Snehyttens sange (KR) – Efterskrift

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Snehyttens sange

Efterskrift

Knud Rasmussen
København,
1930

Trommesang i snehytten (Tegning: Palaijuk) Der var engang en gammel Eskimo, der hed Satdlaqé — en almindelig og beskeden Mand, som ellers ikke tiltrak sig nogen særlig Opmærksomhed udover det, at han altid var tavs, naar hans Bopladsfæller samledes til Sangfester for at besynge Land eller Medmennesker. Det var i de Tider, da enhver havde sine egne Sange, som han foredrog til et Kor af Kvinder; og han lovpriste alt det, han fandt smukt, eller han revsede det, der havde forarget ham. Og ingen syntes, at det var saa svært at digte. Kun Satdlaqé aabnede aldrig Munden. Saa hændte det en Aften, at man spurgte ham om, hvorfor han aldrig vilde være med, naar andre sang. Og saa fortalte han: Engang, da jeg var ganske ung, fik jeg Lyst til at synge en Sang om min Boplads; og en Vinteraften i Maaneskin gik jeg frem og tilbage for at sætte Ord sammen, der kunde passe ind i en Melodi, jeg nynnede. Smukke Ord ledte jeg frem, Ord, der skulde fortælle mine Kammerater om Fjældenes Storhed og alt det, jeg glædede mig over, hver Gang jeg kom ud og aabnede Øjnene. Jeg gik og blev ved med at gaa hen over den frosne Sne, og saa optaget var jeg af det, jeg tænkte paa, at jeg helt havde glemt, hvor jeg var. Pludselig staar jeg stille og løfter Hovedet i Vejret, og se: foran mig laa vort vældige Bopladsfjæld, større og stejlere, end jeg nogensinde havde set det. Det var næsten, som om det ganske langsomt voksede op af Jorden og kom til at hælde ud over mig, livsfarligt og truende. Og jeg hørte en Stemme fra Luften, der raabte: »Lille Menneske! Dine Ords Ekko har naaet mig! Tror du virkelig, at jeg kan rummes i din Sang?« Jeg blev saa forskrækket, at jeg næsten gik bagover, og i samme Øjeblik havde jeg glemt alle de Ord, jeg havde sat sammen til en Sang, og jeg løb hjemover, alt hvad jeg kunde og gemte mig i mit Hus. Siden har jeg aldrig forsøgt at sætte Ord sammen. Jeg var blevet bange. — — — Denne lille Historie giver en enfoldig Mands Syn paa Sangens svære og hellige Kald. Og idet jeg tog denne Enfold ind til mig, har jeg i denne Bog forsøgt at bringe et Ekko fra fremmedartede, men oprindelige og ufordærvede Sind. Paa alle mine Rejser søgte jeg at lodde disse Sind, og jeg gjorde den Erfaring, at den vilde Eskimo er noget mere end den bloddryppende Jæger, hvis Glæde naar højst i det Øjeblik, han fælder sit Vildt og æder dets Kød. Stenalder-Raaheden er kun en Skal; man skal ikke langt ind, før man støder paa Ur-Mandens Renhed i Hengivelse, og det er den, der taler fra disse Blade. Ud fra en stor Uberørthed, som vi maa misunde ham, springer hans Ydmyghed over for Livets Kræfter, og den vises ikke blot i alt det, han maa frygte som sit Velfærds Fjender, men ogsaa i det, han maa tage til sig som Livsglædens sande Ophav. Og at dette sidste ikke altid — som saa mange tror — behøver at være larmende og dyriske Ædegilder, giver disse Sange et Bevis for. Og de er mere end det! Thi kan man overhovede tænke sig en ædlere Syssel end denne Ordleg, der dyrkes af disse eskimoiske Mænd og Kvinder. End dette Arbejde med at skabe Skønhed og Klange, skal gøre Sproget festligere? End denne slidsomme Tumlen med Udtryk, der skal skildre Fest eller Sorg, Længsler, Afmagt, Spot eller Humor? Mig har disse Naturmenneskers Glæde over Ordenes Magt, Ords Varme og Ords Svie aldrig ophørt at imponere. Og jo mere jeg blev klar over, at et haardt Liv i barske Egne nødvendigvis maatte føre umættelig Materialisme i Forgrunden, desto mere undredes jeg over, at her fandtes et saadant Overskud af Aand, at Sang og Digtekunst var blevet disse Mennesker en uundværlig Nødvendighed. — — — Jeg skal aldrig glemme, hvorledes jeg med undrende Betagelse tilbragte mine første Nætter ved Sangfesterne i Nordgrønland. Hytterne var smaa, og Tranlamperne lyste gult og hedt paa alle de mange, halvnøgne Skikkelser, der fyldte Gulv og Briks. Her lugtede af raat Kød og svedige Kroppe — indtil Sangene begyndte. Saa glemte man Omgivelserne og gav sig til at lytte. Og jo mere der blev sunget, desto ivrigere spidsede man Øren. Tilsidst gled Overraskelsen over i en naturlig Følelse af Samhørighed med dem, der sang, og det, der blev sunget. Det var trods Sproget ikke fremmed Tale; det var Toner, vi kendte, og Klange, der kom til os som fjærne Minder. Hør her: O, Sommervarme, der bølger over Landet! Ikke et Vindpust, ikke en Sky — og mellem Bjærgene de bejtende Rener, de kære Vildrener i det blaalige Fjærne! O, hvor det drager — O, hvor det fylder mig med Fryd! Hulkende af Bevægelse lægger jeg mig ned paa Jorden. — — — Eller kan jeg glemme den Nat ved Kap Dan, i Nærheden af Angmagssalik? De kom syngende til os i en Konebaad, en hel Baadlast af glade Mennesker, der havde taget imod vor Boplads’ Indbydelse til Sangfest. Vi havde ventet utaalmodigt hele Dagen igennem, mange Gange havde vi været til Fjælds og set spejdende ind over den blanke Fjord, hvor Storisen laa og lyste. Men intet Raab havde meldt de Kommende. Saa var Solen gledet ned under Horizonten, og efter en kort Mørkning var Maanen kommet frem. Og netop som den store, røde Aftenstjærne stod roligt blinkende som et Himmelfyr over Fjældene, hørte vi de første Raab ude fra Søen og stod lyttende stille paa Stranden. Vi kunde intet se, men ude fra Fjorden hørte vi Sangen stige op mod Kystfjældene, og længe før vi kunde skimte Morilden fra Aarerne, var vi ført midt ind i den Bevægelse, der steg os i Møde som en Mildning. Det var gamle, livsglade Kvinder, der førte an i en Korsang, og ind imellem deres slidte Stemmer, der bar Visen frem, blandede der sig enkelte dybe Mandsstemmer fra de ledsagende Kajakker. Det var mest ældre Kvinder og Mænd, der var kommet; men de var dobbelt velkomne. Og det store Bopladshus stod varmt og lysende for at modtage dem allesammen. Vi var ikke langt fra at være hundrede Sjæle sammenstuvede. Kvinderne maatte klæde sig af for at faa Plads inde paa den store Hovedbriks, medens Mændene fyldte Sidebriksene langs med Væggene. Paa Gulvet var der desuden udbredt Sælskind, hvor man laa i Lag. Værten, der kaldtes »Barnet«, beklagede, at hans Hus var mindre end hans Gæstfrihed. Men naar han havde sammenkaldt saa mange, var det, fordi han gærne vilde vise os Fremmede en østgrønlandsk Sangfest. Men før Sangen skulde vi spise. En Forraadsgrav var allerede tidligt paa Dagen blevet aabnet; nu sendtes nogle unge Mennesker ud, og lidt efter blev en Fangeline kastet ind gennem Husgangen, de nærmeste traadte til og halede løs, og snart rullede en Klapmyds — hel og uflænset, med Hud og Haar — ind paa Gulvet. Anretningen af de 300 Kilo Mad var lige saa formløs som Tilberedningen. Spæk og Kød blev langet ud til Gæsterne, indtil der ikke var mere, og hvad man ikke fortærede paa Stedet, havde man Ret til at tage med sig hjem. Man spiste uden Graadighed; der var Kød nok. Og under munter Tale formede det hele sig vel som et Ædegilde, men den beherskende Følelse var dog, at dette kun var en Indledning. Saa snart Maaltidet var til Ende, sprang Værten ud paa Gulvet og stillede sig paa den Plads, der var levnet de Optrædende. Han havde Troldtrommen i Haanden og saa sig oplagt om mellem sine Gæster. Og saa begyndte han langsomt under Trommeslag at vride Kroppen til Dans, og idet han indledede Aftenen med en højtidelig Sang uden andre Ord end: »awaija — awaija« — havde han øjeblikkelig det store Kors Tilslutning. Sangen hos alle Eskimoer har sin Oprindelse i Religionen. Mennesker har lært at give Udtryk for deres Følelser i Melodier, der i Tidernes Morgen er kommet til dem fra Aander og Jætter, der befolker Indland og Fjælde. Aandemanerne, som søger deres Visdom i ensom Fjærnhed, bragte dem til Bopladserne og gjorde dem til Menneske-Eje. Derfor er al Sang hellig. Dansen tog man med som en verdslig, men festlig Tilgift. — — — Saa snart den første Sang var sunget til Ende, greb en anden Trommen og tog fat. Det var gamle Kilimê, den ældste i Stammen, en Mand fra den Tid, da endnu alle var Hedninger. Han havde langt, graasprængt Haar, og det flagrede vildt om hans Ansigt, da han begyndte at danse. Han vilde synge en Kampsang, en Nidvise fra sin Ungdoms Dage, den Gang al Strid afgjordes i Sang; og han slog sin Tromme med en Ynglings Kraft og sang Visen om »Kvinderov«, der foran er gengivet. En indbildt Modstander var stillet op foran ham, og han svævede omkring ham som en Ørn om sit Bytte, slog uden Varsel ned over ham med Hvislelyde og fnysende Næselyde, huggede efter hans Hoved med sin trænede Pandebrask, alt medens han slog sin Tromme og skreg Ordene frem. I gamle Dage var Træningen til Nidvisens »Skaller« ikke noget Legeværk. Man surrede et Sælkranium fast til Husstolpen og trænede sine Tindinger og sin Pande og sine Øjenhuler mod dette. Og mangen Gang har et knust Næseben været Indledningen til det Venskab, der fik sin Daab i Duellen. Efter Kilimê tog et Par Kvinder fat. Til daglig førte de en beskeden Sidebriks-Tilværelse; men i Aften havde de alles Opmærksomhed. De gravede op et Sted i Fortiden og fandt paa at synge om deres Ungdom. Nu var de skaldede og stive af Gigt, men engang havde dog Mænd været i Sangkamp for deres Skyld, ja, i Kappestrid for at give dem straalende Festklædninger! Og deres Sind havde været fyldt af Livslyst og Skinsyge. Nu havde de kun Minderne tilbage, men idet de førte dem frem, greb de, uden at gøre sig latterlige — trods deres hæse Stemmer — i Strænge, der havde fjærne Klange af Oplevelser — og Visdom. Festen udviklede sig i en uafbrudt Række af barokke og fantasifulde Optrin. En Mand fandtes pludselig udstrakt paa Gulvet. Her sang han liggende, idet han blot bevægede Hovedet op og ned. Han var midt i et Dyrespil og forestillede en Hval. I sin Sang skildrede han Hvalens Liv, og idet han lod sig glide ned over Gulvet, indsugede han Vand fra Husets Vandbeholder og blæste det ud over de nærmeste nøgne Kvinder. Trommeslag, Latter og Hvin fulgte den langsomt svømmende Hval. Gulvet voksede og fik fjærne Horizonter, Havet skvulpede mod Briksens Fod. — — — Hele Bopladsen var i denne Nat tørnet til Fest. Og den skulde vare, lige til Morgensolen slog ind gennem den rimblomstrede Tarmskindsrude. — — — Endnu mange Billeder fra andre Egne og andre Eskimoer glider forbi. Jeg vil blot fastholde et af dem og skildre et Minde fra Moskusokse-Folket, de bedste Sangere, jeg nogensinde har truffet. Jeg havde været paa en Slæderejse med den unge Netsit. Og vi havde længe været uden Forbindelse med Mennesker. Saa pludselig en Eftermiddag i Skumringen runder vi et lille Næs og er straks midt oppe i den Oplevelse, det altid er i disse Egne at komme til Boplads. Det var endda en af de største, jeg nogensinde havde besøgt. Snehytte var bygget ved Snehytte, over tredive i Tal, op over en Bakkeskraaning, og midt i hele dette Kompleks af hvide Hytter straalede det store Festhus med sin runde Kuppel højt over alle de andre Snetage, et Tempel for Glæden midt i en af Ødemarkens store Snedriver. De kanadiske Stammer, som snart er de eneste af alle Eskimoerne, der endnu dyrker de gamle hedenske Sangfester, bygger altid et særligt Festhus, som kaldes qagshé. Her holder man til, naar man har Kød nok, og fordriver saa Tiden med Sang. Den Lejr, vi var kommet til, havde netop afsluttet Efteraarets store Rensjagter og havde Proviant i Overflod. Vi blev overdaadigt bespist i alle de Snehytter, vi kunde overkomme at besøge, og blev saa ud paa Aftenen indbudt til Sang og Dans i Festhuset. Dette Festhus var saa stort, at vi med Lethed kunde være treds Mennesker derinde. Det var en mægtig Snehal, bygget til Fester og Sammenkomster, af vældige Sneblokke. For at der selv midt paa Dagen kunde være lunt og hyggeligt derinde, havde man rejst to Sidefløje til, der paa en virkningsfuld Maade stod som Loger inde i det store Rum, hvor Festdeltagerne samledes. Begge Sidefløjene var beboede. I den ene sad en ung Moder paa en Sidebriks og puslede med to Smaabørn, der stadig gjorde Forsøg paa at rive hendes Sytøj fra hende. Hendes store Vægstenslampe spredte Lys og Varme ud i Rummet, og man kunde ikke lade være med at beundre den Hygge, der straalede ud fra de smukke, varme Rensskind, der dækkede Briksen. Polartorsk, Laks og tørret Kød var lagt hen i en Bunke paa Sidebriksen og angav, at der holdtes aabent Hus for enhver, der ønskede en Bid Mad. Den mosatte Sidefløj var ogsaa beboet og udstyret paa ganske samme Maade, men det Ægtepar, som ellers holdt til her, havde sluttet sig til Aftenens Kor, og de unge Piger, der havde paataget sig at passe Lampen, stod nu oppe paa Briksen som nysgærrige Tilskuere. Oppe i Hallens Hvælving var skaaret et Par Nischer ind i Sneblokkene, og her brændte smaa Spæklamper, der kastede et æventyrligt Lys ned over alle de Mænd og Kvinder, der skulde udgøre Koret. De var allerede opstillede i en Rundkreds om Forsangeren, der stod midt i Hallen med en mægtig Tromme i Haanden. Saa stor er denne Tamburin, at der ofte bruges hele Rensskind til Trommeskind. Trærammen, hvorpaa det udspændes, maa derfor være meget solid. Som Følge heraf faar Trommen, der holdes med venstre Haand, en meget betydelig Vægt. Intet Under derfor, at det kræver baade Kræfter og stor Træning at optræde med den, ofte hele Timer eller mere ad Gangen. Her i Rensdyrenes Hjemland har baade Mænd og Kvinder særlige Danse-Dragter, der straaler med smukke Indlæg af hvide Bugskind. Hen over Ryg og Skuldre har Mændene desuden fasthæftet Skind af hvide Hermeliner, der vifter som Vimpler under deres Bevægelser. Megen Omhu er ogsaa nedlagt i Syningen af Kamikkerne, der er broderede med hvide og røde Skindstrimler. Paa Hovedet bæres en Hjælm af Skindet af en Lom, med Næbbet stikkende op som en Pikkel i Toppen. Danseren og Trommeslageren, der staar midt i Klyngen, er tillige Forsanger. Han istemmer den Sang, der skal synges, og først da han er kommet et Stykke ind i sin Tekst, falder Koret ind. Her er dybe Mandsstemmer og høje, skingre Sopraner. Melodierne virker straks med stor Kraft og river os med. Det var Mænd som Tatilgak, Hêq, Netsit og Kingmerut, der sang nogle Sange, som foran er gengivet. Og naar jeg nu, saa lang Tid efter, tænker tilbage paa den uforklarlige Maade, hvorpaa Ord og Toner og Dans samlede sig til een eneste vældig Bølge af Glæde, der bar os oppe og i Øjeblikket fik os til at glemme alt andet, saa forstaar jeg bedre end nogensinde, hvor svært det er at tage Eskimo-Sangene ud af deres eget Milieu. Thi Ordene i Digtene er jo kun en Del af det, der skal skabe Virkningen. Tag en Opera-Tekst uden Musikken og uden de optrædende paa Scenen og uden Scenerummets hele Udstyr, saa har man en Sammenligning. — Først henimod Morgen forlod jeg Festhuset. Alle disse mærkelige Ansigter, der bar Præg af Frihed og Haardførhed, Kvinder og Mænd i smukt sammenstemte Rensskindshuder, Karakterer, usammensatte Naturer, der forstod at give sig hen i Øjeblikkets Nyden — alt dette maatte jeg samle i mig. Et bredt og svulmende Bælte af Nordlys var vokset op over Boplads-Fjældene; legende kom de os i Møde med alle Farver lysende i sig. Jeg stirrede ind i disse flammende Gaader, medens jeg samtidig lyttede til Bopladsens Festhymner, der trængte dæmpet ud til mig gennem de tykke Snemure. — — — Denne Antologi er da et lille Udvalg af de Viser og Sange, jeg i Tidernes Løb har hørt og nedskrevet paa mine Rejser. De fleste af dem stammer fra 5. Thule-Ekspedition, og de, der maatte interessere sig for et mere fyldigt Udvalg, henvises til Ekspeditionens videnskabelige Publikationer, der er under Udgivelse, og hvor hele det indsamlede Materiale vil komme til at foreligge i de eskimoiske Dialekter med engelsk Oversættelse. Grupperingen i denne Samling er ordnet saaledes, at første Afdeling bestaar af Stemnings-Sange af forskellig Art og Indhold; anden Afdeling giver Prøver paa Jagtviserne, der dog vanskeligt helt lader sig udskille fra det foregaaende Afsnit, da næsten alle Sangene strejfer Fangstdyr og Vildt og alle de Glæder og Skuffelser, der følger med Jægerlivet. Herefter kommer saa Nidviserne eller Smædesangene, der er Basis for Eskimoernes offentlige Rettergang. Hænder det, at to Mænd eller to Kvinder bliver Uvenner, maaske endog Dødsfjender, kan Mellemværendet afgøres i en Sangduel. De to Modstandere stævner da Venner og Bekendte sammen som Vidner og holder Opgør. Alle Tilskuerne til en saadan Sangkamp kommer festligt klædte i Tøj, der aldrig før har været paa. I god Tid forinden skal Udfordringen udgaa, for at Modstanderen kan faa Lejlighed til at forberede sit Svar, sit Forsvar eller sit Modangreb. Kampen foregaar saa paa den Maade, at de to Fjender stiller sig midt paa Gulvet — med alle Tilhørerne omkring sig. Den Udfordrende har først Ordet, og det er da hans Opgave at synge sin Modstander paa under Dans og Trommeslag. Den, som bedst forstaar at latterliggøre sin Modstander, kaares under Bifaldsraab til Sejrherre. Dog er Ordene ikke de eneste Vaaben. De kanadiske Eskimoer knyttede Boksekampe til Nidviserne, medens man f. Eks. i Østgrønland gav hinanden en Slags »Skaller« af saa alvorlig en Art, at Ansigtet hurtigt hovnede op og ofte ganske lukkede den Angrebnes Øjne. Hans Oprejsning kom saa en anden Aften, men under hele Nidvisen maatte han staa smilende og tage imod baade Haan og Slag, uden i mindste Maade at lade sig mærke med, at det bed. Siden, naar alt var opgjort, lod man som oftest det gamle Nag være glemt, og man blev saa gode Venner, at man endog byttede Koner og gav hinanden Forsoningsgaver. De smaa Trylleviser i fjerde Afsnit er ikke Digte eller Sange i samme Forstand som de foregaaende. De er gamle mystiske og dunkle Ordsammensætninger, der i umindelige Tider er gaaet i Arv fra Mand til Mand. De maa kun ejes og kendes af den, de skal hjælpe; thi bliver de Allemandseje, mister de deres Evne til at give Held paa Jagter, helbrede Sygdomme, skaffe godt Vejr, let Føre, eller hvad de ellers kan være beregnet paa. Naar de medtages her i denne Samling, er det, fordi de ofte i deres knappe og fyndige Sprog kan give skønne Udtryk for det Ønske, der udtales. løvrigt er det almindeligt hos Eskimoerne, at man næsten aldrig synger eller fremsiger andres Sange. Enhver Mand og Kvinde, ja, undertiden endog Børn, har deres egne Digte. Og det skønt det med Rette anses for en stor og vanskelig Sag at skabe en god og ny Sang. Der arbejdes med Ord og Udtryk i langt højere Grad, end man egentlig skulde tiltro et primitivt Jægerfolk. Hvert Digt skal være beregnet til sin egen Melodi. Men i denne benyttes undertiden Intervaller, som ikke forekommer i vort Tonesystem, og den bliver da rytmisk set saa indviklet, at vi kun med største Vanskelighed kan opfatte den. Den er altid ensformig, saa monoton, at man i Begyndelsen har svært ved at skelne den ene Melodi fra den anden; man tror, de alle er ens. Dette er dog ikke Tilfældet. Selv om Forskellen er lille, har hver Sang dog sine egne bestemte Variationer, som det imidlertid ikke altid er saa let at faa fat paa, fordi Teksten ikke er bundet af nogen Form for metrisk Regelmæssighed. Rim kendes selvfølgelig ikke, men der er nok endda at tage Vare paa. Ordene skal stemmes ind til Trommens taktfaste Ledsagelse; og der skal danses efter Regler, som strængt overholdes; alt dette maa tages i Betragtning under Sangens Udformning. Naar saa endelig den store Dag kommer, da Digteren skal træde frem for sine Bopladsfæller, er det ganske nødvendigt, at han behersker al sin Teknik saa overlegent, at Koret straks kan falde rigtigt ind og støtte hans Ord og hans Tempo. Dette er altsammen vanskelige Sager, og ofte har jeg oprigtigt maattet beundre disse Digtere, der i een Person samtidig skulde være Dansere, Trommeslagere, Sangere og Korinstruktører, uden først at kunne betro deres Inspirationer til et taalmodigt Stykke Papir, hvor det hele kunde nærmere vurderes, bearbejdes og forbedres, indtil det var, som man vilde have det. Eskimoen har intet Skriftsprog, der kan hjælpe ham, og det at digte bliver derfor en brydsom og langsommelig Hukommelsesopgave. Intet Under da, at man altid søger Ensomhed. Oppe paa et Fjæld med Udsigt over Landene, eller ude paa en vid Slette, gaar han saa frem og tilbage — sommetider Dag efter Dag — og forsøger under Smaamumlen af Sætninger at bygge Sangen op. Det er ikke let at huske alt det, der skal klinge og falde til. Sætning for Sætning maa atter og atter gentages, og Tanker, der dukker op, skal fastholdes og repeteres, indtil Sangen omsider er hamret fast og sikkert ind i Hjærnen. Intet Under da, at Eskimoen digter med ydmygt Sind, idet han erkender, at Vejen til Tinderne er trang. Til Gengæld forstaar han da ogsaa tilfulde at nyde Skaberglæden, naar først Fødselsveerne er overstaaet. Det er vel overflødigt at bemærke, at det ikke har været nogen let Opgave at omplante disse Sange til Dansk. Vanskeligheden laa i de Tusinder af Aars Forskel mellem Sprog og Kulturer. Og saa i den Omstændighed, at jeg, hvad jeg saa end gjorde, kom til at mangle alt det, der gjorde Sangene levende i deres eget Hjemland. Hvorledes skulde jeg gengive Trommens snart festligt buldrende eller trodsigt larmende, snart blidt klagende Drøn, endsige Korene, der kunde rejse sig og stige og blive ved med at stige, indtil Ekstasen pludselig slog dem ned i Aandevisernes dæmpede Hvislen — disse Kor, der for Sangen er som et Vejr, der kommer og gaar gennem Menneskestruber? Her sad jeg med mit sirlige Skriftsprog og min nøgterne Ortografi og syntes ikke, jeg kunde faa Form eller Fasthed nok i disse temperamentsfulde Analfabeters Fryderaab eller Angstskrig! Alt, hvad jeg har at sige om mit Arbejde, kan dog sammenfattes i, at jeg samvittighedsfuldt har søgt at bevare Aanden i Digtene, ligesom jeg har gjort mig Umage for at bibeholde Ordenes Uregelmæssighed i Rytme og Klang, alt det, som var beregnet paa at markere Overgangene i Tekst eller Melodi. For at give et Indtryk af min Arbejdsmetode, har jeg i Bogens Slutning gengivet nogle eskimoiske Grundtekster med en ordret Oversættelse, som let kan sammenlignes med den endelige Form, Digtet har faaet. — — — Hermed være da »Snehyttens Sange« overgivet til deres Skæbne. De kommer ikke som sarte Orkidéer fra professionelle Digteres Drivhuse; men de har foldet sig ud som stride, vejrbidte Stenbræk, der har slaaet Rod i Klipper. Og de bør vedkomme os! For hører vi ikke igennem mange af dem noget, der minder os om Grundtonen i vore egne gamle Sange? Den samme livgivende Varme, den samme drilske Humor, den samme stilfærdige Vemod. Og sommetider i Glimt en simpel, men storladen Patos, der griber i sin umiddelbare Naturlighed. Hvad siger ikke Østgrønlænderen Kilimê: »Alle Sange fødes hos Mennesket ude i det store Øde. Snart kommer de til os som Graad, dybt inde fra Hjærtets Ve, snart som en kaad Latter, sprunget ud af den Glæde, man ikke kan lade være med at føle over Livet og Verdens dejlige Lande. Uden at vi selv ved hvorledes, kommer de med Aandedrættet, Ord og Toner, som ikke er daglig Tale. Og de bliver det Menneskes Ejendom, som forstaar at synge for andre.«  Hundested, Oktober 1930.

Kilde

Fra Knud Rasmussen: Snehyttens sange, ss. 134-150. København, 1930.