Mellem fremmede kystboer

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912


II. Mellem fremmede kystboer

Nogle af sagnene handler om fjendtligheder mellem Nordlændinge og Sydlændinge på samme kyst; disse sagn hører udentvivl til de yngste og stammer fra selve den grønlandske kyst. I andre fortælles der om enkelte mænd eller familier, der foretog lange rejser og derunder lærte nye mennesker at kende. De nordligst rejsende er måske Sydgrønlændere, der på fjærne strejftog har været helt oppe blandt Smithsunds Eskimoerne nord for Kap York. I Vestgrønlændernes sagn om Iviangersouk (RINK II n:o 33), men særlig i Østgrønlændernes om Uiarteq "Omsejleren" (Holm n:o 5), der som en første Columbus mente at ha omspændt hele verden (nemlig Grønland) ved sin toårige færd, gemmer der sig muligvis et minde om, at Grønlænderne engang er vandrede norden om Grønland til Østkysten. Østgrønland er jo ligesom landets vestkyst blevet befolket nordfra. Undervejs må disse omvandrere stadig ha mødt fremmede mennesker, og de er ikke altid blevet venligt modtagne. Men nogen egentlig mystik indeholder beretningen om disse enkelte rejser ikke. Der er på engang noget vist tilfældigt og tilforladeligt over de bevarede træk; de gør tildels indtryk af at være forvanskede og omdigtede, men virkeligheden er ikke helt fortonet bort i sagnets dis. Når derimod enkelte sagn forklarer indtrufne begivenheder som iværksatte ved fjendernes trolddom, og disse fjender tilmed er indlandsboer, er der grund til at tro, at oprindelsen ligger særlig langt tilbage i tiden og stedet for begivenheden udenfor Grønlands grænser.

Et meget yndet æmne i de eskimoiske sagn er det vanrøgtede fattige barns uventede vækst til kæmpe og til hersker; det lille skumpelskud af en plejesøn får efterhånden vældige kræfter, hvad han i begyndelsen holder hemmeligt eller kun forbigående viser, indtil han en skønne dag har magten over sine bopladsfæller og blir en skræk for alle naboerne. Hans navn Kaasassuk kendes også udenfor Grønland (i Labrador Kaujakjak). Den samme ide genfindes i flere af sagnene, men knyttet til andre heltenavne f. eks. Ernersiak, Katerparsuk, Kunuk, (RINK I, n:o 10, 14, 78) og Kamikinak, (HOLM n:o 1).

Intet er i den grad genstand for beundring i sagnene som mandens personlige styrke og behændighed. Der går langvejs ry af den mand, der i brydekamp (d. e. armtrækning) overvinder alle modstanderne. Når Nordlændinge og Sydlændinge mødes, er sommertidens hovedbegivenhed udfaldet af kappestriden mellem deres stærkeste og behændigste mænd. Af og til er det deres dygtigste angakokker (angakkut), d. e. deres "hedenske præster", der prøver kræfter med hinanden; da er det især behændighedskunster, der øves, og i sagnet får de en overnaturlighedens glorie over sig. En angakok skal f. eks. kunne gennembore sig med et spyd, selv trække det ud af sig og helbrede såret, eller skære en arm af sig og sætte den på igen. Sagn er overdrivelsernes rette felt. Den fjærne fortid afspejler sig i overnaturlige omrids. I sagntiden var menneskene ofte kæmper, der ragede op i højde med fjældene og havde overmenneskelig styrke. Dette gælder i særlig grad, hvor talen er om sagnlandet Akilinek "landet på den anden side".

Men bortset fra disse overdrivelser må det siges om de fleste af de grønlandske sagn, at de holder sig ved jorden og fortæller om menneskelivet som det virkelig er eller var. Mange af dem har rent historisk indhold. Familier fra forskellige fjorde er komne i strid med hinanden, og frændehævnens pligt har spundet deres historie gennem lange tider.

Frændehævn

To fætre, Aterfio nordpå og Sukkalassoq sydpå, var vokset op som venner, men blev uvenner, fordi den ene altid fangede flere sæler end den anden; tilsidst dræbte Aterfio sin fætter; han harpunerede ham i kajaken. Deraf udbrød kampe mellem deres familier. Den dræbtes slægtninge kom i stor mængde i både for at udrydde Aterfio og hans slægt. Men Aterfio var vanskelig at dræbe; harpunerne prellede af mod ham uden at såre ham. Han var så vældig, at han rystede angriberne af sig som børn eller ræve. År efter år gentoges kampene. I den sydlige slægt opstod atter en stor helt, Tajarneq, der drog nordpå for at gøre det af med den gamle Aterfio. Men nu havde denne en voksen søn til al hjælpe sig, der slægtede sin far på, og Sydlændingene lå fuldstændig under i kampen. Aterfio var og blev usårlig (RINK I, n:o 75).

Også vennerne Naujarsuk og Kukajaq blev uvenner, fordi de fangede ulige meget. Kukajaq dræbte sin ven og drabet fremkaldte frændehævn, "Naujarsuks lille søn stod på landet og så, hvorledes hans far blev dræbt i kajakken ude på havet" således fortælles der. "Kukajaq vendte sig blot ind mod landet og råbte: "fordi han har åbnet mine gemmesteder, har jeg gengældt ham således!" – hvorefter han vendte dem ryggen og roede hjem. Faderen hentede sin søns lig og begrov det, og da sørgetiden var forbi, sagde han til den lille sønnesøn: "Nu må du ikke voxe op i ligegyldighed, siden du har set din fader blive dræbt." Næste forår besluttede han at rejse nordpå, da han ikke kunde udholde at se sin søns fangesteder. De kom til Amerdlok og tog vinterophold der. På dette sted voksede sønnesønnen op under bedstefaderens stadige påmindelser, og man så ham aldrig smile. Omsider begyndte bedstefaderen endog at frygte ham; thi han dampede af sved, når han mindede ham om faderen". Nu fortælles der, hvordan Naujarsuks søn voksede og blev en fremragende kajakroer. Opfordret af sin bedstefar rejser han så endelig sydpå, hvor Kukajak lever og er bleven en gammel mand. Han besøger sine slægtninge her i sin barndomsegn og forærer dem ulkesnører lavede af hvalbard. Kukajaq, som hører dette, får også lyst til sådan en snøre; han går til Naujarsuks søn og blir høflig modtaget. "De har nok helt glemt ham, jeg dræbte," tænker han. Den næste morgen gik Naujarsuks søn udenfor. Vejret var da ganske som på hin dag, da hans fader blev dræbt, luften var mild, og der foer fine hvide skystriber over himlen; derved vågnede hele hans vrede, men alligevel teede han sig uskyldigt, da han kom ind. Da Kukajaq vilde reise, fik han også et stykke hvalbard; han havde vel nogen mistanke og så sig derfor jevnlig om, men kom omsider et godt stykke bort, uden at nogen forfulgte ham. Endelig greb Naujarsuks søn det nye benstykke med fangeremmen ved, gik ned til sin kajak og satte benstykket på harpunskaftet, så det knagede. Kukajaq kunde høre lyden, vendte sig om og da han såe fjenden komme, ilede han afsted, men mærkede nu, at han ingen kræfter mere havde. Imidlertid forfulgte hans fjende ham med vilje ganske langsomt. Han nærmede sig tilsidst sit hus og tænkte endog: "nu kan han ikke nå mig mere" — men først da roede hans forfølger stærkt til, og tæt udenfor huset løftede han harpunen, og med en bragende lyd foer den i Kukajaq. Derpå vendte han sig mod dem, der stod på landet, og sagde: "Således såe jeg ham gøre ved min fader, derfor har jeg gjort det samme ved ham! dersom I har medynk med ham, kan I hente ham". Derpå vendte han sig om og drog bort. Han slog nu faderen noget ud af tankerne, dog uden derfor ganske at glemme ham (RINK I, n:o 70).

Fodnoter