Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Asalôq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Asalôq
Fortalt af Pîtaralak
Agto
Man fortæller, at Asalôq (Kajakstolen) havde en Plejebroder. Men engang, da han havde været ude i Kajak og kom hjem, var Plejebroderen forsvunden. Han søgte overalt, men da han ikke kunde finde ham, gav han sig til at bygge en Konebaad. Da den var færdig, betrak han den med tre Lag Skind, og saa rejste han mod Syd sammen med sin Kone.En Dag saa de forude en sort Krusning paa Havfladen. Da de naaede frem til den, saa de, at det var Havets Lus. De laa tæt i Vandskorpen og var saa graadige, at hele det yderste Lag af Konebaadsskindene blev opspist, før de kom igennem.
Saa roede de videre, og atter saa de en sort Krusning forude. Da de naaede frem til det, saa de, at det var Havets Orme. Atter slap de kun igennem med Tab af det andet Lag Skind.
Da der nu kun var eet Lag Skind tilbage, var de ængstelige for, hvad de nu skulde møde; men uden at have haft flere Genvordigheder, slap de uden om et Næs og fik en Mængde Huse i Sigte.
Næppe havde de lagt til Land, før de fremmede tog fat i Konebaaden og bar den op; Asalôq selv behøvede ikke at røre en Haand.
Det viste sig nu, at disse Mennesker havde en Høvding, en farlig Mand for fremmede. Og Asalôq var lige kommen ind i et af Husene, da de hørte hastige Trin ude i Husgangen, og ind kom Høvdingens Sladre-Dreng, en skeløjet Fyr, der altid var paa Færde for at kunne sladre om alt til Høvdingen.
Og nu sagde Husets Folk:
"Nu vil den Knægt naturligvis sladre om, at du er her!" Og ganske rigtigt! Han skulde lige til at løbe ud igen med det samme, saa snart han havde faaet Øje paa Asalôq; men saa var der en af Folkene i Huset, som skubbede ham op bag Lampen. Men næppe havde de et Øjeblik vendt ham Ryggen, før han allerede var ude, og man hørte af Sneens Knirken, hvorledes han løb, saa stærkt han kunde. Og nu varede det ikke længe, før Tarmskindsruden begyndte at rødme af Ansigter, og alle raabte de ind: "Vi skulde bede den fremmede komme over til Høvdingen!"
Saa var der ikke andet for Asalôq at gøre end at følge med.
Da han kom ind i Høvdingens Hus, var der fuldt af Mennesker, og Høvdingen selv sad langt inde paa Hovedbriksen.
Asalôq var næppe traadt ind i Huset, før Høvdingen tog til Orde og sagde med en dyb Stemme, der skulde klinge rigtig mandig: "Lad os brydes!"
Og straks blev der trukket et Underlagsskind frem fra Rummet under Briksen og bredt ud paa Gulvet. Men før Kampen skulde der spises, og der blev sat Mad frem. Asalôq spiste ubekymret, til der ikke var mere; men idet han rejste sig, faldt al den Mad, de troede, at han havde spist, ned fra hans Inderpels. Og saa begyndte man at trække Arm.
Asalôq prøvede den ene efter den anden i Huset, og han rettede Armene ud paa dem allesammen, og saa mange Omgange tog han, at hans store Armmuskel næsten blev helt blottet.
Saaledes sejrede han over dem allesammen — ogsaa Høvdingen — og saa forlod han Huset, gik ned til sin Konebaad og rejste videre med sin Kone.
Da de havde roet et Stykke Vej, kom de til en lille Ø og slog Telt paa dens Solside. Her gik Asalôq til Fjælds og fik Øje paa en Mængde Konebaade, der kom roende nordfra. De slog Telt paa Øens Skyggeside. Men Asalôq listede hen til deres Lejr og hørte dem sige: "Naa — søg nu godt efter dem!"
Andre sagde:
"Paa en saa lille Ø vil han næppe være!"
Men Asalôq istemte en Tryllesang, og han ledte deres Tanker bort fra den lille Ø, — og tilsidst hørte han dem sige: "Paa en saa lille Ø vil de ikke skjule sig. Lad os blot rejse hjem!"
Og saa roede alle Konebaadene hjem. Asalôq stod og saa paa dem, og først da de var ude af Sigte, rejste han videre sydpaa sammen med sin Kone. De naaede tilsidst frem til Aluk, og der hvile deres Bene! Men sin Plejebroder fandt han aldrig.
Her ender den Historie.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 297-299. København, 1925.
