Prædiken på Herrens åbenbarelsesdag
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Prædiken på Herrens åbenbarelsesdag
Helligtrekongersdag
In epiphania domini sermo necessaria
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Den højtid, vi fejrer i dag[1] — gode brødre! — helliggøres af tre vigtige hændelser. På denne dag skænkede tre konger fra Østerland offergaver til Vorherre Jesus Kristus: guld, røgelse og myrra.[2] På denne dag blev Herren også døbt i Jordanfloden[3], da han var 30 år gammel. På denne dag lavede han også vin af vand ved et bryllup i den del af landet, der hedder Galilæa[4]. Gud lod tre jærtegn helliggøre én højtid, fordi han ville vise sig som én i treenigheden og som trefoldig i enheden.
Og vi må forstå, hvor forpligtede vi er til at takke Gud, som skænker os den ene glæde efter den anden og giver os den ene højtid efter den anden. For ikke længe siden glædede vi os over Jesu fødsel, og nu glæder vi os over hans dåb. Knap er højtiden for hans fødsel slut, før vi nu fejrer højtiden for hans dåb. Gud ønskede det sådan, at højtiderne for hans fødsel og hans dåb skulle ligge tæt på hinanden, selv om der gik mange år imellem, og på samme måde som vi højtideligholder, at Kristus blev født af en ubesmittet jomfru, sådan fejrer vi nu, at han blev vasket i den rene bølge. Vi skylder at fejre begge disse Herrens gerninger, for en jomfru fik en søn og er ren, og Jordanfloden vaskede Kristus og er hellig. Og på samme måde som Marias kyskhed efter fødslen dyrkes, sådan æres også vandets renhed efter Kristi dåb — bortset fra at vandet i endnu højere grad opnåede hellighedens gave, for Maria opnåede kyskhedens gave alene for sig selv, mens vandet giver os alle hellighed. Maria opnåede at undgå al synd, men vandet blev i stand til at rense synderne. Maria fik en søn og er jomfru, men vandet fik mange sønner ved Helligåndens nåde og er rent. Om denne måde at få sønner på sagde Herren selv: »Den, som ikke bliver genfødt ved vand og Helligånden, han får ikke adgang til Guds rige.«[5]
I dag er på sin vis vor frelsers anden fødselsdag. Vi véd, at der skete store undere, da han blev født, men der skete dog større jærtegn, da han blev døbt. For den samme ånd, der var med ham i moders liv, kom over ham i en dues skikkelse ved dåben. Og den, som dengang oplyste Maria, han gjorde nu alt vand helligt. Den himmelske fader, der lod sin kraft yde ly ved fødslen, han lod nu sin røst høre og bar det sande vidnesbyrd og sagde: »Dette er min søn, som jeg elsker højt. Ham skal I adlyde!«[6] Denne Kristi fødsel er også mere strålende end den første, for ved den første kom Kristus her til verden uden vidner, men ved denne blev Herren døbt med et guddommeligt vidnesbyrd. Dengang blev Josef anset for at være faderen, hvilket han ikke var, men nu viste Gud sig som faderen, hvilket ingen havde troet. Dengang blev moderen mistænkt, fordi ingen vedkendte sig faderskabet, men nu blev moderen hædret, fordi Gud bevidnede faderskabet til sønnen. Den senere fødselsdag er også mere ophøjet end den første, idet Gud viste sig som faderen, mens man ved den første troede, Josef var faderen, for den, der talte fra himlen, er mere anseelig end den, der var beskæftiget på jorden. Håndværkeren Josef blev anset for at være Jesu Kristi fader på jorden. Dette, at en håndværker blev anset for at være hans fader, kan lede os til den rette forståelse, for Gud er den sande håndværker — ham, som med uudsigelig formåen skabte himlen og jorden og havet med alt, hvad dertil hører. Han er håndværker, for han nedbryder indbildskhed og opbygger ydmyghed og skærer unyttige gerninger af vores opførsel, men styrker det gavnlige.
I dag døbte Johannes Døberen Kristus i Jordanfloden. Hvilken slags dåb er dette, når den, der bliver døbt, er renere end døbefonten, mens vandet bliver velsignet og ikke tilsmudset af den, det tager imod? Og hvilken slags dåb er Frelserens, når han derved rensede vandet mere, end det rensede ham? For med dette nye tegn på hellighed blev vandet snarest renset af Kristus, mere end han blev renset af vandet. For da verdens frelser trådte ned i vandet, da helliggjorde han alt vand og alle kilder ved sin dåbs jærtegn, sådan at enhver kan rense sig i Kristi kilde, hvor som helst han ønsker at blive døbt i Herrens navn. Herren ville døbes, fordi han dermed helliggjorde vandet til vores renselse, men han behøvede ikke selv at rense sig ved dåben. Vandet flød hen over ham, og det bar vores synder med sig væk. Dåbsvandet dryppede fra ham, mens synderne løb af os med disse dråber. Alt sker på én gang ved Guds magt og mildhed. Vi var endnu ikke født til denne verden, men vi blev straks renset ved dåben. Vi bliver således renset ved Kristi dåb, før vi bliver født. For det var formålet med hans dåb: at han gjorde det vand helligt, som skulle rense os for synder.
Og da han steg op fra vandet, åbnede himlen sig over ham. Der var ikke noget nyt ved, at himlen åbnede sig over ham, for hans øjne så bestandigt de inderste dele af Himlen. Men når himlen syntes at åbne sig, var det, fordi dåbens mirakel åbenbarede sig. For Himmeriges dør åbnes for et menneske, når vedkommende bliver døbt. Helligånden kom over Herren ved dåben, for Helligåndens nåde skænkes dem, der lader sig døbe i den treenige Guds navn. Og man kan spørge, hvorfor Helligånden åbenbarede sig i skikkelse af en due, men ikke et andet levende væsen. Der findes ingen vrede i duen, og den skader ikke andre levende væsener med sit næb og sine kløer. Dens kurren lyder som en sukken, og den fodrer andre unger end sine egne, og den æder hverken rå eller urene ting. Den sidder ofte i træerne oven over vand og holder øje med, om noget truende nærmer sig, og den bygger rede i stenmure.
Alle disse egenskaber ved duen skal vi — gode brødre! — efterligne i vores adfærd, såfremt vi vil opnå Helligåndens nåde, for Helligånden åbenbarede sig i skikkelse af en due, fordi den dermed viste, hvad der sker med den, der fyldes af Helligånden. På samme måde som der ingen vrede er i duen, og som den ikke skader levende væsener med sit næb og sine kløer, sådan skal vi heller ikke udsætte vores medmennesker for hadets bitterhed eller skade dem med vores ord og gerninger. Duen spiser hverken rå eller urene ting; på samme måde skal vi heller ikke lade smudsig eller tankeløs tale findes i vores mund. For den, der fylder sin mund med uren snak, han spiser det urene. Og den, der uden omtanke siger det, der farer i munden på ham, han spiser det rå. Duens sukken symboliserer vores bønner, for vi bør af hele vores hjerte påkalde Gud som den sukkende i syndens sot, sådan som David sagde i salmen: »Herre! Du kender alle mine længsler, og mine suk er ikke skjult for dig.«[7] Men da bliver vores bønner hørt af Gud, og da bliver vi hjulpet til fuldkommen frelse ved ikke at skade vores medmennesker, når vi lægger vægt på at hjælpe dem så meget, som vi formår. På samme måde som duen fodrer andres unger såvel som sine egne, sådan skal vi også elske vores næste, som vi elsker os selv, og hjælpe dem i deres trængsler — for kærligheden søger ikke ens egne behov, men derimod næstens. Duen sidder ofte i grenene over vand, for at den i spejlbilledet i vandet kan se det, der truer den fra luften, og slippe væk. Vandet symboliserer de hellige skrifter, der viser os alle den gamle fjendes[8] flagrende kneb, sådan som spejlbilledet viser de skadevoldende fugle. Og da sidder vi i grenene over vandet som duer, når vi ofte ihukommer Herrens pinsler og ofte søger den hellige lærdom, som beskytter os mod skadelige fristelser. Men selv om vi tager os i agt for synder og gør gode gerninger, så skal vi ikke give os selv æren for det, vi gør, men tværtimod alene Guds barmhjertighed. Duen plejer at bygge rede i stenmure. Stenmuren symboliserer Herren, sådan som apostlen Paulus sagde: »Kristus var en klippe.«[9] Da bygger vi rede i stenmuren, hvis vi agter Kristus i alt, hvad vi gør, og tilregner hans godhed alt det gode, vi kan gøre. Helligånden åbenbarede sig over Kristus i en dues skikkelse, for da bliver vi værdige til at modtage Helligånden og til at regne os til Kristi skare, hvis vi er enfoldige i vores hjerter og ikke skadevoldende i vores tale, imødekommende i vores gerninger og eftertænksomme i vores bøn, agtpågivende over for fristelser og fulde af kærlighed til Gud og barmhjertige over for vores medmennesker.
Disse gerninger er åndelige offergaver, som vi hver dag bør give Gud, så vi efterligner det, at østerlandske konger gav Kristus offergaver på denne dag. For deres håndgribelige offergaver symboliserer vores åndelige offergaver. På samme måde som de kom med tre kostbare offergaver, sådan bør også vi give Gud tre offergaver — det vil sige et rent sind, forstandig tale og gode gerninger. Guld symboliserer sindets sande visdom, sådan som Salomo sagde: »En ønskelig guldskat ligger i den kloge mands hjerte.«[10] Røgelse symboliserer den hellige bøns duft, sådan som David sagde i salmen: »Lad min bøn komme for dit åsyn — Herre! — på samme måde som røgelse.«[11] Myrra, urten som ikke lader de dødes legemer gå i forrådnelse, symboliserer det rene liv og den agtpågivenhed over for synder, som beskytter vores sjæl og legeme mod syndens stank. Disse offergaver skal vi bringe Gud i deres rene form — det vil sige fri for verdslig forfængelighed — hvis vi vil opnå dåbens mirakel, som Herren ved sin egen dåb skænkede os i dag. Lad os rense vores sind med tårer, vores legeme med afholdenhed og alle vores gerninger med kærlighed og ydmyghed, sådan at vi kan se himlen åbne sig over os og få del i den lykke, som Herren beredte for os ved sin dåb — ham, der lever og regerer per omnia secula seculorum[12]. Amen.
Noter:
- ↑ 6. januar
- ↑ Se Matt 2, 11
- ↑ Se fx Mark 1, 9
- ↑ Se Joh 2, 1-10
- ↑ Se Joh 3, 5
- ↑ Se Mark 1, 11 og Mark 9, 7
- ↑ Se Sl 38, 10
- ↑ ɔ: Djævelen
- ↑ Se 1 Kor 10, 4
- ↑ Se Ordsp 2, 3-4
- ↑ Se Sl 141, 2
- ↑ ≈ i al evighed
