Grønlændernes begreber om verden og deres nærmeste naboer

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk maske
Østgrønland

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912


I. Grønlændernes begreber om verden
og deres nærmeste naboer

Hvis man spørger en Grønlænder, hvad han erindrer om sine forfædre, vil han i reglen kun kunne nævne navne nogle få generationer tilbage, næppe længere tilbage end til oldeforældrene. Der begynder det store fortidsmørke, sagnenes halvlyse nat. Der er intet mærkeligt i, at dette folk kun har uklare sagn om sin fortidshistorie. Det må snarere vække vor undren, at det til trods for sin store spredthed og adsplittelse dog har en gammel fællestradition i mundtlig overlevering om verdens første tider, om visse sagnfolk, med hvem deres forfædre en gang har haft forbindelse, og (især for Grønlændernes vedkommende) om fjærne lande med ukende dyrearter, hvis navne endnu huskes, f. eks. umimmak, moskusoksen; kiliffaq, muligvis mammutdyret; sissik, lemming, egern, slange (?); naraseq, en fro (?); qappik, en jærv.

Grønlænderne — og rimeligvis alle Eskimoer — har sagn i hundredevis. Den mest omfattende indsamling blev foretagen i årene 1860-70 af den danske Grønlandsforsker H. RINK, hvem det lykkedes i samarbejde med indfødte kateketer (degne og skolelærere) at samle omtrent 300 sagn i Vestgrønland.

For Østgrønlændernes vedkommende findes der dels enkelte sagn optagne i Rinks samlinger, dels kender vi dem — og i særlig grad — gennem G. Holms etnologiske undersøgelser i fjordene Ammassalik (Angmagsalik) og Sermilik på Grønlands østkyst, hvor han overvintrede i 1883-85. Herfra bragte han de første efterretninger om den mærkelige Eskimostamme, der lever i disse fjorde, og en betydelig samling af deres sagn, oversatte af hans tolk Johan Petersen.

Gennem disse to samlinger kan vi — ved at udskille de nyere bestanddele og sammenholde de ældste overleveringer — danne os et begreb om de grønlandske Eskimoers historiske bevidsthed såvel som om deres livsanskuelse, deres oprindelige samfundsforhold, deres etiske og æstetiske traditioner o. s. v. Fragmenter af nationens livstilskikkelser har nedfældet sig i dem, dens hjærteblod rinder i dem. Hvad sagaerne er for Islændernes fortidshistorie, er disse grønlandske sagn for Eskimoernes.

Det er dog kun et mindre antal (måske 20, måske flere) af de grønlandske sagn, der bevarer mindet om historiske begivenheder, og som handler om sagnhelte, sagnfolk, eskimoiske eller fremmede. I ingen af dem finder vi nogen garanti i henseende til datering og stedfæstelse, således som vi forlanger af en historisk beretning. Men på den anden side ser vi, at disse sagnberetninger, eller ialtfald motiverne, er trofast bevarede på vidtadskilte bopladser, som i umindelige tider ikke kan ha haft forbindelse med hinanden. Deraf og af indholdets beskaffenhed slutter vi, at de ikke er æventyr, der er opfundne af fantasifulde fortællere til underholdning i de lange vinternætter, men virkelige gamle og længe fastholdte traditioner om forfædrenes liv. Hvor de fortalte begivenheder er foregåede, kan ikke umiddelbart ses, thi Eskimoerne har intet verdenskort, ingen oversigt, ingen tydelige navne på de fremmede lande. Eskimofolket er, som alle primtive folk, uvidende om sin egen kontinuitet og sin stilling i verden. Desuden er det jo et folk, som længe har været splittet, udbredt over et uhyre areal langs et smalt kystland, hvor dybe fjorde og stærke strømme hindrer samfærdselen. Hvordan skulde de ha fået nogen samlet folkebevidsthed eller nogen klar historisk bevidsthed!

Selv de mest "historiske" af disse sagn fremtræder kun som fragmentariske småbegivenheder, knyttede til en enkelt familie eller en enkelt boplads. Begivenheden har været egnet til at vække opsigt på stedet og hos de nærmeste naboer, men har i regelen været uden betydning for folket som helhed.

Om en eskimoisk folkebevidsthed kunde det faktum synes at vidne, at de overalt anvender et og samme navn for dem selv i modsætning til andre folk, nemlig Inuit (eller Innuit, flertal af Inuk); de vil hermed betegne mennesker, der taler deres sprog. Det er altså nærmest en sproglig betegnelse. Men det viser, at de fra gammel tid har haft kendskab til andre folk, og vi finder den mærkelighed, at selv i Grønland, hvor der ikke før Evropæernes ankomst boede andre folkeslag end Eskimoer, er der bevaret gamle fremmede folkenavne, navne på sagnfolk. Først skal jeg her nævne et meget udbredt sagn, der handler om oprindelsen til verdens tre folkeslag. Allerede den evropæiske civilisations første budbringer iblandt Grønlænderne, HANS EGEDE, hørte dette sagn og gengir det i en ikke helt fuldstændig opskrift:

"Om os, som de kalde Kablunet eller Fremmede, have de en latterlig Historie og sige: at vi ere komne af Hunde; thi en Grønlandsk Qvinde skal engang have født Mennisker og nogle Hunde Hvalpe; de sidste toeg hun og sætte på en gammel Skoe og skiød dem ud på Søen og sagde: Farer hen og bliver Kablunaker af eder. Deraf kommer det, sige de, at Kablunakerne leve på Søen, og Skibene ere ligeså dannet som Grønlandske Skoe, runde for og bag".

I RINKS over 100 år senere gengivelse, i hvilken han har sammendraget flere forskellige originalopskrifter, deriblandt en fra Labrador, og ligeledes i den østgrønlandske version, får vi at vide, at kvinden boede i huset hos sin far. Det østgrønlandske sagn tilføjer det ældgamle træk (kendt fra Boas’ sagn fra Baffinsland), at "hun aldrig kunde ha nogen mand længe". Hendes far sagde derfor til hende: "Du kan ikke beholde nogen mand, det er derfor bedst, at du får hunden til mand". Datteren og hunden levede da som ægtefolk sammen, og datteren fødte hundehvalpe: "deres ben var som hundenes og deres kroppe som menneskenes". Faren satte pigen med alle børnene ud på en ø, hvor han bragte dem mad. Men da de blev storre, åd de engang deres bedstefar tilligemed maden og kajaken, han kom i. Deres mor sendte dem derefter ud i verden for at de skulde forsørge sig selv. Nogle af dem satte hun på en gammel støvlesål, skubbede den udefter i havet og sagde: "I skal gå tilsøs og selv søge jeres føde". Disse blev til Kavdlunaker (Qalhlunaat.) De andre børn satte hun på pileblade, som lå på vandet; dem skød hun ind ad land til. Disse kom ind til det indre af landet, hvor der ingen vand er, og blev til Timerseker 'indlandsboer' og Erqiliker 'mennesker, der er befængt med gnid (luseæg)'.

Da Grønlænderne i oldtiden (rimeligvis i flere fremstød gennem århundrederne 900 til 1300) er indvandrede til deres nuværende land fra den anden side af Davisstrædet, nemlig fra Hudsonsbugtens nordlige egne, ligger det nær at anta, at mange af de grønlandske sagnelementer oprindelig stammer fra folkets ophold ved den nordkanadiske kyst.

For Evropæernes ankomst var Nordamerika hjemsted for en mængde folkeslag, der sprogligt ikke var i slægt med hinanden og altså ikke kunde forstå hinanden. Eskimoerne var det nordligste af disse folk. De har sikkert i lange tider været stedede lige overfor forskellige Indianerstammer i indlandet, hvis sprog de ikke eller kun delvis forstod, og hvis skikke var dem fremmede. Vi tar næppe fejl i at anta, at sagnenes indlandsboer, med hvem Innuiterne (Eskimoerne) oprindelig har haft samkvem, snart i venskab og snart i fejde, ikke er andre end de Indianerfolk, som Grønlændernes forfædre havde til naboer mod syd i Amerikas indre. Dette vilde kun svare ganske til vor antagelse af, at de fantastiske dyr, som omtales i de grønlandske sagn med særlige navne, hvortil virkeligheden intet tilsvarende har at byde i deres land, er dunkle minder om en tid, da folket boede i egne, hvor disse dyr fandtes. Hvem er disse indlandsfolk?

Gennem den amerikanske videnskabs ihærdige anstrængelser, særlig i de sidste årtier, er det lykkedes at sprede lys over de oprindelige folkestammers fordeling i Amerika. Man kender nu omtrent Indianerfolkenes oprindelige antal og indbyrdes grænser. Man har optegnet en stor mængde af deres forskellige sprog, der ofte er spaltede i mange dialekter, deres traditioner, sagn og digte. Nordpå, i Kanadas nordligste egne, er de oprindelige forhold endnu delvis bevarede.

Hele Kanadas nordlige kyst befolkes den dag i dag af Eskimoerne. Eskimoiske bopladser findes — for at begynde vestfra — helt ovre ved Stillehavets nordlige strande. De begynder omtrent ved Eliasbjærget i Sydalaska og følger langs kysten af denne halvø vestover langs Beringstrædet — endog på den asiatiske side af Beringstrædet findes der på tre punkter eskimoiske bopladser, ligesom øerne i strædet (fra S:t Lawrenceøen og nordefter) er eskimoiske. En lang, kun et enkelt sted afbrudt kæde af bopladser når fra nordspidsen af Alaska til Grønland; de Eskimoer, der bor os nærmest, er Ammassalikeskimoerne lige overfor Island. Alle disse kultur- og sprogbeslægtede smågrupper kalder sig Inuit. De nordsibiriske Eskimoers navn Yuit er kun en dialektform for det østeskimoiske Inuit, idet i flere andre ord et intervokalisk n forsvinder (især efter i); yuit skal formodentlig udtales i-u-it.

Hvor længe de har været adsplittede, er vanskeligt at sige. De sagn, de har fælles, må ligesom deres sprog vise langt tilbage mod fortiden.

Efterhånden som vi kommer fra den ene egn til den anden, træffer vi grupper med nye navne. Man taler derfor om forskellige "Eskimostammer" med særlige navne. Men disse provinsielle stammenavne kendetegner vel at mærke ikke en stammeinddeling af den art, som er almindelig blandt Amerikas Indianerfolk. De gør gennemgående ikke indtryk af høj ælde; det er lokale gruppenavne, der er tillagt gruppen af dens naboer. Jeg skal her anføre en del af dem med tolkning, så vidt muligt, af deres etymologi, hvorved samtidig Eskimofolkets geografiske fordeling vil ses i sit rette lys.

I Sydalaska bor Ugalakmiut, navnet for vistnok de yderste Eskimoer i den vestlige ende af rækken; det synes at betyde "de hinsidige" eller "de fjærneste"; Kuskokwagmiut, der bor længere vestpå og nordpå, i sydøsthjørnet af Alaska, har navn efter Kuskokwimfloden, ved hvis bredder de bor. Kingugumiut nord for dem betegner "de, der bor bagved". Som de fleste Eskimoer er de alle kystboer. Langs Alaskas vestkyst betegner Kikitangmiut "øens beboere", Nunatangmiut "kontinentets beboere", Tikerangmiun "pegefingerens beboere" (ved Point Hope), Nuvungmiut "næssets beboere"; sidstnævnte navn er knyttet til de nordligste Eskimoer i Alaska omkring Point Barrow. Øst for disse bor Kangmalingmiut "de folk, der har eller bruger kangma (en særlig art huse?)", ved Mackenzieflodens munding Koopaangmiut "beboerne ved den store flod", og Tareiormiut "beboerne ved saltvandet (havet)". Et langt stykke østligere, henimod Hudsonsbugten, kommer de mere centrale grupper, blandt hvilke de bedst kendte er Netsjillingmiut "beboerne af fjordsælernes grund" eller Boothiahalvøen, Ugjulingmiut "beboerne af remmesælernes grund" eller Kong Williams land, Ukusiksalingmiut, "beboerne af vægstens-landet" Aivillirmiut "beboerne af hvalros-landet", Kinipetu, muligvis "de, der bærer deres byrder foran på brystet"; de tre sidstnævnte stammer bebor det brede hjørne af fastlandet, der vender ud mod Hudsonsbugten, og de hører til de Eskimoer, der følger rensdyrene længst ind i landets indre. På den modsatte side af Hudsonsbugten ligger Labradorhalvøen, hvis kyster befolkes af Tarqarmiut "skyggebeboerne" (?), Seqinimiut "solbeboerne", Kilinirmiut "de østligst boende". På den store Baffinsø nord for Labrador og Hudsonsbugten er der en mængde bygder, sydvestligst Sikosuilarmiut "beboerne af den isfri kyst", Nugumiut "halvøens beboere", nordvestligst Iglulirmiut "beboerne af snehus-landet" og Aggomiut "beboerne af vindsiden", medens de sydligere beboere af Baffinsøens østkyst kaldes Oqomiut "beboerne af læsiden".

Her er ikke tale i disse navne om totem eller nedstamning fra bestemte dyr, således som vi kender stammeidéen fra Indianerne, eller om andre lignende fællesmærker, der ved tradition indenfra har knyttet en gruppe mennesker sammen. Hvis sådanne oprindelig har eksisteret også blandt Eskimoerne, træder det ikke tydeligt for dagen i disse navne.

Navnet Kalālhlit (eller Karālhlit) forekommer i Sydgrønlændernes sagn som betegnelse for de første eskimoiske indvandrere, der traf på de gamle Islændere, som befolkede Sydgrønland siden Erik den rødes dage og middelalderen igennem. Navnets betydning er uvis. Labradoreskimoerne har temmelig sikkert også kendt det og anvendt det om en Eskimostamme, der (ved år 1000?) skal ha bot "nord for dem". Da de første missionærer ankom til Labrador (c. 1750) og spurte beboerne, om de kendte Kalālhlitfolket i Grønland, pegede de mod nord istedenfor mod øst: "Kalālhlit bor nordpå og er onde mennesker". — De øvrige navne, jeg har nævnt på Eskimogrupper udenfor Grønlands grænser, er fremmede for de grønlandske sagn. Det er andre navne, der spiller en rolle i disse.

Eskimoernes indianske naboer i Kanada og Alaska tilhører forskellige folkeslag. Langs Stillehavets kyst når stammer af Kolosherne, særlig Tlinglit-indianerne, op til Eskimoernes grænseområde ved Eliasbjærget. I Alaskas indland træffer Eskimoerne overalt på forskellige underafdelinger af det vidtudbredte Tinneh eller Dinné-folk, hvis område når helt over til Hudsonsbugten, og som selv kun er en nordlig gren af Athabaskaindianernes sprog- og folkegruppe. En del af de nordvestlige stammer af Tinnehfolket betegnes som Kutshinstammerne, fordi deres navne altid ender på kutshin. De Tinnehstammer, der bor i Vestalaska indenfor Eskimobæltet, mellem Cooksfjord og floderne Kuskokwim, Yukon, Koyukuk og Colville, kaldes Khotana. Nogle af disse (Kenaikhotana) når ved Cooksfjord og Kenaihalvøen ud til kysten, det eneste sted, hvor dette indlandsfolk har skaffet sig direkte forbindelse med havet. Det hænder vist ellers yderst sjældent, at de følger floderne ud til dette. — Bag Eskimoerne ved Mackenziefloden og indenfor kysten nærmest vest for dennes munding bor de stridbare Tinnehstammer, som af RICHARDSON særlig blev kaldt Kutshin, af PETITOT Les Loucheux "de der skeler". MORICE gengir rimeligvis navnet i den rigtigere form Ku-t’qin. Øst for Mackenziefloden har Eskimoerne Kawchodinneh eller Hareindianerne til naboer, syd for dem bor Etchawtinneh, Dogribtinneh, Tsattineh eller Bæverindianerne (Chipewyanindianerne). Længere mod øst, ved Copperminefloden, bor Athenaindianerne op mod Eskimoerne. Tinnehstammerne adskiller altså på vestsiden af Hudsonsbugten Eskimoerne fra Algonkinindianerne, af hvilke dog flere stammer når helt ud til dette store vands sydlige kyster; men i det indre af Labrador, der udelukkende er opfyldt af Algonkinstammer, blir disse folk Eskimoernes nærmeste naboer. På Baffinsland og Grønland bor der kun Eskimoer. Men yderenderne af Eskimostammernes kæde når vestpå og sydpå ud til flere folk, hvis kulturer ialtfald i enkelte træk har været beslægtede med Eskimoernes egen: disse er Aleuterne på deres ørække ved Sydvestalaska, Tchuktcherne på Asiens nordøstligste halvø, og de nu uddøde Beothuker og Mikmakindianere på Newfoundland og ved S:t Lawrenceflodens munding.

Det er sandsynligt, at de fremmede folk, som Grønlænderne i deres gamle sagn befolker deres isopfyldte indland med, er identiske med et eller flere af de her nævnte Indianerfolk. Selvom de navne, der i de grønlandske sagn tillægges indlandsboerne, ikke stemmer med Indianernes egne folkenavne, som vi kender fra evropæiske rejseberetninger, kunde de dog stemme med de navne, som de vestlige Eskimoer gir disse folk. Denne tanke viser sig i virkeligheden at holde stik i enkelte tilfælde, idet flere af navnene fra Grønland genfindes i de vesteskimoiske Indianernavne. Vi kan altså få fastslået for to eller tre navnes vedkommende, hvilke Indianerstammer og steder, der oprindelig må være ment med dem. Også enkelte af de skikke og redskaber, der i de grønlandske sagn betegnes som særegne for indlandsfolkene, genkendes i Indianernes. Dette vil blive nærmere påvist i denne bogs senere afsnit.

Fodnoter