Festens gave - Tvillingerne med hundeøjnene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Tvillingerne med hundeøjnene

Der boede mange mennesker paa en boplads ved havet. De havde en høvding, og høvdingen en datter, der som sædvanlig ikke ville giftes. Mange unge mænd kom og friede forgæves til hende, men altid blev de afvist.

Ved samme boplads levede en mand og en kone, der var ved at blive gamle uden børn, og de var fattige. Endelig, da de næsten havde opgivet alt haab, blev konen svanger og fødte og fik tvillinger. Men der var ingen glæde ved de tvillinger; den ene var helt blind, og den anden havde kun ét øje. Moderen gav dem bryst og passede dem, saa godt hun kunne, men da de voksede til, ville folkene i huset ikke have saadan et par vanskabninger inde, og saa blev der bygget et lille ly til dem ude ved siden af huset, og her maatte saa moderen gaa ud til dem og give dem bryst.

Tvillingerne var ellers et par raske drenge; de var flinke til at gaa ude og passe sig selv og kunne tilsidst tale fuldstændig rent. Engang lagde moderen mærke til, at naar folk sov, saa kunne de blive ved med at le over noget, der morede dem, og de hylede saadan af latter, at hun ikke kunne sove. Det var broderen med det ene øje, der lod den blinde gribe efter et eller andet, og hver gang han greb fejl, lo de.

Saa var der noget andet og meget mærkeligere, som moderen senere opdagede. De plejede at gaa ud hver morgen for at lade deres vand, den enøjede først, den blinde bagefter; men en dag lagde hun mærke til, at den blinde gik lige saa hurtigt som den enøjede, og nu saa hun til sin store overraskelse, at de havde lært sig at tage den enes øje ud og sætte det i den blinde øjenhule, og saa tryllede de over det, saa det fik kraft i det døde øjes sted.

Saadan levede de to brødre som gode kammerater, idet de skiftedes til at bruge det ene øje, de havde; men en nat laa de og snakkede om, hvor ulykkelige de var, da den enøjede pludselig fandt paa at tage et øje fra en hund og sætte det ind i sin øjenhule, og se: Han kunne virkelig se med det. Saa tog han et andet øje fra en anden hund og gav det til sin blinde broder, altsammen under tryllebønner, og nu var de pludselig begge to blevet seende.

En dag blev der raabt, at der kom fremmede. Det var en frier til høvdingens datter, en smuk og meget fin mand med pandebaand af perler. Alle mennesker samledes i festhuset, men her maatte de to brødre aldrig komme. Under festen kiggede de ind ad vinduet, og da de saa den unge, smukke frier staa derinde, sagde den enøjede:

"Broder, lad os tage hans øje!" Og en saadan kraft havde tvillingernes tale, at øjet kom ud af vinduet til dem. Og nu havde de hver to øjne. Men den stakkels frier blev syg og brast i graad; han maatte køres tilbage til sin boplads, idet han betalte dem, der hjalp ham, med sine fine pandeperler.

Tvillingerne blev voksne og fik sig en kajak af den slags, der er to mandehuller i; og saa gik de ofte paa sæljagt med blæreharpun. En dag roede de ud i fint, stille vejr og gav sig til at forfølge en ung sæl langt tilsøs. Før de havde harpuneret den, blev de overfaldet af en taage, der var saa tæt, at de knapt kunne se hinanden; det var blikstille, og de anede ikke, hvorhen de roede. Men de roede og roede og blev ved med at ro. Tilsidst blev det mørkt, og nu skiftedes de til at sove og til at ro. Omsider begyndte taagen at lette, og de saa noget mørkt forude. Det var et fjæld, der stod stejlt ud i havet, og de fulgte landet, indtil de naaede frem til et næs. Her forsøgte de at gaa i land, men de havde nu siddet saa længe i kajakken, at de var helt lamme. Og saa var de sultne og havde ingen mad. Efter en kort hvile, hvor de søgte at faa liv i deres muskler, roede de videre igen langs med land, indtil de fik øje paa en røg, der kom fra et hus, et enligt hus med en vildtgalge. Uden for huset stod en gammel kone, og da hun saa dem, udbrød hun:

"Aa, nej da, børnebørn, er I endelig kommen? Det var da hyggeligt, kom nu ind til mig!"

En gammel mand sad inde i huset, og han sagde:

"Kære børn, det var godt, I kom! Det er mig, der har kaldt paa jer!"

Saa skulle de have noget at spise. Den gamle kone syslede med noget henne ved husindgangen, og satte sig straks paa sin plads igen. Lidt efter var der noget, der raslede ude i husgangen, og saa kom der et stykke hvalrosskind ind af sig selv, et skind af den slags, der bliver brugt som underlag for kød; det kom glidende ind, helt frem til tvillingerne, og her aabnede det sig af sig selv, og se: Der laa en lille sæl indeni. En ulo rullede frem af sig selv og skar sælen op, og da sælen var opskaaret og puttet i gryden, uden at mennesker rørte den, gled hvalroshuden atter tilbage til husgangen. Det var en magisk tryllebakke.

Siden levede de to brødre i det mærkelige hus, og hvalrosskindet plejede at komme glidende ind paa gulvet, hver gang de var sultne.

Men saa fik de hjemve og ville af sted. Den gamle mand gav dem tørret renkød, en tung byrde, de skulle bære, og saa skulle de rejse næste dag. De gamle sagde:

"Hvis I nu nogen sinde skulle komme i nød, saa skal I blot sige: Nauk amigssaq: hvor er underlagsskindet henne? Saa vil hvalroshuden, som I har set her, komme af sig selv, og det er en tryllebakke, som altid vil komme med mad til jer!"

Næste dag tog de afsked med de to gamle og gik ud i husgangen. Men her hændte der dem det mærkelige, at de blev ved med at gaa og gaa, uden nogen sinde at komme ud af husgangen. Det var, som om denne husgang, hvor de to gamle boede, spændte over hele verden. Til sidst havde de spist al deres proviant, og endnu vandrede de frem gennem husgangen. Saa højt elskede det gamle ægtepar tvillingerne, at de ikke ville, at de nogen sinde skulle komme ud af deres hus, og husgangen voksede for hver dagsrejse, de gjorde.

Langt om længe lykkedes det dem dog at komme ud under aaben himmel, og nu huskede de, at de gamle havde sagt til dem, dengang de tog afsked:

"Vend jer om, og se efter os, naar I kommer ud af huset!"

Og de vendte sig om, men saa intet, intet hus, kun land og is. Saa mærkelige var de aander, de havde besøgt.

De var nær ved land, fangede hurtigt en sæl og fortsatte nu langs med kysten. Om aftenen kom de til en boplads, hvor der var mange mennesker. De skjulte sig og ventede paa, at folk skulle gaa til ro. Det var sen aften, før de vovede sig ind i det yderste hus, hvor der boede en gammel mand og hans kone.

"Hvorfra kommer I?" spurgte de.

Brødrene fortalte, hvorfra de var, og saa sagde den gamle:

"Her bor en ung høvding, der myrder alle fremmede. Han vil straks indbyde jer blot for at komme til at slaa jer ihjel."

Og ganske rigtigt! Der var næppe sat mad frem til tvillingerne, før der viste sig ansigter ved vinduet; det var folk, der var løbet op for at sladre til høvdingen om, at der var kommet gæster til bopladsen. Lidt efter kom tre mænd ind med taarer i øjnene; de græd, fordi de var bleven straffet for dovenskab. Endnu flere kom ind, og alle fortalte de, at nu skulle de to brødre komme op i festhuset. Tvillingerne gik derop og traf høvdingen i korte bukser og korte hjemme-kamiker. Han var rasende. Det var netop faderen til den unge mand, hvis øje de havde stjaalet, og da han saa tvillingerne, raabte han saa højt, han kunne:

"Og I tror, at I skal leve!"

Sønnen laa stadig med en øjensygdom oppe i overkøjen i festhuset, og hans fader forlangte straks sin tromme frem, idet han raabte:

"Tror I virkelig, at I skal leve? Se paa disse mænd, som I ser for sidste gang!"

Og nu begyndte høvdingen at vise sine kunster som aandemaner. Han vuggede sit hoved frem og tilbage og knasede hvalrostænder, saa de knustes. Det var nu hans maade at vise sine kræfter paa. Men saa traadte den ene af tvillingerne frem og raabte:

"Nauk amigssaq!" Og straks kom der en hvalroshud glidende ind fra husgangen hen over gulvet, og uden at nogen kunne se, hvem der gjorde det, blev først sønnen og derefter høvdingen selv lagt paa dette underlagsskind, og det var forgæves, at han raabte i dødsangst: "Tag mine koner! Jeg vil jer intet ondt!"

Men uloen gjorde sit arbejde, uden at man kunne se, hvem det var, der flænsede; først skar den sønnens hoved af og derefter høvdingens, og den flænsede dem, ganske paa samme maade som man flænser sæler, idet alle knoglerne blev skaaret fra hinanden som til kogestykker.

Ingen sagde noget. Rædsel havde grebet folkene paa bopladsen. Ingen ønskede at forsvare høvdingen, thi de hadede ham, fordi han plejede at dræbe alle fremmede, der besøgte dem; og han røvede mændenes koner, saa ingen kunne føle sig sikker for ham.

Men de to brødre hævnede alle dem, der havde lidt uret, og saa drog de bort, hjem til deres land og hjem til deres forældre.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.