Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Aandemanere

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Aandemanere

En Aandemaner er et Menneske, der gennem Uddannelse har lært at sætte sig i Forbindelse med en eller flere Aander, hvis overnaturlige Evner han kan betjene sig af; han bliver saaledes Midleren mellem Menneskene og de Kræfter, der griber ind i Skæbnerne.

Ikke enhver kan blive Aandemaner; thi det er ikke alle, Aanderne vil tjene; der skal særlige Anlæg dertil og en Art Kaldelse. Naar en Mand paa en Vandring, hvor han er ene, hører en Lyd, som kan stamme fra en Aand, eller livagtig ser Aanden, føler han sig kaldet til at være Angákoq.

Det er ofte de dygtigste Fangere, der bliver Aandemanere, men forøvrigt har Erhvervsdygtighed intet med Kaldelsen at gøre. En middelmaadig Fanger, der er stærk i Ekstasen og levende i sin Fantasi, vil ogsaa være i Stand til at hævde sin Autoritet.

Ved hver Boplads findes en, undertiden flere Angákut. Disse er meget hemmelighedsfulde med deres Kunst og slaar som oftest alle Spørgsmaal hen i Spøg. "Gaa ud i Fjældene og lær det selv!" eller: "jeg har ikke Begreb om at mane Aander, det er Løgn og Bedrag altsammen!" er de Svar, man faar, naar man i andres Paahør søger Oplysning. Men kan man komme ud sammen med dem, helst paa en Fangstrejse, og der vinde deres Fortrolighed, saa har de ikke noget imod at give lidt Besked — mod Tavshedsløfte, "for den store Hob, som ikke selv forstaar sig paa de skjulte Ting, er saa vantro og haanesyg."

Ûtâq, en ung Aandemaner, der er omtalt i det foregaaende, fortalte mig:

"Jeg vilde være Aandemaner og gaar til Fjælds, langt ind i Fjældene, meget langt, og sover deroppe.

Deroppe ser jeg to Fjældaander, to var der, to store Fjældaander, høje, saa høje som et Telt.

De sang Trommesange, de blev ved med at synge Trommesange, de to store Fjældaander. Jeg fik ikke et Ord frem, jeg holdt mig stille, medens de sang Trommesange; jeg skammede mig og turde ikke tale til dem.

Dagen efter gik jeg hjem. Da var jeg lidt af en Aandemaner, kun meget lidt af en Aandemaner.

En anden Gang giver jeg mig atter ud paa en lille Vandring til Fjælds paa Harejagt, da jeg havde faaet Længsel efter Harekød. Et stort Fjæld gik jeg op over, og da jeg kom derop, lagde jeg mig ned for at sove.

Jeg var ikke søvnig, men jeg lagde mig blot ned.

Der ligger jeg lidt, ligger og hører igen paa Fjældaandernes Sang; det var de to store, som jeg ogsaa havde hørt sidst.

Den ene giver sig nu til at tale, taler til mig, beder mig om en Øse af Træ.

Jeg hørte blot, at de sang, og at de talte til mig; selv sagde jeg ikke noget.

Da jeg kom ned til Menneskene, fortalte jeg heller ikke nu, hvad jeg havde set. Men jeg udskar af Træ en Øse, en meget smuk Øse af Træ uden Smuds.

Den tredje Gang jeg hørte Fjældaandernes Sang, gik jeg ikke til Fjælds, da var det i mit Hus. Nu søgte de mig selv, jeg begyndte nu at blive Aandemaner, mere og mere; men Menneskene vidste ikke noget derom.

Da jeg igen saa Fjældaanderne, løb en stor Hund efter dem, en broget Hund; ogsaa den blev min Hjælpeaand.

Først da mange Mennesker blev syge, aabenbarede jeg mig som Aandemaner; og jeg hjalp mange.

Mine Hjælpeaander kender mine Tanker og min Vilje, og de hjælper mig, naar jeg befaler.

Engang blev jeg meget syg, og da tabte jeg en Del af min Aandemanerkraft. Mine Hjælpeaander begyndte at foragte mig; de foragtede mig, fordi jeg blev syg.

Jeg er nu igen en stor Aandemaner. Selv min Kone kan høre Aanderne, naar de kommer til mig, og jeg véd, naar Folk skal blive syge, og jeg ved, om de kan komme sig.

Ser du, Meqo dør maaske til Efteraaret, men maaske kan jeg hjælpe hende. Meqo vil blive syg."

"Har du sagt det til hendes Mand?"

"Nej, endnu ikke; jeg undser mig for at sige det. Men jeg ved det, min Hjælpeaand har sagt det."

"Kan du hjælpe hende?"

"Ja maaske; jeg er jo Aandemaner, og mine Hjælpeaander gør min Vilje. Men der findes dog mange, som er langt større Aandemanere end jeg."

Aandedyrkelsen blandt Polareskimoerne er meget simplificeret, naar man sammenligner den med Østgrønlændernes. Navnlig lægger Polareskimoerne sig ikke mere efter den blændende Taskenspiller- og Bugtalerkunst, som i saa høj Grad øger Spændingen ved en østgrønlandsk Besværgelse, hvor man f. Eks. hører mange Stemmer tale i Munden paa hinanden, underjordiske Kor eller larmende Uhyrer.

I Sammenligning med disse er de polareskimoiske Aandemanere meget stilfærdige. Selv paastaar de, at alle de store er døde. Engang kunde man ogsaa hos dem fare baade til Himlen og ned under Havet paa Sjæleflugt; man kunde afflaa sig sit eget Skind og trække det paa igen, og man kunde i mange Menneskers Paahør i Husene lade Aanderne holde Stævne for slukkede Lamper, ganske som paa Østkysten.

Nu er den Kunst død sammen med de gamle; den sidste var Sagdloq.

Dog — selv om deres Besværgelse er mere stilfærdig og deres Kunst ikke saa udviklet som i gamle Dage, er de dog nu, som før, Herrer over deres Hjælpeaander. Besværgelserne foregaar om Vinteren i Husene ved halvslukkede Lamper, og om Sommeren i Telte. Anledningen til en Paakaldelse er enten Sygdom, vedvarende Uvejr eller daarlig Fangst.

Naar en Angákoq bliver "beaandet", stønner han, som om han var en Afmagt nær, begynder at skælve over hele Kroppen og springer saa pludselig ud paa Gulvet og istemmer den monotone Aandevise til en Tekst, han improviserer for det særlige Tilfælde, han skal behandle. Visen synger han stadig højere og højere, og efterhaanden som Besværgelserne skrider frem, bliver han i sine Fagter og Raab vildere og vildere. Han sukker og stønner, som om usynlige Magter sled i ham, og han giver det ofte Udseende af, at han ligger under for en svær Magt. Men ellers mærker Tilhørerne intet til Aanderne. Angákut selv paastaar, at det smerter gennem alle Lemmer, naar Aanderne meddeler dem deres Profetier. Og de kan under Sangen, som ledsages af Slag paa den lille Tarmskindstromme, arbejde sig op i en ejendommelig Ekstase, under hvilken de med lukkede Øjne, det lange, flagrende Haar og det fordrejede Ansigtsudtryk kan virke betagende paa Tilhørerne.

I gamle Dage, da Angákut kunde det, var det en af deres mest yndede Opgaver, naar Fangstdyrene blev sjældne, at fare ned til "nerrivik" ɔ: "Sulefadet", Sødyrenes Herskerinde. Man fortæller, at hun kun har een Haand og derfor ikke selv kan flette sit Haar eller sætte det op i Top. Aandemanerne rejser derfor ned og hjælper hende. Til Tak slipper hun mange Fangstdyr ud til Menneskene.

I Almindelighed tilkaldes Aandemanerne for at træde hjælpende til, særlig i Tilfælde af Sygdom. Og de faar da, hvis de ikke er i Familie med vedkommende, Betaling for deres Besværgelse. Efter en Besværgelse maa de ikke skære med Kniv i fem Dage. — Men det hænder ogsaa, at Aandemanerne, inspirerede af deres Hjælpeaander, tilkalder Landsmænd, "nalúngisaqalitdlarângamik", d. v. s., "naar der er noget, de ved". Under en saadan Inspiration kan de høre Mennesker tale paa Bopladser, der er flere Mil borte.

Har en Hjælpeaand sagt dem Navnet paa en Person, der trues af Sygdom eller anden Fare, nævner de under en offentlig Besværgelse aldrig selv Navnet; de nøjes med Hentydninger, der kan lede Tilhørerne paa Spor; og naar disse gætter Navnet paa Vedkommende, udbryder Besværgeren i Veklager under Raabet:

"Ja, det er ham! I nævnte Navnet. Aa, jeg kunde ikke andet, jeg maatte sige, hvad jeg vidste!"

Mellem Tilhørerne og Aandemaneren er der altid livligt Sammenspil, idet dennes Ord stadig gentages af en af de ældste i Forsamlingen, der idelig med Tilraab opildner den "beaandede" til at holde ud og give fuld Besked. De Raad, der gives, bestaar altid i Opramsningen af visse Ting, den truede ikke maa gøre, Forholdsregler, der falder sammen med de forskellige i det foregaaende nævnte; eller ogsaa foreskrives Diæter, som f. Eks. at vedkommende ikke maa spise Hanhvalrosser, og endda kun særlige Partier af Hunhvalrossen; at al hans Føde maa være kogt, o. l. Angákut holder ligeledes strængt over, at enhver skal have sit eget Tøj, og aldrig laane andres. Jeg hørte saaledes engang den store Alataq stærkt paatale, at Brødrene Majaq og Ehré ofte laante hinandens Støvler. Paa samme Maade overholdes, at enhver har sin egen Drikkeskaal; navnlig maa unge ikke drikke af gamles Bægre; omvendt tager de det ikke saa nøje. Har et ungt Menneske ikke sin egen Drikkeskaal, maa han enten hælde Vandet ned i Munden gennem den hule Haand, eller ogsaa lave sig et Rør af et større Ben, som han holder for Munden, mens han hælder af Vandbeholderen.

Her er et Eksempel paa en Sygdomsaarsag:

Piuaitsoqs lille Barn var bleven sygt, og Alataq tilsagdes til en Besværgelse under Sammenkaldelse af hele Bopladsen. Han manede og besvor sine Aander til langt ud paa Natten, og fandt ud, at Aarsagen til Barnets Sygdom var den, at man engang i Spøg havde givet en Hundehvalp den lilles Ræveskindsbukser paa.

Der findes et særligt Aandesprog, som anvendes ved Besværgelserne; Angákut maa ikke nævne Menneskene, deres Fangstmidler og de større Fangstdyr ved de almindelige Betegnelser; jeg skal her anføre de vigtigste Særgloser.

Menneske: tâ (Skygge); den almindelige Betegnelse: inuk.

Børn: niviarsiarqat (Smaapiger); ellers perâpaluit.

Spæde Børn: quajautsiat (smaa Tangplanter); ellers nâlungiarssuit.

Hoved: kangeq (Forbjærg); ellers niaqoq;

har Hovedpine (har et daarligt Forbjærg): kangerdlugpoq.

Lunger: anerneqarfît (det, hvormed man drager Aande); ellers puak.

Hund: púngo (den der dukker sig); ellers qingmeq.

Hvalp: púnguatsiaq; ellers qingmerârssuk.

Slæde: sisoraut (Glideren); ellers qamutik.

Kajak: pugaríssat (Flyder); ellers qajaq.

Sæl: qajuaq (Suppegiveren); ellers puisse.

Hvalros: sitdlâlik (den brede); ellers auveq.

Remmesæl: magdlak (den voldsomme); ellers ugssuk.

Hvidhvaler eller Narhvaler: agdlagússat (de med Tegninger i Skindet); ellers qilaluvkat.

Bjørn: ajagpagtoq (den stavrende); ellers nanoq.

Ren: kumarússat (Lus, d. v. s. Jordens); ellers tugto.

Ræv: pisugkâtsiaq (den vandrelystne); ellers teriangniaq.

Sælskindsremme: ninguaq (det der ikke sprænges); ellers agdlunâq.

Stødtænder af Hvalros eller Narhval: nutsat (Haar); ellers tûgaq.

Jorden: nunâraq (den kære, lille Jord); ellers nuna.

Verden eller Vejret: silâraq (det kære Vejr); ellers sila.

Sne: anêjôq; ellers aput.

Is: ulugssaq (det, der kan skrues sammen); ellers siko.

Vind: suvdluaq (det, der trækker); ellers anore.

Sten: mángerit (det haarde); ellers ujarak.

Havet: Aqitsoq (det bløde); ellers imaq.

Fugle: qangátait (de, der hæver sig op); ellers tingmíssat.

Hus: nuvdlik; ellers igdlo.

Forraadskammer: ilissivik (Stedet, hvor man lægger noget); ellers serdluaq.

Føde: ãpatit (uregelmæssig Form: det, der bringes ind); ellers nerissagssat.

Klæder: ánorssat; ellers ánorât.

Telt: nápagaq (det rejste); ellers tupeq.

En Angákoq behøver ikke altid Aandesang og voldsomme Besværgelser for at tilkalde Aander; i et mindre alvorligt Tilfælde kan han nøjes med at lægge et Menneske paa Ryggen over en Briks, binde en Kobberem over dets Hoved, som han drager op og ned, idet han siger: "Qiláka nauk? — Hvor er mine Aander?" Bliver nu det fastbundne Hoved tungt, saa at Aandemaneren ikke kan løfte det op fra Briksen, siger han: "Tássa qilaivagit! — Det er min Hjælpeaand!", og denne er da til Stede og indgiver ham hans Ord. Imedens ligger Mediet stille med lukkede Øjne. Denne Manemaade kaldes: Qilaneq. Man kan ogsaa nøjes med blot at sætte sig paa Jorden, binde en Rem om sit ene Ben og drage det op og ned under samme Udraab som før; bliver Benet tungt, saa at man ikke kan løfte det, er Aanden til Stede. Paa denne Maade manede Aandemanersken Nivigkana over en af mine Hunde, der var bleven syg. Hun kom i en Ekstase, hvorunder hun saa en Aand komme trækkende med min Hund; den havde røvet Sjælen, derfor var Hunden bleven syg: nu havde Nivigkana forlangt den tilbage, og Hunden vilde blive rask; den kom sig, og der gik siden Ry af Nivigkana blandt Bopladserne.

Baade Mænd og Kvinder kan blive Angákut, men Kvinderne bliver sjældent farlige som saadanne; de har ikke Mod til at gøre noget ondt, siger man.

En Angákoq, som bruger sin Magt til det onde, kaldes en ilisîtsoq; uden selv at vise sig, kan han dræbe dem med en "tupilak", et Dyr, der er skabt af Aandemaneren selv, i Reglen en Sæl, som viser sig for den Mand, han vil til Livs. Tupilaken kan enten kæntre Manden i Kajak, uden at lade sig fange, eller ogsaa lader den sig harpunere og dræbe. Den, som dræber en saadan selvgjort Sæl, mister Kraften i sit Legeme og bliver Krøbling.

Blandt Polareskimoerne havde Tâterâq fanget en saadan tupilak; en Efteraarsdag, da de var for Hjemgaaende fra Fangst, bugserende en Hvalros, dukkede der en Sæl op foran Kajakerne. Tâterâq blev straks ganske ude af sig selv af Jagtiver, raabte op og teede sig som en gal. Han roede frem, satte Harpunen i Dyret, og først da han havde dræbt det, faldt der Ro over ham igen.

Da de kom hjem og fik Dyret flænset, opdagede de, at det var gjort af en Angákoq. Brystkassen var som et Menneskes, og de øvrige Knogler var tagne af forskellige Dyr.

Kort Tid efter blev Tâterâq syg, og hans Krop døde lidt efter lidt. Han, som før havde været en af de dygtigste Fangere, har nu i flere Aar ligget lam og hjælpeløs paa en Slæde mellem Husene.

Man mente, det var gamle Qilerneq, der havde gjort denne tupilak. Han havde lagt Knogler af forskellige Dyr sammen, lagt Tørv og Blodklumper derover, og tryllet Liv over det med en særlig Tryllesang.

Aandemanerne kan ogsaa optræde som Sjæleranere, og Menneskene bliver da syge og dør. Nogen Tid før vor Ankomst til Kap York havde man myrdet en Mand, der hed Qajorapaluk, "fordi han røvede Sjæle".

– – –

Saaledes var Polar-Eskimoernes religiøse Forestillinger og deres Forhold til Verden under mine første Besøg. Men 1909 anlagdes en Missionsstation i deres Distrikt, og alt er derefter blevet forandret. De er endnu ikke døbt allesammen, men Tabureglerne er dog ophævede og selv om der blandt dem, der endnu er Hedninger, er en og anden, der holder fast ved det gamle, maa dog Aandemanerne og deres Besværgelser nu siges at være ganske uden Betydning for Stammen.

– – –

Der er altid noget vemodigt i at se det gamle forsvinde. Vi ser, hvorledes det moderne Samfund støber alt i den samme Form, og samtidig med at Menneskene bliver mere og mere ens, beklager vi alt det særprægede, som der nu ikke længere er Plads til. Men ved Siden af det smukke og stærke, var der unægtelig ogsaa meget raat og i daarlig Forstand hedensk, som havde sin Rod i Eskimoens oprindelige Livssyn. Mangel paa Følelse for andet end ens egen Familie var Aarsag til, at mange uskyldige Børn blev dræbt, naar de mistede deres Forsørger. Beskyldningerne for Sjæleran, der ogsaa førte til Mord paa uskyldige Bopladsfæller, forældreløse Børns og gamle Mænds og Kvinders fuldkomne Vanrøgt var altsammen Resultater heraf. Lad være, at Aarsagen ikke var Ondskab, men en Følge af Naturmenneskets Ubetænksomhed og af et Land, hvor Kampen for Tilværelsen ikke stemte til Blidhed, men snarere hærdede Sindet — saa er det dog aldeles utvivlsomt saaledes, at den hvide Mand med sin Civilisation og sin Kristendom har lettet dem Kampen for Livet og mildnet Sæderne.

Men jeg gentager, at til Trods herfor bliver der hos den, der har lært at elske Eskimoernes Fortid, som den aabenbarer sig i Myter og Sagn, nogen Vemod tilbage, og jeg maa maaske derfor have Lov til at give Udtryk herfor i et Citat fra mig selv i "Grønland langs Polhavet‘‘:

"Jeg begyndte dette Afsnit med at paastaa, at Polar-Eskimoen ikke kendte til Tilbedelse. Det gør han heller ikke i den Forstand, som vi kender den fra andre Religioner, han nøjes blot med at bøje sig for det store ukendte og er ikke bange for at indrømme, at han intet ved og at hans Tro muligvis er forkert. Hans Erkendelse af Begrænsning og hans hele Ærlighed er her som paa andre Punkter usvigelig.

Men selv om Tilbedelse saaledes er ham nægtet gennem den enkle Religion, der blev ham overgivet fra Fædrene, saa er han dog langtfra fremmed for Andagt. Og idet jeg skriver dette, gaar mine Tanker tilbage til de mange Mænd og Kvinder deroppe, jeg i Vinteraftnerne har set vandre tavse og stilfærdigt op til deres Slægtninges Grave. Her kan de blive siddende Time efter Time i en Andagt uden Ord, der sikkert ikke er et ringere Udtryk for den Følelse af menneskelig Afmagt, som hos højere Kulturfolk giver sig Udslag i Paakaldelse og Bøn."

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 28-36. København, 1925.