Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Lus
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Lus
Fortalt af Ûsarqak
(ung Mand, 25 Aar)
Vore Forfædre har forbudt Kvinder, der nylig har født, at nævne Lusen ved Navn og beklage sig, naar den volder Kløe.Der var engang en Barselkvinde, som var saa forfærdelig plaget af Lus paa sin Skulder.
"Det er dog mærkeligt," sagde hun, "at saa smaa, tandløse Dyr kan bide saa haardt!" Men da hun skottede hen til Skulderen, saa hun et frygteligt Gab med store Tænder. Se, det var Lusen, som vred over hendes Tale havde taget sig et Uhyres Skikkelse paa.
Kvinden blev saa forskrækket, at hun døde.
Efter denne Tildragelse forbød man Barselkvinder at nævne Lus ved Navn.
Dette hændte i vore Forfædres Tid — i de Tider, da en ubesindig Mennesketunge kunde skabe Uhyrer, der voldte store Ulykker.
Ellers er Lusene bange for Menneskene; det viser følgende Sagn:
Engang gav to Lus sig til at tale sammen.
"Giv mig mine Vanter, der hænger paa Husstolpen!" sagde Manden.
De boede i et Renskind, og det var Haarene, som Manden kaldte for Stolper.
"Aah nej, bliv hellere hjemme hos mig!" sagde Konen; "Menneskene dræber dig."
"Vær ikke urolig," svarede Manden, "jeg maa jo dog ogsaa have noget at spise. Det eneste, jeg er bange for, er, at to Isfjælde skal falde ned over mig og knuse mig; saa vil jeg aldrig komme igen. Men det sker saa sjældent." Lusen kaldte Menneskenes Negle for Isfjælde.
"Bliver jeg bare spist," fortsatte den, "saa kommer jeg jo ud igen gennem Rumpen, og saa skal du ikke være ængstelig for mig; jeg bliver blot skoldet lidt rød af at gaa gennem Menneskets Mave."
Saa blev Konen beroliget og gav ham hans Vanter.
"Ah, jeg skal udsøge mig en lækker Armhule!" sagde Lusen og forsvandt.
Den blev meget længe borte, og da den kom hjem igen, var den rød over hele Kroppen.
Denne Historie har Avovang oplevet, da han paa sin Sjælevandring var Lus. Fra ham kender vi alle Dyrs Liv.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 70-71. København, 1925.
