Nye mennesker – Forældreløs (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Forældreløs
"Hvem er han?" spurgte jeg en gammel Kvinde, første Gang jeg saa Kajoranguark. Han var daarligere klædt end alle de andre, men hans Øjne straalte om Kap med Spækglansen i hans Ansigt.
"Aah, en sølle Stump forældreløst Barn, som spiser ved Gryderne!" svarede hun og slængte et Kødben hen til ham. Drengen greb det med Begær og gav sig til at slide i det med Tænderne; men Kødet var sejgt.
Jeg havde en lille rusten Børnekniv fra Sydgrønland i Lommen, og den forærede jeg ham for at indlede Bekendtskabet. Gaver aabner altid Døren til et Eskimohjærte.
Det var sikkert første Gang i sit Liv, at den forældreløse stod over for dette: at skulle modtage en Gave. Han saa op og ned ad mig og rystede paa Hovedet Jeg forsikrede ham, at det var Alvor. Og uden at forandre en Mine snapper han Kniven ud af Haanden paa mig og løber sin Vej. Jeg tænkte ikke, at jeg foreløbig skulde faa ham at se igen, og var netop ved at gaa ind i vort Telt, da han kommer løbende med et Stykke Hvalroshud, som han trykkede mig i Haanden.
"Du gav, se: jeg giver ogsaa," sagde han, og hans Ansigt skinnede af Spæk og Stolthed. Hvalroshuden havde han selvfølgelig stjaalet. Men fra den Dag af var vi Venner.
Kajoranguark havde slet ingen Slægt, som kunde tage sig af ham. Og det var egentlig mærkeligt, at han ikke forlængst var ryddet af Vejen som overflødig. Men han var alles Løbetræl, og derfor blev han taalt. Om Vinteren havde han i Nætterne haft Husly hos en gammel Aandemaner, Sagdlork, men henimod Foraaret var dennes Kone bleven syg, og saa var den forældreløse bleven smidt ud.
Under nogle Snestorme, der rasede, kort efter at han var bleven husvild, havde han haft noget vanskeligt ved at eksistere, indtil han havde fundet paa at kravle ind i en Husruin, der var lavet om som Ly for en Hvalpetæve.
Der, sagde han, havde han det godt.
Men en Dag, da Stormen var haardest, kom han ind til os i vor Telt med et gabende Saar i Panden; et Stykke af hans Hus var blæst ned over ham, medens han sov. Men Kajoranguark var lige glad og lod bare sin Hvalpemo’r holde Saaret rent ved at slikke det.
Hans Pjalter var gennemvaade af Snestormen, men han frøs dog ikke.
Vi bad ham blive lidt inde hos os og lade Sneen tø af sig, og imedens tegnede Harald Moltke ham.
"Naa, det skal altsaa være mig, Udskudsmennesket," sagde han og lo, da han saa sit Billede.
Han kunde vel højst være en halv Snes Aar, men han havde dog allerede sine Passioner som Eskimoætling; thi han elskede højere end alt andet sine Fædres Trommesange. Og han sang altid, naar han var alene.
En Dag, jeg var i Besøg hos en Nabo, kom ogsaa Kajoranguark derind. Han var som altid gennemvaad og bedækket med Sne. Man forbarmede sig over ham og klædte ham af for at faa hans Tøj tørret. Folkene brast ud i Forbavselsesudbrud, da han stod der med sin mishandlede Krop, der var "iklædt" Smuds. Men Fyren var lige glad og tog for hver Gang, der faldt en Bemærkning, et Tag i sit Haar og spiste af de Smaavæsener, han nærede med sit Blod. Det var hans største Delikatesse.
Man lod ham kravle op paa Briksen og lægge sig mellem Renskindene, og der sov han snart fra det hele.
Den Dag Mikisork, hans Plejemoder, døde, saa jeg ham oppe paa Sletten bag Teltene. Han sang Trommesange med en Hengivelse og Glæde, der endog overgik hans sædvanlige, og hans Ansigt straalede. Han slog Takt til Sangen paa en lille Blikdaase, og der var Overgivenhed i alle hans Bevægelser: hans Plejemor var død, og det var hendes Sygdom, der havde gjort ham husvild.
Kajoranguark var en lille Verdensmand, følelseshærdet i Tilsidesættelse og fuldstændig fremmed for al Sentimentalitet.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 50-52. København, 1905.
