Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Adglúnguaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Adglúnguaq
Fortalt af Aqajak
Ujnragsngssuk
Man fortæller, at Agdlúnguaq havde en Moder og en lille Broder. Naar de andre drev Storfangst om Sommeren, fik han aldrig nogen Sæl, og saa havde Mændene for Vane at narre hans lille Broder, naar de kom hjem fra Fangst:"Agdlúnguaq har fanget, Agdlúnguaq har fanget!"
Men naar saa endelig Agdlúnguaq kom hjem som en af de sidste, havde han aldrig faaet noget. Først naar Isen lagde sig om Vinteren og de begyndte at drive Aandehulsfangst, var Agdlúnguaq heldigere med sin Fangst.
Men en Sommer hændte det mærkværdige, at Agdlúnguaq pludselig begyndte at fange, og han blev ved med at fange til langt ud paa Efteraaret, og alle Storfangerne blev misundelige paa ham. Tilsidst var der en af dem, der sagde:
"Agdlúnguaq vil snart have udfanget alle sine Fangstdyr, "Nuvfisaersileqaoq", han løber Linen helt ud, han vil snart dø."
Men sent paa Efteraaret opstod der stor Nød ved Bopladsen. Selv den berømte Qiláussuaq og hele hans Hus var saa medtaget af Sult, at de ikke kunde gaa ud. Den eneste, der gik paa Fangst, var Agdlúnguaq.
Agdlúnguaq søgte efter Aandehuller paa Isen, og da han omsider fandt et, mærkede han det, idet han lod sit Vand i Aandehullets Nærhed. Da han stadig jagede forgæves paa Isen, begyndte han tilsidst at gaa paa Rypejagt for at gøre, hvad han kunde, for at redde sine Bopladsfæller. Sommetider fik han to Ryper, sommetider kun én og sommetider slet ingen. Men naar han kom hjem med en Rype, flænsede hans Moder den, ganske som kunde den have været en Sæl, og parterede den ud til Bopladsfællerne.
Saa blev det Snevejr. Sneen lagde sig dyb og blød over Landene, men Agdlúnguaq, der gerne vilde se, hvor meget der faldt, stak sin Teltstang ned i Sneen uden for Husgangen, og tilsidst var kun dens øverste Ende synlig. Saaledes sneede det i lang Tid, og da Vejret omsider blev godt igen, maatte han blive mange Dage hjemme for at vente paa, at Sneen skulde sætte sig. Og i al den Tid fik de intet at spise.
En Dag, da han vaagnede, gik han ud og saa, at det var fint, klart Vejr, og det var nu muligt at vade gennem Sneen. Alle hans Bopladsfæller laa udmattede i Husene. Saa gik han ind og sagde:
"I Dag vil jeg forsøge at se til det lille Aandehul, jeg har mærket."
Saa gjorde han sig i Stand og gik ud paa Aandehulsfangst. Da han blev længe borte, gik hans Moder udenfor hen imod Aften. Hun kravlede op paa Husgangen og saa sin Søn komme; og det saa ud, som om han slæbte en Sæl efter sig. Hun havde Lyst til at raabe det ind i Huset, men da hun ikke kunde se Sælen for Sne, turde hun alligevel ikke, af Frygt for at komme til at narre de sultne. Men da Agdlúnguaq kom nærmere, raabte han selv op til sin Moder:
"Jeg har faaet en Sæl!"
Og straks raabte Moderen gennem Vinduet til Bopladsfællerne:
"Agdlúnguaq har fanget!"
Inde i Huset hørte man dem raabe op af Glæde, men mange af dem var saa udmattede, at man slet ikke kunde forstaa, hvad de sagde.
Men Agdlúnguaqs Moder slæbte Sælen ind og gav sine Husfæller et Stykke Skind med Spæk at tygge paa; og det samme gav hun sine Bopladsfæller.
I Løbet af fem Dage fik han fem Sæler fra det samme Aandehul. Men Qiláussuaq sendte Bud til Agdlúnguaq, at han maatte sørge vel for, at ingen Ben blev bortkastet; thi naar Kødet var spist, kunde de altid gnave Benene paa samme Maade som Hundene. Siden besøgte han ofte det samme Aandehul, men fangede ikke flere Sæler. Saa gik han paa Rypejagt, men fik heller ingen Ryper.
En Dag var han ude paa Rypejagt og saa oppe fra et Fjæld Røg fra en Vaage langt tilsøs. Samme Aften gjorde han alle sine Fangstredskaber i Stand, og næste Morgen ganske tidlig stod han op, medens alle de andre endnu sov, og gik paa Fangst. Kun sin Moder havde han om Aftenen betroet, hvad han havde opdaget og sagt, at han vilde gaa derud for at se, om der ikke skulde være indespærrede Edderfugle i Vaagen.
Det blev Aften den Dag, uden at han var kommen tilbage. Hans lille Broder vilde gaa ud for at se efter ham, men Moderen beroligede ham og sagde, at han blot skulde blive hjemme. Først ud paa Natten, da alle var faldet i Søvn, hørte man Fodtrin ude i Sneen. Moderen var den eneste, der var vaagen, og hun hørte ham smide en tung Byrde fra sig og raabe:
"Moder, kom ud og hent min Byrde ind."
Moderen stod op, tog sine Kamiker paa og gik ud. Men da hun nærmere vilde undersøge den Byrde, han var kommen hjem med, gled hun i den frosne Mátak og faldt, og hun spurgte sin Søn:
"Hvad er det, du er kommen med?"
Og han svarede:
"Jeg har fundet indespærrede Narhvaler!"
Saa hjalp Moder og Søn hinanden med at tage hans Byrde ind, og hun sagde til sin yngste Søn:
"Gaa ind til dem derinde, og bed dem om at komme og spise med. Du skal sige det paa denne Maade. "Agdlúnguaq har faaet et Fangstdyr med stærkt Blod, der giver kraftig Suppe! Jeg skulde bede jer komme ind og spise!"
Den lille Broder skyndte sig straks ud og sagde, hvad man havde bedt ham om; men Qiláussuaq troede ikke, det var sandt, og svarede:
"Agdlúnguaq vil aldrig være i Stand til at dræbe et Storvildt som en Narhval; han, som knapt kan fange en Sæl!"
Men den lille Broder viste den Mátak frem, som han havde med sig, og næppe havde han gjort det, før Qiláussuaq raabte:
"Kom med det, kom øjeblikkelig med det!"
Og han tog det fra Drengen og spiste det hele, skønt det var beregnet til hele Huset. Men der var mange, der ikke var i Stand til at staa op, og til dem bragte man Kød og Mátak.
Siden bragte Agdlúnguaq alt Kødet af Narhvalerne ind til sin Boplads, og hans Bopladsfæller hjalp ham dermed, da de siden kom til Kræfter.
Saaledes reddede Agdlúnguaq, som hans Kammerater plejede at haane, alle sine Bopladsfæller fra at sulte ihjel. Og her ender denne Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 221--224. København, 1925.
