De gamle nordbobygder - Skrælingerne
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
SJETTE KAPITEL
Skrælingerne
De islandske Kolonister var ikke de første Mennesker, som betraadte Grønlands Jord. Da de kom til Landet, fandt de Spor af tidligere Bebyggelse, og de kunde se, at de Mennesker, som her havde levet, var af samme Slags som dem, de paa »Vinlandsrejserne« traf paa det amerikanske Fastland. »De fandt dér Menneskers Bopladser baade øst og vest i Landet, og Rester af Baade og Stenredskaber, saaledes at man deraf maa skønne, at dér havde den Slags Folk faret, som Vinland haver bygget og Grønlænderne kalde Skrælinger«.
Meddelelsen herom skylder vi en af de kyndigste og troværdigste af alle islandske Historieskrivere, Are Frode, der i første Halvdel af 1100-Aarene skrev sin Islændingebog. Han opgiver selv, at hans Kilde til denne Efterretning var hans egen Farbror Thorkel Gellessøn, der havde besøgt Grønland og dér faaet den fortalt af en af de Mænd, som selv havde fulgt Erik Røde ud til Landet. Thorkel maa være født engang i første Halvdel af 1000-Aarene, og der er følgelig intet i Vejen for, at han i sine unge Dage kan have truffet en af Eriks egne Mænd i Grønland.
Skrælingerne var Nordboernes Navn paa Eskimoerne, og der er meget, der taler for, at dette Navn er afledt af det eskimoiske kalaleq. Flertal: kalatdlit, hvormed Grønlands Befolkning endnu den Dag i Dag betegner sig selv. Muligvis kan det ogsaa omvendt være Eskimoerne, der har optaget det Navn, som de hørte Nordboerne bruge.
Af Ares Beretning med dens Henvisning til Vinlands Befolkning fremgaar det, at man i Grønland foreløbig ikke var stødt paa Skrælingerne selv. Maaske har de kun besøgt Sydgrønland paa kortere eller længere Rekognosceringsrejser og ikke fundet Klimaet og Forholdene tilstrækkelig gunstige for deres Fangstliv. Det kan tænkes, at det har været en mindre Flok, som enten er rejst videre om paa Østkysten eller har trukket sig tilbage igen mod Nord. Foreløbig var de Nordboerne ganske ude af Syne, heller ikke paa Sommerens Fangstfelter stødte de paa hinanden.
Om de første Sammentræf med Eskimoerne hører vi i den lille latinske Norgeshistorie, der gaar under Navnet »Historia Norvegiae«, og som maa være forfattet enten lidt før eller lidt efter 1200 (om dens nærmere Datering er Forskerne uenige). Det hedder her, at norden for Bygderne træffer Fangstfolk nogle smaa Mennesker, som de kalder Skrælinger. »De mangler helt Jærn og bruger Tænderne af Hvalros til Kastevaaben, skarpe Stene til Knive«, oplyses det meget rammende. Betegnende er det imidlertid, at hvad der først og fremmest meddeles om disse Folk er, hvorledes de bløder, naar de saares. Der skal have været den Ejendommelighed ved dem, at »naar de rammes af Vaaben, bliver deres Saar hvide uden Blodtilløb, saalænge de endnu lever; men naar de først er døde, vil Blodet næsten ikke holde op at løbe«. Denne Oplysning tyder paa, at Sammentræffet mellem de to Folk ikke just altid har været af fredelig og venskabelig Art.
Det har ogsaa al Sandsynlighed for sig, at de fra første Færd har mødt hinanden med dyb Mistro og gensidig Fjendtlighed. Det vil fremmede Folk, der intet kender til hinanden, naturnødvendig altid gøre, og Efterretningerne om deres Møde i Vinland var ikke beroligende. Der er sagt saa meget om Eskimoernes Fredsommelighed af moderne Forfattere, som ikke vil tro paa noget Fjendskab mellem de to Folk. Men selv om Nutidens Grønlændere er godmodige og vennesæle, kan vi ikke derfra slutte tilbage til Forholdene for et halvt Aartusinde siden. Danskerne er nuomstunder ogsaa et saare fredsommeligt Folk, hvilket ikke udelukker, at deres Forfædre som grusomme og ubarmhjærtige Vikinger har hærget Vesteuropas Kyster. Et Folk bliver vel først fredeligt, naar det lever under fredelige Kaar. Nu er der i Aarhundreder ingen, som har villet gøre Grønlænderne Fortræd, men der er næppe Tvivl om, at de gamle, stridbare Nordboer, som det selvfølende og utaalsomme Herrefolk de var, har behandlet Skrælingerne raat og skaanselsløst, hvor de traf dem, og foragtet dem dybt, paa Grund af deres lave Vækst, deres mørke Lød og deres Vantro.
Heldigvis boede de foreløbig fjærnt fra hinanden. Endnu i sidste Halvdel af 1200-Aarene kunde Nordboerne rejse langt mod Nord uden at møde Skrælinger. Men paa denne Tid er det, som om de bliver grebet af en vis urolig Nysgærrighed efter at komme paa det rene med, hvor disse underlige smaa Folk egentlig opholder sig, og hvor de kommer fra. Nordboerne levede selv langt borte fra deres egne Frænder, de kunde ikke gøre Regning paa nogen Støtte, og i stadig stigende Grad har de følt det pusle omkring sig. Der foregik noget udenom dem, som de ikke rigtig kunde blive kloge paa. Var de bange? Det vilde de i alle Tilfælde aldrig selv have indrømmet. De vilde vide Besked, og den samme Videbegærlighed, der (i Følge Kongespejlet) førte dem op paa de højeste Fjelde ved Bygderne for at se, om der bag Indlandsisen skulde være isfrit og beboeligt Land, den drev dem ogsaa mod Nord langt hinsides de Egne, hvor de ellers om Sommeren laa paa Fangst.
Vi har bevaret en Afskrift af et Brev fra denne Tid, som det er meget fængslende at fordybe sig i, selv om det rummer uklare Punkter og til syvende og sidst ikke tillader altfor sikre Slutninger. Det er skrevet omkring 1270 af en Præst til en Kaldsbroder, der tidligere ogsaa havde været Præst i Grønland, men var rejst hjem med Bispeskibet, som strandede ved Hitarnæs paa Island (ovfr. S. 92) og nu var blevet Hirdpræst hos den norske Konge Magnus Lagabøter. Vi hører heri om Forsøgene paa at opspore Skrælingernes Opholdssteder.
Først faar vi en mærkelig Oplysning. I Sommeren 1266 havde man ude i Havet — snarest udfor Østerbygden, men det siges ikke udtrykkelig hvor — fundet Træ med Hugmærker af smaa Økser eller Tengsler (Tværøkser af samme Art som dem, Eskimoerne siden har benyttet) og ogsaa et Stykke, hvori der sad Kiler af Tand og Ben (til Spaltning af Træet). Vi kan forestille os, hvilken Opsigt dette Træ har vakt, og maa selv ligesom de gamle Præster spekulere over, hvor det kom fra, og fra hvilket Folk det stammede. Efter Strømforholdene maa det være kommet østenfra. Men boede der Mennesker her? Dr. Therkel Mathiassens Undersøgelser i 1932 har oplyst, at den egentlige, store eskimoiske Indvandring til den sydlige Østkyst først er sket 1 á 2 Aarhundreder senere end 1266, men der kan paa Østkysten muligvis have levet Rester af oprindelige eskimoiske Indvandrere fra før Erik Rødes Tid; paa Grund af Landsænkningen er der ikke meget Haab om at finde Spor af denne Kystbosættelse mere. Nordboer paa Island eller Grønland kan Træet sikkert ikke have stammet fra, da de vilde have brugt Kiler af Jærn eller Bronze; men muligvis er det fra langt fjærnere Egne, — det kan være kommet helt ovre fra Nordsibirien.
Samme Sommer, oplyser Præsten, kom der Folk hjem fra de nordlige Fangstpladser (Nordrsetur), som havde faret længere mod Nord, end man før havde haft Tidender om, og de havde ingen Skrælingebopladser set undtagen i Krogsfjordshede, »og derfor mener man, at Skrælingerne maa den Vej have kortest at fare, hvor de saa end kommer fra«. Krogsfjordshede synes at have været den nordligste af Nordboernes faste Fangstpladser i Nordrsetur, og den almindeligste Mening er, at Stedet skal henlægges til Diskobugten eller til Vajgattet norden om Disko (omtrent 70½° n. Br.). Det støttes af, at der ved Dr. Mathiassens Gravninger i Diskobugtens Eskimotomter (1933) er fundet paafaldende mange Spor af Forbindelse med Nordboerne, og at vi her har nogle af de ældste eskimoiske Tilholdssteder, som hidtil har kunnet paavises i Grønland.
Præsterne i Gardar — Biskoppen selv var som sædvanlig hjemme paa Besøg i Norge — mente, at den Sag maatte undersøges nærmere, og afsendte et Skib, som fra Krogsfjordshede paany satte Kursen nordover. Denne Ekspedition maa efter den uklare Beskrivelse være kommet helt op i Melvillebugten og fandt her Øer, hvor der var god Fangst paa Sæl og Hval, og Hvidbjørn i stor Mængde. Paa to forskellige Steder blev der truffet Spor af Skrælingebopladser, før Skibet endelig paa Jakobsmessedag, d. 25. Juli, var tilbage i Krogsfjordshede.
Skrælingeproblemet var ikke klaret med det, og det lader til, at man fra Bygderne har fortsat sine Efterforskninger. Engang i Tiden omkring 1300 — lidt før eller lidt senere, derom er Specialforskerne uenige — maa en Ekspedition, med eller mod sin Vilje, have overvintret saa højt mod Nord som i Egnen omkring Upernivik, den nordligste af vore nuværende Kolonier. Paa en lille Ø, Kingigtorssuaq, Nord for Upernivik (paa næsten 73° n. Br.) blev i 1824 i Nærheden af tre Varder, som her var bygget, fundet en lille, kun 10 cm lang Bunesten, der af den bekendte Grønlandsforsker, Løjtnant W. A. Graah samme Aar bragtes til København, hvor den første Gang blev tolket af Rasmus Rask i 1827; senere bar bl. a. Finnur Jonsson, Fr. Läffler og Magnus Olsen gjort den til Genstand for fornyede Undersøgelser og Tolkninger. Denne berømte lille Runesten, der vel nok er det mærkeligste af alle Vidnesbyrd om Nordboernes Færden i Grønland, er siden paa en mystisk Maade forsvundet og kendes kun af en tilsyneladende meget troværdig Kopi i Nationalmuseet.
Ifølge Stenens Indskrift har tre Mænd, Erling Sigvatsson, Bjarne Thordarson og Einride Oddsson ved Foraarstid eller, som det bestemtere hedder, Lørdagen før Gangdag (d. 25. April) bygget de nævnte Varder og vistnok stukket den lille Sten ind i den største af dem. Indskriftens sidste Ord er vanskelige at tyde. Professor Magnus Olsen har for nylig givet en Tolkning, som er meget sindrig, men som man dog vist ikke tør slaa fast med Tretommersøm, hvorefter der her med Lønruner skulde staa Aarstallet 1333 (Rask læste 1135, hvilket af sproghistoriske Grunde er umuligt) samt en Oplysning om, at Mændene havde signet eller viet Varderne. Det mest sikre er, at disse Mænd fra Nordbobygderne, som i April Maaned byggede Varder Nord for Upernivik, maa have overvintret heroppe, og naar de gav sig til at bygge Varder, skulde man ogsaa mene, at det ikke var saa helt enestaaende, at der færdedes Nordboer i disse Egne. Naturligvis, det kan ogsaa have været for at bevare Mindet om en sjælden Bedrift.
Har nu de tre Nordboer herved Kingigtorssuaq truffet paa Skrælingerne? Ja, vi tør med største Sandsynlighed antage, at om ikke før, saa ialfald senest i første Halvdel af 1300-Aarene maa der over Smithsund være begyndt en ny Tilstrømning til Grønland af Eskimoer, som i betydeligt Tal bredte sig nedover den nordlige Del af Grønlands Vestkyst, hvor de efterhaanden udviklede den Kajak-Kultur, som er Forudsætningen for deres senere Udbredelse til Sydgrønland.
At Eskimoer i Egnen omkring Kingigtorssuaq maa have set Nordboer i denne tidlige Periode, har Therkel Mathiassen ved et lykkeligt Fund været, i Stand til at paavise. Han har paa en af Naboøerne, Inugsuk, i meget tidlige Kulturlag fundet en lille Trædukke med lang, snæver Kjortel og med Hætte paa Hovedet, altsaa en Dragt, der svarer til dem, vi kender fra Herjolfsnæs, saa nøje, som det ved saadanne enkle Skæringer kan ventes; den er ligesom en anden lille langkjolet Dukke fra Egedesminde Vidnesbyrd om, hvorledes Skrælingerne opfattede de Nordboer, som færdedes heroppe paa Sommerfangst og Forskningsrejser. Ogsaa et lille Stykke Nordbo-Tøj af grovt firskaftet Vadmel fra Inugsuk maa stamme fra Fangere eller tilfældige Besøgende i Nordgrønland.
Andre Nordbominder fra Inugsuks Affaldsdynger kan Eskimoerne have ført hjem fra Rejser sydover, og maaske er de først i senere Tid sanket sammen ved Nordboernes Huse efter at de havde forladt dem. Det samme gælder de talløse Stumper af Nordboernes Kirkeklokker, som i Aarhundredernes Løb er blevet spredt over Grønlands Kyster fra Upernivik til Angmassalik; vi ved ikke engang, om det er Eskimoerne eller maaske Nordboerne selv, der har knust Klokkerne for at anvende Malmen.
Det kan dog godtgøres, at Eskimoerne paa disse nordlige Pladser allerede meget tidlig, før de store Vandringer til Sydgrønland fandt Sted, paa enkelte Omraader har modtaget Paavirkning fra Nordboerne. Det maa saaledes være af dem, Eskimoerne har lært at lave Trækar af smaa Stave (Bødkerteknik), og de har lejlighedsvis laant Ornamentmotiver fra dem. De ejendommelige, for de grønlandske Eskimostammer særegne Skeer, der hører med til »Inugsuk-Kulturen«, er muligvis ogsaa Efterligninger af Nordboernes, men her er der dog kronologiske Vanskeligheder, da de kortskaftede europæiske Skeer, som de mest ligner, er fra saa sen en Tid som omkring 1500.
Paa deres Side har Nordboerne fra deres Rejser til de nordlige Pladser hjembragt eskimoiske Sager, som de har fundet ved deres Ransagninger paa de forladte Bopladser eller maaske ogsaa kan have faaet ved personligt Samkvem. Kostbarheder er de Par Ting ikke, som foreløbig er fremgravet af denne Art, det er ikke Handelsvarer; Nordboerne har blot bragt dem hjem for Kuriositetens Skyld, men de har Interesse for os, fordi de virkelig er udpræget nordgrønlandske. Den ene er en oval Hvalbardeæske, som laa under Ligets Hoved i en Grav inde i Herjolfsnæs Kirke; den anden er Haandtaget af en Snekniv af Hvalben, der blev fundet i Møddingen foran Bispehuset paa Gardar. Det sidste Redskab har været benyttet ved Opførelse af Snehuse, som slet ikke hører hjemme under sydgrønlandske Forhold.
Da Skrælingerne først kom i Bevægelse mod Syd, maa de være rykket frem med saa stort et Pres, at de hurtig blev en Fare for dem, der boede hernede. Den Ængstelse, som Nordboerne allerede tidlig havde følt, havde været fuldt berettiget.
Alarmerende virker et Brev fra 1355, hvorved Kong Magnus Smek med sin norske Drosts Segl giver Poul Knudsen Befaling til som Høvedsmand for Knarren at sejle til Grønland med en Besætning af Kongens haandgangne Mænd eller andre Mænds Svende; »vi gøre det,« hedder det i den daarlig overleverede Tekst, »i Hæder til Gud og for vor Sjæls og Forældres Skyld, som udi Grønland haver (stiftet) Kristendommen og opholdt den til denne Dag, og vil end ej lade nederfalde om vore Dage«.
Bag disse forblommede Ord maa ligge, at der var kommen Melding hjem til Norge om, at de hedenske Eskimoer nu var rykket den nordligste af Nordbobygderne, Vesterbygden, saa nær ind paa Livet, at der var Fare for, at denne Bebyggelse maatte opgives og udleveres til Hedningene. Men om Skibet kom af Sted, ved vi ikke.
I de samme Aar opholdt den norske Præst Ivar Baardsøn sig paa Grønland som Forvalter af Bispestolens Gods; han blev sendt ud til Landet i 1341 og synes at være vendt tilbage til Norge inden 1364. Han har selv meddelt, at han var blandt de Folk, som Grønlands Lagmand, Høvdingen paa Brattahlid, udpegede til at fare til Vesterbygden mod Skrælingerne, for at uddrive dem derfra. »Og da de kom did, da fandt de ingen Mand, enten kristne eller hedne, uden noget vildt Fæ og Faar, og bespisede sig (ɔ: forsynede sig) af det vildt Fæ og Faar, saa meget som Skibene kunde bære, og sejlede saa selv der med hjem«.
Denne Hjælpeekspedition var altsaa resultatløs. Vesterbygden er kort efter Midten af 1300-Aarene gaaet tabt for de norrøne Folk og skilt ud fra Kristenheden. Naar Ivar og hans Fæller hverken fandt Ven eller Fjende, var det maaske fordi Skrælingerne af Angst for den Hævn, der ventede dem, midlertidig var trukket nordpaa; maaske er de heller ikke blevet eftersøgt altfor ivrigt. — Et andet Sted i Ivars Tekst hedder det, at »nu haver Skrælinge al Vesterbygden ud«, og Sagen selv synes klar og uomtvistelig.
Vesterbygden var imidlertid ikke noget særlig godt Fangstterræn for Skrælingerne, og de fortsatte deres Rejser videre sydover. I 1379 hærgede de i Følge islandske Annaler igen paa Nordboerne, og nu maa det have været Østerbygden, som det gik ud over. 18 Mænd blev dræbt, og 2 Drenge blev ført bort som Trælle. Andre Gange var det Nordboerne, som var de sejrende, baade i Trondheims Domkirke og i Halvardskirken i Oslo var der ophængt eskimoiske Skindbaade, der rimeligvis er ført til Norge som Krigsbytte eller eventuelt som etnografiske Mærkværdigheder just i denne Periode nærmest forud for Aar 1400. De var blevet taget med Skrælinger i.
I første Halvdel af 1400-Aarene hedder det, at Skrælingerne — eller Karelerne, som de kaldes — har den nordlige Del af Grønland, og at »de stadig kommer strømmende til Grønland med en talstærk Hær, og det uden Tvivl fra den anden Side Nordpolen«. Denne Meddelelse skyldes Nordens ældste, meget fortjenstfulde Kartograf, Fynboen Claudius Claussøn Svvart, der har tegnet de ældste kendte Kort over Grønland. Han paastaar selv at have været i Grønland — det maatte i saa Fald være efter 1425 — men det er et Spørgsmaal, om det ikke er Pral. Landets Form har han gengivet forbavsende godt, men Stednavnene er fingerede (han har frækt nok benyttet nogle Linjer af en Vise, hvis Ord han har fordelt over Næs og Fjorde), og Kortet viser intet Kendskab til Nordbobygdernes Beliggenhed, til Trods for, at den sydlige Del dog stod ved Magt endnu dengang.
Derimod er hans Skildring af Eskimoernes Tilstrømning til Grønland næppe saa helt ved Siden af. Moderne Forfattere har taget meget Anstød af dens Urimelighed, og hvis der med den »talstærke Hær« skal forstaas noget militært organiseret, siger det sig selv, at det er meningsløst. Men det er sandsynligt nok, at Skrælingerne i denne Periode er strømmet sydover i myldrende Mængde, og det er heller ikke svært at forstaa, hvad det var, der tiltrak dem saa stærkt. Bedre Fangstforhold end dem, de havde haft nordpaa, kunde de ikke vente at finde mod Syd, og hvis det var det, de tilstræbte, maatte de snart være vendt om. Det, som tiltrak dem, var sikkert noget helt andet. Det var: Nordboerne, simpelthen Nordboerne selv.
Der var meget ved disse store, lyse Mennesker, som kunde vække deres Nysgærrighed. De har paa Fangstfelterne i Nord set deres Jærnvaaben og andre nyttige Redskaber, maaske har de hørt om farverige Klædedragter, om store Huse, om mærkelig Klokkeklemten, som rungede ud over Fjordene. Og ikke mindst er der nordover kommet Efterretninger om æventyrlige Kæmpefartøjer, som stundom dukkede op ude fra det store Hav og med bugnende Sejl stævnede ind mod Nordbobygden, hvor mange mærkelige Herligheder blev bragt fra Borde. De var nok bange for de stærke, hvide Jægere. Men de kunde alligevel ikke styre deres Nysgærrighed. Undertiden gik det ud over dem, undertiden opdagede de, at de slet ikke var saa svage.
Forholdene har udviklet sig omtrent som under Nordboernes Ophold i Vinland eller som under de nordiske Vikingers Togter til sydlige Kyster: snart fredelig Tuskhandel, snart skaanselsløs Fejde, altid Mistillid til den andens Hensigter. Olaus Magnus fortæller, hvordan Skrælingerne i deres smaa Kajakker listede sig ind paa Nordboernes store Fartøjer og gennemborede dem lige over Vandlinjen. Undtagelsesvis og under særlige Omstændigheder hører vi om et Troskabsforhold mellem Nordboer og Eskimoer, som den rørende og meget sandsynlige Historie om de to smaa »Trolde«, som den til Grønland forslaaede Islænding Bjørn Einarsøn i 1385 reddede fra et Skær (paa hvilken Kyst, ved vi ikke), og som siden trofast fulgte Bjørn og hans Hustru, saa længe de var i Grønland, og styrtede sig i Havet, da de rejste. De fangede for dem og passede deres Barn, og Eskimopigen lavede sig af Tarmskind et Hovedtøj Mage til det, Fru Solveig bar.
For Nordboerne betød det en alvorlig Hæmning i deres Bevægelsesfrihed, da Eskimoerne saaledes bredte sig nedad Kysten. Det betød øget Utryghed i deres Tilværelse.
Saa frygtelig forvænte var de vel ikke i Forvejen. Formodentlig har Bonden paa Grønland, ligesom paa Island, ikke været bange for lejlighedsvis at falde over sin Nabo, naar han mente, han havde fornærmet ham. Men nu kendte ingen sig sikker mere. Først og fremmest maa vi regne med, at Opholdet paa de nordlige Fangstpladser blev for farligt, saa snart der heroppe var kommet en tæt eskimoisk Befolkning, altsaa allerede inden Vesterbygdens Ødelæggelse ca. 1350-60. De smaa Baadelag paa 20-30 Mand kunde ikke klare sig, hvis de andre rottede sig sammen. Og hvad hjalp en »Straffeekspedition«? Den øgede kun Hadet og Mistilliden. Rimeligvis er Fangstrejserne af den Grund efterhaanden helt ophørt, hvilket maatte virke skadeligt paa den europæiske Handelsforbindelse, som i Forvejen var vanskelig at opretholde.
Eskimoernes Sagn om Qavdlunakkerne — som de kaldte Nordboerne — giver et meget godt Indtryk af det indbyrdes Forhold i den Tid, da de boede i hinandens Nærhed, Bønderne paa deres Gaarde inde i Fjordene, Eskimoerne ude i Skærgaarden. Som egentlige historiske Kilder er disse Fortællinger meget angribelige, da de først er nedskrevet af danske Rejsende og Embedsmænd efter de indfødtes Beretning i første Halvdel af 1800-Aarene, 3—400 Aar eller endnu mere efter de Begivenheder, de omhandler. I een Henseende kan man aldeles ikke fæste Lid til dem, nemlig hvad angaar deres Stedsangivelser. Den eskimoiske Befolkning har igennem en lang Periode været i jævnlig Bevægelse op og ned langs Kysten, og den har ført Sagnene med sig og frit lokaliseret dem til de nærmeste eller de tydeligste Nordboruiner i deres Omegn. Det er derfor ikke bestemte Pladsers Historie, de oplyser, og ikke heller just hvad man med et stort Ord kunde kalde det historiske Opgør mellem Eskimoer og Nordboer, men de giver et Indtryk af Miljøet, hvori de to Folk boede.
Nordboernes Høvding Ungertok (efter W. Thalbitzer mulig en Omdannelse af det nordiske Yngvar) herskede, i Følge en saadan eskimoisk Fortælling, over alle Bønderne ved Qaqortoq (nær Julianehaab), hvor den bekendte Ruin af Hvalsøfjord Kirke ligger. Paa en Ø i Nærheden fandtes der en eskimoisk Boplads, og de to Folk levede længe Side om Side; men efter Eskimoernes egen Beretning var det dem selv, der brød Freden. En Dag var en Eskimo ude i Kajak for at prøve sine nye Fuglepile. En af Ungertoks Folk, der sad ved Stranden og saa ham fejle i sine Skud, begyndte at skrige som en Alke og raabe: »Skyd efter mig, skyd efter mig«. Eskimoen gjorde det, skød efter ham og dræbte ham. Ungertok fandt sig heri, da han vidste, hvorledes det var gaaet til. Men nogen Tid efter, da en Eskimo med hurtige, lydløse Aaretag havde overlistet en anden af hans Folk og dræbt ham, tog han Hævn ved et Overfald paa Bopladsen. En af de Overlevende herfra flygtede nordpaa for at søge Bistand, og efter en Vinters Forberedelse og mange Trolddomskunster sneg en Flok Eskimoer sig usete frem til Qaqortoq og indebrændte Nordboerne i Kirken. Den stærke Ungertok sprang tilsidst ud af Østgavlens Vindue med sin Søn paa Armen og løb bort, men blev saa haardt forfulgt af en bevæbnet Eskimo, at han tilsidst ikke vidste andet Raad, end at kaste Drengen i en Sø for selv at redde sig videre. Efter lange Forfølgelser lykkedes det tilsidst at faa Ram paa ham.
Det er en Skikkelse, man ikke let glemmer, denne Nordbohøvding, som under Forfølgelserne i sin Fortvivlelse maa kaste sit eget Barn fra sig i Søen, for at det ikke skal falde i Skrælingernes Hænder. Om nu Fejderne mellem Ungertok og Skrælingerne kun er en enkelt Episode, eller der har været mange lignende, kan ikke positivt oplyses, men det sidste er det rimeligste. Paa den anden Side er det utænkeligt, at Eskimoerne systematisk skulde have udryddet Nordboerne, Gaard efter Gaard og Fjord efter Fjord, ligesaa vel som at de skulde have bekriget dem i store samlede Fægtninger. De fleste Gaarde er sikkert opgivet af Nordboerne selv, efterhaanden som Befolkningen skrumpede ind. Vi har i de senere Aar udgravet en Række af de største Gaarde i bægge Bygder, og ved ingen af dem kan det godtgøres, at Husene er ødelagt ved Ild, som kunde vidne om den Art Mordbrand, der skildres i Sagnet om Ungertok. Kun paa Sandnæs i Bunden af Ameragdlafjorden, Nordboernes Lysefjord, en af Hovedgaardene i Vesterbygden, laa der i Rummene saa mange tildels ufærdige Redskaber og Inventar, at man maa tænke sig Gaarden ret pludselig forladt eller ødelagt.
Hans Egede besøgte i April 1723 Ujaragssuit ved Godthaab og skriver i Anledning af den stærkt sammenfaldne Kirkeruin paa dette Sted, som nu i 1932 er blevet udgravet af Aage Roussell:
»Jeg har siden spurgt de Wilde, om de har saaledis forderfvet denne Sten Bygning, men de svarede, de Norske har selfv giort det, der de droge her fra Landet; videre ved de icke at berette her om«. Dette er sikkert rigtigt nok, om de enkelte Pladsers Historie ved Eskimoerne ingenting.
