De to munke der fik hjælp af djævlene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
De to munke der fik hjælp af djævlene
Af tveimr munkum [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
To munke rejste rundt mellem klostrene. Den ene af disse brødre var ung, den anden var godt oppe i årene. Han var veluddannet og havde virke som prædikant for brødrene i mange klostre.
Det skete engang, mens de rejste mellem de førnævnte klostre, at de kom igennem en tæt skov, og de fór vild og vidste ikke, hvordan de skulle finde vej ud af skoven. De flakkede omkring i nogle dage og var meget sultne og tørstige, indtil den ældste af dem lagde sig ned på grund af udmattelse og sult. Den yngste havde flere kræfter på grund af sin unge alder, og han sagde til den ældste: »Broder!« siger han, »— jeg foreslår, at vi sætter vores lid til, at den helligste Maria, Guds moder, vil hjælpe os, og stående synger vekselsangen Salve Regina[2], så hun ser på os med sine barmhjertighedsøjne. Det kan være, at der ikke er langt fra skoven her til bebyggede områder.« Den ældste har næsten ikke kræfter til at rejse sig, men han gør det efter bedste evne, fordi den yngste beder ham om det, og de synger hele Salve Regina. Derefter klatrer den yngste op i et træ og helt ud i grenene, som de havde stået under. Han bliver dér en tid og kommer ned igen og siger til broderen: »Det gik, som jeg tænkte, at den salige Maria, Guds moder, ville hjælpe os, for vi er næsten kommet ud af skoven. Der løber en å ved skoven, og dér ved åbredden ligger der et kloster. Vær stærk — broder! — og rejs dig, hvis du kan, og gå med min støtte.« Den gamle broder siger, at han ikke kender til noget kloster dér på stedet, men han rejser sig dog og går af sted med hjælp fra den anden. De kommer hen til klosteret og banker på porten. Brødrene og abbeden kommer og tager venligt imod dem og leder dem ind i klosteret og giver dem mad og god vin at drikke. De reder den mest behagelige seng op til dem, så de kan hvile sig.
Om natten stod klosterbrødrene op til ottesangen. Den ældste var udmattet af færden og ville blive liggende hele natten, men den yngste sagde, at han var nysgerrig efter at høre deres tidebønner, og han rejser sig og går ubemærket hen til et sted, hvor han kan høre deres sang. Han undrer sig meget over den måde, de holder gudstjeneste på, for de synger igen og igen det samme vers, som begynder sådan: Deus repulisti nos et destruxisti nos; iratus es, et non misertus es nobis.[3] Når nogen har sunget verset til ende, er der hele tiden andre, der begynder på det. Det, der undrer ham mest, er, at de siger ‘— men du viste os ingen nåde.’
Om morgenen står brødrene op og går til kapitelsalen, og man kalder de nyankomne brødre derhen. Abbeden går hen til den ældste broder, idet han beder ham prædike for dem, og fordi det altid var hans pligt at gøre dette, begynder han sin prædiken om den værste af hovedsynderne, som først blev begået af Lucifer, der til at begynde med var den smukkeste engel, men som siden på grund af sit overmod over for Gud blev til den afskyeligste og grusomste høvding over mørket og alle djævlene. Siden talte han om det samtykke, som de engle, der fulgte Lucifer, havde givet ham, og hvordan de derfor blev til djævle, og hvordan de spredte sig til alle Helvedes huler.
Men da han en tid har fremført sin prædiken dygtigt, forsvinder en af brødrene, og derefter endnu en, og en tredje, og den ene efter den anden, indtil kun abbeden og de nyankomne brødre står tilbage. Denne prædikant vender sig mod abbeden og spørger, hvorfor hans brødre er så ulydige og dårligt opdragede, at de ikke ønsker at høre Guds ord. Da sagde abbeden til ham: »Vi er ikke hellige ordensbrødre, sådan som du tror; vi er tværtimod djævle, som ikke ønsker at gøre noget godt for jer, men vi blev af Guds moder, Maria, truet til at hjælpe jer. Men de kunne ikke udholde at høre, at der blev prædiket om den skam og vanære, som vi blev påført, da vi blev styrtet ned.«
Efter dette forsvandt denne djævel som røg, og der skete det mærkelige, at de ikke længere befandt sig i et kloster eller herberg, men stod ude på flad mark. De kom i god behold hen til et andet kloster, hvor de fortalte alt, hvad der var sket. Og dermed slutter dette eventyr.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 657 a-b 4to fra omkr. 1350.
- ↑ ‘Vær hilset, dronning!’
- ↑ ‘Gud, du har forstødt os og knust os; du blev vred, men du viste os ingen nåde.’ Fra Vulgatas salme 59, dog med tilføjelsen non. Se også Sl 60, 3
