Palmesøndagsprædiken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Palmesøndagsprædiken
Dominica palmarum sermo
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Siden den tid nu nærmer sig, hvor Vorherre Jesus Kristus blev pint, da påhviler det os — gode brødre! — i nogen grad at øge vores selvtugt og efterligne de lidelser, som Herren påtog sig for vores skyld, for hvis vi med ydmyghed og tålmodighed ihukommer hans pinsler, da bliver vi værdige til at glæde os over hans genopstandelses herlighed. Herren viste os alskens eksempler på ydmyghed og tålmodighed i sine pinsler, og disse skal vi efterligne, såfremt vi ønsker at blive en del af hans skare.
Kort tid før Herren blev pågrebet og ført til pinslerne, var han bekymret og sagde: »Fader! Fjern denne pinselsdrik fra mig, hvis det er muligt, men lad din vilje ske, ikke min.«[1] Jesus Kristus viste sine svage tilhængere overbærenhed, da han frygtede sine pinsler, for han har medfølelse med os, selv om vi har frygt i sindet, når vi møder sygdom eller nagende sorg eller ulykke. Det er i orden for et menneske i vanskeligheder at bede om helbredelse eller trøst, sådan som Herren bad sin Fader om at fjerne pinselsdrikken. Men vi skal huske på, når vi beder om legemlig helbredelse eller trøst, at vi i alle vores bønner søger Guds vilje, for han véd meget bedre end os selv, hvad vi har mest brug for, og han vil give os det, vi behøver. »Våg og bed,« sagde Herren, da han talte med sine disciple, »— så I ikke falder i fristelse.«[2] Af disse Herrens ord kan vi forstå, hvilket værn vi opnår mod al fristelse ved at våge og bede, for hvis vi ikke tynges af skødesløs søvn, da kan vi modstå fristelserne. Lad os hellere være vågne og bede Gud om hjælp i alle vores trængsler. Herren lod sig ikke hævne eller forsvare, da han blev pågrebet og bundet af jøderne, men i stedet helede han den tjener, hvis øre Peter havde hugget af.[3] Lad os derfor skamme os over vores hæslige overmod og hævngerrigheden, når vi gør, hvad vi kan, imod vores fjender og lover at gøre mere, end vi formår. Og Vorherre, som kan gøre, hvad han vil, hævnede ikke sig selv, og han lod ikke andre tage hævn, men snarere gjorde han en god gerning for sine fjender og helbredte ham, der var blevet såret.
Hvordan skulle vi også kunne blive en del af Kristi skare, hvis vi følger en anden vej end den, han trådte først? Kristus tålte tålmodigt jødernes bånd og slag, bebrejdelser og løgn, latter og hån, så han kunne løse os fra syndens lænker og fra Helvedes kvaler og fra Djævelens list og latter. På samme måde skal vi også tålmodigt udholde den skade, vores medmennesker påfører os, sådan at de kan blive ledt på rette vej af vores tålmodighed. Da jøderne bar falsk vidnesbyrd imod Herren og kaldte ham troldkyndig og vrangtroende, svarede han dem ikke, men lod sig dømme til døden sammen med tyve. Lad os derfor også se på — gode brødre! — hvordan vores utålmodighed adskiller sig fra Kristi tålmodighed. Vi bliver vrede, selv om anklagerne imod os er sande, og vi pålyver til gengæld modparten forseelser, mens Herren ikke svarede, da der blev fremsat løgne om ham, og han anklagede ikke sine fjender for de synder, de i sandhed begik, og han fremstod således ikke som en hævner af krænkelserne, men snarere som en, der udbredte lærdom. Vi underkaster os på grund af vores overmod ikke en retfærdig dom efter loven, men i stedet giver vi penge til mægtige folk, for at de skal hjælpe os imod loven. Men Vorherre affandt sig med sine fjenders uretfærdige dom. Vi bærer længe had og vrede i vores hjerter imod dem, som anklager os med rette, men Vorherre bad for sine fjender, som dømte ham til korsfæstelse, selv om han var uskyldig, og han sagde: »Fader! Tilgiv dem denne synd, for de véd ikke, hvad de gør.«[4]
Det er betegnende, at Herren ikke bad for alle dem, der var til stede, da han blev pint, men kun for dem, der ikke vidste, hvad de gjorde, for alle de, han bad for, blev ledt på rette vej ved hans genopstandelse og opstigning til Himlen. Derfor kunne jødernes høvdinge ikke retledes, for de begik ikke misgerningen af uvidenhed, men snarere af ondskab, for de vidste til sidst, at Jesus var Guds søn, men de ville ikke tro på ham, som de misundte, førend de vidste, hvem han var. Men de mennesker, som i uvidenhed pinte Herren og anså det for sandt, hvad de øverste jøder sagde, nemlig at han var troldkyndig, de blev retledt af apostlenes forkyndelse. Af disse eksempler kan vi forstå, at det er vanskeligere at bøde de synder, der — selv om de er mindre af navn — begås af ondskab, end dem, som synes at være mere alvorlige, men som begås af uvidenhed eller svaghed. Kristus nedlod sig til at dø mellem onde mennesker og til at lide en sådan død, som man brugte, når onde mennesker skulle dræbes, for at han dermed viste, at han var kommet til denne verden for at forene gode og onde mennesker, sådan at de onde kunne forbedre sig ved samværet med de gode og vende sig bort fra ondskaben, mens de, som ikke ville forbedre sig, skulle fortabes ved dette samvær. De to tyve, der blev korsfæstet sammen med Kristus, er et eksempel på dette, for den ene af dem hånede Herren, men den anden irettesatte ham straks og sagde: »Frygter du ikke Gud, når vi nu alle har fået den samme dom? Vi to har fået, hvad vi har fortjent, men han har ikke gjort noget ondt.« Derefter sagde han til Jesus: »Husk mig — Herre! — når du kommer til dit rige.«[5] Denne forbryder antog troen sent, men hans tro var stor, for han bekendte sig til Kristus, mens apostlene flygtede og ikke åbenlyst vovede at bekende sig til ham.
To af Kristi disciple begik store synder i tiden omkring hans pinsler: Den ene udleverede Herren for penge; den anden fornægtede ham. De angrede begge deres synd, og den ene forbedrede sig, men den anden gjorde ikke. Judas forrådte Herren og blev fortabt, for han syndede af ondskab og angrede med fortvivlelse. Peter fornægtede Kristus, men kom tilbage på den rette vej, for han syndede af svaghed og ikke af ondskab, og han angrede med håb. To syndere blev korsfæstet sammen med Herren; den ene blev fortabt, den anden blev retledt, for den ene ville ikke tro på Kristus, mens den anden forsøgte at hjælpe både sig selv og den anden mand. Han forsøgte at hjælpe den anden, da han irettesatte den vantro tyv, som havde hånet Gud, og sig selv, da han sagde til Jesus: »Husk mig, når du kommer til dit rige.« Og fordi tyven angrede sin synd af hele sit hjerte og antog troen fuldt ud, opnåede han straks den barmhjertighed, han bad om, for Herren svarede ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«[6] Den, som længe havde syndet, blev hurtigt retledt, for Gud lægger ikke lige så stor vægt på varigheden af angeren som på den angrendes sind. Gud afviser ikke angeren over synd, selv om den ikke varer længe, når bare den er helhjertet. Derfor skal ingen miste håbet om nåde, selv om han har begået mange og store forbrydelser, for denne tyv havde syndet længe, men han angrede og blev retledt i den allersidste tid af sit liv. Men ingen skal rose sig selv eller udvise hovmod ved sine gode gerninger, for Judas, som var prydet af apostlenes værdighed, forvildede sig og blev fortabt.
Det er betegnende, at Herren hellere ville dø på et kors end på et andet træ. Enderne på korset peger mod alle fire verdenshjørner, når det lægges ned, for Kristi død udfriede beboerne af alle fire verdenshjørner fra den evige død. Herren rettede sine arme ud på pinslernes træ, fordi han bødede synden for dem, der retter deres arme mod begærlighedens træ. Mens Herren hang på korset, faldt der et stort mørke over hele verden fra midt på dagen til midt på eftermiddagen[7], for det var passende, at det jordiske lys blev slukket, da det åndelige lys døde. Jorden skælvede, og klipper bristede, og de dødes grave åbnede sig[8], for de skabte kunne ikke udholde at se deres skaber dø på korset. Men alt, hvad der skete ved Vorherres pinsler, symboliserer de vantro jøders fortabelse, men en hjælp til dem af det hedenske folk, der omvendte sig til troen. Solen skinnede ikke, for apostlene turde ikke udbrede deres læres lys blandt folk, mens Kristus blev pint. Det blev mørkt over hele jorden, for det sande lys forsvandt fra jødernes hjerter, da de pinte lysets skaber. Jorden skælvede, og klipper bristede, for de hedenske folks stenagtige og jordiske hjerter blev skræmte og vendte sig til anger over synderne, da de hørte om jærtegnene ved Kristi pinsler. De dødes grave åbnede sig, og ligene af mange helgener, der lå i jorden, rejste sig, for mange syndere åbnede deres hjerters skjulte rum ved skriftemål, da apostlene efter Herrens genopstandelse udlagde de hellige fædres åndelige ord og gerninger, der havde været som begravet i jord, så længe de ikke var blevet åndeligt fortolket.
Lad os derfor — gode brødre! — fejre jærtegnene ved Kristi pinsler sådan, at vi i nogen grad efterligner ham, som vi tror på blev pint for vores frelse. Lad os ophøre med al list og bedrag og med at tale smukt, når vi har svig i tankerne, så vi ikke bliver lig den, der sveg sin herre med et kys.[9] Lad os afstå fra vrang begærlighed og ikke tage imod pengegaver for at fremme det, der strider mod Guds bud. For den, som på grund af pengebegær vender sig fra Guds love, han sælger Herren for penge. Lad os gøre alt, hvad vi kan, for at fremme retfærdighed og sædelighed, men tilintetgøre uretfærdighed og usædelighed, så vi ikke kommer til at ligne jøderne, som overgav Jesus til døden og valgte en forbryder og lod ham gå fri.[10] Lad os have tålmodighed i vores hjerter og selvbeherskelse i vores tale, sådan at vi i vores tålmodighed selv efterligner Kristus i pinslerne. Lad os korsfæste vores legeme og hjerte fra synd og vrang begærlighed — det vil sige udmatte vores krop med selvtugt og vores sind med overbærenhed over for vores medmennesker. Lad os dræbe det vrange begær inden i os, og lad os bevare mindet om Kristi pinsler og død i vores hjerter — på samme måde som Josef svøbte Herrens lig i et rent klæde og lagde det i graven.[11] Lad os afholde os sådan fra synder, at vi bliver som døde for denne verden og timeligt begær, men levende for Gud, indtil vi ved vores genopstandelse kan opnå den lykke, som Herren gav os ved sine pinsler og viste ved sin genopstandelse — ham, som lever og regerer med Faderen og Helligånden per omnia secula seculorum[12]. Amen.
Noter:
- ↑ Se Mark 14, 36
- ↑ Se Mark 14, 38
- ↑ Se Joh 18, 10
- ↑ Se Luk 23, 34
- ↑ Se Luk 23, 39-42
- ↑ Se Luk 23, 43
- ↑ Se Mark 15, 33
- ↑ Se Matt 27, 51-52
- ↑ Se Luk 22, 47-48
- ↑ Se Matt 27, 15-26
- ↑ Se Matt 27, 59-60
- ↑ ≈ i al evighed
