Da Djævelen blev abbed
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Da Djævelen blev abbed
Fra því er púkinn gjörðiz ábóti [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Herefter skal der fortælles om, hvordan et smukt udseende kan vise sig at være bedragerisk, og hvorfor et kristent menneske uafladeligt må være på vagt, for det er mageløst, hvilke snarer der lægges mod kristenheden.
Således fortalte en anset biskop om en abbed, som på smukkeste vis styrede sine ordensbrødre i et benediktinerkloster. Dette samme kloster havde i så lang tid dyrket gode sæder, at det nød almen anerkendelse som et prisværdigt eksempel, og denne gode mand, abbeden, efterlevede disse gamle skikke. Klosteret var også bemærkelsesværdigt på den måde, at det var moderhus for mange andre munkeklostre, som var underlagt det. Det vidnede også om, hvor renlivet man var på stedet, at tilmed et nonnekloster lå i nærheden og henhørte under abbedens myndighed.
Nu fortsætter fortællingen med, at en dag, hvor morgenens tidebøn var sunget, var der nogen, der forsigtigt kom hen til munkeklosterets port og bankede på den som med en barnehånd. Og da portneren indenfor hører dette, åbner han og ser en lille dreng stå dér, og han er så smuk og begavet at se på, at portneren blev ganske bevæget. Han spørger drengen, hvad han vil, og hvor han kom fra, og hans svar var så klare og tydelige, at det glæder broderen. Han siger, at det er hans ærinde dér at komme ind for at træffe munkene og særligt abbeden, og han siger, at han har hørt godt om stedet, og at de skulle være gode mod børn. Broderen går til abbeden og fortæller ham, hvem der er kommet, og beder om lov for drengen, idet han mener, at det vil glæde abbeden både at se og høre på ham. Tilladelsen bliver givet, og drengen går frem for abbeden og er så veltalende, at det gør et stort indtryk på abbeden. Det ender med, at abbeden spørger, om han kan læse. Han siger, at det kan han ikke, men at han gerne vil lære det, såfremt nogen vil undervise ham. Abbeden siger, at han skal blive der i syv dage og kigge i bøgerne, og hvis han kunne forstå noget af det og viste sig at være dygtig, så var det ikke usandsynligt, at han kunne få lov til at blive i længere tid.
Han bliver kort fortalt sat til bøgerne og modtager den ene lektion efter den anden, for han er så lærenem, at det er en sand fornøjelse at undervise ham. Han bliver på stedet, mens årene går, og han er nu blevet klerk — ikke bare ved sine kundskaber, men også fordi han er blevet ordineret. Han er så smuk og begavet en mand, sømmelig og sædelig, at abbeden og brødrene vil anse det for en gave, såfremt han vil indtræde i deres fællesskab. Han er ikke svær at overtale og giver sig under ordenen og bliver ordineret flere gange, indtil han bliver præst. Han efterlever klosterreglerne så nøje, at alle som én mener — selv om det ikke siges højt — at han er et godt emne til abbed, for han udviste gode kundskaber og var veltalende.
Så kommer dagen, hvor abbeden hentes hjem til Gud. Der bliver da forhandlet om valget af en ny abbed, og der går ikke længe, før det viser sig, at alle ønsker at vælge denne unge broder. Der sker det, at han bliver ordineret til embedet, men det er så som så med hans ledelse, for under ham forfaldt de gode sæder snart.
Kort tid derefter skete der det i klosteret, at nogle af de yngre brødre blev syge. Og da de har fået det noget bedre, siger abbeden, at de skal indtage kødmad og sove inde om natten, indtil de kommer til kræfter igen. Det går nu sådan, at de får både kød og søvn, men dette får dem ikke til at komme til kræfter. En morgen i kapitelsalen[2] taler abbeden til brødrene om denne sag: »Disse unge brødre,« sagde han, »— som har været syge, har nu i nogen tid med min tilladelse fået hjælp til at genvinde kræfterne, men de er dog fortsat så afkræftede, at de ikke er i stand til at følge de strenge ordensregler. Nu tror jeg, det skyldes, at den føde, vi spiser her, ikke er passende for dem, og jeg har derfor tænkt mig at lade dem opholde sig en tid hos vores søstre, for de er mere fintfølende med hensyn til den slags ting.«
Dette bliver nu gjort, og brødrene flyttes til det førnævnte nonnekloster, og de kommer snart til kræfter og får huld igen. Men inden længe sker der det i forbindelse med deres pleje, at det legemlige begær graver sig en grav og styrter dybt ned i horeriets afgrund, sådan at begge køn vanæres af hinanden. Abbeden vender det døve øre til, selv om han bliver underrettet om, at brødrene har genvundet deres styrke, og at der foregår ting og sager hos søstrene. Disse usømmeligheder og anden slags nedbrydelse af gode sæder tiltog dagligt, indtil det kom for den hellige kristenheds øre, og to visitatorer blev sendt ud for at undersøge sagen og finde ud af, hvad der er sandt.
De er to prædikanter, ansete mænd både med hensyn til levevis og kundskaber. For at gøre en lang historie kort: De ankommer til brødrenes kapitelsal for at udføre deres ærinde. De siger til abbeden, at rygterne om stedet overgår, hvad der er sømmeligt. De følger siden lovens bogstav for sådanne sager og udpeger to retskafne brødre, som har opholdt sig længst i klosteret, for at disse skulle sværge ved deres sjæl og vidne sandfærdigt og afgive en udførlig forklaring om, hvilke skikke der herskede, da den forrige abbed døde, og hvilke der nu var tilbage.
Brødrene redegjorde pålideligt og til fulde for forskellen. Og da visitatorerne havde hørt denne bedrøvelige beretning, var de på grådens rand, for de bar Gud i deres bryst, og det så mest af alt ud, som om Guds lyse engel var blevet drevet bort, mens en sort og uren ånd var kommet i stedet. Efter lang tids overvejelse og påkaldelse af Helligåndens barmhjertighed taler den af visitatorerne, der havde højest rang: »Jeg har rejst vidt omkring,« siger han, »— og mange gange hørt om, hvad der trives og tæres blandt ordensfolk, men jeg har aldrig i mine dage oplevet, at noget kloster faldt fra ophøjethed til fordærv på så få dage som dette. Og såfremt det var muligt, at selveste Fanden i Helvede havde tilintetgjort alle de gode sæder, skønt han viste sig i menneskelig skikkelse, så ville jeg formode, at det var en sådan forandring, der havde fundet sted her.« Da Djævelen, der viste sig i en abbeds skikkelse, hører, hvor nær ordenes styrke går ham, styrtes han omkuld af den guddommelige kraft og synes at synke ned gennem kapitelsalens gulv.
Lad os nu alle prise Gud, og denne fortælling ender med, at synderne blev forladt ved skriftemål, og sæderne blev forbedret, og en gudfrygtig forstander blev valgt til at lede dette hus tilhørende Herren, som lever og regerer i al evighed.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ Klosterets mødesal
