hins isl. fornleifafjelags, passim.
50) Ganske vist var S. Vigfusson en meget entusiastisk forsker og lod sig vistnok undertiden henrive til overilede påstande, men i dette og flere tilfælde bærer hans undersøgelse præg af fuld pålidelighed.
