FJ-Litteraturhist.Bd.2 - De navngivne forfattere: Eiríkr Oddsson
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1898
Andet tidsrum
2. afsnit: SAGALITTERATUREN
§9. De navngivne forfattere og navnløse sagaværker før Snorre.
A. Forfattere
3. Eiríkr Oddsson
Eiríkr Oddsson. Det forholder sig med denne mand som med så mange andre forfattere og digtere fra det 12. årh., at hans herkomst og liv er så godt som fuldstændig ukendt. Der gives ingen positive oplysninger om ham, og søger man i navneregistre til historiske værker findes intet, der kunde antyde hans slægtskabsforbindelser. Det eneste, vi får at vide om ham, er, at han var »en vis (kyndig; »vis og forstandig« Mork.) mand«, der »i den tid [ɔ: ved midten af det 12. årh.] jævnlig opholdt sig i Norge (1), hvoraf det tydelig nok fremgår, at Eirikr var islandsk. Hensigten med hans ophold i Norge var den at samle stof til et historisk arbejde om et enkelt tidsrum i Norges historie. Herom haves endel oplysninger.
1. »Nu er at fortælle om kong Haralds sønner, Inge [1136—61] og Sigurd [1136-55], som den vise og forstandige mand E. O. har sagt«. Mork. 210. — 2. »Hallr, en søn af lægen Torgeir Steinsson, var kong Inges hirdmand og var tilstede ved disse tidender. Han dikterede E. O., da denne skrev denne fortælling. E. skrev den bog, der kaldes Hryggjarstykki. I den bog fortælles om Harald gille og to af hans sønner, om Magnus blinde og Sigurd slembe, og [mgl. i Frísb.] lige til deres død. En del skrev han efter meddelelse af disse Haraldssønners lendermand, Hakon mage; Hakon og hans sønner deltog i alle disse stridigheder og planer. E. nævner endnu flere, der fortalte ham om disse tidender, kyndige og erfarne mænd, som selv var tilstede ved begivenhederne, men en del skrev han efter, hvad han selv så eller hørte«. Hkr. 736, Fms. VII, 226. — 3. I det følgende kapitel i Hkr. anføres direkte udtalelser af Hallr, Hkr. 736, 737, Fms. VII, 226—8, om Sigurd slembes død. — 4. I samme kapitel hedder det fremdeles, at »provsten Ketill fortalte E. O.« om Sigurds gravsted. Hkr. 737, Fms. VII, 228. — 5. Fremdeles anføres E. O. som hjemmelsmand, »som først skrev dette«, Hkr. 731, Fms. VII, 218, der igen havde sin viden fra Einarr Pálsson i Bergen, om en episode i Sigurd slembes liv, — 6. og atter Hkr. 735, Fms. VIII, 224 som hjemmelsmand for Ivar dyntas drab m. m. [Magnus den blindes drab 1139], og atter her anføres et kvindeligt øjenvidne, Gudrid Birgesdatter, en søster til Norges første erkebisp.
Efter disse oplysninger kan vi nogenlunde danne os en forestilling om Eiriks fremgangsmåde og forfattervirksomhed. Han foretager sig at skrive om et tidsrum i Norges historie, der er en del af hans egen levetid; for at kunne nå sit mål på en tilforladelig måde rejser han, vistnok flere gange, til Norge og forhører sig der hos de kyndigste folk, der af egen erfaring og selvsyn var første rangs hjemmelsmænd. For så vidt kan Eirikr fuldstændig stilles op ved siden af Are, hvad grundighed og samvittighedsfuldhed angår, ligesom også deri, at Eirikr nøjagtig har anført sine hjemmelsmænd, rimeligvis lige så fuldstændig som Are. Det har været ham magtpåliggende at give en så rigtig fremstilling som muligt, og det er af det hele klart, at han ikke har brudt sig om og heller ikke behøvet at ty til de samtidige skjaldes kvad; han har næppe anført et eneste vers. Hvorvidt Ares værk har været ham et forbillede er, skønt rimeligt nok, umuligt at bevise. Sit værk har Eirikr kaldt »Rygstykke«; hvad dette navn egenlig vil sige, er usikkert (2).
Hvilket tidsrum omhandlede nu Eiriks skrift? Efter det foranstående skulde man tro, at dette spørgsmål var let at svare; meningerne har dog været noget delte. Maurer antog i modsætning til Munch, der mente, at værket kun var gået ned til 1139 (3), at det havde omfattet tiden lige til kong Inges død 1161. Herimod har atter G. Storm udtalt sig (4) og hævdet Munchs opfattelse som den eneste rigtige. Af de ovenfor anførte kildesteder 1 — 2 er det ubestrideligt, at Eiriks bog handlede om Harald gille (1130—36), samt to af hans sønner, Inge og Sigurd; da Eysteinn (1142—57) er udelukket, har man sluttet, at bogen var fuldendt før hans optræden, og at ordene i Heimskringla »lige (alt) til deres død« (pkt. 2) gik på de to, der lige var nævnede, Magnus blinde og Sigurd slembe. Hele bogens indhold skulde altså kun have været 9-årsperioden 1130—39. Som støtte herfor er det blevet fremført, at Einarr Pálsson (pkt. 5) døde 1155 og at Inge først tog sig en hird omkr. 1146, og man (Storm) slutter, at bogen er skreven i dette tidsrum (1146-55).
Men herimod kan der rejses vægtige indvendinger. For det første er 9 år i virkeligheden ikke meget at skrive om for en mand, som gør sig så stor en ulejlighed, som Eirikr har gjort. Dernæst, og det er vigtigere, er den af ordene »lige til deres død« (ɔ: Magnus blinde og Sigurd slembe) givne forklaring langt fra sikker. Først nævnes, som de vigtigste, Harald gille og hans to sønner, netop derfor skulde man vænte, at »deres« gik på sønnerne. Hvad der forekommer mig at være det mest afgørende, er ordet alt (»lige«, »helt«), der er et altfor stærkt udtryk til kun at betegne de 3 år efter Haralds død, i hvilke Magnus blindes og Sigurd slembes historie egenlig falder. Fuldt forståeligt og korrekt vilde derimod udtrykket blive, hvis det betegnede tiden til 1155 — Sigurd munds død - og 1161 — Inges død. Henvisningen til Einars levetid og Inges hirdstiften er uden betydning, eftersom det udtrykkelig siges, at Eirikr »jævnlig«, ɔ: ofte (lǫngum), var udenlands; han kan altså særdeles godt efter Inges død, ligeså godt som i årene 1146—55, have samlet oplysninger i Norge. Ganske vist vedrører alle de citater, som direkte siges at hidrøre fra Eirikr, tiden før 1140. Men man har forlængst været opmærksom på (5), at Eiriks værk delvis måtte være optaget eller stærkt benyttet i den såkaldte Morkinskinna-recension af kongesagaerne til 1177; her findes et af de vigtigste kildesteder om ham, og netop dér nævnes de hjemmelsmænd, uden Eiriks navn, som i de andre bearbejdelser nævnes som hans autoriteter (f.ex. Gudrid (pkt. 6), Ketill (pkt. 4), for ikke at tale om stykket om Hallr (pkt. 3) (6). Netop i det her pågældende afsnit af Morkinskinna kommer der tilsyne et virkeligt forfatter- »jeg« (7). Der kan ingen tvivl være om, at dette »jeg« er Eiríkr Oddsson. Senere hen (8) forekommer der atter en sålydende sætning: »Nu sker [mærk præsens her] der mange sådanne ting mellem de brødre [Inge og Sigurd] . . ., men jeg vil dog kun omtale det, som jeg synes har været de vigtigste tidender«. Således taler netop en samtidig? og samvittighedsfuld forfatter af Ares art, der ikke vil tabe sig i detaljer, men holder sig til det vigtigste; i fortællingen følger kardinal Nikolaus' ankomst til Norge og straks derpå kong Sigurds fald. Jeg kan ingen tvivl nære om, at »jeg« også her er Eiríkr og ingen anden. Derved bliver det klart, at hans bog må have gået ned til år 1157-1161 og at Maurers forklaring af ordene: »lige til deres død« er den rigtige. Det eneste argument, der kan fremføres herimod, er den omstændighed, at Eysteins historie ikke siges at have været medtaget. Dette behøver dog ikke at have nogen videre betydning. Ganske vist har Eiríkr ikke kunnet undgå at skrive om Eysteins delagtighed i Sigurds fald, ligesom også om striden mellem Eystein og Inge. Dette antager jeg han har gjort, men fordi Eysteins historie toges med for så vidt som den berørte de to hovedpersoners, blev bogen lige fuldt kun om Sigurd og Inge og ikke tillige om Eystein; om dennes vesterhavstog har der sikkert intet stået hos Eiríkr. Det var Sigurd og Inge, der helt igennem var hovedpersonerne. Om Eystein var der overhovedet kun lidt at fortælle; det ser vi af Snorre.
Eiriks bog må således antages at have handlet om tiden 1136—61; den må altså være skreven noget efter det sidste år og rimeligvis før 1170. Den har på en måde dannet fortsættelsen af Ares »kongers liv« (9).
Det hedder i sagaen om kong Inge (10) i anledning af kong Eysteins død, at »således har kong Sverre ladet skrive«. Man har villet sætte Eiríkr i forbindelse med dette sted, men det forekommer mig at være mere end tvivlsomt, at der her skulde være sigtet til hans bog.
At påvise alt, hvad der i det enkelte kan stamme fra Eiríkr Oddsson, er naturligvis vanskeligt. Der er dog næppe nogen tvivl om, at vi særlig i Morkinskinna kan søge hans værk, og vi tror ikke at fejle synderlig, når vi omtrent drager følgende grænser derfor: Mork. s. 192,9-193,15 (med Hallkell húks hjemmel, jfr. Hkr. Sig.— Eyst.— Ól. kap. 34), 195,15-197,6, 1984,24-200,29 (dog med fradrag af versene, der senere er indsatte; jfr. Snorres på vers langt fattigere fremstilling), hvortil rimeligvis endnu kapitlet 200,30-201,27 bør føjes. Derimod kan der ikke være tale om, at Sigurd slembes saga, således som den foreligger i Mork. 201,29-210,27, samt 210,29- 216,17 kan stamme fra Eiríkr (jfr. bemærkningen 206,9-11 om Haralds dronning og sønner, der er kommen engang før, s. 200,24 ff.). Istedenfor hele denne »saga« har Eiríkr vistnok haft en ganske kort fremstilling, og derfra stammer rimeligvis 216,19 (hvor Inges brev tyder på en velunderrettethed som Eiríks)— 222,7, mulig 223,2—23, 224,15—27 og endelig 228,21 osv., samt bemærkningen s. 206,3—4? Slutningen af Eiríks værk ser jeg i kap. 18 (og 19) i Hakon hærdebreds saga (Hkr. 773-4). Mulig har vi i Snorres værk et gennemgående mere tro billede af Eiríks bog end i den interpolerede Morkinskinna.
På grund af den måde, hvorpå Eiríks værk er opbevaret, kan vi ikke bedømme hans stil og fremstillingsævne; hans historiske kritik og fremgangsmåde er ovenfor belyst. Hvis bemærkningerne i Mork. 199,20—7 stammer fra ham, får vi billedet af en stilfærdig, retdømmende, lidenskabsløs og forsigtig mand. Under alle omstændigheder har Eiríks bog haft en første rangs betydning som historisk kildeskrift; og det er ét overmåde føleligt tab, også i litteraturhistorisk henseende, at det ikke er opbevaret i sin egenlige skikkelse.
Noter
1) Hkr. 736, Mork. 210, Fms. VII, 226.
2) Om en ikke usandsynlig formodning af Jón Sigurðsson se Maurer. Ausdrücke, anm. 9 slutn.
3) Norske f. hist. II, 1040-41.
4) Sn. Sturl. Hist. skr. s. 17—20.
5) Således Maurer: Ausdrücke s. 59—60.
6) Mork. 219, 222, 220.
7) »Ikke har jeg af den grund kun ladet lidt« osv., s. 221, og så følger stykket om Ketill.
8) S. 232. Jfr. s. 234: »skønt jeg nævner kun få«: det er dette »jeg«, der fremtræder hos Snorre, Hkr. 772,15-16, »men jeg ved ikke bevis for det«; her har Fms. »vi«; Frísb. behandler teksten vilkårlig. — I Mork. forekommer et jeg nogle andre steder (42, 118, 156, 167) men dette »jeg« (Mork.s kompilator) er væsenlig forskelligt fra dem, der ellers findes (måske med undtagelse af det, der står s. 234).
9) Maurer: Ausdrücke s. 9.
10) Hkr. 765 (stedet mgl. i Frísb.), Fms. VII, 251.
