Nye mennesker – Ufrugtbar (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Ufrugtbar
Sâmik eller "Kejten" var Stammens rigeste Mand.
Han var Ejer af tre Winchester-Karabiner, en dobbeltløbet Haglbøsse, en Værktøjskasse med Sav, Høvl, Fil, Økse og Knive, en Hvalfangerslup og en lille Jolle. Han havde tjent den amerikanske Polarfarer, Robert Peary, paa dennes Ekspeditioner, og hans Rigdom var Lønnen for de store Tjenester, han havde ydet sin hvide Herre.
Men foruden alle sine kostelige Skatte havde han ogsaa alt, hvad Eskimoer ellers eje: Slæde, Hunde, Telt og Kajaker.
Alle rejsende, der kom til hans Boplads, bød han til store Maaltider paa Kød af Isbjørn, Hvalros eller Ren; og der var altid Mættelse for hver, der kom ind i hans Hus.
Man fortalte om ham, at hans Kødgrave saa to Sole uden at tømmes; thi hverken Mennesker eller Hunde orkede at spise op paa en Vinter, hvad han kunde nedlægge i Fangsttiden.
Men midt i al sin Rigdom var "Kejten" ikke nogen glad Mand; han var barnløs.
En Gang havde han vel haft en Søn, men Konen var død kort efter Fødselen. Det lille Barn havde levet nogle Dage, men da der ikke fandtes nogen, som kunde give det Mælk, var det hurtigt sygnet hen. Sâmik kunde ikke holde ud at se sin Søn lide og havde en Dag, da han laa og klynkede, taget ham paa sine Arme og kvalt ham af Medlidenhed.
Det havde ikke varet længe, før han igen tog en Kone; og det var selvfølgelig Stammens fineste Parti. Den unge smukke Ekrariusark var en vidtberejst Dame; hun havde været med Peary i Amerika.
"Kejten" levede nu glad og lykkelig sammen med sin nye Kone, — indtil han opdagede, at hun ingen Børn kunde faa.
Den smukke Ekrariusark var ufrugtbar. Fra den Dag dette gik op for Sâmik fattede han en frygtelig Foragt for sin unge Kone; og deres Samliv blev ondt.
Da Sâmik samtidig forelskede sig i den 16aarige Arnaruniark, der var Aandemaneren Alattarks Kone, blev han endnu mere hensynsløs mod Ekrariusark, som han ofte pryglede i vilde Anfald af Raseri.
Men Ekrariusark lod sig mishandle — og løb ikke sin Vej, fordi hun trods alt ikke vilde vide af nogen anden end Sâmik. En skønne Dag blev hun dog tvungen til at forlade sin Mands Hus. Sâmik byttede hende bort paa ubestemt Tid til Alattark, som til Gengæld fik en af hans Bøsser med i Laanet.
Blandt Folk hed det sig, at Alattark, der havde Ord for at være en stor Aandemaner, skulde mane saaledes over Ekrariusark, at hun blev i Stand til at føde sin Mand Børn. Alattark var god ved hende; han var en hvalrostyk og fredsommelig Kæmpe, der ikke vilde nogen ondt. Men næsten daglig løb Ekrariusark dog tilbage til sin Mand og bad ham om at faa Lov til at vende hjem; men Sâmik var døv.
Hen mod Slutningen af Mørketiden kort forinden vort Opbrud til Sydrejsen, besøgte jeg den Boplads, hvor Sâmik boede.
Som sædvanlig bød han straks de nyankomne paa Kød sammen med Bopladsens Beboere. Arnaruniark var Værtinde.
Ud paa Aftenen samledes alle Mænd og Kvinder til Trommeviser, og der blev sunget Vekselsange til langt hen paa Morgenen.
Da vi endelig glade, gildestemte ravede ud af Husgangen for at gaa til vort Hus og sove, hørte jeg Hulken bag Husene og gik efter Lyden.
Ude i Sneen sad Ekrariusark og græd. Jeg forsøgte at tale til hende, men hun rystede blot paa Hovedet uden at svare.
Næste Dag vidste alle, at Sâmik, da hun kom ind i hans Hus om Aftenen, havde grebet sin Økse og kastet den efter hende. Han havde ramt hende i Foden og slaaet et Fodrodsben over.
"Den Tosse!" sa’ Folk, "at hun dog ikke kan blive fra ham!"
Stakkels ufrugtbare! Hun kom til at ligge flere Uger igennem med frygtelige Smerter i den kvæstede Fod.
Men naar den Dag kommer, at hun igen kan rejse sig og gaa, vil hun atter krybe ind til den Mand, der helst slog hende fordærvet.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 66-68. København, 1905.
