Pamiagdik og hans rejsefæller. Fortalt af Kârale (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Rosing cover.jpeg

250px

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Pamiagdik og hans rejsefæller

Fortalt af Kârale

Flere konebåde i følge drog nordover, anført af Pamiagdik, — de ville overvintre langt af led.

Man fortæller, at Pamiagdik før afrejsen fra Angmagssalik-distriktet havde meddelt, at han var blevet åndemaner; men der var ingen, der troede på ham. Angâkeq fra Ivnardivaq gjorde nar af Pamiagdik, fordi han vigtede sig med at være åndemaner. Som en dybt skuffet mand begav Pamiagdik sig mod nord, særlig plaget af Angâkeqs spot.

Man slog sig ned på Pãtûtajivin for overvintring — og her foldede Pamiagdiks store evner som åndemaner sig ud. Så vældig magt havde han over ånderne, at han siddende på briksen, ved at slå på sin smældeskive under omkvædet: »Nu spotter ivnardivarmio mig som sædvanlig«, kunne få forhængskind og tromme til at gå, uden at lamperne var slukkede. Først når Pamiagdik havde sat sig på sin plads ved hustærskelen, slukkede man lamperne; snart for han på åndeflugt, og en af hans hjælpeånder trådte ind i husrummet. Når hjælpeånden havde sat sig godt til rette på vinduesbriksen, bad den om at få lamperne tændt. Under lampebelysning underholdt folk sig med hjælpeånden.

Året efter Pamiagdiks afrejse ventede man ham og hans følge tilbage til Angmagssalik-distriktet; men de blev borte. Da tiden gik, uden at man havde hørt fra dem, blev man efterhånden ængstelig for, at de alle skulle være sultet ihjel.

En yngre søster til Pamiagdik var gift med en mand ved navn Qêrsêq, og hun opfordrede sin mand til at rejse nordpå, for at de kunne forvisse sig om Pamiagdik og hans fællers skæbne.

Man startede omsider mod nord. Efter en lang og besværlig konebådsrejse nåede man Kialêq, hvor nogle af Pamiagdiks ledsagere havde slået sig ned; Pamiagdik selv var fortsat mod nord og havde slået sig ned ved Pãtûtajivin, – og her traf de tilrejsende Pamiagdik og hans husstand i live.

Pamiagdik, der havde mistet et barn, var i dødsbod, og efter forskrifterne skulle han holde sig inden døre, men ikke så snart havde han hørt råbet om en »konebåd fra syd«, før han sprang ud og lod hånt om dødsboden. Pamiagdik løb ned til stranden, hvor konebåden var i færd med at lægge til. Han genkendte sin søster. Så glad blev Pamiagdik ved at se nye ansigter, at han råbte: »Vi har jo ingen festmad til de nyankomne, nu skal jeg ro ud og skaffe noget«. Veloplagt krøb Pamiagdik i kajakken og roede ud over havet.

De nyankomne havde endnu ikke fået rejst teltet, før Pamiagdik rundede et næs, medbringende halepartiet af en narhval. Han kastede det ind på klippen. »Her har I noget ankomstmad. Herinde, lige østen for, har jeg tøjret resten af narhvalen til stranden, den kan I hente.« Narhvalen blev hentet og trukket på land.

Medens man gjorde sig klar til at flænse, kom Pamiagdik farende. – Han ville selv lede flænsningen og dele flænseparter ud. Og det til trods for, at dødsbodens tre strengeste dage, hvor han kun måtte opholde sig inden døre, endnu ikke var overstået. Han måtte overhovedet ikke komme i nærheden af stranden, da han ellers ville skræmme alle fangstdyr bort fra kysten ved sin urenhed. Midt under flænsningen gav Pamiagdik sig til at hvæsse sin kniv mod klippen, hvorved han overtrådte et af de strengeste forbud for en bodsøvende. Da hans søster så det, blev hun bange på broderens vegne og tilbød at slibe kniven for ham; men ikke tale om; Pamiagdik skulle nok selv klare det. Flænsningen var snart overstået.

Alle, der havde været vidne til Pamiagdiks krænkelse af vedtægten om dødsbod, var ængstelige på hans vegne; man ventede hvert øjeblik, at den krænkede dødes sjæl ville hævne sig ved sjæleran og slå Pamiagdik ihjel, — men der skete intet.

Under dødsbod var det forbudt Pamiagdik at røre ved et dyr med gæller; ikke desto mindre kom han en dag hjem fra fangst medbringende en rødfisk, som han havde fundet flydende mellem isen. Da han kom hjem med fisken, stak han det ene »telthorn«, den ene af de yderste teltstænger, der stikker frem under betrækket, i munden på rødfisken, og lod fisken hænge, — det gjorde han for at mane uvejr frem. Meget snart trak uvejret op, og en vældig storm af nordost piskede hen over havfladen som sne over fjeldet om vinteren.

Ved to åndebesværgelser i sit telt fik Pamiagdik skik på vejret. Det blev et pragtfuldt vejr, der var enormt med sæler og mange narhvaler – og man fangede så meget, at der var mere end forråd nok for vinteren.

Det er forbudt folk under dødsbod at bringe sne eller is ind i huset til afkøling af drikkevandet. Også dét forbud overtrådte Pamiagdik, idet han en aften bar et stort isstykke op fra stranden. Vejret var usædvanlig smukt, men som mørket blev tættere, trak store skyer op fra nordost; og i et eneste nu var stormen over bopladsen. Men til alt held var man rykket ind i fælleshuset.

I modsætning til foregående vinter, hvor man havde overvintret ved Pãtûtajivin, var man nu rykket lidt nordligere og havde bygget hus ved Apulitêrduaq. Stranden var lav og bestod af lutter rullesten; men huset lå på toppen af en stejl klippe, hvortil kun en smal sti førte – overhovedet den eneste opgang fra kysten. Sammen med Qêrsêqs var en kvinde ved navn Kêrssagaq og hendes mand; de havde tre sønner Kuvdoq, Amârtuan og Misartaq.

Da stormen rejste sig, bad Kêrssagaq om hjælp for at bjærge alt deres forråd. Da der ikke var nogen, der ville hjælpe, trak hun i sin mands helpels og vandskindsbukser. Hun gav sig til at bjærge det forråd, hun var i stand til at bære op til huset. Hun sled hele natten, — og da der omsider kun var store ting tilbage, som hun ikke kunne magte, måtte hun give op. Havet, der havde frit tilløb uden at være dæmpet af is, stod snart i vældig brod mod den lave strand — og sprøjtet stod langt ind over klippeknuden bagved. Da det blev lyst, stod alt i ét ved stranden, og så kraftigt hamrede havfråden mod klipperne, at mange hele sæler og store flænsestykker af narhval blev knust, og kysten var dybrød af blod. Da bopladsen lå så stejlt, at ingen kajakker kunne stikke til søs, mistede man praktisk talt alt, hvad man havde fanget til vinteren. Stormen blev ved, dag efter dag stod bølgerne som springvand ind over klippeknuden. – Så kom kulden, og alt blev et glat panser af is. Knuste kalvisstykker drev ind og spærrede vejen yderligere af mod havet. Vinteren over var udfarten spærret.

Pamiagdik manede og besvor ånderne, for at »åbne vejen«, men intet skete – han havde tabt sin styrke over magterne, der nu ikke lod sig mildne af den mand, der så skammeligt havde ladet hånt om de gamle vedtægter.

Kêrssagaqs forudseenhed gav bopladsen lidt at gnaske i; men der var mange munde at mætte — snart var man uden mad. Folk led nu stor sult, og den ene efter den anden bukkede under. De overlevende åd deres fæller. En dag kom en af Kêrssagaqs store sønner ind og sagde: »Det er vel nok også et sted at bygge hus«. Pamiagdik blev forskrækket, fordi den unge var både stor og stærk. Pamiagdik, der ikke mere følte sig sikker, tog ved trolddom livet af Kêrssagaqs mand og ene søn.

Qêrsêq døde af sult; men efter døden kom han som et genfærd og hævnede sig på svogeren Pamiagdik og hans søn ved at klemme dem i fødderne, så de skræmtes til døde.

Da foråret omsider mildnede kysten, passerede mange bjørne bopladsen, og stimer af narhvaler rejste bølgeslag på den lave ralstrand. Kêrssagaqs to sønner stod inde på land og kastede med sten efter fangstdyrene – det gjorde de for at få liv i deres stive arme.

Året efter hin skrækkelige vinter kom et bådelag fra Angmagssalik-distriktet, anført af Sigdisikajik. De fandt ved Apulitêrduaq kun Kêrssagaq og hendes to sønner – som de eneste overlevende.

Fodnoter