Den romerske tåbe

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Små eventyr

Den romerske tåbe

Af rómverska dáranum

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Hugo Gering: Islendzk æventyri, Verlag der Buchhandlung des Waisenhauses, Halle an der Saale, 1882

---

»Han rækker én finger frem ...«

Man kan læse, at på den tid, hvor Romerriget blev grundlagt og opbygget med en sådan pragt og vælde — som er blevet bevaret lige siden — at Rom har været hele verdens højsæde i såvel den hedenske tid som under den hellige kristendom, da var denne nyetablerede by ikke i besiddelse af den slags bøger, som indeholdt lovbestemmelser om, hvordan man skulle tage vare på og opretholde retfærdigheden, sætte en stopper for uskik og give oprejsning til dem, som havde lidt skade, på den måde, som det nu findes skrevet overalt i rigerne, selv om det i praksis bliver gennemført på forskellig vis.

Men lærde mennesker har gennem bøgernes vidnesbyrd erfaret, at vismænd og mestre, lige siden verden blev befolket, har haft hjemme østpå i Græcia (som vi kalder Grækenland), og derfor blev der skrevet bøger dér tidligere end andre steder her i denne tredjedel af verden, som kaldes Europa — både lovbøger og bøger om anden lærdom, som visdommen hentede i brystet på dem, der ikke stræbte efter andet i denne verden end kundskab. Og nogle af dem overgik nærmest den menneskelige forstand, for selv om den hedenske tankegang begrænsede dem, var de alligevel så skarpsindige, at de ud fra naturens love og de skabte tings egenskaber forstod, at alene den ene sande Gud og ingen anden havde skabt verden og prydet både himlen og jorden.

Nu vender vi tilbage til romerne, for i deres bestræbelser på at få love forstod de, at det bedste sted at lede var i Grækenland. Og de holdt mange møder om dette emne, og om hvordan man skulle gribe sagen an, for på grund af deres fæstninger og slagkraft havde de så høje tanker om sig selv, at de mente at have underlagt sig alle folkeslag. Men selv om de fremstod meget overlegne, så havde de på denne tid ingen vismænd imellem sig, og de folk, som blev anset for at være de klogeste, var så arrogante, at ingen af dem ville vove færden, for de syntes alle, at det ville være en uoprettelig skændsel for dem, hvis de skulle komme hjem uden resultater. Det forholdt sig ligeledes sådan, at de alle var misundelige på hinanden, såfremt udfaldet skulle blive, at den, der drog af sted, vandt større hæder end dem, der blev hjemme. Efter mange og lange drøftelser blev det omsider bestemt, at de skulle fæste deres lid til selve Roms lykke og held og ikke sætte en duelig mand på spil, men derimod sende en tosse af sted og udstyre ham som en herre med både et følge og store midler, for hvis hans færd lykkedes, mente romerne derved at have gjort grækerne til nar, og såfremt dårens færd skulle slå fejl, anså man det ikke for at være det store tab.

Dette bliver nu sat i værk, og de udvælger ikke alene en ond og ubegavet mand, men udstyrer ham også med et skib og udrustning, som var han betydningsfuld. Kort fortalt: Han ankommer til Miklagård og ankrer op i Stolpesund i nærheden af den kejserlige brygge. Og han er så stolt og stor på den, at han ikke vil tale med nogen, men derimod sidder han på skibets agterdæk og sender folk til byen for at kundgøre ankomsten og tilkendegive, hvad han ønsker at modtage på sin berømte by Roms vegne. Hele hans følge tiltaler ham som ‘herre’, for det gjaldt deres hoveder, såfremt de afveg fra denne plan. De fortæller, at han er den øverste vismand for hele Romerriget, og det bliver derfor besluttet, at han ikke skal nægtes noget, men at hans ærinde dér skal besvares tilbørligt, så der ikke er noget at udsætte på det.

Grækerne finder, at dette er en vanskelig sag, og de sammenkalder derfor de mest ansete mestre for at finde ud af, hvad der er tilrådeligst at gøre, så de kan forhindre, at romerne påfører dem nogen skam, for begge parter anså sig selv for at være bedre end den anden. Der bliver talt meget og længe på dette møde, og til sidst bliver det besluttet, at grækernes ypperste visdomsmester skal møde den romerske, for at han med sin egen forstand kan efterprøve, hvor meget begreb den anden har om lærdom og viden. I deres iver efter at hævde egen anseelse aftaler parterne et møde, således at hver af dem må bevæge sig lige langt for at møde den anden. Derefter forhandles der om, hvordan sagen skal gribes an, og om det skal foregå med veltalenhed og drøftelse af betydningsfulde emner eller i fuldstændig tavshed, sådan som de allerklogeste vismænd gør, nemlig ved at den ene gør et tegn, og den anden derpå svarer med et tegn. Det blev bestemt, at de skulle tale med tegn og ikke med tungen, og grækerne mente da, at den mest skarpsindige ville vinde, for den uforstandige forstår sig ikke på denne øvelse.

Alt dette blev iværksat af udvalgte folk på begge sider, sådan at de to ansete mænd mødtes et sted, hvor ingen andre måtte være i nærheden. Der blev udvist stor forsigtighed, og ingen af dem hilste på den anden, eftersom de begge forholdt sig tavse. De tog plads i de prægtige sæder, som begge parter havde indrettet til deres mester, sådan at de vender lige imod hinanden. Sådan sidder de en tid, før grækeren gør et tegn og rækker én finger frem; dette besvarer romeren med et andet tegn og rækker tre fingre frem. Grækeren gør endnu et tegn og rækker sin hånd frem, således at håndfladen vender opad; dette besvarer romeren med et andet tegn og rækker sin knyttede hånd frem. Grækeren gør et tredje tegn og peger op i luften med én finger; dette besvarer romeren ved at pege ned mod jorden med én finger. Dermed er deres møde slut, og de går i tavshed tilbage til deres mænd.

Og da grækeren kommer tilbage til byen, stimler folk sammen om ham for at få at vide, hvordan det var gået mellem dem. Men han svarer ikke, før han kommer ind i mødesalen, og de vise mænd er til stede. Der bliver da særligt spurgt om, hvad den romerske mand formår. Mesteren fortæller, at han er en rosværdig mand i sin visdom, »— for jeg forelagde ham det mest ophøjede og vanskeligste emne, som selv i vore dage er svært fatteligt for de fleste mennesker.« De beder ham fortælle mere indgående om dette. Han siger: »Mit første tegn var, at jeg rakte én finger frem, og med den visdom, som er skænket mig, viste jeg, at Gud er én og ikke flere. Men han svarede ved at række tre fingre frem, og det bekræftede mig i, at den ene Gud i mit tegn består af tre personer i hans tegn. Derpå rakte jeg min håndflade frem, hvormed jeg viste, at den samme Gud løfter hele skaberværket, og han svarede ved at knytte næven i den betydning, at den, der løfter hele skaberværket, han omslutter det også i sin næve. Den tredje gang rakte jeg min finger i luften som et tegn på, at denne samme Gud er højere end alt det skabte, og han svarede ved at pege ned mod jorden med sin finger for at vise, at denne samme Gud hersker over begge dele — det øvre såvel som det nedre.« Og da mesteren har talt færdig, opstår der en vældig råben om, at denne romer er et fortræffeligt menneske, og at det kun er på sin plads, at man lønner hans ærinde både hurtigt og på en måde, der viser ham ære.

Alle er enige om, at den romerske tåbe kan forlade Stolpesund med lovbøgerne. Han besvarer deres høviskhed med det, som han havde rigeligt af: latter og hån undervejs og endnu mere ringeagtelse, da han kommer hjem til Rom, for da han skulle fortælle om de begivenheder, der gav hans færd dette gode udfald, svarer uslingen på denne måde: »Den mand, der kom imod mig, måtte snart erfare i vores mellemværende, at jeg ikke var sådan at spøge med, og han forelagde derfor min sag meget ihærdigt over for sine landsmænd, for han turde ikke andet.« Og da man spørger ham nøjere ud om, hvad der skete imellem dem, siger han dette: »Han rakte først én finger frem for at true med at kradse mit ene øje ud, men jeg svarede med at række tre fingre frem for at fortælle ham, at selv hvis han havde haft tre øjne, ville jeg kradse dem alle ud på ham. Derefter viste han sin håndflade som for at stikke mig en lussing, men jeg knyttede til gengæld næven for at kunne lange ham en på hovedet. Tredje gang rakte han en finger i vejret for at true med at hænge mig i en galge, men jeg svarede — ved at pege ned mod jorden — at såfremt han lod mig hænge, skulle han også komme til at fare til selve Helvede. Sådan gjorde jeg mig gældende over for ham, og derfor opgav han at stride yderligere.«

Hvis nu den vise Salomo havde set disse to mennesker med sine egne øjne, dengang han fældede forskellige domme over vismanden og tåben, ville han utvivlsomt have sagt dette, da han udtalte sig — her på vores sprog: »En kostelig skat,« sagde han, »— findes i vismandens mund.« Dette er om grækeren, for godviljen er åbenbar i hans udlægning. Om tåben siger han: »Som eddike for tænderne eller som røg for øjnene, sådan er den uduelige mand for dem, der sendte ham ud.« Det var i sandhed bittert i romernes mund og surt i deres øjne, at de sendte et så ildesindet menneske af sted for at håne og spotte det klogeste liv, som fandtes på den tid. Og dermed slutter denne fortælling.

---

Noter: