Snehyttens sange (KR) – II. Jagtviser

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Snehyttens sange

II. Jagtviser

Knud Rasmussen
København,
1930

HYMNE TIL LUFTENS AAND Det ældste kendte billede af trommedans og -sang. Jens Kreutzmann (ca. 1860) Her staar jeg, ydmyg med vidtudstrakte Arme. Thi Luftens Aand lader herlig Føde dale ned til mig. Her staar jeg midt op i stor Glæde. Thi en Rentyr med høje Takker blottede sorgløst Flankerne for mig. — Aa, hvor jeg maatte dukke mig i mit Jægerskjul. Men næppe havde jeg hastigt skimtet Flankerne, før min Pil gennemborede dem fra Bov til Bov. Og da du saa, dejlige Vildren, lod Vandet gaa ud over Jorden, idet du tumlede omkuld, ja, da var jeg midt oppe i en stor Glæde. Her staar jeg, ydmyg med vidtudstrakte Arme. Thi Luftens Aand lader herlig Føde dale ned til mig. Her staar jeg midt oppe i en stor Glæde. Og det var dengang en gammel Hansæl gav sig til at blæse gennem sit Aandehul. Jeg lille Menneske stod oprejst over den og blev af Spænding helt langstrakt i Kroppen, indtil jeg drev Harpunen i Dyret og tøjrede det til min Harpunods Line! (Igpakuhak. Mand, Victoria Land.)

VILDREN Jeg kom krybende lydløst hen over Sumpen med Bue og Pil i min Mund. Mosen var bred og Vandet isnende koldt, og ingen Dækning at øjne. Langsomt vred jeg mig, drivende vaad, men uset kravlende frem til Skudhold. Renerne spiste, sorgløst nappende saftigt Mos, indtil min Pil stod dirrende dybt i Bringen paa Tyren. Da slog Rædsel de intetanende Slettebeboere. Flokken spredte sig hastigt, og i skarpeste Trav blev de borte bag skærmende Fjælde. (Aua. Mand, Iglulik-FoIket, Lyon Inlet.)

MOSKUSOKSER Jai — jai — jai, ja — ajai — ja! Jeg løb af alle Kræfter og naaede dem paa Sletten — de store Moskusokser med blanke, sorte Haar. Hajai — ja — haja! Det var første Gang, jeg saa dem, ædende af Slettens Blomster, fjærnt fra Fjældet, hvor jeg stod, og jeg tænkte uerfarent, at de kun var smaa og spinkle — men de voksed op af Jorden, da jeg nærmede mig Skudhold, store, sorte Kæmpedyr, langt fra Boplads, fjærnt i Egne, hvor man driver glade Jagter. (Igjugârjuk. Mand, Rensdyr-Eskimoerne, Barren Grounds.)

ISBJØRN Jeg saa en Bjørn paa drivende Is; den var som en ufarlig Hund, der kom løbende logrende mod mig. Saa gerne vilde den æde mig straks, at den snurrede ærgerligt rundt, da jeg hurtigt sprang ud af dens Bane. Og vi løb nu Tagfat fra Morgen til sent hen paa Dagen. Men endelig blev den saa træt, at den ikke orkede mere, og da løb jeg Lænseren ind i dens Side. (Aua. Iglulik-Folket.)

HVALROS Jeg kunde ikke sove, for Havet laa saa blankt ved min Boplads. Saa roede jeg ud, og en Hvalros kom op, klods op ved Kajakens Side. Den var for nær til et Kast, og jeg stak den Harpunen i Siden. Og Fangstblæren hoppede hen over Søen. Men straks var den oppe igen og satte Lufferne arrigt som Albuer oven i Vandskorpens Flade, medens den søgte at flænge Blæren i Stykker. Udmattet blev den til ingen Nytte, thi Skind af ufødt Lemming var indsyet som Skyts-Amulet og da den pustende ondt samled Kræfter, roede jeg til og endte dens Dødskamp. Og saa hør da, I Mænd fra de fremmede Fjorde, der altid parat trak Vejret i Selvros! Fyld Lungerne op med Sang om en fremmed Mands dristige Jagter. (Aua. Iglulik-Folket.)

UDKIG Ak, jeg spejder, og jeg søger, utaalmodig, fuld af Spænding, efter Vildren mellem Bakker. Er jeg blevet sløv og gammel, siden jeg forgæves jager? Jeg, som engang kunde skyde med min Bue og min Pil, staaende ret op, uden Anlæg, saa en Tyr med brede Takker tumled død omkuld fra Skrænten med sin Mule dybt i Leret. (Avané. Mand, Rensdyr-Eskimoerne, Barren Grounds.)

Kilde

Fra Knud Rasmussen: Snehyttens sange, ss. 81-90. København, 1930.