Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Storfangeren fra Aluk, hvis Hjerte brast, da han saa Solen over sin Boplads
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Storfangeren fra Aluk, hvis Hjerte brast,
da han saa Solen over sin Boplads
Fortalt af Matînarujuk fra Godthaab
Der gaar Sagn om en Storfanger fra Aluk, der aldrig forlod det Sted, hvor han var født. Saa højt elskede han sin Boplads, at han ikke holdt af at rejse andre Steder hen paa Fangstrejse; men han led heller aldrig Nød, der hvor han var.Men Storfangeren havde en Søn, og da dennes Forstand vaagnede, stod det klart for ham, at han aldrig nogensinde havde forladt Aluk. Og naar deres Bopladsfæller drog ud paa Fangstrejser, ønskede han ofte at fare med; men da han holdt meget af sin Fader, lod han sig ikke mærke dermed. Somme Tider kunde han forsøge at vække Faderens Rejselyst, men denne svarede ham blot:
"Fra det Øjeblik, jeg tog Land ved Aluk, kan jeg ikke mindes nogensinde at have forladt det."
Men hver Gang de blev ene tilbage og alle de unge rejste bort til fremmede Kyster, blev Sønnen tavs.
Naar Midsommer var inde, kunde Faderen ikke sove om Morgenen paa den Tid, da Solen stod op over Landene. Man fortalte, at det var, fordi han maatte se den staa op over Havet, medens Straalerne ligesom splintredes mod Isfjælde. Dette Syn gik ham saaledes til Hjerte, at det var ham umuligt at forlade sin Boplads.
Saaledes gik Aarene. Men da Faderen paa Grund af Ælde ikke mere kunde jage og Sønnen alene drev Fangsten, kunde han ikke længere modstaa sin Udlængsel, og en Foraarsdag sagde han derfor til sin Fader:
"Denne Gang vil jeg forlade min Boplads og søge mig Nysyn i en fremmed Egn."
Længe ventede han, at Faderen skulde svare, men denne blev tavs, og da han ikke svarede, søgte Sønnen endnu en Gang at skyde sin Rejselyst fra sig. Det var først senere, da han ikke længere kunde beherske sine Tanker, at han bestemte sig til ikke at tie stille, før Faderen var gaaet ind paa hans Ønske.
Engang da han kom hjem fra Fangst og de sad og ventede paa, at det skulde blive Aften, gav han sig derfor atter til at tale til sin Fader:
"Denne Gang skal det være Alvor; nu vil jeg forlade mit Land og drage nordpaa for at søge Nysyn i en fremmed Egn."
Men Faderen svarede ikke. Først da Sønnen for anden Gang henvendte sig til ham, sagde han, da der nu ikke var andet at gøre:
"Men saa maa vi ikke rejse alt for langt mod Nord, og du maa love mig, at vi skal vende tilbage igen til vor Boplads."
Nu blev Sønnen glad, og han fik travlt med at gøre sin Konebaad rejseklar.
Og en Morgen i fint Vejr rejste de da endelig mod Nord. Og de rejste langt, langt, og jo længere de kom nordpaa, desto bedre syntes Sønnen om Landene.
Og de rejste og rejste, og det var første Gang, at Faderen havde været saa længe borte fra sit Land. Og jo længere det led ud paa Sommeren, des mere saa han sit Land for sig i Minderne. Og han længtes, og langsomt blev han søvnløs, og om Morgenerne, paa den Tid, Solen stod op, kunde han aldrig sove; thi altid maatte han ud for at se, om Solopgangen ogsaa her skulde være saadan som ved hans Boplads. Men altid spærrede Fjældene for Horizonten, saa at man ikke kunde se det første Solgry.
Først vilde den gamle ikke tale til Sønnen derom, men da han ikke længere kunde bære sin Længsel, tog han til Orde og sagde:
"Lad os nu vende hjem, ellers dør jeg af Længsel!"
Det var svært for Sønnen at vende om, nu da Landene blev skønnere og skønnere. Og dog satte han atter Kursen mod Syd, da Faderens Ord stadig lød for ham.
Men skønt det nu bar hjemover, var det, som om det blot blev værre og værre med Faderen; thi han sov næsten aldrig, og naar de vaagnede om Morgenen, gik han omkring uden for Teltet. De rejste og rejste og naaede da tilsidst hjem igen til deres Boplads.
Ganske tidligt den første Morgen vaagnede Sønnen ved Faderens Stemme, og hans Ord lød saaledes:
"Intet Under, at man har svært ved at forlade Aluk! Se blot den store Sol, naar den hæver sig op over Havet og dens Straaler brydes mod Horizontens Isfjælde!"
Og han hørte gentagne Gange den gamle Mand bryde ud i Glædesraab, og saa blev der stille. Sønnen lyttede længe efter ham, men da Faderen, som var lige udenfor Teltaabningen, ingen Lyd gav fra sig, stod han op og trak Teltforhænget til Side. Og se — der laa den gamle Mand udstrakt paa Jorden med Ansigtet mod Solen. Og da Sønnen rejste ham op, aandede han ikke.
Saaledes blev den gamle Storfangers Gensyn med Solen ved sin Boplads. Hans Glæde var saa mægtig, at hans Hjerte brast. Og Sønnen, der følte sig skyldig i sin Faders Død, byggede ham en Grav paa Toppen af et Fjæld, med den Udsigt, som han havde elsket, da han levede.
Og siden fortælles det, at han blev sin Fader lig, og at han heller aldrig mere forlod sin Boplads, men blev paa Aluk til sine Dages Ende.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 23-25. København, 1924.
