Den danske mand og den gamle kone
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den danske mand og den gamle kone
Frá danska manni ok kerlingu [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
En dansk mand drog udenlands for at besøge hellige steder. Han medbragte særdeles mange penge til sit underhold, mens han var på vej. Men da han kommer til Tyskland, erfarer han, at der hersker stor ufred i Rom, sådan at det er ganske farligt for folk at drage dertil, særligt hvis man medbringer en pengepung. Han prøver derfor i den by, hvor han befinder sig, at finde et sted, hvor han kan få opbevaret sine penge, for han ønskede, at en god mand skulle tage vare på hans midler.
Han bliver henvist til en gammel bonde, som ofte havde vist sig pålidelig til at tage sig af pilgrimmes penge og aflevere dem igen på ærlig vis. Han opsøger denne bonde og forklarer ham sagen og beder ham tage imod pengene. Bonden indvilger i dette, og det drejede sig om en større og bedre formue, end han nogensinde tidligere havde fået i sin varetægt. De skilles på den måde, at danskeren har penge nok til at forsørge sig med, og han rejser til Rom og videre til Jerusalem. Han begiver sig siden hjemad, men den lange og møjsommelige færd har gjort ham så sølle, at man dårligt kunne forestille sig en mere ynkelig stakkel.
Han kommer dog tilbage til den samme by, hvor hans penge var. Han tænker nu, at han skal svælge i overflod dér, men der sker noget andet, for den gamle bonde skælder ham ud og kalder ham for en løgner og en elendig landstryger. Han havde tålt megen kummer og modgang på sin vej, men nu blev det langt værre, for han måtte sulte dér i byen, mens han foran sine egne øjne kunne se, hvor hans penge var. Han kan ikke få sig selv til at drage videre, men i stedet vanker han mismodig og sorgfuld omkring.
En dag sker det, at han trasker ud gennem byporten og kigger hen ad vejen, hvor han får øje på en gammel kone. Hun er beskæftiget med at samle sten op fra vejen, for dette var pilgrimsruten hen til byen. De mødes, og den gamle kone spørger, hvorfor han er så ulykkelig og nedtrykt, »— som det så tydeligt kan ses.« Han begynder at fortælle hende alt, hvad der er hændt ham, og hun spørger viseligt ind til sagen. Og da hun har hørt, hvad han fortæller, vækkes hendes gudfrygtighed og medlidenhed straks, og hun siger: »Du skal vide — min søn! — at nogle kalder mig for de trængende menneskers hjælper,« siger hun, »— for Gud har ofte ordnet det sådan, at folk blev hjulpet efter min anvisning, og jeg forventer, at det også vil være tilfældet, såfremt du følger mine råd.«
Da han på alle måder går med til dette, siger hun: »Gå ind i byen og bestil på din egen bekostning, men dog i hemmelighed, seks små kister i smuk udførelse og med udskæringer. Send bud til mig, når dette arbejde er tilendebragt.« Dette sker, og arbejdet bliver udført, og hun får besked om det. Hun lader kisterne fylde med sten, så de bliver så tunge, som var de fyldt med lutret sølv. Derefter fastgør hun to reb til hver kiste, så to mand kan bære kisten på en stang, der hviler på deres skuldre.
Og da dette optog er klar og har forladt huset, sådan at den ene mand følger efter den anden, siger den gamle kone til danskeren: »Så snart vi kommer forbi døren hos den bonde, der har dine penge, skal du frejdigt gå ind og kræve at få dine penge, for det kan være, at det nu går anderledes end før.« Hensigten er nu, at så snart bonden opdager, at den danske mand er kommet ind, skal det storslåede optog komme gående forbi døråbningen. Bonden forstår da — sådan som det er planlagt — at han nu får en overordentlig stor sum overbragt, som han skal tage vare på, som han plejer. Han springer derfor op fra sit sæde og går den danske mand i møde og siger: »Vær hilset — min gode ven! — jeg håber, du har det godt. Hvorfor var du så længe om at hente dine penge? De ligger klar til dig.« Danskeren siger, at han også gerne vil have dem med det samme. Bonden sætter sig og udreder beløbet uden tøven.
Da den gamle kone er kommet ind og ser dette, taler hun til sit følge: »Sæt jeres byrder ned,« siger hun, »— så bonden kan få afregnet.« Og da danskeren ser, at han har fået hver en penning tilbage, farer han ud med byttet uden at takke bonden for varetagelsen. Den gamle kone sætter sig derpå for at tale med bonden om, at hun her har en stor formue, som han tilbydes at opbevare. Bonden løfter øjenbrynene, da dette bliver sagt, men da de har talt nogen tid om vilkårene for opbevaringen af pengene, bliver de uenige, og det ender med, at den gamle kone springer op som i vrede og befaler, at kisterne skal bæres tilbage ad samme vej.
Bonden fik da det for sin begærlighed, at han i den ene hånd stod med både synd og dårskab, mens han havde mistet pengene i den anden, for da han med svig prøvede at få en større gevinst, mistede han alt, og tilbage havde han ikke andet end sin onde vilje.
Note:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
