Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Aqigssiaq

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland II
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Aqigssiaq

Fortalt af Esaia fra Ny Hernhut ved Godthaab

I gamle Dage boede der mange Mennesker ved Ilulíssat (Jacobshavn), og over alle disse Mennesker var der baade en Høvding (pingârtortaq) og en Aandemaner, og denne sidste hed Aqigssiaq, Rypekylling.

Man fortæller, at naar Dagene længedes og Mændene kom hjem fra Fangst, bestilte de aldrig andet end at spille Bold; og de nøjedes ikke alene med at spille Fodbold, men fyldte ogsaa hele Skindet af en Sæl og spillede saa med det, saa at det kastedes fra Mand til Mand. Man havde den Skik, at Høvdingen og Aandemaneren hver havde sine bestemte Boldspillere, og da det nu som Regel var saaledes, at Høvdingens Parti vandt over Aandemanerens, groede der efterhaanden onde Tanker op i Rypekylling; og da han først var begyndt at pønse paa onde Ting mod Høvdingen, havde han intet højere Ønske end engang at komme til at overfalde ham. Naar han trods mange Overvejelser alligevel ikke gjorde dette, var det kun, fordi han var bange for ham.

Man havde ligeledes den Skik, at man efter hvert Boldspil satte sig i en stor Rundkreds for at svale sig og puste ud. Og en Dag, hvor Høvdingens Parti som sædvanlig havde vundet over Aandemanerens og Mændene havde sat sig i Rundkreds, havde Aandemaneren kun een Tanke: Han ønskede, at Høvdingen vilde forlade Mændenes Kreds og sætte sig saaledes, at han turde kaste sig over ham. Og dette Ønske gik ganske i Opfyldelse, idet Høvdingen rejste sig op fra sin Plads i Mændenes Kreds, gik et Stykke bort og satte sig for sig selv paa en Sten. Saa snart Aandemaneren saa det, gik han hen til ham, idet han nærmede sig ham bagfra. Men da Høvdingen hørte Fodtrin knirke i Sneen, rejste han sig hurtigt op; og da han saa, at det var Aandemaneren, der kom hen imod ham, stillede han sig op, klar til at tage imod ham. Men da Aandemaneren naaede helt hen til ham, blev han som sædvanlig grebet af Angst og skiftede Sind, saa at han tog til Orde og sagde:

"Jeg kommer til dig for at sige dig noget, som jeg længe har baaret i mine Tanker. Hvis du ellers vil, saa ser jeg meget gerne, at du tager min Datter til Kone."

Hertil svarede Høvdingen:

"Det, du der siger, rammer ganske mine Tanker; kun har jeg ikke ment, at jeg skulde være den første, der vekslede Ord med dig i denne Sag. Men hvis det virkelig forholder sig saaledes, at jeg skal tage din Datter til Kone, da skal du vide, at jeg gør det med stor Glæde."

Aandemaneren gik derpaa hjem til sit Hus; men da det var bleven sent paa Eftermiddagen, opsatte Høvdingen at hente hans Datter til den næste Dag. Saaledes blev Høvdingen gift med Rypekyllings Datter. – – –

Det var Vinter, og Vinteren laa svøbt over Landene, men omsider begyndte Dagene at længes, og da der kom Varme i Luften og Foraaret nærmede sig, kunde Høvdingens Kone mærke noget, der rørte sig i hendes Liv og som ikke plejede at være der; og da hun talte med sin Mand om det, blev hun klar over, at hun nu var svanger. Siden gik det saaledes med hendes Svangerskab, at hendes Underliv stadig blev sværere og sværere, indtil den Dag kom, da hun skulde føde. Det var begyndt at lide hen mod Efteraaret, da Konen en Dag mærkede Fødselsveer, og da hun sagde det til sin Mand, gav han en af sine Husfolk Ordre til at hente den Kvinde, som plejede at hjælpe de fødende. Fødselshjælpersken kom straks til Stede og Høvdingen sagde til hende:

"Jeg har ladet dig kalde, fordi jeg, der ikke forstaar mig paa Kvindefødsler, var ængstelig ved at være ene med min Kone, nu da hun skal til at føde. Jeg beder dig derfor om at hjælpe hende."

Ved disse Ord tog Fødselshjælpersken sine Kamiker af, satte sig op paa Briksen bag ved Konen og sagde, at Barnet var lige ved at skulle komme til Verden. Da Høvdingen hørte det, tænkte han i sit stille Sind, at Konen helst maatte føde ham en Dreng; han vilde gerne have en Søn, da han var en ensom Mand, dog vilde han ogsaa være tilfreds, om det blev en Pige. Et Øjeblik efter hørte de et Barneskrig, og netop som de hørte det, sagde Fødselshjælpersken:

"Det var en Dreng, der kom ud, en Dreng, velskabt og ganske uden Fejl!"

Hertil svarede Høvdingen:

"Det er godt, at det er saaledes. Her i dette Hus har jeg altid savnet at kunne se ind i en Mands Ansigt."

Fødselshjælpersken gjorde derefter Moderen i Stand og lagde Barnet hos hende. Hun blev endnu en Stund hos dem, og gik derefter atter hjem til sig selv. Da de igen var alene, tog Høvdingen til Orde og sagde til sin Kone:

"Barnet er endnu for nyfødt til, at vi kan give ham et Navn. Lad der først gaa nogle Dage; vi kan da tænke over, hvad han skal kaldes."

Herpaa lagde en stor Glæde sig over Høvdingens Sind, thi han havde nu endelig opnaaet at faa den Søn, han altid havde ønsket sig saa højt. Under hele Drengens Opvækst tog Faderen sig meget omhyggeligt af hans Opdragelse, navnlig da han mærkede, at det var en fremmelig Dreng, der hurtigt voksede sig stor.

Da Drengen var bleven saa gammel, at han kunde kravle omkring paa Gulvet, blev Moderen atter svanger og fødte igen en Søn, og da denne ligesom den første var bleven saa stor, at ogsaa han begyndte at kravle rundt paa Gulvet, blev Moderen paany frugtsommelig og fødte en tredje Søn. Derefter fik hun ikke flere Børn. Men Høvdingen, som nu havde hele tre Sønner, der kunde hjælpe ham, naar de voksede til, baade til Fangst og mod hans Fjender, var endnu stoltere og lykkeligere, end han nogensinde havde været!

Da den ældste Søn voksede op, mærkede hans Fader, at der var en usædvanlig Grøde i ham; til Trods for sine egne vældige Kræfter var han klar over, at han aldrig i sin Barndom havde været i Besiddelse af saadanne Kræfter som denne Dreng, og han glædede sig derfor dobbelt over sin Søn.

Allerede som halvvoksen Dreng tog han ivrigt Del i de voksnes Boldspil og udmærkede sig ogsaa her; og da han en Dag spurgte sin Fader om, hvilket Hold han skulde spille paa, svarede Faderen, at han skulde være paa hans. Herefter sejrede Høvdingens Parti endnu oftere end tidligere over Aandemanerens, og det var kun overmaade sjældent, at den gamle Aandemaner og hans Hold kunde glæde sig over en Sejr i Boldspillet.

Den gamle Aandemaner plejede at overvære Boldspillet som Tilskuer fra sin Husgang, og en Dag, da han som sædvanlig stod og saa paa de spillende, lagde han Mærke til, at hans Barnebarn var som den eneste Mand blandt alle Mændene, skønt han endnu kun var en Dreng, og overalt, hvor han viste sig, maatte de andre vige til Side; det formelig gøs i den gamle Bedstefader, da han saa, med hvilke vældige Kræfter Drengen spillede. Og der kom nu atter onde Tanker op i den gamle; han ønskede inderligt, at hans Barnebarn skulde gaa lidt bort fra de spillende, saa at han kunde blive alene med ham. Dette Ønske gik hurtigt i Opfyldelse, thi da Spillet hørte op og Mændene satte sig i Rundkreds for at svale sig, fjernede Drengen sig et Stykke fra dem og satte sig paa en Sten. Da Bedstefaderen saa det, listede han sig forsigtigt hen til ham bagfra; men Drengen, som hørte Fodtrin nærme sig, vendte sig om og saa bagud, og da han opdagede, at Bedstefaderen nærmede sig med hurtige Skridt, rejste han sig øjeblikkelig op. Men inden han kunde faa Tid til at foretage sig noget som helst, havde den gamle Aandemaner allerede grebet ham med et fast Tag om Livet, løftet ham op fra Jorden og slynget ham rundt i Luften, idet han stadig holdt ham fast.

Boldspillerne, som blev opmærksomme paa det, der foregik, ved Drengens fortvivlede Skrig, rejste sig hurtigt op fra deres Pladser i Rundkredsen under høje Raab; men den gamle Aandemaner hævede nu Drengen højt op fra Jorden og slyngede ham med en saa voldsom Kraft fra sig, at der øjeblikkelig væltede Blod ud af Munden paa ham. Faderen, som saa dette, løb hurtigt opover mod den gamle Aandemaner, der straks tog Flugten mod sit Hus og forsvandt ind i dette, og da Faderen kom forbi sin Søn, der laa blødende paa Jorden, standsede han brat og sagde efter en Stunds Betænkning til alle de mange Mænd, der var stormet op til Drengen:

"Bedre er det, at jeg foreløbig opgiver Forfølgelsen og søger at hjælpe min Dreng.!"

Derefter lagde de Drengen paa et Sælskind og bar ham ind i Huset. Men til Trods for at de gjorde alt for at redde hans Liv, blev hans Aande kun svagere og svagere, indtil han ud paa Aftenen sov ind og døde.

Fra denne Stund havde Høvdingen faaet en Fjende i sin Svigerfader, som han kun ønskede at øve Blodhævn over!

Det var Vinter, og Vinteren laa over Landene, indtil Dagene længedes og der kom Varme i Luften. Det blev Foraar, og Foraaret gik, og det blev Sommer, før Høvdingen endnu havde faaet hævnet sig paa sin Svigerfader. Daglig tænkte han over, hvorledes han bedst skulde udføre sin Hævn, men der tilbød sig aldrig nogen Lejlighed, som han fandt passende til at overfalde den gamle Aandemaner.

Han hørte nu, at Svigerfaderen var saa sikker paa, at der vilde blive øvet Gengæld mod ham, inden ret lang Tid var gaaet, at han aldrig mere turde unde sig Nattero; og for at hindre sig selv i at falde i Søvn, havde han revet Taget op midt i sit Hus og sat sig paa Gulvet skrævende over en fyldt Vandbeholder, med en stor Kniv anbragt paa sit Knæ, saa at han stak sig i Ansigtet, saa ofte han begyndte at nikke af Søvnighed. Naar han saaledes holdt sig vaagen, var det for ikke at blive overrasket af et Overfald fra sin Svigersøn. Og da denne fik at vide, hvorledes Aandemaneren nu henlevede sine Dage i stadig Angst for ham, blev det ham endnu vanskeligere at finde en Lejlighed til at komme bag paa Svigerfaderen. Men endelig en Sommerdag sagde Høvdingen til sine Sønner:

"Det er nu paa Tide, vi søger at tage Hævn over jeres Broder. Den første Dag, I vaagner op til smukt Vejr, skal I derfor ikke tage paa Fangst, men holde jer klare til det, som jeg byder jer."

Derefter gik de alle til Ro. Næste Morgen vaagnede de op til dejligt Vejr, og skønt alle paa Pladsen tog ud paa Fangst, blev Høvdingens Sønner hjemme, idet de tænkte paa Faderens Ord. Op ad Dagen kaldte Faderen dem hen til sig og talte saaledes til dem:

"Snør jeres Klæder godt sammen om Kroppen paa jer, saaledes som I ser mig gøre."

Derpaa snørede Faderen alle sine Klæder fast, og drog vel Omsorg for, at Sønnerne gjorde det samme. Da Tøjet var bragt i Orden, gik de sammen hen til den gamle Aandemaners Hus; og da de var kommen derhen, sagde Faderen, at han, før de foretog sig noget andet, vilde kigge ind til den gamle. Han lagde sig derfor ned paa Maven, og idet han saa ind i Huset, overbevistes han om, at det forholdt sig med den gamle Aandemaner, som man havde fortalt ham. Den gamle havde revet Taget op og sad midt paa Gulvet, skrævende over en fyldt Vandspand, idet han benyttede Vandet som Spejl, og holdt saaledes Øje med, at ingen uset nærmede sig udefra. Paa sit Knæ havde han anbragt en stor, spids Kniv, og hver Gang han nikkede, jog han den spidse Od op i Panden og vaagnede paa denne voldsomme Maade, hvorefter han prøvende spejdede rundt for at se, om nogen nærmede sig Huset, ligesom han omhyggeligt undersøgte alt indvendigt, selv det Sted, hvor han sad. Saaledes var Frygten for det, der engang vilde komme, gaaet ham i Blodet.

Da Faderen havde betragtet ham et Øjeblik, vendte han sig mod sin ældste Søn og sagde:

"Lad os nu holde godt Øje med den gamle. Næste Gang han nikker af Søvnighed, skal du springe ind i Husgangens Kogerum og opholde dig der, indtil han atter nikker af Søvnighed, saa skal du springe helt ind i Husgangen lige under Indgangshullet. "

Og til sin yngste Søn sagde han:

"Gør du ligesaa, idet du springer ind i Kogerummet naar din Broder springer hen under Indgangshullet."

Dette gjorde de, og da den gamle Aandemaner havde nikket tre Gange af Søvnighed, havde Sønnerne anbragt sig der, hvor Faderen havde ønsket det. Da den gamle nu for fjerde Gang lod sit Hoved falde ned mod Skødet af Søvnighed, sprang den ældste Søn ind, greb ham lynsnart i Fødderne, kastede ham ud i Gangen til Broderen, der stod parat til at gribe fat, og denne slyngede ham ud paa Møddingen til Faderen, som kastede sig over ham og holdt ham fast til Jorden. Sønnerne sprang hurtigt ud for nu at jage deres Knive i Bedstefaderen, men Faderen holdt dem tilbage idet han sagde:

"Jeg skal være den første, som saarer den gamle Aandemaner."

Derefter jog han med voldsom Kraft sin Kniv i ham, og da han havde gjort det, kastede Sønnerne sig over ham og dræbte ham. Saaledes hævnede de Sønnen og Broderens Død.

Næppe havde de dræbt ham, før mange Mænd fra Bopladsen kom løbende til for at takke dem for det, de havde gjort, og da de alle ønskede at give den gamle Aandemaner et Saar, jog de Knive i hans døde Legeme, idet de talte saaledes:

"Han var en stor Aandemaner, derfor maa vi drage vel Omsorg for, at hans Sjæl ikke hævner sig paa os efter Døden."

Da de havde sagt det, skar de alle Ledene over paa hans Legeme og kastede Stykkerne bort paa forskellige Steder. Nogle i Klippespalter, nogle i Havet, andre i Søer og andre igen i gamle Grave. Saaledes parterede de Aandemanerens Lig, og efter at det nu var spredt paa mange forskellige Steder, var Sjælen ikke længere i Stand til at samle Legemet om sig, hvis den vilde gaa igen for at hævne sig.

Sommeren var nu inde, og da det gik mod Midsommer, talte Faderen en Aften saaledes til sine Sønner:

"I har nu faaet Fjender efter at have dræbt jeres Bedstefader. Og en Mand, der tilsyneladende ingen Slægt har, plejer under saadanne Forhold at faa mange Paarørende, der vil hævne ham. Hvis Vejret derfor er godt i Morgen, vil vi rejse sydpaa, men ind over Land, thi vi vil næppe have Held med os, hvis vi flygtet over Havet."

Morgenen gryede med smukt Vejr, hvorfor de straks gjorde sig rejseklare og drog ind over Land, kun medbringende deres Telt. I fire Dage og tre Nætter blev de nu ved med at gaa indover, men da den fjerde Dags Aften oprandt, sagde Høvdingen til sine Sønner:

"Jeg mener nu, at vi har gaaet tilstrækkelig langt ind over Land, og naar vi i Morgen skal drage videre, vil vi derfor ikke længere fortsætte mod Øst, men gaa sydover."

Dagen efter brød de op og fortsatte deres Vandring mod Syd, som Faderen havde sagt, og efter at de havde gaaet Dagen helt til Ende, gjorde de Holdt og rejste Telt. Saaledes gik de nu hver Dag fra Morgen til Aften, stadig holdende Retning mod Syd, da Sommeren gik til Ende og de Tider var inde, da det øverste Lag af Jorden begyndte at fryse. Høvdingen samlede derfor sine Sønner om sig og sagde:

"Altid kan vi være sikker paa, at der vil følge en Vinter efter en Sommer. Jordens øverste Lag er allerede begyndt at fryse, og endnu har vi ikke tænkt paa at bygge os et Hus. Jeg mener nu, vi er kommen saa langt væk fra vor Boplads Jacobshavn, at vi ikke længere behøver at frygte Forfølgere. Det er jo saaledes, at vi først gik fire Dage og tre Nætter østefter, og siden har vi fortsat hver Dag mod Syd; vi maa derfor nu være meget langt fra Jacobshavn og kan bygge os et Vinterhus."

Da Sønnerne var enige med ham heri, besluttede de at blive her for Vinteren, og den næste Dag om Morgenen tidligt begyndte de at bygge paa Vinterhuset. De arbejdede hele Dagen, og da Mørket begyndte at falde paa, stod de fire Tørvemure færdige, kun Taget manglede de endnu at faa lagt paa Huset. Den følgende Dag tog de atter fat paa Husarbejdet, og da Taget var lagt og Huset stod færdigt, flyttede de straks ind, da der var koldt i Teltet. Høvdingen samlede nu atter sine Sønner om sig og sagde til dem:

"Vi er nu omsider kommen til et Sted, hvor vi kan leve i Fred. Lad os derfor daglig drive Jagt her fra denne Plads og søge at samle alt det levende, vi kan dræbe."

Sønnerne drev nu en ivrig Fangst, og det var ikke smaa Vinterforraad, de havde samlet sig, da Vinteren kom og Kulden lagde sig over Landene. Vinteren gik til Ende, uden at de kom til at lide Nød af nogen Art, og da det atter var bleven Sommer, talte Faderen saaledes til sine Sønner:

"Ikke vil der være nogen Grund for os til at forlade et Sted som dette, omend det ligger langt inde i Landet, thi vi har hele Tiden haft fuldt op af Fangst. Vi vil derfor blive her og oversomre ved vor Boplads."

Og som sædvanlig rettede Sønnerne sig efter ham.

Sommeren var ved at gaa til Ende, og Dagene begyndt at blive korte, da Høvdingens Kone sagde til sin Mand:

"Til min Forbavselse kan jeg nu mærke noget inde i mit Liv, der ikke er, som det plejer at være. Jeg troede ellers, at jeg var langt ude over den Alder."

Manden vidste nu, at hans Kone var med Barn, og det varede da heller ikke længe, før hun begyndte at blive tung og bred om Underlivet; fra Dag til Dag blev hun mere og mere svær, og tilsidst var hun saadan, at hun havde Vanskelighed ved at bære en Vandspand. Da hun sagde det til sin Mand, svarede han hende:

"I den Tilstand, du er i, er det heller ikke nødvendigt, at du henter Vand, det kan lige saa vel en af os andre gøre."

Hun opholdt sig derefter mest inde i Huset, da hun havde svært ved at komme ud gennem Husgangen. Naar hun en Gang imellem trængte til frisk Luft, nøjedes hun derfor med at stikke Hovedet ud gennem Husgangsaabningen. Det var den Maade, hun trak frisk Luft paa!

Men Dagene gik, og tilsidst kom den Dag, da hun følte Fødselsveer og lagde sig. Hendes Mand tog da til Orde og sagde til hende:

"Da der ingen andre er, som kan hjælpe dig, maa jeg gøre det, saa godt jeg kan."

Og derpaa kravlede han op paa Briksen bag ved hende for at være hende behjælpelig, og hun fødte en stor og velskabt Dreng. Dagen var næsten gaaet til Ende, og det var bleven Aften, uden at Drengen endnu havde faaet noget Navn. Tilsidst sagde derfor Faderen:

"Der er nu næsten forløbet en Dag, siden Barnet blev født, og endnu har vi ikke givet det Navn. Hvis du har noget Ønske, da kom frem med det, for at vi kan give ham det Navn, som du ønsker, han skal have."

Hertil svarede Moderen:

"Ikke er det en Moders Sag at foreslaa Navn til sit Barn. Det maa blive, som du ønsker det."

Faderen svarede hende med at sige:

"Mine Sønner har faaet de Navne, jeg har ønsket at give dem, og ikke længer har jeg noget Ønske, saa hvis du derfor har nogen, du vil mindes ved en Opkaldelse, saa sig bare til, og Barnet skal faa det Navn, du vil have."

Derefter sagde Moderen:

"Jeg har vel nok en, som jeg tænker paa, men ikke er det sikkert, at nogen af jer ønsker, at vor Dreng skal bære hans Navn!"

Hertil svarede Faderen:

"Det skal blive, som du ønsker det; vi giver Drengen Navnet Rypekylling efter din Fader."

Og saaledes fik Drengen sit Navn.

Moderen kom meget hurtigt til Kræfter efter Fødslen, og allerede anden Dagen efter bevægede hun sig ude i det fri, ganske som om hun ikke kort i Forvejen havde født.

Den lille Rypekylling voksede hurtigt op, og han var ikke mere end et halvt Aar gammel, da han allerede kunde tumle sig omkring ude i Husgangen paa egen Haand, og han var ikke mere end et Aar, da han kunde gaa. Ingen af Høvdingens andre Børn havde været saa fremmelig, og derfor glædede Faderen og Moderen sig meget over ham og imødesaa med Forventning det, der engang skulde komme ud af denne Dreng. Og særlig Faderen glædede sig dobbelt over ham, fordi han havde Fjender og nu havde faaet en ny Kampfælle i Rypekylling, naar han voksede til. Han gjorde derfor, hvad han kunde, for at opøve hans Kræfter og lærte ham al Slags Idræt. Da han var saa stor, at han kunde lege ude paa egen Haand, fik han straks sin egen Legetøjsharpun; men det varede ikke længe, før han knækkede den, og Faderen maatte lave en større og stærkere Harpun, som det var den lille Rypekylling umuligt at bryde itu. Og Drengen legede nu mest ude og var sjældent inde i Huset.

De store Brødre havde for Skik hver Aften at trække Armkrog, og det varede ikke længe, før den lille Rypekylling begyndte at deltage i disse Kraftprøver. Intet Under var det, at han til en Begyndelse ikke kunde magte sine Brødre, der var saa meget større og stærkere end han; men der var dog ikke gaaet ret lang Tid, før den lille Broder med Lethed tumlede sine Brødre. Faderen, der morede sig over at se Drengene opøve deres Kræfter, saa til hver Aften, og da han opdagede at Brødrene ikke længer kunde magte den lille Rypekylling, gik han en Aften hen til dem og opfordrede Rypekylling til at trække Arm med sig. Dette gjorde Rypekylling, og det var ikke underligt, at han tabte. Men Faderen mærkede dog, hvilke Kræfter hans lille Søn allerede havde, og henvendte sig nu til sine Sønner, idet han sagde:

"Jeg troede, det var, fordi den lille virkelig var stærk, at I ikke kunde magte ham; opøv derfor endnu jeres Kræfter, saa godt I kan, thi I maa vel huske paa, at I har Fjender, der kan falde over jer!"

Atter gik der nogen Tid, inden den gamle paany opfordrede sin yngste Søn til at prøve Kræfter med sig. Og denne Gang viste det sig, at Drengen var den stærkeste. Dette glædede Faderen meget, men til Trods for at den lille havde saa vældige Kræfter, opfordrede ham dog stadig til at fortsætte med at opøve sig i al Slags Idræt. Thi han ophørte aldrig med at minde dem om, at de havde Fjender, der kunde komme over dem for at hævne den, de havde dræbt.

Drengene fortsatte derfor med at prøve Kræfter, og Rypekylling viste sig snart i Besiddelse af saa vældig en Styrke, at Faderen begyndte at skælve for ham; og engang, da han som sædvanlig stod og saa paa dem, gav han sig, da de var færdige, til at fortælle en Historie:

"Ja, det er nu flere Aar siden, at vi, da vi var unge og stærke, plejede at drive Idræt ved Ilulíssat, og da hørte vi Tale om, at der langt sydpaa skulde bo en Mand, en lille uanselig Mand, som man kaldte for Ikerssuarmio, "det aabne Havs Mand", — fordi han boede ved Mundingen af en stor Fjord; hans Navn var ellers Qorrukutsuk. Han var lille af Vækst, men meget stærk. Kajak havde han ikke, og om Efteraaret, naar hans Bopladsfæller fangede mange Sæler, fik han sjældent nogen. Men til Gengæld var han den eneste, som fangede Sæler, naar Isen havde lagt sig. Man fortalte ogsaa om ham, at han, naar Dagene blev lange og Sortsiderne trak til Søs, plejede at fiske Hellefisk paa Solsiden af den brede Fjord fra et Snehus, som han byggede paa Isen."

Dette fortalte han, for at fjærne Rypekylling fra hans Brødre, thi Faderen var klar over, at han, om han blev vred, kunde komme til at gøre en Ulykke paa dem, saa umaadelige hans Kræfter var.

Da Rypekylling hørte det, sagde han straks, at han den næste Morgen vilde rejse ud for at søge efter den stærke, og da de vaagnede den følgende Morgen, rejste han bort, uden at vide Besked med, hvor han egentlig skulde hen. Han tog derfor Vejen, hvor det bedst passede ham, og som han gik, naaede han ind til Bunden af en stor Fjord, som han fik Udsigt over.

Nu fortæller man, at Qorrukutsuk som sædvanlig den Morgen var taget ud for at fiske Hellefisk paa Fjordens Solside. Da han kom frem til sit Snehus, var Dagen endnu ikke brudt frem, og han firede sin Snøre ned og var lige begyndt herpaa, da han pludselig blev saa angst, at det ligefrem blæste rundt om hans Hoved. Han forlod sin Snøre og gik ud, men saa ingenting. Forgæves gik han rundt om Snehytten — alt, hvad han saa, var, at det nu var bleven lyst over Isen, og at Iskrystallerne skinnede. Saa gik han ind igen, men næppe havde han taget fat i sin Snøre, før han følte en uforklarlig Angst, endnu stærkere end første Gang. Han sprang straks udenfor, saa sig omkring, men opdagede heller ikke denne Gang noget.

Nu turde han ikke mere gaa ind i Snehuset og stillede sig derfor op ved Indgangen. Som han stod der, fik han pludselig langt inde i Fjorden Øje paa en Ravn, der kom flyvende hen over Isen; han stod endnu og saa paa den og antog den stadig for en Ravn, da den blev saa stor som en Ræv, og bedst som han nu troede, at det var en Ræv, voksede den igen og blev nu saa stor som et Menneske. Han blev staaende og stirrede ud imod det kommende, idet han tænkte, at det maaske var det, han var bange for. For det var svært, som Skikkelsen kom nærmere og nærmere, og hver Gang den kom ud for en Isskruning, bevægede den sig forbi den med umaadelig Fart. Det var tydeligt, at det ikke vilde vare længe, før den var helt fremme.

Og da Skikkelsen saa endelig naaede helt frem til ham, ja saa var det en Mand, en vældig Mand, stor og bred. Han havde slaaet sin Pelshætte op over Hovedet, og Læsiden af Hættekanten var ganske dækket af Rim. Ansigtet var helt blaaligt af Kulde, og han havde Kobberemme om Halsen. Qorrukutsuk kendte slet ikke den fremmede, og inden han endnu havde faaet sagt noget, busede det ud af ham:

"Det er ikke for intet, man er kommen herned, og dog kommer jeg maaske forgæves, thi det er jo muligt, at jeg ikke vil kunne magte ham. Man er kommen herned fra Fjældene for at prøve Kræfter med en Mand, uden at vide, hvor Manden bor."

Hertil svarede Qorrukutsuk:

"Ikke er jeg stærk, ikke heller er jeg hurtig i Løb, det er mine Bopladsfæller, som siger det om mig."

Da de havde staaet et Øjeblik og set paa hinanden, idet Rypekylling maalte sin vordende Modstander med Øjnene, tog Qorrukutsuk til Orde og sagde:

"Kan du se de smaa, mørke Pletter ovre paa Fjordens Nordside?"

Rypekylling svarede, at han kunde se dem, og atter tog Qorrukutsuk til Orde og sagde:

"Det er vore Huse, der ligger derovre. I Virkeligheden er der mange Huse, men de fleste af dem er dækkede af Sne. Siden du nu siger, at du er kommen her for at prøve mine Færdigheder i Idræt, saa kunde vi jo begynde med at løbe om Kap herfra og op til Husene."

Dette Forslag besvarede Rypekylling kun med at trække sit venstre Pelsærme helt paa, idet han indtil da havde haft Armen ude af Ærmet. Saa stillede de sig op ved Siden af hinanden i en lige Linje, satte af paa een Gang og gav sig til at løbe ud over Fjorden. En Mængde Mennesker kom ud af Husene, da de saa deres stærke Mand komme løbende ude paa Isen, ledsaget af en fremmed. Hurtigt kom de nærmere ind mod Land og forsvandt saa begge under Isfoden, der stod høj og stejl paa Grund af Lavvande. Men da de atter kom til Syne i et vældigt Spring op over Isfoden, satte de deres Spor paa Møddingerne foran Husene, saaledes at den ene Løbers Spor var i lige Linje med den andens. Ingen var foran, ingen bagved! Og Rypekylling var den, der først tog til Orde, idet han sagde:

"Man siger, at Qorrukutsuk er en lille uanselig Mand, der er vældig til al Slags Idræt. Endelig lader det til, at jeg nu skal til at finde min Overmand."

Rypekylling var bleven varm af Løbet, og idet han slog sin Hætte ned, foreslog han Qorrukutsuk, at de denne Gang skulde løbe tilbage til hans Snehytte. Straks ved disse Ord satte de af begge to paa een Gang og kastede sig fra Isfoden ud over Isen, og skønt alle Tilskuerne opmærksomt holdt Øje med dem, havde Løberne dog ikke fjernet sig mere end to Stenkast fra Bopladsen, før de blev helt borte i de Sneskyer, som føg i Vejret fra deres Hæle. Alt, hvad man saa under Farten, var nu og da noget sort, der kom og blev borte i Snehvirvlerne, og man kunde lige se, at de begge ganske paa samme Tid og paa samme Linje naaede frem til Snehytten. Idet de nu atter vendte sig ind mod Land, tog Rypekylling til Orde og sagde:

"Man siger, at "den lille fra det aabne Hav" er en stærk Mand, som er vældig til al Slags Idræt. Endelig synes det, som om jeg nu skal træffe min Ligemand; men lad os endnu en Gang løbe ind mod Bopladsen, og lad os denne Gang forsøge paa at lægge alle Kræfter i."

Nu var Rypekylling bleven saa varm, at det dampede fra ham, men Qorrukutsuk skottede hen til den vældige, som han nu atter skulde løbe med, og tænkte:

"Denne Gang vil jeg næppe kunne følge ham; men skulde jeg tabe, kan jeg jo tage det let, da jeg ikke er den, der har udfordret."

Atter løb de ud over Isen og tilbagelagde den vældige Strækning paa et Øjeblik, og idet de i eet eneste Spring naaede ind over Iskanten, satte de atter deres Spor paa Møddingen ved Husene lige ved Siden af hinanden, men langt over det Sted, hvor de først havde sat dem. Da var det atter Rypekylling, som tog til Orde, idet han sagde:

"Man siger, at "den lille Mand fra det aabne Hav" er vældig til al Slags Idræt; endelig lader det da til, at jeg skal finde min Ligemand. Men lad os nu foreløbig holde op, saa at jeg kan være din Gæst i Ro og Glæde."

Qorrukutsuk gik derefter op mod sit Hus, tog sin Pels af og hængte den paa Stilladset udenfor, og da Rypekylling gjorde det samme, skyndte Qorrukutsuk sig ind i Huset og sagde:

"Den Mand, vi nu faar Besøg af, er en fremmed, som ikke hører til vort Folk. Kom derfor frem med nye Skind, der ikke har været brugt, Skind af Bjørneunger, og læg dem hen over Gæsternes Plads under Vinduet."

Og de tog frem ubrugte Skind af Bjørneunger, smukke fine Skind, der spillede i Kobberglans fra de guldgule Haars Spidser. Saa snart det var gjort, kom Rypekylling ind, og til deres Forundring hørte de ham komme gaaende ganske langsomt; dette var, fik de siden at vide, fordi han fandt Husgangen for lille og skrøbelig. Og da han kom ind i Huset, knagede det under hans vældige Musklers Bevægelse; saadan skælvede det i sine Sammenføjninger, at der dryssede Rim ned fra Loftet. Da Qorrukutsuk saa det, sagde han:

"Saadan er vort Hus, at det næsten ikke sømmer sig for os at have saa vældige Gæster som vor Besøgende i Dag; men du fremmede, sæt du dig ned paa den Plads, der er indrettet for vore Gæster henne under Vinduet."

Og Rypekylling satte sig hen paa den Plads, der var ham anvist, og hvor de nye, ubrugte Bjørneskind skinnede med Skær af Kobber hen over det guldgule Haar. Næppe havde han sat sig ned, før man hørte Støj af en kommende ude i Husgangen, og i et tungt Spring lod en Mand sig dumpe ned i Husgangen og kom ind. Lidt efter kom der endnu en og atter en, og snart var Huset fyldt med Mænd fra Bopladsen, der ønskede at se den vældige fremmede, som var kommen for at kappes med deres stærke Mand. Derefter kom Bopladsens Kvinder ind, den ene efter den anden, og snart var der saa mange besøgende, at der ikke kunde være flere i Huset. Qorrukutsuk samlede derfor sine Husfolk om sig og sagde til dem:

"Den, der maa færdes ude, bliver hurtigt sulten og trænger til Forplejning; tag derfor et overskaaret Konebaadsskind og læg det som Underlag paa Gulvet, og bring Mad ind til vore Gæster."

Et helt Bundt af afskaarne Konebaadsskind blev bragt ind og rullet op, og da de var bredt ud over Gulvet, tog Qorrukutsuk atter til Orde og sagde:

"Vi har Mad nok her og kommer ikke til at lide nogen Mangel. Bring derfor tørret Kød ind, og lad alle vore Bopladsfæller spise sammen med vor Gæst."

Derpaa blev en Mængde tørret Kød bragt ind, og da det var gjort, henvendte Qorrukutsuk sig endnu en Gang til sine Tjenestefolk og sagde:

"Dette tørrede Kød maa nu være nok til dem, der ønsker at spise det; men tag ogsaa ind Kød, som ikke er tørret, men friskt og frossent."

Tjenestefolkene forlod atter Huset og kom tilbage med meget Kød, Kød af Sæl og Kød af Hvidhval, friskt og frossent, blandet med Mattak, og alt dette blev lagt oven paa Underlagsskindene paa Gulvet. Qorrukutsuk fremtog derefter en stor Kiste, der var fyldt med mange Knive af forskellig Slags. Disse Knive delte han om mellem sine Gæster og opfordrede dem til at spise, idet han ogsaa selv forsynede sig. Mændene rejste sig op og tog for sig af det fremlagte Kød, og idet nu alle begyndte at spise, saa Qorrukutsuk hen paa Rypekylling, den fremmede Gæst, og opdagede, at han ikke spiste, men blot sad og drejede Hovedet fra den ene Side til den anden, og han saa nu, at Rypekylling ingen Kniv havde!

"Daarligt sørger jeg for mine Gæster, naar jeg end ikke giver en Mand, der kommer langvejs fra, en Kniv til at spise sit Kød med," udbrød Qorrukutsuk.

Og atter gik han hen og trak sin Kiste frem, tog en Kniv, en stor og vældig Kniv, der bar synlige Mærker af megen Brug, og rakte den til Rypekylling, idet han sagde:

"Tag denne Kniv, og spis saa meget som du formaar. Her findes Overflod af Kød; og ikke vil du komme til at lide Mangel, saa længe du er her ved Bopladsen."

Derefter tog Rypekyliing et Stykke af det fremlagte Kød og gav sig til at spise.

Alle spiste nu, og store Bundter blev langet op til Kvinderne, der sad bagest paa Briksen, og saa mange var der, at det ene Bundt efter det andet forsvandt omtrent ligesaa hurtigt, som det blev langet op. Da enhver havde spist saa meget, han kunde, blev Underlagsskindene fjernede, og Gulvet var rent og pletfrit, ganske som om der ikke havde været fremlagt Kød og Spæk derpaa.

Efter Maaltidet blev Kvinderne snaksomme, og idet de nu, som Kvinder har for Skik, begyndte at snakke i Munden paa hverandre, tog ogsaa Mændene en for en fat paa at fortælle om det, de havde oplevet. Og da de var færdige, rejste Qorrukutsuk sig op fra sin Plads paa Hovedbriksen og lod sin Arm forsvinde ind under Briksen. Herfra trak han et Saaleskind frem, bredte det ud paa Gulvet, satte sig paa det og var nu parat til at trække Armkrog med sine Gæster. En for en rejste Mændene sig op, de største og stærkeste først, og satte sig hen foran den lille uanselige "Mand fra det aabne Hav"; men han rettede den ene efter den anden ud, ganske som om de ikke havde Muskler eller Sener i Armene, og tilsidst havde alle været fremme, og kun Rypekylling var tilbage.

Da der nu ikke kunde være andet at vente paa, end at Kampen mellem Qorrukutsuk og Rypekylling skulde begynde paany, og da alle de besejrede Mænd rettede deres Blik mod ham, rejste Rypekylling sig op, satte sig paa Saaleskindet foran Qorrukutsuk og rakte sin Arm frem imod ham. Og saa vældig var Rypekylling at se til, at Qorrukutsuk saa ud som en fire, fem Aars Dreng ved Siden af ham. De gav sig derpaa til at trække i hinandens Arme for at se, hvem af dem der kunde trække den andens bøjede Arm ud, og da de havde siddet saadan en Stund og trukket, var det pludselig tydeligt at se, at Qorrukutsuks Haand kom mere og mere frem, medens Rypekyllings synede mindre og mindre, idet hans Modstanders Arm dækkede mere og mere over den. Tilsidst trak Qorrukutsuk sin Arm til sig helt hen under sin egen Hage, og idet han derefter rettede den andens Arm ud, tog han Hud og Skind med, saa at det kom til at blinke rødt fra Rypekyllings fremstrakte Arm. Da tog Rypekylling til Orde og sagde:

"Den "lille Mand fra det aabne Hav" er en stor Løber og en stærk Mand i Armtrækning. Endelig synes jeg da at skulle træffe min Ligemand."

Og derpaa strakte Rypekylling, som var kejthaandet, sin venstre Haand ud mod sin Modstander. De gav sig nu atter til at trække Arm, og snart drog de saa vældigt til, at de snurrede rundt paa Gulvet, kun hvilende paa deres Hæle; men denne Gang var det Qorrukutsuks Haand, der forsvandt ind under Rypekyllings, og idet denne derefter med et vældigt Tag bøjede sin Arm helt op under sin Hage, rettede han sin Modstanders Arm ud, saa at han samtidig flaaede al Huden af. Rypekylling tog nu atter til Orde og sagde:

"Den "lille Mand fra det aabne Hav" er en stor Løber og en vældig Kæmpe til at trække Armkrog. Endelig lader det da til, at jeg skal træffe min Ligemand. Men nu da vi ikke har flere Arme at byde hinanden, kan der ikke være andet for os at gøre end at ophøre med denne Brydekamp."

Derpaa rejste Rypekylling sig op, og da Qorrukutsuk lagde Saaleskindet, som de havde siddet paa, ind under Briksen, satte Rypekylling sig vel tilrette paa sin Plads og talte saaledes:

"Vi har nu prøvet hinanden i al Slags Idræt, idet vi baade har løbet om Kap paa Fjordens Is og trukket Armkrog her i dit Hus. Tilbage staar kun at gøre os Aftenen hyggelig, og jeg skal derfor for at korte Tiden fortælle dig om nogle af de Ting, jeg har oplevet."

Og derpaa gav Rypekylling sig til at fortælle, idet han talte i en oprømt Tone:

"Længe har jeg levet, og mange er de, som jeg har set. Vort Liv veksler mellem gode og daarlige Aar; sommetider kan vi komme over selv de haardeste Vintre uden at mærke noget til Nød eller Kulde. Til andre Tider kan vi derimod forfejle Fangstdyrenes Træk og maa da slaa os møjsommeligt gennem Vinterens haardeste Tid. Jeg skal nu fortælle jer om en Vinter, da vor Boplads ramtes af Misfangst.

Da Dagene kortedes og Kulden begyndte at strenges, vaagnede vi en Dag op til Uvejr med Nordenstorm. Vejret tyknede til, og forgæves ventede vi paa, at Stormen skulde høre op; men ikke længe varede det, før vi forstod, at den Vinter, vi nu var kommen ind i, til Stadighed skulde hjemsøge os med vældige Storme fra Nord. Da det sjældent var Fangstvejr, varede det ikke længe, før vi daglig maatte ty til vore Vinterdepoter, og skønt disse var mange og vort Kødforraad havde været vældigt, kom dog tilsidst den Dag, da vi ikke havde flere Kødgrave at ty til. Vi var naaet saa langt hen paa Vinteren, at Dagene vel var begyndt at længes men Vinteren alligevel var paa sit aller strengeste. Tilsidst blev det saaledes, at vi mistede Kræfterne, fordi vi maatte sulte, og saa kom da den Dag, hvor mine Brødre ikke havde Kræfter længere til at færdes ude; og jeg var nu den eneste til at søge efter Føde.

Ofte sad jeg henne ved Vinduet og lyttede til Stormen, men altid var det den samme vældige Tuden, og altid var Vejret usigtbart af Tykning og Snefog. Men en Morgen, da jeg vaagnede, var det, som om jeg ikke længer hørte det, jeg plejede at høre, og da det nu var ganske nødvendigt, at en af os maatte ud for at forsøge paa at finde den Føde, vi maatte have, hvis vi skulde fortsætte med at leve, gik jeg udenfor. Og da jeg kom ud, havde Uvejret lagt sig og den klare Himmel stod blaa over Fjældene, og alle Landene omkring vor Boplads stod atter i Dagens klare Lys. Saa gik jeg ind i Landet og havde kun Øjnene vendt mod de højeste Fjælde. Da jeg fik Øje paa det højeste af dem alle, gik jeg hen til det og begyndte at bestige det.

Oppe fra Toppen spejdede jeg efter aabent Vand, og som jeg spejdede, fik jeg langt ude tilsøs Øje paa to Banker af Frosttaage, ganske nær ved hinanden, den ene bag ved den anden i Retning af Nord. Jeg tog Fjældpejlinger af deres Beliggenhed og gik derefter nedover. Jeg tænkte paa, at der hjemme ikke vilde være noget spiseligt til os, og i disse Tanker gik jeg, da jeg pludselig løb paa en Flok Ryper, som jeg dræbte ved Stenkast. Saaledes kom jeg hjem med et Maaltid Mad, og da vi havde spist og det var bleven Aften, talte jeg saaledes til mine Brødre:

"I Dag har jeg set to Frosttaager, den ene bag den anden. Hvis Vejret er godt i Morgen, vil jeg gaa ud for at se til dem; det kan jo som sædvanligt kun være fede Fangstdyr, der kan holde Vaagerne aabne."

Mine Brødre blev meget ivrige, og jeg sov næsten ikke hele Natten af bare Iver efter at komme af Sted. Saa stod jeg op, og da jeg kom ud, aah, saa var det et dejligt Vejr! Morgenstjernerne var allerede ved at nærme sig det Sted, hvor de plejede at staa, naar Dagen gryede. Jeg gik ind og vækkede mine Brødre og skyndte paa dem. De stod op og tog de Ting, de skulde have med, og saa drog vi af Sted.

Vi havde den foregaaende Dag ordnet de Redskaber, vi skulde bruge, og saa begyndte vi at gaa til Søs udefter mod Nord. Da vi var kommen paa Højde med de yderste Øer, begyndte Solen at staa op, og vi fortsatte nordover, stadig mod Nord; og vi havde endnu ikke faaet Taagebanken over den nærmeste Vaage i Sigte, da jeg vendte mig om mod Solen og saa, at den allerede var i Nærheden af Middagsmærket. Vi havde forlængst tabt de yderste Øer af Syne, da vi kunde se Taagebanken over den nærmeste Vaage, og saa snart vi naaede frem til den, saa vi, at det var lutter Ederfugle, som holdt Vaagen aaben. Jeg sagde nu til mine Brødre:

"Her er endelig noget, som er mere end Ryper. Lad os nu fange Ederfugle!"

Og da den yderste Vaage laa alt for langt ude, gjorde vi blot vore Snarer i Orden ved den første Vaage og begyndte at fange Ederfuglene. Saa ofte vi fik en Fugl, kastede vi den blot bagud, uden at se nærmere efter, hvor mange der blev, og saa tog vi fat igen. Da jeg saa engang vendte mig om og opdagede, at der allerede var vældige Byrder for os at bære, sagde jeg til mine Brødre:

"Det er ganske vist svært at gaa herfra, men lad os hellere holde op nu. Vi har allerede samlet os vældige Byrder, og vi er svært langt tilsøs." – – –

– – – Da Rypekylling naaede til dette Punkt i sin Fortælling, var der flere af Mændene, som begyndte at gabe og gaa ud. Og saaledes blev lidt efter lidt de mange besøgende færre og færre, men Rypekylling, som glædede sig over, at han kortede Aftenen for de fremmede ved at dysse Søvnighed over dem med sin Fortælling, fortsatte roligt:

"Vi lavede nu den Byrde tilrette, som vi skulde bære, og jeg havde som sædvanlig den største. Da vi var færdige, løftede jeg paa den for at se, hvor tung den var, og de Ederfugle, jeg havde taget, var tungere end fem store spraglede Sæler. Saa tog vi vore Byrder paa Nakken og begav os paa Vej; jeg gik som sædvanlig foran, og jeg sagde til mine Brødre:

"Vi er saa langt tilsøs, at det er nødvendigt at skynde os indefter, saa hurtigt vi kan."

Vi havde gaaet et Stykke, da jeg vendte mig om og saa, at en sort Sky var ved at hæve sig op over Isen i Vest, og jeg sagde til mine Brødre:

"Naar en sort Sky saaledes viser sig paa en klar Himmel, ender Dagen aldrig godt. I maa skynde jer indefter af alle Kræfter."

Og jeg, som førte an, satte Fart paa, og da vi igen havde gaaet et godt Stykke, saa jeg mig atter tilbage, og opdagede, at Skyen drev for en vældig Storm. Jeg maatte stadig skynde paa mine Brødre, og naar vi havde gaaet et Stykke Vej, og de var kommen alt for langt tilbage, stod jeg stille og ventede, ganske som om jeg havde Lyst til at staa stille. Før vi endnu havde faaet de yderste Øer i Sigte, kom Snetykningen over os, men endnu ingen Vind. Og Tykningen sænkede sig lavere og lavere ned, saa at der tilsidst intet Land var at se. Stormen kom over os, netop som vi kunde begynde at vente Land, og kom susende derinde fra. Vi blev helt borte for hinanden, saa at jeg maatte raabe efter mine Brødre, og de svarede alle.

Nu begyndte der at gaa Revner i Isen, der kom i Drift, saa at vi stadig maatte søge os de smalleste Steder ud, og naar jeg saa sprang over, fulgte mine Brødre efter. Da mørknede det pludselig forude, hvor der skulde være Land. Det var Isen, der flængedes op lige under Kysten. Jeg sprang over og skyndte paa min Brødre, og i samme Øjeblik vi havde Land under Fødderne, drev Isen til Søs. Saaledes kom vi alle vel i Land, og vi havde ikke længere noget at være bange for. Vi gik i Ro og Mag indover, og bedst som vi gik og endnu havde i Sinde at fortsætte — jeg som sædvanlig foran — kom jeg saa uventet over en Husindgang, at jeg nær var traadt lige ned i den. Den havde en vældig bred Aabning i Jorden, og jeg standsede og vendte mig om mod mine Brødre og sagde:

"Det er aldrig rart at færdes ude i saadant Vejr; lad os gaa ind hos disse fremmede og vente paa Klaring!"

Jeg tog min Byrde af, og mine Brødre gjorde det samme, hvorefter jeg sagde til dem:

"Vent udenfor og lad mig gaa ind først."

Jeg kravlede nu ind ad Husgangen, men idet jeg stak Hovedet ind gennem Indgangsaabningen til Husrummet, opdagede jeg til min Ærgrelse, men for sent, at jeg var kommen ind til de "rigtige Indlandsboere", Folk, jeg ellers plejer at være bange for. Dog ikke for deres Kræfters Skyld, men fordi de har skaldede Hoveder. Og idet jeg nu kom ind, sagde jeg:

"Jeg, som mindst af alt tænkte paa at gæste jer, kommer nu til jer, fordi jeg er gaaet vild i Uvejret."

Inde i Huset sad der et gammelt Par, som havde Plads paa den søndre Side af Huset, medens Døtrene sad paa den nordre Side. Da jeg nu talte saaledes til dem, busede det ud af Manden:

"Aldrig er det rart at færdes ude i et saadant Vejr; vent du hellere paa Opholdsvejr her hos os!"

Og derpaa spurgte han mig:

"Er du alene?"

"Nej, jeg er sammen med mine Brødre," svarede jeg.

Derefter sagde han, at jeg skulde lade mine Brødre komme ind, og da de alle var inde, tog han til Orde igen og sagde:

"Hør, I derhenne, se at faa deres Pelse tørrede!"

Straks rejste Døtrene sig op og børstede vore Pelse, der var gennempiskede af Sne, og hængte dem op. Da de var færdige, sagde Husherren:

"Man plejer at blive sulten af at flakke omkring, hent derfor Mad til dem!"

Saa gik Døtrene ud, blev lidt ude og kom saa ind med tørret Renskød, hvor løs Talg var lagt hen over det tørrede Kød. Alt dette lagde de midt ud paa Gulvet, og atter sagde deres Fader:

"Spis det med god Appetit!"

Før mine Brødre havde taget noget, havde jeg faaet mig et Stykke, og da jeg smagte paa det, var det jo virkelig ogsaa Renskød. Og vi spiste og spiste og holdt ikke op, før vi ikke kunde mere. Og netop som vor Vært rigtig skulde til at fortælle, var der en Stemme udenfor, som skar gennem Stormen, og en Mand raabte ind gennem Vinduet:

"Du derinde, jeg er kommen for at hente din ældste Datter!"

Vor Vært holdt et Øjeblik inde med sin Fortælling, men tog straks efter Traaden op igen; men da raabte den fremmede for anden Gang ind gennem Vinduet:

"Du derinde, kom ud og lad os slaas!"

Og da der blev raabt saaledes ind, sagde vort Vært arrigt hen for sig:

"Nu da jeg, som altid er ene, endelig har faaet Gæster, skal det netop træffe sig saa uheldigt, at han derude skal komme og forstyrre os."

Dette sagde han, tog sit Tøj, trak det paa og gik ud. Saaledes blev vi nu alene med Kvinderne, og den Mand, vi besøgte, var ikke længere i Huset. Saa rejste jeg mig op og kiggede ud gennem Vinduet, og jeg opdagede nu, at Stormen var stilnet noget af, idet Vinden var drejet om i Øst. Da jeg saa det, vendte jeg mig om til mine Brødre og sagde:

"Det synes nu, som om Vejret er ved at blive bedre. Da vi ikke har noget at gøre her i Huset, er det derfor bedst, vi samler vort Tøj og bryder op."

Vi gjorde os derpaa rede til at vandre hjemover, samlede vort Tøj og gik ud.

Udenfor blev vi snart Vidne til et vældigt Slagsmaal, et Slagsmaal saa voldsomt, at det var en Fornøjelse at se paa det. Vi saa, at det var en Igalilik, en Grydemand, af de største Indlandsboere, som vor Vært sloges med, og jeg sagde til mine Brødre:

"Her har vi intet at gøre længer, og bedst er det for os alle, om vi nu søger at komme hjem."

Jeg undersøgte derefter den Egn, hvortil vi var kommen, og opdagede, at vi var landede langt sønden for vor Boplads; og da jeg nu var klar over, hvor vi befandt os, begav jeg mig paa Vej hjemover op ad en lang og jævntskraanende Bakke. Da vi var kommen et Stykke opover, kom jeg pludselig til at tænke paa de to kæmpende Indlandsboere, og uden at standse, saa jeg mig tilbage over min ene Skulder og opdagede, at vor Vært havde et godt Tag i Grydemanden, som han svingede drabeligt rundt, idet han havde løftet ham fra Jorden. Da vi igen havde gaaet et Stykke, tænkte jeg atter paa de to kæmpende Indlandsboere, vendte mig om og saa hen over min Skulder, uden at standse, og jeg saa da, at vor Vært havde slynget Grydemanden fra sig hen paa Jorden, og dér laa han uden at bevæge sig. Vi gik derpaa videre hen over Bakkekammen og kom over paa den anden Side, uden at vi oftere vendte os om, da jeg nu var sikker paa, at det Slagsmaal, vi havde været Vidne til, var endt med Grydemandens Død.

Vi kom vel hjem og levede i flere Dage højt paa de fede Ederfugle, som vi kun denne ene Dag kom til at drive Jagt paa, fordi Stormen drev Isen til Søs." – – –

En Del af de Mænd, som endnu havde kæmpet med deres Søvnighed, forlod nu Huset, idet de gabede højlydt, hvorefter Rypekylling tog fat paa en ny Fortælling:

"Man har faret viden om i sit Liv, og mange er de Ting, man har oplevet. Engang da jeg var ude at gaa, søgte jeg mig det højeste Fjæld ud og gav mig til at bestige det; jeg havde endnu aldrig været oppe paa dets Top. Jeg gik og gik og naaede tilsidst op paa Fjældtoppen. Heroppe fra fik jeg Lyst til at se Landet paa Solsiden og tog paa Vandring derover. Men her løb jeg paa en vældig Grydemand, der sad paa Toppen af det bratte Fjæld, lige paa Kanten af en Afgrund ud for en stor Fjord. Jeg havde haabet, at han ikke skulde faa mig at se, men han fik straks Øje paa mig. Jeg bestemte mig derfor til at gaa hen til ham, og da jeg var naaet hen til Stedet, hvor han sad, sagde han:

"Det er svært, saa dit Ry flyver viden om, thi dig maa det være, som er den Mand, Rypekylling, som alle taler om."

"Ja, du har Ret, mit Ry gaar viden om, men det er ikke min Skyld. Det er fordi alle de Mænd, som kommer for at prøve mig, plejer at være slappere end jeg."

Derpaa sagde Grydemanden:

"Lad os to prøve vore Kræfter i Stenkast og se, hvem af os der kan kaste længst."

Og da han tog en Sten, som han vilde kaste med, tog jeg ogsaa en. Da han saa det, sagde han:

"Lad os nu kaste saaledes, at Kastene bliver længere og længere!

Og det gjorde vi, og Stenene faldt længere og længere ud over Fjorden. Men da de Sten, vi kastede, naaede midt ud i Fjordens Løb, kunde Grydemanden ikke kaste længere, og da jeg mærkede det, sagde jeg til ham:

"Der kan du se — altid er de Mænd, som udfordrer mig, slappere end jeg."

Jeg blev en Stund hos ham, og netop som jeg tænkte paa at gaa, kommer en Kajak til Syne ude i Fjordløbet og ror indefter nærmere den modsatte Kyst end vor. Jeg stod og ønskede, at han ikke maatte se den, men i det samme pegede han ud paa den og sagde:

"Jeg vil først tro paa din Færdighed, hvis du herfra kan ramme den Kajak derude."

Men saa vendte jeg mig imod ham og sagde:

"Hør nu efter, hvad jeg har at sige dig: Man fortæller, at jeg stammer fra Kystboere langt nordpaa ved Ilulíssat, og at jeg endnu skal have Slægt deroppe. Kun fordi vi fik Fjender, flygtede vi langt ind i Landet her til de store Søer. Da jeg selv stammer fra Kystboerne, vil jeg ikke dræbe nogen af dem."

Men atter sagde Indlandsboen:

"Jeg vil først tro paa din Færdighed, hvis du herfra kan ramme den Kajak derude."

Kajaken laa blændende hvid i Vandet. Blæren tegnede sig som Sne, Kajaken hvid som et tørret Fuglesvælg, og Manden selv skinnede i Solen. Men nu var jeg bleven vred paa den vantro Grydemand, og jeg tog en Sten og sagde:

"Nu skal du se, ramme den skal jeg nok! Se nu nøje efter Kajaken, thi den Sten, jeg kaster, vil du snart tabe af Syne."

Og saa gik jeg lidt hen mod Fjældkanten og kastede Stenen mod Kajaken, der kom roende indefter uden at ane noget ondt. Vi saa efter min Sten, til vi tabte den af Sigte, og vi stod endnu og saa efter Kajaken, da den pludselig splintredes i et Skumsprøjt. Da vendte jeg mig om mod Grydemanden og sagde:

"Der kan du se, saadan er jeg, og derfor har jeg ikke min Lige."

Jeg stod endnu ved Siden af ham, da han pludselig smuttede bag om mig og søgte at skubbe mig ud i Afgrunden. Men det lykkedes ham blot at rokke mig en lille Smule, saa at jeg flyttede Fødderne et Stykke ud mod Afgrundens Rand. Og nu blev jeg for Alvor vred, greb fat i ham og kastede ham ud over Afgrunden. Den øverste Del af Fjældsiden stod brat ned, medens der længere nede var et Stykke, som skraanede udefter. Indlandsboeren tabte straks sin Gryde i Faldet og da hans Legeme tørnede mod Skraaningen, rødmede Stenene. Siden forsvandt han ud over den næste Del af Afgrunden, og jeg saa ham ikke mere. Saaledes dræbte jeg to Mennesker paa een Dag, men det er ogsaa den eneste Gang i mit Liv, at jeg har gjort noget saadant."

Da Rypekylling nu tog fat paa en ny Historie, forlod den sidste af Gæsterne højt gabende Huset, og han var alene med Qorrukutsuk. Dette er da Rypekyllings tredje Fortælling:

"Viden har man faret rundt i sit Liv, og brogede er ens Oplevelser. Engang havde jeg holdt mig stille i nogen Tid, da jeg igen tog ud paa Vandring. Jeg besteg et højt Fjæld og var kommen op paa Toppen og skulde til at gaa nedover paa den anden Side, da jeg traf to Mænd, en gammel Mand og en Yngling, der stod og stirrede ud over Havet mod Nord. Jeg gjorde med Vilje lidt Støj, for at de skulde høre mig komme, og da den unge Mand havde faaet Øje paa mig, gik jeg hen til dem og spurgte:

"Hvad er det, I staar og holder Udkig med?"

Men førend den unge endnu havde givet nogen Lyd fra sig, sagde den gamle:

"Det er den unge Mand der, som har hørt et Dyrs Pusten ude over Havets Is, og nu staar vi og spejder efter det."

Han fortalte saa, at Dyret havde flyttet sig længere indefter; og medens jeg stod hos dem, gjorde den unge os atter opmærksom paa, at han hørte et Pust langt ude fra. Jeg var netop i den Alder, hvor mine Øjne var bedst, men jeg spejdede forgæves og kunde ingenting opdage. Men den unge Mand pegede paa Kroppen af Dyret og talte om det, og jeg undrede mig meget over hans skarpe Syn. Da Dyret atter kom op, fik den gamle ogsaa Øje paa det, og først nu saa ogsaa jeg det. Det var en Hval, og den svømmede indefter, men da den var kommen bag om de yderste Øer, nærmede den sig ikke mere Landet, og jeg sagde derfor til den gamle:

"Løkkerne til vore Snarer er gamle og skøre, og dernede er der en Hval, hvis Barder man kunde faa mange dejlige Løkker af."

Og jeg føjede til:

"Har du ikke en Tryllesang til at lokke Dyr ind med?"

Den gamle svarede:

"Jeg er ikke som andre gamle Mænd, der forstaar sig paa Trolddomskunster. Det eneste, jeg kan, er en lille Vise, som jeg bruger til at lokke Graafisk op med."

"Forsøg paa at synge den," sagde jeg.

Og saa gik den gamle frem og sang med en forunderlig smuk Stemme Sangen, der lokkede Graafiskene op. Hvalen gik ned, idet den slog Vandet med sin Halefinne, og saa gik den gamle tilbage og sagde:

"Hvis Visen har haft nogen Virkning paa den, vil den komme op i Retning af Fjældsiden der."

Og lidt efter viste den sig ganske rigtigt ogsaa i Retning af Fjældsiden, og saadan en Fart havde den paa, idet den kløvede Vandet, at det saa ud, som om der rejste sig Haar paa den. Efter at have trukket Vejret, gik den atter ned og saa sagde den gamle:

"Hvis Lokkevisen ellers har nogen Virkning, vil Hvalen komme op i Nærheden af Naujatsiait. "

Jeg syntes egentlig, at det var lidt vel langt, men ganske rigtigt — næppe havde vi begyndt at vente den, før den kløvede Vandet i Retning af Naujatsiait. Jeg spurgte den gamle, om der ikke var en Elv oppe i Bunden af Fjorden, og han svarede, at der var en. Derpaa løb vi alle af Sted, saa hurtigt vi kunde; og da jeg ikke ventede, at de to andre skulde kunne følge mig, vendte jeg mig om for at se, hvor langt jeg var kommen fra dem, men de var lige i Hælene paa mig. Nu løb jeg til af alle Kræfter, og da jeg havde løbet et Stykke, vendte jeg mig atter om for at se efter de andre; men det var ikke underligt, at jeg ikke kunde se dem nogen Steder; men da jeg gerne vilde komme i rette Tid til Hvalen, løb jeg blot videre. Og saa snart jeg kom frem til Bunden af Fjorden, var der ganske rigtigt en Elv. Jeg stod nu og holdt nøje Udkig med Hvalen, da mine Ledsagere naaede hen til mig. Til vor Forundring opdagede vi, at den allerede var kommen langt forbi os, og saa sagde jeg til dem:

"Den følger nu Elvens Løb opefter, og først naar den er helt oppe mellem de to Fjælde deroppe, skal vi harpunere den."

Og næppe havde jeg sagt det, før alle Fjælde genlød af Raabet: Hval, Hval!

Her var da sandelig Mennesker! Og netop som Hvalen var kommen midt ind i Elven og endnu ikke havde naaet de Fjælde, som jeg havde talt om, blev den harpuneret af et Menneske, som viste sig at være en Mand, der nylig havde været i Berøring med en Død; og da jeg skulde til at trække i Fangelinen, sprang den som et Haar. Hvalen snøftede og slog med Halefinnen uden at komme op igen. Jeg kiggede efter den og opdagede, at den atter var gaaet til Søs, hvorefter jeg gik hen til den gamle og sagde:

"Kan du ikke en Vise, som kan kalde den tilbage igen?"

Den gamle vendte sig imod mig og svarede:

"Alt, hvad jeg kan, er Lokkevisen for Graafisk."

Saa gik han et Stykke frem for os og sang med endnu skønnere Stemme end før Tryllesangen, og atter slog Hvalen med Halefinnen og forsvandt. Nu traadte den gamle tilbage, kom hen til mig og sagde:

"Hvis Visen har virket, vil den ikke komme op før den har passeret os."

Vi stod nu og spejdede efter den paa maa og faa og saa den endelig komme op langt borte, hvor Elvlejet havde udvidet sig til en Sø, og her blev den. Vi gik op til den, og da den kom op for at drage Aande, harpunerede jeg den; og saa voldsomt havde jeg ramt den, at den blot krummede sig en Smule i Dødskampen. Vi halede den ind til Bredden, og nu begyndte man pludselig oppe fra Fjældene, hvor der ellers ikke skulde være Mennesker, at raabe: Hval, Hval!

Da vi havde faaet den ind og lagt den til Rette, stak jeg Haanden ned i min Taske for at tage min Kniv, som jeg altid havde hos mig, og opdagede, at jeg havde glemt den. Og først nu kom jeg til at tænke paa, at jeg den foregaaende Dag om Aftenen havde stukket den op i Loftsbjælken i vort Hus. Nu da jeg ingen Kniv havde, vilde jeg faa en meget ringe Fangstpart, saa mange Mennesker der var. Men saa tænkte jeg. at det kunde være ligegyldigt, om jeg kom lidt for sent til Flænsningen, thi jeg kunde jo altid tage deres Flænsestykker fra dem, om de havde taget for meget.

Om man nu hentede Kniven, tænkte jeg? Og netop som de bøjede sig ned for at flænse, løb jeg hjemover, alt hvad jeg kunde. Og jeg løb og blev ved med at løbe, og da jeg kom ind i Huset, laa mine Brødre endnu og sov. Jeg tog min Kniv, og idet jeg sprang ud, raabte jeg til dem:

"Er det Vejr at ligge og dovne i? Her lidt sønden for os flænser man en stor Hval!

Dette sagde jeg, og straks da jeg kom ud, løb jeg, alt hvad jeg kunde, tilbage til Fangststedet. Og da jeg naaede frem, var der endnu ingen, der havde faaet flænset sig et Stykke af. Saa borede jeg mig ind imellem dem og skubbede dem til Side, saa det fløj om mig med Mennesker, der faldt lige som store tunge Regndraaber til Jorden. Og nu var der som sædvanlig ingen, der turde komme i Nærheden af mig. Derpaa lagde jeg Hvalen tilrette og skar den paa langs igennem i to Dele, og efter at jeg havde lagt det halve Stykke for sig selv, sagde jeg:

"Flæns I nu af Resten, saa meget som I har Lyst til!"

Og som jeg stod der og saa paa de flænsende Mænd og smilte til dem, kom mine Brødre og vilde tage Flæns. Men det gav jeg dem ikke Lov til, da jeg allerede tavde taget den halve Hval. Men bedst som jeg stod og saa paa dem, hørte jeg en Stønnen fra et Menneske, som syntes at være ved at kvæles. Og idet jeg fattede Mistanke, saa jeg mig om efter den gamle, der havde lokket Hvalen ind, og jeg skyndte mig hen til de flænsende og skubbede dem til Side og fandt den gamle halvt kvalt under dem alle. Jeg rejste ham op — han kunde næsten ikke mere — og skar saa Flænsestykker af til ham og den unge Mand, saa store som de kunde bære det, og gav dem desuden tre Barder af de længste; og medens de stod og takkede mig. tænkte jeg ikke mere paa dem.

Da vi havde set længe nok paa de flænsende, sagde jeg til mine Brødre:

"Hvis vi efterlader noget af vor Fangstpart her, vil vi aldrig mere faa det at se. Det er derfor bedst, vi forsøger at bære den halve Hval paa een Gang, uden at partere den."

Og saa bandt vi Bæreremme fast i Huden og bar den hjem, og siden levede vi i lang Tid af Hvalkød."

Derefter begyndte Rypekylling paa en ny Historie:

"Nogen Tid efter at vi havde fanget Hvalen, gik jeg mod Syd over Land. Og jeg gik og blev ved at gaa. indtil jeg havde faaet Udsigt over Tasersiaq-Søen. Her satte jeg mig ned for at svale mig, da jeg var meget varm; og jeg havde netop sat mig og skulde til at se mig omkring, da jeg ved Tasersiaq-Søens Elv fik Øje paa noget sort. Og da jeg nærmere skulde til at undersøge det, ja, saa var det sandelig Mennesker, en Mængde smaa Mennesker! Jeg gik ned imod dem, og gik og blev ved med at gaa, og da jeg var lige i Nærheden af dem, saa saa jeg noget stort og blankt, der svømmede om ved Elvens Udløb. Jeg skyndte mig derhen, og da jeg naaede Stedet, blev jeg straks klar over, hvad det blanke var for noget. Det var en vældig Laks, en Kæmpelaks, som søgte at svømme op, og paa Skyggesiden af Elven vrimlede det med Mennesker. Jeg var alene paa Solsiden. Alle holdt de sig parat med deres Vaaben, og da jeg jo selv altid har mine Redskaber hos mig, holdt ogsaa jeg dem rede til Brug. Jeg saa paa Laksen, og mente nok, at min Fangeline vilde kunne række den, naar den atter gik ud i Strømmen. Saa kom Laksen atter svømmende hen mod Elven, og da jeg syntes, at den saa vældig ud, søgte jeg efter et Sted, hvor jeg kunde stemme Foden imod, og jeg fik Øje paa en lille Fjældknaus, der syntes at være passende. Og netop som Laksen var midt ude i Strømmen, harpunerede jeg den.

Men næppe havde jeg kastet, før de ovre paa Skyggesiden af Elven ogsaa kastede deres Harpuner ud, og saa mange var der, at de rejste sig ligesom Haar paa Laksen. Saa, tænkte jeg, nu skal naturligvis jeg, som først har harpuneret den, narres for min Fangst! Og da jeg syntes, det var en hel Vrimmel af Mennesker, som jeg nu skulde hale Laksen fra, lod jeg mit Fodfæste fare og saa mig om efter et bedre. Et saadant fandt jeg og holdt mig klar, thi det var jo mange Mennesker, jeg ene skulde hale imod. Jeg havde endnu ikke lagt alle mine Kræfter i, før jeg opdagede, at de begyndte at give Slip paa deres Fangeliner derovre, og nu rykkede jeg til af alle Kræfter. Og netop som jeg rigtig hang i, blev alt borte for mig.

Da jeg kom til mig selv igen, laa jeg paa Jorden med min Fangeline i Haanden. Jeg rejste mig hurtigt op og saa nu, at de allerede havde faaet Laksen hen til Elvens Udløb. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg var den, der først havde sat fast, og nu skulde jeg snydes! Elven kunde man ikke komme over, og skulde jeg løbe uden om Tasersiaq-Søen, maatte jeg op over mange høje Fjældsider, og saa vilde der ikke være noget igen til mig, naar jeg kom derover. Saaledes tænkte jeg først, men saa rejste igen den Tanke sig i mig:

"Det gør jo ingenting, om de faar flænset den, før du naar frem, for saa tager du blot din Fangstpart fra dem."

Jeg undersøgte nu den Vej, jeg skulde følge, og løb af Sted af alle Kræfter for at komme tids nok. Jeg naaede ned til Søens Ende, men desværre var Skyggesiden fuld af Afgrunde, der sinkede min Fart. Jeg troede, at jeg skulde komme for sent, da jeg fik Udsigt fremover, og saa. at Dværgene endnu var samlede paa Fangststedet. Jeg løb ned til dem, og da jeg kom frem, var der endnu ingen, der havde taget Flæns. De stod blot og skubbede til hinanden. Jeg sprang straks ind imellem dem og skubbede dem til Side, og nu var der som sædvanlig ingen, som turde komme i nærheden af mig. Jeg skar den midterste Del af Laksen fra og søgte at binde den op, saa at jeg kunde bære den. Da jeg løftede Laksestykket, var det saa tungt, at fem store spraglede Sæler ikke vejede mere. De andre havde endnu travlt med Laksen, da jeg tog min Byrde paa Nakken og gik. Jeg kom vel hjem, og vi levede i lang Tid højt paa Kæmpelaksen.

Det er de Gange i mit Liv, hvor jeg husker, at jeg har løbet af alle Kræfter, dengang da jeg hentede min Kniv, efter at have fanget Hvalen, og dengang jeg løb for at komme tids nok til Kæmpelaksen. Og saa nu i Dag. da jeg løb om Kap med dig. Endnu havde jeg mange Historier at fortælle, men her skærer jeg dem over, da det er alt for sent ud paa Aftenen."

Derpaa gik Rypekylling ud for at gøre sig klar til at gaa til Ro, og Værten sagde til sine Husfæller:

"Det er ikke noget rigtigt Menneske. Gaa ud og hent noget, han kan ligge paa."

Saa gik Husfællerne ud og kom ind med Skind af Bjørneunger, hvis Haar straalede som Messing, og de bredte dem ud paa Sidebriksen. Og saa snart Rypekylling kom ind, gik han til Ro.

Men Qorrukutsuk tog en stor Narhvalstand fra sin Kasse og sad og pillede med den, alt medens han smaasnakkede. Det varede noget, før Rypekylling faldt i Søvn, og da han var sovet ind, gik Værten stille til Ro.

Han havde sovet en god Stund, da han pludselig vaagnede i Angst, men da han saa sig om, sov Rypekylling endnu. Saa stod han ganske langsomt op, og da han kom ud, var det allerede ganske lyst. Saa listede han stille ind igen, aabnede sin Kasse, tog Narhvalstanden frem og begyndte at arbejde paa den, medens han ventede paa, at den anden skulde vaagne. Og endelig, da Lysningen i Vinduet ikke længere tog til, slog Rypekylling Øjnene op, og idet han vaagnede, kom Qorrukutsuk ham i Forkøbet og sagde:

"Det er dog svært, saa længe du har snuet!"

Rypekylling stod straks op og gjorde sig klar til Afrejse.

Qorrukutsuk sagde nu til ham:

"I Sandhed, hvis du bryder dig om to Barder, saa skulde du faa dem til at lave Snarer af."

Og da busede det ud af Rypekylling:

"Lige siden jeg dengang fangede den Hval, som jeg har fortalt dig om, har jeg brugt Barderne af den som Snarer; nu er de saadan øgede, at de næsten er ubrugelige."

Og Qorrukutsuk gav ham to store Barder og to Stødtænder af Narhval. Rypekylling blev meget glad for Gaverne og sagde:

"Ja, sandelig, om du paa samme Maade vilde besøge mig, skulde du ogsaa faa, hvad du kunde ønske dig.

Da Rypekylling rejste, fulgte Qorrukutsuk ham hen til sit Snehus, og da de naaede derhen, sagde Rypekylling:

"Nu maa du endelig ikke lade være med at besøge mig, det maa du love mig!"

Qorrukutsuk lovede det, og da Rypekylling nu skulde af Sted, tog han Afsked, idet han sagde:

"Dengang du saa mig komme, nærmede jeg mig langsomt til din Snehytte; men nu maa jeg sætte Farten op, thi jeg har lang Vej hjem."

Og straks da han satte af Sted i Løb, saa Qorrukutsuk ham tydeligt nok for sig, men Rypekylling var ikke kommen ret langt bort, før Qorrukutsuk tabte ham af Syne, — saadan føg Sneen fra hans Hæle. Det var, som om det slet ikke var nogen Afstand, da han løb Fjorden op.

Dette er, hvad Qorrukutsuk har fortalt om den Mands Besøg, den Mand, som ikke var noget rigtigt Menneske. Og dette er alt, hvad man ved om Rypekylling, thi det fortælles, at han ikke holdt af at komme ned til Kysten, efter at han havde dræbt en af Kystboerne under Væddekampen med Grydemanden.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 101-133. København, 1924.